Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2020. 2 svar
Jeg er pt. på vej til Odense for at holde en gæsteforelæsning på Syddansk Universitet. Forelæsningen er én af flere i en række om populisme, og jeg er blevet bedt om at tale om forholdet mellem populisme og tillid. Mens der bestemt ikke er lavet ret meget forskning om emnet, er der efterhånden en lille litteratur. Denne litteratur blev i efteråret beriget af et nyt studie af den altid fremragende Philip Keefer, der sammen med to kolleger har set på populisme og tillid i Latinamerika.
Indvendingen, man til tider hører, er dog at den slags har vi ikke i Danmark. Der er for det første en holdning, at de skandinaviske landes ekstreme tillidskultur ‘beskytter’ os mod denne slags problemer. For det andet oplever jeg også tit, at der er en modvilje mod at udtrykke, at f.eks. Dansk Folkepartis eller Enhedslistens vælgere er anderledes end andre på, henholdvis, højre- og venstrefløjen. Det gælder desværre også de ellers velinformerede læsere af denne blog.
Formålet med denne post er derfor at illustrere, hvor store forskellene faktisk er. Tallene i figuren nedenfor er fra de danske respondenters svar i the European Social Survey, hvor de både spørges om deres tillid til andre mennesker og til politikere (begge på en skala fra 0 til 10) og om deres partitilhør. Det tillader en at beregne det almindelige tillidsniveau i hvert parti og dermed få et indtryk af, hvilke partiers vælgere er anderledes.
Kilde: European Social Survey
Som figuren tydeligt viser, er Dansk Folkepartis vælgere langt mindre tillidsfulde i begge retninger – andre mennesker og politikere – og forskellen til andre partiers vælgere er ikke blot stor, men også statistisk sikker. Det samme gælder kategorien ‘andre’ partier, der omfatter både Alternativet, Rune Engelbrechts Minoritetspartiet og nogle få meget små partier. Den anden klare forskel i figuren er, at Enhedslistens vælgere ikke har hverken lavere eller højere social tillid end andre upopulistiske partier, men deres politiske tillid er noget lavere.
Mens Dansk Folkeparti således passer på en række teorier om hvordan lav tillid fører folk til at stemme på populister, er Enhedslistens vælgere sandsynligvis mere drevne af en dyb mistillid – i nogle tilfælde decideret had – til hvad de opfatter som en samfundsmæssig ‘elite’. Sammenhængene er der således også i Danmark, men de understreger også, at populisme på de to fløje i en vis grad er forskellige fænomener.
Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2020. 7 svar
Globalisering er en proces, der ofte lægges for had. For
20 år siden huserede Attac-bevægelsen i Europa, der overbeviste mange om
truslen fra international handel og investeringsadfærd, men også affødte også
reaktioner som det danske mod-attac (der bl.a. dengang talte Niels Westy,
Martin Ågerup og undertegnede). Opfattelsen af globalisering er også et af de
forhold, der i høj grad deler europæiske befolkninger og politikere, og hvor
Danmark er blandt de absolut mest positive. Derimod er det ikke et spørgsmål,
der deler nationaløkonomer: Vi har vidst siden Ricardos arbejde for snart 203
år siden, at frihandel og frie internationale investeringsflows er økonomisk
gavnlige. Der ser også ud til at være en række positive bivirkninger (som vi sandsynligvis
dækker til sommer), så hvorfor er forskellige befolkninger så uenige om emnet?
Dagens spørgsmål er, om befolkningers syn på globalisering følger deres syn på andre mennesker. Spørgsmålet er ikke taget ud af den blå luft, men er i virkeligheden ganske logisk: Globalisering indebærer flere interaktioner – mere handel og flere investeringer – med folk, der er anderledes end en selv, og som på flere plan er ’fremmede’. Har man generelt et positivt syn på andre mennesker og stoler på dem, er det svært at se, at friere handel skulle udgøre en trussel. Er man derimod misantrop og stoler kun på sine nærmeste, er næsten al interaktion – som Edward Banfield skrev så fremragende om – med andre mennesker en trussel.
Vi gør det i tre simple figurer, hvor vi bruger to af EuroBarometer-undersøgelserne. I den første figur er folk blevet spurgt, om globalisering er til gavn for virksomheder fra ens land. I nummer to er spørgsmålet, om respondenterne har gavn af import fra lande udenfor EU, og i den tredje er spørgsmålet, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn for deres land. I alle tre figurer er de vestlige lande markeret med sort, mens de tidligere kommunistiske lande er markeret med rødt. Alle tre figurer viser sammenhængen mellem spørgsmålene og landets grad af social tillid, målt på standardmåden ved procentdelen af befolkningen, der i spørgeskemaer mener, at man kan stole på de fleste mennesker.
Det generelle billede er ganske klart. I den første figur er korrelation mellem tillidsmålet og opfattelsen af, at globalisering er til gavn 0,02 i tidligere kommunistiske lande, men hele 0,78 i resten af Europa. Måske er nulsammenhængen i Central- og Østeuropa ikke så mærkelig, når man påtænker hvad der sker, når game statslige virksomheder i kommunistiske lande kastes ud i moderne international konkurrence.
