Tag-arkiv: samfundsforskning

Jacob Lundberg om skatter og vækst

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2024. Skriv et svar

Danske politikere er glade for at beskatte befolkningen, men ikke for at tale om virkningerne af skat. På venstrefløjen afviser man enten, at skat kan have dynamiske effekter, eller argumenterer for, at man med høje skatter opnår enten ‘lighed’ eller finansierer ‘gode’ formål. På højrefløjen foreetrækker man enten ikke at tale om emnet, eller gør det meget forsigtigt for ikke at forskrække SF-vælgere, der måske kunne skifte parti. Det gør bare ikke emnet mindre vigtigt, eller konsekvenserne af høje skatter mindre skadelige.

Min IFN-kollega Jacob Lundberg har tidligere i år skrevet en rapport for Svenskt Näringsliv – Sveriges pendant til Dansk Industri – om netop det emne, som blev udgivet i maj. Jacob køber ikke argumentet om, at marginalskatten ikke er særligt vigtig. Som han skriver: “Skatterna är bland politikens mest kraftfulla verktyg och spelar stor roll för tillväxten eftersom de påverkar nästan alla ekonomiska beslut som individer och företag fattar.”

Jacob starter med fuldstændigt at afklare en forvirring, der ellers findes i stor stil i både den politiske debat, og desværre endda blandt en række af mine kolleger. Der er to forskellige slags ‘dynamiske’ effekter!

For det første er der de dynamiske effekter, der tales om i den danske debat: Arbejdsudbudseffekter og investeringseffekter. Begge dele er såkaldt dynamiske effekter, der giver statiske effekter. Et højere udbud af arbejde eller større investeringer giver et højere BNP, men når hele effekten er slået til, er der ikke mere i dem.

Den anden slags dynamisk effekt er effekten af skat på iværksætteri og innovation. De to rykker ikke kun på BNP, men på den underliggende vækst i BNP på længere sigt. De type konsekvens glemmes for det meste i debatten, men er i virkeligheden langt vigtigere end arbejdsudbuddet og virksomhedernes almindelige investeringer. Hvorfor der ikke tales mere om dem, er et mysterium.

Er man mere interesseret, gennemgår Jacob en væsentlig del af den nye litteratur i den meget fine og grundige rapport. Det hele kan læses her og er varmt anbefalet for danskere, svenskere, og resten af verden der kan læse svensk.

Uddannelse og vækst – ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2024. 1 svar

Fra en rent teoretisk – og en intuitiv – vinkel er uddannelse vigtig for langsigtet vækst. Et vist uddannelsesniveau e nødvendigt for at have en forsknings- og udviklingssektor, for at medarbejdere kan lære nye metoder og ny produktion, og mere uddannede medarbejdere er også mere fleksible. Det er også svært at have et nogenlunde effektivt embedsværk uden et vist uddannelsesniveau, og nogle forskere mener også, at mere uddannede vælgere opfører sig mere begavet, når de stemmer. Problemet er bare, at forskningen har et problem, som Lant Pritchett beskrev i den glimrende Where Has All the Education Gone? for 25 år siden: Det er faktisk svært at vise sammenhængen empirisk.

Mine svenske kolleger Gabriel Heller-Sahlgren og Henrik Jordahl har netop udgivet en lille artikel i Applied Economic Letters med titlen Test Scores and Economic Growth: Update and Extension, der ser med friske øjne på problemet. Gabriel og Henrik følger en approach der blev startet af Hanushek og Woessman for ti år siden, hvor man i stedet for længden af folks uddannelse ser på test-scorer: Hvor meget har folk faktisk lært i folkeskolen eller gymnasiet, i stedet for bare at se på, hvor mange der har gået x år i skole. Det gør en væsentlig forskel.

Gabriel og Henrik opsummerer deres resultater således: “Our estimates also indicate a strong association between the share of top-performing students and economic growth. The share of top-performing students exhibits a correlation with economic growth that is five times as strong as the correlation between the share of students who meets basic requirements and economic growth.”

Med andre ord peger den nye forskning på to særlige forhold. For det første, at testscorer er meget bedre forklaringer for økonomisk vækst end antal skoleår. For det andet – og mere væsentligt – at den virkelige drivkraft ser ud til at komme fra andelen af studerende, der klarer sig virkeligt godt. Det peget således på, at den store væksteffekt kommer fra de virkeligt dygtige studerende – dem der kan noget særligt og har lært noget særligt – og ikke så meget fra den grå masses gennemsnitlige uddannelse. Det er ikke nogen særligt socialdemokratisk konklusion, og det er bestemt heller ikke en konklusion, der får regeringens angreb på de lange universitetsuddannelser til at se specielt begavet ud!

Økonomisk frihed bidrager også til akademisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2024. Skriv et svar

Akademisk frihed er ikke bare en god og nødvendig ting for forskere, men også af væsentlig værdi for resten af samfundet. Hvis forskere ikke er frie til at vælge, hvad de forsker i, hvordan de gør det, hvad og hvordan de formidler til resten af samfundet, og hvad de underviser i, falder kvaliteten af det hele. Som min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for et par år siden i artiklen Academic Freedom, Institutions, and Productivity, er kombinationen af gode institutioner og udbredt akademisk frihed en væsentlig vækstfaktor for moderne samfund. Spørgsmålet er derfor (blandt andet) hvorfor nogle samfund har så ringe akademisk frihed, mens andre har udbredt frihed.

