Kategoriarkiv: Gæsteindlæg

E-mail to Dick Cheney: Guest commentary by Samuel Rachlin

Af Redaktionen, den 29. maj 2006. 9 svar

Punditokraterne er glade for igen at kunne bringe en gæstekommentar af Samuel Rachlin (den første var denne):

E-mail to Dick Cheney

Right after Vice President Dick Cheney’s trip to Europe and Central Asia, I wrote him an e-mail:

Dear Dick,

It’s fine with me that you give President Putin a lecture and tell him what democracy is about, and that he should not use the oil weapon against his neighbours.  I think it’s appropriate that you tell him that the Russian government has “unfairly and improperly restricts the rights of her people.” and that Moscow should not use oil and gas as a tool of “intimidation and blackmail”. I also find it OK when you tell new East European and Baltic democracies in Vilnius that they are on the right track and they have the full support of the U.S.

But I have a problem when you, after that meting, move on to Kazakhstan to visit President Nursultan Nazarbaev – a mix between Ghengis Khan and a Soviet Politbureau Member without any tolerance of opposition or respect of human right, but with great patience with corruption and abuse of power. He is a leader of the same mold as Azerbaidzhan’s President Ilham Aliyev who recently was received by your boss in the White House.

It’s problem for me because it creates a lot of confusion and uncertainty about the American message. Nazarbayev and Aliyev are by no means on the right track to democracy and are even more undemocratic and despotic than President Putin and his crowd in the Kremlin. It’s obvious that this weakens the message to Moscow and causes confusion among the East European leaders you met with in Vilnius.

Nazarbayev and Aliyev both control significant oil wealth, and you have to understand that this could lead some people to think that the U.S. applies different criteria and values for who’s in and who’s out, and who should be lectured on what’s wrong and what’s right. That’s what we call double standards. When you and your boss cultivate relationships with people like Nazabayev and Aliyev one could get the impression that you distinguish between those who have and those who don’t have oil. The new breed of haves and haves not.

Some people could draw the conclusion that if you have oil it does not matter that much that you violate the rules of democracy and suppress basic human rights. The problem becomes even more conspicuous because everybody knows how close you and your boss are to the American oil industry. The relationship with Saudi Arabia – one of the most important providers of oil to the U.S. – has never suffered under the lack of democracy in the Arab kingdom.

You have to understand that there is not a very big jump from these observations to raising the question about the real motives behind the U.S. invasion of Iraq. Was it primarily a question of freedom and democracy or was it Iraq’s oil wealth that led the U.S. into the war? It’s obvious to anyone that your and President Bush’s credibility has suffered considerable damage. After Abu Graihb and Guantanamo, your lecturing about democracy and human right begins to sound hollow. After more than three years of warfare in Iraq no one can claim that the U.S. has been defeated, but the lack of results, not to speak of victories, is a defeat in its own right. That has not only undermined your status as a hyper power, but also weakened your ability to speak out about democracy and freedom on behalf of the free world – at least with the same authority as in the past.

You wound up your trip in Croatia, and in a speech to regional leaders in Dubrovnik, you again spoke about freedom and democracy. That’s a problem for me, too, because you welcomed the new countries to the EU. Listen, Dick, on whose behalf did you do that? Who gave you that mandate? Are you out of your mind, as you Americans say.  Don’t you think that we have problems enough already in the EU with the timeout for the constitution debate, with our European identity and our direction.

We don’t need any good advice. We have more than enough of our own good ideas. What we need is determination and action, but right now we are confused and enervated by all the changes we have gone through with integration, expansion and one treaty after the other. We have gone into rethinking mode, and no one really knows when we will come out. Untimely interference can only make things even worse.

And don’t you actually think that you and President Bush have problems enough on your own? The Iraq war more and more looks like a dead end. The oil price in the U.S. is still half of what it is in Europe, but your voters are so angry that they are ready to start a new revolution. The trade and budget deficits look like a Hollywood horror movie. The President’s support is at a historic low, and your own ratings are lower than Michael Jackson’s. How do you feel it’s going for you, as we say in Denmark?  I understand you need a breather, but I would suggest that next time you feel like getting out of there you should go back to Texas for some old fashioned hunting with your buddies.

