Tag-arkiv: fiflerier

De rige bliver rigere, mens resten står i stampe, eller..?

Så blev det den tid på året, hvor Oxfam udsender deres årlige “ulighedsrapport” – som altid – så det passer med det årlige World Economic Forum møde i Davos. I år er naturligvis ingen undtagelse, og i lighed med tidligere år – og det er en del efterhånden – ser det sort ud, hvis man altså skal tro Oxfam. Men det skal man nu heller ikke…….

Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.

I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.

Gennem alle årene har en central kilde været den årlige “Global Wealth Report“, som typisk udkommer i oktober. Her prøver man at opgøre den globale formue ultimo det foregående år. Den seneste rapport handler altså om den globale formue ved udgangen af 2022 (før opgjorde man den medium året, hvorfor historiske tal er revideret).

Vi har tidligere skrevet om hvorfor opgørelse af formue af flere grunde er en ringe indikator på velstandsudvikling, ikke mindst når man sammenligner år til år. Når man f.eks. i den seneste rapport kan læse, at 330.000 danskere er millionærer målt i dollars – hvilket svarer til ca. 7 pct. af den voksne befolkning – vil det sikkert undre en del. De flestes formue består primært af værdipapirer (pensionsopsparing) og værdien af egen bolig minus gæld, men mon ikke en stor del af disse millionærer i dollars umiddelbart ikke opfatter sig selv som “superrige”? Noget andet er naturligvis at man ikke umiddelbart kan leve af sine mursten, mens den private pensionsopsparing jo netop skal dække en del af omkostningerne når man senere går på pension. Mursten og pensionsopsparing siger derfor intet om ens velstand det pågældende år. Ja, en del af disse halv- og helmillionærer har sikkert også haft deres problemer med de stigende energipriser, som vi oplevede i 2022 (især hvis man bruger naturgas til opvarmning).

Men trods problemer med overhovedet at bruge udviklingen og fordelingen af den globale formue, så fortsætter denne udvikling at være helt central i Oxfams årlige rapporter – eller rettere det gør den måske så ikke, fordi historik ikke rigtigt fylder noget hos Oxfam (bortset fra hvis den passer ind i den på forhånd skrevne konklusion. Men om ikke andet kan deres behandling af dette bruges til at sige noget om troværdigheden af deres rapporter.

Samme tal – modstridende konklusioner

Den årlige vækst/fald i den globale formue (opgjort i 2021 USD og korrigeret for de enkelte landes inflation målt i udviklingen i forbrugerpriser) fremgår af Figur 1, mens formueuligheden fremgår af Figur 2. Sidstnævnte viser at den globale formueulighed (målt ved ginikoefficienten) samt andelen af den globale formue for de 10, 5 og 1 pct. med størst formue har været faldende gennem hele dette årtusinde.

Figur 1. Ændring i global formue opgjort i 2021 USD og korrigeret for inflation.

Uanset om man måler på Top 10%, Top 5% eller Top 1 pct., er tendensen, at der er sket et fald over hele perioden, og i den udstrækning at Top 1% i 2022 ligger højere end den gjorde i 2008-2009, er det sket på på “bekostning” af top 5 og top 10%, som begge ligger lavere end i 2008.

Figur 2. Udviklingen i global ulighed 2000-2022

Key findings” i Global Wealth Report 2023 er:

  • Along with the decline in aggregate wealth, overall wealth inequality also fell in 2022, with the wealth share of the global top 1% falling to 44.5%.
  • The number of USD millionaires worldwide fell by 3.5 million during 2022 to 59.4 million. This figure does not, however, take into account 4.4 million “inflation millionaires” who would no longer qualify if the millionaire threshold were adjusted for inflation in 2022.
  • Global median wealth, arguably a more meaningful indicator of how the typical person is faring, did in fact increase by 3% in 2022 in contrast to the 3.6% fall in wealth per adult.
  • For the world as a whole, median wealth has increased five-fold this century at roughly double the pace of wealth per adult, largely due to the rapid wealth growth in China.

Om fremtiden bemærker man, at:

  • Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
  • Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
  • The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Af selve rapporten fremgår det yderligere, at den væsentligste årsag til faldet i den globale formue skal findes i Europa og Nordamerika (side 12) .

