Tag-arkiv: offeromkostninger

Befolkning, klima og vækst 11: Det man ikke ser

Af Niels Westy, den 29. juli 2019. 2 svar

Alternativomkostninger, også kaldet offeromkostninger er de omkostninger, der opstår ved at en valgt handling udelukker andre samtidige handlinger

Formlen for Alternativomkostninger er meget simpel, og kan skrives som:

Alternativomkostninger = Alternativ gevinst – Faktisk gevinst

Investerer vi således vores penge i alternativ A, og opnår en gevinst på 100.000 kroner, men kunne have opnået en gevinst på 150.000 kroner, ved at investere i alternativ B, har vi pådraget os alternativomkostninger på 50.000 kroner. Med andre ord har vi ofret en gevinst på 50.000 kroner ved at vælge alternativ A.

Mens de fleste nok vil mene at ovenstående er selvindlysende grænsende til det banale, synes mange at glemme denne simple sammenhæng, når det for eksempel kommer til alt fra månelandinger, protektionisme og national bilproduktion over landbrug til “cleantech” ( vindmøller mv.).

Her bliver det et spørgsmål om “Det man ser i forhold til det man ikke ser”. Når f. eks. Wind Denmark på på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark. Opbygningen af vindmølleindustrien i Danmark er resultatet af årtiers politisk vedtagne subsidiering, betalt af andre sektorer i økonomien.

Vindmølleindustrien har som sådan hverken “skabt” 35.000 arbejdspladser, eller 88.000 inklusiv aflededet beskæftigelse. Ligesom andelen af BNP, eller hvad man ellers kan finde på at argumenter heller ikke kan bruges som argument for, at det var en god ide med statslig indblanding.

Enhver branche kan argumentere for deres eksistensberettigelse på den måde. Vindbranchen adskiller sig således ikke fra f. eks. landbruget, når det argumenterer for mere lempelige vilkår med henvisning til andelen af eksport osv.

Havde vi valgt at subsidiere en dansk bilproduktion, eller enhver anden form for produktion, kunne man have anvendt de samme argumenter.

Den svære erkendelse af “ikke at vide noget”

Jeg har altid været meget imponeret over mennesker som mener at vide hvad vi vi skal leve af, hvad morgendagens vinderteknologier er osv. Den evne ville jeg gerne besidde.

Den offentlige debat – både i de traditionelle og de sociale medier – er fulde af synspunkter på om at vi skal satse mere på vind, sol, A-kraft eller noget helt andet. Ofte fremført med stor overbevisning om at ens egen “løsning” er den helt rigtige.

Tilsyneladende er det stort set kun økonomer som erkender, at de ikke har evnerne til at udnævne fremtidens vindere.

Måske skyldes det at stort set kun er økonomer (ikke alle naturligvis, en del tjener jo godt på at fremme særinteresser), som erkender betydningen af “det man ikke ser”.

Som Det Økonomiske Råd diplomatisk skrev i en ellers temmelig barsk kritik af den daværende klima- og energipolitik:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Grøn erhvervspolitik – ét er at lytte, andet er at forstå

Af Niels Westy, den 9. marts 2012. 9 svar

I sidste uge havde jeg en kritisk kronik om regeringens grønne erhvervspolitik i Børsen. Det førte forleden til et lettere bizart læserbrev i samme avis, skrevet af Martin Lidegaard. Man kan også kalde det et absolut ikke-svar på den kritik som økonomer har rejst af den førte energi- og klimapolitik.

Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

  1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
  2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
  3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

Læs resten →

Grønt selvpineri og økonomisk idioti

Af Niels Westy, den 13. februar 2012. 11 svar

Så er vores politikere klar til at skrive næste kapitel i dansk energipolitisk historie. Det sker naturligvis, som det har været tradition for gennem årtier her i landet, ved at udskrive endnu en stor regning til borgerne. Denne gang på små 4 mia. kroner – om året. Det skal lægges oven i de mange mia. kroner den førte politik allerede koster det danske samfund hver år. Man har konsekvent ført en energipolitik, der uanset om den angives at være drevet af hensynet til det globale klima eller skal ses som vækstfremmende erhvervspolitiske tiltag, er en katastrofe.

Kort fortalt. Erhvervspolitisk er den førte energi- og klimapolitik håbløs og klimapolitisk er den nytteløs.

Det skal understreges, at denne konklusion i sidste ende ikke er afhængig af hvorvidt man mener at global opvarmning er et reelt problem eller ej.

