Her følger anden del af “trilogien” om Javier Milei og Argentina. I første del beskæftigede jeg mig med udviklingen frem til 1. verdenskrig. Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i perioden fra 1. verdenskrig og frem frem til 2. verdenskrig.

Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”

Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.

En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.

At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.

Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.