Niclas og jeg tog hul på den debat for knap tre år siden i Political Institutions and Academic Freedom: Evidence from across the World, der udkom i Public Choice. Formålet med den artikel var ganske simpelt at undersøge, om regimetyper er vigtige. Vi fandt da, at “moving to electoral democracy is positive, as is moving to electoral autocracy from other autocratic systems, suggesting the importance of elections.” Med andre ord er har lande med valg med flere partier mere akademisk frihed, selvom valgene i sig selv ikke er ordentligt demokratiske; demokratier har ikke overraskende endnu mere akademisk frihed.

I den spritnye artikel Economic Freedom and Academic Freedom across Nations, der er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, dykker vi et ekstra spadestik ned i spørgsmålet ved at undersøge, om der er et krydsforhold mellem de to typer frihed: Den akademiske og den økonomiske. I data mellem 1970 og 2015 fra 154 lande i hele verden følger vi ændringer i den økonomiske og akademiske frihed. Den empiriske analyse viser meget klart, at bedre retsvæsener fører til mere akademisk frihed, dvs. jo mere de juridiske institutioner indrammer politik og politikere, jo mere frie bliver forskerne til at gøre deres arbejde uafhængigt. Det interessante er, at vi i en række analyser ser lignende effekter af regulering: Jo mindre politikerne regulerer økonomien, jo mindre regulerer de også den akademiske verden.

Overordnet dokumenterer vi således en ganske væsentlig, positiv bivirkning af mere økonomisk frihed: Jo bedre retsvæsenet er og jo mindre staten regulerer økonomien, jo mere frie – og jo mere effektive – er forskerne i landet. og på langt sigt indebærer kombinationen endda, at landet også bliver væsentligt mere produktivt. Mere information og en foreløbig version er tilgængelige her.

Var euroen en god idé? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2024. Skriv et svar

I 1990erne var der en hed diskussion om Danmark skulle overtage euroen som valuta. De fleste politiske partier var utvetydigt for euroen, mens et klart flertal af danskerne var imod. Der var også diskussion blandt nationaløkonomer, i det mindste indtil vismændene udgav en meget fin analyse, der endte med vurderingen af, at det nok hverken gjorde fra eller til. Siden da er flertallet blandt danskerne for at bevare kronen om noget styrket, mens man – i det mindste i mit erhverv – stadig møder mange politikere, der helst så Danmark indgå i eurozonen. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om euroen overhovedet var og er en god idé.

Ricardo Duque Gabriel (Federal Reserve Board) og Ana Sofia Pessoa (IMF) undersøger i Adopting the Euro: A Synthetic Control Approach netop det spørgsmål. Den spritnye artikel, der er på vej ud i European Journal of Political Economy, benytter sig af syntetiske kontroller til at skabe en slags statistisk ‘dobbeltgænger’ for 12 lande, der adopterede euroen i 1999. Og de generelle resultater i artiklen taler ikke for euroen.

Gabriel og Pessoa finder, at ét land har haft klar økonomis gavn af at introducere euroen: Irland. En stor del af gevinsten skyldes dog, at Irland har formået at tiltrække en meeget lang række udenlandske virksomheder. Hvis man fokuserer på den økonomiske aktivitet, der går til irere i stedet for den aktivitet, der lavees i Irland – dvs. Bruttonationalindkomst i stedet for Bruttonationalprodukt – falder effekten til en tredjedel. Omvendt finder forfatterne, at Frankrig, Italien, Portugal, og Tyskland har oplevet relativt små, men negative konsekvenser af euroen.

Overordnet set er det mest interessante i artiklen, at Gabriel og Pessoa kan disaggregere effekterne. De finder her, at for eurolandene som helhed skabte eurozonen handel, og førte også til større offentligt forbrug. Omvendt førte euroen til lavere privatforbrug og mindre investeringer.

Når man ser på fundene i den nye forskning, er det svært at konkludere, at europrojektet har været en succes for borgerne. Påstanden var, at euroen ville gøre folk rigere ved at skabe mere handel og større investeringer. Handelseffekten ser ud til at være der, men euroen ser ud til at have ført til færre investeringer og større offentligt forbrug. Den har ikke gjort folk rigere, men faktisk en bid fattigere end i sammenlignelige lande, der ikke gik med i europrojektet. Overordnet kan man måske sige, at det var en succes for folk, der har særlige præferencer for offentligt forbrug og politisk kontrol, men en fiaske for alle vi andre.

Bedste danske økonomer 2024

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2024. Skriv et svar

Siden 2009 har vi her hos Punditokraterne lavet en slags årlig ‘kåring’ af, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Vi har fra begyndelsen understreget, at en del af pointen i diskussionen er, at det grænser til det umulige at sige, hvem der er ‘bedst’. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt – og dermed en idé, folk er uenige om.

Hvert år gør vi det på en lidt anden måde end året før, for at understrege forskellene i selv små ændringer i opgørelsesmetoden, men også for at vise, at uanset hvordan man gør det, er der en lille gruppe økonomer i Danmark, der ligger i toppen af listen. I år sammenvejer vi fem forhold: Hvor mange artikler, en forsker har haft i et absolut toptidsskrift per år af sin aktive karriere, hvor mange citationer forskeren har haft per aktivt år, hvor stor en andel af forskerens artikler er udgivet i Top 25 % tidsskrifter, hvor stor en andel af artiklerne der ligger i Top 25 % af citerede artikler, og forskerens H-indeks. Der er således både indikatorer for høj forskningskvaliteten er og også et mål, der afhænger af hvor meget forskeren faktisk har produceret.