Dansk energipolitik som erhvervspolitik

Danmark har ubestridt EUs højeste forbrugerpriser på elektricitet. Således var prisen per kilowattime i 2011 over 15 procent højere end det næstdyreste land (Tyskland) og 65 procent højere end EU-gennemsnitsprisen. Det kan man naturligvis se som et valg af indtægtkilde for staten. Med andre ord som en ganske almindelig afgift i lighed med afgifter på så meget andet. Det særlige er dog at afgiftsstigninger altid begrundes med hensynet til miljø og klima,. Ligeledes er de generelt store afgifter på vores energiforbrug blevet forsvaret med at der er tale om adfærdsregulerende afgifter, som  i sidste ende skulle være en fordel for dansk økonomi. På samme måde argumenteres for at kombinationen af afgifter og subsidier til “vedvarende energikilder” (hvilket stort set er synonymt med vindenergi herhjemme) på sigt skulle gøre vindmølleindustrien konkurrencedygtig på markedsvilkår. Med andre ord argumenteres der for at dansk miljø- og energipolitik på sigt fremmer vækst og velstand.

Argumentation lider dog under en række alvorlige problemer. Det er et grundlæggende problem at man aldrig indrager betydningen af offeromkostninger. Med andre ord hvad man kunne have investeret i i stedet. Det er ubestrideligt at Rockwool har stor succes med produktion og salg af isoleringsmaterialer, og i den grad hjemmelig lovgivning og afgiftstruktur har fremmet dette, kan man selvfølgelig konkludere, at der har været tale om en god forretning for Rockwool.

Men her glemmer man behændigt at indrage de ekstra omkostninger resten af samfundet er blevet pålagt, og hermed hvad disse ressourcer alternativt kunne være anvendt til. Det er samme fejlkonklusion som ligger til grund, når man hævder at fænomener som 2. verdenskrig og rumprogrammer har positive nettoeffekter. Det er nonsens. Man glemmer altid at tage højde for hvad ressourcerne i stedet kunne være brugt til. Vi ville uden tvivl have haft en højere levestandard (og været fuldt ud lige så teknologisk avancerede, hvis ikke mere) hvis ikke man var tvunget til at bruge penge på krigsførelse og af nationalistiske grunde valgte at sende folk til månen.

Ser vi på vindenergi mener Vestas selv at man er konkurrencedygtig i forhold til konventionel elproduktion med landbaserede vindmøller senest i 2020. Til gengæld tør man slet ikke sætte en tidshorizont på, når det gælder havvindmøller.

Det skal også medtages, at der er en tendens til at vindenergi som kommercielt alternativt (dvs. uden subsidier) til konventionel elproduktion i mange år er blevet udråbt til at være konkurrencedygtig indenfor…..få år.

De forskellige energikilders priser kan ses af nedenstående figur, hentet fra OECDs rapport fra 2010, “Projected Costs of  Generating Electricity“. Det skal understreges at nedenstående figur er inkl. en beregnet CO2 afgift på 30 USD per ton.

 

Betydningen af CO2 afgifter fremgår af nedenstående figur.

Som i en række andre undersøgelser er atomkraft uden sammenligning den mest omkostningseffektive metode til CO2 fri elproduktion (hvis vi ser bort fra vandkraftværker). Og til forskel fra vindenergi (og i nogen udstrækning vandkrafværker) er man ikke er overladt til naturens luner. Det skal understreges at der i ovenstående figurer ikke tages højde for at man ved brug af vindenergi er nød til at have adgang til anden form for elproduktion netop på grund af ustabilitet i forbindelse med vindgeneret elproduktion. Denne omkostning burde rettelig medregnes.

Ligeledes opfanger OECD og IEAs beregninger kun i begrænset omfang effekten af det enorme potentiale som der findes i brug af naturgas (skifergas), hvorfor prisen formentlig er betydeligt overvurderet.

Politikkerne siger ja men markedet siger nej

Herhjemme har både klimaminister, Martin Lidegaard, og energiordfører for det radikale, Rasmus Helvig, været meget kategoriske om at “grøn teknologi” er fremtiden. Sidstnævnte gjorde sig i januar bemærket ved at udtale at Aalborg Portland ikke var en del af fremtiden for dansk industri, men at grøn teknologi var. Nu har medlemmer af det radikale venstre altid haft særlige evner, i hvert fald når de selv skal sige det. Kurserne på grønne aktier siger nemlig det stik modsatte. Siden 2007 er aktiekursen på 97 grønne selskaber, som indgår i Wilderhill New Energy Home index faldet med 2/3. Og som det fremgår af nedenstående figur, er aktiekursersen ikke kun styrtdykket for Vestas det seneste år. Det samme er kursen for aktier i Vestas konkurrenter.

Aktiekurser for vindmølleproducenter 2007-2012

Men muligvis ved Martin Lidegaard, Rasmus Helvig og andre fortalere for fortsat at hælde skattekroner i det “grønne eventyr”,  noget som vi andre ikke ved. Jeg tvivler. Til gengæld er der grund til at tro at de i stor udstrækning baserer deres holdning og politikforslag til den lange række af rapporter af et mere end tvivlsomt videnskabelig grundlag, som er udkommet i en lind strøm gennem de senere år. Rapporter hvor konklusionen vist var skrevet på forhånd, uanset om det drejer sig om den tidligere regerings klimakommision eller denne rapport fra Ålborg Universitet.

