Tag-arkiv: samfundsforskning

Dansk / baltisk public choice workshop 2025 – præsentationerne

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2025. 1 svar

Den 31. januar og 1. februar afholder vi den årlige danske public choice workshop. Det er den 25. af slagsen, og i år også den første ‘baltiske’ public choice workshop, da vi denne gang skal til Malmø. Det er endda, så vidt jeg kan se, den største vi har afholdt, da der er hele 22 præsentationer på programmet.

Mens programmet ikke er helt på plads, da vi må tage hensyn til flere deltageres ønsker, har vi nu en fuld liste af præsentationer. De bliver fordelt i et program, der kører fredag den 31/1 mellem 11 og 17.30, og lørdag den 1/2 mellem 9 og 11, programmet annonceres som altid her på stedet. Indtil da kan læserne danne sig et overblik over de mange emner til workshoppen. Som altid er alle interesserede velkomne til at komme en hel dag, eller måske bare til en enkelt session. Her er den fulde liste af præsentationer:

Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons

Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle

Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis

Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?

Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe

Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation

Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice

Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature

Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants

Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?

Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals

Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance

Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?

Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility

Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking

Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective

Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition

Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process

Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market

Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence

Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service

Hvorfor vokser Storbritannien så langsomt?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2025. Skriv et svar

Et par uger før jul deltog jeg i et debatarrangement i London, organiseret af the Institute of Economic Affairs. Oplægsholderen var Tyler Goodspeed, der siden 2023 har været cheføkonom for ExxonMobil og i 2020-21 var medlem af den amerikanske præsidents Council of Economic Advisers; fra juni 2020 til januar 2021 var han fungerende formand. Tylers oplæg handlede om, hvorfor Storbritannien vokser så langsomt, og helt særligt hvorfor væksten har været anæmisk siden 2008.

Efter oplægget havde jeg fornøjelsen, sammen med IEAs egen Kristian Niemitz, at kommentere på Tylers oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Vi kom også kort ind på, i hvilket omfang Danmark og andre lande lider under samme problemer som briterne, og hvad man måske kan gøre. Hele arrangementet var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi der også var mulighed for at tale med nogle af de knap 100 tilhørere og deltagere. Det hele er varmt anbefalet!

Selvmord i Danmark i 122 år

Af Christian Bjørnskov, den 1. januar 2025. 2 svar

Som nogle læsere ved, har jeg de sidste ti år holdt mange foredrag om moderne lykkeforskning: Hvad ved man om folks lykke og tilfredshed med deres liv, hvordan ved vi det, og hvorfor er Danmark blandt de lykkeligste lande i verden. Næsten hver gang jeg holder et af foredragene, sidder der en i publikum med en umiddelbart alvorligt indvending: Hvordan kan det passe, at danskerne er så lykkelige, når vi har så mange selvmord? Og hver gang må jeg forklare, at den danske selvmordsrate slet ikke er høj – det var den engang, og danske journalister, der skriver om emnet, har ganske enkelt ikke opdaget udviklingen.

Hvordan ser udviklingen så faktisk ud? Det illustrerer vi i figuren nedenfor, der plotter selvmordsraten per million indbyggere fra 1901 til 2022; data er fra Danmarks Statistiks Statistisk Årbog fra 1902 og frem, og fra Statistikbanken. Tre forhold er meget klare.

For det første stiger selvmordsraten næsten eksplosivt fra midten af 1960erne til 1980: I midt-60erne ligger raten omkring 190 dødsfald per million, mens den topper i 1980 på 316! Det er er niveau, der cirka svarer til Rusland idag, og derfor også det niveau, mange ‘husker’ og tror er det samme som idag. Men det andet forhold, der er så slående, er det ekstremt store fald siden da. Selvmordsraten i Danmark er reduceret til en tredjedel af hvad den var i slutningen af de elendige 1970ere.

Det sidste klart synlige forhold er glemt idag. Fra 1920 til udbruddet af anden verdenskrig steg selvmordsraten i Danmark ganske markant. Det var – bortset fra Depressionen – en tid, hvor det gik økonomisk godt og Danmark blev blandt verdens fem rigeste samfund. Og alligevel begik flere mennesker selvmord. Ser man på tværs af de 122 år, er det faktisk forbløffende at se, at selvmordsraten falder, når det går økonomisk ringe, og stiger i gode år. Den opfører sig således ikke særligt intuitivt.

Overordnet er pointen med årets første blogpost således at udrydde en myte, der findes blandt mange danskere, og endda blandt danske journalister. Danmarks selvmordsrate er ikke særligt høj. Ifølge WHO-tal ligger vi endda lidt under midten af de 183 samfund, der er data på. Myten skyldes helt tydeligt, at da 1968-generationen blev voksne, voksede selvmordsraten voldsomt. Da de blev ældre faldt den igen. Der er derfor intet mystisk i, at Danmark har så tilfredse borgere – vi slår ikke længere os selv ihjel som vores forældres og bedsteforældres generationer gjorde.

