Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Overdødelighed og forfatningen i nødsituationer

Forleden udkom en artikel i det fine The Lancet, hvor forfatterne opgjorde overdødeligheden per land de sidste to år. De forsøgte dermed at vurdere, hvor mange mennesker der i hvert land og globalt er døde i forbindelse med den nye coronavirus. Man kan mene hvad man vil om præcisionen i den slags studier – dødstal fra mange fattige lande er upræcise og ikke alle de ekstra dødsfald er forårsaget af virussen, men i stedet af nedlukninger – men det er vigtigt, at den slags forskning laves og udgives. Den tillader ikke mindst andre at se nærmere på, hvordan mønstrene i dataene ser ud og hvad man kan lære af det.

En del af den officielle fortælling i hele den vestlige verden er, at gode politikere viste handlekraft og begrænsede konsekvenserne. Mette Frederiksen fortæller ligefrem med sædvanlig selvglæde om, hvordan hun reddede danskerne. Som faste læsere vil vide, er vi skeptiske overfor den slags påstande, og ny forskning peger da også på, at nedlukninger ikke rigtigt hjalp på situationen. Så hvad kan man egentlig sige?

Jeg er i den pudsige situation at jeg siden 2015 har haft et forskningsprojekt sammen med min fremragende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg, hvor vi netop ser på nødret: Hvilke mulligheder giver forfatningen, hvornår erklærer stater nødret, og hvad er konsekvenserne? Vi finder at de muligheder, forfatningen generelt giver, hjælper i nogle situationer – f.eks. mod terrorisme – men er decideret modproduktive i andre. Et interessant fund i vores projekt er, at vi ser værre konsekvenser af naturkatastrofer i lande med mere permissive forfatninger. I ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der udkom i Public Choice tidligere i år, viser vi at “the more advantages emergency constitutions confer to the executive, the higher the number of people killed as a consequence of a natural disaster, controlling for its severity.” Med andre ord: Jo mere magt forfatningen giver regeringen når den erklærer nødret efter en naturkatastrofe, jo flere folk dør i disse katastrofer.

Og det er faktisk det samme, man kan se på tværs af de sidste to års epidemi. Sammenholder man vores INEP-data for, hvad forfatningen giver regeringen i form af ekstra diskretionær magt, med overdødeligheden fra Lancet-studiet, dukker der en korrelation på 0,38 op. Som man kan se i figuren nedenfor, er der ingen af de 62 demokratiske lande med meget begrænsende forfatninger, som vi ser på her, der har haft høj overdødelighed. Alle de eksempler, vi har på lande med middel eller høj overdødelighed i 2020 og 2021 er lande med forfatninger, der giver regeringen meget magt i nødsituationer. Hvilke samfund vi taler om, kan ses i kortet nedenfor, hvor mørkere farver indikerer at forfatningen giver mere magt til regeringen.

I foreløbig statistisk analyse, som jeg lavede tidligere i dag, holder denne konklusion ganske tydeligt. Så måske kan man simpelthen konkludere, at coronaepidemien ikke har været anderledes end tidligere naturkatastrofer: Når en katastrofe rammer, bruger politikere de muligheder de har for at forøge deres magt på bekostning af befolkningen. Og det slår ofte ihjel.

Russisk kultur skal ikke sanktioneres

Efter angrebet på Ukraine er de vestlige lande rykket sammen om at sanktionere Rusland. Hvorvidt sanktionerne virker og i givet fald hvilke sanktioner man kunne bruge, skrev jeg om i Børsen igår. Pointen i min torsdagsklumme var, at de fleste sanktioner rammer middelklassen og de fattige, men gør ingen klar forskel for en økonomisk og politisk elite. Det er derfor ikke overraskende, at sanktioner som oftest ikke har nogen virkning mod autokratier som Rusland. Skal sanktioner øge chancen for at Putin-regimet kan udfordres og måske væltes, må de målrettes dem der reelt har politisk indflydelse.

Mens man kan diskutere, hvilke sanktioner der kunne virke, er der en type der er helt og aldeles ligegyldig, og blot en måde at skyde os selv i foden: Sanktioner mod russisk kultur. The Telegraph skrev for eksempel forleden om, hvordan Cardiff Philharmonic Orchestra har valgt at aflyse at spille Tjajkovski og anden russisk musik. Milanos Bicocca-universitet aflyste på samme måde et kursus om Dostojevski for at ‘signalere’ universitetets modstand mod den russiske politik. Det fik avisens Allison Pearson til at understrege – som vi gør idag – at “Tchaikovsky is the antidote to Putin’s poison.”

Det ville være svært af finde en kulturperson, der passer så dårligt på Putin-regimets mærkværdige blanding af nationalisme, ortodoks kristenhed og militant autokrati: Tjajkovski var ikke blot konservatorieuddannet og præget af vesteuropæisk musik og kultur – som han blandede unikt med sine russiske rødder. Han var også homoseksuel, var nære venner (omend kun per brev) med den ateistiske forretningskvinde Nadezhda von Meck, og havde varme relationer til bl.a. den fritænkende Johannes Brahms (selvom de to ikke brød sig om hinandens musik). Derudover opholdt Tjajkovski sig mange somre i Ukraine, som han tydeligvis holdt meget af. Skal man straffe russerne for deres regerings overfald på Ukraine, er Tjajkovski det meste tåbelige og uinformerede sted af starte!

På nippet til weekenden er det derfor vores opfordring, at de mere kulturelt indstillede af vores læsere gør det modsatte. Brug en halv times tid på at høre Tjajkovskis anden symfoni – kaldet den ‘lille russiske’ fordi lille Rusland var et almindeligt navn for Ukraine i 1800-tallet – og nyd hvordan den store russiske komponist fletter tre ukrainske folkesange ind i de fire satsers musik. Den er her med englænderen John Eliot Gardiner der dirigerer det hollandske Koninklijk Concertgebouworkest. Mens russisk politik er afskyelig, er der ingen grund til at skylle det kulturelle barn ud med det politiske badevand.

World Book Day: Læs mere!