Ifølge klimakommisionen skal havvindmøller stå for hovedparten af elproduktionen herhjemme i 2050 – svarende til 60-80 procent af det nuværende forbrug. Det er økonomisk vanvid. Elektricitet fra havvindmøller koster i dag 3 gange så meget som for landbaseret vindenergi, der ifølge Vestas forventes at være konkurrencedygtig i 2020. Der er intet som tyder på at havvindmøller i en overskuelig fremtid vil bare nærme sig en konkurrencedygtigt pris.

Grøn teknologi som vækstmotor.

Fortalerne for, at en satsning på grøn teknologi er en “picking the winners” strategi peger gerne på at sektoren allerede i dag eksporterer for ca. 50 mia. kroner og at satsningen skaber arbejdspladser. Eksportindholdet siger naturligvis intet om hvorvidt produktionen er samfundsøkonomisk gavnlig. I den udstrækning eksporten er baseret på (indenlandsk) skatteyderbetalte tilskud vil mindre produktion og dermed eksport være en gevinst for dansk økonomi.

Hvad angår skabelsen af arbejdspladser tyder en række studier i udlandet på, at det formentlig forholder sig omvendt. Satsningen på grøn teknologi koster arbejdspladser. I en rapport udarbejdet af Gabriel Calzada Alvarez m. fl. kom man frem til at det kostede ca. 2,2 jobs i andre brancher hver gang man skabte et grønt job i Spanien. I et italiensk studie kom Luciano Lavecchia og Carlo Stagnaroman frem til, at for hver gang man skabte et grønt job kunne man have skabt 6,9 industrijobs.

Når der i regeringens oprindelige energi- og klimapakke lægges op til at der skabes 5500 nye arbejdspladser i 2013, bør man derfor spørge om, hvor mange jobs man så regner med at dét vil koste. Vi kan gå ud fra, at jobtab andre steder i økonomien ikke er medregnet.

Når Socialdemokraternes ordfører for energi og klima, Pernille Rosenkrantz-Theil peger på at et af fokusområder er udbygning med vindmøller, både på land og til havs, hvilket skal ske gennem at øge incitamentet for både private og statslige vindmølleejere, bl.a. Dong, gennem afregningspriser, kan vi være ret sikre på at hun ikke har og heller ikke har tænkt sig at bruge tid på at undersøge hvorvidt det er økonomisk fornuftigt.

Og netop den store satsning på vindenergi er et af de punkter som Det Økonomiske Råd kritiserede i deres rapport sidste år, som i det hele taget er meget kritisk overfor dansk energi- og miljøpolitik. Bl.a. bemærkes det, at der er en betænkelig sammenblanding af erhvervs- og klimapolitik. Ligeledes peger man på at de afledte økonomiske effekter der antages ved satsningen på grøn teknologi er mere end tvivlsomme.

Men hvad så med klimaet?

I regeringens energi- og klimaplan lægger man op til en reducering af udslippet af CO2 med 40 procent i 2030 i forhold til 1990 – og det er vel en god ting? Desværre er svaret et rungende nej. Det er en ganske ligegyldig og meningsløs målsætning. Udledningen af CO2 i Danmark har, under forudsætning af at antagelsen om at menneskeskabte klimaforandringer er korrekt, en så marginal betydning, at det ikke giver nogen mening at gøre andet end “så lidt som man nu kan slippe afsted med”. De eneste som har en gevinst ud af den førte politik er de involverede politikere og “eksperter” samt driftige forretningsfolk som har forstået at få sugerøret ned i skatteydernes lommer.

Det er muligvis ikke behageligt at tænke på, at Danmark ingen indflydelse har på den globale udvikling, men sådan er det, når man er et lille perifært land med en for verden ubetydelig økonomi. Afgørende for hvorvidt man reelt vil forfølge en klima dagsorden, hvor en reducering af det fremtidige CO2 udslip har topprioritet, er hvordan man handler i begrænset antal lande. Den fremtidige klimapolitik vil i sidste ende blive afgjort at de to kommende økonomiske stormagter, Kina og Indien, samt USA. Hvad vi andre gør er  i den forbindelse af underordnet betydning.

Man kan argumentere for at dansk energi- og klimapolitik er direkte skadelig for klimaet. Den kombinerede brug af afgifter og subsidier indebærer at dansk økonomi vokser langsommere end den ellers ville have gjort. Med andre ord er effekten på vores velstand negativ. Det indebærer indebærer også, alt andet lige, at der er færre midler til rådighed for forskning og udvikling af billige klimavenlige teknologier. Hvilket på sigt er den eneste mulighed for en effektiv mindskning af det globale CO2 udslip.