Men læser man udelukkende dette års (og tidligere års) rapport fra Oxfam, er det ikke just det indtryk man får. De historiske trends oplyses ikke og i stedet efterlades læseren snarere med et billede af at uligheden stiger, både af selve rapporterne og de medfølgende pressemeddelelser. Altså det modsatte af den faktuelle udvikling i både formue og indkomst.

Således udtaler Oxfam Danmarks generelsekretær i deres pressemeddelelse, at

 Vi er nødt til at gribe ind, så verdens velstand fordeles mere lige. Vi skal beskatte mere progressivt og mere retfærdigt. Det nytter ikke noget, at vi har en superrig elite, der stikker af fra alt og alle, og så står resten af befolkningen tilbage med regningen for kriserne og slet ikke får del i den velstand, de er med til at skabe.  (Pressemeddelelse | Formuerne hos verdens rigeste stiger fortsat (oxfam.dk)

Det gør man f.eks. ved at sammenholde udviklingen i den samlede globale formue for de 60 pct. med mindst formue i perioden 2019 til 2022 med (Forbes opgørelse går jeg ud fra) udviklingen i formuerne for verdens milliardærer i perioden marts 2020 – november 2023, korrigeret for inflationen opgjort ved det amerikanske forbrugerindeks.

Brugen af det amerikanske indeks er i sig selv et betydeligt problem, da man hvis man vil tage højde for inflationen, naturligvis skal bruge inflationen i de enkelte lande (som man for øvrigt gør i UBS rapport).

Oxfam kommer frem til at:

Den samlede globale formue i 2022 var 454.385 mia. USD. Formuens andel af de nederste 60% var 2,23%, svarende til 10.123 mia. USD. I 2019 var den samlede globale formue 388.689 mia. USD. Andelen af formuen for de nederste 60% var 2,26%, svarende til 8.800 mia. USD. Formuen for de nederste 60% steg dermed med 1.300 ma. USD mellem 2019 og 2022 i nominelle termer. Til at beregne ændringerne i reale termer (under hensyntagen til inflation) er der brugt amerikanske CPI for månederne december 2019 og oktober 2023. Ud fra dette viser vores beregninger, at de nederste 60% har mistet 20 mia. USD eller 0,2% af deres formue.

Og peger derefter på, at:

Mellem marts 2020 og oktober 2023 steg inflationen (målt ved amerikansk CPI) med 19,2%. For perioden mellem marts 2020 og slutningen af november 2023 steg milliardærernes formue med 4.800 mia. USD i nominelle termer eller 59,8%, hvilket er 3,1 gange så meget som inflationsraten. I reale termer (under hensyntagen til inflation) steg milliardærformuen med 3.300 mia. USD eller 34,1%.

Udover at man ikke kan gå ud fra, at der er tale om de samme mennesker i henholdsvis marts 2020 og november 2023 (det er der nok kun delvist), så reflekterer man ikke over, at antallet af milliardærer i samme periode er steget med næsten 20 procent, ligesom valget af startpunkt falder sammen med starten på covid-krisen, mens kursen på aktier var “høj” i november 2023., Ikke uvæsentligt, da vi må forvente at andelen af milliardærers formue som er placeret i værdipapirer er langt højere end folk med lavere formuer. Som vi har bemærket i forhold til tidligere rapporter, mener Oxfam tilsyneladende at det er godt, når aktier falder i værdi og skidt når de stiger.

Det er også sigende at hvor Oxfam åbenbart mener, at :

Vi er vidner til begyndelsen på milliardærernes tidsalder. Milliarder af mennesker kæmper stadig med at få lønnen til at slå til, betale regningerne eller få mad på bordet, mens de allerrigestes formuer boomer

Mener Global Wealth Report at den væsentligste trend, som også nævnt ovenfor er at :

  • Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
  • Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
  • The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Man har tilsyneladende alene læst den nederste linje i Oxfam.

Median velstanden stiger

Som det fremgår af Figur 3, har medianformuen været stærkt stigende, et mål der er langt mere anvendeligt end den gennemsnitlige formuestigning – og igen en indikation på at den globale formuefordeling fortsætter med at blive mere lige.

Figur 3. Udviklingen i median formue og gennemsnitlig formue

Mens medianformuen i 2022 er mere end fem gange højere end i 2000, er den gennemsnitlige formue “kun” steget lidt under tre gange. Også den oplysning skal du lede længe efter, hvis du læser de årlige rapporter fra Oxfam.