Og med det mål kan vi placere Lasse Heje Pedersen (CBS) på plads nummer ét. Lasse er citeret 12742 gang (ifølge Scopus) i en karriere, der startede med hans første publikation i 2002. Vi har talt ikke færre end 14 artikler i toptidsskrifter, der f.eks. omfatter 2 artikler i American Economic Review, en i Econometrica, og hele 12 artikler i Journal of Financial Economics. Nummer to er den enormt produktive Nicolai Foss (CBS), der er citeret hele 19488 gange siden 1993, og som er en hyppig gæst i Academy of Management Review. Nicolai er en af de få, der integrerer tænkning fra nationaløkonomi og ledelse, og gør det successfuldt. Fælles for de to – som man kan se hvad at sammenligne bidraget fra citationsdelen af indekset (det røde område) og kvalitetsdelen (de sorte) – er, at Lasse og Nicolai scorer ekstremt højt på begge dele.

Første kvinde og første økonom fra Aarhus er Helena Skyt Nielsen på plads nummer 7. Helena er interessant nok også den eneste, udover Lasse og Nicolai, der gør det godt nok til at være i Top 10 på begge halvdele af indekset! Top 20 omfatter to andre kvinder – Mette Verner og Marianna Simonsen. Pudsigt nok er alle tre Aarhus-økonomer, og selvom Mette idag er på VIVE, er hun absolut en del af hvad man kunne kalde Aarhus-miljøet i arbejdsmarkedsøkonomi.

Ellers er listen i år igen blandet, ikke mindst når det gælder forskningsområde. Flere topfolk er specialiserede i finansiel økonomi, men der er også folk i public economics, politisk økonomi, og en enkelt i public choice (undertegnede). Og som tidligere år er det slående at se, at en række af forskerne på listen slet ikke blander sig i den offentlige debat: En søgning på Infomedia viste, at halvdelen af Top 20 overhovedet ikke har været nævnt i landsdækkende medier med undtagelse af notitser om deres fødselsdag.

Et sidste spørgsmål er, hvordan danskere i udlandet ville placere sig, hvis de kom ‘hjem’, og hvordan vores udenlandske kolleger står? Tre danske økonomer, der er virkeligt internationale navne på deres respektive felter, er Annette Vissing-Jørgensen (UC Berkeley), Bo Honoré (Princeton) og Toke Aidt (Cambridge). Laver man samme øvelse for dem, placerer de sig henholdsvis som nummer 3, 6 og 12. Forestillede man sig, at min fremragende kollega Axel Dreher fra Heidelberg var i Danmark, ville han også ligge nummer tre, mens Stefan Voigt (Hamborg), som ofte placeres blandt de fem første i verden på det særlige specialområde, der kaldes Law & Economics, lige præcis ville ligge udenfor Top 20.

Overordnet gør danske økonomer dete således ganske godt – i det mindste når man se på toppen i Danmark. Men som altid skal den slags lister tages med et stort forbehold! Forskellige forskere har forskellige strategier – nogen udgiver mere end andre, og nogen fokuserer udelukkende på at ramme de allerfineste tidsskrifter – og visse specialområder citeres mere end andre, og er ‘lettere’ at få i de fineste tidsskrifter end andre. Men når man henover årene ser en top med de samme folk i hvert år, er det svært ikke at kalde dem nogle af Danmarks fineste økonomer, er det ikke?

Fraser Instituttet om Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2024. Skriv et svar

Fraser Instituttet i Vancouver er en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke fordi den udgiver den årlige Economic Freedom of the World rapport. Men Fraser-folkene lave mange andre ting, og en af de mest interessante i lang tid har været deres Realities of Socialism projekt. Projektet har undersøgt fem landes økonomisk-politiske historie – Polen og Estland, der faktisk var socialistiske i over 40 år, Danmark og Sverige, der ofte beskyldes for at være socialistiske økonomier, og Singapore, der for længe siden valgte en helt anden vej end de fleste rige lande. Bogen om Danmark, der er medforfattet af den fremragende Lars Christensen, hedder The Free Enterprise Welfare State giver et fint overblik over historien, og indsigter i hvordan en så skizofren konstruktion som Danmarks velfærdsstat nogenlunde kan finansiere sig selv.

Fraser Instituttet har nu udgivet en mini-dokumentar om Danmark, der bestemt kan anbefales. Hvis du har otte minutter til overs, er her noget at tænke over i weekenden:

Handbook of Research on Economic Freedom

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af og kilderne til økonomisk frihed? Det er hovedspørgsmålene i den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der blev udgivet for en uge siden af forlaget Edward Elgar. Bogen er redigeret af min gode ven, kollega og medforfatter Niclas Berggren (IFN, Stockholm), og omfatter foruden indledningen 26 kapitler om separate emner i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed.

Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:

Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.

I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.

Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).

Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”

Censureret forskning om Covid – session på APEE

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2024. 2 svar

Først på denne uge, fra søndag den 7. til tirsdag den 9., deltog jeg i den årlige konference i the Association for Private Enterprise Education (APEE) i Las Vegas. Konferencen er altid en fornøjelig affære blandt ligesindede, men omfatter også altid virkeligt god og interessant public choice forskning. I tirsdags gjaldt det ikke mindst en session om ‘censureret forskning’, som Bryan McCannon (Illinois Wesleyan University) havde sat sammen. Den bød – ikke overraskende – på fire papirer om effekter af nedlukninger og politik under Covid-epidemien.