Idag er World Book Day, en hyldestdag til bøger med formålet at ”promote reading for pleasure, offering every child and young person the opportunity to have a book of their own.” Hos Punditokraterne mener vi, at det er en glimrende dag som skandinaviske boghandlere også burde tage op. For hvem af os har ikke lært noget fra bøger, vi ellers læste for fornøjelsens skyld? Hvem af os er ikke præget af det vi læste og ’erfarede’ gennem bøgerne. Selv for en økonom er det for eksempel en helt absurd idé, at man kunne have præferencer over noget, man aldrig har prøvet. Nogle af de præferencer for opførsel, moral og meget andet har vi fra vores forældre, bedsteforældre og venner, men andre kommer fra vennerne i bøgerne.

H.C. Andersens Den Grimme Ælling er et af de klassiske eksempler på, h,vordan børn lærer at alle ikke er hvad de ligner, og lærer det på en anden måde end hvis deres forældre eller lærer blot havde fortalt dem det. Det samme sker, når man i Stolthed og Fordom sammen med Elizabeth Bennett gradvist lærer, at Mister Darcy ikke er en arrogant skid, men et hæderligt og ligefrem elskeligt væsen. Når man i Stiftelsen først forarges og derefter ser visdommen i Salvor Hardins talemåde, at man aldrig skal lade sin moral forhindre en i at gøre det rigtige. Når man ved slutningen af Mordet i Orientekpressen deler et uløseligt moralsk dilemma med Poirot. Eller når man fra Krabben med de Gyldne Kløer og i resten af Tintin-bøgerne holder med Tintin, men elsker den drikfældige, impulsive og storbandende Kaptajn Haddock særligt højt.

Det samme kan ske efter særlige begivenheder. Wolfgang Borcherts skuespil Draußen vor der Tür demonstrerede således for tusinder af tyskere fra 1947, at deres oplevelse af udenforhed og liv uden mening ikke kun var deres, men et vilkår de alle delte. Det skuespil var aldrig blevet vist 15 år tidligere, men blev i efterkrigstidens mindre censurerede Tyskland en del af kulturen. På samme måde har Kaptajn Haddock lært millioner af børn tolerance netop fordi han er så ekstremt politisk ukorrekt. Censur er altid af det onde – også selvom nogen mener, at den skal beskytte netop deres version af vores fælles kultur – og forhindrer både os og vores børn i at blive voksne. At vi gør det, mens vi er underholdte, er bøgers magiske trick!

PS: Skriv gerne om den eller de bøger, der ændrede jer.

Folk opfatter verden som korrupt

Gallups World Poll spørger hvert år om folks opfattelse af hvor almindelig korruption er i staten. De senere år har GWP udgivet et indeks mellem 0 og 1, hvor 0 er at ingen borgere opfatter staten som korrupt, mens 1 ville være situationen hvor alle borgere mener, at korruption er almindelig blandt politikere og statens ansatte. Indekset rækker i praksis fra 0,082 i Singapore og 0,179 i Danmark til over 0,9 i så forskellige lande som Afghanistan, Bulgarien, Kirgisistan, Lesotho og Trinidad og Tobago Gennemsnittet på tværs af de 152 lande i undersøgelsen på hele 0,73 så næsten tre fjerdedele at alle adspurgte opfatter korruption som den almindelige situation. En anden måde at illustrere problemet er, at gennemsnittet i de 25 % lande med de værste korruptionsopfattelser er hele 0,89.

Gallups mål understreger dermed, at korruption er et globalt problem, som kun en lille del af verden er reelt fri for. Det illustreres ganske godt i kortet nedenfor, hvor en minimal gruppe lande – inklusive Finland og Danmark – har befolkninger med ekstremt svage korruptionsopfattelser. Til en vis grad gælder det også for en lille ekstra gruppe lande, der tæller Holland, New Zealand, Norge, og Sverige, hvor en mindre del af befolkningen regner staten som korrupt. For disse to grupper bør man også huske, at folk sandsynligvis ofte ’strækker konceptet’ ved at regne flere ting som korruption, end man vil gøre i et land med faktisk korruption.

På tværs af lande viser det sig dog, at der helt generelt er en meget klar sammenhæng mellem Transparency Internationals korruptionsvurdering og folks korruptionsopfattelser. Uanset hvordan man måler det, kan man se det tidligere sovjetiske imperium – det Vladimir Putin nu opfatter som sin naturlige interessessfære – som ét stort, sort område. Undtagelserne er Estland, der også på andre mål klarer sig lang bedre end naboerne, og Azerbaijan. Latinamerika er også kendt for korruptionsproblemer, hvilket kan ses tydeligt i folks opfattelser. Her er den velkendte undtagelse Uruguay.

Sammenligner man spørgeskemaundersøgelsen med Transparency Internationals vurderinger, dukker der helt generelt tre yderligere tendenser op: Korruptionsopfattelser er højere i demokratier (0,13 point), lidt højere i rigere lande, og lidt højere i tidligere kommunistiske lande. Det interessante ved øvelsen er dermed, at man kan afdække hvilke steder i verden, folks opfattelse af korruption ikke helt passer på eksperters vurdering af den faktiske situation. Det er for eksempel denne type sammenligning, som indikerer at borgere i de allermindst korrupte lande i verden strækker konceptet, når de spørges.

Mens det er værd at understrege, at når man for eksempel taler om statens legitimitet, er det borgernes opfattelse af korruption mere end det er den egentlige situation, der er vigtig. Og her er Gallups World Poll meget tydelig: Taget som mål for statens legitimitet opfatter russerne og deres umiddelbare naboer ikke staten som legitim. I deres svar gemmer sig en opfattelse af deres egne regimer som slyngelstater, selvom de aldrig ville sige det højt.

Husk: Dansk Public Choice Workshop mandag

Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.

