Tag-arkiv: regeringsfejl

Ny viden om maskernes mangel på virkning

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2022. 2 svar

Da Covid-epidemien begyndte at sprede sig i den vestlige verden i det tidlige forår 2020, advarede både den danske sundhedsstyrelse og mange andre sundhedsmyndigheder verden over imod, at folk begyndte at købe mundbind og andre typer masker. Sundhedsmyndighederne baserede tidligt i 2020 dermed deres anbefalinger på solid, videnskabelig evidens. Et Cochrane Review af brugen af mundbind blandt kirurger fandt ingen signifikant evidens for at de reducerer smitte. Et andet tidligere studie af influenzasmitte, publiceret i BMJ, fandt på samme måde at de tilgængelige eksperimentelle studier ikke dokumenterede nogen effekt af mundbind.

I et oversigtspapir fra Cato Instituttet i november 2021, der omfattede de nyeste studier, konkluderede Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow ligeledes, at mens nogle observationelle studier af lav kvalitet støtter mundbindsbrug, viser de randomiserede højkvalitetsstudier af influenza og lignende vira, at mundbind ikke virker. Selvom de dermed blot bekræftede, hvad tidligere forskning havde vist, var baggrunden for oversigtsstudiet, at sundhedsmyndigheder og regeringer verden over – med undtagelse af Sverige og enkelte udviklingslande og et par amerikanske stater – pludseligt begyndte at kræve, at folk gik med mundbind. I Tyskland gik man endda så langt, at man krævede at folk bar de såkaldte N95-masker indenfor. Dette krav gælder stadig i for eksempel tyske lufthavne. Spørgsmålet er derfor, om tyskerne havde ret i, at man ‘bare’ skulle være omhyggelig med sin maske og bruge de tungere masker?

Et ny studie i Annals of Internal Medicine, der næsten lige er udkommet, undersøger netop baggrunden for den tyske politik. I et randomiseret eksperiment med 1009 læger og sygeplejersker i Canada, Israel, Pakistan og Ægypten undersøger Mark Loeb og hans kolleger, om konsistent brug af omhyggeligt tilpassede N95-masker gør en forskel i forhold til de ‘almindelige’ blå mundbind, som danskerne blev påtvunget. Der er dermed ikke blot en undersøgelse af generel brug af mundbind versus de tungere N95-masker, men mundbind versus specifikt tilpassede og meget tætte masker. Alligevel finder forskerne en hazard rate på blot 1.14 med et 95 % konfidensinterval (den ‘statistiske usikkerhed’) mellem 0.77 og 1.69. Der er med andre ord ingen som helst indikation på, at N95-maskerne giver mere beskyttelse end almindelige mundbind.

Det danske Danmask-studie viste ligeledes – på trods af hvad mindst en af forfatterne påstod – at mundbindene ikke virkede. Med næsten 5000 deltagere fandt det danske hold, at dem der bar mundbind havde haft en 1,8 procent sandsynlighed for at blive smittet, mens dem der ikke bruge mundbind havde 2,1 procent sandsynlighed. Forskellen var signifikant ved 38-procentniveauet, og dermed meget, meget langt fra det konventionelle krav om fem procent sikkerhed.

Læserne kan således, sammen med mig, lege ‘connect the dots’: Det er ret tydeligt, at de almindelige mundbind slet ikke virker – det er ikke engang tydeligt, om de virker på hospitaler i forbindelse med kirurgi – og de mere ubehagelige N95-masker er ikke bedre end de almindelige. Konklusionen må være, at kravene om at folk skulle bære mundbind – der har kendte, negative konsekvenser for folks helbred, hvis de bæres for længe af gangen – var en alvorlig regeringsfejl. Læger og andre sundhedsfaglige myndighedspersoner, der støttede og var med til at implementere mundbindskravene, forbrød sig dermed mod lægeløftets krav om Primum non nocere – at man allerførst må undgå at gøre skade. De fortjener at blive mindet om den og mange andre graverende fejl, der gjorde 2020 og 2021 til de værste år af mit og millioner af andre menneskers liv.

