Tag-arkiv: samfundsforskning

Sommerserien 2025 #3: Produktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2025. 1 svar

Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?

Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.

En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.

Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.

Sommerserien 2025 #1: Hvordan er det gået med privat velfærd i CEEC?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2025. 3 svar

Punditokraternes sommerserie 2025 handler om, hvordan det er gået for de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa. Som et naturligt første spørgsmål, vi stiller her, svarer vi idag på hvordan det er gået med folks privatforbrug: Hvor meget har de til sig selv og deres familier idag.

Når man taler om, hvordan det er gået siden socialismen i den tidligere sovjetiske sfære brød sammen, er privatforbrug et glimrende eksempel på et væsentligt problem: Hvordan vurderer man situation før kollapset?

For det første var den nationale statistik ikke altid retvisende, og udover direkte løgn – et problem, der er kendt fra de fleste diktaturer – var måden man opgjorde den økonomiske status med et Nettomaterielprodukt ikke direkte sammenligneligt med det vestlige Bruttonationalprodukt. I det sovjetiske NMP talte kun varer, mens tjenesteydelser ikke blev indregnet – ydelser som at få klippet sit hår, hjælp til revision, eller børnepasning regnede det produktionsfetichistiske øst ikke for værdiskabelse. Når man skal vurdere privatforbruget under socialismen, må man derfor på en eller anden måde vurdere, hvor meget der var og derefter hvad folk faktisk betalte for det.

For det andet opgjorde man værdien af varer til en administrativt fastsat pris. Selvom man i f.eks. Østtyskland kunne vente op til 12-15 år på at få leveret en Wartburg eller Trabant, var produkterne i næsten alle tilfælde af langt ringere kvalitet end i Vesteuropa. Officielle statistikker overvurderede således kraftigt værdien af borgernes privatforbrug.

Man bliver derfor nødt til at være særdeles påpasselig med den officielle statistik omkring 1990, og de allerførste år efter transitionen ud af socialisme. Det gør vi her ved at se på udviklingen af privatforbruget fra 1995 til 2023 (det sidste år der er sammenlignelige data for).

Det slående, som man kan se i figuren nedenfor, er at væksten i folks privatforbrug er vokset mellem 65 og 364 procent siden 1995! Danskernes privatforbrug er i samme periode vokset med blot 29 procent. Med andre ord er forbruget i det sandsynligvis rigeste samfund i regionen – Tjekkiet – alligevel vokset mere end tre gange hurtigere end Danmarks siden det kom ud af transitionen og blev en demokratisk markedsøkonomi. Et af de fattigste – Bosnien og Herzergovina – voksede langt hurtigere, og på trods af en voldsom borgerkrig har landets borgere idag mere end tre gange højere forbrug end da de forlod Jugoslavien.

Tallene undervurderer endda den samlede effekt visse steder, fordi der var vækst mellem 1989 og 1995. De første år efter transitionen steg det målte privatforbrug ikke særligt meget alle steder, men kvaliteten af varerne blev dramatisk anderledes. Det gjaldt ikke kun biler og tøj, men også ting man ofte glemmer. En opgørelse i 1990 viste således, at kun halvdelen af de officielle kilder til drikkevand i Tjekkoslovakiet overholdt landets (relativt svage) standarder for vandkvalitet. De nye demokratiers oprydning af årtiers stærk forurening ændrede også på folks liv.

Som kortet nedenfor illustrerer – det laveste privatforbrug er mest rødt, det højeste er mest blåt – er regionen som helhed stadig fattigere end Vesteuropa, men forskellen er langt mindre end i starten af 1990erne. Almindelige borgere i lande som Polen, Litauen og Rumænien har idag cirka samme privatforbrug som i Grækenland, Portugal eller Spanien. Begyndelsen på vores sommerserie i år er derfor også begyndelsen på en historie om en region i verden, hvor folks liv er blevet dramatisk bedre de sidste 30 år. Hvordan, under hvilke omstændigheder, og hvor hurtigt er blandt spørgsmålene vi undersøger de næste uger.

Sommerserien 2025: Hvordan går det i Central- og Østeuropa?

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2025. 1 svar

Bedre sent end aldrig: Idag starter Punditokraternes sommerserie for 2025. Vi har tidligere kørt sommerserier om så forskellige emner som økonomisk vækst, public choice, historiske forhold, og begreber og idéer, vi mener folk bør holde op med at bruge. Dette års emne er meget simpelt: Hvordan går det i den tidligere socialistiske verden i Central- og Østeuropa?

Grunden er, at vi alle oplever at mange mennesker – selv folk, der ellers er velinformerede – har et skævt billede af regionen. Mange danskere har været i Prag og ved, at den er en spændende og rar, vestlige storby, men store dele af resten af det tidligere socialistiske Europa er stadig et område, som danskerne har meget lidt erfaring med.

For os som økonomer og samfundsforskere er Central- og Østeuropa også interessant på den måde, at regionen som helhed har været meget succesrig siden midten af 1990erne. Vi illustrerer det på kortet nedenfor, hvor vi viser de gennemsnitlige vækstrater i privatforbrug mellem 1995 og 2023 (ifølge Verdensbanken). Ingen lande i Vesteuropa har matchet væksten blandt de tidligere socialistiske lande. Men det rejser en lang række spørgsmål, som f.eks.: Er væksten bare konvergens til et normalniveau i stedet for noget ekstraordinært? Er den sket på bekostning af miljøet? Hvor meget er produktivitetstransformation og hvor meget er ‘bare’ hårdt arbejde? Hvordan er det gået med institutionerne? Er demokratiet i fare eller robust i regionen? Det næste uger forsøger vi at give svar på den type spørgsmål, med henblik på at give læserne mere viden om vores østlige naboer, og måske også en smule mere værdsættelse.