I de to andre spørgsmål er begge grupper dog relativt ens. Spørger man, om folk har gavn af import fra lande udenfor EU, er korrelationerne 0,39 og 0,77, mens de er 0,49 og 0,87 når man spørger, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn. På tværs af spørgsmål ser man således det samme generelle billede.
Man skal naturligvis være påpasselig med at tolke
simple plots fra nationale spørgeskemaundersøgelser. Mine glimrende kolleger
Ina Jäkel og Marcel Smolka har for eksempel vist (læs her),
hvordan præferencer for handelspolitik også drives af folks og landes
komparative fordele. De tre figurer her giver dog en ganske klar indikation om,
at folks præferencer for international handel og konkurrence muligvis også
afhænger af deres basale menneskesyn. Den ene forklaring udelukker ikke den
anden, mens forskellen i tillidskultur matcher hvad vi ved om EU-landes
præferencer for, hvordan EU’s fælles handelspolitik burde se ud.
Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2019. 5 svar
Der
er næppe mange velinformerede danskere, der ikke ved at Danmark er et af
verdens mest tillidsfulde steder: Cirka 70 % af danskerne mener, at man
generelt kan stole på andre mennesker. Vi deler denne status med nordmændene og
– med en lille afstand – med svenskerne, og tilliden er en væsentlig del af
forklaringen på, hvorfor en kold afkrog af verden alligevel er rig (læs f.eks. her). Og
modsat hvad statsministeren indikerede i sin tale ved Folketingets åbning, er
der ingen tegn på, at tilliden er faldende eller i fare.
Alligevel
møder jeg ofte mennesker, der holder fast i, at det ikke kan være rigtigt. De
nævner således ofte, at mange danskere ikke stoler på deres naboer og permanent
låser deres dør. Flere af dem, inklusive flere forskere udenfor Danmark, fastholder
også at folks svar er ekspressive og de i virkeligheden ikke udviser nogen
tillid eller ærlighed i deres faktiske adfærd. Mens den anden påstand meget
klart kan afvises (se her), har
vi hidtil ikke haft solide data på folks tillid til deres naboer.
Denne mangel bliver der nu rådet bod på med nye data fra the Wellcome Global Monitor 2018, der blandt andet har spurgt om netop folks tillid til deres naboer i 144 forskellige lande. WGM spørger på en skala fra 1-4, hvor kategorierne er ”ingen”, ”ikke meget”, ”nogen”, og ”meget” tillid. Som med andre tillidsspørgsmål, viser der sig at være markant forskel på lande. Som figuren nedenfor illustrerer, strækker folks tillid til deres naboer i den vestlige verden fra et gennemsnit i Montenegro på 2,7 til 3,7 i Norge (globalt er bundskraberen Gabon på 2,1).
Danskerne kommer ind på en syvendeplads med et gennemsnitssvar på 3,5 lige over hollænderne og umiddelbart efter østrigerne. Der er således ikke nogen overraskelser, og danskerne ligger også her blandt de mest tillidsfulde mennesker i den vestlige verden. På samme måde er der ingen overraskelse i at finde, at folk i tidligere kommunistiske lande (de røde pinde) i gennemsnit er markant mindre tillidsfulde end andre. Kun tre lande med en kommunistiske fortid – Slovenien, Estland og Litauen – har et tillidsniveau over det vestlige gennemsnit.
Man kan stille (mindst) to spørgsmål til disse mønstre. Det første er, hvorfor danskerne alligevel ikke ligger på linje med nordmændene, når det gælder vores tillid til naboer, og hvad østrigerne laver i toppen. Ethvert svar er naturligvis spekulativt, men helt generelt finder man altid, at folk har større tillid til mennesker, de kender personligt, interagerer jævnligt med, og har valgt frivilligt at ses med. Teknisk siger man, at partikulær, personlig tillid typisk er højere end social, generaliseret tillid. En del af forklaringen på dette første spørgsmål er således sandsynligvis, at nordmænd og østrigere er mere tilbøjelige til at kende deres naboer personligt. Denne forklaring passer således på, at Norge er en tand mindre urbaniseret end Danmark og Sverige – 82 % af nordmændene bor i byer mod 88 % i de to andre lande – og at Østrig med 59 % af befolkningen i byer er markant mindre urbaniseret end de fleste andre vestlige lande. Jo flere folk, der bor i små lokalsamfund hvor man ikke kan undgå at kende hinanden, jo større bliver forskellen på social tillid og nabotillid.
Det andet spørgsmål er, hvor stærk den generelle sammenhæng mellem tillid til folks naboer og deres sociale tillid er. Det viser vi i den anden figur i dag, hvor de røde markører er lande med en kommunistisk fortid mens de sorte er normale, vestlige lande. Figuren illustrerer først, hvordan der ikke er nogen videre sammenhæng på tværs af de 19 tidligere kommunistiske lande, hvor korrelationen mellem de to mål er 0,12. Omvendt er sammenhængen meget tydelig på tværs af de 31 vestlige lande uden en kommunistisk fortid, hvor korrelationen er hele 0,72. Om den manglende sammenhæng i den første gruppe skyldes, at folk generelt ikke kunne vælge frit, hvor de ville bo og med hvem, må forblive et åbent spørgsmål.