Faktiske mennesker kompenserer for politik

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2022. 1 svar

Der er næppe tvivl om, at vi idag befinder os i et politisk miljø, hvor politikere ikke længere respekterer tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. Miljøet kom til udtryk i fuldt omfang under nedlukningerne, hvor politikere og mange epidemiologer ikke stolede på, at borgerne selv kunne tage deres forholdsregler for en ny virus, man allerede fra februar 2020 kunne se kun var en alvorlig trussel mod en ganske lille del af befolkningen. Men allerede tidligere var der klare tegn i både Danmark og udlandet på, at en politisk elite havde mistet tiltro til borgernes kompetence og rationalitet i deres rent private valg. Richard Thaler og Cass Sunsteins bog Nudge fra 2008 pegede for eksempel på, at man kan ’puffe’ folk til at tage bedre valg. Thaler og Sunstein bidrog således til et politisk miljø, der allerede da var ved at blive væsentligt mere interventionistisk indstillet, og hvor politikere var mere villige (og opsatte på) at blande sig i borgernes rent private beslutninger. I Danmark indførte VK-regeringen for eksempel en såkaldt ’fedtskat’ i 2009 med det erklærede formål at forhindre fedme, der trådte i kraft i 2011 og blev afskaffet igen i 2013.

Problemet med størstedelen af politikken er, at politikerne enten ingen tillid har til at borgerne er kompetente, eller at de ikke accepterer borgernes præferencer – at de f.eks. mener, at borgerne burde vægte objektiv sundhed højere og god mad og drikke lavere. Problemet er dermed en del af det større fænomen, som bl.a. den konservative politiker Dorthe Schmittroth Madsen har kaldt ’borgerlede’ – dvs. det omvendte af politikerlede. Og når politikere ikke mener, at borgerne er kompetente, er virkeligheden simpel: Man gør visse madvarer dyrere og så spiser borgerne mindre af dem, man forhindrer dem i at komme i tennisklubben, og så ser de færre mennesker, og de foretager ikke kompenserende handlinger, der kan forstyrre politikkens hensigt.

Et nyt studie af Lisa Powell og Julien Leider (begge University of Illinois Chicago), der er netop er udgivet i PLOS One, undersøger effekten af en afgift på sodavand, og kan præcist informere om hvordan folk faktisk kompenserer. Forfatterne vurderer rent praktisk afgiftens effekter ved at sammenligne Seattle, der indførte en særlig afgift på sodavand i 2018, med Portland der ikke gjorde. Afgiften gjorde sodavand cirka 20 procent dyrere og var helt åbenlyst indført for at bekæmpe fedme blandt indbyggerne i Seattle.

Problemer for hele den politiske agenda er, at Powell og Leider finder at mens sodavandssalget faldt, førte afgiftsstigningen efter to år til en stigning i ølsalget i Seattle på syv procent! Som bl.a. Christopher Snowdon, der leder indsatsen i ’lifestyle economics’ hos the Institute of Economic Affairs i London, pointerede i en omtale i Reason Magazine, indebærer den slags kompenserende adfærd at politikkens hovedformål stort set bryder sammen: Hvis folk skærer ned på deres colaforbrug, men i stedet begynder at drikke flere øl, er det ikke klart at de taber sig. Med andre ord holder de ikke op med at drikke ting de kan lide, fordi én af dem bliver gjort dyrere af politik.

Powell og Leiders nye studie er dermed en påmindelse til borgere og i særlig grad politikere om, at man ikke blot kan se på én type politik og ét outcome af politikken. Gør man det, kan man lynhurtigt konkludere, at politikken virkede – folk holdt op med at drikke cola, holdt op med at se andre mennesker, holdt op med at læse bestemte bøger… Men menneskers almindelige og helt rationelle kompenserende adfærd betyder, at man er tvunget til at se på et bredt spektrum af adfærd for at få viden om, hvad der faktisk sker. Og evidensen for kompenserende adfærd minder en om, at almindelige mennesker faktisk er langt mere kompetente og rationelle, end visse politikere og ’eksperter’ går rundt og forestiller sig. Ignorerer man det, begår man regeringsfejl.