Eamonn Butler: Økonomiske skoler

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2025. Skriv et svar

Eamonn Butler, der er direktør for the Adam Smith Institute i London, har skrevet en række meget fine Primers for the Institute of Economic Affairs de senere år. Den nyeste hedder An Introduction to Schools of Economic Thought, og kan downloades helt gratis. Eamonns bøger er alle varmt anbefalede, ikke mindst den nye, men for de utålmodige har IEA også lavet en 21-minutters video med Eamonn. De minutter er vældigt godt givet ud; se selv nedenfor.

Forsvarsforligets partier har drukket af natpotten

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2025. 5 svar

For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.

Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.

Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.

Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.

Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!

Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.

Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.

Populisme og menneskelig frihed

Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2025. 4 svar

Jeg er netop kommet hjem fra Friedrich-Schiller Universitetet i Jena, hvor jeg torsdag og fredag deltog i en lille workshop om populismeforskning. Udover arrangøren, min ven og kollega Andreas Freytag, og to andre ‘seniorforskere’ – Stan du Plessis fra Stellenbosch University og Christopher Ball fra Quinnipiac University – var deltagerne alle PhD-studerende og en enkelt postdoc. I stedet for normalen, hvor alle præsenterer deres egen næsten færdige forskning, var formattet hovedsageligt en åben diskussion af en hel række emner, hvor der er huller i forskningen, suppleret med to præsentationer af forskning, der viser hvordan man praktisk kommer ud over en række problemer.

Jeg havde fornøjelsen af at holde den ene af de to præsentationer, hvor jeg talte om min nye fælles forskning med min fremragende IFN-kollega Niclas Berggren. Formålet var både at vise, hvordan man rent praktisk håndterer empirisk populismeforskning, men også at vise bredden af feltet. Det særlige ved Niclas og mit nye studie er nemlig, at vi ser meget bredt på effekterne af populisme, samtidig med at vi har en vis løsning på det altid store ‘hønen og ægget’ problem.

Niclas og jeg har – som det første delprojekt i vores nye forskningsprojekt – valgt at se på, hvordan populisme påvirker såkaldt ‘Human Freedom’ (menneskelig frihed). Human Freedom er et overordnet koncept, der inkluderer både en række klassiske menneskerettigheder, retten til at leve sit liv frit sammen med andre, og folks økonomiske frihed. Da konceptet er ret bredt – som Fraser Instituttet måler det, består det af 12 forskellige indikatorer, der hver især selv er overordnet – starter vi med en type analyse, der kan vise hvor mange elementer vi praktisk kan slå sammen. Det viser sig, at det dækker fem separate forhold: Hvor fair og effektivt retvæsenet er, og hvor relativt ureguleret samfundet er (Rule of law), klassiske forhold som ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed (Personal freedom), hvor fri penge- og handelspolitikken er (Policy freedom), sikkerhed og orden (Security), og hvor fri folk er fra voldsom beskatning og offentlig brug af deres midler (Government size).

Vi ser herefter på, hvordan graden af populisme blandt partier i parlamentet påvirker folks menneskelige frihed. Vi bruger her Celico og Rodes nyudviklede data for, hvor populistiske partier er, og tager særligt hensyn til, om partier er venstre- eller højrepopulistiske, og i hvilken grad parlamentet er domineret af venstre- eller højrefløjen. Vi har helt specifikt data fra 76 vestlige lande mellem 2000 og 2020.

Figuren nedenfor opsummerer vores hovedresultater: Når parlamentet er domineret af venstrefløjen (højrefløjen) har venstre- (højre-) populister klar indflydelse. Men indflydelsen, de har, er ikke den samme: Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.

Vores nye studie er kun ét blandt en hel række forskningsprojekter om populisme. Og workshoppen i Jena var da også virkeligt produktiv, og særligt for de PhD-studerende, der deltog. Der kom mange nye idéer til projekter om spørgsmål, som forskningen slet ikke har svaret på endnu. Indtil videre må læserne nøjes med et hurtigt blik ind i mit og Niclas Berggrens studie, der i det mindste viser, at der absolut er noget at tale om – og noget at bekymre sig over!

Hvad gør demokrati ved økonomisk vækst? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2025. Skriv et svar

Har demokratier hurtigere økonomisk vækst og er der en økonomisk gevinst ved at indføre frie valg osv? Det spørgsmål har økonomer og politologer debatteret de sidste tre årtier, men uden at finde konsensus. Ny forskning bragte forleden nye nuancer ind i debatten.

Den ene side af debatten er i de seneste år tegnet af bl.a. Daron Acemoglu, Suresh Naidu , Pascual Restrepo og James Robinson, der i Democracy does Cause Growth insisterer på, at demokrati skaber vækst. En anden side af debatten understreger, at demokrati ikke skaber vækst, men at andre institutionelle karakteristika – som retssikkerhed, beskyttelse af ejendomsret osv. – gør forskellen. Et af de væsentlige problemer i litteraturen er, hvordan man skille skidt fra snot, dvs. hvordan man separat måler effekten af gode retsvæsener og politisk demokrati.

En del af problemet ligger i, at det på ingen måde er enkelt at definere eller måle landes grad af demokrati. Som Vanessa Boese (se f.eks. her) for eksempel peger på, er der relativ koherens på tværs af indikatorer, men kun så længe de deler en basal definition. Og man kan hurtigt overdefinere demokrati, så ens definition også omfatter en række konsekvenser, som man håber at demokrati har. Men uden at separare effekterne af faktisk demokrati og dem, man håber på, bliver det umuligt at sige, om demokrati i sig selv giver mere vækst. Mit indtryk fra at arbejde i årevis med lignende spørgsmål er, at demokrati ikke giver vækst uanset at mange forskere desparat ville ønske, at det gjorde.

