Tag-arkiv: war on drugs

De seneste ofre for “The War on Drugs”

Så skete det også i Danmark. I går blev to betjente skudt og den enes tilstand er kritisk. En forbipasserende blev også ramt af en kugle.


(Cidade de Deus – der bygger på virkelige hændelser, hvor man følger udviklingen i en af Rio de Janeiro’s favellaer “Cidade de Deus”, der startede som et “socialt boligbyggeri”)

Gerningsmanden tilhører det bandemiljø (sandsynligvis styret af Hells Angels, der satte sig på markedet efter en blodig konflikt med den nu opløste rockergruppe Bullshit), som styrer handlen med hash på Christiania, og har gjort det i årtier. Det er naturligvis forfærdeligt og ansvaret for udåden påhviler naturligvis gerningsmanden, der tidligere på dagen blev skudt af politiet og pågrebet.

Naturligt at Christiania er centrum for hashhandlen

Christiania er det tætteste vi kommer på en brasiliansk favela. Bevares, baggrunden er en anden, men dynamikken er på mange måder den samme. Mistilliden til myndighederne og fraværet af suverænen (den “store mafia”) hvor tomrummet i stedet er fyldt ud med hårdkogte kriminelles dominans, og en parallel økonomi, hvor handel med illegale rusmidler indtager en helt afgørende rolle.

Jeg vil ikke umiddelbart anbefale nogen at besøge en favela i Rio de Janeiro uden guide/lokal. Så slemt er det heldigvis ikke på Christiania, og bliver det næppe heller. Men volden og kriminaliteten er lige som i Rio de Janeiro’s favela’er drevet af narkotikaindtægterne.

Hvis man ønsker at ændre tilstanden må man i Danmark gøre som i Rio de Janeiro, nemlig “besætte” Christiania – og blive der. Det vil naturligvis stoppe handlen med hash på Christiania. Til gengæld vil handlen bare øges andre steder i byen.  Det så vi senest i 2005,

At bede Christianitterne om aktivt at gøre noget, er lige så urealistisk som hvis man bad en beboerne i en favela i Rio de Janeiro blev bedt af myndighederne om at “rense” ud i deres kvarter. Det kan de lige så lidt som beboerne på Nørrebro kan forventes at “rense” ud deres kvarter.

Ønsker man at komme den vold og kriminalitet, som er den førte forbudspolitiks faste følgesvend til livs, er der kun en løsning. Og det er at legalisere køb og salg af cannabis (reelt også andre stoffer – Vesterbro er jo heller ikke just kendt for sit lave voldsniveau).

Mange vil sikkert se det som at give efter for volden. Men sagens kerne er at volden kun eksisterer på grund af forbuddet – ikke på grund af rusmidlerne i sig selv.

(The Wire – HBO’s fremragende serie der illustrerer konsekvensen af forbudspolitikken i USA)

Som nævnt i indledningen. Ansvaret for nedskyndingen af to betjente og en civilist påhviler gerningsmanden. Men det grundlæggende ansvar for den vold og kriminalitet, som er fulgt i kølvandet med forbuddet mod handlen med hash – hvilket sikrer gerningsmanden og hans ligesindede deres indtægter – påhviler de politikere, der virker det fortsatte forbud. Ikke fordi det er intentionen, men fordi det er den uafvendelige konsekvens.

Om det er alkohol hash eller andre rusmidler, som der er efterspørgsel efter man forbyder gør ingen forskel. Og som jeg har skrevet om så mange gange før her på bloggen, er der ingen undskyldning for det fortsatte forbud. Det virkede ikke i 20ernes USA i forhold til alkohol. Det virker ikke i dag i forhold til cannabis og andre stoffer. Og det kommer aldrig til at virke. Spørgsmålet er blot hvor mange mennesker der skal tæves, skydes og slås ihjel, før man erkender ansvaret for de fortsatte ofre og opgiver “the war on drugs”.

Christiania - en dansk "favela" (betyder at tage selv)

Christiania – en dansk “favela” (betyder at tage selv)

The War on drugs – set gennem en økonoms briller

Økonomer interesserer sig ikke for intentioner (med mindre det drejer sig om at forklare hvorfor folk opfører sig som de nu engang gør). Når det kommer til politiske tiltag, kan gode intentioner højst bruges som en dårlig undskyldning. Vi interesserer os primært for konsekvenser af et givet tiltag. Muligvis en af grundene til, at økonomer er så ilde set blandt især de, som lægger vægt på netop at fremstå som “med de bedste intentioner”.