Hvordan påvirker demokrati terrorismetrusler?

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2024. Skriv et svar

I samfundsforskningen har der de senere år været en diskussion om, hvorvidt demokrati forhindrer eller decideret tiltrækker terrorisme. Den amerikanske politolog Erica Chenoweth har gjort sig til talsmand for, at terrorisme er et specifikt demokratisk fænomen, mens andre fremtrædende forskere som Todd Sandler og Khusrav Gaibulloev har fremhævet, at langt det meste terrorisme sker i såkaldte ‘anokratier’ – en gruppe autokratier, der har flerpartivalg, men ikke demokrati. Men meget få studier har set på, hvad det mere specifikt er, der kunne gøre demokratier mere resiliente overfor terrorisme. Det er netop dét, Lasse S. Eskildsen og jeg ser på i et nyt studie, der nu er under udgivelse (og tilgængelig online) i Constitutional Political Economy.

I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism? undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”

I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.

Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?

Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?

Tak til AE – I har ret

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2024. Skriv et svar

Det er ikke tit, at vi er enige med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og endnu sjældnere, at der er grund til at rose dem. Men det er der faktisk idag, hvor AE’s direktør Lars Andersen skriver i Berlingske, at “Høj produktivitet sikrer høj velstand.” I en ny analyse viser hans medarbejdere, at af den 125 procent store tilvækst i bruttofaktorindkomsten (et mål meget tæt på BNP) siden 1980, er de 100 procent kommet fra øget produktivitet, mens den resterende femtedel kan skyldes arbejdsudbudseffekter. Som vi også har skrevet om flere gange her på stedet – se f.eks. vores “Produktivitet er (næsten) alt” fra i sommers – trumfer produktivitetsfremskridt alt andet på langt sigt.

Det er godt at se, at AE nu er med på den faglige vogn, og ikke mindst at de noterer det præcist samme, som vi her på stedet har beklaget: At “Produktivitet fylder ikke meget på Christiansborg”, som Andersen pointerer. Man kan være uenig i hans vurdering af, hvor vigtige investeringer i uddannelse er, ligesom AE nok også overvurderer betydningen af almindelige erhvervsinvesteringer. Men Andersen og hans hold skal have tak for ikke blot at pointere, at produktivitet er den altoverskyggende kilde til langsigtet velstand, men også at de slutter sig til stemmer som vores på den anden politisk fløj, i at forsøge at råbe Christiansborg op. Hvordan man så opnår permanent hurtigere produktivitetsvækst kan vi så have en informeret, faglig debat om bagefter.

Mere om Hayek

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2024. Skriv et svar

I tirsdags var det 50-årsdagen for Friedrich Hayeks Nobelpris i økonomi. I den anledning har to organisationer hver lavet en kort præsentation af manden og hans tanker. Den ene er fra Jonathan Fortier og hans kolleger hos Libertarianism.org og the Cato Institute, som bruger 21 minutter med Donald Boudreaxu, Bruce Caldwell og Deirdre McCloskey på at forklare den historiske baggrund og Hayeks tanker. Den anden er en 12-minutter lang slags Q&A om Hayek med Kristian Niemitz fra the Institute of Economic Affairs i London. Begge er varmt anbefalede for alle, der har appetit på at lære mere om en af de vigtigste økonomer i det 20. århundrede,

Hayeks Nobelpris 50 år efter

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2024. Skriv et svar

Idag er dagen hvor Nobelpriserne officielt uddeles. Det er således ogå præcist 50 år siden, at F.A. Hayek fik sin Nobelpris, som han delte med svenskeren Gunnar Myrdal for “for their pioneering work in the theory of money and economic fluctuations and for their penetrating analysis of the interdependence of economic, social and institutional phenomena.” Det er dermed også 50 år siden, at adskillige forskere klagede over Hayeks pris, og argumenterede for at den var politisk motiveret. Eftertiden har vist, hvor forkert det var.

Idag bør man alligevel fejre Hayeks Nobelpris og undre sig over klagerne. I 2011 kårede toptidsskriftet American Economic Review for eksempel de 20 mest indflydelsesrige artikler, det havde publiceret i dets første 100 år. Hayeks 1945-artikel The Use of Knowledge in Society var helt ukontroversielt blandt de 20. Det samme er reflekteret på Google Scholar, der pt. finder 23895 citationer af artiklen, 14795 citationer af Law, Legislation and Liberty, og cirka lige så mange af The Constitution of Liberty. Hayeks Use of Knowledge artikel er citeret langt over 4000 gange de sidste fem år alene, mens alt Gunnar Myrdal skrev, er citeret omtrent 35 gange. Myrdal er næsten totalt glemt idag, og hans arbejde er svært at tage særligt alvorligt som forskning idag. Hayek, derimod, er stadig ekstremt relevant i så forskellige felter som monopol- og konkurrencelovgivning, iværksætterstudier, og vores forståelse af vækst. og innovationsprocesser.