Istedet peger ny forskning på, at demokrati gør noget helt andet. Vi kunne have skrevet om artiklen for nogen tid siden, men valgte ikke at gøre det af en bestemt grund: Den var en del af eksamen i Videnskabelige Metoder, som jeg har undervist i i foråret. Vi måtte derfor vente indtil eksamen var overstået og karaktererne var givet.

I Political Institutions and Output Collapses i december-nummeret af European Journal of Political Economy, viser Patrick Imam og Jonathan Temple, at konsekvensen af demokrati er en helt anden. Imam og Temple undersøger, tre økonomiske tilstande i 123 lande mellem 1971 og 2016: Demokrati eller autokrati, og vækst, stilstand (perioder med lav eller ingen økonomisk vækst), og deciderede kollaps. Det særlige er, at de skelner også mellem om landene er demokratiske eller autokratiske. I stedet for at spørge, om det går bedre i demokratier, tillader det dem at spørge, om det går værre i autokratier, når det går galt.

Som en af mine studerende meget præcist skrev, viser Imam og Temple, at demokrati ikke er en garanti for vækst, men en form for forsikring mod kollaps. Vækstepisoder varer længere i demokratier – dvs. at autokratier oftere får perioder med stagnation eller recesion – indkomstkollaps bliver typisk dybere i autokratier når de sker, og det er væsentligt mere sandsynligt, at stagnation udvikler sig til deciderede kollaps.

Imam og Temples nye forskning er derfor både konsistent med og giver ny indsigt i Francesco Giavazzi og Guido Tabellinis 20 år gamle, klassiske studie af økonomiske og politiske liberaliseringer. Hvis et land liberaliserer først, og derefter demokratiserer, får man langt bedre økonomiske konsekvenser.

Akademisk frihed – shortlisting og nye idéer

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2025. Skriv et svar

Som opmærksomme læsere vil vide, har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg i nogen tid været interesserede i akademisk frihed. Det er foreløbig blevet til tre artikler – om hvordan politiske institutioner påvirker den akademiske frihed, om hvordan og hvornår den påvirker produktivitet, og om hvordan ændringer i økonomisk frihed former den akademiske frihed – og en ekstra oversigtsartikel, som jeg skrev selv. Det er også stadig et åbent spørgsmål, om akademisk frihed måske bliver en (lille) del af vores nye projekt om menneskelig frihed (human freedom).

Dagens gode nyhed er, at artiklen om hvordan økonomisk frihed påvirker akademisk frihed nu er shortlistet til årets Elinor Ostrom-Pris ved Journal of Institutional Economics. Beskeden kan bl.a. ses på LinkedIn og afslører også, at konkurrencen er hård i år. Og vi er nødt til at huske, at Niclas og jeg har været nomineret før for artiklen Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy uden at vinde.

En del af baggrunden for artiklen, og for hvorfor spørgsmålet vi stiller er vigtigt, er at den akademiske frihed er under angreb for tiden. Trump har angrebet nogle af verdens fineste universiteter og forsøgt at fjerne både noget af deres funding og deres udenlandske studerende, i Holland er regeringen begyndt at stille krav til hvordan man underviser og der er politiske idéer om at begynde at styre visse forskningsvalg, og i lande som Ungarn og Tyrkiet er den akademiske frihed ganske enkelt væk.

Men før vi begynder at synes for godt om os selv, bliver vi nødt til at stille et basalt spørgsmål. Og det er også et spørgsmål, vi stiller til alle Punditokraternes læsere. Hvilke nye spørgsmål om akademisk frihed – og måske borgernes frihed i bredere forstand – mangler forskningen at stille? Er den negative indflydelse på akademisk frihed måske et mere generelt fænomen, hvor borgernes frihed undermineres? Er det i virkeligheden populister – ikke mindst folk som Donald Trump, Victor Órban og Peter Hummelgaard – der er truslen mod frihed? Bidrager akademikere selv til at underminere deres frihed ved at foretrække ufri politik? Der er masser af spørgsmål, og vi håber at læserne kan bidrage med mange flere!

Gør økonomisk-politisk usikkerhed folk mere tolerante?

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2025. Skriv et svar

Udover at skabe store økonomiske tab, diskuterer man ofte om økonomisk og politisk usikkerhed ændrer på folks adfærd. Det gælder for eksempel fortællingen om hvordan nazisterne kom til magten som reaktion på en alvorlig økonomisk krise, der gødede jorden for et latent had mod jøder (og mange andre). Det gælder også nutidige diskussioner i USA, hvor det politiske kaos nogle gange krediteres for at drive amerikanerne væk fra hinanden, skabe polarisering, og dermed gøre folk markant mindre tolerante. Men er det korrekt, som en generel påstand, at mene at kriser gør folk mindre tolerante? Det ser ny svensk forskning nu på.

Mine fremragende kolleger fra IFN i Stockholm Niclas Berggren, Andreas Bergh og Therese Nilsson undersøger i Periods of Uncertainty are Linked to Greater Acceptance of Minorities hvad der sker med folks tolerance af minoriteter under episoder med stor økonomisk eller politisk usikkerhed. I artiklen, der er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, kombinerer de tre data fra the World Uncertainty Index med tolerancemål fra 227.000 respondenter i the World Values Survey/European Values Study. Helt specifikt ser Niclas, Andreas og Therese på, i hvilken grad folk er villige til at acceptere jøder eller muslimer som naboer.

Svaret er ganske tydeligt: Jo større den økonomisk-politiske usikkerhed er, jo mere villige er folk til at have minoriteter som naboer. Der er således i gennemsnit ikke nogen støtte til, for eksempel, Jan Delhey og hans kollegers ‘coming apart’ teori, som de formulerede som forklaring på, hvordan Covid-pandemien og nedlukningerne førte til markant lavere institutionel tillid. Som mine svenske kolleger pointerer, deres langt mere generelle undersøgelse peger mere på et fænomen, der kalder ‘coming together’.

