Tag-arkiv: Nedlukningskrise

Størrelsen på skaderne: Økonomiske tab i 2020

Af Christian Bjørnskov, den 6. februar 2022. 1 svar

Danmark er frit igen, de svenske myndigheder fjerner de sidste restriktioner på onsdag, og Finland gør det i løbet af måneden. Man kan kun håbe på, at resten af verden følger trop – briterne virker til at være på nippet til at gøre det – og tiden er derfor ved at være kommet til at gøre regningen op.

En af de ting, man allerede nu kan gøre, er at give et bud på hvor store de økonomiske tab var i 2020. Det gør vi idag ved først at bruge tal på købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger fra the Penn World Tables til at beregne vækstraten mellem 2014 og 2019. Det giver en trendvækst per land, og dermed et rimeligt bud på, hvordan økonomien havde udviklet sig uden nedlukninger og andet i 2020. Vi bruger derefter data på samme forhold fra 2019 og 2020 fra the CIA World Factbook, som tillader os at give et første bud på det faktiske fald i indkomst i løbet af 2020. Det samlede tal angiver derfor, hvordan økonomien endte i 2020 i forhold til hvordan man med rimelighed kunne have regnet med, at den fortsatte uden de globale nedlukninger.

Vi illustrerer det globale billede i kortet ovenfor. Opgjort på denne måde var det danske indkomsttab på 5,4 %, og dermed nogenlunde sammenligneligt med mange andre dele af den vestlige verden. Vi blev dermed ikke nær så hårdt ramt som Storbritannien og Spanien, der oplevede økonomiske tab på henholdsvis 12 og 14,8 %, eller som det globale gennemsnit på 8,4 %.

Lad os lige gentage det: På tværs af verden var det gennemsnitlige (ikke-vægtede) gennemsnitstab 8,4 % af folks indkomst i 2020. Og som kortet viser, har tabene været ulige fordelt: Indiens 1,3 milliarder indbyggere så således et tab på 14,8 % af økonomien, og Mexicos 130 millioner et på 10,7 %. Omvendt er Brasiliens økonomi med 3,4 % og store dele af det centrale Afrika gået fri af de værste omkostninger (Nigerias fald var 2,6 %).

Når man ser på tværs af verden, er de økonomiske skadevirkninger derfor chokerende, og ingen steder mere chokerende end i små østater. Mens gennemsnitstabet i resten af verden har været 7,2 %, er gennemsnittet for de 20 østater vi har data fra hele 17, 1% af nationalindkomsten (p<.01). The Bahamas, der allerede var hårdt ramt af orkanen Dorian i 2019, har registreret tab på 19,4 %, og det langt fattigere Fiji oplevede et 24 % dyk i økonomien, da turisterne udeblev.

Vi har skrevet om det adskillige gange før, men der er for mig ingen tvivl om at nedlukningerne har været den største regeringsfejl siden anden verdenskrig. Som udviklingsøkonomer har vi en vis erfaring i at vurdere, hvor mange fattigdomsdødsfald, familier i sult, manglende skolegang, og hvor meget statslig undertrykkelse der følger med så voldsomme økonomiske tab. Som Verdensbanken allerede har advaret, står vi sandsynligvis med et antal fattigdomsdødsfald, der skal tælles i millioner. Det politiske spørgsmål, det tal rejser, er om de mennesker overhovedet tæller for ‘ledere’ som Mette Frederiksen, Emmanuel Macron eller Boris Johnson? Vi reddede stort set ingen, og med hvilken omkostning?

Det perverterede forsigtighedsprincip

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2021. 8 svar

Sidste år i marts lukkede statsministeren det danske samfund ned, baseret på et såkaldt ekstremt forsigtighedsprincip. Princippet bruges i blandt andet diskussioner om miljøforhold og i flere andre sammenhænge. Som Esther Oluffa Pedersen og Søren Riis diskuterede det i sommers på Videnskab.dk, handler princippet basalt set om at forsøge at undgå udviklinger, der ikke er specielt sandsynlige, men særligt problematiske. Adskillige forskere har peget på, at det derfor er et princip som giver en vis mening, når der er en ny sygdom, men også et princip der kan være ganske svært at håndtere i praksis, og lægger op til misbrug.

