Tag-arkiv: Gordon Tullock

Nedlukning og Tullocks transitionsfælde

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2021. Skriv et svar

Et af de store spørgsmål for tiden er, hvorfor restriktioner og forbud bliver ved mange steder i verden. Mens mange mennesker sandsynligvis lider af noget, der minder om PTSD – de langsigtede følger af at være holdt i en tilstand af skræk over en lang periode – er mange andre begyndt at undre sig over, at der bliver ved med at være restriktioner, maskekrav og brud på basale rettigheder som forsamlings- og næringsfrihed. Hvad er pointen, når både de velinformerede bør vide, at en hel empirisk litteratur siden sommeren sidste år har vist, at nedlukningerne og de mange andre såkaldt non-pharmaceutical interventions ikke virker? Hvad er pointen, når de fleste bør kunne se på erfaringerne med genoplukning osv. – som på ingen måde førte til flere smittede eller døde – at nedlukningerne ikke virker?

En mulig forklaring kan findes i det fænomen, der kendes som Gordon Tullocks ’transitional gains trap’, der basalt set viser, hvordan reformer som alle er enige om, alligevel ikke gennemføres. I forbindelse med Tullocks død forklarede Robert Higgs meget fint fælden hos the Independent Institute.

Problemet illustreres ofte med EU’s landbrugspolitik, der ikke hjælper landbruget fordi hektarstøtte og andre ordninger, der enten formelt eller i virkning følger størrelsen på gården, kommer til at blive afspejlet i jordpriserne: Jo mere jord, der følger med gården, jo mere landbrugsstøtte følger også med. Det indebærer, at når man køber jord, køber man også den støtte, der følger med. Landbrugsstøtten er således kapitaliseret i jordpriserne, så alle de næste landmænd effektivt intet får ud af støtten – de har allerede betalt for den. Det betyder dog også, at de nuværende landmænd ikke har incitament til at støtte en afskaffelse af landbrugsstøtten, selvom den faktisk ikke hjælper dem. Afskaffelsen vil nemlig indebære, at de mister et politisk privilegium som de effektivt allerede har betalt for. Selvom man er enige om, at en afskaffelse vil være gavnlig for alle på langt sigt, skal det bare ikke ske nu.

Nedlukninger og den efterfølgende afskaffelse af virusrestriktioner osv. følger en logik, der er helt ækvivalent til Tullocks transitionsfælde. Alle ved at landet skal tilbage til normalitet, at et meget stort flertal både ønsker og forventer normalitet, og at fortsatte nedlukninger både er ødelæggende for økonomien, folks mentale sundhed og statens fiskale helbred. Men for ledende politikere opleves situationen som en transitionsfælde. For det første kan politikerne holde igen hvis de tror at der kommer nye og farlige virusvarianter – og hvis de vel at mærke tror, at nedlukningerne virker – så man vil åbne op, men bare ikke nu. For det andet har politikerne et stærkt incitament til at holde befolkningen i frygt, da det indebærer – direkte efter diktatorens håndbog – at de fleste accepterer politikken uden skepsis eller omtanke. Det udskyder dermed den uundgåelige politiske regning, der skal betales i meningsmålinger og ved næste valg når folk kan se omfanget af de økonomiske og sociale ødelæggelser.

Der ligger med andre ord en transitionsfælde i, at alle politikere ved at vælgerstormen kommer på et eller andet tidspunkt, og derfor har et klart incitament til at udskyde det tidspunkt. Det betyder, at de vil udskyde normaliseringen af samfundet selvom de ikke tror på, at nedlukningerne har gjort nogen forskel – og sandsynligvis vil bruge påstande om effekter som en både uvidenskabelig og uærlig retfærdiggørelse. Dynamikken i transitionsfælden i forbindelse med nedlukninger tillader dem at få ét sidste magtfix før den kolde tyrker mange ledende politikere skal igennem når samfundet normaliseres igen. Som i mange andre situationer hjælper Tullocks indsigt os til at forstå, hvorfor politikere helt systematisk tager de værste og ofte ødelæggende valg.