Den
manglende sammenhæng er dog endnu en indikation på, hvor meget 40 års sovjetkommunisme
ødelagde, og hvor dybe strukturer, der stadig eksisterer fra den tid. Under
alle omstændigheder er de nye data fra WGM interessante, og viser mønstre på
tværs af verden, der er velkendte fra andre typer undersøgelser. I den næste
tid kommer vi derfor til at afsøge de andre muligheder, datasættet byder på.
Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2019. 2 svar
Et
af de mest robuste resultater i al forskning i social tillid er, at tidligere
kommunistiske lande er karakteriseret ved markant lavere tillidsniveauer. Jeg
har selv været med til at dokumentere forskellen i flere artikler (læs f.eks. her), der
er både stor og robust. Sammenligner man lande, når man til en forskel på cirka
ti procentpoint, der ser ud til at være stabil over tid. Den samme forskel kan
man se i sammenligninger mellem lande, der før jerntæppet umiddelbart så ret
ens ud – Østrig og Tjekkiet er ofte den indlysende sammenligning – og internt i
Tyskland. Selv i de nyeste tal fra the European
Values Survey er folk i det tidligere Østtyskland ti procentpoint mindre
tilbøjelige til at stole på andre mennesker end i Vesttyskland. Forskellen
reflektere det, tyskerne kalder Die Mauer im Kopf (Muren i hovedet), som også
giver sig udslag i markant forskellig politisk adfærd (læs f.eks. her).
Et
nyt studie med titlen ”Political
Movement and Trust Formation: Evidence from the Cultural Revolution (1966-76)”
er nu på vej ud i European Economic
Review, hvor Liang Bai og Lingwei Wu demonstrerer, at Kina ikke er
anderledes end Central- og Østeuropa (hattip: Niclas Berggren). Landet, der først led
usigeligt under formand Maos Store Spring Fremad
i 1958-62, og derefter under excesserne i Kulturrevolutionen
fra 1966, burde være et klart eksempel. Det er det også, selv internt i Kina. Som de to forskere konkluderer: ”Our findings indicate that individuals
in counties with higher revolutionary intensity and of trust formation cohorts
report significantly lower levels of trust more than three decades later. This
effect is more pronounced for those more likely to have been targeted during
the revolution as well as those with greater exposure to its early years
(1966-71).”
I disse uger, hvor vi – eller i det mindste nogle af os – fejrer Berlinmurens fald og Centraleuropas tilbagevenden til den civiliserede verden, er det værd at huske, at kommunismen ikke blot gjorde folk fattigere. Ufriheden, undertrykkelsen, og forsøgene på at kontrollere folks inderste tanker har kostet langt mere end blot penge. De ar på sjælen, som generationer af mennesker lever med, kan ikke undskyldes eller kompenseres, uanset hvor folk bor eller hvordan de ser ud.
Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2019. 1 svar
Konflikten
omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov
– ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det,
raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt
drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt
grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men
situationen giver også mulighed for ny forskning.
En
del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien,
og ikke helt uden grund. Som DR viser her
i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i
den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og
en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af
turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret
ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high
tech’ region end andre steder i Spanien.
En
anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af
Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler
stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler
castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det
catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt
catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske
version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der
var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den
castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet
undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård
hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på
ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.
Det
forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten
argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har
flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social
kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere
institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for
et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at
selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i
Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om,
hvad der er op og ned i debatten.
Det
spørgsmål gav Miguel
Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge
Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret
med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social
Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu
ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi
bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år
siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af
Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af
paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør
det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også
vise et ekstra resultat.
Det
viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social
tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et
sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien.
Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner
osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes
påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i
Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.
Det
er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.
Den
sociale tillid i Catalonien er steget efter
at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig,
da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke
helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden
2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler
catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi
gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner,
idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner –
retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi
spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i
konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we
are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict
is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation
and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én
ting er sikker: Intet er som de to
sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske
befolkning.
Af Christian Bjørnskov, den 4. september 2019. 1 svar
Som
trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende
serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise,
hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give
mening, når man tænker over dem.
Vi
har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid
og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der
bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen
mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.
Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.
Det
er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre
med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig,
men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme
rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år
siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori,
hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,
Social
tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de
landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at
tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde
vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret
meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i
Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt
og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo
koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og
samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden
tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen
kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.
Denne
fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive
fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig
velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks
tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis
man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle
leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det
frygtede Stasi. At have
generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig
idé.
Det,
vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den
tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et
fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis
de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og
Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie,
finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede
ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens
tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den
ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”
*
Temperaturdataene er fra Weatherbase,
mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden
1980erne.
Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2019. 1 svar
For
nogle uger siden skrev vi kort om et
nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede
forskere bag Cohen
et al. i Science udførte et
velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet
ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på
sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel
i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer
ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”
Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.