Sincerely yours,
Samuel

It did not take long before I got an answer from Dick Cheney:

Dear Samuel,

The hunting season in Texas has not started yet, and after that deplorable episode at  my latest hunting trip, I have to go abroad to test my markmanship before I try to renew my license. Quite frankly, I think things are going just fine. It was a great trip – one of my best in a long time,

Sincerely yours,
Dick

Gæsteindlæg: Limagolf om ægyptiske bloggere & kampen for frihed

Af Redaktionen, den 9. maj 2006. 3 svar

Denne blogs jævnligt kommenterende læser “Limagolf” har sendt os følgende gæsteindlæg, som vi er glade for at viderebringe:

Egyptiske bloggere fængslet, Sandmonkey beder om hjælp!

Under den knapt nok overståede Muhammedkrise blev en del danskere opmærksomme på, at der i Mellemøsten florerer en undergrund af vestligt orienterede bloggere. Blandt andet Punditokraterne linkede til flere af dem, deriblandt Egyptian Sandmonkey.

Sandmonkey stillede sig sammen med en del andre Mellemøstlige bloggere på ytringsfrihedens og modernitetens side. Hvor vi hjemme i Danmark nok kunne gyse over, hvor lidt der skal til for at antænde et tilsyneladende ustoppeligt bål, var vi dog generelt aldrig i rigtig fare. Det vidste vi vist egentlig også godt, selvom det kildrede underligt i maven de uger.

Imens lever moderne indstillede personer i Mellemøsten et liv fanget mellem religiøs intolerance på den ene side og brutal politistat på den anden. For dem er kampen for ytringsfrihed daglig og ikke uden alvorlige omkostninger.

Det viste sig da de egyptiske autoriteter i søndags arresterede 48 personer, deriblandt en række prominente egyptiske bloggere, under en fredelig demonstration i Cairo.Derfor beder Sandmonkey, der som sagt nok er en del af Punditokraternes læsere bekendt, om hjælp. Læs først historien på hans weblog, sandmonkey.org og gør derefter som han beder om:

“E-mail them, send them letters, harrass them. The last time you did that we got Abdel Karim released. I am not joking when I tell you that I had information from a source inside that this is the only reason they released him. Too much pressure by the average american and european. The egyptian government is cowardly, they will sucumb to pressure. Tell them that you find his detainment and arrest unacceptable. That you will not set foot in this country, and will tell every friend of yours never to visit Egypt, unless Alaa and the other detainees are released immedietly. That a government that throws people in jail for freedom of speech is not one that will get your money. Tell everyone you know and spread the word. In the words of Tigerhawk: Release the Hounds.”

Vi skal naturligvis altid arbejde imod undertrykkelse. Men i dette tilfælde er det vigtigt af flere grunde:

  1. Internettet er et medie, der kan hjælpe med til at sprede idéen om frihed, som intet andet medie har kunnet før, men kun hvis despoter ikke har held til at skræmme folk fra at bruge det – send en klar besked om, at dette er uacceptabelt.
  2. Under Muhammed krisen var der folk i Mellemøsten, der, ikke uden personlig risiko, stillede sig på vores side (ikke Danmarks, men modernitetens og frihedens) – lad os betale dem tilbage ved at gøre deres undertrykkere opmærksomme på, at ytringsfrihed er en alvorlig realitet i vores hjørne af verden.

Dette er en enestående lejlighed til at demonstrere, hvordan man fredeligt protesterer over urimelige overgreb mod den personlige frihed. Personligt har jeg tænkt mig at sende et brev til Ægyptens ambassade i Danmark. Det vil andre af Punditokraternes læsere forhåbentlig også overveje.  Adressen er:

Ægyptens Ambassade

Kristianiagade 19

2100 København Ø

Om tal, terror & MSM: Gæsteindlæg af Poul Højlund

Af Redaktionen, den 18. december 2005. 1 svar

Punditokraterne bringer hermed et dagsaktuelt indlæg af Poul Højlund, der går i kødet på MSM’s behandling af “data” om irakernes holdninger …

Bare et tal
Hvis ikke det hele var så komisk, ville det være tragisk.

Sunday Telegraph’s defence correspondent Sean Rayment kom 23.10.05 med følgende artikel: Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops. Berømt fordi nettet har mere end 400.000 henvisninger, og berømt fordi republikaneren John Murtha forlanger de amerikanske tropper hjem omgående, når nu irakerne ikke kan lide dem alligevel.

Villy Søvndal forlangte allerede samme dag de danske tropper ud omgående. DR kunne åbenbart ikke læse engelsk, men fik fortyfive percent til at blive til 54%. Det er heller ikke nemt.