Overordnet peger den nye svenske forskning således på, at folk finder sammen og bruger hinanden mere som hjælp, når usikkerheden er stor, og at det sandsynligvis er det, der gør dem mere tolerante. Hvis man skal tillade sig at tænke udenfor artiklens rammer, peger det måske også på, at en af de almindelige forklaringer på at Danmark er så tolerant og tillidsfuldt et samfund – at Danmark også er et meget stabilt samfund uden dybe kriser og markant usikkerhed – ikke er særligt konsistent med det generelle billede.

Det samme gælder nok den voldsomme usikkerhed i Ukraine, hvor jeg sammen med mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas fra Universidad de Navarra i Pamplona i forskning, vi er ved at færdiggøre, faktisk finder at krigen har skabt større social tillid blandt ukrainerne. Den svenske forskning går dog et stort skridt videre og dokumenterer, at økonomisk-politisk usikkerhed helt generelt gør folk mere tolerante. Og så er usikkerheden måske ikke helt så kritisk, som vi troede?

Særnummer om Mario Rizzo og Behavioural Public Policy

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2025. Skriv et svar

Et af de mest højt profilerede områder i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været adfærdsøkonomi. Området, som Daniel Kahnemann og Vernon Smith fik deres nobelpriser for i 2002, studerer (primært økonomisk) adfærd, der ikke umiddelbart kan forklares med standardantagelserne om rationel adfærd og fuld brug af information, som vi normalt gør i økonomi. Meget af entusiasmen for adfærdsøkonomi har oftet virket til at være drevet af ønsket om at finde politik, der kan hjælpe folk med at tage bedre beslutninger. Til tider har det også virket som om noget af interessen har været drevet af forsøg på at finde nye måder at retfærdiggøre gamle politiske forslag.

Derfor er et helt område, som kaldes Behavioural Public Policy også dukket op, hvor man netop studerer de politiske konsekvenser af adfærdsøkonomisk forskning og adfærdsøkonomiske påstande. En af de absolut mest centrale og skeptiske forskere i feltet er Mario Rizzo fra New York University, som nu hyldes med et særnummer af Behavioural Public Policy i hans ære. Redaktørerne Malte Dold, David Harper, Shruti Rajagopalan og Glen Whitman kalder deres introduktion til nummeret for Process, Rationality and Human Wellbeing. Det er en fin introduktion til hele nummeret, der har bidrag af bl.a. Gerd Gigerenzer, Richard Epstein, Shaun Hargreaves Heap og Peter Boettke. Det hele er ekstremt interessant, og giver masser af stof til eftertanke – specielt i en tid, hvor stadig mere politik sigter imod at ændre på borgernes private adfærd!

Hele abstractet er her, men hele særnummeret er varmt anbefalet:

This special issue explores foundational questions in behavioral economics and behavioral public policy, drawing on the work of Mario Rizzo, a critical voice in the debate on behavioral paternalism. Behavioral economics has offered significant insights into decision-making, often challenging traditional economic models. However, it has also introduced normative frameworks into policy analysis, such as preference purification, that critics argue oversimplify human decision-making and risk imposing external values. Contributions to this issue examine themes including the tension between standard rationality and inclusive rationality, the epistemological limitations of paternalistic interventions, and the role of tacit knowledge and dynamic learning in policymaking. By engaging perspectives from economics, psychology, philosophy, and law, the issue discusses process-based approaches to policy analysis that respect individual agency and accommodate uncertainty. It also highlights the political economy dimensions of behavioral public policy, emphasizing the need for institutional reforms that enable learning and systematic change rather than narrowly focusing on individual cognitive biases. This issue serves as both a tribute to Mario Rizzo’s intellectual contributions and a call for a deeper reflection on the methodological and normative foundations of behavioral public policy.

Penge giver lykke

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2025. 1 svar

Som nogle læsere ved, er jeg jævnligt ude at holde foredrag om moderne lykkeforskning. Det er et emne, som langt de fleste kan relatere til, og det er altid interessant at se folk gå fra skepsis til forståelse for, hvorfor Danmark er et af verdens mest lykkelige eller tilfredse samfund. Men hvis der er ét forhold, som mange mennesker synes at have svært ved er det, at penge faktisk er vigtige for folks lykke. Det skorter heller ikke på forsøg på at vise, at det ikke rigtigt er sandt – se blot Richard Easterlins meget tidlige forskning, der nu omtales som Easterlins Paradoks og hele debatten efter Stevenson og Wolfers omhyggelige afvisning.

Baggrunden for at skrive om det igen her på stedet er, at jeg tirsdag var i Slagelse, hvor jeg var inviteret til at holde foredrag helt specifik om sammenhængen mellem penge og lykke. I den anledning så jeg endnu en gang på, hvad dataene kan fortælle os. Det nedenstående er derfor baseret på analyse af svar fra cirka 136.000 europæere i perioden 2014-2018 (dvs. før nedlukningskrisen).

Komplikationen kommer af Easterlins Paradoks, som bygger på idéen om at penge kun betyder noget for folks lykke i en relativ forstand: Du er lykkeligere end Per, så længe du er rigere end ham. Og hvis I begge bliver dobbelt så rige, er der ingen af jer, der bliver lykkeligere, fordi sammenligningen stadig er intakt. Implikationen af paradokset – hvis det er sandt – er at politik der hæver vækstraten, faktisk ikke vil gøre folk lykkeligere eller mere tilfredse med ders liv. Og så skal man lade være, fordi mange af dem der holder fast i paradokset, også holder fast i idéen om, at vækst er miljøskadelig.