The 22nd Danish Public Choice Workshop

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Faktiske mennesker kompenserer for politik

Der er næppe tvivl om, at vi idag befinder os i et politisk miljø, hvor politikere ikke længere respekterer tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. Miljøet kom til udtryk i fuldt omfang under nedlukningerne, hvor politikere og mange epidemiologer ikke stolede på, at borgerne selv kunne tage deres forholdsregler for en ny virus, man allerede fra februar 2020 kunne se kun var en alvorlig trussel mod en ganske lille del af befolkningen. Men allerede tidligere var der klare tegn i både Danmark og udlandet på, at en politisk elite havde mistet tiltro til borgernes kompetence og rationalitet i deres rent private valg. Richard Thaler og Cass Sunsteins bog Nudge fra 2008 pegede for eksempel på, at man kan ’puffe’ folk til at tage bedre valg. Thaler og Sunstein bidrog således til et politisk miljø, der allerede da var ved at blive væsentligt mere interventionistisk indstillet, og hvor politikere var mere villige (og opsatte på) at blande sig i borgernes rent private beslutninger. I Danmark indførte VK-regeringen for eksempel en såkaldt ’fedtskat’ i 2009 med det erklærede formål at forhindre fedme, der trådte i kraft i 2011 og blev afskaffet igen i 2013.

Problemet med størstedelen af politikken er, at politikerne enten ingen tillid har til at borgerne er kompetente, eller at de ikke accepterer borgernes præferencer – at de f.eks. mener, at borgerne burde vægte objektiv sundhed højere og god mad og drikke lavere. Problemet er dermed en del af det større fænomen, som bl.a. den konservative politiker Dorthe Schmittroth Madsen har kaldt ’borgerlede’ – dvs. det omvendte af politikerlede. Og når politikere ikke mener, at borgerne er kompetente, er virkeligheden simpel: Man gør visse madvarer dyrere og så spiser borgerne mindre af dem, man forhindrer dem i at komme i tennisklubben, og så ser de færre mennesker, og de foretager ikke kompenserende handlinger, der kan forstyrre politikkens hensigt.

Et nyt studie af Lisa Powell og Julien Leider (begge University of Illinois Chicago), der er netop er udgivet i PLOS One, undersøger effekten af en afgift på sodavand, og kan præcist informere om hvordan folk faktisk kompenserer. Forfatterne vurderer rent praktisk afgiftens effekter ved at sammenligne Seattle, der indførte en særlig afgift på sodavand i 2018, med Portland der ikke gjorde. Afgiften gjorde sodavand cirka 20 procent dyrere og var helt åbenlyst indført for at bekæmpe fedme blandt indbyggerne i Seattle.

Problemer for hele den politiske agenda er, at Powell og Leider finder at mens sodavandssalget faldt, førte afgiftsstigningen efter to år til en stigning i ølsalget i Seattle på syv procent! Som bl.a. Christopher Snowdon, der leder indsatsen i ’lifestyle economics’ hos the Institute of Economic Affairs i London, pointerede i en omtale i Reason Magazine, indebærer den slags kompenserende adfærd at politikkens hovedformål stort set bryder sammen: Hvis folk skærer ned på deres colaforbrug, men i stedet begynder at drikke flere øl, er det ikke klart at de taber sig. Med andre ord holder de ikke op med at drikke ting de kan lide, fordi én af dem bliver gjort dyrere af politik.

Powell og Leiders nye studie er dermed en påmindelse til borgere og i særlig grad politikere om, at man ikke blot kan se på én type politik og ét outcome af politikken. Gør man det, kan man lynhurtigt konkludere, at politikken virkede – folk holdt op med at drikke cola, holdt op med at se andre mennesker, holdt op med at læse bestemte bøger… Men menneskers almindelige og helt rationelle kompenserende adfærd betyder, at man er tvunget til at se på et bredt spektrum af adfærd for at få viden om, hvad der faktisk sker. Og evidensen for kompenserende adfærd minder en om, at almindelige mennesker faktisk er langt mere kompetente og rationelle, end visse politikere og ’eksperter’ går rundt og forestiller sig. Ignorerer man det, begår man regeringsfejl.

Borger & Stat

I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Forfatningslængde og tillid

Nogle af efterdønningerne efter næsten to års nedlukninger er en diskussion om, hvorvidt Grundlovens beskyttelse af borgernes rettigheder er tilstrækkeligt klar og restriktiv. Diskussionen dækker i virkeligheden to spørgsmål, der begge har været diskuteret tidligere : Bør man 1) skærpe Grundlovens beskyttelse af f.eks. forsamlingsfrihed, næringsfrihed osv.? og 2) bør man indføre nye rettigheder som en ret til miljø, kultur osv.? Den første del er i en vis grad om beskyttelsen er klar nok og fri for kvalifikationer og undtagelser, mens den anden del uundgåeligt er om forfatningen er tilstrækkeligt lang og detaljeret.

Fra en forskningsmæssig vinkel er udfordringen til begge spørgsmål, at en del studier fra de seneste år viser, at forfatningen ofte er ligegyldig. Den peger også på – som vi skrev om i sommeren 2017 – at den optimale forfatning varierer fra land til land og kontekst til kontekst, og at praktisk politik i mange tilfælde tillader politikere at ignorere den. I relation til 2) viste en artikel af Jacob Mchangama og undertegnede, som vi udgav i 2019 i American Journal of Political Science, at indførslen af en række såkaldt socio-økonomiske rettigheder – ret til helbred, socialsikring og uddannelse – ikke har nogen gavnlige effekter på de forhold, de sigter efter at forbedre.

Grundlæggende er grundlove ofte irrelevante i politik. Det kan også ses på kortet nedenfor, hvor vi illustrerer hvor lange og detaljerede forskellige landes forfatninger er (de stribede er lande uden data). Det burde være klart for de fleste af vores læsere, at der om noget er en negativ sammenhæng mellem forfatningslængden og landets institutioners kvalitet.

En del af forklaringen gav min gode kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg for nogle år siden: Lande med en stærkere tillidskultur skriver typisk kortere forfatninger. Senere forskning har også afsøgt, om lignende forhold er vigtige. George Tsebelis og Dominic Nardi har for eksempel indikeret, at lande med lange forfatninger typisk er fattigere og mere korrupte end andre. Sidste år udgav Justin Callais og Andy Young to artikler (her og her) der pegede på, at mere solidt ’forankrede’  (’entrenched’) forfatninger er forbundet med lavere vækst og måske til svagere institutioner. Forfatninger har nogle gange konsekvenser, men ikke altid de konsekvenser, der var mening de skulle have!