Den gode Sean Rayment, der således ganske uforvarende scorede et verdenshit, er aldrig er vendt tilbage til sit scoop med så meget som en linie. Han skriver om William, der slår Harry i hærens IQ-test, om tab i Afghanistan, om hærens vanskeligheder med at rekruttere til Irak, – men ikke et eneste opfølgende ord om den virkelige sensation, hans store scoop:

Millioner af irakere mener, at selvmordangreb på britiske styrker er berettigede, lød sensationen. Op til 65% af irakerne støtter angrebene og mindre end en procent af irakerne synes, at det allierede militære engagement hjælper til at forbedre sikkerheden i deres land.

Villy Hin Søvndahl derimod kan ikke vente med at få fingrene i tasterne; han er allerede samme dag på alle medier (weekend, nemlig) med sit krav om omgående pull out på grund af de nye sensationelle tal. Hele 65% af alle irakerne støtter angrebene. Selve statsministeren tvinges til at svare med standardsvaret Alle skal ud så hurtigt, som forholdene tillader. Historien lever et par døgn og dør så.

Undertegnede relativt stilfærdige menneske rykker også til tasterne og begynder i Kristeligt Dagblad, – samme slagmark som Søvndal havde valgt – og fortsætter i JyllandsPosten.  Spidse og småsure spørgsmål til DR og Søvndal om dokumentation for påstandene. Sidste afsnit fra KD (som ikke giver web-adgang uden abonnement) lyder:

“Konklusion: På baggrund af en enkelt journalists oplysninger om en hemmelig undersøgelse, hvis resultater er i direkte modstrid med den veldokumenterede BBC-undersøgelse, og hvor formålet med journalistens artikel er tydeligt indenrigspolitisk, og hvor journalistens brug af unavngivne kilder tidligere har vist sig tvivlsom, bringer Radioavisen en nyhed, hvis væsentligste procenttal er en pinlig fejloversættelse, – og på den ekstremt tynde baggrund, rykker SF’s formand i felten og kalder grundlaget for dansk militær tilstedeværelse i Irak for ikke-eksisterende.

Mens Radioavisen tjekker sine kilder, sine bevæggrunde og sin troværdighed, kunne Villy Søvndal måske bevæges til at forklare, hvorfor offentligheden i denne sag skal tage ham alvorligt?”

Ingen reaktion. 21. november opsumerer TV2 i 22-nyhederne udviklingen i Irak siden Mission Accomplished om bord på USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Det er nu over 2 år siden præsident Bush bla bla …. Et rent powerpoint show med lidt speak og en heftig grafik med headlines, der drøner frem i billedet.

Skilt nummer fem efter hukommelsen: Over 100 daglige angreb fra terrorister og oprørere. Skilt nummer seks: Mere end 65% af irakerne støtter angrebene. Slut for Irak og videre til næste emne.

Få dage senere præciserer redaktionschef Hans Peter Blicher i JP direkte henvendt til undertegnede, høfligt og måske lige en snert nedladende, at tallet kun omfatter sympati for angreb mod de væbnede styrker og ikke mod civile. Nu er de 65% kun gældende i det dansk/britisk kontrollerede område i det sydlige Irak: I hele Irak er det 45%, der osv.

Samme aften meddeler TV2 nyhederne en rettelse. Jeg så den ikke, og den er ikke på deres web-tv.  Noget om nogle forkerte tal og nu følger de rigtige tal: 45% af alle irakere støtter angrebene på de væbnede styrker.

Få dage senere i JP retter skyder undertegnede det første alvorlige missil af: Dårlig presseetik.

Få dage senere i JP et hidsigt angreb fra Blicher, der henviser til, at alle andre jo også har brugt kilden, at vi sandelig ikke betaler tvangslicens og at han i øvrigt anser debatten for overstået.

Dagen efter er selveste nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen ude med den helt store kaliber,  men dog detaljeret i sin rettelse af de tre eller fire eller fem fejl, DR har nået at begå i sagen. Samme henvisning til alle de andre medier, der også har brugt tallene, og endelig en blank afvisning af min påstand om tendenser i dækningen af Irak.

Nu træder Punditokraterne for alvor ind på banen. En læser, Niels Christensen, linker til en mig ukendt Spiegel-undersøgelse med helt andre tal. Tak for det. Verden hænger igen og veldokumenteret sammen og der kommer overensstemmelse mellem rekordvalgdeltagelse og meningsmålinger.

Tre fjerdedele af irakerne støtter de udenlandske troppers tilstedeværelse, indtil forholdene er stabiliserede. Tre fjerdele støtter …, altså ikke to ud af tre, der støtter angreb på tropperne, men tre ud af fire, der ønsker troppernes tilstedeværelse opretholdt.