Jeg fik lov til at starte sessionen med at præsentere mig papir “Lockdown Effects on SARS-CoV-2 Transmission: Evidence from Northern Jutland” som er skrevet sammen med Kasper Planeta Kepp fra DTU, og som vi har omtalt tidligere her på stedet. Som opmærksomme læsere måske kan huske, finder Kasper og jeg, at den ekstreme nedlukning af syv kommuner i Nordjylland – borgerne måtte ikke engang forlade kommunen – absolut ingen effekt havde på spredningen af Covid. Som jeg påpegede i Las Vegas, påstod danske epidemiologer at nedlukningen virkede: Vi kan dog ganske let vise, at det er en statistisk konsekvens af at ‘korrigere’ for testantallet, når man allerede før man begyndte at teste mere havde fundet stort set alle smittede. Det er derfor statistisk manipulerende at fokusere på antallet af observerede smittede som andel af antallet af testede. Gør man det korrekt, finder man en præcis nul-effekt.

Jeg blev fulgt af Mark Wilson (Saint Bonaventure), der præsenterede “Mask Mandates Increased COVID-19 Deaths in Kansas”. Papiret, der er skrevet sammen med Bryan, undersøger hvad der skete med overdødeligheden i Kansas efter at guvernøren indførte et påbud om mundbind i det offentlige rum. Tricket i papiret er, at alle counties i staten havde mulighed for at opte ud af politikken – og mange gjorde det, både i første og anden omgang. Mark viste, at mundbindspåbuddet blev fulgt af højere overdødelighed: Tre uger med mundbindskrav kostede to ekstra dødsfald. Mens det lyder som en meget lille effekt, skal det sættes i relation til at de 105 counties i Kansas i gennemsnit har 28.000 indbyggere, og medianen er 7000. Når tilhængere påstår, at det da ikke gjorde noget af folk blev tvunget til at bære mundbind selv der ikke var og er nogen evidens for at de virker, er det således ikke længere et godt argument.

Michael Makovi (Northwood University) var tredje præsentation med sit papir sammen med Phillip Magness (the Independent Institute) “The Efficacy of COVID-19 Lockdowns: A Dynamic Panel Analysis”. De to analyserer sammenhængen mellem nedlukninger og overdødelighed på tværs af de amerikanske stater i hele 2020, og gentager derfor min analyse, der kun var for europæiske lande i foråret 2020. Michael og Phil er metodisk sublimt dygtige, men finder absolut ingen effekt af nedlukninger uanset hvordan de angriber problemet.

Sessionen sluttede med Bryan selv, der præsenterede “Community Use of Face Masks and COVID-19: Further Evidence from State Mandates in the U.S.”, som er fælles arbejde med Dorothy Kemboi (West Virginia University). Papiret er et replikationsstudie af arbejde fra det amerikanske CDC, der påstod af mundbindskrav førte til lavere infektionsrater. Bryan viste, at når man udvider den korte periode, CDC studerede, til hele perioden fra januar 2020 til 2023, finder man absolut ingen (som i overhovedet og slet ikke) støtte for CDCs påstand: Mundbindskravene gjorde overhovedet ingen forskel for spredningen af Covid.

Hele sessionen var således en fejring af ordentlig forskning, som bare ikke har kunent publiceres. Bryan fortalte for eksempel om sit studie med Mark, at det var blevet afvist af 12 forskellige tidsskrifter. Den ene gang var begrundelsen fra en reviewer, at han ikke forstod hvorfor de havde lavet et studie af en utestet teori! Jamen, hvordan bliver de ellers testet? Alle seks forfattere, der deltog havde oplevet at få nedlukningsskeptiske studier afvist med de mest absurde begrundelser.

At man kunne tage til APEE og se dem præsenteret – og få et klart indtryk af, hvor omhyggelig kvalitetsforskning de er – var en stor fornøjelse. At min ven og kollega Stefan Sløk-Madsen fra Cepos blev udnævnt til nyt medlem af APEEs executive comitee gjorde ikke fornøjelsen mindre.

Drivhusgasudledninger og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2024. 4 svar

I december 2019 skrev vi om et nyt papir af undertegnede, der undersøgte sammenhængen mellem udledninger af CO2 og økonomisk frihed. Som vi noterede dengang, har vi flere gange skrevet om emnet (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen dengang var, et jeg havde et papir klar til forårets konference i the Public Choice Society. Det skete bare ikke, da coronanedlukningerne også lukkede konferencen. Jeg endte derfor i 2020 med at gøre papiret til et working paper for at få det ud over rampen, og forsøgte senere – efter en del meget positiv feedback – at få det udgivet videnskabeligt.

Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curve er derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.

Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.

Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO2 når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.

Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.

World Happiness Report 2024 – mere af det samme?

Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2024. Skriv et svar

I denne uge udkom den årlige World Happiness Report fra FN. Det betød allerførst, at jeg havde en meget travl onsdag, da en række journalister kontaktede mig for at få kommentarer på de nye tal. Men der var reelt ikke noget nyt om Danmark, der igen i år er nummer to efter Finland. Det overordnede billede er i virkeligheden forbløffende ens fra år til år, fordi de grundlæggende faktorer bag at en befolkning er mere eller mindre tilfreds med livet, er ret stabile. På den måde var 2024-rapporten simpelthen mere af det samme, men på en anden måde gemte der sig interessant information i rapporten.

Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.

Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.

Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.

Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.

Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?

Seminar om markedsøkonomi er kulturelt skadelig

Af Christian Bjørnskov, den 10. marts 2024. Skriv et svar

Forleden afholdt Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm et policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret var en af de sidste dele af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som Niclas Berggren og jeg har kørt de sidste 2½ år. Projektet er gavmildt finansieret af the John Templeton Foundation.

Hele seminaret, inklusive to forskningsindlæg fra Niclas og undertegnede, og en efterfølgende diskussion med Johanna Möllerström, Ulrica Schenström, og Karin Svanborg-Sjövall, kan nu ses på YouTube. Vi fik meget fint feedback på seminaret og syntes også – helt ydmygt – at det gik godt. Ikke mindst fik vi gode idéer til et nyt projekt i fremtiden – og vi tager gerne mod forslag for Punditokraternes læsere.

Kvindekampen burde være en kamp for økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2024. Skriv et svar

Idag er det Kvindernes Internationale Kampdag, og i bredere forstand derfor en dag, hvor ligestilling diskuteres ekstra intenst. Meget af diskussionen handler om lovgivning, ekstra rettigheder og sociale ydelser til kvinder, og mærkelige tiltag som kvindekvoter. Diskussionen ignorerer således en hel del ny forskning. Det gælder ikke mindst et helt nyt papir om økonomisk frihed fra Fraser Instituttet i Vancouver, skrevet af Rosemarie Fike.

Rosemarie undersøger i “Economic Freedom and Gender Norms” om der er en sammenhæng på tværs af verden mellem hvor økonomisk frit et samfund er, og hvordan folks kønsnormer ser ud. Baggrunden for hendes studie er Therese Nilsson og Niclas Berggrens pionerarbejde om økonomisk frihed og tolerancenormer (læs f.eks. her). Hun bygger således et indeks for kønsnormer fra tre spørgsmål i the World Values Survey, der måler folks holding til tre udsagn: “When jobs are scarce, men have more right to a job than women”; “Men make better political leaders than women do”; og “University is more important for a man than a woman.” Som illustration har vi gjort præcist det samme nedenfor og kortlagt det for Europa; bemærk at mørkeblå er de steder, folks har de mest ligestillende normer, mens rød er de mest diskriminerende normer.

Rosemaries konklusion er meget tydelig: “The results of this examination lend support to the doux commerce thesis. That is, greater economic freedom is associated with gender norms that treat men and women more equally. This relation holds even after controlling for income, the quality of political institutions, civil liberties, and religious beliefs.”

Selvom Rosemarie er meget omhyggelig med ikke at påstå, at alt er kausalt, viser hendes studie meget tydeligt, at lande hvor borgerne er mere økonomisk frie, har de også mere ligestillede kønsnormer. I princippet burde feminister og andre ligestillingsaktivister derfor støtte reformer, der giver større økonomisk frihed. I praksis er de fleste akademiske feminister voldsomt venstreorienterede. Det er et paradoks, der direkte modarbejder at borgerne bliver ligestillede.

24 Spørgsmål om – Frihed

Af Christian Bjørnskov, den 12. februar 2024. Skriv et svar

En af de bedste danske podcasts er 24 Spørgsmål til Professoren, der køres af Weekendavisen med støtte fra Carlsbergfondet. Den faktiske tilrettelæggelse og interviewene køres af den altid fremragende Lone Frank, der forleden havde mig i studiet. Udgangspunktet for samtalen var spørgsmålet “Hvad betyder forskellige aspekter af frihed i den virkelige verden?”

Det blev – efter min ydmyge, men ikke helt upartiske mening – en absolut glimrende podcast. Vi kom ind på en lang række emner om frihed, inklusive nødret, ytringsfrihed og terror, akademisk og forskningsfrihed, og økonomisk frihed og velstand. Emnet burde interessere Punditokraternes læsere, men kan naturligvis også bruges i gymnasiet. Hele podcasten kan høres her og er varmt anbefalet.

Blasfemilov – vores nye studie

Af Christian Bjørnskov, den 9. februar 2024. Skriv et svar

Mens debatten om regeringens nye Koranlov er ved at ebbe ud, er det stadig usikkert hvad den kommer til at gøre. På trods af, at regeringen med Peter Hummelgaard og Lars Løkke Rasmussen i spidsen slet ikke lægger skjul på, at loven sigter efter at begrænse danskernes ytringsfrihed – Hummelgaard mener for eksempel, at kunstere bare skal lave noget andet – er det op til landets domstole at bedømme, om ikke Grundlovens forsvar af ytringsfrihed ikke trumfer Koranlovens undertrykkelse af den. Men hele debatten, og loven i sig selv, er sket uden nogen form for forskningsbaseret viden, findes denne viden faktisk.

Vi skrev forleden om et nyt studie af Lasse Eskildsen og undertegnede, som vi præsenterede ved den årlige danske public choice workshop. Det relativt kort studie er nu færdigt, og vi har lagt det op på SSRN så alle interesserede kan læse det. Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism? kan læses ved blot at klikke på titlen. Hovedkonklusionen er, at blasfemiforbud ikke gør noget som helst ved terrorrisikoen, men vi opfordrer naturligvis alle interesserede til at læse studiet. Abstractet er nedenfor.