En sidste lille aside, som måske mest er interessant, er at når man har en sammenhæng mellem forfatningens længde og den sociale tillid, kan man i princippet bruge den til at ‘regne baglæns’ for lande, hvor vi ikke har nogen undersøgelser af tillid. Det har vi gjort, og holdt det op mod en lignende baglæns beregning af det forventede tillidsniveau fra korruptionsdata og data på retsvæsenets kvalitet.

Vi finder 16 tilfælde, hvor de to beregningsmetoder giver bredt set ens resultater. De er: the Bahamas (43 %), Barbados (46 %), Bhutan (43 %), Dominica (36 %), Fiji (27 %), Gambia (24 %), Liechtenstein (24 %), Maldiverne (11 %), Mikronesien (51 %), Saint Kitts og Nevis (17 %), Saint Lucia (27 %), Saint Vincent og Grenadinerne (33 %), Samoa (38 %), Sao Tomé og Principe (28 %), Vanuatu (34 %), og Østtimor (27 %) . Mens vi i redaktionen mener, at Bahamas, Barbados og Gambia-tallene er rimelige, vil vi faktisk gerne have læsernes tilbagemelding – hvis de kender nogle af landene – på om et sådant forecast er rimeligt.

Størrelsen på skaderne: Økonomiske tab i 2020

Danmark er frit igen, de svenske myndigheder fjerner de sidste restriktioner på onsdag, og Finland gør det i løbet af måneden. Man kan kun håbe på, at resten af verden følger trop – briterne virker til at være på nippet til at gøre det – og tiden er derfor ved at være kommet til at gøre regningen op.

En af de ting, man allerede nu kan gøre, er at give et bud på hvor store de økonomiske tab var i 2020. Det gør vi idag ved først at bruge tal på købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger fra the Penn World Tables til at beregne vækstraten mellem 2014 og 2019. Det giver en trendvækst per land, og dermed et rimeligt bud på, hvordan økonomien havde udviklet sig uden nedlukninger og andet i 2020. Vi bruger derefter data på samme forhold fra 2019 og 2020 fra the CIA World Factbook, som tillader os at give et første bud på det faktiske fald i indkomst i løbet af 2020. Det samlede tal angiver derfor, hvordan økonomien endte i 2020 i forhold til hvordan man med rimelighed kunne have regnet med, at den fortsatte uden de globale nedlukninger.

Vi illustrerer det globale billede i kortet ovenfor. Opgjort på denne måde var det danske indkomsttab på 5,4 %, og dermed nogenlunde sammenligneligt med mange andre dele af den vestlige verden. Vi blev dermed ikke nær så hårdt ramt som Storbritannien og Spanien, der oplevede økonomiske tab på henholdsvis 12 og 14,8 %, eller som det globale gennemsnit på 8,4 %.

Lad os lige gentage det: På tværs af verden var det gennemsnitlige (ikke-vægtede) gennemsnitstab 8,4 % af folks indkomst i 2020. Og som kortet viser, har tabene været ulige fordelt: Indiens 1,3 milliarder indbyggere så således et tab på 14,8 % af økonomien, og Mexicos 130 millioner et på 10,7 %. Omvendt er Brasiliens økonomi med 3,4 % og store dele af det centrale Afrika gået fri af de værste omkostninger (Nigerias fald var 2,6 %).

Når man ser på tværs af verden, er de økonomiske skadevirkninger derfor chokerende, og ingen steder mere chokerende end i små østater. Mens gennemsnitstabet i resten af verden har været 7,2 %, er gennemsnittet for de 20 østater vi har data fra hele 17, 1% af nationalindkomsten (p<.01). The Bahamas, der allerede var hårdt ramt af orkanen Dorian i 2019, har registreret tab på 19,4 %, og det langt fattigere Fiji oplevede et 24 % dyk i økonomien, da turisterne udeblev.

Vi har skrevet om det adskillige gange før, men der er for mig ingen tvivl om at nedlukningerne har været den største regeringsfejl siden anden verdenskrig. Som udviklingsøkonomer har vi en vis erfaring i at vurdere, hvor mange fattigdomsdødsfald, familier i sult, manglende skolegang, og hvor meget statslig undertrykkelse der følger med så voldsomme økonomiske tab. Som Verdensbanken allerede har advaret, står vi sandsynligvis med et antal fattigdomsdødsfald, der skal tælles i millioner. Det politiske spørgsmål, det tal rejser, er om de mennesker overhovedet tæller for ‘ledere’ som Mette Frederiksen, Emmanuel Macron eller Boris Johnson? Vi reddede stort set ingen, og med hvilken omkostning?

Velkommen tilbage, frihed!

Idag vågnede danskerne til et samfund næsten uden virusrestriktioner. Med undtagelse af en ‘anbefaling’ om at bevare krav om mundbind på plejehjem og nogle hospitalsafdelinger, er resten af de sidste 22 måneders ufrihed og tvang væk. Selvom selve dagen har været grå og regnfuld, skinner solen igen metaforisk i vores liv.

Fremadrettet er der således ikke det helt store incitament til at bekæmpe regeringens restriktioner, da de stort set er væk. Der er dog en stor opgave foran de fleste af os: At bekæmpe det narrativ, som regeringen og visse eksperter allerede er begyndt at fortælle om de sidste 22 måneder.

Regeringen er tydeligvis opsat på at fortælle en historie om, hvordan Mette Frederiksens handlekraft og restriktioner reddede tusindvis af danskeres liv. I mange socialdemokraters øjne er hun derfor en ‘stor leder’, der gjorde det rigtige og må hyldes for det. Men som vi har vist flere gange her på stedet – ikke mindst gennem den meta-analyse af nedlukningslitteraturen, som Jonas er medforfatter på – har nedlukningerne ikke reddet menneskeliv. De har forårsaget enorme lidelser og både menneskelige og økonomiske tab, men har ikke gjort det, man påståede de ville. Med Jay Bhattacharyas ord, har de været et århundredes største sundhedspolitiske fiasko.

