Tag-arkiv: konflikt

Ytringsfrihed og social konflikt

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2023. Skriv et svar

Der er næppe nogen der har overset, at regeringen er igang med indskrænke danskernes ytringsfrihed. Baggrunden for den nye koranlov – der ulovliggør langt mere end afbrænding af koraner – er, at en række muslimske lande har presset den danske regering. Det indrømmer man dog ikke gerne, men påstår i stedet for, at udbredt ytringsfrihed vil føre til konflikter – optøjer, demonstrationer, og social konflikt mellem folk. Rationalet er således, at hvis vi ulovliggør ytringer som nogle grupper måske kunne finde krænkende, får vi mindre konflikt i samfundet. Men er den påstand overhovedet sand? Hvor er forskningsopbakningen for rationalet i potentielt at bryde med Grundlovens paragraf 77?

Den fremragende Jacob Mchangama og jeg udgav forleden et working paper med titlen Freedom of Expression and Social Conflict, hvor vi tester netop den sammenhæng. Papiret er sjovt nok ikke skrevet som reaktion på regeringens udspil, men har været noget længere undervejs. Det er med andre ord rent tilfældigt, at det pludseligt er blevet aktuelt.

Finder man data og tester sammenhængen mellem social konflikt og ytringsfrihed, finder man ingen som helst opbakning til regeringens påstand. Jacob og jeg finder tværtimod, at demokratier med en større grad af ytringsfrihed får mindre social konflikt! Hvis man tillader sig at ekstrapolere fra en general sammenhæng til den danske kontekst inderbærer det, at den sandsynlige konsekvens af Frederiksen-regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed er flere demonstrationer, flere optøjer, og generelt mere konflikt. Politiken opnår således kun en midlertidig appeasement af visse muslimske staters kritik af Danmark, men skaber større problemer herhjemme. Det er næsten usigeligt tåbeligt, men helt i karakter for denne regering.

Er man interesseret, kan man enten hente hele papiret i linket ovenfor, hente det hos SSRN her, eller simpelthen læse det lange abstract nedenfor.

The association between freedom of expression – freedom of speech and the freedom of the media – and social conflict is theoretically ambiguous and politically highly contested. On one side of the debate, people argue that freedom of speech and freedom of the media create social conflict by giving people and organized interests the opportunity to disagree in public, creating visible conflicts and enabling people to insult and incite hatred against other groups and attempt to marginalize them.

On the other side of the political debate, the proponents of the freedom of expression argue that free speech and free media act as safety valves that allow substantial disagreement to be expressed in a peaceful manner instead of turning into violence, enabling deliberation among different groups, and furthering the understanding and potential acceptance of substantially different points of view.

In this paper, we therefore take the association to the test. We combine data on freedom of expression from the V-Dem database and conflict data from the Banks dataset with additional data on economic performance and political institutions. In a large panel dataset, we find evidence of a negative association between the freedom of expression and social conflict. Further tests suggest that this association is specific to countries with democratic political institutions while the empirical association in autocracies is ambiguous.

Den uforlignelige Tom Schelling

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. december 2016. Skriv et svar

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Ulandshjælp og voldelige konflikter

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2016. Skriv et svar

Jeg ankom til Heidelberg i tirsdags og har startet mit sommerophold hernede på universitetets Alfred Weber Institut med deltagelse i den årlige konference for udviklingsøkonomer i Tyskland. Programmet afsluttedes i aftes med en præsentation af Martin Gassebner (Uni Hannover), der sammen med Richard Bluhm, Paul Schaudt (begge Hannover) og Sarah Langlotz (Heidelberg) har spurgt om ulandshjælp påvirker graden af voldelige konflikter i fattige lande. Tidligere forskning har generelt ikke kunnet blive enig og vist indbyrdes modstridende resultater. Det teoretiske billede er også tvetydigt, da bistanden – hvis den virker efter hensigten – vil skabe udvikling og dermed gøre konflikter dyrere, men også giver flere midler at slås om adgangen til. Gassebner et al. skaber i deres konferencepapir ny empirisk klarhed over spørgsmålet med et nuanceret ja.

Nuancerne kommer fra at splitte konfliktniveauet i fire niveauer: 1) Hvis der ingen er; 2) hvis der er mellem 1 og 25 dødsfald i forbindelse med f.eks. demonstrationer mod regeringen; 3) hvis der er mellem 25 og 1000 dødsfald, dvs. svære konflikter; og 4) hvis der er decideret borgerkrig. De tidligere studier har ikke skelnet mellem samfund uden konflikter overhovedet, og samfund med svage konflikter (niveau 2). Gassebner et al. viser, at det gør en forskel.

I et meget avanceret empirisk set-up peger deres resultater på et billede, som Martin over en kop kaffe betegnede som ”noget som tilhængere og skeptikere begge burde kunne lide.” Ved at bruge samfund med svage konflikter som udgangspunkt, viser det sig nemlig, at 10 % mere ulandshjælp gør det cirka 2,8 % mere sandsynligt at de svage konflikter slutter, og samfundet bliver helt fredeligt. De samme 10 % ekstra hjælp øger dog også risikoen med 1,5 % for at de svage konflikter eskalerer til voldsomme konflikter, og øger risikoen for at de udarter sig borgerkrig med yderligere 1,5 %.

De tyske forskerholds studie peger derfor på, at hjælpen har en polariserende virkning på samfunds konfliktudvikling. I nogle tilfælde bruges hjælpen fornuftigt, eller giver i det mindste noget fredeligt at lave, og bidrager dermed til ro. I lige så mange andre tilfælde bidrager de ekstra midler simpelthen til at eskalere småkonflikter til virkeligt ødelæggende begivenheder. I sidste ende er læren, at det ikke betyder så meget, hvad vi gør, men mere hvordan hjælpen i sidste ende bruges i modtagerlandene. Vi har som donorer meget mindre kontrol over den, end de fleste politikere og andre går og tror.