Kan man forsikre sig mod regeringsfejl? Nej

Af Christian Bjørnskov, den 11. januar 2022. 1 svar

På 2021s næstsidste dag udkom den længe ventede rapport fra den arbejdsgruppe, regeringen havde nedsat for at udarbejde ”Principper for hjælpepakker ved nye epidemier.” Rapporten, der blev diskuteret i Folketinget sidste uge, er ikke just det solide, uafhængige arbejde, man kunne have håbet på. Dens måske mest graverende problem er et forslag om, at virksomheder bør kunne forsikre sig mod nedlukninger, hvis der skulle komme nye vira, der får regeringen til at reagere med nedlukning.

Der er tre alvorlige problemer med forslaget, som egentlig brude være indlysende for enhver rimeligt dygtig økonom. Arbejdsgruppen tæller ellers Birthe Larsen, der er professor i arbejdsmarkedsøkonomi på CBS, og den tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. Alligevel har den for det første overset en grundpille i forsikringsøkonomi: At der findes to fundamentale typer risiko, og man kan reelt kun forsikre mod den ene.

Den risiko, man kan forsikre imod, er alle typer events som man med rimelig præcision kan forudse for større grupper mennesker. Det gælder således ulykkesforsikringer, hvor man har gode data på risikoen. Man kender for eksempel risikoen for at være involveret i et biluheld, og kan derfor beregne en forsikringspræmie. At den risiko varierer for forskellige befolkningsgrupper er således grunden til, at den type forsikring er dyrere for yngre mænd.

Der findes dog en anden type risiko, som man ofte kalder Knightiansk usikkerhed. Det gælder, som Chicago-økonomen Frank Knight beskrev, for megen innovativ aktivitet, hvor det er umuligt at vurdere om den bliver en succes. Man nævner også ofte risikoen for voldsomme naturkatastrofer: Man kan muligvis vurdere konsekvenserne af disse katastrofer, men har ingen mulighed for at vurdere hvor sandsynlige de er. Derfor kan man heller ikke forsikre sig mod dem. Det samme gælder regeringsfejl, som også er stort set umulige at forecaste, selvom man kan være stensikker på at de sker.

Det er her, arbejdsgruppen glemmer en central pointe i forsikringsøkonomi, fordi man hverken kan forecaste hvornår en ny virus kommer, eller hvordan en kommende regering kan finde på at handle. I Berlingske Tidende påpeger Torben Weiss Garne, der repræsenterer brancheorganisationen Forsikring & Pension, således at ”En forsikring kan ikke være afhængig af, hvad den til enhver tid siddende statsminister beslutter. For hvem kan beregne den risiko? Og måske træffer politikerne også andre beslutninger, hvis de ved, at der altid er en forsikring, der betaler ved kasse ét. Det er altid nemmere at bruge andres penge.” Det er derfor ikke en overraskelse, at alle syv forsikringsselskaber, som Berlingske har talt med, afviser idéen.

Arbejdsgruppen ignorerer derudover, at forsikring på ingen måde er gratis, men må betales med ressourcer der kunne være brugt anderledes. Martin Kyed, der er cheføkonom i SMVdanmark, vurderer i Berlingske Tidende at en forsikring vil ske ”på bekostning af investering og innovationsaktiviteter.” Der er således en dynamisk alternativomkostning i form af ressourcer, der under andre omstændigheder havde skabt øget produktivitet og vækst.

Sidst, men ikke mindst, er der et politisk-økonomisk element i diskussionen, som Garne understreger. Tvinger man virksomheder til at være forsikrede mod nedlukninger – som vi her på stedet så absolut betragter som en regeringsfejl – vil disse fejl bliver mere sandsynlige i fremtiden. Grunden er netop, at private forsikringsordninger gør det billigere for staten at implementere nedlukninger og andre skadelige indgreb. Under den gamle epidemilov havde virksomheder automatisk krav på erstatning, hvis de blev nedlukket, hvilket gjorde den type indgreb særdeles dyre for politikerne.

Arbejdsgruppens forslag er endnu et skridt i retning af at gøre dybt skadelige indgreb endnu billigere for den til enhver tid siddende regering. Udover at forslaget er umuligt – og arbejdsgruppens økonomer burde have vidst det – er dets politiske dynamik skadelig i sig selv. Det burde ikke gælde om at gøre det nemt for den politiske side af Danmark, men bedst for borgerne.