Det er derfor vigtigt at understrege, at Frederiksens politik ikke har været en succes, og ikke bør hyldes. Ingen hylder – eller endsige takker – røveren, der giver det røvede lettere ramponeret tilbage til ejeren. Men det er faktisk netop det, der idag er sket med danskernes personlige frihed. Frederiksens regering fratog borgerne en række ellers grundlovssikrede rettigheder i marts 2020, og har først nu opgivet røveriet. Og det er sådan, man må tænke på en politik, der brød med forsamlingsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse ud af landet, og også ødelagde børn og unges uddannelse og fritid i måneder af gangen.

Men man kan glæde sig over, at man igen de facto er et nogenlunde frit og suverænt menneske. Og hvilken bedre måde at gør det, end ved at genhøre fjerde sats fra Beethovens niende symfoni, hvor han satte Schillers Ode an die Freude til musik. Her med Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra fra et af mine yndlingssteder i verden – som man forhåbentlig snart kan besøge igen…

Dansk Public Choice Workshop

Fra tirsdag er stort set alle restriktioner på det danske samfund væk. Skaderne de har skabt er gigantiske, som vi tidligere har skrevet om her, mens de i praksis ikke har leveret nogen som helst gevinster (se f.eks. Jonas kronik i Berlingske). Mens vi derfor kan tænke dybt over, hvad i alverden der skete og hvad vi gør med de ansvarlige for århundredets regeringsfejl, kan vi glæde os over at vi er på vej tilbage til normalitet.

Den normalitet omfatter blandt andet den årlige danske public choice workshop, der løber af stablen den 28. februar – udskudt en måned – på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé. Jeg glæder mig usigeligt til workshoppen, der ligesom andre år ser ud til at blive virkeligt interessant. Hele workshoppen er åben for alle interesserede fra starten klokken 11 til slut omkring klokken 18, og man behøver naturligvis ikke deltage i alt. Hvis der skulle sidde læsere, der er særligt interesserede i en enkelt session, er man velkommen til at kigge forbi og deltage i den.

Hele workshoppens program – med risikoen for en enkelt ændring – er her og byder som sædvanligt på en lang række forskellige emner indenfor public choice og politisk økonomi.

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Jerg Gutmann (Hamburg), Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), and Stefan Voigt (Hamburg): The Comparative Constitutional Compliance Database

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Therese Nilsson)

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Hvem er overraskende demokratiske (og omvendt)?

Mange mennesker i den vestlige verden opfatter demokrati som en slags ‘naturlig’ tilstand. De glemmer dermed, at stort set hele verden var autokratisk engang. Transitionen til demokrati startede for eksempel først i 1834 i Danmark, med de første valg til stænderforsamlingerne. Som Martin Paldam peger på i sin fine bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, er demokrati en styreform som bliver mere sandsynlig, jo rigere et samfund bliver. Umiddelbart ser konsensus i forskningslitteraturen – hvis man overhovedet kan tale om en konsensus – at rigdom ikke fører til demokrati, men at det er mere sandsynligt at demokratiske institutioner overlever, jo rigere samfundet er. Det er bestemt og så det billede vi får i det dataarbejde, jeg er igang med sammen med Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri, der dækker det sidste århundrede i Latinamerika og Caribbien.

Det betyder dog ikke, at der er en en-til-en sammenhæng mellem rigdom og demokrati. Det er for eksempel kendt, at olielande næsten aldrig er demokratier – det er en del af den såkaldte ‘ressourceforbandelse’ – ligesom kommunistiske styrer heller aldrig er. Der er også gode grunde til at tro, at nabolandes status smitter af, så det bliver sværere at opretholde et diktatur når de omkringliggende lande bliver demokratier. Og nogle lande er bare heldige eller uheldige af helt anderledes grunde.

Dagens post er derfor en empirisk øvelse i at forudsige, hvorvidt et samfund er demokratisk. På tværs af 189 lande i verden, som vi både har en demokratisk status på (herfra) og indkomstdata, har vi estimeret sandsynligheden for at de er demokratiske, baseret på: Gennemsnitsindkomst, om landet er en stor olieproducent, om det er kommunistisk eller postkommunistisk, og hvor mange af nabolandene er demokratier. Det giver en ganske god forklaringsgrad, men kan også bruges til at vise, hvilke lande der er mest overraskende. Det viser vi i figuren nedenfor.

Som billedet viser, passer store dele af verden (de røde områder) ganske præcist på hvad man kunne regne med. De store outliers i negativ retning er først og fremmest Singapore og Hong Kong, der er blandt verdens rigeste samfund, men aldrig har været demokratiske. Det samme gælder Bosnien, Tyrkiet og Ungarn i Europa, og Nicaragua, der stadig køres med hård hånd af Daniel Ortega og hans kumpaner. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skal til for at disse samfund bliver mere demokratiske, når dets ledere så tydeligt slår hårdt ned på oppositionen.

Sidst må vi også fremhæve, at der er positive overraskelser. Det gælder i helt særlig grad Ghana, Mongoliet og Nigeria, der alle har været stabilt demokratiske i over 20 år. Umiddelbart er store dele af det sydlige Afrika også overraskende demokratiske, hvilket man ofte overser. Det samme gælder dele af Asien, hvor bedste bud på de næste demokratiseringer – hvis man må gætte – må være en redemokratisering af Thailand og demokratisk udvikling i Cambodia, Laos og Myanmar (der faktisk har en demokratisk fortid).

Demokratiseringsforskningen har taget store skridt de senere år, men meget er stadig usikkert. Det samme gælder den parallelle forskning i autokrati: Begge områder har store problemer med at forstå særlige lande som Botswana – frit og demokratisk siden 1965 – eller de stadige sammenbrud af det thailandske demokrati. Men det er værd at tænke over, hvorfor lande ikke passer på det generelle mønster. Ganske simple øvelser som kortet ovenfor hjælper med det.

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

50 år med Dronningen

I dag er det 50 år siden, at Kong Frederik 9. døde og blev afløst af hans datter. Dronning Margrethe 2. har dermed regeret Danmark i et halvt århundrede, og har gjort det formidabelt indenfor de grænser, Grundloven, de konstitutionelle normer og almindelig anstændighed definerer. Det betyder ikke, at det er gået specielt godt, men blot at man må spørge sig selv om det ikke var gået dårligere uden dronningen.