Konklusionen
er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på
spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata.
Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.
Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic
honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the
world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of
measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return
rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show
that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are
strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use
of questionnaire-based measures in the trust literature.
Forskningslitteraturen
om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de
ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af
ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe
samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af
spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering.
Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke
tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges
af omhyggelig håndhævelse af loven.
Tricket
er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er
ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden
var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det
såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går
meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de
er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage
til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede
punge med tillidsscoren i området.
Fornylig
har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande
rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de
præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er
at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en
tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og
varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.
Resultaterne
viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man
Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til
ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt
dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende
af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %),
Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark
(82 %).
Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.
Mest
af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et
af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt
aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når
vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med
det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs
for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost
– i Danmark.
I
den samfundsvidenskabelige forskning i social tillid er et af de væsentligste
problemer at etablere kausalitet: I hvilken grad påvirker tillid for eksempel
hvor godt retsvæsenet fungerer, og i hvilken grad påvirker et godt retsvæsen
folks tillid til hinanden? Der findes flere måder at gøre det på, men den
nyeste forskning peger i retning af, at tilliden kommer først (læs f.eks. her). Det
skal dog stadig vises, hvilket man oftest gør ved brug af såkaldte
instrumentvariable: Faktorer, der er forbundet med tillid, men ikke påvirker
ens outcome-variabel som retsvæsenets kvalitet, den langsigtede økonomiske
vækst, eller uddannelsesniveauet. Tre faktorer, der ofte virker og som er
plausibelt ’eksogene’ er om landet er et monarki, temperaturen i vinterens
koldeste måned, og om sproget har ’pronoun drop’ – dvs. om det tillader at man
udelader det personlige pronomen i en regulær sætning. De fleste nye studier
bruger netop en eller anden kombination af disse forhold.
I
forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of
institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og
medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de
variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den
fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre
almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de
fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste
lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision
i netop disse lande.
Det
er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale
flag.
Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart
sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler
og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet
afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og
en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort
R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun
henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for
travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag
Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på
85, Japan på 87, og Pakistan på 88.
Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.
Nok
er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i
samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren
viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner
ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen
højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre
kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og
mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.
Man
kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var
mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent
med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6
%, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande
andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige
efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor
ikke, og man må lede efter en anden forklaring.
Vores
bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret
i landets flag (læs her for
standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte
ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når
designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger.
Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær,
voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens
flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets
stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et
land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig
forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest
mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme
sociale konflikter og lovløshed.
Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.
Af Christian Bjørnskov, den 8. april 2019. Skriv et svar
Med
jævne mellerum dukker der folk op i den offentlige debat, der bekymrer sig om
de mange dødsfald i trafikken. Mens man med god grund kan beklage, at folk dør
i den danske trafik, er der også god grund til ikke at overdrive. For det
første er trafikken i Danmark blevet meget, meget sikrere siden 1960erne. For
det andet er den danske trafik forbløffende sikker i forhold til de fleste
andre lande. Det er dét element, vi fokuserer på i dag.
Sagen
er, at der er enorme forskelle på, hvor mange mennesker der dør i trafikken. I
Europa varierer antallet af dødsfald i trafikken fra 28 per million voksne
indbyggere i Norge til 126 per million i Letland i 2015-17. Det europæiske
gennemsnit er 64, men som figuren nedenfor viser, er der også ganske stor
forskel på Vesteuropa (de sorte markører) og de tidligere kommunistiske lande i
Central- og Østeuropa (de orange markører). Det store spørgsmål er derfor,
hvorfor der er så store forskelle.
En af de mest ’hypede’ forklaringer på adfærd de senere år har været tillid / social kapital. Befolkninger med en højere grad af social tillid er generelt bedre til at samarbejde og i særlig grad mere tilbøjelige til at overholde regler og opføre sig prosocialt overfor folk, de ikke kender. Og plotter man sammenhængen er den absolut til at se, som i figuren nedenfor.
Den viser sig sjovt nok også at holde i lidt mere avanceret analyse end simple plots. Vi har derfor samlet dataene og lagt dem sammen med data på købekraftsjusterede gennemsnitsindkomster, befolkningsdata og en kontrol for, om et land har en kommunistisk fortid.** Og statistisk regressionsanalyse med disse data viser, at forskellene er ganske systematiske: Tillid, en kommunistiske fortid og gennemsnitsindkomst – men kun i de tidligere kommunistiske lande – forklarer 73 % af forskellene. For de nørdede læsere, er regressionsligningen:
Så hvad lærer man af det? Lavpraktisk peger analysen på, at et 10% højere tillidsniveau er forbundet med 4% færre dødsfald i trafikken. Forskelle i tillid på tværs af Europa forklarer dermed omtrent en tredjedel af forskellen i, hvor farlig trafikken er. På et lidt mere overordnet plan er det måske interessant at notere sig, at dybt kulturelle forskelle som social tillid afspejler sig i forhold som hvordan folk opfører sig i trafikken. Det gør det ganske svært at tale om, hvad ’europæere’ gør som et generelt fænomen.