Mit næste indlæg i JP må kun være på 300 ord, – ak ja. Det kommer forhåbentligt på mandag. Her er de sidste afsnit:

“…Og tv-stationerne vil ikke indse, at de er blevet ofre for deres egne fordomme. Deres normale journalistiske sans er bedøvet af de spændende tal, der for alvor viser, hvor skidt det går i Irak.

De to stationer kan heller ikke læse tysk. Der Spiegel bringer 11. december en helt anderledes troværdig og veldokumenteret meningsmåling. Tallene modsiger de udokumenterede påstande fra Sunday Telegraph. Blot en enkelt tal: hver fjerde iraker ønsker omgående troppetilbagetrækning. Tre fjerdedele af irakerne ønsker at tropperne bliver, indtil forholdene er stabiliserede. Hvornår bringer I de nyheder?

Men nej, gode nyheder om Irak har ingen interesse. Selv det seneste valgs overvældende succes bliver vinklet til en Sippel-historie om valgsvindel og fupdemokrati. Dækningen af Irak er tendentiøs. Dette er blot et lille eksempel. “

Hjemløse & amerikanske tilstande: gæsteindlæg fra Jonathan Szpirt

Af Redaktionen, den 2. juli 2005. 2 svar

Vi hører altid den evige skrøne om, at USA er et asocialt land, hvor der lever tusindvis af hjemløse, og (bl.a.) fordi vi har færre hjemløse i Danmark, er den danske velfærdsstat både moralsk og socialt overlegen. Men nye tal og simple udregninger modbeviser dette med et interessant resultat.

Ifølge Coalition of the Homeless i New York City, er der 36.248 hjemløse i denne storby. Der er muligvis yderligere 5.000 hjemløse i NYC, som dog ikke modtager nogen ydelser etc. I NYC bor der (officielt) 8,1 mio mennesker.

I Københavns Kommune bor der derimod kun 501.285 mennesker. D.v.s. der bor 16,2 gange flere mennesker i NYC end i Københavns Kommune. Alene i København var der i 1998 mellem 5.000 og 6.000 hjemløse–tal, der ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, speciallæge i psykiatri Preben Brandt, steg konstant (Berlingske Tidende, 3.10.98). Det estimeres, udfra hjemløse-ophold på §105 institutionerne, at der på landsplan er mellem 12.000 og 14.000 hjemløse. Af disse opholder halvdelen sig sandsynligvis i København, jf. Torben Fridberg, SFI (1992).

Hvis vi konservativt antager der “kun” er 6.000 hjemløse i Københavns Kommune og vi offensivt antager at der 41.000 hjemløse i NYC, så er der, korrigeret for indbyggertal, i de respektive storbyer, over dobbelt så mange hjemløse i København som i New York, nemlig 12 hjemløse per tusinde indbyggere i København og kun 5,1 hjemløse per tusinde indbyggere i NYC -præcist 135 procent flere hjemløse i København.

Hvis vi derimod vælger den officielle hjemløshed i NYC, ifølge Coalition of the Homeless, og sætter den op imod den københavnske hjemløshed, korrigeret for indbyggertal, så er der 168 procent flere hjemløse i København end NYC – Kapitalismens højborg.

Jonathan Szpirt

Hvad nu hvis … III: Gæsteindlæg fra Otto Brøns-Petersen

Af Redaktionen, den 15. juni 2005. Skriv et svar

Vi er beærede over, at Otto Brøns-Petersen hermed tager stafetten videre som gæste-punditokrat i debatten om rettigheder/konsekvenser:

“Tak for invitation til at give mit besyv med (selv om man unægtelig kan få mistanken om, at Nicolai forsøger at lokke havkatte ind i sit hyttefad!). Og tillykke til det fulde punditokrati med en fremdeles imponerende, inspirerende og ikke mindst underholdende blog. Nicolai stiller en række spørgsmål, som har med at gøre, om mangel på viden om konsekvenserne af et givent politisk system eller af en given politik ikke udgør et grundlæggende problem for politiske filosoffer, der begrunder deres filosofi konsekventionalistisk. Det forekommer mig, at Nicolai på visse punkter er unødigt bekymret. Hvis man vælger en konsekventionalistisk tilgang, må det som udgangspunkt være fuldt legitimt at anvende de helt normale principper for rationelle valg mellem alternativer. Kort sagt: Hvis jeg skal vælge mellem to slags rugbrød efter, hvad der giver de bedste konsekvenser for mig, hvorfor må jeg så ikke på principielt helt samme måde vælge mellem to politiske systemer? Normalt vil vi ikke stille krav om, at alle tænkelige konsekvenser er kortlagt, før det er fornuftigt (og moralsk?) at vælge mellem to slags brød? Hvorfor skulle vi så stille krav om fuldt overblik, når det gælder politiske systemer? Især da vi – som korrekt påpeget af Nicolai – af epistemiske årsager simpelt hen ikke kan identificere samtlige konsekvenser. Man kan som bekendt ikke være moralsk forpligtet til noget, der ikke er muligt, så hvordan skulle man være moralsk forpligtet til at inddrage alle tænkelige (og utænkelige) konsekvenser? Derimod kan man være forpligtet til at inddrage så mange konsekvenser, man kan identificere, og som gør en reel forskel. I normale valgsituationer er kan det være nødvendigt at udelukke selv nok så betydelige konsekvenser, hvis der ikke er nok viden om dem. Antag f.eks. at jeg kun har to brød at spise og ved at det ene er giftigt, men ikke hvilket. Jeg må jo spise for at overleve. Jeg kan ikke skaffe mig holdepunkter for en hypotese om, hvilket af brødene der er giftigt. Da tilsiger teorien om rationelle valg, at jeg bør vælge det af brødene, som jeg af andre grunde foretrækker. Selv om giftproblemet er langt væsentligere for mig, bør jeg se bort fra det, hvis jeg ikke har relevant information. Surt, men sandt (når Nicolai spørger om, “vi vel ikke bare [kan] udelukke” meget positive, uforudsete konsekvenser, så er svaret, at det kan vi da være nødt til). Der kan også være situationer, hvor teorien om rationelle valg (i Neuman-Morgenstern varianten) tilsiger, at jeg bør forsøge at sætte sandsynligheder på, så godt jeg kan. Skal jeg vælge mellem to brød hos bageren, og ved jeg, at det ene koster 1 krone mere end det andet, må jeg nødvendigvis gøre mig forestillinger om sandsynligheden for, at det også er en krone eller mere mere værd for mig. Summa summarum er det som udgangspunkt vanskeligt at se, hvorfor de principper, jeg (moralsk?) bør benytte mig af for at træffe private konsekvensbaserede valg, banale som vitale, ikke også bør anvendes, når det gælder valg af politiske tiltag og regimer. Jeg iler med at advare mod den misforståelse, at de to typer af valg er ens i alle henseender. Det er de så langt fra. Vi vil som regel gerne have konsekventionalistiske argumenter til at have almen, interpersonel gyldighed. Det rejser velkendte problemer med interpersonel nyttesammenligning eller ufuldstændige preordninger. Det kan også begrænse mulighederne for at anvende probabilistiske sammenvejninger (hvis der kun er subjektive skøn at gå udfra, hvad så?). Men at specielt begrænset viden om konsekvenserne af at træffe bestemte valg principielt skulle udgøre et problem for konsekventionalismen ser jeg som sagt ikke.

Nicolai rejser så spørgsmålet, om argumentet om utilsigtede konsekvenser (hos f.eks. Hayek) ikke er problematisk for konsekventionalister. Her er jeg tilbøjelig til at være mere enig – i hvert fald når det gælder én speciel, konservativ aftapning. Generelt er det ikke noget problem at hævde, at en bestemt politik eller handling kan have utilsigtede konsekvenser, så længe de er forudsigelige. F.eks. som når Adam Smith påpeger, at egennyttig adfærd kan have gunstige konsekvenser for andre. Uforudsigelige konsekvenser kan også være et gyldigt argument, hvis der f.eks. er tale om, at én politik eller ét regime er mere robust overfor uforudsete konsekvenser end et andet. Men det forekommer mig dybt problematisk at hævde, at den eksisterende samfundsorden er bedre beskyttet mod uforudsete konsekvenser end alternative ordener ville være (“man ved, hvad man har…”). Det forudsætter i hvert fald, at man kan påvise, at den eksisterende orden er robust og stabil. Man kan ikke bare forudsætte det – og da især ikke, hvis man i øvrigt render rundt og postulerer, at alting er meget uforudsigeligt. Som David G. påpeger, kunne man skrive et essay om disse problemer. Og en bog om tilstødende problemer. Men punditokratiet skal vel være her længe endnu … Otto”

Det kan godt være, at nogle kunne finde denne slags diskussioner “studentikose”. So be it. Vi synes selv, at de kan være nok så meget mere interessante og vedkommende, end hvad Grundtvig måtte kunne fortælle folk i det 21. århundrede om … Nå, lad nu dén døde hest være i fred.