Tullock og Buchanan – en samtale

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2021. Skriv et svar

Det hæderkronede Institute of Economic Affairs i London har over en længere periode udgivet en serie korte samtaler på YouTube. Samtalerne handler om liberale tænkere og har blandt andet omfattet Kristian Niemitz om Walter Eucken, Christopher Snowdon om John Stuart Mill, Madsen Pirie om Adam Smith, og Benedikt Köhler om Ibn Khaldun. Alle samtalerne er baseret På Eamonn Butlers 101 Great Liberal Thinkers og er med instituttets acting Academic and Research Director Syed Kamall – som har været ‘acting’ siden februar, da han er udnævnt til Overhuset.

Jeg havde forleden ubetingede ære og fornøjelse at sætte mig sammen med Lord Syed for at lave udsendelsen om Gordon Tullock og James Buchanan. De to amerikanske økonomer er – som mange læsere vil vide – blandt ophavsmændene til public choice og moderne politisk økonomi. Det blev en god samtale om særligt Tullock, der er en af mine intellektuelle ‘helte’ og på flere måder et akademisk forbillede. Samtalen, som jeg håber afspejler min entusiasme og begejstring for emnet, kan ses nedenfor. Feedback modtages gerne, men vi håber at læserne kan finde inspiration og interesse i denne og de mange andre samtaler i IEAs School of Thought-serie.

Er mange partier et økonomisk problem?

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2019. 4 svar

Forleden dag skrev den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, om antallet af partier i sin altid glimrende klumme i Berlingske Tidende. Kurrilds ærinde var at diskutere forslaget om at hæve spærregrænsen, som flere politikere har luftet. Deres argument er, at der simpelthen er for mange partier til at man kan ”etablere velfungerende flertal i Folketinget.” Som så ofte før viser Kurrild, at situationen ikke er så ligetil, som politikerne tror. Det kan nemlig stadig lade sig gøre at komme i Folketinget, selvom spærregrænsen f.eks. hæves til fire procent som i Sverige. Et parti kan først og fremmest vinde kredsmandater, og de kan også under visse omstændigheder få tildelt tillægsmandater, selvom de i begge tilfælde er under spærregrænsen. Han diskuterer til sidst, om det overhovedet giver logisk mening, at man på den ene side ønsker ”et valgsystem baseret i en eksplicit ambition om at være millimeterretfærdigt proportionalt i fordelingen af mandater – og så på den anden side bevidst at gøre en undtagelse derfra, som specifikt og målrettet vil ramme små partier.”

Jeg nyder ofte at læse Kurrilds klummer, som man næsten altid lærer noget af. De giver også inspiration til andre idéer, som tilfældet er i dag. Man kan både se på processen, som Kurrild gør, men også resultatet. I dag ser vi derfor på, om mange partier i Folketinget er forbundet med dårligere økonomisk udvikling. Er de mange partier et problem for det politiske systems evne til at nå aftaler, der gavner samfundet, og fører mange partier f.eks. til så store logrolling-problemer, at de aftaler man når er væsentlig dårligere?

De spørgsmål giver vi et (meget tentativt) svar på ved at se på sammenhængen mellem antallet af partier og den danske nationalindkomst – henholdsvis per indbygger (standardmålet for BNP; sorte markører) og per fuldtidsansat (arbejdsproduktivitet; røde markører) – relativt til vores nabolande. Indkomstdataene kommer fra the Penn World Tables, mark 9.1, og peger på det velkendte problem, at mens Danmark i starten af 50erne var præcist så rigt som vores naboer, har vi de seneste ti år haltet omkring 10 % bagefter. Er dét problem skabt af de mange partier?

Som den første figur viser, har det i gennemsnit de sidste 68 år været årene med otte partier i Folketinget – 1988-94, 2002-04 og 2009-14 – der har været de dårligste år (forskellen er endda signifikant ved 1%-niveauet). Både perioder med færre og flere partier var bedre for dansk økonomi. Man kan dog ikke konkludere, at det præcist er antallet af partier, da en smule omtanke vil afsløre, at disse perioder var Schlüter-regeringernes sidste, impotente år, Foghs første år som de facto socialdemokratisk statsminister, og Løkke-Thorning-årene. Årene med otte partier var således specielle på andre måder.