Indlysende forhold og bivirkninger 9: Større statslige indtægter giver ikke mere individuel velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2020. 2 svar

I årets sommerserie er vi kommet til en meget basal sammenhæng, som egentlig burde være indlysende, men ikke er det for mange mennesker: Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.

I forbindelse med vores sommerserieindlæg om grænsehandel indvendte flere læsere for eksempel, at grænsehandlen indebærer et indtægtstab for staten. Ulrik Jeppesen skrev således, at ”Køber Liss derfor fx 130 flasker vin i Tyskland til en pris svarende til dkr 70,-, altså dkr 9.100 i alt, har den danske statskasse mistet – i meget runde tal – ca. dkr 3.300,- i form af punktafgift samt moms (også af punktafgiften). Penge der under ingen omstændigheder kommer igen.” Ulrik og mange andre læsere regner således et tab af statslige indtægter som et samfundsøkonomisk tab. Det er en fejltagelse.

For at se det, må man se på to forskellige margener hos to forskellige aktører: Borgerne og staten. Borgerne bruger deres første indtægter på nødvendigheder, og spreder derefter deres resterende indtægter udover en lang række andre formål, der alle bidrager til deres individuelle velfærd. Disse formål kan være meget forskellige – mit personlige forbrug på ost er således nul, mens mit forbrug på teater (under normale omstændigheder) er noget større end gennemsnittets. Ekstra indtægter bliver ikke spredt jævnt ud over forskellige formål som møg på en mark, men finansierer marginale formål. Får jeg en indtægtsfremgang, vil en ganske stor del af den ekstra indtægt således blive brugt på en form for oplevelser – teater, koncerter osv. mens jeg næppe bruger flere penge på transport eller kartofler. For andre mennesker med andre præferencer kunne en lignende ekstraindtægt muligvis blive brugt på et sæt nye fælge til bilen, eller ekstra rengørings- og havehjælp. Pointen er, at vi på marginen omhyggeligt bruger vores ekstra indtægter på ting, der fremmer vores helt individuelle velfærd.

Omfordeler man fra private til staten vil man således få et umiddelbart velfærdstab som følge af mindre forbrug på alle disse mange, individ-specifikke formål. For at øgede statslige indtægter skal føre til gevinster for samfundet som helhed, må alle de individuelle velfærdstab derfor mere end opvejes af gevinster ved en eller anden form for offentligt leveret ydelse eller service. Og der er her, kæden hopper af for argumentet.

Hvad staten bruger midler på, er politisk bestemt og derfor ikke nødvendigvis forbundet med nogen form for individuel velfærdsovervejelse. 70 års forskning i public choice og politisk økonomi – eller et køligt blik på Folketingets almindelige dispositioner – afslører, at udgifter ofte er bestemt af særinteresser og stemmehensyn. De fleste politikere har således stærke incitamenter til at smide flere midler efter problemer, der slet ikke har noget at gøre med mangel på ressourcer, da det signalerer ’handlekraft’ og køber stemmer hos dem, der f.eks. arbejder i den offentlige sektor (der får flere midler). De samlede erfaringer fra forskningen peger således på, at de direkte velfærdsimplikationer af øget offentligt forbrug sandsynligvis er nul, mens de afledte effekter når borgerne betaler øgede skatter og afgifter og derfor sænker deres forbrug er klart negative.

Et argument om, at der kan være problemer forbundet med f.eks. grænsehandel eller anden aktivitet falder således på, at der ligger en implicit antagelse i det om at staten bruger de ekstra indtægter på fornuftige formål. Det er der ikke noget, der tyder på at den gør og når man ser på de politiske aktørers incitamenter, er der heller ikke nogen videre tilskyndelse til at de skulle gøre det. Som Willa Cather formulerede det, er en del af problemet at folk med ”zeal to reconstruct and improve human society seem to lose touch with human beings and with the individual needs and desires which make people what they are” (hattip: Don Boudreaux). Selv hvis politikere generelt var interesserede i borgernes velfærd – hvilket der for mit vedkommende ikke er noget, der tyder på – rammer de således som oftest rædselsfuldt forkert. Større statslige indtægter giver typisk mindre individuel velfærd.

Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2016. 3 svar

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.