Abstract: Although several countries have repealed their laws banning blasphemy in recent years, it is often argued that such laws are necessary to prevent conflicts and terrorism. In this paper, we explore the association between types of blasphemy law and terrorist events. We find that while blasphemy law in general is not associated with terrorism, countries with constitutionalised blasphemy bans experience more events.

Blasfemiforbud sænker ikke terrorrisikoen

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2024. 1 svar

I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?

Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.

Dansk public choice workshop 2024 – i Aarhus

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2024. 1 svar

Som trofaste læsere ved, afholder vi hvert år i slutningen af januar den danske public choice workshop. Workshoppen er en éndags-event, hvor forskere fra Danmark og andre lande kommer for at præsentere deres nye forskning, og for at høre og diskutere andres nye forskning i public choice og politisk økonomi. Det er altid en venlig og hyggelig event, hvor folk på alle trin i deres karriere deltager. Jeg har også adskillige gange oplevet både bachelor- og kandidatstuderende, der deltog og fik enten idéer til opgaver, eller en indsigt i, hvad forskere kigger efter. Og særligt for studerende er det en god mulighed for at tale med andre forskere, de måske er interesserede i.

Progammet er nu parat for workshoppen, der afholdes på Aarhus Universitet fredag den 26. januar fra klokken 11-18. Stedet er bygning 2630 (K), lokale 101 og 102. Nedenfor er hele programmet. Alle interesserede er velkomne til at deltage i workshoppen, eller måske bare sidde med på en enkelt session i løbet af dagen.

11.00: Welcome

11.05: Institutions and economic freedom (Chair: Niclas Berggren)

Andreas Bergh (Lund) and Richard Öhrvall (Linköping): Market Friendliness and Social Trust: Evidence from Sweden

Peter Nannestad (Aarhus): Cultural, Economic, and Institutional Correlates of Private Charity: Exploring Some Macro-Level Evidence

Jerg Gutmann (Hamburg) and Tim Krieger (Freiburg): Economic Freedom and Varieties of Peace

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Economic Freedom and Academic Freedom: An Extension of the Hayek-Friedman Hypothesis

Martin Paldam (Aarhus): Can Democracy and Religiosity Explain Corruption? An Empirical Survey of Cross-Country Data

12.50: Lunch

14.30a: Local-level effects (Chair: Josh Bedi)

David Sandberg (Lund): The effects of a local labor market shock on young adults: Evidence from military base closures in Sweden

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Can Economic Rationality Help Explain Rollo’s Career in Normandy around Year 900?

Josh Bedi (CBS): Protecting Postville? The Impact of Deportation on Local Crime Rates

14.30b: Populist policy (Chair: Andrea Sáenz de Viteri)

Lasse Eskildsen and Christian Bjørnskov (Aarhus): Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism?

Jan Fałkowski, Łukasz Hardt, Jacek Lewkowicz (Warsaw): Political Affiliation and Voting on Interest Rates: Some Evidence from the Monetary Policy Council in Poland, 1998-2022

Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prague) and María Julieta Sammartino (Navarra): Currency Overvaluation and Populism in Latin America

1600: Coffee

16.25a: Public economics (Chair: Henrik Jordahl)

Line Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Assessing the potential productivity gains in municipal administration: Evidence from benchmarking in Denmark

Rasmus Wiese and Steffen Eriksen (Groningen): Willingness to pay for improved public education and public health systems: The role of income mobility prospects

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Influence of Policy Instruments and Voter Pressure on Pass Rates in Lower Secondary Schools in Denmark

Henrik Jordahl (Örebro), Astghik Mavisakalyan (Curtin), and Panu Poutvaara (CESIfo): Attractiveness and Preferences for Redistribution: The role of Gender

16.25b: Constitutions and autocracy (Chair: Christian Bjørnskov)

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), Jerg Gutmann (Hamburg), and Stefan Voigt (Hamburg): Can new constitutions tighten the reins? The effect of constitutional change on constitutional compliance

Stefan Voigt and Jerg Gutmann (Hamburg): Extending the Separation of Powers– A Silver Bullet for Making Constitutional Democracy Sustainable?

Lasse Aaskoven (Southern Denmark) and Brenda van Coppenolle (Sciences Po, Paris): Autocratization and Political Dynasties: Evidence from Denmark

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andrea Sáenz de Viteri (VSE, Prague), and Martin Rode (Navarra): A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean

18.10: End of workshop

Gæsteindlæg: Økonomisk frihed og luftforurening

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2024. Skriv et svar

Vi bringer idag et gæsteindlæg fra Nikolaj Richardt Pedersen, der er elev i 3.G på Herlufsholm Gymnasium.

Fra marts til oktober 2023 har jeg været en del af Projekt Forskerspirer, et akademisk projekt administreret af KU og AU, som er rettet mod gymnasieelever. Jeg har været så heldig at få muligheden for at arbejde med Christian Bjørnskov, som har hjulpet med at udarbejde en længere synopsis for et forskningsprojekt. Nedenstående er et uddrag af denne synopsis.

Luftforurening er noget, der typisk er en usynlig dræber. En tydelig tendens kan bemærkes: Rige og velfungerende lande har en markant lavere grad af skadelig luftforurening. Samtidig har økonomen Donald Boudreaux udtalt, at verden bliver ”Cleaned by Capitalism”, hvor markedsmekanismen antagelsesvis over tid, udbyder mindre skadelige produkter. En del tidligere forskning har udledt, at når lande opnår et vist niveau af velstand, begynder de at rengøre miljøet. Inden dette niveau opnås, forurenes der stadig mere; det omtales som den miljømæssige Kuznets kurve. Økonomisk frihed antages at sikre en større idéudveksling og innovationskraft, der skaber grønnere løsninger samt økonomisk vækst. Egenskaber, der i sig selv fremmer produkter, som i produktionen og anvendelsen udleder mindre luftforurening.

