Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.
Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?
Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.
Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:
The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.
Det kan umuligt være så simpelt? Nu har jeg ikke læst artiklen, men det må afhænge af “value-for-money” betragtninger – det giver mening at bruge +50 pct. af BNP på det offentlige, eksempelvis i krig hvor landets overlevelse er på spil.
De penge, det offentlige bruger – hvad går de til?
Eksempelvis forestiller jeg mig, at store offentlige ydelser, der går til at opretholde den sociale kontrakt mellem folket og velfærdsstaten skaber langt større værdi, end når store offentlige ydelser går til personer, der ikke skaber værdi for danskerne, såsom udlandsbistand og overførselsindkomster til udlændinge fra den tredje verden.
Jeg kunne også forestille mig, at FOC for den offentlige sektors størrelse (ville det så være f”(x) på Laffer-kurven?), er større, jo større etnisk homogent landet er – med udgangspunkt i Robert Putnams betragtninger om tillid og indvandring i USA. Men er alle etnisk homogene lande velstående? Formentlig ikke. Er alle lande med små offentlige sektorer rige? Heller ikke. Så spiller kultur også en rolle…
At kunne forstå hvordan disse betragtninger integreres i virkeligheden er nok drømmespecialet