I dag, den 25. juni, er det 178 år siden at verden med en enkelt parlamentsbeslutning blev væsentligt bedre. Storbritanniens premierminister Sir Robert Peel samlede et flertal af Whigs og enkelte af sine partifæller imod et flertal af konservative, for at afskaffe landets handelsbarrierer mod import af korn og andre fødevarer. Beslutningen – der idag kaldes the Repeal of the Corn Laws – var det første, store skridt mod frihandel i Storbritannien og Nordeuropa.

Baggrunden var, at landet siden 1600-tallet havde haft handelsbarrierer overfor import af fødevarer fra resten af verden. Fra slutningen af 1700-tallet udviklede samfundsvidenskaberne dog en forståelse af, både hvem der havde gavn af barriererne, men også at de samlet set var skadelige for den britiske økonomi. Det gjaldt ikke mindst efter David Ricardos Principles of Political Economy and Taxation blev udgivet i 1817. Ricardo beskrev i bogen sin teori om ‘komparative fordele’ (som John Stuart Mill døbte fænomenet), der indtil idag har været grundstenen i moderne handelsteori. Da Peel gennemførte en liberalisering af handelspolitikken, var konsekvenserne således allerede fuldt forståede og forudsigelige.

Liberaliseringen var ikke blot starten på en lang vækstperiode for Storbritannien, men også begyndelsen på en lang række lignende reformer i andre lande. Det blev derfor også – helt forudsigeligt – perioden hvor Danmark begyndte at specialisere sig i bacon, korn, og mejeriprodukter, og hvor man en overgang kunne høre Jylland blive omtalt som Londons madkammer.

Dagen fortjener ikke blot at blive husket for en del af indvarslingen af moderne vækst i Nordeuropa, men også fordi mange politikere og vælgere har glemt de indsigter, reformen byggede på. Det gælder ikke mindst, at den bedste handelspolitik er en politik uden nogen form for handelshindringer. Om man kalder det ‘strategisk autonomi’ (som EU-kommissionen), straf for andre landes statsstøtte, og blot misforstået nationalisme, er aktiv handelspolitik enn idé, der gør folk fattigere. Hvis der var ét emne, jeg ville undervise Folketingets politikere i, og som de færreste af dem forstår, var det netop det.