** Skulle nogen være interesserede i dataene, kilder osv., deler vi dem gerne.
Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2019. 3 svar
For
et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency
International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på
bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet
havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig
ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det
er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale
bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg
har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller
ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’
korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er
lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.
En
stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i
de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer
tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide,
måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt
eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan
stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale
gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to
tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan
stole på andre mennesker.
Den
teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den
direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske
omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption.
Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke
noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man
stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt
større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver
derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.
Den
indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt,
retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere
tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed
opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med
befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke
tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed
er dermed langt bedre de facto beskyttet
(hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste
måneds konference i the Public Choice
Society).
Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.
Ser
man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande
uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i
den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i
lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske
stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også
ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks
sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i
deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået
i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og
andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske
uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ –
mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan
korruption formes af tillid netop afhænger
af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at
tage vælgerne alvorligt.
Forklaringen
på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de
mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke
sociale tillid. Som vi tidligere
har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan
genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På
samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af
bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til
1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere
eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den
fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.
Den sidste nye i serien tager Norberg fat på myten om, at velfærdsstaten har skabt den høje grad af nordisk tillid til andre mennesker. Den påstand er særligt aktuel i Danmark, hvor Socialdemokraternes Dan Jørgensen på det sidste har været på korstog for den socialdemokratiske velfærdsstat (læs f.eks. Information her). På de halvandet minut piller Norberg på fineste vis påstandene fra hinanden, endda med fodnoter med reference til studier. Dead Wrong-serien er meget varmt anbefalet!
Mange mennesker har en opfattelse af, at kvinder er normativt anderledes end mænd. Min ven og IFN-kollega Andreas Bergh luftede en af dem forleden, da vi af andre grunde spiste frokost en søndag eftermiddag i Bowling Green, Ohio. Andreas mente, at det var almindeligt anderkendt at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, mens jeg ikke mente, det var. Mens jeg for det meste ville være sikker, og hurtigt glemme diskussionen, er sagen anderledes når det er så velovervejet og –informeret person som Andreas.
Sagen er, at mens mange af vores læsere sikkert har samme opfattelse – at kvinder er mere tillidsfulde end mænd – har der kun været nogle få papirer, der pegede på en klar sammenhæng i enkelte lande. Jeg tog i stedet data fra the European Social Survey på cirka 260.000 respondenter (der ikke er førstegenerationsindvandrere) i 32 europæiske lande, og checkede for hvert land, om der er klare forskelle på mænds og kvinders svar på det klassiske spørgsmål: Generelt, tror du man kan stole på andre mennesker eller skal man være forsigtig? ESS spørger på en 0-10 skala, og det er almindeligt kendt, at gennemsnittet varierer i Europa mellem 2,6 i Tyrkiet og 7 i Danmark.
Svaret på spørgsmålet kan ses i figuren nedenfor: Det kommer an på landet. De simple gennemsnit (grå søjler) peger på, at mænd i Slovenien er ni procent mere tillidsfulde end kvinder, men fem procent mindre tillidsfulde i Ukraine. Tager man de simple tal, er forskellen mellem 0,37 point større tillid blandt hollandske kvinder, men 0,45 point mindre tillid blandt russiske kvinder.
Det store problem er dog, at mænd og kvinder ikke altid er lige sammenlignelige i ESS. Forskellene kan derfor skyldes, at kvinder måske er samplet anderledes, at de er mere religiøse, eller at de er anderledes på andre centrale måder. Løsningen er at kontrollere for en række faktorer (de blå og røde søjler): Religiøsitet, indkomst, alder, uddannelse, om man har en udenlandsk forælder, er anden-generationsindvandrer, og ens civilstatus. Det viser sig at være vigtigt, og efterlader faktisk kun to lande, hvor kvinder er signifikant mere tillidsfulde end mænd: Danmark og Tjekkiet, hvor de ser ud til at være cirka 0,16 point mere tillidsfulde. Omvendt er mænd signifikant mere tillidsfulde i Belgien, Bulgarien, Irland, Italien, Portugal, Slovenien og Storbritannien, hvor forskellen er cirka 0,23 point.
Bundlinjen er således, at der ikke er nogen generel forskel på kvinder og mænds tillid i Europa – og pudsigt nok er der absolut ingen i Andreas hjemland, Sverige. Uden at ville godte mig for meget over det pudsige i det, er emnet et eksempel på, hvordan visse ting bliver ’accepteret viden’ uden at der egentlig er konkret, generalisérbar forskning det. Dagens lille, empiriske øvelse viser naturligvis intet om, hvorfor folk tror at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, men den viser, at som generel påstand, er det forkert.
Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2018. Skriv et svar
Forleden skrev den glimrende Megan McArdle en artikel om Danmark og det danske samfund i Bloomberg. Baggrunden for Megans artikel var, at Danmark blev ved med at være et af temaerne i den amerikanske valgkamp. Som hun skriver:
Denmark showed up in American politics during the first Democratic primary debate in October 2015, when Senator Bernie Sanders cited it when asked about his vision of democratic socialism. “I think we should look to countries like Denmark, like Sweden and Norway, and learn what they have accomplished for their working people,” Sanders said.