Udviklingen i medianformuen, hvis man ønsker at sige noget begavet om hvor vi er på vej hen, når vi taler om fordelingen af verdens globale formue, er ellers et ret væsentligt mål. Eller som det fremgår af dette års Global Wealth Report:

Mean wealth per adult is a simple and convenient way of comparing wealth levels across nations and assessing developments over time. However, by definition, median wealth is a more accurate indicator of how the typical person is faring. This is particularly true of countries with a high level of wealth inequality since median wealth may be a relatively small fraction of mean wealth and gains and losses in aggregate wealth may bypass the “average citizen” entirely. (Global wealth Report 2023, side 24″

Måske ikke overraskende er det især, men ikke kun, udviklingen i Kina de sidste årtier, som har haft betydning for denne udvikling. Men Oxfams tilgang er temmelig sigende, for som man skriver:

“Despite the economic ascent of China in the last two decades, the majority of the world’s wealth and its superrich individuals are still concentrated in the Global North. For Europe, this is very much a legacy of colonialism and empire. By one estimate, the UK extracted US$45 trillion from India during the colonial period. Since the formal end of colonialism, neocolonial relationships with the Global South persist, perpetuating economic imbalances and rigging the economic rules in favour of rich nations. The USA has particularly benefitted from its incredible global economic dominance, especially in the second half of the 20th century. Much of its wealth was born out of slavery and the systematic dispossession of Indigenous peoples. Multinational corporations, the focus of our paper in 2024, were invented in the colonial era and this helped facilitate this extraction of wealth from the Global South to the Global North. The latest data from the UBS Global Wealth Report 2023 and the Forbes list of the world’s billionaires demonstrates that despite representing only 21% of the world population, countries in the Global North own 69% of global wealth and are home to 74% of the world’s billionaire wealth.” (Oxfam Ulighedsrapport 2024, side 21).

Til det med ideen om at først kolonisering, anvendelse af slaver (hvilket var et globalt fænomen for 250 år siden) og dernæst “udnyttelsen af det globale syd” (de tidligere kolonier), kan man vist kun sige, at det er der mildt sagt ikke enighed om. Her er vi tilbage i en marxistisk forståelse af hvordan økonomi fungerer. Jovist var der privatpersoner, som blev meget rige af koloniseringen, men samfundsøkonomisk var det nu en nettoomkostning. Ligeledes er ideen om at USA’s nuværende velstand bygger på tidligere tiders anvendelse af slaver lettere absurd – ikke mindst med tanke på at netop de dele af USA, hvor slaveriet var mest udbredt, efterfølgende sakkede bagud i forhold til de stater, hvor man tidligt opgav slaveriet.

Og vender vi snuden hjemad, mener man så virkeligt, at danskernes formuer – der er blandt verdens abolut højeste, både i gennemsnit og målt på medianen (se tabellen ovenfor) – skal forklares først ved de Dansk-Vestindiske Øer og herefter udbytning af “Det Globale Syd”? Og hvordan forklarer man at Kina målt på gennemsnit og medianformue i løbet af 20 år er gået fra at være under halvdelen af den europæiske til at overhale/være på niveau med Europa, eller at lande som Taiwan og Sydkorea er blandt de lande med både den højeste gennemsnits- og medianformue? Og sådan kunne man jo blive ved.


Det er blot en tanke. Men kunne det tænkes, at først industrialiseringen og derefter udbredelsen af en relativt fri markedsøkonomi er den væsentligste forklaring på at velstand og formue steg kraftigt? I første omgang i primært Nordamerika og Vesteuropa, og senere – i det 20. århundrede – i andre dele af verden? Oxfam reflekterer igen ikke over, at at “Det globale Nord’s” andel af den samlede velstand er faldende. Det behøver den naturligvis ikke blive ved med at gøre, omend det er mest sandsynlige trods de udfordringer Kina står overfor (man glemmer hele tiden at alene Kina og Indiens samlede befolkning fortsat udgør ca. 1/3 af jordens samlede befolkning).

Man nøjes med at angive at langt størstedelen af verdens milliardærer kommer fra det “Globale nord” – hvorfor skriver de egentlig ikke som det er, at hovedparten er fra ét land, nemlig USA? Samt at Det globale nords andel af verdens formue er næsten 70 pct, men andelen af befolkningen er ca. 20 pct. Et andel som så er faldene (og ville være lavere hvis ikke en række tidligere folkerige kolonier i det 20. århundrede havde kastet sig ud i forskellige mere elller mindre tåbelige socialistiske og importsubstituerende eksperimenter).