Hvad nu hvis … II: Gæsteindlæg fra David Gress

Af Redaktionen, den 13. juni 2005. 1 svar

I debatten om rettigheder/konsekvenser, som Nicolai Foss har begyndt her, har vi–som ofte før–fået en god, tænksom kommentar fra æres-punditokraten David Gress. Jeg vil her følge Mr. Laws præcedens og poste den hér, så den ikke bliver overset:

“NF stiller to spørgsmål. 1. Hvilke moralprincipper siger, at vi (når vi skal vælge en handling) kun skal forholde os til umiddelbare konsekvenser? 2. Kan det være, at visse u-liberale ting i virkelighedens verden faktisk kan have positive uforudsete konsekvenser? Det vil kræve et længere essay at svare ordentligt. Allerførst skal nogle begreber/forhåndsantagelser vel afklares. Ad 1. Hvornår vælger vi egentlig frit? Uden at inddrage Camus og eksistentialismen her mener jeg, at det er højst problematisk at antage, at man kan kalde valget af handlinger for frit sådan uden videre. Alle handlinger vil i min pragmatiske opfattelse være mere eller mindre påvirket af forhold som fx ens personlige historie, personlighed (genetisk eller opvækstmæssigt dannet/bestemt), omstændighederne, andres krav, forventninger, muligheder …
Skal jeg fx vælge bolig, vil mit valg være temmelig afgørende påvirket af, hvad jeg har råd til, hvordan markedet ser ud, hvilke alternative krav der er til mine ressourcer osv osv. Derfor ved jeg ikke, om spørgsmålet om at vurdere konsekvenser overhovedet kan lette fra startbanen, så længe de valg, hvor vi skal inddrage flere eller færre konsekvenser, er så betinget af andre forhold … Men videre. Ad 2. Her kan de eneste kriterier for svar vel være (1) historisk erfaring og (2) pragmatisk common sense. NF spørger provokerende, om det danske skatte-afgiftstryk måske i virkeligheden ikke er så skidt, fordi det overbeviser folk om liberalismens fordele. OK, lad os se os omkring. Gør det? Næ. Det har indtil videre konverteret Fogh R. og Kristian Jensen fra liberalisme til socialisme. Og jeg tør gætte på, at det store flertal af danskere egentlig nødig ser en mere rationel beskatning, fx en flat-tax, en udgiftsskat (expenditure tax) eller en skat på fast ejendom, fordi de har interesser bundet op i det nuværende perverse system. Altså: erfaring siger, at skatte-afgiftssystemet ikke fremmer liberalisme, undtagen i særtilfælde, men tværtimod fremmer medianvælgerens tilfredshed med et system, hvor det gælder om at sno sig til tilskud og bruge dem i bund, hvad enten de hedder rentefradrag for prioritetslån eller tilskud til daginstitutionspladser. Mao der er lidet, der tyder på, at den sunde fornuft tager fejl, når den ser skatte-afgiftssystemet som et passiviserende stemmekøbsredskab til befæstelse af magthavernes evige magthaveri. Filosofisk (og teologisk for den sags skyld) har jeg også svært ved at se, at individer kan forventes at tage ansvar for uforudsete konsekvenser, der pr. definition kun indtræffer senere i tid end de valg, der udløser dem. Vi har kun den sunde fornuft og erfaringen at støtte os til. Derfor er jeg nok i dagliglivet pragmatiker a la Richard Posner snarere end konsekventialist, selvom jeg med glæde læser Yeager, tak for henvisningen. Liberale politikvurderinger, og et liberalt menneskesyn i det hele taget, kan i mine øjne aldrig grundes alene på, at de “virker bedre”, men på, at de “giver et bedre billede” af virkeligheden. For at gå ad den vej er det nødvendigt at grunde liberalismen i en antropologi, altså hævde, at frihed (hvordan den end defineres) er den for mennesker bedste eller mindst forkerte tilstand. At mennesket altså retteligt er skabt frit. Denne antropologi skal forfægtes imod den overvældende historiske erfaring om, at mennesker ofte slet ikke bryder sig om at være frie, og at magthavere har så let ved at bestikke folk til at underkaste sig formynderi. Svaret (som langt klogere og mere belæste folk end jeg har forsøgt at give) bliver noget med, at mennesker overladt til sig selv har tilbøjelighed til at kaste friheden af sig, fordi den er krævende, men at de alligevel klarer sig bedst, når de er pisket til at være mere frie. Den franske makrohistoriker Jean Baechler kommer bedre omkring det her end mange. Men for mig er svaret i grunden teologisk og dermed overnaturligt. Jeg tror ikke, man kan bevise frihedens værdi på rent pragmatisk grundlag, selvom man kan komme langt, a la: frihed skaber mere velstand, folk får det bedre, lever længere osv. Men det er alt sammen ledsageomstændigheder, ikke begrundelser. Et sted har frihed også med lidenskab at gøre. Brænder man ikke for den, har den ganske enkelt ikke nogen værdi, og historien viser, at det altid kun er et mindretal, der brænder for den. A propos uforudsete konsekvenser har frihed da haft mange sådanne, ofte skadelige. For at vende tilbage til skatte-afgiftstryk, vil jeg vove at påstå, at her gælder positiv-negativ feedback. Et mere frihedsvenligt skatte-afgiftstryk giver borgerne incitament til at udnytte det for egen vinding, som man så kan håbe også bliver fælles vinding (vi må følge de nye flat-tax lande nøje her). Et tyrannisk som det danske producerer perverse følger, hvor borgernes incitamenter har det kollektive resultat, at alle får det værre, men ingen har så ondt af det, at det betyder noget. David G”