Megan var derfor i København sidste efterår, hvor hun mødte en række folk til interview. Jeg brugte selv et par hyggelige timer sammen med hende, og hun besøgte bl.a. også Martin Ågerup. Artiklens konklusion er ret god:
So, sorry, conservatives: Denmark really does combine high wages with high employment, high taxes with prosperity, fiscal responsibility with high levels of government spending. No wonder leftists ask if policymakers couldn’t do something like that in the U.S.
But also … sorry, leftists. After a week in Copenhagen, the conclusion I came to is that no, they probably can’t. Not because the Danish model doesn’t work, but because it’s so very, very Danish.
Men, som Megan også skriver, “Danish social cohesion works great for Danes. It’s not so great, though, at doing another thing modern advanced economies need: Absorbing outsiders.” Hendes hovedpointe, smukt illustreret i historien om at hendes telefon blev stjålet og hvordan folk reagerede på det, viser tydeligt fordelene og en enkelt ulempe ved den skandinaviske tillid. Hele artiklen er et fremragende eksempel på, hvordan en outsider kan se ting i vores samfund, som vi måske tager for give tog overser hver dag. Uanset at man måske ikke er enig med hende i alle vurderinger, er Megans artikel stærkt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2018. 2 svar
The World Economic Forum har fornylig afholdt sig årlige, og voldsomt hypede, møde i Davos. WEF har gang i mange ting, og udgiver for eksempel hvert år et mål for konkurrencedygtighed. Men mødet har i høj grad over årene udviklet sig til at være domineret af centrum-venstre-tænkning. WEF-miljøet er derfor også interesseret i såkaldte udvidelser af måden, man måler velstand og udvikling på. I år er deres nye opfindelse dermed the Inclusive Development Index (IDI), der sigter mod at måle inklusiv udvikling – hvad det end er.
Indekset består af tre ’søjler’, hvor meningen er at de fanger ”growth and development; inclusion and; intergenerational equity – sustainable stewardship of natural and financial resources.” Vækst og udviklingssøjlen består af BNP per indbygger, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse, og noget WEF kalder ”healthy life expectancy”, der er en form for justeret forventet livslængde. Anden søjle består af medianindkomsten, ulighed målt som en Gini-koefficient for indkomst-Ginier, den officielle fattigdomsrate, og formueulighed som en Gini-koefficient fra de samme data som de stærkt kritisable Oxfam-rapporter. Den tredje søjle er en blanding af nettoopsparing, afhængighedsrate, den offentlige gældsrate, og CO2 intensitet i produktion. IDI er dermed et såkaldt kitchen sink index, dvs. en sammenvejning af alt godt fra havet, som WEF-miljøet synes om.
Man kan mene hvad man vil om den type indeks, og mange af dem er meget kritisable, ikke mindst fordi de sammenvejer forhold, der intet har med hinanden at gøre. Det er dog ikke pointen i dag, fordi der er andre ting at kritisere i WEF-rapporten. Ikke mindst viser WEF (på side 6) at indekset korrelerer stærkt med social tillid, dvs. hvor befolkningens vurdering af hvor meget tillid man kan have til andre.
Vi gengiver figuren nedenfor, om end med to væsentlige ændringer. For det første har vi placeret tillid på x-aksen – WEF placerer den på y-aksen som om tillid var en konsekvens af inklusiv udvikling. For det andet viser vi sammenhængen mellem tillid og IDI for både demokratier og lande som ikke er demokratiske (vurderet ved DD-indikatoren).
WEF konkluderer, at sammenhængen mellem tillid og IDI ”points to the need for a more human-centric approach to improving the cohesion of increasingly fractured societies.” Med andre ord mener de, at ‘inklusiv udvikling’ skaber social sammenhæng og tillid. Den konklusion går direkte imod en efterhånden ganske lang række studier, der støtter den omvendte kausalretning (se f.eks. en oversigt her).
Lige så vigtigt er det, at tilliden ikke påvirker IDI alle steder. WEF er ofte underligt uldne, når det kommer til demokrati. Men som figuren nedenfor viser ganske klart, er tillid kun forbundet med målet for inklusiv udvikling i stabile demokratier (hvor almindelige vælgeres præferencer faktisk betyder noget). Selvom regressionslinjen for de blå, ikke-demokratiske observationer ser ud til at hælde opad, er den ikke signifikant forskellig fra nul. Og blandt demokratierne er der kun to store outliers – Luxembourg og Indien – som stort set er det rigeste og det fattigste stabile demokrati. Der er således ingen mysterier der.
Det andet forhold, som WEF ignorerer, er at IDI også korrelerer stærkt med mål for økonomisk frihed. Det viser vi i den anden figur, der igen illustrerer en tydelig sammenhæng, der er stærkere for demokratierne.