Og det kan meget vel være at der har været de bedste intentioner bag den førte forbudspolitik overfor en række rusmidler. Men konsekvenserne har været forfærdelige, både målt i menneskelig lidelse og samfundsøkonomiske tab.

Det har jeg skrevet et mindre indlæg om i det seneste nummer af bladet “Stof“, som kan læses uden abb. på nettet. Mit indlæg kan også læses nedenfor.

al

Læs resten

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

I sidste uge blev ejeren af sortbørsen Silk Road, Ross Ulbricht, idømt livsvarigt fængsel for en række forseelser, der i den milde ende omfatter omgåelse af USA’s drakoniske narkotikalovgivning og planlægning af et attentat mod en af sine skyldnere i den særdeles grove. Silk Road udnyttede – som alle andre sortbørshandlere – en niche, som politikerne har skabt, og som naturligvis ikke går væk af at en enkelt mand bliver spærret inde. I så var narkomarkedet for længst opløst. Der er større dynamikker på spil end én mands karakter.

Helt uagtet de interne opgør der har været og vil vedblive at være mellem aktørerne på narkotikamarkeder, er der meget der tyder på, at den samlede virkning af Silk Road og lignende børser har været positiv. Måske ikke sammenlignet med en ideel verden, hvor der intet misbrug findes, men sammenlignet med den vi faktisk lever i — temmelig klart. Skadesreduktionen er resultat af bedre information om produkter, mindsket behov for direkte kontakt med hårde gademiljøer, og muligheden for at sanktionere uærlige sælgere (Buxton & Bingham 2015):

“[A]nonymised user forums and online chat rooms encourage and facilitate information sharing about drug purchases and drug effects, representing a novel form of harm reduction for drug users and an entry point for drug support services.

Forbrugersikkerhedsorganisationen Digital Citizens Alliance, som er imod sortbørshandel med narkotika, giver i en nylig rapport en oversigt over forskellige børser på the Darknet. The Economist har været så venlige at illustrere dem:

Dark markets 2015

Billede via The Economist.

Børsen forgår, nichen består. Som rapportens forsfattere skriver:

Approximately 13,648 listings for drugs are now available on Silk Road compared to the 13,000 that were listed shortly before the FBI arrested Ulbricht and shut down the site. In comparison, Silk Road’s closest competitor, Agora, has just roughly 7,400 drug listings.

There is significantly more competition today than when the original Silk Road was seized. Silk Road 2.0 currently contains 5% more listings for drugs than its predecessor held at the time of its seizure. By comparison, the Darknet drug economy as a whole contains 75% more listings for drugs.

Ross Ulbricht kommer til at afsone sammen med omkring 300.000 mennesker, som er fængslede som led i narkotikabekæmpelsen i USA. Hans og det første Silk Roads historie er bare sidste kapitel i den snart 45-år gamle War on Drugs, som efter et hvert tænkeligt mål må siges at være en udelt, total og vedvarende fiasko.

Som bekendt er den væsentligste årsag til narkorelateret vold at de involverede parter ikke har adgang til gængse konflikthåndteringsredskaber. Der er ikke junglelov; dertil er det alt for regelstyret og institutionaliseret (Skarbek 2011). Det fritager på ingen måde Ulbricht for ansvar, men det betyder dog, at man ikke skal gøre sig de store forventninger om at dommen over ham eller lignende aktører kommer til at gøre nogen forskel.


Skarbek, David (2011): “Governance and Street Gangs,” American Political Science Review (105)

Buxton, Julia and Bingham (2015): “The rise and challenge of dark net drug markets,Global Drug Policy Observatory, Swansea

Digital Citizens Alliance (2015): “Busted, but not broken. The state of Silk Road and the Darknet Marketplaces” samt opfølgning.

Legalisering af cannabis samler momentum

Som læsere af denne blog er klar over, har jeg med adskillige indlæg argumenteret for, at man bør legalisere cannabis, også selv om man anser det for at være et potentielt skadeligt rusmiddel.

