Tag-arkiv: CEVEA

Gæsteindlæg ved Ivan Kragh – myten om de stagnerende amerikanske lønninger

38npYRVGStud. polit. Ivan Kragh har skrevet nedenstående indlæg, hvor han tager fat på den ofte fremførte påstand om, at amerikanske lønninger trods stigende produktivitet, ikke er steget i årtier.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. De læsere der er på facebook opfordrer jeg derfor til at søge hans venskab. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos, som jeg i et senere indlæg her på bloggen, vil præsentere nærmere.

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Der har længe været en diskussion om hvorvidt lønningerne i USA er stagneret i forhold til produktivitetsudviklingen. Herhjemme har blandt andet Kristian Weise (Direktør, CEVEA) givet udtryk for, at der er sket en ”Afkobling mellem produktivitet og løn i USA”. Kristian Weise påpeger at produktiviteten siden 1979 er steget 65 pct. mens lønningerne kun er steget 8 pct. I USA har præsidentkandidat Hillary Clinton også været på banen. I et opslag på Twitter har Clinton lagt en figur op med teksten: ”You’re working harder but your wages aren’t going up.”

I henhold til den økonomiske litteratur er det en grundlæggende forudsætning og resultat, at udviklingen i lønningerne over en årrække følger udviklingen i produktiviteten –  se bl. a. Finansministeriet,  Det Økonomiske Råd  samt Danmarks Statistik. Denne umiddelbare nære sammenhæng mellem løn- og produktivitetsudvikling bygger på antagelsen om, at en produktion, på lang sigt skabes ved en sammensætning af kapital, arbejdskraft samt et restled kaldet Totalfaktorproduktivitet.

Arbejdskraftens andel af produktionen (lønkvoten) er givet som lønnen gange antallet af arbejdere i forhold til den samlet produktion. Lønkvoten antages på sigt at være konstant, hvormed forholdet mellem aflønningen af arbejderne og kapital er konstant over tid. I USA har lønkvoten ligget stabilt omkring 55 pct. af BNP, fra 1940 og frem til 1970 var der en stigende tendens, mens der fra 1970 til 2014 var en faldende tendens i lønkvoten. Fra finanskrisens start i ’08 og frem til ’14 faldt lønkvoten fra 55 til 52 pct. af BNP – hvilket er et krisetegn. Jf. Figur 1

Også i Danmark har lønkvoten været stabil omkring 51,6 pct. af BNP. Afvigelserne fra det historiske gennemsnit kan overordnet forklares med udviklingen i konjunkturer. Der er dog ingen tvivl om, at lønkvoten ikke har nogen trend og dermed er en flad serie. Jf. Figur 2

fig 1 og 2

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

To grundlæggende opgørelsesfejl har medført at visse økonomer og interesseorganisationer konkluderer, at stigningen i lønningerne ikke har fulgt udviklingen i produktiviteten. Den første fejl er, at fokusset udelukket har ligget på lønningerne og ikke den samlet aflønning. Når man udelukket kigger på den rene løn indregnes der f.eks. ikke frynsegoder og andre arbejdsgiverbetalte ydelser – så som pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer. Ved udelukket at kigge på lønnen fremgår det, at lønningerne ikke i samme grad har fulgt produktiviteten – ift. den samlet aflønning. Det er derfor vigtigt at sammenligne den samlet aflønning af ansatte og ikke blot lønningerne.

Den nominelle lønsum er i perioden 1930 til 2014 i gennemsnit steget med 6,5 pct., hvoraf stigningen i lønningerne har udgjort 5,5 pct. og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger mv. har udgjort 1,0 pct. af stigningen.  Jf. Figur 3

Det at virksomhederne i stigende grad aflønner deres ansatte med andet end den rene løn, har medført at langt flere amerikanere har en sundhedsforsikring samt en pensionsopsparing. Disse arbejdsgiverbidrag steg primært i perioden 1950 til 1993, hvor de toppede første gang – fokusset herpå betød at arbejdsgiverbidrag steg fra at udgør 7 pct. i 1950 til i 1993 at udgør 20 pct. af den samlet aflønning. Jf. Figur 4

3 og 4

Den anden opgørelsesfejl er måden hvorpå den nominelle- produktion og aflønning af ansatte bliver opgjort i faste priser. Såfremt man bruger det samme fast-prisindeks ændres ikke det relative niveau, men i det de to serier har to forskellige prisindeks er de to serier ikke længere sammenlignelige. Typisk vil man opgøre BNP i faste priser ved at bruge prisindekset for BNP (BNP-deflatoren), men i det lønsummen ikke opgøres i faste priser, vil man være nød til at bruge et alternativt prisindeks. Den gængse måde at opgøre lønninger i faste priser, er ved at bruge forbrugerprisindekset. Forbrugerprisindekset har dog den indbygget fejl, at det ikke kun tager højde for priserne på lønningerne, men både produktionspriser og varer og tjenesteydelser – der ikke indgår i lønsummen. Såfremt man ønsker at sammenligne lønninger og produktivitet er man derfor nød til at lave sammenligningen i løbende priser.

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Fra 1940 til 2014 har USA mangedoblet produktiviteten. Lønninger eller mere præcist lønsummen pr. beskæftiget lønmodtager er steget med omtrent den samme vækstrate som produktiviteten, såfremt man sammenligner løn og produktivitet i løbende priser. Jf. forrige afsnit

Mere præcist er produktiviteten i perioden 1940 til 2014 i gennemsnit steget med 5,4 pct., mens lønningerne i gennemsnit er steget med 5,2 pct. om året.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet har været en kilde til megen debat og uenighed – ikke kun på grund af dens afgørende betydning, men også på grund af spørgsmålene omkring hvordan løn og produktivitet opgøres samt hvordan man bedst muligt kan sammenligne opgørelserne.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet er vigtig fordi den er afgørende for hvilke levevilkår den arbejdende del af befolkningen har samt fordelingen mellem aflønning af arbejdskraften og kapital. Hvis lønningerne stiger i samme takt som produktiviteten vil lønkvoten forblive uændret.