Det gjaldt ikke mindst i 2020-22, da nedlukningerne i den vestlig verden i høj grad hvilede på det, Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte “The Pretence of Knowledge”. Hayeks penetrerende analyse af, hvad der sker når man gør som om man har viden og forståelse af komplekse fænomener, er absolut værd at mindes om igen. Hele den korte forelæsning kan læses her, og er meget varmt anbefalet. Der er mange værre måder at bruge 20 minutter på en decemberaften!

Opdatering: The Institute of Economic Affairs i London har udgivet et lille jubilæumsskrift med Hayeks Nobelforelæsning og nyskrevne betragtninger fra Peter Boettke, Donald Boudreaux, og Bruce Caldwell. Hele publikationen kan hentes gratis her.

Nationalisering af Kastrup er en tåbelig idé

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2024. 2 svar

Forleden dag kom det frem, at regeringen har besluttet at nationalisere Københavns Lufthavn i Kastrup. Beslutningen kom som en tyv i natten, og materialet blev sendt ud til Finansudvalget klokken 17.50 dagen før udvalget skulle stemme klokken 13. Udvalgets medlemmer havde således reelt ingen tid til at sætte sig ind i substansen af et forslag, som en lille inderkreds havde forberedt i en uges tid. Den danske stat ejer nu 98,6 % af aktierne i lufthavnen, der dermed er fuldt nationaliseret. Statsministeren har omtalt nationaliseringen som en “stærk værdimæssig beslutning“, med begrundelsen at mange danskere arbejder der. Udover at hendes rationale er dybt mærkværdigt, er det en på alle måder tåbelig beslutning, som kun handler om ideologi og magt.

Mens jeg skriver mere om det i løbet af ugen, er her to analyser af effekter af privatisering af lufthavne. Begge er derfor informative omkring, hvad de sandsynlige konsekvenser er af regerings nationalisering af Kastrup.

I marts sidste år udkom en revideret version af working paper 30544 fra det renomerede National Bureau of Economic Research, der handler om emnet. Sabrina T. Howell, Yeejin Jang, Hyeik Kim og Michael S. Weisbach viser under titlen All Clear for Takeoff, hvordan privatiserede lufthavne bliver mere veldrevne: De investerer typisk i mere kapacitet, forhandler mere effektivt med luftfartsselskaber – særligt de såkaldt nationale ‘flag carriers’ – og sælger mere i deres butikker. I gennemsnit fyrer de ikke folk, men er ganske enkelt bedre til at drive en forretning. Det gælder i særlig grad for dem, der ejes af investeringsfonde, men også hvor det lokale styre ikke er korrupt.

Nogle år tidligere udgav Cato Institute en analyse af Robert Poole og Chris Edwards med titlen Privatizing Airports. Her fokuserer forfatterne på USA, men også hvad landets næsten totalt statslige luftfartsinfrastruktur kan lære af privatisering rundt omkring i verden. De peger på international evidens for højere servicekvalitet, bedre infrastrukturinvesteringer, og muligvis også færre forsinkelser i de privatdrevne lufthavne i Europa.

Regeringen har ikke præsenteret rigtige argumenter for at nationalisere Københavns Lufthavn, heller ikke for Finansudvalget. Man får fornemmelsen, at det er sket af rent ideologiske grunde, for at hjælpe et nødlidende SAS – som den danske stat også ejer cirka 26 % af – og måske, som en kollega foreslog, for at bruge nogle af alle milliarderne i det offentlige overskud. Alt tyder på, at det er en elendig beslutning for lufthavnen såvel som for danskerne. Og ovenfor er en del af evidensen for det.

Studier af nedlukningen, fire år senere

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2024. Skriv et svar

I marts 2020 begyndte den vestlige verdens regeringer at lukke deres samfund ned som reaktion mod den da nye coronavirus. Totale nedlukninger af hele samfund var en ny type politik, som langt de fleste epidemiologer indtil da havde advaret imod. Konsensus før 2020 var, at de var ineffektive og havde enorme, negative økonomiske og sociale konsekvenser. Men hvad der havde været konsensus nogle få måneder før, blev pludseligt et kontroversielt synspunkt.

