Nedenfor bringer vi et gæsteinlæg af Ole Brinkman Pedersen, cand.mag. i historie og matematik/datalogi. Ole Brinkmann har sponseret Cepos danske genudgivelse af “Det frie valg“, i anledning af 100 året for Friedmans fødsel.
Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne
En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.
Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:
Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt. (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).
Frontalangreb på Keynes-økonomerne
Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner. De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle. ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).