Undersøgelsen er en kvantitativ sammenholdelse af ’økonomisk frihed’ som den uafhængige variabel overfor luftforurening som den afhængige variabel. Derved bygger undersøgelsen på Fraser Institutes Economic Freedom Index og luftforureningsparametrene PM2.5, PM10 og NO2 fra Word Health Organization, Word Development Indicators, og OECD. På baggrund af alle OECD-lande i perioden 1990-2019, hvor landene sammenlignes relativt til år 2019 og udvalgte lande sammenlignes ift. deres udvikling i perioden.

En væsentlig fejlkilde i enhver sammenligning er, at en udvikling i økonomisk frihed vil tage tid, før det vil virke forbedrende på luftforurening. Derfor formodes luftforureningsværdierne at være et billede af niveauet af økonomisk frihed for flere år tilbage. Desuden forudsættes det i undersøgelsen, at sammenhængen mellem variable er cirka lineær. Ligeledes tager undersøgelsen ikke højde for OECD-landenes outsourcing af luftforurenende produktion, men alligevel har udviklede lande relativt bæredygtig produktion og produkter.

Jeg viser her en række udvalgte resultater fra den synkrone undersøgelse i figurform:

For to af forureningsindikatorerne (PM2.5 og PM10) fandtes en outlier, der alle steder er korrigeret væk af geografiske årsager. Der observeres en fin forklaringsgrad (en R2 mellem 0,42 og 0,60(, og et diagram, hvor datapunkterne ligger ganske tæt på af tendenslinjen.

Følger man udviklingen i lande over tid, får man meget lignende mønstre. Her er to udvalgte diagrammer fra den diakrone undersøgelse.

Der er få datapunkter, men diagrammet for Sydkorea viser umiddelbart en fin tendens. For lande, som Estland med en næsten konstant grad af økonomisk frihed i perioden, kan en tendens ikke ses. I Estland ser man derimod et konstant fald efter transitionen væk fra socialisme og en meget stor stigning i den økonomiske frihed i 1990erne.

Samlet kan man bemærke, at økonomisk frihed i nogle tilfælde umiddelbart ser ud til at kunne forklare 50-60% af udviklingen i den afhængige variabel. Både udviklingen i lande og særligt mønstret på tværs af lande udmærker sig til et fint empirisk grundlag, der bør sammenkobles til teorien bag. Der er altså klart indicium for en nævneværdig sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og skadelig luftforurening i et givent land.

Nikolaj ‘vandt’ desværre ikke forskerspireprojektet, men hans projekt var virkeligt fint. Og der ligger så absolut et emne for et glimrende bachelor- eller specialeprojekt, der kunne tage udgangspunkt i hans forskerspirearbejde. Varmt anbefalet herfra!

Vækst efter Solow og Swan

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2024. Skriv et svar

Forleden skrev Otto om den amerikanske nationaløkonom Robert Solow, der døde umiddelbart før jul. Han var modtager af både John Bates Clark-medaljen i 1961 og Nobelprisen i 1987 for sit arbejde omkring langsigtet økonomisk vækst. Solow var utvivlsomt en stor økonom, men er idag primært kendt for den vækstmodel, der bærer hans navn – ofte sammen med Trevor Swans, der på samme tid og uafhængigt af Solow nåede til den samme indsigt.

Solow og Swans berømte indsigt er, at økonomisk vækst der kun er baseret på ‘almindelige’ investeringer i udstyr, ressourcer og arbejdskraft, holder op. Grunden er, at mens den ekstra, marginale effekt af mere udstyr osv. falder – maskine nummer 110 gør ikke nær så stor en forskel som maskine nummer 11 – stiger omkostningerne til vedligehold og udskiftning af udstyr, og omkostninger til løn, lineært: Maskine nummer 110 og arbejder nummer 89 koster det samme i vedligehold eller løn som nummer 11 og 9. Den grundlæggende indsigt er derfor, at permanent langsigtet vækst nødvendigvis må komme fra produktivitetsfremskridt.

Tiden efter at Solow og Swans indsigt var blevet accepteret af økonomprofessionen, blev derfor kendetegnet ved to ting. For det første skiftede meget af den økonomiske interesse i 1960erne og 1970erne til konjunkturanalyse. For det andet, og i særlig grad fra slutningen af 1980erne, skiftede interessen i vækstforskning til det indlysende spørgsmål: Hvor kommer produktivitetsfremskridtene så fra, og hvorfor er nogle lande foran andre i produktivitetsudvikling?

Et at af de meget få bidrag fra 1960erne var med til at starte det, vi idag taler om som ‘endogen vækstteori’. Det er ikke – som nogen studerende til tider tror – en enkelt teori, men en hel familie af teorier med det fællestræk, at de alle forsøger at forklare hvor produktivitetsudviklingen kommer fra. Bidraget fra 1960erne af Richard Nelson og Edmund Phelps foreslog, at uddannelse var central. Som de skrev:

We suggest that, in a technologically progressive or dynamic economy, production management is a function requiring adaptation to change and that the more educated a manager is, the quicker will he be to introduce new techniques of production. To put the hypothesis simply, educated people make good innovators, so that education speeds the process of technological diffusion.