Det skete på trods af, at de første empiriske studier i 2020 faktisk bekræftede, at nedlukning ikke var et effektivt respons – selv når de fuldstændigt så bort fra andre konsekvenser end dødelighed. Anledningen til denne post er netop, at jeg for et par dage siden så på Google Scholar, at mit studie fra august 2020 nu er citeret 100 gange. De tre andre kritiske studier fra dengang – Chaudhry et al., de Larochelambert et al., og Atkeson, Kopecky og Zha – er ligeledes ret pænt citerede. Chaudhry et al. er citeret hele 543 gange, de Larochelambert 103, og Atkeson 80 gange. Jonas Herbys metaanalyse, skrevet sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, er citeret hele 276 gange per december 2024.

Mit eget studie, som jeg lagde på SSRN som working paper i august 2020, pegede på at nedlukningerne i Europa i foråret havde været totalt ineffektive. Den publicerede version, der udkom i CESIfo Economic Studies året efter, var præget af to bedømmeres kommentarer, der sigtede efter at finde effekter – i en grad, så en af dem skrev, at “vi jo ved” at tidlige nedlukninger virker. Men konsekvensen af at følge bedømmernes forslag til ekstra tests – der var med det klare formål at finde positive effekter – var, at de målte effekter faktisk viste sig a være negative for aldersgruppen 60-79.

Mit held var, at redaktøren på CESIfo Economic Studies har faglig integritet og accepterede, at min undersøgelse – med en masse ekstra tests – modsat hans personlige forventning viste nul effektivitet. Det var ikke tilfældet for mange af mine kolleger, der nåede til samme konklusion i lignende, ordentligt udførte empiriske studier. De fleste af os oplevede at folk decideret råbte ad os i online debatter, at bedømmere og redaktører afviste studierne med absurde begrundelser, og mange – ikke mig, da jeg ikke findes på sociale medier – blev beskyldt for at være ligeglade med folks liv og klar til at aflive deres medborgere.

Men som Herby et al., der er på vej ud i Public Choice, med al ønskelig tydelighed viser, viser massen af empiriske studier, at nedlukningerne ikke virkede. Det samme gælder også et nyt og meget avanceret studie af Phil Magness og Michael Makovi, der desværre stadig ikke er online. På samme tid er en række studier begyndt at udkomme, der dokumenterer alvorlige bivirkninger ved coronapolitikken; se f.eks. McCannon og Wilsons studie af mundbindspåbud.

Som man kan se både på studierne, og på hvor meget de centrale empiriske undersøgelser nu citeres, har konsensus i forskningen bevæget sig tilbage til, at nedlukninger ikke er effektive – men uden at nogen har sagt det særligt højt! Indtrykket man får – og husk, at det er mit eget personlige indtryk, og en række af mine kollegers – er at der fra politisk hold, og fra mange epidemiologer, ikke er nogen særlig interesse i overhovedet at tale om, hvad man gjorde ved millioner af mennesker i 2020 og 2021. Studierne af nedlukninger fra de sidste fire år er tydelige, og bliver ved med at blive både citeret og bekræftet af nyere forskning. Nu mangler vi mere forskning i, hvor voldsomme konsekvenserne af nedlukningerne var for økonomien, for folks mentale helbred, og for den langsigtede udvikling, hvis der da er nogen, der overhovedet er interesserede i en periode, som mange åbenbart helst vil gemme og glemme.

Hvad er værst: Ingen stat eller en elendig stat?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2024. 5 svar

Jeg har de sidste dage haft fornøjelsen af at deltage i dette års konference i the Southern Economic Association, der i år afholdes i Washington DC. Det har været let at finde virkeligt interessante præsentationer af ny forskning, såvel som virkeligt interessante forskere blandt de næsten 2400 deltagere. Alligevel var et af højdepunkterne denne morgens session, som jeg selv havde været med til at organisere. Overskriften var “Coups and Revolutions”, og hver af de fire præsentationer fra Joshua Ammons (Wabash College), Jerg Gutmann (Hamborg), Vincent Geloso (GMU) og Kevin Grier (Texas Tech) fik os alle til at tænke.

Måske den mest tankevækkende præsentation kom fra Vincent Geloso (på billedet), der sammen med Kevin Grier stillede det provokerende spørgsmål, om det er bedre slet ingen stat at have end at have en elendig stat. Deres eksempel er Somalia, hvor den nationale stat ganske enkelt brød sammen i en massiv borgerkrig i starten af 1990erne.

Vincent og Kevin bruger den syntetiske kontrolmetode (se f.eks. her) for at vurdere, hvordan det sandsynligvis var gået Somalia uden sammenbruddet. Somaliske indkomstdata er naturligvis meget upræcise, både før men i særlig grad efter sammenbruddet, så det canadisk-amerikanske par bruger tre forskellige serier uden at finde de helt store forskelle.

