Tag-arkiv: eksperimenter

Nordjyllands nyttesløse nedlukning

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2021. 12 svar

Mellem jul og nytår besluttede statsministeren at forlænge den meget restriktive nedlukning af det danske samfund. Næsten alle partier støtter nedlukningerne, og danske medier er ikke ligefrem kritiske overfor politikken. Det er ikke overraskende, da man bliver angrebet hvis man stiller spørgsmål ved, om nedlukninger gør nogen forskel overfor den nye coronavirus. Mange, der ellers følger forskningen, holder derfor mund med at der findes i hvert fald 24 studier, der finder enten meget små eller slet ingen effekter af nedlukninger.

Der var naturligvis god grund til at være skeptisk, da der kun var få studier. Fælles for de 24 er dog, at de alle tager udgangspunkt i virkelige data og ikke computermodeller, mens de metodisk er meget forskellige, og også ser på forskellige lande eller områder. Ingen af dem er perfekte, men fællesmængden af studierne er klokkeklar.

De metodiske bekymringer er dog minimale i et nyt studie, som professor Kasper Planeta Kepp (DTU) og jeg har udført sammen. Vi har foretaget en konkret evaluering af de ekstreme nedlukninger af syv kommuner i Nordjylland, efter at regeringen besluttede at mink var farlige. Der er tale om et næsten perfekt quasi-eksperiment – som er meget sjældne i samfundsvidenskaberne – fordi de syv kommuner ikke havde anderledes smittetal eller -udvikling end de fire kommuner i regionen, der ikke blev lukket ned. De var heller ikke statistisk forskellige i løbet af virussens første bølge i foråret, så vi har to grupper af kommuner, der på alle relevante faktorer er ens, men hvor kun den ene blev voldsomt lukket ned.

Vores papir, der har titlen “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The evidence from Northern Jutland”, er nu online og frit tilgængeligt for alle. Vores metode er standard i samfundsvidenskaberne: Vi estimerer effekten af nedlukningen der annonceredes den 4. november for syv af de 11 kommuner henover 91 dage i september, oktober og november. Det tillader os at inkludere såkaldte fixed effects for hver kommune, hver uge og hver ugedag (for at tage hensyn til, at dem der bliver testet fredage og i weekenden nok ikke er da samme som mandag-torsdag).

Resultatet er statistisk et nul: En lille effekt, der er meget langt fra statistisk signifikans, og som vi kan vise endda er drevet af sammenligningen med Morsø kommune. Kasper og jeg finder med andre ord, at en ekstrem nedlukning hvor folk ikke engang kunne rejse over kommunegrænsen, og som påvirkede 126.000 jobs i regionen, overhovedet ikke påvirkede smitteudviklingen. Den skabte alvorlige økonomiske skadevirkninger, og ødelagde folks sociale liv, men til ingen verdens nytte.

Vores studie af en næsten perfekt situation i Nordjylland understreget således, hvad resten af den nye forskning viser – og hvad WHOs epidemiguidelines understregede indtil januar 2020: Nedlukninger er ikke effektive redskaber mod en epidemi, skaber enorme økonomiske skadevirkninger, og risikerer at ødelægger kultur, civilsamfund og folks mentale helbred. De bør holde op.

Mere om Nobelprisen 2019

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2019. Skriv et svar

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Tillid i eksperimenter og spørgeskemaer

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2019. 1 svar

For nogle uger siden skrev vi kort om et nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede forskere bag Cohen et al. i Science udførte et velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.

Konklusionen er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata. Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.

Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use of questionnaire-based measures in the trust literature.

Vernon Smith 90 år

Af Christian Bjørnskov, den 3. januar 2017. Skriv et svar

For to dage siden – 1. januar – fyldte Vernon Smith 90. Smith, der modtog Nobelprisen i 2002 og i dag er professor på Chapman University i Californien, er en af grundlæggerne af eksperimentel økonomi. Han er også en af de mest bemærkelsesværdige samfundsforskere, jeg har haft fornøjelsen at møde. I november deltog jeg i en lidt tidlig 90-års hyldestsession for Smith ved den årlige konference i the Southern Economic Association, hvor han selv var det mest interessante indslag: Afslappet, upretentiøs, morsom og knivskarp.