WEF
Bundlinjen er således, at WEF måske har produceret et indeks, der kan være ganske interessant at se på og tænke over. Men organisationens ideologiske brug af det – påstande om, at mere styret udvikling med større ’human-centric’ fokus kan skabe udvikling og tillid – er ikke understøttede af andet end dem selv. Tværtimod peger forskningen på, at tilliden kommer før disse forhold, og at jo mere faktiske politikere i det virkelige liv blander sig, dvs. jo lavere den økonomiske frihed er, jo dårligere og mindre inklusiv udvikling får man. Tak for målet, men glem de politiske implikationer.
Af Christian Bjørnskov, den 20. november 2017. 7 svar
Jeger pt. på vej hjem fra den årlige konference i the Southern Economic Association, der i år blev afholdt i Tampa. Konferencen bød på en række gode præsentationer, og en masse både hyggelig og produktiv networking. Et af de mest interessante papirer, som vi allerede fremhævede for en uge siden, var af Andreas Bergh fra Lunds Universitet og Richard Öhrvall fra Linköping; begge er også affilieret med Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm.
Andreas og hans medforfatter skriver sig ind i litteraturen om, hvorvidt social tillid – folks tillid til de fleste andre mennesker – er stabil over tid og dermed et kulturelt fænomen, eller om den kan formes og ændres. Meget af den eksisterende forskning har set på, i hvor høj grad immigranter ligner borgere i deres forældres eller bedsteforældres hjemlande. Eric Uslaner har for eksempel vist, hvordan tilliden blandt immigranter i tredje generation i USA typisk ligner den nuværende tillid i de lande, deres bedsteforælde kom fra. De eksisterende studier har således set på tilliden blandt mange forskellige immigranter i ét land.
Det nye i Bergh og Öhrvalls The moldable young: How institutions impact social trust er, at de i stedet har information fra en stor gruppe svenske emigranter. Med andre ord ser de på én bestemt type emigranter, der flytter til en lang række forskellige lande. De er alle svenskere, og kommer således fra et af de mest tillidsfulde samfund i verden. Hvis tillid kan ændres over tid, må man derfor forvente, at de bliver mindre tillidsfulde, når de flytter væk fra Skandinavien. Og det er i en vis forstand, hvad Bergh og Öhrvall finder.
I en række omhyggelige analyser finder de to svenske økonomer, at tilliden er meget stabil for dem, der emigrerede efter de var fyldt 30. For dem, der emigrerede tidligere, og dermed har boet i et andet land i deres ’formative år’, falder tilliden: Jo mere korrupt landet er, jo dårligere institutioner det har, og jo lavere tillid landets borgere generelt har, jo mere falder de unge, svenske emigranters tillid. Det er dermed en vis tilpasning når folk ’lærer’, at man ikke kan stole nær så meget på folk.
Det helt særlige i papiret er dog, at Bergh og Öhrvall også tager sig af den såkaldte selektions-bias: Det er ikke tilfældige mennesker, der vælger at emigrere. Det viser sig, at emigranterne som oftest har højere tillidsniveauer end andre, der bliver i Sverige. Det er i forhold til dette høje niveau, man skal fortolke deres tillidstab.
Overraskelsen i analyserne er dermed, som Andres meget klart viste til konferencen, at svenskere, der emigrerer tidligt i livet, starter med ekstra høj tillid, og faktisk ender med at have samme tillid som svenskere hjemme i Sverige, når de har boet nogle år i lande med korruption og dårlige institutioner. De kommer med andre ord til at ligne mere gennemsnitlige svenskere. Tilpasning er dermed ikke til de nye hjemlandes lavere tillid, men blot til almindelig svensk tillid og svenske normer. På denne måde viser Bergh og Öhrvall, at social tillid ser meget stabil ud over tid, og dermed sandsynligvis ikke kan påvirkes i nogen mærkbar grad af gode institutioner, velfærdsstaten eller andre tiltag. Politikerne kan lige så godt holde fingrene væk.
Af Christian Bjørnskov, den 13. november 2017. Skriv et svar
Et tilbagevendende spørgsmål i politiske debatter er, om de internationale kreditmarkeder er ’fair’: Var det for eksempel rimeligt, at de førende rating-bureauer efter finanskrisen nedgraderede Frankrig langt tidligere og hurtigere end Storbritannien, selvom den britiske udlandsgæld var større?
Min svenske kollega og ven Andreas Bergh og jeg skrev om emnet for tre år siden, men er nu på sin vis vendt tilbage til spørgsmålet: Vi fik forleden – efter en meget lang og frustrerende proces – artiklen optaget til publikation. ”Trust Us to Repay: Social Trust, Long-Term Interest Rates, and Sovereign Credit Ratings” er nu under udgivelse i Journal of Money, Credit and Banking, men foreligger også i en tidligere version som IFN working paper 1039. IFN bragte en kort omtale af studiet her.
