Tullock og Buchanan – en samtale

Det hæderkronede Institute of Economic Affairs i London har over en længere periode udgivet en serie korte samtaler på YouTube. Samtalerne handler om liberale tænkere og har blandt andet omfattet Kristian Niemitz om Walter Eucken, Christopher Snowdon om John Stuart Mill, Madsen Pirie om Adam Smith, og Benedikt Köhler om Ibn Khaldun. Alle samtalerne er baseret På Eamonn Butlers 101 Great Liberal Thinkers og er med instituttets acting Academic and Research Director Syed Kamall – som har været ‘acting’ siden februar, da han er udnævnt til Overhuset.

Jeg havde forleden ubetingede ære og fornøjelse at sætte mig sammen med Lord Syed for at lave udsendelsen om Gordon Tullock og James Buchanan. De to amerikanske økonomer er – som mange læsere vil vide – blandt ophavsmændene til public choice og moderne politisk økonomi. Det blev en god samtale om særligt Tullock, der er en af mine intellektuelle ‘helte’ og på flere måder et akademisk forbillede. Samtalen, som jeg håber afspejler min entusiasme og begejstring for emnet, kan ses nedenfor. Feedback modtages gerne, men vi håber at læserne kan finde inspiration og interesse i denne og de mange andre samtaler i IEAs School of Thought-serie.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.