Her kommer så det store Men. Tager man dataene fra the European Social Survey, estimerer hvad alder og relativ indkomst (folks placering i et indkomstdecil i deres land), og bakker de nationale ‘fixed effects’ ud, kan man se hvad samfundets samlede økonomiske udvikling betyder. Landenes fixed effects er basalt set, hvor lykkelige folk er i et land, når vi allerede har taget effekterne af deres personlige indkomst ud af sammenligningen. Figuren nedenfor viser sammenhængene mellem indkomst og lykke / livstilfredshed.

Den stiplede linje illustrerer først, hvad personlige indkomst generelt betyder for folks lykke. Jeg har helt konkret beregnet kurven baseret på franske indkomsttal, hvilket betyder at sammenligningskategorien – den laveste indkomstdecil – sjovt nok har næsten præcist samme gennemsnitsindkomst som gennemsnittet i Albanien, der er den nationale sammenligningskategori. Går man fra den laveste til den højeste indkomstdecil, stiger lykken med omtrent to point på en ti-pointsskala.

Det særlige er, at sammenhængen på tværs af lande, når vi har taget alle effekter af personlig indkomst ud, er næsten identisk. Som man kan se, følger den sorte linje – sammenhængen på tværs af lande – den stiplede linje relativt præcist. Implikationen er, at selv nær man tager hensyn til de nationale sammenligninger af relativ indkomst, er det vigtigt hvor rigt hele samfundet er. Fordobler man for eksempel sin nationalindkomst fra et lettisk eller montenegrinsk niveau til dansk eller svensk indkomst, stiger lykken med cirka 1,3 point. Pengene er vigtige på begge fronter!

Det er derfor tankevækkende, at mange sociologer og filosoffer stadig er ekstremt skeptiske overfor velstandens virkninger på lykken. Nogle går endda til tider så langt, at de ikke kun desavouerer pengene som sådan, men også de markeder og institutioner, der skaber velstanden. Påstande som at markeder gør folk syge og mere kriminelle, eller at sex var bedre under socialismen, florerer stadig. De får dog meget lidt forsknigsopbakgning. I briefing paperet Marknad Skapar Lycka fra tænketanken Timbro i Stockholm sidste år, viste Rutger Brattström for eksempel, at filosoffernes bekymring ikke ligefrem er reflekteret i den moderne forskning: Frie markeder er forbundet med mere lykke og tilfredshed. Spørgsmålet, der virkelig står tilbage, er ikke om velstand skaver lykke, men hvorfor så mange indædt nægter at acceptere en ekstremt veldokumenteret sammenhæng?

Viden til Tiden om Trumps handelspolitik og verdens økonomiske tilstand

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2025. 1 svar

Vi har af gode grunde skrevet meget her på stedet om Donald Trumps handelspolitiske vanvid, konsekvenserne af det, og den afgrundsdybe misforståelse af handel, der ligger bag. Men hvis nogen af vores læsere eller deres familie eller venner skulle være interesserede i mere, er der nu mulighed. Onsdag den 23. april afholder Københavns Folkeuniversitet et arrangement i serien Viden til Tiden med titlen “Trumps toldkrig og en verdensøkonomi i krise” med undertegnede.

I invitationen lægger vi op til at give svar på “en række grundlæggende spørgsmål om, hvordan vores velstand og velfærd påvirkes af international handel. Hvad betyder Trumps toldmure for Danmark, Europa og USA, og hvordan kan vi imødegå dem? Hvad ønsker Trump at opnå med de historisk høje handelsbarrierer? Hvordan skal vi forstå Kinas offensive reaktion? Og hvordan ser fremtiden ud for verdensøkonomien?”

Hele arrangementet er som sagt den 23. april fra 18.15-19.30 på Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2-8 i Københavns sydhavn. Det foregår i lokale 23.0.50, bygning 23 i stuen. Tilmelding, hvis man er interesseret, er her og koster 75 kroner.

Er Trumptolden reel gengældelse?

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2025. Skriv et svar

USAs præsident Donald Trump lagde 2. april en straftold på resten af verden. Trump har siden sin første præsidentkampagne argumenteret for, at resten af verden snyder amerikanerne, fordi de har et stort underskud på varehandelsbalancen. Han brugte derfor IEEPA – en lov om økonomisk nødret fra 1977 – til at hæve den gennemsnitlige importtold i USA fra cirka 2,5 % til 16,5 %. Trump påstod i sin præsentation, at tolden blot er ‘reciprokal’ – at han lægger den samme told på, som land har mod USA. Men beregningen af andre landes importbeskyttelse var helt absurd – de nye toldsatser beregnes som USAs underskud på varehandelen med de pågældende land delt med landets eksport af varer til USA. Så selve beregningen er nonsens, og Trumps forståelse af international handel ville allerede have været pinligt dum for over 200 år siden. Skulle man være i tvivl, kan man læse min artikel på videnskab.dk om emnet.

Men går man alligevel med på Trumps præmis, at der er tale om en form for gengældelse, burde toldsatserne jo følge den importtold, som lande har overfor USA. Med andre ord burde man kunne se en klar sammenhæng mellem den told, lande lægger på import fra USA, og den nye told, som lægges på deres eksport til USA. Figuren nedenfor illustrerer, om der findes sådan en sammenhæng.

Det burde være klart for alle, at svaret er et stort nej. Figuren viser oveni, at mens diktaturer har højere toldsatser på amerikansk import end demokratier, er der faktisk ingen forskel på Trumptolden på de to grupper. Relativt set indebærer det, at Trumps handelspolitik straffer demokratier hårdere end diktaturer. Og følger man de sorte markører, kan man se at politikken endda rammer USAs kerneallierede i NATO på samme måde som andre demokratier. Der er med andre ord ingen klare geopolitiske overvejelser at spore, der giver ret meget mening.