Ser man nærmere på udviklingen, kan man heller ikke påstå, at der nogen klar sammenhæng mellem Folketingets ideologiske sammensætning eller den ideologiske afstand mellem partierne. Man kan derimod, som vi viser i den anden figur i dag, se en ganske klar sammenhæng mellem graden af fraktionalisering (målt ved et Herfindahl-Hirschmann indeks) og den økonomiske udvikling. Danmark har et bemærkelsesværdigt lavt indeks (dvs. stor fraktionalisering), der har varieret mellem 0,15 efter jordskredsvalget i 1973 og 0,29 efter valget i 1964.

Som figuren viser, er det typisk gået værre jo mere fraktionaliseret Folketinget var. Problemet er således ikke mange partier – antallet påvirker ikke engang graden af fraktionalisering, da der ingen reel forskel er i indekset om man har 8, 9, 10 eller 11 partier – men politiske situationer, hvor man har flere mellemstore partier. Det er netop under disse politiske omstændigheder, at problemer med logrolling er værst: Det bærende regeringsparti er tvunget til at få flere partier med i ethvert kompromis, og disse partier er store nok til at kunne stille egentlige krav.

Som Gordon Tullock viste i et af de bidrag til samfundsvidenskaberne, som han burde have fået en Nobelpris for, vil en sådan situation ofte føre til for meget politik, for mange beslutninger og for store udgifter: Logrolling fører som oftest til dårlig politik. Og det er overdådigt tydeligt i den tredje figur, hvor vi plotter graden af fraktionalisering overfor det offentlige forbrug (igen relativt til vores naboer).

Figuren dokumenterer, at når fraktionaliseringen i Folketinget stiger, bliver den danske velfærdsstat dyrere og dansk økonomi falder bagud for naboernes. Der er således ingen egentlige overraskelser her, men den sørgelige historie handler ikke om, at vi skulle have for mange partier.

Public Choice 10: Omkostninger ved politiske beslutninger og idealet om enstemmighed

Af Casper Hunnerup Dahl, den 30. juli 2017. 2 svar

Skal man nævne et og kun ét værk, der har haft afgørende betydning for udviklingen af public choice som teori og forskningsfelt, er The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy af James M. Buchanan og Gordon Tullock et godt bud. Bogen udkom i 1962 og satte en ny dagsorden for studiet af beslutningsregler og demokratiske beslutningsprocesser.

Det bemærkelsesværdige ved bogen var — og er — at den udover at præsentere grundige, deskriptive analyser af konsekvenserne ved at anvende forskellige typer beslutningsregler hvilede på et eksplicit normativt fundament. Med et ord: Individet. Buchanan og Tullock mente — forenklet sagt — at det var på høje tid, at forskere i politiske systemer, vælgeradfærd mv. begyndte at tage individet alvorligt. For Buchanan og Tullock måtte analyser af demokratiske beslutningsregler og beslutningsprocesser derfor hvile på en præmis om individet som ikke blot den mindst mulige enhed, men også den vigtigste enhed. I denne forbindelse kan man kaste sig ud i lange debatter om, i hvilken grad denne præmis er politisk eller metodisk. Selv holdt forfatterne fast i det sidste, om end der ikke er nogen tvivl om, at implikationerne ved en metodologisk individualisme både på analyseplan og i praktisk implementering let kan blive politiske.

I public choice-sommerserien her på bloggen har redaktør Bjørnskov allerede skrevet om forfatningslængde baseret på bl.a. The Calculus of Consent, og Otto Brøns-Petersen har indirekte berørt en af bogens centrale indsigter (enstemmighed som forudsætning for Pareto-optimalitet) i sit indlæg om at tabe i politik og økonomi. Der kunne i det hele taget skrives en hel blogserie udelukkende om ideer, begreber og pointer fra denne bog. For at undgå, at det stikker helt af med “Calculus” her og der og alle vegne, vil jeg i det følgende ikke søge at favne vidt og bredt men i stedet zoome kraftigt ind og se lidt nærmere på to specifikke og tæt relaterede kerneelementer fra bogen: Beslutningsprocesser i et omkostningsperspektiv samt ideen om enstemmighed som ideal for kollektive beslutninger.

