Tag-arkiv: kreditratings

Ny viden om tillid og internationale risikopræmier

Af Christian Bjørnskov, den 13. november 2017. Skriv et svar

Et tilbagevendende spørgsmål i politiske debatter er, om de internationale kreditmarkeder er ’fair’: Var det for eksempel rimeligt, at de førende rating-bureauer efter finanskrisen nedgraderede Frankrig langt tidligere og hurtigere end Storbritannien, selvom den britiske udlandsgæld var større?

Min svenske kollega og ven Andreas Bergh og jeg skrev om emnet for tre år siden, men er nu på sin vis vendt tilbage til spørgsmålet: Vi fik forleden – efter en meget lang og frustrerende proces – artiklen optaget til publikation. ”Trust Us to Repay: Social Trust, Long-Term Interest Rates, and Sovereign Credit Ratings” er nu under udgivelse i Journal of Money, Credit and Banking, men foreligger også i en tidligere version som IFN working paper 1039. IFN bragte en kort omtale af studiet her.

Baggrunden for artiklen er, at mange studier efterhånden peger på, at højtillids-befolkninger er langt bedre til at ’holde deres politikere i ørerne’ – tvinge dem til at opføre sig nogenlunde ansvarligt – og at institutioner og nogle markeder også virker bedre (se f.eks. her). Der er således god grund til at tro, at det der ligner de samme økonomiske problemer, i det lange løb bliver langt bedre håndteret i bestemte lande end i andre, hvor institutionerne er svagere og befolkningen ikke på samme måde holder politikerne til ilden.

Det er netop det billede, Andreas og jeg finder, og som afspejles nedenfor i Figur 3 fra artiklen. Figuren, der viser den simple sammenhæng mellem social tillid og kreditratings fra Standards & Poor sidst i 2012, indikerer tydeligt at statsobligationer fra højtillidslande typisk bliver ratet som langt sikrere end fra andre lande. Det særlige er dog, at vi finder, at markedets reaktioner på objektive problemer som høj inflation og lav vækst afhænger fundamentalt af hvordan landets tillidskultur ser ud. Det er dermed ikke bare i gennemsnit, at mere tillidsfulde samfund betragtes som sikrere investeringer, men mere avanceret. Vores fund er konsistente med en situation, hvor frie markeder tager mere end blot problemerne i betragtning, men også i høj grad kulturelt betingede forskelle i politiske reaktioner, når de vurderer risici og dermed de risikopræmier, der kræves for at man handler mere risikable obligationer. Internationale obligationsmarkeder er, med andre ord, ganske smarte.

Kreditværdighed i Latinamerika

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2013. 3 svar

Min medblogger Niels Westy har gentagne gange understreget, hvor lidt mening det giver at tale om Latinamerika som én sammenlignelig gruppe lande. Dagens post riffer på det tema ved at give et hurtigt overblik over kreditvurderinger af en række af landene.

Man kan selvfølgelig altid beklage, at de internationale credit rating agencies ikke altid har ramt plet, men overordnet giver de et ganske pænt billede af markedets vurdering af risikoen ved at låne til forskellige lande. Figuren nedenfor illustrerer denne pointe ved at vise udviklingen fra 1990 (de fleste lande er ratet fra starten af 90erne) i seks lande: Argentina, Brasilien, Chile, Mexico, Peru og Venezuela.

Argentina er – som sædvanlig – den store outlier, hvor defaulten først i 00erne er tydelig. Ellers skiller landene, inklusive dem der ikke er vist, sig ud i cirka tre grupper. Den første er eksemplificeret af Venezuela, og indeholder i princippet også lande som Bolivia og Ecuador: Meget lidt er sket, og der er måske en lille tendens mod det værre i de senere år. Venezuela har ratingen B+, Bolivia og Ecuador er marginalt bedre ratede.

Anden gruppe er lande, hvor ratings er markant forbedret de sidste 10-12 år. Brasilien, Mexico og Peru er eksempler i figuren; Panama er et andet, lidt senere eksempel. Disse lande er blevet politisk mere stabile og har foretaget egentlige liberaliseringer – ikke mindst Peru, der er i de sorte tal med en A- rating.

Den sidste gruppe består af ét land: Chile. Landet, der på næsten alle områder er løbet fra resten af kontinentet, ser perfekt vesteuropæisk ud på dets kreditvurdering. Chile bliver ratet AA+, kun et point under Danmarks perfekte tripel-A-rating og et point over Frankrig. I den årlige korruptionsrangering (mere om den senere) ligger Chile og Frankrig også side om side, lidt over Østrig og lidt under Irland og Uruguay.

Hvorfor ser man så disse store forskelle? En del af dem er forskelle i objektive problemer, men en stor del af resten er markedets vurdering af, hvor troværdige de politiske institutioner er, og i hvor høj grad lande er villige til at tage fat hvor det gør ondt, hvis der er et problem. Det er dét, der skiller de latinamerikanske bukke fra fårene.