Det er derfor glædeligt at læse, at også New York Times nu klart tager stilling for legalisering af verdens 2. mest udbredte rusmiddel (hvis vi fraregner tobak og kaffe). Hermed følger man i fodsporene på The Economist – som dog i lighed med bl.a. Wall Street Journals Mary O’Grady og undertegnede, ønsker at legalisering skal omfatte langt flere rusmidler – og herhjemme Børsen, der i en leder om Christiania i sommeren 2012, bl.a. skrev, at:

Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. 

En helt central begrundelse i New York Times leder “Repeal Prohibition, Again” er at :

The social costs of the marijuana laws are vast. There were 658,000 arrests for marijuana possession in 2012, according to F.B.I. figures, compared with 256,000 for cocaine, heroin and their derivatives. Even worse, the result is racist, falling disproportionately on young black men, ruining their lives and creating new generations of career criminals.

Erkendelsen af at “The War on Drugs” har fejlet “big time” synes endelig at sprede sig. Man kan begræde, at det skulle tage mere end 40 år, Men bedre sent end aldrig.

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

The Economist har de seneste to uger haft et par artikler, som på glimrende vis illustrerer, at pragmatisme og ikke libertarianske frihedsidealer eller (venstreorienterede) menneskrettighedsorganisationer, som f.eks. George Soros “Open Society”, er den primære faktor bag ændringer i den førte narkotikapolitik.

Således kunne man i sidste uge læse, at New Zealands borgerlige regering undersøger mulighederne for at legalisere syntetiske rusmidler. New Zeeland er et af de lande i verden med det højeste forbrug af netop denne form for rusmidler, mens bl.a. kokain og heroin, stort set ikke kan opdrives. Ikke af ideologiske årsager, men fordi forbud er dyrt og virkningsløst.

20130817_USC211Dette følges I denne uges Economist op af en artikel om reformer i USA, hvis formål er at reducere antallet af indsatte i landets fængsler. USA er det land i verden, hvor den største andel af befolkningen sidder i fængsel.

Op mod halvdelen af de indsatte er dømt for narkotikarelaterede forbrydelser. Hvor stor en andel af disse som er resultatet af “plea bargains”, er ukendt. Men givet at strafferammen er ganske betydelig for selv relativt begrænset besiddelse af en række rusmidler, er der utvivlsomt en del, der aldrig var kommet i nærheden af en fængselsdom i andre lande, herunder Danmark.

Igen er den væsentligste motivationsfaktor penge. Her omkostningerne ved fængselssystemet og overvejelser om marginalnytten i form af lavere kriminalitet ved at putte flere i fængsel.

Inspirationen til reformer kommer i høj grad for en for mange uventet kant, nemlig Texas.

Jeg havde for to år siden fornøjelsen af at møde Jerry Madden, der som tidligere formand for Senatet i Texas “Corrections Committee”, ikke lægger skjul på at omkostningerne ved en fortsat øgning af antallet af indsatte har været helt afgørende, se også interview med det australske ABC her.

Der er med andre ord tale om en pragmatisk tilgang i begge tilfælde, hvor den grundlæggende drivkraft er en erkendelse af at man er gået for langt/at det ikke virker.

Samme tilgang var forøvrigt afgørende i forbindelse med Portugals vidtgående reformer og dekriminalisering ved årtusindeskiftet, ligesom det er afgørende for den udvikling der er under vejs i en række latinamerikanske lande. Symboliseret ved bl.a. tidligere og nuværende præsidenters anerkendelse af, at “The war on drugs” er tabt. Et synspunkt, som i følge “Rasmussen Reports” deles af 82 procent af den amerikanske befolkning.

En erkendelse der dog ikke ikke indebærer at man er tilhænger af legalisering. Det er kun en meget lille andel af befolkningen (gælder også herhjemme).

Men måske vil de erfaringer man får i New Zealand, hvis man legaliserer sammenholdt med erfaringerne i lande som Portugal, hvor forbruget ikke er steget som resultat af afkriminaliseringen, på sigt gøre det “stuerent”, at gå ind for en egentlig legalisering – også selv om libertarianske friheds idealer eller menneskerettigheds kvababbelse ikke står på menuen hos de fleste borgere.

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik. 

Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:

Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.

Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.

New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.

If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.

Læs resten

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;

They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.

But that’s where the good news is likely to end.

Og fortsætter:

Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.

Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.

Læs resten