Løn- og produktivitetsudviklingen har historisk set fulgt hinanden ganske tæt, i visse perioder er lønningerne steget mere end produktiviteten, hvormed konkurrenceevnen har været forringet. I andre perioder er produktiviteten steget mere end lønningerne hvormed konkurrenceevnen er blevet forbedret. Jf. Figur 5

Begyndelsestidspunktet har stor betydning for hvordan en sammenligning af to udviklinger ser ud. Det skyldes, at konjunktursituationen sætter sig i de efterfølgende datapunkter. Laver man en sammenligning med udgangspunkt i et år, hvor lønningerne er lavere og produktiviteten højere end normalt – vil dette sætte sig i de resterende punkter. Det er derfor vigtigt at korrigere for dette forhold. Det gøres bedst ved at tage udgangspunkt i gennemsnittet for serierne, for på den måde undgår man endepunkts-problematikken samt forskydning i niveauerne mellem lønninger og produktivitet. Man har dermed bedre mulighed for at undersøge og sammenligne vækstraterne i serierne.

Ændringer i produktiviteten har været efterfulgt af omtrent samme ændring i lønningerne. Set over perioden 1940 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 97,5 pct. af stigningen i produktiviteten. Dertil skal nævnes, at specielt perioden 2009 til 2014 trækker i en negativ retning, korrigere man for perioden 2009 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 99,3 pct. af stigningen i produktiviteten. Jf. Figur 6

5 og 6

 

Hvad Cevea mangler i troværdighed, kompenseres der for i grovheder

Cevea blev som bekendt oprettet som en reaktion på etableringen af Cepos for 10 år siden. Om sig selv skriver man, at “Cevea er en uafhængig centrum-venstre tænketank”.

At også venstrefløjen etablerede en uafhængig tænketank var bestemt positivt. Desværre er man vist hverken en tænketank eller uafhængig.

I stedet lever man op til alle fordomme om manglende hæderlighed og respekt over for helt grundlæggende videnskabelige sammenhænge og metoder, og kompenserer så rigeligt for den manglende seriøsitet ved at holde et meget lavt debatniveau.

Efter den seneste omgang fra den såkaldte tænketanks direktør, Kristian Wiese, må Cevea’s troværdighed således anses for at være lig nul.

Under overskriften  “Højrefløjen bagatelliserer stigende ulighed” forsøger Kristian Weise at imødegå den kritik, som Lundby og Bjørnskov har rejst af et notat fra IMF om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Notatet kan man læse her, og kritikken af den anvendte metode fra Christian Bjørnskov kan man læse bl.a. her og her, suppleret af Otto Brøns-Petersen yderligere kritik her.

I stedet for at forholde sig til substansen i den fremførte kritik, nemlig at notatet nærmer sig videnskabeligt fifleri, og den anvendte metode er uanvendelig, bruger Kristian Weise sin artikel på at begå karaktermord på Mads Lundby og Christian Bjørnskov.

Under overskriften “Tyv tror hver mand stjæler” skriver han herefter:

Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos skriver eksempelvis i Berlingske den 18. marts, at ”IMF snubler i ulighedsdebatten”, og at undersøgelsen ikke kan bruges til at konkludere, at ”stigende ulighed kan skade den danske vækst”. Mads Lundby Hansen betvivler ganske enkelt IMF’s videnskabelige og metodiske integritet.

Han lægger sig således i forlængelse af Cepos-medstifteren Christian Bjørnskov, som i Børsen beskrev IMF’s rapport som ”ideologisk sjusk”. Bjørnskov påstår, at IMF’s rapport ikke beviser andet end økonomers evne til at krydre tallene, så resultatet er mest appetitligt.

Mads Lundby Hansen og Christian Bjørnskovs kritik af Den internationale Valutafond giver en lyst til at spørge, om tyv stadig tror, at hver mand stjæler? Begge to har et idelogisk præget syn på samfundsforhold og økonomi og tillægger derfor også andre aktører det.

Det er en ganske opsigtsvækkende og umanerlig grov anklage. Den logiske konklusion er jo at Weise og Cevea mener, at både Lundby og Bjørnskov bedriver fusk. For Bjørnskovs vedkommende er det lig med at Weise anklager en dansk professor for videnskabelig uhæderlighed.

Men uhæderligheden er helt på Weise’s side, som når han forsøger at bruge OECD’s “Society at a Glance” og udtalelser fra IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, til at bakke op om notatet. Ligeledes er det ganske enkelt for groft, og nærmest tragikomisk, når en faglig kritik af metode fra Bjørnskovs side tages til indtægt for at være udtryk for at være “dogmatisk”.

Kristian Weise forholder sig på intet tidspunkt til substansen i den kritik af FN notatet, som Lundby og Bjørnskov (og mange andre) har fremført. Om det skyldes, at han er ligeglad eller bare ikke evner at sætte sig ind i den anvendte metode eller kritikken af denne, skal jeg ikke udtale mig om.

Jeg kan blot konstatere, at Cevea’s direktør i sin argumentation minder mere om en politiker end en direktør for en tænketank. Og her lever han så fuldt og helt op til mine fordomme om venstrefløjens forhold til videnskabelighed og fakta, desværre.