Resultatet kan ses på fotoet ovenfor, hvor den lodrette linje markerer sammenbruddet af den somaliske stat, den fuldt optrukne linje viser hvordan det er gået med nationalindkomsten, og den stiplede viser den syntetiske kontrol – det bedste bud på, hvordan det var gået uden et totalt sammenbrud. Det er her vigtigt at understrege, at metoden ender med at vise, hvordan det sandsynligvis var gået med statslige institutioner af en kvalitet nogenlunde som i Chad, Mali eller Mozambique. Sammenligningen er med andre ord ikke ligefrem med en demokratisk retsstat. Alligevel ender Vincent og Kevin med at konkludere, at det ville være gået langt, langt bedre hvis Somalia have beholdt en elendig stat i stedet for at få en periode på 15 år uden en national stat.

Og hvorfor er det så vigtigt og interessant? Resultatet peger på – i modsætning til det, der måske virker intuitivt for mange af os – at selv dybt korrupte, elendige statsinstitutioner stadig er bedre end ikke at have nogen. Det indebærer ikke, at det altid gælder: Som Vincent noterede med et glimt i øjet, ville han hellere bo i middelalderens anarkistiske Island end i middelalderens stabile statsdannelse i Byzantium. Men måske har vi undervurderet den økonomiske værdi af, at der er en vis koordinerende institution – uanset hvor korrupt, nepotistisk og illegitim den er?

Om at måle korruption

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2024. 2 svar

Igår havde jeg fornøjelsen at undervise en lille, men opmærksom gruppe studerende i korruption. Formålet var naturligvis ikke at vise, hvordan man bestikker nogen, men hvad vi ved om, hvorfor bestikkelse sker, hvor det sker, og også hvad konsekvenserne typisk er. En væsentlig del af vores diskussion handlede om det svære spørgsmål_ Hvordan måler man, hvor meget korruption der er i en region eller et land?

Problemet er ikke begrænset til korruption: Mange forhold som omfanget af korruption, størrelsen af den sorte økonomi, og graden af skatteunddragelse er alle kompliceret af det faktum, at det er ting som folk har en stærk interesse i at holde hemmelige. Hvor stort et problem det er, illustrerer vi nedenfor.

På tværs af USA har man mulighed for at bruge et af to mål, der regulært publiceres. Det ene er antallet af korruptionssigtelser og korruptionsdømte per stat. Fordelen ved at bruge det mål er, at det er FBI der står for alle korruptionssager i USA. Hvor mange der bliver dømt og om sagen føres, afhænger således ikke af hvordan statens egne institutioner virker. Den anden mulighed er at bruge de vurderinger, som de store mediers journalister leverer. Fordelen ved den metode er allerførst, at de journalister der dækker den type sager i USA er specialiserede og godt inde i emnet. For det andet løser metoden et problem ved FBI-tallene: Hvis en stat er meget korrupt, vil det typisk betyde at politiet også er det. Derfor er det mindre sandsynligt, at der overhovedet startes en efterforskning af korruption i meget korrupte stater.

Figuren nedenfor viser med al ønskelig tydelighed, hvor stort vores målproblem er. På x-aksen er statens ranking når man bruger antallet af korruptionsdømte per indbygger – dvs. FBI-tallene. På y-aksen er rankingen i journalistkorpsets vurdering. Mens korrelationen mellem de to er 0,33, viser figuren hvor mange amerikanske stater der vurderes helt forskelligt af de to metoder. De største outliers er North og South Dakota, der har relativt mange korruptionsdømte, men vurderes som meget lidt korrupt af journalistkorpset.

Hvad kan man lære af det amerikanske eksempel? Først og fremmest er læren, at der er meget vigtige forhold i samfundsforskningen, som er ekstremt svære at måle med nogen ønskelig præcision. Det gælder i særlig grad korruption, men også – som nævnt ovenfor – størrelsen af den sorte økonomi. Og de to forhold er klart forbundne: Mere korrupte lande har også større sorte økonomier. Det giver et ekstra problem, nemlig at nationalregnskabets vurdering af BNP, og dermed vores viden om hvor rige eller fattige lande er, er mere skæv, jo mere korruption der er. I sidste ende er læren, at man altid og overalt skal tage hensyn til, at de data vi bruger som forskere, investeringsrådgivere, ansvarlige for outsourcingstrategier osv., osv., er misvisende i store dele af den tredje verden, og måske endda i de mest korrupte dele af USA og Europa.

Dansk/Baltisk Public Choice Workshop 2025

Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2024. Skriv et svar

Når semesteret er slut og vi kommer til den sidste fredag i januar er traditionen, at vi afholder den årlige danske public choice workshop. Workshoppen omfatter altid en lang række forskellige emner indenfor public choice og politisk økonomi, og tiltrækker hvert år forskere fra både de skandinaviske lande og naboer som Tyskland og Polen. Det gælder også næste år, med en enkelt, vigtig forskel: Den danske public choice workshop hedder ‘Baltic’ fordi den afholdes i Malmø.

