Tag-arkiv: klimapolitik

Hvorfor stopper vi ikke al drivhusudledning nu?

Drivhusgasser leder til global opvarmning, som igen har negative effekter. Så hvorfor stopper vi ikke al udledning allerede i dag? Lige nu.

Det kan de fleste indse ville være uklogt. Hvis vi skulle stoppe udledningen med eksisterende teknologi, ville det medføre et dramatisk fald i velstanden. Det ville desuden være nødvendigt at afskrive eksisterende udstyr, selv om det ikke er udslidt. Omkostningerne ville langt overstige gevinsterne i form af mindre opvarmning. Modstanden ville også blive enorm og forståelig. Befolkningen ville vende sig mod klimapolitik.

På længere sigt kan man derimod håbe på, at omkostningerne ved at stoppe udledningen vil blive mindre. Ny teknologi kan gøre problemet lettere at løse. Eksisterende udstyr kan få lov at blive udfaset i takt med, at det bliver forældet. I Danmark og andre rige lande falder drivhusgasudledningen år for år, selv om produktionen stiger.

I øjeblikket er sigtemålet i Danmark at blive ”klimaneutral” i 2050. Det vil i store træk sige at stoppe udledningerne fra og med det år.

Men hvor de fleste godt kan se det kontraproduktive i at stoppe udledningen øjeblikkeligt, indser færre, at det såkaldte 70 pct.-mål i 2030 i princippet virker på samme måde. Det indfører en ekstra binding på det langsigtede mål om klimaneutralitet, som derfor bliver vanskeligere at nå. Jo tidligere omstillingen skal komme, desto mere må det ske ved hjælp af eksisterende teknologi. Det gør det dyrere.

70 pct.-målet i sig selv er ret vild symbolpolitik. Men nu er der tilmed opstået en diskussion om, hvor hurtigt det skal nås. Er det nok at nå op på reduktionsmålet i 2030 – eller skal det påtvinges en yderligere ”reduktionssti”, som gør vejen lineær. Klimarådet – som har vanskeligt ved at lade sig overhale af mere rabiate synspunkter – er gået i brechen for det lineære spor, mens regeringen mere afdæmpet satser på en ”hockeystav”. Det sidste vil sige, at målopfyldelsen accelererer frem mod 2030, så det meste kommer sidst i perioden. Det giver en reduktionskurve, som ligner en ishockeystav, hvor spidsen peger brat opad.

Eldrupkommissionens rapport illustrerer fint, hvorfor omstillingen bliver dyrere, jo mere den forceres. Det vil indebære en meget stor omkostning at nå 1 mio. grønne biler i 2030. Men ifølge dens forventninger vil der uden ekstra politiske tiltag være 1 mio. grønne biler allerede 4-5 år senere. Det er altså forceringen, som koster.

Men det er værd at understrege, at det ikke er sikkert, at den teknologiske udvikling løser alle problemer på lang sigt – og slet ikke at det vil være gratis at drive den frem. Der er en offeromkostning ved at udvikle grønteknologi i form af anden teknologisk udvikling, vi må undvære.

Blot er det sikkert, at det bliver dyrere at forcere udviklingen. Jo kortere tid, desto mindre sandsynligt er teknologispring. Og det er også sikkert, at jo dyrere grøn omstilling er, desto mindre skal man forvente af den i det lange løb. Hvorfor skulle andre lande gå i vores fodspor, hvis vores omstilling er dyr og forceret?

Befolkning, klima og vækst 11: Det man ikke ser

Alternativomkostninger, også kaldet offeromkostninger er de omkostninger, der opstår ved at en valgt handling udelukker andre samtidige handlinger

Formlen for Alternativomkostninger er meget simpel, og kan skrives som:

Alternativomkostninger = Alternativ gevinst – Faktisk gevinst

Investerer vi således vores penge i alternativ A, og opnår en gevinst på 100.000 kroner, men kunne have opnået en gevinst på 150.000 kroner, ved at investere i alternativ B, har vi pådraget os alternativomkostninger på 50.000 kroner. Med andre ord har vi ofret en gevinst på 50.000 kroner ved at vælge alternativ A.

Mens de fleste nok vil mene at ovenstående er selvindlysende grænsende til det banale, synes mange at glemme denne simple sammenhæng, når det for eksempel kommer til alt fra månelandinger, protektionisme og national bilproduktion over landbrug til “cleantech” ( vindmøller mv.).

Her bliver det et spørgsmål om “Det man ser i forhold til det man ikke ser”. Når f. eks. Wind Denmark på på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark. Opbygningen af vindmølleindustrien i Danmark er resultatet af årtiers politisk vedtagne subsidiering, betalt af andre sektorer i økonomien.

Vindmølleindustrien har som sådan hverken “skabt” 35.000 arbejdspladser, eller 88.000 inklusiv aflededet beskæftigelse. Ligesom andelen af BNP, eller hvad man ellers kan finde på at argumenter heller ikke kan bruges som argument for, at det var en god ide med statslig indblanding.

Enhver branche kan argumentere for deres eksistensberettigelse på den måde. Vindbranchen adskiller sig således ikke fra f. eks. landbruget, når det argumenterer for mere lempelige vilkår med henvisning til andelen af eksport osv.

Havde vi valgt at subsidiere en dansk bilproduktion, eller enhver anden form for produktion, kunne man have anvendt de samme argumenter.

Den svære erkendelse af “ikke at vide noget”

Jeg har altid været meget imponeret over mennesker som mener at vide hvad vi vi skal leve af, hvad morgendagens vinderteknologier er osv. Den evne ville jeg gerne besidde.

Den offentlige debat – både i de traditionelle og de sociale medier – er fulde af synspunkter på om at vi skal satse mere på vind, sol, A-kraft eller noget helt andet. Ofte fremført med stor overbevisning om at ens egen “løsning” er den helt rigtige.

Tilsyneladende er det stort set kun økonomer som erkender, at de ikke har evnerne til at udnævne fremtidens vindere.

Måske skyldes det at stort set kun er økonomer (ikke alle naturligvis, en del tjener jo godt på at fremme særinteresser), som erkender betydningen af “det man ikke ser”.

Som Det Økonomiske Råd diplomatisk skrev i en ellers temmelig barsk kritik af den daværende klima- og energipolitik:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.