Velkommen til Thue Kjærhus

Af admin, den 15. maj 2005. Skriv et svar

Vi kan nu byde velkommen til forstander Thue Kjærhus, der startede debatten om Grundtvigs betydning for moderne (dansk?) liberalisme.

Kommentarboksen under hver daglige blog er bedst til de korte kommentarer og one-liners, hvorimod det er træls at have længerevarende debatter i det lille format. Der skal lys og plads til.

Her er Thue Kjærhus’ kommentar fra i går til bloggen, hvor vi bød Niels Lunde velkommen her på siden:

Kære Nyliberale; I skal have fat i Jørgen Bukdahls fortolkninger af det folkelige og liberale. Han skabte en dialektik mellem det internationale og det nationale (Se “Politikens litteraturhistorie” om Jørgen Bukdahl).

Det objekt, I har i spil om det grundtvigske er således ikke adækvat med Bukdahls grundtvigianisme, som har været udgangspunktet i min kronik (Jeg har skrevet en kritik af det grundtvigske som Brian Mikkelsen vist nok skal kommentere den 6. juni på Haderslev museum i forbindelse med en fortolkning af Dybbøl symbolet). I den tolkning, I giver af Grundtvig, dvs uden at medtænke Bukdahls óntologi, er vi faktisk ikke uenige. Den klassiske grundtvigianisme var indadvendt, provinsiel og selvstilstrækkelig. Ingen tvivl om det!

Jeg læste Martin Ågerups kronik. Den var spændende, saglig og fuldstændig fri for mudderkastning. Jeg talte senere med ham i telefonen og erfarede, at jeg her stod overfor et fordomsfrit menneske, som var nysgerrig. Han så straks, som den eneste i debatten, at det centrale i mit budskab var Hannah Arendts civilisationskritik. ( Arendt er kult i USA, Tyskland og UK) Hvis I vil forstå mit synspunkt nærmere, så kan I måske have glæde af at læse min kronik i Berlingeren i juli 2005, hvor jeg debatterer med Professor Bent Jensen om det totalitære. Kronikken hedder: “Holocaust og Ø-Havet Gulag” .I kan finde kronikken under mit fulde navn: Thue Damgaard Kjærhus. Bent Jensen har en kort kommentar til kronikken i august 2000 [2005? JLH]:”Lad os tale om noget andet”.

På højskolernes hjemmeside kan I endvidere læse et liberalt manifest, som jeg har forfattet sammen med Søren Jensen (http://www.ffd.dk/)

Venlig hilsen Thue Kjærhus

Mit kendskab til Bukdahl begrænser sig til Det europæiske menneske (1933), så jeg må overlade det til andre at vurdere Kjærhus’ pointe. Men det er da interessant at se, at “klassisk grundtvigianisme” åbenbart ikke er så saliggørende. Så mangler vi bare at finde ud af, hvad der er klassisk grundtvigianisme, og hvad der er grundtvigianisme cum Bukdahl.

Berlingske Søndag har i dag en opsamling af debatten (desværre ingen links). Indtil nu har den vist brudlinjen mellem liberale og konservative, der står for hhv. individualisme og kollektivisme. Begge holdninger omfatter den anden, men der er en forskel.

