Gæsteindlæg ved Martin Kyed, specialkonsulent i CEPOS.
Velfærdsstaten vs. Økonomisk frihed: Hvad kan forklare dansk velstand?
Danmark er et rigt land. Hvorfor er vi egentlig så velstående? Og hvad skal der til, for at vi kan holde trit med andre rige lande? Det er spørgsmål, som de fleste må være interesserede i at få gode svar på. Politikere og meningsdannere er mere end villige til at give deres bud, så deres egen fortælling om et succesfuldt land vinder indpas. Er reformer nødvendige? Kan man spendere sig til rigdom gennem offentligt forbrug? Vil øget beskatning trække væksten op eller ned? Kan man regulere sig til højere lønninger og lavere arbejdsløshed? Vil konkurrenceudsættelse øge eller mindske velstanden?
For visse spørgsmåls vedkommende er der en rimelig politisk konsensus om svaret i Danmark. Et eksempel på det er den gældende pengepolitik, som ikke engang fuldblodskeynesianerne i Folketinget modsiger i den offentlige debat. Men samme konsensus finder vi ikke på alle områder. Og der er en betydelig variation mellem lande. Et eksempel, hvor vi adskiller os fra en række andre lande, er regulering af arbejdsmarkedet. Et fleksibelt arbejdsmarked opfattes som positivt langt ind i de danske fagforeninger. I Sydeuropa er det næppe tilfældet.
Det er derfor langt fra en ligegyldig diskussion, som fx Per Michael Jespersen rejser i Politiken 25.09.14, når han bl.a. laver en kobling mellem den danske velfærdsstat og vores høje velstand. Han er fortaler for en stor stat og ønsker at fremstille velfærdsstaten som en succes. Og det implicitte politikforslag ligger ligefor: Velfærdsstaten skal udbygges – ikke mindskes. Faste læsere af Punditokraterne vil muligvis undre sig over denne argumentation, al den stund at Christian Bjørnskov i et tidligere indlæg har påvist, at Danmark i forhold til andre lande var rigere i 1930erne (). Altså før etableringen af velfærdsstaten. Dengang Danmark stadig var et lavskatteland.
Der er også mulighed for at hente svar i den videnskabelige litteratur. Den ret entydige konklusion er, at bl.a. højere økonomisk frihed fører til højere velstand. Det har jeg skrevet et notat om, som kan findes her. Ikke alene er der tale om ret entydige positive korrelationer mellem økonomisk frihed og hhv. vækst og velstand. De holder også, når man kontrollerer for andre faktorer. Og kausaliteten går fra økonomisk frihed til velstand og ikke omvendt. Det er klar tale.
Men hvordan hænger det sammen med Danmarks høje velstand?
Det hænger fint sammen!
Danmark har godt nok en stor stat med et højt offentligt forbrug, store offentlige overførsler og høje skatter, men økonomisk frihed handler om mere end det. Som det fremgår af et andet notat, indtog Danmark en placering som nr. 14 af 152 lande i Economic Freedom of the World 2013. Vi ligger dermed i samme gruppe som fx USA, som indtager en plads som nr. 17.
Mens Danmark er nr. 145 på størrelsen af den offentlige sektor (som således trækker kraftigt ned i den økonomiske frihed), ligger Danmark langt bedre på de øvrige fire områder. Det gælder ’Retssystem og ejendomsret’ (nr. 10), ’Sundt finansielt system’ (nr. 5), ’Frihandel’ (nr. 12) og ’Regulering’ af arbejdskraft, kapital og erhvervsliv (nr. 9).
Den måske lidt overraskende pointe er således, at Danmark ligger godt placeret inden for økonomisk frihed på en række områder , og at det er med til at understøtte vores velstand. Vi kan stadig forbedre os på disse fire områder og derigennem forbedre de langsigtede vækstudsigter for dansk økonomi.