Vækstteori efter Solow og Swan gik dog langsomt igang, og det var først sidst i 1980erne at den senere Nobelprismodtager Paul Romer tog Nelson og Phelps idéer op igen, at der virkelig kom gang i den videnskabelige udvikling. Romers idé var, at jo bedre uddannede ens medarbejdere er, jo mere sandsynligt er det, at de finder på noget nyt. De to teorier er derfor ikke modsætninger, fordi Romer primært interesserede sig for, hvor innovationen kom fra, mens Nelson og Phelps mere fokuserede på, hvordan den spredte sig til andre virksomheder.

Der er en række andre teori, der alle hører til endogen vækstteori. Philippe Aghion og Peter Howitt foreslog tidligt, at man burde forestille sig en økonomi med nogen virksomheder med en forsknings- og udviklingsafdeling. Innovationen fra afdelingerne ville kunne give virksomhederne en konkurrencefordel indtil deres konkurrenter indhentede dem. Mens Aghion og Howitt således satte spot på det faktum, at der findes almindelige investeringer og investering i innovation – investeringer er således ikke én, men to ting – rejste deres model også en række spørgsmål om, hvilken grad innovation bør patentbeskyttes. En lidt anden gren af de endogene vækstteorier er de såkaldte AK-modeller, der alle hviler på at investeringer på en eller anden måde giver en ekstraeffekt i forhold til Solow og Swans model. Kenneth Arrow foreslog for eksempel tidligt, at når en virksomhed investerer i mere udstyr, sker der også en slags learning-by-doing. Når folk flytter job, eller virksomheder på andre måder lærer af hinanden, spreder disse learning-by-doing gevinster sig til andre virksomheder, der måske slet ikke investerede selv. Der bliver på den måde en ‘positiv eksternalitet’ af virksomheders investeringer i nyt udstyr, maskinel eller teknologi.

Vækstteori er derfor blevet et felt i nationaløkonomi, som man kan bruge et helt fag eller to på at undervise i. Men stort set alt nyt i vækstteori starter med Solow og Swans fundamentale spørgsmål: Hvor kommer den ekstra produktivitet fra? Uden hundreder af verdens dygtigste økonomer, der har brugt år af deres liv på at tænke på spørgsmålet, eller tænke over hvordan man empirisk kan undersøge, hvilke teorier der bedst passer på virkeligheden, var vi aldrig kommet til vores nuværende forståelse af vækstprocesser. Det, man virkeligt kan undre og ærgre sig over, er at så mange virksomhedsledere og politikere stadig ikke har forstået Solow og Swans indsigt, men stadig tror, at jo flere ressourcer et land smider efter almindelige investeringer, jo bedre gør det. Det har vi i forskningen vidst sideen 1956 ikke er sandt.

Økonomisk frihed og individualisme forstærker hinanden

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2023. Skriv et svar

For at bekæmpe den sorte økonomi vil den danske regering afskaffe 1000-kronesedlen. Man kan mene om forslaget hvad man vil, og endda spørge om formålet med det – at få flere penge i statskassen ved at tvinge økonomisk aktivitet til at blive registreret og beskattet – overhovedet er proportionalt med midlet, og om det vil virke. Men diskussionen rejser også et andet spørgsmål: Hvorfor har nogle lande så store undergrundsøkonomier og meget sort arbejde, mens andre lande ikke har? Det har den amerikanske forsker James Saunoris (Eastern Michigan University) et nyt svar på.

I artiklen “Individualism, economic freedom, and the development of the shadow economy“, der lige er accepteret hos Economic Systems, undersøger Saunoris netop, hvorfor nogle lande har mere sort økonomi. Hans udgangspunkt er, at tidligere forskning fra bl.a. Axel Dreher (Universität Heidelberg) har vist, at reformer der øger borgernes økonomiske frihed, også formindsker den sorte økonomi. Andre forskere har i stedet fokuseret på det som et kulturfænomen, og for eksempel vist, at der er mere sort økonomi i kollektivistiske kulturer, og mindre i individualistiske kulturer.

Saunoris’s undersøgelse peger på, at begge regninger i forskningen har ret, men går et skridt videre. Det viser sig nemlig, at de to forhold – økonomisk frihed og en individualistisk kultur – forstærker hinanden! Kombinationen af en høj grad af økonomisk frihed og en stærkt individualistisk kultur giver typisk den mindste undergrundsøkonomi og mindre sort arbejde.

Den nye forskning peger således på, som Saunoris konkluderer, at økonomisk og institutional politik, der forøger borgernes økonomiske frihed, reducerer den sorte økonomi mere i individualistiske kulturer. Det er for eksempel Danmark, der på trods af Socialdemokraternes ihærdige forsøg fra 1950erne og frem, stadig er et af de mest individualistiske samfund i verden. Men det betyder også – med direkte reference til den danske regerings indsats for tiden – at reducerer man den økonomiske frihed, reagerer borgere i lande som Danmark, Storbritannien og Australien også mere, ved at forsøge at rykke aktivitet væk fra statens og Skats klamme hånd. Med andre ord peger den nye forskning på, at når den elendige SVM-regering forøger den offentlige sektors størrelse, giver Skat mere magt, og regulerer samfundet tættere, vil danskerne forsøge at skabe en større sort økonomi for at beskytte sig selv. Det selvforskyldte probleem hjælper afskaffelsen af 1000-kronesedlen næppe på.

Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2023. 4 svar

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.