Allerede fra første anslag slås tonen an i forhold til individets status såvel analytisk som moralsk. Bogens forord indledes således: “This is a book about the political organization of a society of free men.” Ifølge Buchanan og Tullock bør politik være en øvelse i Pareto-optimalitet, idet legitimiteten af en politisk beslutning for dem afhænger af den grad, den virker til alle individers fordel. Den eneste måde at sikre Pareto-optimalitet i en kollektiv, politisk beslutning er ved krav om enstemmighed. Kun ved at give alle, der ville blive berørt af en politisk beslutning, mulighed for at nedlægge veto imod forslagets vedtagelse kan man sikre, at ingen enkeltpersoner efter deres egen opfattelse stilles ringere end før. Enstemmighed defineres således som det ideal — eller benchmark, om man vil — som alle andre beslutningsregler må sammenlignes med ved vurdering af deres moralske legitimitet.

Enstemmighed er i sagens natur ikke en regel, der gør det let at træffe politiske beslutninger i praksis — det er tværtimod den regel, der gør det absolut sværest at vedtage noget som helst. Med et demokrati i en eller anden form som præmis har vi derfor brug for nogle analytiske værktøjer til at vurdere forskellige beslutningsregler både med hensyn til deres moralske legitimitet og deres praktiske anvendelighed med henblik på rent faktisk at kunne træffe kollektive beslutninger.

Buchanan og Tullock opererer her med tre begreber: For det første medfører en given beslutningsregel forskellige eksternalitetsomkostninger for de individer, der påvirkes af de politiske beslutninger. For det andet medfører beslutningsreglen beslutningsomkostninger for de individer, der bruger ressourcer på at søge at nå til enighed om en politisk beslutning. Endelig kan interdependensomkostninger defineres som den simple sum af eksternalitetsomkostninger og beslutningsomkostninger, hvorved vi får et mål for en given beslutningsregels effektivitet i forhold til at maksimere beskyttelsen af enkeltpersoners ret til sig selv og egen ejendom samtidig med, at barriererne for at kunne træffe politiske beslutninger minimeres. Grafisk kan forholdet illustreres som på figuren herunder (fra bogens kap. 6), hvor C er eksternalitetsomkostninger og D er beslutningsomkostninger.

På denne måde bliver det muligt at lave systematiske sammenligninger af forskellige beslutningsregler med hensyn til fordele og ulemper for enkeltindivider i samfundet – vel at mærke med fokus på den enkeltes interesser frem for selve den demokratiske repræsentation. Forfatternes ræsonnement synes klart at være: Hvad er repræsentation værd for den enkelte, hvis ikke de faktiske, kollektive politiske beslutninger i størst mulig grad afspejler vedkommendes præferencer? Konkret analyserede forfatterne eksempelvis kendte, parlamentariske beslutningsregler som simpelt flertal og forskellige former for kvalificeret flertal, ligesom de også analyserede konsekvenserne af sådanne regler i kombination med tokammersystem sammenlignet med etkammersystem.

Samlet set opstillede Buchanan og Tullock med The Calculus of Consent således en helt ny måde at sammenligne politiske systemer på og et helt nyt sæt af kriterier for vurderingen af deres indbyrdes fordele og ulemper. I dag virker det måske banalt og selvindlysende, at disse fordele og ulemper bør vurderes ikke blot i forhold til repræsentativiteten af forskellige præferencer, men også — og måske i højere grad — i forhold til balancen mellem respekten for den enkeltes private ejendomsret og omkostningerne ved at træffe beslutning. Sådan har det ikke altid været. Denne udvikling i vores tænkning omkring demokratiets institutionelle indretning er public choice-traditionens fortjeneste — og helt specifikt Buchanan og Tullocks.

Public choice 7: Rent-seeking

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. juni 2017. 1 svar

Lad os prøve et tankeeksperiment: Vi sætter 1.000 kr. på højkant og trækker lod om dem. Lodder kan erhverves for 1 kr.