Ser man på de 50 år, er økonomien først og fremmest vokset. Bruttonationalproduktet per indbygger er i reale termer blevet fordoblet og det private forbrug er steget med 72 procent. Det kan man naturligvis se som voldsomt fremskridt – hvilket det også er – men det er mindre udvikling end i flere af vores nabolande. I Sverige er BNP steget 118 % i samme periode, og i Storbritannien er det steget med 124 %, og begge lande har godt fordoblet privatforbruget. Relativt set er Danmark sakket bagud i en grad, så briterne har et større privatforbrug end vi har.

Det er dog ikke dronningens skyld, men en række elendige regeringer, med enkelte undtagelser. Det er langt mere langvarige og basale forhold, som man kan kreditere dronningen (og hendes familie) for. På tværs af verden viser forskning for eksempel, at monarkiers befolkninger har en større grad af tillid til hinanden, og typisk også har væsentligt bedre retsvæsener end andre lande. Der er også indikationer på, at de måske har mere stabil økonomisk udvikling, fordi monarker har en stabiliserende effekt på den førte politik (en idé som Martin Rode og jeg har planer om at se nærmere på).

Præcist hvad dronningen har gjort gennem et halvt århundrede er svært at sige, men der er svært ikke at være imponeret. Det forhold afspejler sig også med jævne mellemrum i den respekt, som der står om hende på selv den venstrefløj, der absolut ikke støtter monarkiet – institutionen er ikke ideologisk populær, men personen er højt værdsat. Dronningen skal ikke mindst roses for at have navigeret med stor og elegant ekspertise gennem et halvt århundredes store samfundsændringer. Mens nogle nytårstaler har været en smule tandløse, er der en række perler fra det første sympatiske forsøg i 1972 til rene klassikere som 1984-talens ’dumsmarte bemærkninger’, 1987s påmindelse om at tro på eget værd, og 2004s understregning af at den enkelte kan give frit udtryk for sine meninger.

Dronning Margrethe har siddet på tronen i 50 år, gennem godt og skidt, og mens hun naturligvis kun er prinsernes mor, er hun mange tusinde danskeres ’yndlingstante’: Den lidt skrappe, men begavede og varmhjertede kvinde der hjælper med at holde en familie på ret køl. Fra Punditokraterne skal der lyde et tillykke, og mange tak for de første 50 år.

Kan man forsikre sig mod regeringsfejl? Nej

På 2021s næstsidste dag udkom den længe ventede rapport fra den arbejdsgruppe, regeringen havde nedsat for at udarbejde ”Principper for hjælpepakker ved nye epidemier.” Rapporten, der blev diskuteret i Folketinget sidste uge, er ikke just det solide, uafhængige arbejde, man kunne have håbet på. Dens måske mest graverende problem er et forslag om, at virksomheder bør kunne forsikre sig mod nedlukninger, hvis der skulle komme nye vira, der får regeringen til at reagere med nedlukning.

Der er tre alvorlige problemer med forslaget, som egentlig brude være indlysende for enhver rimeligt dygtig økonom. Arbejdsgruppen tæller ellers Birthe Larsen, der er professor i arbejdsmarkedsøkonomi på CBS, og den tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. Alligevel har den for det første overset en grundpille i forsikringsøkonomi: At der findes to fundamentale typer risiko, og man kan reelt kun forsikre mod den ene.

Den risiko, man kan forsikre imod, er alle typer events som man med rimelig præcision kan forudse for større grupper mennesker. Det gælder således ulykkesforsikringer, hvor man har gode data på risikoen. Man kender for eksempel risikoen for at være involveret i et biluheld, og kan derfor beregne en forsikringspræmie. At den risiko varierer for forskellige befolkningsgrupper er således grunden til, at den type forsikring er dyrere for yngre mænd.

Der findes dog en anden type risiko, som man ofte kalder Knightiansk usikkerhed. Det gælder, som Chicago-økonomen Frank Knight beskrev, for megen innovativ aktivitet, hvor det er umuligt at vurdere om den bliver en succes. Man nævner også ofte risikoen for voldsomme naturkatastrofer: Man kan muligvis vurdere konsekvenserne af disse katastrofer, men har ingen mulighed for at vurdere hvor sandsynlige de er. Derfor kan man heller ikke forsikre sig mod dem. Det samme gælder regeringsfejl, som også er stort set umulige at forecaste, selvom man kan være stensikker på at de sker.

Det er her, arbejdsgruppen glemmer en central pointe i forsikringsøkonomi, fordi man hverken kan forecaste hvornår en ny virus kommer, eller hvordan en kommende regering kan finde på at handle. I Berlingske Tidende påpeger Torben Weiss Garne, der repræsenterer brancheorganisationen Forsikring & Pension, således at ”En forsikring kan ikke være afhængig af, hvad den til enhver tid siddende statsminister beslutter. For hvem kan beregne den risiko? Og måske træffer politikerne også andre beslutninger, hvis de ved, at der altid er en forsikring, der betaler ved kasse ét. Det er altid nemmere at bruge andres penge.” Det er derfor ikke en overraskelse, at alle syv forsikringsselskaber, som Berlingske har talt med, afviser idéen.

Arbejdsgruppen ignorerer derudover, at forsikring på ingen måde er gratis, men må betales med ressourcer der kunne være brugt anderledes. Martin Kyed, der er cheføkonom i SMVdanmark, vurderer i Berlingske Tidende at en forsikring vil ske ”på bekostning af investering og innovationsaktiviteter.” Der er således en dynamisk alternativomkostning i form af ressourcer, der under andre omstændigheder havde skabt øget produktivitet og vækst.

Sidst, men ikke mindst, er der et politisk-økonomisk element i diskussionen, som Garne understreger. Tvinger man virksomheder til at være forsikrede mod nedlukninger – som vi her på stedet så absolut betragter som en regeringsfejl – vil disse fejl bliver mere sandsynlige i fremtiden. Grunden er netop, at private forsikringsordninger gør det billigere for staten at implementere nedlukninger og andre skadelige indgreb. Under den gamle epidemilov havde virksomheder automatisk krav på erstatning, hvis de blev nedlukket, hvilket gjorde den type indgreb særdeles dyre for politikerne.