Uanset hvordan man vender det, er Trumps nye handelspolitik en absurd og næsten latterligt inkompetent begivenhed. Hvis den ikke var så økonomisk ødelæggende, ville det være morsomt. Men en politik, der ikke blot skader resten af verden, men også koster en typisk amerikansk familie mere end 1900 dollars i år alene, er ikke morsom. Den er en tragedie, som præsidenten endda har misbrugt nødretslovgivning til at få igennem. Det er tid til at USAs Congress træder i karakter.

Sjov med statistik: Heavy gør dig happy!

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2025. Skriv et svar

Min gode ven og kollega Niclas Berggren sendte mig forleden et link til en X-post med et meget sjovt budskab: Lande med mange heavy metal bands er typisk lykkeligere end lande med færre bands. Steve Stewart-Williams bragte således for et stykke nedenstående graf, der meget klart viser sammenhængen mellem tilfredshed med livet og antallet af aktive heavy metal bands per million indbyggere. Selve sammenhængen er ret klar og svær at argumentere imod – men hvad i alverden foregår der? Er folk lykkeligere, når de er omgivet af musik fra bands med navne som Metallica, Iron Maiden, eller Crowned in Blood?

Virkeligheden er nok, at antallet af heavy metal bands er en god ‘proxy’ for et eller flere andre forhold, der gør folk lykkeligere. Ser man nedover landene, er det for eksempel relativt klart, at lande med mange heavy-bands har stærkere tillidskulturer og mere aktive civilsamfund, er rigere, og muligvis også har bedre retsvæsener og mere klar beskyttelse af ytringsfrihed. Min kollega Andreas Freytag og jeg er igang med forskning, hvor vi foreløbig finder at demokratisering og stærkere ytringsfrihed er forbundet med at markant flere heavy-bands dannes.

Det er derfor en rimelig forklaring, at antallet af heavy metal bands på en eller anden måde både er en konsekvens af en række faktorer, og reflekterer nogle af dem, der også gør folk markant mere tilfredse med deres liv. Måske er det slet ikke overraskende at se en klar sammenhæng mellem to faktorer, der rent umiddelbart ikke burde have ret meget med hinanden at gøre? Men det påfaldende er dog, hvor tydelig sammenhængen er. Så måske er det værd at tænke lidt videre over, hvad det er vi har i figuren ovenfor?

PCS 2025 – de etablerede

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2025. Skriv et svar

Forleden skrev vi om højdepunkter fra dette års konference i the Public Choice Society, med fokus på de unge forskere. Det kan væree både spændende og bekræftende at se unge økonomer og statskundskabere, men det er ofte de etablerede, erfarne forskere, der kommer med de mest interessante præsentationer og papirer. Det gjaldt ikke mindst dette års konference.

Konferencen startede torsdag den 6. med et absolut højdepunkt i Mark Penningtons (King’s College London) plenarypræsentation om missionsorienteret politik (se vores omtale og en tidligere præsentation her). Marks analyse er en blanding af public choice-feltets fokus på de perverse politiske incitamenter, der omgiver missionsorienteret politik, og de enorme huller i politikeres og embedsværkets viden om samfundet, som umuliggør gavlig politik med et stort sigte.

Udover Daniel Bennetts (University of Louisville) glimrende plenary om Riding the Populist Wave: Entrepreneurial and Firm Responses to the Changing Political Current bragte fredag også min egen session om morgenen, hvor Henry Moncrieff og Kevin Grier (begge Texas Tech) præsenterede deres nyeste papir om konsekvenser af militærkup. Denne gang var fokus hvad militæret selv får ud af kuppet, som altid vurderet med virkeligt avanceret metode. Dagen sluttede med en stærkt underholdende session med papirer om manipulation i diskussioner om regulering af kamphunde, en præsentation om hvordan formelle regler påvirker uformelle normer med evidens fra ændringer i regler i amerikansk motorsport, og mit eget papir med Andreas Freytag (Universitetet i Jena) om hvordan demokrati og beskyttelsen af borgerrettigheder har påvirket udbredelsen af heavy metal musik.

På konferencens sidste leverede min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren som sædvanlig højdepunkt med ny forskning om sammenhængen mellem usikkerhed i den økonomiske politik og udviklingen af tolerancenormer (fælles med Therese Nilsson fra Lund). Jeg gik dermed glip af Imran Arifs (Appalachian State University) ekstremt interessante The Power of Competition: Can New Firms Spark Innovative Activity? der dokumenterer, at nye firmaer rent faktisk gør økonomien mere produktiv.

Imrans forskning er dermed potentielt vigtig i danske politiske diskussioner, hvor vi netop har meget lidt iværksætteri og dermed er afhængige af innovation i eksisterende virksomheder. På den måde bringer PCS-konferencen næste hvert år ny viden, der nogle gange har direkte værdi i den politiske debat, andre gange øger vores forståelse af vores eget samfund og verden, og nogle gange blot underholder samtidig med at den får os til at tænke os om. Det hele har værdi, og lader forskerne flyve hjem med inspiration til det næste års arbejde.

PCS 2025 – de unge

Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2025. Skriv et svar

Som meget flittige læsere vil vide, tager jeg hvert år i starten af marts til den årlige konference i the Public Choice Society et sted i USA. I år foregik konferencen i Louisville, Kentucky, og var blandt særlig på et personligt plan fordi jeg var præsident for PCS i 2024-25. Konferencen bød på 266 præsentationer fra 233 forskellige forskere, og glimrede ligesom de senere år ved at være en god blanding af unge forskere og mere etablerede lektorer og professorer indenfor traditionen.