Hvor mange lodder skal vi regne med at få solgt? Den forventede gevinst er 1000/antal lodder. Så længe der er solgt mindre end 1000 lodder, vil den forventede gevinst være større end én krone. Ergo vil det kunne betale sig for nogen at købe flere lodder (nogen, som er rationel og risikoneutral). Først når der er solgt 1.000 lodder, svarer den forventede gevinst til prisen på ét lod.

Dette lille eksperiment er et såkaldt nulsumsspil. Forventede tab og gevinster går lige op. For Punditokraterne går det lige op. Vi får lige så meget ind i salg af lodder, som vi udbetaler i præmie. Én af læserne vil vinde 1.000 kr., men samlet køber læserne lodder for 1.000 kr. Tab og gevinster går lige op – deraf navnet nulsumsspil.

Lad os så ændre eksperimentet lidt. I stedet for at købe lodder, skal man samle sten, skrive navn på og aflevere. Vi trækker så lod om de 1.000 kr. blandt stenene. Hvor mange sten vil vi få? Ja, lige som før vil læserne blive ved at konkurrere om præmien, indtil den forventede gevinst svarer til omkostningen. Denne gang er omkostningen ikke en pengeoverførsel, men besvær ved at samle sten. Svaret er lige som sidst, at summen af besværet vil svare til præmien, altså 1.000 kr. Men det er ikke længere et nulsumsspil. For læserne går det samlet stadig lige op. De har besvær svarende til 1.000 kr., men én af dem vinder 1.000 kr. For Punditokraterne er der derimod et rent tab på 1.000 kr., fordi vi skal udbetale præmien uden at få indtægter fra salg af lodder. Samfundsøkonomisk giver lotteriet nu et underskud på 1.000 kr.

Tankeeksperimenterne her virker nok banale. Men som public choice-teoretikerne opdagede, minder mange politiske processer om eksperimentet med stenene. Fænomenet kaldes rent-seeking.

Et almindeligt eksempel er regulering, som giver en producent et monopol effektivt set. Et monopol er til ulempe for forbrugerne, men til glæde for monopolisten – det er dog ikke helt et nulsumsspil, fordi forbrugernes tab er større end monopolistens gevinst. I figuren er angivet en standardpræsentation af det samfundsøkonomiske tab ved monopol. Forbrugerne taber både den grønne trekant og den røde firkant. Da monopolisten til gengæld vinder den røde firkant i ekstra profit, er nettotabet den grønne firkant.

Men hvis monopolisten har måttet konkurrere med andre producenter om at få monopolet, kan hele den umiddelbare monopolrente også gå tabt i konkurrencen om den. Det kan være omkostninger ved at lobbye politikerne og føre politiske kampagner. Producenterne kan ende med at tabe lige så meget, som en af dem vinder – svarende til læsernes omkostninger ved at samle sten, der gik lige op med præmien. Tabet ved et politisk beskyttet monopol svarer dermed til hele forbrugernes tab: Ikke alene trekanten, men tillige firkanten. Den første til at indse denne pointe var Gordon Tullock, som Christian Bjørnskov allerede har omtalt i forbindelse med log-rolling.

Det kræver ikke megen abstraktion at se, at langt de fleste politiske spørgsmål i et moderne demokrati er en konkurrence mellem forskellige grupper og interesser. Dermed er der knyttet rent-seeking til dem og en risiko for rent-seeking tab. Politisk konkurrence bliver samfundsøkonomisk set en trædemølle, hvor selv nettoværdien af en politisk begunstigelse ender med at gå tabt.

Rent-seeking-teorien fik vidtrækkende konsekvenser. Politik kommer til at fungere på en helt anden måde, end hvis myndighederne var godgørende despoter, og borgerne passive modtagere af politiske beslutninger.

Men – kan den kvikke læser spørge – er der ikke også et rent-seeking tab på markedet? Virksomheder konkurrerer med hinanden og ender med at bortkonkurrere den profit, der måtte være i udgangssituationen. Svaret er nej: Konkurrencen ender ikke med et rent-seeking tab, fordi virksomhederne anvender prisen som redskab til at vinde markedsandele. Prissænkninger er ikke en samfundsøkonomisk omkostning, men en overførsel til forbrugerne. Det kan sammenlignes med køb af lodder i lotteriet ovenfor. Modsat omkostningerne til at samle sten gik prisen for lodderne ikke tabt, men endte i Punditokraternes lomme. Virksomhedernes mistede profit ved prisnedsættelser havner i forbrugernes lommer. Markedets priskonkurrence er et eksempel på en institutionel ramme, hvor der ikke opstår rent-seeking-tab.