Baggrunden for artiklen er, at mange studier efterhånden peger på, at højtillids-befolkninger er langt bedre til at ’holde deres politikere i ørerne’ – tvinge dem til at opføre sig nogenlunde ansvarligt – og at institutioner og nogle markeder også virker bedre (se f.eks. her). Der er således god grund til at tro, at det der ligner de samme økonomiske problemer, i det lange løb bliver langt bedre håndteret i bestemte lande end i andre, hvor institutionerne er svagere og befolkningen ikke på samme måde holder politikerne til ilden.
Det er netop det billede, Andreas og jeg finder, og som afspejles nedenfor i Figur 3 fra artiklen. Figuren, der viser den simple sammenhæng mellem social tillid og kreditratings fra Standards & Poor sidst i 2012, indikerer tydeligt at statsobligationer fra højtillidslande typisk bliver ratet som langt sikrere end fra andre lande. Det særlige er dog, at vi finder, at markedets reaktioner på objektive problemer som høj inflation og lav vækst afhænger fundamentalt af hvordan landets tillidskultur ser ud. Det er dermed ikke bare i gennemsnit, at mere tillidsfulde samfund betragtes som sikrere investeringer, men mere avanceret. Vores fund er konsistente med en situation, hvor frie markeder tager mere end blot problemerne i betragtning, men også i høj grad kulturelt betingede forskelle i politiske reaktioner, når de vurderer risici og dermed de risikopræmier, der kræves for at man handler mere risikable obligationer. Internationale obligationsmarkeder er, med andre ord, ganske smarte.
Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2017. 2 svar
Skulle der være nogen af vores læsere, der er så heldige at være i nærheden af Lund i morgen aften, holder min ven og kollega Andreas Bergh en offentlig forelæsning. Titlen (på dansk) er “Velfærdsstat, tillid og migration.” Andreas, der er en af de mest vidende forskere i feltet, holder forelæsningen fra klokken 19 på Lunds Universitet. Emnet er af særlig skandinavisk interesse og han ikke blot en dygtig forsker, men også en fremragende kommunikator. Stærkt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2017. 14 svar
Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.
Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.
Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).
Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.
Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.
Som nogle læsere sikkert ved, har jeg hele min akademiske karriere beskæftiget mig med social tillid. Emnet var centralt for min PhD-afhandling, det var en hoveddel af en af mine første videnskabelige artikler (her) og en af de seneste, jeg har udgivet (med Niclas Berggren, her). Når der kommer virkeligt nye indsigter i forskningsfeltet omkring tillid, er jeg derfor altid spændt.
Det er præcist det, der forleden var tilfældet i det nye nummer af Political Psychology. Tidsskriftet bragte en artikel af den dygtige Peter Thisted Dinesen, sammen med Sven Oskarsson, Christopher Dawes, Magnus Johannesson og Patrik Magnusson, hvor de vendte tilbage til en velkendt og omdiskuteret sammenhæng: At tillid og uddannelsesniveau hænger tydeligt sammen. Diskussionen er vigtig, fordi sammenhængen kan tolkes på forskellige måder, og med meget forskellige implikationer. De fleste har tolket den som evidens for, at uddannelse skaber højere social tillid, hvilket indebærer, at tillid er noget, der kan skabes. Hvis man omvendt – som jeg blandt andet har gjort – tolker den som en indflydelse af tillid på uddannelse, er der ingen grund til at tro, at tillid kan skabes med politiske midler, men den bliver mere vigtig for et lands udvikling. Den tredje tolkning, at både tillid og uddannelse er skabt af den samme underliggende faktor, har endnu færre implikationer.
Det er her, Peter og hans kollegers studie kommer ind og giver markante nye indsigter. De gør brug af en stor svensk undersøgelse af tvillinger, hvilket betyder at de kan kontrollere for praktisk taget alle forklarende forhold, der har med gener, tidlig familieindflydelse og fælles miljø ved at fokusere på de enæggede tvillinger. De starter med at vise den ’almindelige’ sammenhæng, hvor man bruger uddannelsesvariable som forklaring på forskelle i tillid. Det virker meget fint i tvillingedataene, og forfatterne viser, at tvillingerne næsten fuldstændigt udviser samme mønster som svenskere mere generelt. Der er altså intet specielt ved de svenske tvillinger. Derefter tager de alle forskelle ud, der er specifikke for hvert enkelt tvillingepar – gener osv. – og viser, at sammenhængen mellem tillid og uddannelse derefter er totalt forsvundet. Hvis uddannelse skaber tillid, burde den bedre uddannede tvilling have højere tillid til andre mennesker, men de svenske data viser, at det ikke sker!
Studiet peger på, at en stor del – og måske hele – forklaringen på, at tillid og uddannelse hænger sammen, er at begge dele er arvelige gennem folks gener. Der er således ingen indflydelse på tilliden af, at man forsøger at hæve folks uddannelsesniveau. Ligeledes stiller studiet meget store spørgsmålstegn ved de tidligere studier, der har hævdet at den særligt høje skandinaviske tillid skyldes, at vi tidligt indførte folkeskoler og skolepligt. Tilliden har konsekvenser, men der er stadigt mindre, der peger på, at man kan skabe den aktivt. Hvor den særlige skandinaviske tillid kommer fra, er derfor stadig et mysterium.
WEF