Debatten har dernæst demonstreret den gamle fordom, at liberale er egoister, der kun tænker på penge. Det burde være for plat, men vi har vel selv en del af ansvaret med vores blufærdige forhold til privatsfæren.

Det er mit indtryk, at debatten ikke rigtig kommer længere, men jeg tager forhåbentlig fejl.

Velkommen til chefredaktør Niels Lunde

Af admin, den 13. maj 2005. 1 svar

Grundet et kortere udlandsophold er det først nu, jeg kan byde Berlingskes chefredaktør Niels Lunde velkommen her på siden. Lunde har gavmildt stillet spalteplads til rådighed for os i sin avis og fortjener derfor mere plads, end vi normalt kan tilbyde vores kommentatorer.

I debatten om Grundtvig som nødvendig forudsætning for en dansk liberalisme, som Lunde var med til at skabe i sin avis, har han den 9. maj venligt søgt at besvare mit spørgsmål (Bragesnak, 8. maj): hvis Grundtvig er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Lundes bud lyder:

Hvordan kan vi skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomi og samtidig holde sammen på det folkelige fællesskab og dets værdier?

Grundtvig er en del af svaret, men udgør ikke hele svaret, naturligvis. Og jeg indrømmer blankt at Grundtvig ikke er nær så sexet som alle mulige smarte udenlandske kommentatorer.
Af hensyn til debatniveauet burde vi vel springe det med sex over. Men det er jo Internettet det her, så lad os bare: Ikke så sexet? Og dog, Grundtvig var vist ikke tabt bag en vogn i så henseende; dette sagt uden at ville fornærme Peter K-K, hvis familie åbenbart har måtte holde for. Mon ikke han (Grundtvig, ikke Peter) kunne måle sig med Popper i sexappeal, eller Hayek (Friedrich, bestemt ikke Salma). Men hvis Lunde blot mener, at de to sidstnævnte herrer har en del mere relevant at sige om tidens problemer, så har han ret. At de så er udlændinge forringer ikke værdien af deres standpunkter i min verden.Så har jeg mere sympati for Lundes halvgardering — eller er det en helgardering? — at Grundtvig er en del af svaret. Ja, utvivlsomt. Men hvilken del? Hvad kendetegner dansk og ikke bare liberal kultur? Det gør Grundtvig. Men det gør H. C. Andersen nu også. Og Christian IV. Desværre også Bismarck og Scavenius; for nu blot at gribe blindt i posen med personer, der har haft betydning for historiens gang i denne del af verden.Hvis der skal være bid i debatten og ikke bare banaliteter, så må vi konfrontere nogle af de svære spørgsmål.Selv mener jeg, som simpel højskole-u-dannet, at målet for den politiske kamp er frihed. Det er ikke endemålet, men målet for det politiske. Hvad folk gør med deres frihed, tilhører ikke det politiske, men det private. Det kommer ikke mig ved, hvad andre gør med deres frihed, og jeg håber, at de blander sig uden om, hvad jeg gør med min. Jeg kan derfor ikke følge de, der under dække af en for længst afdød mand vil kræve, at fællesskab skal konstrueres ud fra fastlagte kriterier; det være sig religion, race eller fødselssted.Som direktøren for CEPOS, Martin Ågerup, udtrykte det i gårsdagens kronik i Berlingeren, så følger troen på individet og det rets til frihed også af en tro på, at individet er ansvarlig for sine handlinger og valg. Fordi vi tror på, at mennesker kan tænke selv og tage ansvar for sig selv og hinanden, tør vi tro på et samfund, hvor staten ikke styrer alt og alle. Fællesskab kan skabes af personer i frihed; det plejer endda at være de bedste af slagsen.Grundtvig har skrevet smukke salmer og sagt meget vrøvl. Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta, sagde Grundtvigs samtidige Esaias Tegnér. Man kan finde, hvad man vil hos Grundtvig, og tolke det, så det tjener en bedst. Selv foretrækker jeg denne strofe:Til et folk/de alle høre/som regne sig selv dertilMen allerede i næste linje må jeg stå af, når han kræver øre for modersmålet. Skulle jeg ikke kunne føle medansvar for personer, blot fordi de ikke taler mit sprog, og de for mig? Det er denne del af Grundtvig, som EU-modstanderne bruger, men er det også denne del, som Niels Lunde vil have, at de liberale skal tilslutte sig? Eller er det en anden del, og i givet fald hvilken?Efter at have forsynet os med et spørgsmål, mangler vi blot at høre fra Niels Lunde svaret på følgende:Hvis Grundtvig er en del af svaret, hvilken del er det så?