Rent-seeking-fænomenet kan være en skarp linse at se mange økonomisk-politiske og politisk-filosofiske problemstillinger igennem. Det er f.eks. oplagt at spørge, hvilke institutionelle rammer, som i øvrigt kan begrænse omfanget af rent-seeking. Det er f.eks. temaet for konstitutionel økonomi. Og det må blive emnet for en senere blogpost i public choice-serien.

Public Choice 5: Log-rolling

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2017. 1 svar

Forleden skrev min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen om public choice-indsigter i forskellen på at tabe i politik og økonomi. Otto skrev hvordan demokratiske beslutninger muligvis er at foretrække – vel at mærke af andre end rent moralske grunde – fordi ”demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati.” Det kan f.eks. ske, når partier danner en ”minimal vindende koalition”, dvs. finder den kombination med færrest mandater, men stadig over 50 %, der kan give en aftale med flertal. Et af problemerne i demokrati er dog, at med en ny politisk situation efter et valg, kan der hurtigt opstå nye koalitioner, der vil af med politikken. Når politik bliver mere kompleks, kan det også blive ganske svært at samle flertal for noget som helst. I den optik burde demokratiske beslutninger derfor være aldeles ustabile. Rent empirisk er de dog ofte mere stabile end autokratiske beslutninger, hvilket skabte et logisk problem for studiet af demokrati.

I 1981 udgav Gordon Tullock en artikel, der angreb problemet med kølig logik under titlen ”Why so Much Stability?”. Tullocks forklaring er næsten rørende simpel, men på samme tid også bekymrende. Hans forklaring starter med situationen, hvor et parti søger at få flertal for et forslag, som andre partier ikke ønsker at stemme for. De andre partier har dog også forslag, som de gerne vil have gennemført, men ikke kan finde flertal for. Medmindre de kan overbevise andre partier om at stemme for deres forslag, bliver intet gennemført. I denne situation vil et demokratisk system dermed muligvis tage for få beslutninger.

Tullock pegede på, at partier ofte kommer ud af klemmen gennem det, der på engelsk ofte kaldes ”log-rolling.” Man laver en aftale, hvor Parti A stemmer for Parti Bs forslag mod at B også stemmer for As forslag. Det særlige er, at de to forslag ofte intet har med hinanden at gøre, men blot er betaling for noget andet. Det, som i dansk journalistik kaldes ”kompromisets kunst”, er således i Tullocks optik en mekanisme, der ofte fører til væsentligt for mange beslutninger, og en række beslutninger som et relativt lille mindretal virkelig har interesse i. Demokratiske institutioner træffer med andre ord en masse beslutninger, som meget få faktisk vil have. Processen stabiliserer dog de enkelte beslutninger, da en større log-rolling aftale ikke kan ændres uden at mange interesser trædes over tæerne.

Tullocks log-rolling peger også – på en lidt pudsig måde – i retning af at forstå, hvorfor ikke alle aftaler bliver lavet med minimale vindende koalitioner. Ganske mange politisk aftaler, og måske i særlig grad i de nordiske lande, laves med såkaldte supermajoriteter, dvs. med langt flere stemmer end der egentlig var behov for. En af flere grunde, der er beskrevet i public choice-litteraturen, er at de umiddelbart for store – og dermed for dyre – flertal, skyldes at demokratier har en naturlig ustabilitet indbygget: Situationen er altid anderledes efter de næste valg. Hvis man skal sørge for, at et kompromis er stabilt efter næste valg, må man sikre sig ekstra stemmer for det, så almindelige vælgerbevægelser ikke skaber et flertal imod kompromiset.