Vi dækker idag nogle højdepunkter blandt de unge, der præsenterede deres arbejde i Louisville. Et første – og uventet – højdepunkt var Eliza Hałatek fra universitetet i Warszawa, der endte som en af de fire nominerede til Ostrom-prisen til bedste unge forsker. Eliza præsenterede et papir om effekten af centralbankers kommunikation på folks tillid til dem. Priskommitteen vurderede før konferencen papiret som lidt råt, men lovende, og blev derefter rystet da det viste sig – da vi mødte Eliza – at hun stadig kun er førsteårs kandidatstuderende, som vi havde vurderet på lige fod med PhD-studerende.

Et andet højdepunkt var Shishir Shakya (Appalachian State University) og Joshua Ammons (Wabash College), der fortsætter deres afsøgning af konsekvenserne af revolutioner. I Seeding Reform or Reaping Chaos? Liberal Institutional Outcomes of Violent vs. Nonviolent Revolutionary Regime Changes finder det nepalesisk-amerikanske hold, at i den periode mellem 1950 og 2022, hvor de har data fra, havde voldelige revolutioner ingen systematisk påvirkning på, hvor demokratisk samfundet er. Derimod finder Shishir og Josh, at de ikke-voldelige revolutioner meget klart øgede chancerne for at have et liberalt demokrati med en rimelig retsstat, ytringsfrihed, og borgerrettigheder.

Et tredje meget fint papir blev glimrende præsenteret af Tim Baule (universitetet i Bayreuth), der modtog årets Ostrom-pris. I Rationalizing Protests – From Individuals to Networks som Tim har skrevet sammen med sine PhD-kolleger Jonathan Bothner og Maximilian Kähny, udvikler de først en teoretisk model til at forstå, hvordan adfærd i folks netværk påvirker både chancen og motivet for at deltage i protester. Deres pointe er, at deltagelse både kan give positive netværkseffekter – f.eks. social anerkendelse – men også individuelle ‘stand alone benefits’. De tre tyskere bruger de amerikanske valgundersøgelser til at vise, at deres model kan bruges til at forstå hvor store de seneste års demonstrationer blev.

Sidst, men ikke mindst, må man nævne Juliette Sellgren, der stadig er bachelorstuderende på University of Virginia. Juliette præsenterede meget interessant ‘work in progress’ med titlen The Seen and the Unseen: Political Sympathy and Interpersonal Antipathy, hvor hun forsøger at modelere indsigter fra Adam Smith med moderne redskaber. Selvom det måske er lidt snyd – hun er datter af Cato-instituttets Veronique de Rugy, og har dermed fået økonomi ind med modermælken – viste hun klart sine betragtelige kvaliteter i Louisville. Juliette er værd at hold øje med de kommende år, ikke mindst fordi hun også selvstændigt kører den fremragende podcast The Great Antidote.

Overordnet var konfereence i Public Choice Society udtryk for, at der ikke blot er liv i feltet, men også en livlig næste generation til at bringe traditionen videre og udvikle den. Der sker stadig meget i traditionelle felter som korruptionsforskning, valgsystemer og forfatningsøkonomi, men også på nye og nogle gange underholdende felter. Det skriver vi kort om i næste indlæg.

Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2025. 2 svar

Jeg blev forleden kontaktet af videnskab.dk i anledning af USAs præsident Trumps trusler om høje toldmure overfor resten af verden. Min lille artikel om handelspolitik udkom tirsdag morgen, og kunne ikke være mere aktuel. Trump har netop hævet toldsatserne på import fra blandt andet nabolandene Mexico og Canada, og synes at have en ustillelig appetit for at gøre det overfor resten af verden. Den selvudnævnte ‘tariff man’ er gået igang, men det sker på trods af 250 indsigter fra den økonomiske forskning i handel.

Som jeg også pointerede i P1 imorges, har Trump en forståelse af handel og handlens konsekvenser, der hører til i tiden før den Skotske Oplysning – før 1750. Hans forståelse er basalt set, at eksport er godt og import er skidt. Som jeg skriver i artiklen, “Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.”

Vi anbefaler alle interesserede at læse artiklen “Professor: Told ville nok ikke være Trumps yndlingsord, hvis han vidste, hvad vi økonomer ved” hos videnskab.dk. Det tager måske ti minutter, og så er man klogere end præsidenten for verdens største økonomi…

Dansk/baltisk public choice workshop

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2025. Skriv et svar

Som trofaste læsere vil vide, afholdes den 25. danske public choice workshop fredag den 30. januar og lørdag formiddag den 1. februar. Da workshoppen for første gang nogensinde afholdes udenfor Danmark, omend næste så tæt på, som man kan komme – i Malmø – har den også særbetegnelsen ‘baltisk’. Workshoppen afholdes på Elite Hotel Savoy i Malmøs centrum, starter klokken 11 fredag og slutter lørdag formiddag klokken 11.

Som altid er folk velkomne til at komme til hele workshoppen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis der skulle væree noget af særlig interesse. Traditionen tro bringer vi her hele programmet. Skulle der være læsere, som ikke kan deltage, men mener at et bestemt emne er meget interessant, modtager vi gerne forslag om at skrive en post om det. Der er trods alt to punditokrater, der deltager i hele workshoppen.

Fredag, 11.00: Velkomst

11.05-12.35 (a): Legislation and life choices (chair: Adrian Mehic)

Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility

Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature

Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking

11.05-12.35 (b): Applications of public choice (chair: Lasse Aaskoven)

Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?

Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis

Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service.

12.35-13.30: Frokost for registrerede deltagere

13-30-15.30 (a): Scope and structure of government (chair: Otto Brøns-Petersen)

Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons

Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?

Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle

Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice

13-30-15.30 (b): Long run development (chair: Andreas Bergh)

Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition

Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation

Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?

15.30-16.00: Kaffe

16.00-17.30 (a): Reforms (chair: Rasmus Wiese)

Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence

Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals

Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform

16.00-17.30 (b): Constitutional Political Economy (chair: Jerg Gutmann)

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective

Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process

Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance

Lørdag morgen:

9.30-11.00: Immigration and segregation (chair: Charlotta Stern)

Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants

Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe

Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market

Fattigdom er mørk – Ruslandudgave

Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2025. 2 svar

Vi har før skrevet om hvordan diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Det gælder i særlig grad om deres væksttal, som Luis Martinez har dokumenteret, og før ham Christopher Magee og John Doces. Det smarte trick, som Magee og Doces fandt på, er at sammenholde officielle vækstdata med væksten i, hvor meget lys der er om natten i et land eller område. Baggrunden for det er, at det har været vidst i meget lang tid, at jo rigere en befolkning bliver, jo mere lys kommer der om natten. Lys er ganske enkelt noget, som kan være dyrt for de meget fattige, men bliver relativt billigere og langt bredere tilgængeligt, jo rigere et land bliver.

På den måde har Magee og Doces og Martinez efter dem vist, at der er en meget tæt sammenhæng mellem lys om natten og velstand i demokratier, men den er anderledes i en række diktaturer. Dét er netop måden, de kan vurdere, hvor meget hvert diktatur lyver om deres økonomiske vækst. Og det er for eksempel måden, man kan bruge for at se hvor meget Kina har løjet de seneste årtier.

Det særligt interessante er, at mens vi er mange akademikere, som har været både imponerede over, hvor smart metoden er og stærkt interesserede i resultaterne (læs f.eks her), har den nu sneget sig ind i faktisk politik. Sveriges finansminister, Elisabeth Svantesson – der er uddannet nationaløkonom fra Örebros Universitet – påpegede igår ved World Economic Forum i Davos, at Moskva er blevet mørkere de seneste tre år! Som Svantesson helt korrekt fortalte, betyder det at russerne er blevet synligt fattigere. Det er fuldstændigt modsat de officielle russiske data, og modsat den fortælling, som mange journalister stadig bringer om at Ruslands økonomi er i vækst.

Det er sjældent, at faktisk nationaløkonomisk forskning bliver brugt aktivt i politik. Det normale er, at politikere når der er debat, får deres rådgivere til at finde forskning eller ekspertudtalelser, der understøtter hvad de i forvejen påstår. Elisabeth Svantesson skal derfor have stor ros for ikke blot at kende til noget af den nyeste forskning på området, men også at bruge den så tydeligt og offentligt, og om et emne, der er så vigtigt. Sandheden er, at Ruslands økonomi er nødlidende, og russerne oplever voldsom inflation, og i særlig grad prisstigninger ting som smør, sukker, mælk, biler og boliger. Putin og hands håndlangere kan blive ved med at påstå, at alt går godt, men det lys, man kan se med NASAs satellitter, fortæller en historie om et land, der bevæger sig mod økonomisk opløsning.

Martin Paldam: 50 år på Aarhus Universitet

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2025. Skriv et svar

I eftermiddag, fra 14.15-16, afholder Institut for Økonomi på Aarhus Universitet et lille arrangement i en helt særlig anledning: Martin Paldam, der nu er professor emeritus, har været ansat på instituttet i 50 år. Han har i høj grad efterladt sig en arv i dansk økonomisk forskning, og bliver i en alder af 82 ved med at forske og at udgive artikler.

Uden at ville afsløre alt, der kommer til at blive sagt til arrangementet, er en af Martins særlige bedrifter, at han var blandt de første danske økonomer, der udgav forskning internationalt og på engelsk, som en integreret og almindelig del af sit arbejde. Hans først internationale udgivelse var i 1970 – en artikel i Swedish Journal of Economics med titlen What is known about the housing demand? – og den første udenfor Skandinavien kom i 1979 med en artikel i International Journal of Social Economics. To år senere udkom Martins første artikel i det felt, han skulle komme til at præge mest, med An essay on the rationality of economic policy: The test-case of the electional cycle i Public Choice.

Martin var præsident for the European Public Choice Society 1983-84, og dermed blandt de allerførste i Europa til at arbejde virkeligt seriøst med emnerne i public choice. Han er pudsigt nok i disse dage ved at booke sin rejse til dette års konference i EPCS! Og mens mange af hans kolleger i årevis mente, at det Martin lavede ikke var ‘rigtig økonomi’ eller ‘fint’ – hvordan man end definerer det – er det feltet og instituttet, ikke Martin, der har ændret sig. Det er også svært at påstå, at et økonomiinstituts mest citerede medarbejder ikke beskæftiger sig med rigtig økonomi!

Ifølge Google Scholar er det indtil videre blevet til 15181 citationer til Martins forskning, og antallet bliver ved med at stige med 500-600 om året. Ind imellem forskningen er det også blevet til en masse undervisning og vejledning. Jeg fulgte Martins kursus i udviklingsøkonomi, mens jeg var studerende, hvilket blev min indgang til både public choice og forskning. Han er også en fast gæst, når vores yngre kolleger holder seminarer, og har stadig en særlig evne til at sætte fingeren præcist på det svage punkt, og derefter at hjælpe med at tænke over, hvordan man løser problemet.

Jeg er glad for, at instituttet fejrer Martin Paldams 50 år som underviser, forsker og kollega ved Aarhus Universitet. Martin er ikke blot en af Danmarks mest citerede økonomer, og har ikke blot præget flere vigtige debatter om økonomisk politik. Han er også en ægte vellidt og hyggelig kollega, og det er ikke den mindste grund til at fejre jubilæet idag.