Public choice workshoppen i 2025 finder sted fredag den 31. januar og lørdag den 1. februar. Per tradition begynder vi klokken 11 om fredagen, og som noget nyt lægger vi en enkelt session lørdag formiddag. Programmet omfatter en konferencemiddag fredag aften klokken 19, og en enkelt hotelovernatning, der gavmildt betales af Arne Rydes Stiftelse. Der er, som sidste år, et begrænset budget til støtte for PhD-studerende.

Som altid er hele workshoppen åben for alle interesserede – frokost, middag og overnatning er kun for dem, der præsenterer – og vi håber naturligvis at se både kolleger, journalister og almindelige, interessede borgere. Er man interesseret i at præsentere forskning, er deadline som altid den 24. december; det kræver at man sender en titel og et abstract til enten undertegnede (Christian Bjørnskov) eller Andreas Bergh (Lund Universitet).

En gang til: Rigdom skaber lykke

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2024. 4 svar

Taler man med almindelige danskere om lykke – og det har jeg gjort i forbindelse med omkring 100 foredrag om lykkeforskning – er der et helt gennemgående træk: De fleste føler ikke, at velstand burde være ret vigtigt for folks lykke og tilfredshed. Den præference var også kraftigt på spil forleden, da Moderaternes civilsamfundsordfører Karin Liltorp plæderede for et nationalt lykkemål i Berlingske Tidende. Liltorp ønsker at gøre som Bhutan, hvor staten har defineret et mål for lykke – et aggregat af forhold, den mener burde gøre bhutanerne lykkelige – og navigere politisk efter det. Både baggrundsidéen at velstand ikke er vigtigt, og selve det mere praktiske forslag er dybt misforståede, som jeg diskuterede i et modindlæg i søndags. Debatten endte også på Radio IIII igår, så måske er det tid til at minde læserne om, hvor tæt velstand og lykke følge hinanden på langt sigt?

Figuren nedenfor illustrerer, hvor klar sammenhængen mellem velstand og lykke er på tværs af lande, og hvordan det gælder for langt de fleste typer lande. I figuren er de blå markører demokratiske lande, de sorte er militærdiktaturer, og de røde er civile autokratier. Som de tre trendlinjer indikerer, er der meget lidt forskel på, hvor vigtig velstand er. Om noget er sammenhængen lidt stærkere i demokratier, hvilket også bekræftes af lidt simpel regressionsanalyse. I de to typer diktatur er et log-point større nationalindkomst i gennemsnit forbundet med 0,65 point mere tilfredshed, mens den samme stigning giver 0,84 point i demokratier.

Det samme grundlæggende billede får man, når man bare sammenligner danskere med forskellig indkomst, som vi gør i dagens anden figur. Figuren viser gennemsnitslykken for danskere i hver af de ti indkomstdeciler, dvs. fra de 10 procent fattigste til de 10 procent rigeste. Som figuren illustrerer, vil et ryk fra første decil – de 10 procent fattigste – til tiende decil indebære en stigning i tilfredshed med et helt point på en 1-10-skala.

Helt overordnet er velstand faktisk ret vigtig for folks lykke og tilfredshed, også selvom de fleste synes, at den ikke burde være det. Den er ikke det vigtigste – forhold som social tillid og ikke mindst civilstatus er mindst ligeså vigtige – men at bilde sig ind, og i særlig grad beslutte at føre politik, som om velstand ikke er særlig vigtig for borgerne, er decideret tåbeligt.

Economic Freedom of the World 2024

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2024. 2 svar

I sidste uge udkom den årlige Economic Freedom of the World rapport fra Fraser Instituttet. Mange af os ser frem til rapporten hvert år, ikke mindst fordi datasættet, som udgives sammen med rapporten, bruges så meget. Dataene, der nu vedligeholdes af Bob Lawson (Southern Methodist University), har været helt centrale for vores forståelse af, hvor vigtig økonomisk frihed er for både økonomisk velstand og en række andre positive forhold (se her).

Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.

Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!

Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.

Socialistisk fattigdom – ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2024. 5 svar

For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”

Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.

Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.

Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.

I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?

Diskrimination i mord?

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2024. 4 svar

Vi skriver ganske meget om samfundsforskning her på stedet, men måske for sjældent om forskning, der enten er igang, eller som vi slet ikke har startet endnu. Det gør vi idag, hvor vi ser på noget så umiddelbart sært som morddiskrimination: Hvordan ser verdens mønstre i mord ud, når man ser separat på kvinder og mænd? Baggrunden for spørgsmålet er, at min gode ven og kollega Martin Rode forleden foreslog, at vi genbesøgte forholdet mellem kriminalitet og økonomisk frihed, men med et fokus på kønsforskelle (se her, her og her for tidligere forskning).

Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.

Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.

Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!

Sommerserien 2024: Hvad driver økonomisk vækst?

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2024. 4 svar

Mange læseres sommerferie begynder idag, men det afholder ikke Punditokaterne fra at poste indlæg. Som tidligere år vil vi i år køre en sommerserie med et særligt tema. Sidste års emne var for eksempel ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed, i 2022 var det begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge, og i 2021 den et læste historiske forhold. Vi kan også stolt fremhæve 2017-serien om public choice. Emnet i år er et af de store, som man helst ikke taler om i dansk politik: Hvad driver økonomisk vækst?

Som vi skrev om allerede for tre år siden, er Danmark og væsentlige dele af Europa i en decideret vækstkrise. Hvorfor det er sket og hvad man kan gøre ved det, er i virkeligheden store og væsentlige spørgsmål. Vi tager fat på dem i løbet af sommeren i en serie indlæg.

Som altid består sommerserien af en håndfuld emner, som vi har planlagt at skrive om på forhånd, og emer som dukker op undervejs. Der kommer naturligvis indlæg om vigtigheden af handel, gode institutioner, de nordiske tillidskultur, og iværksætteri. Vi regner også med at skrive om, hvorfor Latinamerika holdt op med at vokse, og hvad de asiatiske tigre og afrikanske højdespringere gjorde rigtigt. Men derudover opfordrer vi vores læsere til at foreslå emner til serien. Vi kan ikke love, at vi skriver om dem – det afhænger af, om der er solid forskning på området – men hvis der er, gør vi en indsats!

Hvad sker der efter revolutioner?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2024. Skriv et svar

De seneste år er der sket ret meget i vores forståelse af kup af kupforsøg. Forskningen har i høj grad undersøgt, hvad der sker efter kup: Hvordan økonomien udvikler sig, hvilke institutionelle ændringer der typisk sker, ændringer i militærudgifter, og undertrykkelsesdynamik er blot nogle af de emner, der sidste godt fem års forskning har set på. Men regimeændringer kan ske på andre måder, og særligt en af dem er blevet glemt af forskningen: Den bredere katergori af revolutioner.

Heldigvis er den slags huller i litteraturen glimrende emner for PhD-afhandlinger, og netop forståelsen af, hvad revolutioner gør, var emnet for den afhandling, Joshua Ammons forsvarede tidligere i år på George Mason University udenfor Washington DC. Han er pt. ansat på Institute for Humane Studies, samtidig med at han starter som post doctoral fellow ved Wabash College. Som man altid håber, er kapitlerne i hans afhandling nu på vej ud som artikler.

Særligt to af Joshs kapitler er værd at fremhæve, da de begge udkommer i gode tidsskrifter. I det første, der skrevet sammen med Shishir Shakya (Appalachian State University) og udkommer i Public Choice, ser han på om revolutioner påvirker graden af korruption i et land. Spørgmålet er interessant, fordi mange revolutioner – både de voldelige og de fredelige – begrundes som opgør med en korrupt elite eller apparat.

De to starter med at fortælle historien om Idriss Deby, der tog magten i Chad ved et kup og erklærede, at skulle være demokratisk og mindre korrupt. Resultatet blev, at Debys regime blev endnu mere korrupt end den allerede famøst korrupte Hissene Habre. Josh og hans medforfatter finder i deres undersøgelse af revolutionskampagner siden 1900, at det generelle billede er, at revolutionerne ikke påvirker korruptionen. Som man siger – revolutionen spiser sine børn – og det gælder også når man ser på korruption. Tager man hensyn til, at lande ofte får dårligere udvikling af befolkningens uddannelse efter revolutioner, er den langsigtede effekt endda negativ!

Konklusionerne er lidt mere positive i Institutional Effects of Nonviolent and Violent Revolutions, der udkommer i World Development Perspectives. Josh giver i artiklen et overblik over de 65 separate studier af revolutioner, der er udgivet. Han peger allerførst på, at litteraturen samlet viser, at ikke-voldelige revolutioner generelt fører til bedre resultater. Det gælder i særlig grad, at ikke-voldelige revolutioner oftere fører til demokratisering, ligesom folks civile rettigheder respekteres mere og retsvæsener og andre dele af de offentlige institutioner forbedres.

Som Joshs sidste highlight i artiklen siger, er det sådan at litteraturen “While highlighting the empirical edge of disciplined nonviolent resistance […] emphasizes the situated agency of citizens in driving social change through values, cooperation, and creative problem-solving.” Der er med andre ord behov for mere forskning i, hvordan folk navigerer store regimetransitioner – og måske behov for at holde øje med Joshua Ammons forskning de kommende år.

