Idag for fire år siden lukkede statsminister Mette Frederiksen det danske samfund ned. Baggrunden – i det mindste den officielle – var at der var ny virus, corona / Covid-19, der var så farlig at regeringen blev nødt til at lukke al unødvendig aktivitet ned og få folk til at spærre sig selv inde. Vi fik at vide, at det kun var nødvendigt i et par uger for at beskytte sundhedsvæsenet mod at blive overvældet. I sidste ende var der forskellige grader af nedlukning – inklusive forsamlingsforbud, minkdrab, maskepåbud og andet – indtil februar 2022. I løbet af foråret var der mange, inklusive flere skribenter på denne blog, der begyndte at stille store spørgsmål ved nedlukningen: 1) Virker en nedlukning overhovedet på en luftbåren virus, der allerede er i omløb; 2) Er virussen overhovedet så farlig som det påståes; og 3) står de mulige gevinster mål med de sociale og økonomiske omkostninger?

Svaret på 1) har flere af os her på stedet været med til at give, og det er et dundrende nej. Jeg lagde en analyse op som working paper i august 2020, der var et resultat af dataarbejde for bloggen og viste, at nedlukningerne i foråret 2020 ikke havde gjort nogen systematisk forskel. Analysen blev senere udgivet i CESIFo Economic Studies, efter at de (og jeg) havde været lagt for had af flere epidemiologer. Det samme skete for Jonas Herby, da han sluttede sig sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, og udarbejdede en meta-analyse af hele bunken af empiriske studier af nedlukningseffekter. Jonas begik den samme corona-synd som mig, og fandt et nedlukningerne ikke havde nogen som helst effekt på dødeligheden. Flere af de nyeste studier indikerer nu, at lande der lukkede særligt hårdt ned er endt med højere overdødelighed end dem, der lukkede mindre ned. Sverige er i flere analyser det land i den vestlige verden, der har haft den laveste overdødelighed.

Svaret på 2) viste sig også hurtigt at være et nej. Allerede i foråret 2020 lavede et hold med bl.a. John Ioaniddis og Jay Bhattacharya et studie fra Californien, der viste, at virussens dødelighed var voldsomt overdrevet, fordi der var et stort mørketal af folk, der havde været smittet men ikke var blevet testet – og i mange tilfælde slet ikke havde haft symptomer. Vi ved nu, at Covid kan være farlig for svækkede gamle mennesker, men vaccinerne er sandsynligvis langt farligere end virussen for yngre mennesker.

Sidst, men ikke mindst, har nedlukningerne haft voldsomme konsekvenser. Så man på hvordan folks tilfredshed med livet faldt under nedlukningerne, svarede gennemsnitstabet til effekten af at blive skilt – altså, som om alle i Danmark var blevet skilt på én gang. Det subjektive, sociale tab var gigantisk. Det samme gjaldt inflationseffekten af de enorme subsidieprogrammer, som vestlige regeringer hældte ud over deres samfund. Som man kan se på figuren nedenfor, oversteg den danske år-til-år inflation 10 procent i slutningen af 2022. Sammenligner man den sorte linje, som viser det faktiske danske forbrugerprisindeks, med den stiplede linje, som er en fortsættelse af trenden fra 2015-2019, ville Danmark uden nedlukninger og ekspansiv politik pt. have haft et FPI omkring 107. Virkelighedens FPI er godt 118, eller godt 10 procent højere. Hvis nogen skulle have glemt, hvordan høj inflation udhuler folks købekraft, har de fået en ret dyr lektion de sidste tre år.

Umiddelbart ser nedlukningerne også ud til at efterlade varige ar på de europæiske økonomier. Figuren nedenfor viser kvartalsvis vækst fra EuroStat mellem tredje kvartal 105 og tredje kvartal 2019, plottet mod den kvartalsvise vækst mellem fjerde kvartal 2019 og fjerde kvartal 2023. Mens gennemsnitsvæksten på tværs af hele EU var 0,54 % i årene før nedlukningerne, har den været 0,29 efter. Tager man også lande udenfor EU med, er (det uvægtede) gennemsnit 0,76 % før og 0,49 % efter. Havde nedlukningerne været et kortvarigt stop, burde vi per fjerde kvartal 2024 have set fuld konvergens til normalen, men det er tydeligvis ikke sket. Figuren nedenfor illustrerer således, hvordan det reelt kun er Kroatien og Grækenland, der har haft højere vækst efter, mens enkelte lande – Danmark, Norge og Belgien – ligger stort set på linjen. Måske mest bekymrende er det, at Tyskland, der allerede før nedlukningerne havde langsom vækst, næsten ingen vækst har haft i perioden efter 2020.

Skal man bedømme nedlukningerne nu, fire år efter at de startede, er der således ingen vej udenom en dumpekarakter. Der er næppe nogen som helst interesse for en officiel undersøgelse, givet hvor horribelt ringe konklusionen må blive. Nedlukningerne fra marts 2020 og frem var et resultat af inkompetence, panik og magtsyge, som repræsenterer den største politikfejl i efterkrigstidens demokratier. Det bør aldrig ske igen.