På den måde viste Tullock, at en mekanisme, der skaber stabilitet i demokratiske beslutninger, også ofte gør dem uforholdsmæssigt dyre. Parti As vælgere kan måske være tilfredse med, at forslag X blev gennemført. Men de kommer også til at betale for forslag Y, Z, V og W, uden at de har en interesse i det. Log-rolling gør som oftest demokratier til dyre fornøjelser for almindelige vælgere, men slaraffenland for særinteresser, de kun skal overbevise et enkelt parti.

Gordon Tullock (1922-2014)

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2014. Skriv et svar

Jeg vågnede her til morgen til nyheden om, at Gordon Tullock er død. Selvom hans helbred har været dårligt de senere år, er det stadig en meget sørgelig nyhed. Tullock var en af de mest kreative samfundstænkere i det 20. århundrede og bredt anerkendt som den bedste økonom, der aldrig fik Nobelprisen. Han skrev ikke mindst The Calculus of Consent sammen med James Buchanan – der fik Nobelprisen i 1986 – som var et af de grundlæggende bidrag til public choice. Det bemærkelsesværdige ved Tullock var dog, at det ikke var hans eneste Nobelværdige bidrag. Tullock grundlagde også, i arbejde parallelt til Anne Kruegers, studiet af rent-seeking, uden hvilket særinteresseanalyse eller korruptionsforskning ville være utænkelig (gated her). Hans analyse fra 1975 af the Transitional Gains Gap er også en klassiker, ligesom en lang række andre bidrag stadig granskes og inspirerer forskere.

Tullock var næsten skræmmende hurtig og bredt interesseret og informeret. Han havde en sjælden evne til at se på problemer fra en anderledes vinkel og til at føre en analyse til sin logiske konsekvens – uanset om vi brød os om den konsekvens eller ej. Han er nok den økonom, der har påvirket min egen forskning mest, hvilket gør hans død til et næsten personligt tab. Der kommer mere om Tullock senere i november.

I dag: Gordon Tullocks fødselsdag

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2011. 5 svar

I dag, søndag den 13. februar 2011, fylder Gordon Tullock 89. For de af læserne, som ikke skulle kende Tullock, bliver han ofte nævnt som den bedste økonom, der aldrig har fået Nobelprisen. Tullock stod for eksempel sammen med James Buchanan bag bogen The Calculus of Consent, der var en central del af 60ernes public choice revolution i nationaløkonomi. Et andet begreb som rent-seeking, der i dag er helt almindeligt, er også Tullocks fund. Som sådan er der god grund til at fejre manden, der med et skrøbeligt helbred har trukket sig tilbage fra forskningen.

Tullock uddannede sig til jurist på University of Chicago, hvor han tog ét (1) økonomifag. Han brugte derefter fire måneder som advokat hvorefter han indtrådte i den amerikanske udenrigstjeneste, hvor han blev i en årrække. Umiddelbart efter at have taget sin afsked og skrevet sin første bog, fik han i 1958 en invitation fra James Buchanan – der tilfældigvis havde læst bogen – til at komme til University of Virginia. Selvom de senere drev fra hinanden og ikke har været på god fod i årevis, blev deres første samarbejde usandsynligt vigtige for den teoretiske udvikling i nationaløkonomi. The Calculus of Consent introducerede studiet af økonomiske mekanismer og indflydelse i politik, og ikke mindst det store emne, der i dag kaldes forfatningsøkonomi.

Et af de mange senere bidrag, der bør nævnes separat, er Tullocks 1967-artikel ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”. Da det konservative National Review portrætterede Tullock for nogle få år siden, kaldte man artiklen for ”one of the most groundbreaking economics papers ever published”. Det er svært at være uenig, når man læser den elegante og klare analyse, der introducerede lobbyisme og særinteressepolitik i moderne nationaløkonomi. På et praktisk plan åbnede det også manges øjne for, hvor voldsomt man kunne komme til at undervurdere konsekvenserne af og omkostninger ved at give efter for særinteresser. Bortset fra at Tullock ikke selv fandt på den nu almindelige betegnelse for denne gruppe af fænomener – begrebet ’rent-seeking’ blev først introduceret i 1974 af Anne Krueger – er 1967-artiklen ikke blot et af de store bidrag til samfundsvidenskaben, men også en fryd at undervise i. Logikken er så klar, at man ofte kan se de studerende lyse op en efter en, når brikkerne falder på plads og deres syn på politik ændrer sig for altid.