Arbejdsgruppens forslag er endnu et skridt i retning af at gøre dybt skadelige indgreb endnu billigere for den til enhver tid siddende regering. Udover at forslaget er umuligt – og arbejdsgruppens økonomer burde have vidst det – er dets politiske dynamik skadelig i sig selv. Det burde ikke gælde om at gøre det nemt for den politiske side af Danmark, men bedst for borgerne.

Farvel til det afskyelige 2021

Forleden aften sagde vi farvel til det gamle år og velkommen til det nye. Det bliver typisk gjort med dronningens nytårstale – der i år var noget tandløs, og i passager lød som om den var skrevet af en særligt kedelig embedsmand i statsministeriet – og med vidtløftige politiske udmeldinger fra statsministeren dagen efter. Ingen af delene afspejlede min oplevelse af året.

For mit vedkommende har 2021 med afstand været mit livs kedeligste og mest meningsløse år. Året bragte én enkelt workshop i Stockholm, og stort set ingen anden faglig inspiration eller udveksling. Et normalt forår ville have omfattet den danske public choice workshop i januar, PEDD-konferencen i Münster i februar, det amerikanske Public Choice Society i marts, konferencen i dets europæiske pendant i april, mens et normalt efterår typisk har omfattet en mindre workshop i august eller september, og en tur til enten konferencen i the Southern Economic Association eller den australasiatiske public choice konference. Alt var enten aflyst eller reelt umuligt at komme til. Det samme gjaldt kulturen, hvor jeg tidligere år har gjort brug af tilbuddene i både Aarhus og London. I 2019 var jeg til ti koncerter og skuespil i London, men sidste gang jeg var i teatret var i februar 2020.

I stedet for indhold så vi en fortsættelse af den perversion af idéen om videnskab og videnskabelig metode, som startede i 2020. Siden Galileo og Bacon har den videnskabelige metode drejet sig om evidens, i stedet for rent teoretiske argumenter og autoritet. Men siden marts 2020 har politikere, journalister og endda mange læger talt om ’videnskaben’ og ladet enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ’videnskaben’ siger. Der er således sket et – forhåbentligt midlertidigt – skift væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er et spørgsmål om hvad en statslig autoritet siger er videnskab.

De sidste to års misere har også rejst et ret fundamentalt spørgsmål, som kun få har diskuteret. Grundloven tillader, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer hvad der er nødvendigt. Lige nu ser det ud til, at retstilstanden er sådan at det er nok at regeringen påstår at et indgreb virker – helt fraset enhver forskning eller anden videnskabelig evidens – for at retsvæsenet accepterer at det er nødvendigt og proportionalt. Den tilstand indebærer, at Grundloven er reelt ligegyldig. Det er et andet forhold i 2021, der ikke kan blive ved.

Min endelige vurdering af det gamle år er klar: Livet i 2021 var ikke værd at leve. Selvom oppositionen så småt er begyndt at vågne, har dansk politik ikke rigtigt lignet et fungerende demokrati sidste år. Regeringens idéer om en ny epidemilov er bestemt heller ikke værdige i et demokrati eller en retsstat, når enten regeringen eller et udvalg under den skal have magt til at lukke samfundet ned, uden nogen form for automatisk kompensation for de ødelæggelser, de skaber. Det hele er en trussel mod vores samfund, og har for mit vedkommende understreget, at man som udgangspunkt aldrig må stole på politikere. Det vanvid, som deres indgreb og regeringens magtrus siden marts 2020, må og skal slutte.

Det perverterede forsigtighedsprincip

Sidste år i marts lukkede statsministeren det danske samfund ned, baseret på et såkaldt ekstremt forsigtighedsprincip. Princippet bruges i blandt andet diskussioner om miljøforhold og i flere andre sammenhænge. Som Esther Oluffa Pedersen og Søren Riis diskuterede det i sommers på Videnskab.dk, handler princippet basalt set om at forsøge at undgå udviklinger, der ikke er specielt sandsynlige, men særligt problematiske. Adskillige forskere har peget på, at det derfor er et princip som giver en vis mening, når der er en ny sygdom, men også et princip der kan være ganske svært at håndtere i praksis, og lægger op til misbrug.

Det særlige de sidste 22 måneder er dog, at regeringen slet ikke har benyttet sig af forsigtighedsprincippet, men i stedet for en perverteret version af det. Jeg blev mindet om problemet forleden, da the Institute of Economic Affairs Director General Mark Littlewood påpegede det i en debat. Det, de danske og britiske regeringer gør, er i virkeligheden at de applikerer en slags forsigtighedsprincip når det gælder selve virussens farlighed, men det præcist modsatte når det gælder viruspolitikken.

Applikationen af et ’ekstremt’ forsigtighedsprincip ligger i, at myndighederne helt konsekvent antager det værste om virussen: Der tales hele tiden om ’op til’ x smittede, y indlagte og z døde de næste uger, men uden at der gives noget middelestimat eller information om den statistiske usikkerhed på estimatet. Myndighederne giver med andre ord borgerne nogle få, udvalgte scenarier, der giver et stærkt pessimistisk billede af situationen og således maner til forsigtighed.

Men det modsatte gælder for den førte politik, hvor man netop ikke er forsigtig med at påstå, at politikken virker – og virker uden bivirkninger. Som lektor Christian Kanstrup Holm (Aarhus Universitet) påpegede overfor Radio 4 forleden, giver myndighederne aldrig oplysninger om, hvor stor en effekt man regner med at nedlukninger vil have. Undtagelsen er maskepåbuddet, hvor regeringen og Seruminstituttet har valgt at overdrive effektiviteten i næsten latterlig grad. De brugte blandt andet et estimat på 20 % effektivitet – en forskel mellem 2,1 og 1,8 % smitte – fra DanMask-studiet, selvom effekten var så langt fra statistisk signifikans (p<0.38) at man måtte tage sig til hovedet.