Det særlige de sidste 22 måneder er dog, at regeringen slet ikke har benyttet sig af forsigtighedsprincippet, men i stedet for en perverteret version af det. Jeg blev mindet om problemet forleden, da the Institute of Economic Affairs Director General Mark Littlewood påpegede det i en debat. Det, de danske og britiske regeringer gør, er i virkeligheden at de applikerer en slags forsigtighedsprincip når det gælder selve virussens farlighed, men det præcist modsatte når det gælder viruspolitikken.

Applikationen af et ’ekstremt’ forsigtighedsprincip ligger i, at myndighederne helt konsekvent antager det værste om virussen: Der tales hele tiden om ’op til’ x smittede, y indlagte og z døde de næste uger, men uden at der gives noget middelestimat eller information om den statistiske usikkerhed på estimatet. Myndighederne giver med andre ord borgerne nogle få, udvalgte scenarier, der giver et stærkt pessimistisk billede af situationen og således maner til forsigtighed.

Men det modsatte gælder for den førte politik, hvor man netop ikke er forsigtig med at påstå, at politikken virker – og virker uden bivirkninger. Som lektor Christian Kanstrup Holm (Aarhus Universitet) påpegede overfor Radio 4 forleden, giver myndighederne aldrig oplysninger om, hvor stor en effekt man regner med at nedlukninger vil have. Undtagelsen er maskepåbuddet, hvor regeringen og Seruminstituttet har valgt at overdrive effektiviteten i næsten latterlig grad. De brugte blandt andet et estimat på 20 % effektivitet – en forskel mellem 2,1 og 1,8 % smitte – fra DanMask-studiet, selvom effekten var så langt fra statistisk signifikans (p<0.38) at man måtte tage sig til hovedet.

Der er således ikke noget forsigtighedsprincip forbundet med at overdrive de mulige konsekvenser af den nye coronavirus, men samtidig overdrive de mulige virkninger af nedlukningspolitik og andet. Skulle man have applikeret et nogenlunde rimeligt princip, burde man have været pessimistisk med hensyn til både virussens udvikling og politikkens effektivitet. Det Mette Frederiksens regering har gjort i snart to år er at applikere et princip, hvor man italesætter et overdrevet problem og bruger et pseudoprincip, der overdriver både problemer og regeringens løsning. Det er ikke at ’følge videnskaben’ eller noget andet, men blot uinformeret, nøgen magtpolitik.

Nedlukningen af Hørsholm Kommune var unødvendig

Af Jonas Herby, den 21. maj 2021. Skriv et svar

Betragt nedenstående figur. Den viser, at smitten i Hørsholm faldt før nedlukningen af kommunen kunne have en effekt. Eller med andre ord: Hørsholm Kommune var lukket ned i godt en uge uden nogen grund.

Hvis du aflæser figuren omhyggeligt, vil du se, at der i ugen fra 25. april til 1. maj, var i alt – testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.

Derefter steg smitten markant, efter at en gruppe gymnasieelever var blevet smittet efter at have set fodbold sammen. På fem dage – fra 2. til 6. maj – blev der registreret 69 smittede, hvilket bragte den testkorrigerede incidens over 250 og iværksatte den automatiske nedlukning. Derfor blev skolerne i Hørsholm Kommune lukket ned fra lørdag d. 8. maj og det lokale erhvervsliv fra søndag d. 9. maj.

Pga. weekenden trådte nedlukningen altså reelt i kraft d. 10. maj, hvilket betyder, at effekten af nedlukningen allertidligst ville kunne ses d. 14. maj (Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der går fire dage, fra man er udsat for konkret smitte, og til man bliver testet første gang).

I ugen før man kan se en eventuel effekt af nedlukningen (altså 7. – 13. maj), var der – igen testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.

Det er ikke en skrivefejl. Der var præcis lige så mange smittede i ugen efter det meget lokale udbrud, som der var i ugen før udbruddet. Myndighederne lukkede altså Hørsholm Kommune ned, selvom smitten allerede var faldet igen.

Der var altså tale om en fuldstændig unødvendig og disproportional nedlukning.

Og det triste er, at det var forudsigeligt, for vi har set præcis det samme mønster i mange andre nedlukkede kommuner og endda i den store nedlukning af Danmark før jul.