Mens der er mange økonomer, som man kan hylde for deres bidrag til vores viden, har Vernon Smith en særlig egenskab udover hans uformindskede intellekt og en imponerende arbejdsevne (han har forfattet 110 artikler efter han modtog sin Nobelpris): Hans bemærkelsesværdige akademiske og personlige integritet.

Smith begyndte på at lave eksperimenter fordi han – efter eget udsagn – ønskede at vise, at uregulerede markeder ikke kunne finde den rigtige ligevægt. Neoklassisk teori viste nemlig, at markedsdeltagerne måtte have en masse information og en høj grad af rationalitet for at teorien virkede, og det havde de bestemt ikke. Smiths eksperimenter viste dog, at selv markeder med studerende uden nogen erfaring i faktiske markeder, meget hurtigt fandt en stabil og optimal ligevægt. I stedet for – som mange andre har gjort – at fifle med eksperimenter, ændrede Smith mening.

Det samme er sket flere gange siden. I 1980erne satte han en række eksperimenter op for at afdække, hvad der sker når der danner sig bobler i markedet. Han startede med et simpelt set-up, hvor der efter gældende teori ikke kunne danne sig markeder, og ønskede derefter at se på, hvilke ændringer og imperfektioner der skabte bobler. Men der dannede sig bobler i den simpleste set-up hvor de ikke burde kunne danne sig! Smiths svar var igen at stille spørgsmål ved hvad han indtil da havde troet på. Ved at gøre det, og dermed se på problemet med friske og upåvirkede øjne, fandt han ny indsigt i, hvad der faktisk foregår.

Vernon Smith er således et af de sjældne mennesker, der højt op i alderen bibeholder deres evne til at tænke nyt, sætte spørgsmål ved deres egne syn, og ikke forfalder til en higen efter idealer. Hans syn på markeder er f.eks. at de ikke altid virker ideelt, men at de omvendt heller ikke kræver den sofistikerede viden og rationalitet, som mange forskere påstår – og bruger som argumenter for statslig regulering. Smith er over årene kommet til den indsigt, at markeder kun kræver tre ting for at fungere bedre end noget andet system: “the right of possession, transference by consent, and the performance of promises. These are the ultimate foundations of order that make possible markets and prosperity.” Det er en simpel indsigt, men bakket op af Smiths egen, ekstremt omhyggelige forskning og et resultat af, at han ikke stillede sig tilfreds med hvad han troede. Derfor ønsker vi et lidt forsinket, men stort tillykke med de 90.

Underminerer markedet prosocial adfærd? (Nej)

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2013. 5 svar

Siden 1700-tallet har der pågået en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om markedets sociale virkninger. Den måske mest populære teori – idet mindst i politik – er at markedet underminerer prosocial adfærd. Argumentet er, at det ikke kan betale sig at være altruistisk eller hjælpsom, og markedsgørelse derfor presser det ud. Modteorien, der ofte kaldes Douce Commerce, peger derimod på at markedet civiliserer, da det er kendetegnet ved interaktivitet. Adam Smith understregede også, at i et marked har man et omdømme at beskytte, så de mindst troværdige eller hæderlige vil miste kunder hurtigt, fordi der altid er en exit-mulighed.

Mitchell Hoffmann og John Morgan har fornylig testet de modsatrettede teorier med en serie økonomiske eksperimenter. De spiller spillene med både studerende, som det er sædvanligt, og med folk fra det private, så man kan sammenligne virkningen af erfaring eller ’skoling’ fra markedet. Innovation – og den er ret cool – er at de to forskere har fået repræsentanter fra to ’cutthroat industries’ til at spille med: Relativt uregulerede markeder med voldsom konkurrence, hvor man fra den ene teoris synspunkt måtte regne med en stærk underminering af prosocial adfærd. De to industrier er internetporno og domain trading – dvs. der hvor folk køber christianbjoernskov.com og forsøger at sælge det.

Og resultaterne støtter utvetydigt op om douce commerce! Tænker man lidt længere end vulgærmarxister er det heller ikke så overraskende. Papiret kan læses i wp-version her og abstractet er her:

We conduct a battery of social preference experiments on business people from two controversial internet industries—domain trading and adult entertainment (pornography). We then conduct the same experiments on Berkeley students. Levitt and List (2007) conjecture that selection pressures among business people would reduce or eliminate pro-social choices. We find the opposite: Internet business people were significantly more altruistic, more trusting, reciprocate more, lie less, and respond differently to shame than students. We present a model of reverse selection that rationalizes our findings.