Hvis Danmarks langsigtede vækst og velstand for alvor skal stige, så kommer vi imidlertid ikke uden om at reformere staten. Men for at det kan ske, må den politiske konsensus komme på linje med de klare budskaber fra den videnskabelige litteratur: Økonomisk frihed er vigtig!
Tror ikke jeg kan sætte en finger på at noget af det Martin Kyed siger. Vil også sige at det er på tidspunkt at danske liberale fejrer de relativt store økonomiske friheder vi har for ellers står velfærdsstaten tilbage som eneste kausalitetsfaktor blandt gængse danskere når de prøver at forstå.
Med det sagt er det efterhånden pinligt at liberale økonomer ikke har accepteret at der findes biologiske faktorer, der er mindst lige så vigtige for velstand. Det er over et årti siden at Richard Lynn og Tatu Vanhanen udgav IQ and The Wealth of Nations og senere IQ and Global Inequality. De bøger samt andre studier har gjort sig nogle helt simple observationer, der burde have været gjort af økonomer for længst. Velstand hænger sammen med intelligens i betydelig grad. Det forklarer blandt andet hvorfor globaliseringens fordele har været størst i høj IQ lande som Kina. Vi må ikke overfordybe os i new institutionalism. Det kan lede en på vildspor som f.eks. Daron Acemoglu desværre har gjort:
http://takimag.com/article/occams_butter_knife_steve_sailer/print#axzz3FwXocdL7
@Sam: Det er ret klart at intelligens er korreleret med f.eks. langsigtet vækst og andre forhold. Men det er langt fra klart, at den målte intelligens blot er genetisk bestemt. Den er også klart korreleret med forskellige mål for uddannelse – ikke mindst uddannelsernes kvalitet. Så hvordan man skal tolke intelligensfundene er uklart. Handler det om gener, eller kommer den relevante variation i stedet fra uddannelsesforskelle?
Der er skam en masse forskning indenfor dette felt. I vestlige lande der er der ikke meget at komme efter i forhold til miljømæssige faktorer. Low hanging fruit i form af bedre ernæring, forbedret sundhed,etc er nået. Når man snakker om miljømæssige faktorer i vestlig intellligens så snakker vi mest om x-faktoren eller non-shared environment som ingen ved hvad er.
For illustrere så kig på intelligensforskellen mellem vestafrikanere og afro-amerikanere. Der er en forskel på 10-15 point fra de cirka 70 IQ i Vestafrika til 85 IQ afro-amerikanere. Det indikere at de miljømæssige effekter kan hæve meget af intelligensen i Vestafrika. Men for afro-amerikanere er der ikke meget uddannelse og lignende kan gøre efterhånden. Efter en vis grad af udvikling så løber man ind i aftagende afkast. Det er generelt gældende for folk i vesten.
http://www.vdare.com/articles/lynns-race-differences-in-intelligence-pc-wont-make-them-go-away
Et andet emne som du selv har været inde på tidligere er social trust. Det er generelt noget som ikke kan måles udover meningsmålinger og ved observation. IQ er selvføligelig korreleret med dette men ikke fuldstændigt. Da alle træk er arvelig i vis grad så er det ikke så mærkeligt når man ser samme trust levels blandt skandinaviske efterkommere i Amerika som man ser i Skandinavien. Der er nogle antropologiske bloggere der mener at det høje tillidsniveau i Vesteuropa kan spores tilbage til familestrukturer som er nært forbundet med “tribalism”. Kort sagt mener de at man fra den tidlige middelalder forbyd kusine-ægteskaber i kristne lande som over tid betød at man begyndte “outbreeding”. Derfor kan vi blandt andet se genetisk homogenitet i Danmark og andre vestlige lande. I kontrast har man i mellemøsten en række stammer som man er nært forbundet til.
http://jaymans.wordpress.com/2012/04/28/an-hbd-summary-of-the-foundations-of-modern-civilization/
http://www.isteve.com/cousin_marriage_conundrum.htm
… bortset naturligvis fra, at det er velkendt at arvelighedsmål for broad-sense heritability er korreleret med SES indenfor samme samfund, såsom USA.