af Peter Nedergaard, professor
Stadigt færre unge i Danmark tager en uddannelse, mens udviklingen i andre lande går den modsatte vej. I perioden 2000 til 2006 er andelen af unge, som får en ungdomsuddannelse, ifølge en ny undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faldet fra 83 til 80 pct. Med hensyn til de unge danskere, som tager en uddannelse i udlandet, er det også netop kommet frem, at kun halvdelen vender hjem for at bruge uddannelsen her i landet. I medierne har politikerne udtrykt undren over udviklingen, som i den grad underminerer de politiske ønsker om at gøre Danmark til et moderne, velstående videnssamfund. De kunne imidlertid have sparet sig deres undren, for de unges manglende brug af uddannelsessystemet i Danmark er egentlig ganske rationel. Spørg blot dem, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udpeger til de største fravælgere af uddannelse: unge fra provinsen og de unge indvandrere. Lad os for forenklingens skyld kalde dem Brian og Basim.
Det betaler sig ikke
Brian og Basim kan da udmærket se, at uddannelse i Danmark ikke rigtig er noget, som betaler sig. Der er lavet mange akademiske analyser af, hvor stort et afkast uddannelser giver for den enkelte i de lande omkring os, som vi normalt sammenligner os med. De er ikke altid entydige, for det er et metodisk svært emne at håndtere.
Analyserne peger alligevel forholdsvis massivt i retning af, at det i Danmark medfører et mindre afkast at give sig i lag med en uddannelse, end det gør i de andre lande. Det hænger sammen med den ekstremt sammenpressede lønstruktur i Danmark, hvor den ikkeuddannede og højtuddannede ikke har særligt forskellige livslønninger.
Læg hertil, at skattesystemet i Danmark påligner en særlig høj marginalskat på stort set alle, som har taget en uddannelse med blot et vist vidensfyld. Topskatten er dermed en anden måde, hvorpå vi straffer dem, som tager en uddannelse, og skatten burde derfor snarere omdøbes til en fordummelsesskat, fordi den så forholdsvis målrettet går efter at give et incitament til et så lavt vidensniveau som muligt hos de danske indvånere.
Den slags kan Brian og Basim da sagtens gennemskue. Det er mangel på respekt for dem at tro, at man sådan kan narre dem ind på uddannelsesområdet, når der ingen penge er i det.
Lykkeligt ubelemrede
De er lykkeligt ubelemrede af veluddannede middelklasseforældre, som partout mener, at deres yndlinge skal højtuddannes, uanset at det ikke kan betale sig. Fri for den slags intellektuel omklamring kan de se tingene, som de er, og de incitamenter, de ser, peger ikke i retning af uddannelse. Samme klarsyn har de unge tilsyneladende fået, som har været uden for rigets andedams-konsensus i nogle år.
Man kan undre sig over, hvorfor de højtuddannedes organisationer har sovet så mange år i stedet for at kæmpe for deres medlemmers interesser. Men måske er man tilfreds med blot at eksistere som organisationer uden mål og med en politisk fastholdt fradragsret for de indbetalte kontingenter.
Verdens højeste skattetryk
Den fradragsret får de da også gladeligt stillet til rådighed af politikerne, som i det hele taget virker helt ligeglade med Brian og Basims problemer.
Alle ved, at det ikke er hensigtsmæssigt med verdens højeste skattetryk, som er indrettet, så det hindrer enhver tilegnelse af viden. De skattereformer og sænkningen af marginalskatten, som kunne bringe de unge på bedre tanker, er imidlertid noget, man mest snakker om. Der er næppe noget politisk område, som har affødt så megen snak og så lidt handling som netop skattepolitikken.
I stedet gemmer politikerne sig bag kommissioner og deres kommende lange rapporter, selv om det, der skulle gøres, kunne nedfældes på den ene side af en serviet.
Spørg blot Brian og Basim.