Der er således ikke noget forsigtighedsprincip forbundet med at overdrive de mulige konsekvenser af den nye coronavirus, men samtidig overdrive de mulige virkninger af nedlukningspolitik og andet. Skulle man have applikeret et nogenlunde rimeligt princip, burde man have været pessimistisk med hensyn til både virussens udvikling og politikkens effektivitet. Det Mette Frederiksens regering har gjort i snart to år er at applikere et princip, hvor man italesætter et overdrevet problem og bruger et pseudoprincip, der overdriver både problemer og regeringens løsning. Det er ikke at ’følge videnskaben’ eller noget andet, men blot uinformeret, nøgen magtpolitik.

Adam Smith: Father of the Fringe

Hvert år fra 1947 til 2019 – og forhåbentlig igen fra 2022 – kørte the Edinburgh Festival i den skotske hovedstad. Det er en af verdens allerstørste kulturbegivenheder, og den har i en række år solgt flere billetter end alt andet end de Olympiske Lege. Siden starten har en del af den været det, der er kommet til at hedde The Fringe: En lang række skuespil, koncerter, stand-up osv. som ikke er på det officelle program og ikke modtager nogen form for støtte. The Fringe opstod spontant og ukoordineret, og er ikke blot den største del af festivalen idag, men også dens kreative hjerte.

Komikeren Dominic Frisby har sammen med dokumentarfilmskaberen Alex Webster lavet en film om netop the Fringe, men med en særligt spændende vinkel: De ser the Fringe som eksempel på, hvordan en fri markedsøkonomi og et frit samfund virker. Som sådan er festivalen et eksempel på den frivillige dynamik som Adam Smith, der også var fra Edinburgh, beskrev. Eller som den tyske stand up-komiker Henning Wehn siger i dokumentaren, hvordan festivalen er “a microcosm of the market-driven society.” Hele filmen kan ses nedenfor og er meget varmt anbefalet.

Interview om nedlukningspolitik

Regeringen virker for tiden til at insistere på at lukke den danske samfund ned igen. Det var derfor meget passende, at jeg forleden blev interviewet om mit faglige syn på nedlukninger og epidemipolitikken. Interviewet var med Claus Hetting, der er journalist og tilknyttet en forening der hedder Frihedsbevægelsens Fællesråd. Jeg er selv virkeligt godt tilfreds med interviewet, som kom langt omkring i en atmosfære af ærligt nysgerrighed og åbenhed, der ellers har manglet i medierne det sidste halvandet år. Det hele kan ses nedenfor.

Hvor er folk rigest i verden?

Jeg har haft den stor fornøjelse at holde flere foredrag i løbet af efteråret. Foredragsaktivitet var ellers en af de nedlukkede beskæftigelser i meget lang tid, ligesom det meste af resten af folkeoplysningen og underholdningsbranchen. Min oplevelse har – udover min egen udelte fornøjelse – været at rigtigt mange mennesker har længtes efter den slags arrangementer. Foredragene mindede mig om et forhold, som ofte præger folks præferencer for politik og deres syn på det danske samfund og den danske stat: De ved ofte meget lidt om, hvordan resten af verden ser ud.

Et ellers veluddannet og -informeret publikum var forleden forbløffede, da jeg i et foredrag om USAs økonomi dokumenterede, at gennemsnitsindkomsten i den amerikanske stat med højest købekraft – North Dakota – er 77 procent større end i den fattigste stat, Mississipi. Det samme gør sig tydeligvis gældende, når man taler om verden: Folk har ikke ret meget viden om, hvor rige eller fattige mange andre steder er. Derfor viser vi idag netop dét gennem et farvekodet kort. Kortet viser hvor stort privatforbruget var per indbygger i 2019, hvor alle lande i verden som vi har data for, er inddelt i otte kategorier på en logaritmisk skala fra sort til hvid. Der er således ikke tale om bruttonationalindkomst, men om den del af nationalindkomsten, som folk rent faktisk selv råder over. Dataene er fra Penn World Tables, version 10, suppleret med data fra the CIA World Factbook for de lande, der ikke er dækket af Penn.*

Det burde næppe være en overraskelse, at de fattigste lande (sorte og mørkegrå markeringer) næsten alle er i Afrika syd for Sahara. Der er ingen, jeg har talt med, der nogensinde har haft illusioner om nogen form for velstand i DR Congo, den Centralafrikanske Republik, eller Somalia. De eneste undtagelser er det krigshærgede Yemen, Papua Ny Guinea, Turkmenistan og Haiti; hvis vi havde haft data, havde Nordkorea med stor sandsynlighed også ligget i den værste kategori. Det samme gælder for den tredje gruppe (de lilla lande), hvor alle er i Afrika, enkelte i Asian, og Syrien som undtagelsen udenfor.

Folk tager derimod ofte fejl, når de begiver sig ind i diskussioner udenfor disse ekstremt fattige steder. Den røde gruppe, der dækker lande med privatforbrug i 2019 mellem 3500 og 5500 dollars, indeholder således ikke blot Algeriet, Marokko og Indien, men også Belize, Nicaragua og Iran. Ligeledes er mange mennesker – inklusive mange af de studerende, jeg har haft – ofte overraskede over at det sydlige Afrika, der dækker Botswana, Namibia og Sydafrika, har nogenlunde samme privatforbrug som store dele af Latinamerika, Albanien og Indonesien. Fortsætter Botswanas udvikling uforstyrret efter nedlukningskriserne, vil landet indenfor meget få år rykke ind i den grønne kategori.

Den anden fejltagelse, rigtigt mange mennesker gør, er at tro at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største af de 195 lande, der er dækket på kortet, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Det er for eksempel sigende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 procent højere end Storbritannien, har briterne i gennemsnit 13 procent større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 procent bliver omregnet til cirka 20.000 kroner per år per indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kroner for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 procent større privatforbrug end danskerne.

Vores opfordring idag er derfor at tage et godt kig på kortet og se, om ens forestillinger om velstand i verden passer på fakta. Hvor mange af vores læsere vidste for eksempel, at det gennemsnitlige privatforbrug i Malaysia i 2019 var ni procent højere end i Ungarn? Hvis man skal have en informeret debat om fordele og ulemper ved det danske samfund og dansk politik i forhold til alternativerne, er det vigtigt at have denne type fakta på plads.

* Som altid deler vi gerne alle data med interesserede læsere. Det kræver blot en mail til overtegnede.