Tullock er også kendt for at være provokerende – og elske at være det – hvilket kunne være en bidragende grund til at han ikke fik Nobelprisen. For få år siden, da min gode kollega Martin Paldam deltog i en konference sammen med Tullock og spiste aftensmad med ham, kunne han fortælle, at Tullocks emne til at starte en konversation var, hvorfor moderne krige burde være blodigere. Og argumentet var ikke engang dårligt! Samfundsvidenskaberne har brug for flere af den slags forskere, der ikke re bange for at brede sig til nye områder, og heller ikke er det for at være upopulær eller politisk ukorrekt. Vi har brug for flere Tullocker, selvom de nok aldrig bliver af originalens enorme statur. Tillykke med fødselsdagen, Gordon.

Ostrom & Williamson fik Nobelprisen i økonomi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. oktober 2009. 13 svar

Politologen Elinor Ostrom og økonomen Oliver Williamson fik 2009 Nobelprisen i økonomi for deres arbejder med at forstå organisationer, herunder kollektiv handling og transaktionsomkostninger.  Udover at det vist er første gang en politolog går prisen i økonomi, er jeg også en stor fan af Ostrom.  Når nu Tullock alligevel aldrig får den, kunne det ikke være meget bedre.

Og så ikke et ord om fredsprisen …

The Vote Motive

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. januar 2007. 3 svar

Så er det igen tid til noget, der ikke er polemik, men har lidt med forskning at gøre–og så et gran selvpromovering.  Mere specifikt, så bad Institute of Economic Affairs i London mig forrige år om at redigere en 30-års jubilæumsudgave af den lille bog af public choice økonomen, Gordon Tullock, The Vote Motive, som IEA oprindeligt udgav i 1976.  Bogen er ikke et stort, originalt bidrag til studiet af politik, men den var i sin tid en af de første, lettilgængelige introduktioner til det dengang nye fænomen public choice teori, og som sådan var den faktisk indflydelsesrig i europæiske kredse langt udover, hvad mange andre værker har været.  (Bogen inspirerede forfatterne til “Yes, Minister”, og den var iøvrigt denne Punditokrats første introduktion til emnet, da jeg i 1985 via mine venner Otto og Palle og Libertas’ postorder-boghandel købte den svenske oversættelse.)

Så udover at skrive en introduktion om bogens indflydelse, har jeg til denne jubilæumsudgave bedt tre fremtrædende public choice eksperter–den britisk-amerikanske økonom Charles Rowley, den amerikanske økonom og politolog Michael Munger og den tyske økonom Stefan Voigt–om at give deres respektive bedømmelser af bogen og Tullocks arbejder.

Jeg håber, at udgivelsen–selv her 30 år efter–kan virke lige så øjenåbnende på andre, som den gjorde på mig.  Der er omtale af udgivelsen her hos IEA, hvor man–hvis man er virkeligt nærig og ikke vil betale £12 for et flot trykt eksemplar–også kan downloade bogen som pdf-fil.  Ellers kan den købes hos IEA og Amazon.

Heller ikke i år …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. oktober 2006. 2 svar

Nå, så blev det heller ikke i år, at Robert Barro fik Nobelprisen i økonomi.  Og det blev heller ikke Gordon Tullock.  Og slet ikke Israel Kirzner, hvis der ellers endnu er nogen, der tror på dén.  Det var det samme sidste år …

Nej, vinderen er Edmund S. Phelps fra denne punditokrats egen alma mater.  Det har AP en kort historie om her.  Tyler Cowen var hurtigt ude på MarginalRevolution.com (og endog også med en “prolog” og prognoser).

Jeg har faktisk dårligt hørt om manden, så jeg vil overlade det til Punditocratus Primus-inter-pares Bjørnskov eller Punditocratus Emeritus Foss at vurdere den uddeling.

Up-date:

Generelt er folk vist glade–måske med undtagelse af på Harvard …

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”