I London for 178 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2024. Skriv et svar

I dag, den 25. juni, er det 178 år siden at verden med en enkelt parlamentsbeslutning blev væsentligt bedre. Storbritanniens premierminister Sir Robert Peel samlede et flertal af Whigs og enkelte af sine partifæller imod et flertal af konservative, for at afskaffe landets handelsbarrierer mod import af korn og andre fødevarer. Beslutningen – der idag kaldes the Repeal of the Corn Laws – var det første, store skridt mod frihandel i Storbritannien og Nordeuropa.

Baggrunden var, at landet siden 1600-tallet havde haft handelsbarrierer overfor import af fødevarer fra resten af verden. Fra slutningen af 1700-tallet udviklede samfundsvidenskaberne dog en forståelse af, både hvem der havde gavn af barriererne, men også at de samlet set var skadelige for den britiske økonomi. Det gjaldt ikke mindst efter David Ricardos Principles of Political Economy and Taxation blev udgivet i 1817. Ricardo beskrev i bogen sin teori om ‘komparative fordele’ (som John Stuart Mill døbte fænomenet), der indtil idag har været grundstenen i moderne handelsteori. Da Peel gennemførte en liberalisering af handelspolitikken, var konsekvenserne således allerede fuldt forståede og forudsigelige.

Liberaliseringen var ikke blot starten på en lang vækstperiode for Storbritannien, men også begyndelsen på en lang række lignende reformer i andre lande. Det blev derfor også – helt forudsigeligt – perioden hvor Danmark begyndte at specialisere sig i bacon, korn, og mejeriprodukter, og hvor man en overgang kunne høre Jylland blive omtalt som Londons madkammer.

Dagen fortjener ikke blot at blive husket for en del af indvarslingen af moderne vækst i Nordeuropa, men også fordi mange politikere og vælgere har glemt de indsigter, reformen byggede på. Det gælder ikke mindst, at den bedste handelspolitik er en politik uden nogen form for handelshindringer. Om man kalder det ‘strategisk autonomi’ (som EU-kommissionen), straf for andre landes statsstøtte, og blot misforstået nationalisme, er aktiv handelspolitik enn idé, der gør folk fattigere. Hvis der var ét emne, jeg ville undervise Folketingets politikere i, og som de færreste af dem forstår, var det netop det.

Jacob Lundberg om skatter og vækst

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2024. Skriv et svar

Danske politikere er glade for at beskatte befolkningen, men ikke for at tale om virkningerne af skat. På venstrefløjen afviser man enten, at skat kan have dynamiske effekter, eller argumenterer for, at man med høje skatter opnår enten ‘lighed’ eller finansierer ‘gode’ formål. På højrefløjen foreetrækker man enten ikke at tale om emnet, eller gør det meget forsigtigt for ikke at forskrække SF-vælgere, der måske kunne skifte parti. Det gør bare ikke emnet mindre vigtigt, eller konsekvenserne af høje skatter mindre skadelige.

Min IFN-kollega Jacob Lundberg har tidligere i år skrevet en rapport for Svenskt Näringsliv – Sveriges pendant til Dansk Industri – om netop det emne, som blev udgivet i maj. Jacob køber ikke argumentet om, at marginalskatten ikke er særligt vigtig. Som han skriver: “Skatterna är bland politikens mest kraftfulla verktyg och spelar stor roll för tillväxten eftersom de påverkar nästan alla ekonomiska beslut som individer och företag fattar.”

Jacob starter med fuldstændigt at afklare en forvirring, der ellers findes i stor stil i både den politiske debat, og desværre endda blandt en række af mine kolleger. Der er to forskellige slags ‘dynamiske’ effekter!

For det første er der de dynamiske effekter, der tales om i den danske debat: Arbejdsudbudseffekter og investeringseffekter. Begge dele er såkaldt dynamiske effekter, der giver statiske effekter. Et højere udbud af arbejde eller større investeringer giver et højere BNP, men når hele effekten er slået til, er der ikke mere i dem.

Den anden slags dynamisk effekt er effekten af skat på iværksætteri og innovation. De to rykker ikke kun på BNP, men på den underliggende vækst i BNP på længere sigt. De type konsekvens glemmes for det meste i debatten, men er i virkeligheden langt vigtigere end arbejdsudbuddet og virksomhedernes almindelige investeringer. Hvorfor der ikke tales mere om dem, er et mysterium.

Er man mere interesseret, gennemgår Jacob en væsentlig del af den nye litteratur i den meget fine og grundige rapport. Det hele kan læses her og er varmt anbefalet for danskere, svenskere, og resten af verden der kan læse svensk.