Og så lidt om ulighed i Danmark

Årets tema i Oxfams ulighedsrapport er multinationale og monopoler og jeg er klar over, at jeg ikke behandler monopoldelen her. Det må blive en anden gang. Rapporterne har hvert år forskellige temaer, og den reelt eneste konstant er omtalen af den globale formuefordeling, Her er det slående at man aldrig forholder sig til egne forudsigelser fra årene før – det er jo faktisk gået stort set stik modsat af hvad man tidligere har postuleret. (se links forneden til indlæg hvor vi har behandlet tidligere års rapporter).

Til gengæld slutter vi af med at se på Oxfam Danmarks pressemeddelse i forbindelse med udsendelsen af seneste internationale rapport fra Oxfam. Her skriver Lars Koch, at:

“også i Danmark er virksomhedernes overskud steget markant, mens almindelige danskere er blevet fattigere. Fra 2019 til 2022 voksede de danske virksomheders overskud med 95 pct., og udbyttebetalingerne steg med 117 pct. frem til oktober 2023, mens danskernes realløn er faldet med 3 pct.”

Det er også korrekt, at de samlede overskud steg kraftigt i denne periode – primært på grund af ekstraordinært store overskud i transportsektoren, hvor overskuddet efter skat steg med flere tusinde procent, og indenfor energisektoren, hvor overskuddet efter skat femdobledes. Det indebar også, at transportsektorens overskud som andel af samlet overskud steg fra at udgøre ca. 2 pct. i 2019, til i 2022 at udgøre lidt under 33 pct.

Tager vi de to sektorer ud af det samlede overskud, steg dette “kun” med 30 pct. mod 114 pct, hvis vi inkluderer disse (før der tages højde for inflation). Og kigger man lidt nærmere på de enkelte brancher, er forskellene også betydelige, som det fremgår af nedenstående tabel (samme kilder som Oxfam DK bruger).

Hvis tallene i tabellen ovenfor blev justeret for inflation – Oxfam bruger forbrugerprisindekset – er det mildt sagt en forsimpling at bruge overskriften “Virksomheder og aktionærer har tjent massivt på kriserne, mens lønmodtagerne er taberne”. I det mindste må man vel konstatere at nogle sektor har oplevet betydelige stigninger i deres samlede overskud, mens andre faktisk har tabt ganske betydeligt.

Noget andet er så, at den sammenligning Oxfam laver, faktisk ingen mening giver, før man ser på hvorfor både de enkelte branchers eller virksomheders overskud udvikler sig som de gør. Her nøjes jeg med at konstatere, at overskudene i betydelige sektorer målt på beskæftigelse, næppe har været tilfredstillende resultatet i 2022. Og medtager vi 2023, kan vi allerede nu med rimelig sikkerhed regne med at det samlede overskud falder. Det er vist blot at se på forventet overskud i f.eks. A.P. Møller-Mærsk i 2023 i forhold til 2021 og 2022.

Og her kommer vi så frem til udviklingen i udbyttebetalingen, som af Oxfam DK åbenbart er udtryk for at aktionærerne forgyldes. Men er det nu det? Det giver faktisk ingen mening, da betalingen af udbytte jo påvirker aktiekursen.

Og er det et sundhedstegn, at Mærsk udbetalte rekordstore ca. 80 mia. kr. i udbytte i 2023(hvilket i sig selv er en stor dele af forklaringen på stigningen i den samlede udbyttebetaling i 2022 og 2023)?

Næh, det var jo netop fordi der var tale om en ekstraordinær situation i 2021 og 2022, at man i 2022 og 2023 udbetale ekstraordinært store udbytter. Man kunne åbenbart ikke selv finde fornuftige investeringer. Ét er sikkert: Der bliver hverken tale om rekordoverskud eller rekordudbytte på baggrund af Mærsks 2023 regnskab. I årets første 9 måneder faldt omsætningen med ca. 30 pct, og det endelige resultat med mere end 80 pct., fra ca. 24 mia. USD til ca. 4 mia USD. Hvordan det bliver til, at de rige bliver rigere, fortæller Oxfam heller ikke i år noget om.

Links til tidligere indlæg:

2022

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven – Punditokraterne

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne