Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Johan Anderberg om udlandets (manglende) interesse for COVID-19-pandemien i Sverige

Johan Anderberg – som jeg talte med i Regelstaten episode 55 – har skrevet et interessant indlæg om Sverige og COVID-19 under overskriften “Here’s Why No One Wants to Talk About Sweden“.

For anyone still interested, the results were impossible to deny. By the end of 2021, 56 countries had registered more deaths per capita from Covid-19 than Sweden. With regard to the restrictions that the rest of the world had put so much faith in — school closures, lockdowns, face masks, mass testing — Sweden had more or less gone in the opposite direction. Yet its results were not noticeably different from those of other countries. It was beginning to become increasingly clear that the political measures that had been deployed against the virus were of limited value. But no one spoke about this.

From a human perspective, it was easy to understand why so many were reluctant to face the numbers from Sweden. For the inevitable conclusion must be that millions of people had been denied their freedom, and millions of children had had their education disrupted, all for nothing.

Who would want to be complicit in that?

I Danmark har vi jo talt en del om Sverige, men jeg mener, at Johan har ret i, at en stor del af de udenlandske mediers og politikeres interesse for Sverige forsvandt ca. samtidig med, at det gik op for alle, at katastrofen udeblev, og Sverige faktisk klarede sig nogenlunde fornuftigt gennem pandemien uden strikse nedlukninger.

Kilde: OWID

Du kan lytte til min samtale med Johan her:

Er huslejeregulering den værst mulige politik til at omfordele indkomst?

Nedenstående er abstract fra Ahern & Giacoletti (2022), “Robbing Peter to Pay Paul? The Redistribution of Wealth Caused by Rent Control”.

We use the price effects caused by the passage of rent control in St. Paul, Minnesota in 2021, to study the transfer of wealth across income groups. First, we find that rent control caused property values to fall by 6-7%, for an aggregate loss of $1.6 billion. Both owner-occupied and rental properties lost value, but the losses were larger for rental properties, and in neighborhoods with a higher concentration of rentals. Second, leveraging administrative parcel-level data, we find that the tenants who gained the most from rent control had higher incomes and were more likely to be white, while the owners who lost the most had lower incomes and were more likely to be minorities. For properties with high-income owners and low-income tenants, the transfer of wealth was close to zero. Thus, to the extent that rent control is intended to transfer wealth from high-income to low-income households, the realized impact of the law was the opposite of its intention.

Læs resten

I Stillehavet for 52 år siden

På datoen i går for 52 år siden, den 17. april 1970, landede besætningen på den amerikanske månemission Apollo 13 sikkert i Stillehavet, lidt sydøst for Amerikansk Samoa og blot seks kilometer fra hangarskibet Iwo Jima, der var sendt ud for at hente dem. De tre astronauter – James Lovell, John Swigert og Fred Haise – havde da været igennem et mareridtsagtigt forløb, som det meste af verden fulgte med i: På vej som den tredje NASA-mission til månen, førte en kortslutning til en eksplosion i deres rumskib, og tabet af begge ilttanke i servicemodulet. Historien, der er fortalt adskillige gange og ikke mindst i filmen Apollo 13 og episode 8 af serien From the Earth to the Moon, er værd at mindes af to grunde.  

For det første satte NASA nærmest himmel og jord i bevægelse for at løse problemerne hos Lovell og hans kolleger. Den 13. april meddelte han i radioen til kontrolcenteret i Houston, at ”I believe we’ve had a problem here.” I Mission Control bad man ham om at gentage, hvorefter Lovell specificerede problemet med “Houston, we’ve had a problem. We’ve had a main B bus undervolt.” Bag den simple, tekniske beskrivelse af et problem lå der, at besætningen havde hørt en lille eksplosion, og at ilten fra deres hovedtank sivede ud i rummet, da det hurtigt gik op for alle, at de krystaller, som fartøjet lækkede, var besætningens iltreserver. Løsningen, som NASAs team fandt, var at de tre besætningsmedlemmer lukkede servicemodulet ned så hurtigt som det var muligt, og flyttede over i landingsmodulet. Det lille landingsmodul, der var bygget til to personer i to dage, blev de tres hjem indtil de startede servicemodulet op igen og forberedte landingen på Jorden i landingskapslen. Apollo 13 fløj således hele vejen rundt om månen som den eneste reelle mulighed – det var ganske enkelt umuligt at bremse ned halvvejs og vende rundt – i et improviseret rumskib.

Haise, Sweigert og Lovell med viceadmiral Donald Davis på Iwo Jimas dæk. Kilde: NASA

En del af den fantastiske fortælling er også, at anlægget der rensede luften for CO2 i landingsmodulet ikke passede på udstyret fra servicemodulet, og NASAs team i Houston derfor måtte finde på en måde at få de to koblet sammen på – et firkantet modul til et rundt anlæg – med bl.a. omslaget til en vejledning og rigeligt gaffatape. At det alligevel lykkedes og Lovell, Swigert og Haise kan ses på dækket af Iwo Jima på billedet, skyldtes en enorm opfindsomhed og arbejdsindsats hos hundredevis af NASA-folk, og en insisteren på at det skulle lykkes. Hvis man skal hylde menneskelig opfindsomhed, er Apollo 13 et godt sted at starte.

Den anden grund til at mindes dagen er, at hele forløbet omkring Apollo 13 foregik i fuld offentlighed. De fleste mennesker var ikke særligt interesserede i måneprogrammet efter Apollo 11 landede i juli 1969 og Apollo 12 gentog bedriften i november. Det ændrede sig, da medierne meddelte om eksplosionen og den meget virkelige risiko for, at Lovell, Swigert og Haise ville dø i rummet. At stort set alt foregik i mediernes lys, kan man sætte overfor situationen da den russiske atomubåd Kursk sank i Barentshavet den 12. august 2000 pga. en eksplosion ombord. 24 af de 118 besætningsmedlemmer overlevede eksplosionen, men døde alligevel. Rusland forsøgte allerførst at holde forliset hemmeligt, afviste derefter tilbud om hjælp fra både den britisk og norske flåde, og lod grundlæggende set de 24 søfolk dø for at beskytte et autokratisk regime med en ung præsident Putin i spidsen. Forskellen mellem Apollo-programmets potentielt største katastrofe, og Kursks forlis, er et billede på forskellen mellem demokratiske retsstater og kommunistiske diktaturer.

Hele forløbet blev bragt live i medier over hele verden, og fik en virkning der viste hvordan almindelige mennesker ofte er anderledes end politikere, der således blev tvunget med i støtte til Apollo-besætningen. Paven ledte således 10000 forsamlede i Rom i bøn for rumskibet, og et endnu større fremmøde sås i bl.a. Indien. Selv den sovjetiske premierminister Aleksey Kosygin beordrede også landets militær til at give de amerikanske astronauter al assistance, de havde behov for, mens de russiske medier dækkede forløbet. Billederne fra dengang er næsten fortryllende af en hel verden, der holder vejret og håber på det bedste for tre mennesker i nød. Kontrasten til i dag er slående.

LA’s klimaplan er ikke omkostningseffektiv og øger skatte- og udgiftstryk

LA har fremlagt et klimapolitisk forslag. Her er mine umiddelbare kommentarer:

Forslaget hæver både skatte- og udgiftstrykket. Det skyldes, at man gør Svarrer-gruppens model 2 til en del af sit forslag. I modsætning til model 1 bruges merprovenuet fra en højere og bredere CO2-afgift ikke til at lette andre skatter, men til subsidier målrettet de mest energiintensive virksomheder (muligvis i strid med EU’s statsstøtteregler). Desuden indføres en afgift på biomasse, og der anvendes 3 mia.kr. årligt fra råderummet til at støtte udbygning af elnettet samt ydes statsstøtte til udenlandske drivhusgasreduktioner.

Forslaget indebærer ikke en ensartet pris på CO2-udledning og er ikke omkostningseffektivt. Det skyldes, at man ikke sænker energiafgifterne med mere end forhøjelsen af CO2-afgifterne. Samtidig er der kun halvt nedslag for udgifter til CO2-kvoter, mens subsidiet til de mest energiintensive virksomheder sænker deres effektive CO2-pris. Det er bl.a. varmekunderne, som betaler ekstra.

LA står for det hidtil største overbud med hensyn til klimamål. Man foreslår en reduktion på 100 pct. i 2030! Klimaloven – som bygger på udspil fra sidste valg fra Enhedslisten og Alternativet – indebærer en 70 pct.-reduktion. Radikale har foreslået at hæve det til op mod 80 pct., hvilket LA nu trumfer. Der er ingen god begrundelse ud over symbolpolitiske markeringer bag LAs arbitrære reduktionsmål. Allerede 70 pct.-målet vil blive vanskeligt at nå og kan blive meget dyrt. Svarrer-gruppen noterer selv, at det er forbundet med usikkerhed, om dens modeller når målet.

LA foreslår dog, at de sidste 30 pct. af reduktionen af 100 pct.-reduktionen skal findes i udlandet, hvor det er billigst. Konkret foreslår man imidlertid at øge de statslige subsidier til kinesiske kraftværker mv. for at sænke udledningerne. Det er ikke teknologineutralt, og det er højst usandsynligt, at det sænker de samlede udenlandske reduktioner. Man kunne derimod have opnået reduktioner i udlandet på en markedskonform måde med større sikkerhed for nettoreduktioner, hvis man kan havde foreslået at annullere C02-kvoter. LA anvender slet ikke kvotesystemet – endsige forholder sig til det overhovedet – men foretrækker planøkonomiske tiltag. LA afstår også fra at anvende udenlandske reduktioner fsv. angår 70 pct.-målet, hvor man i stedet binder sig til dyre nationale reduktioner. Igen uden nogen god begrundelse.

LA ønsker en massiv udbygning af havvind. Det skal angiveligt ske uden statsstøtte. Der vil dog være markante afledte støtteudgifter ved planen. Det vil kræve en voldsom udbygning af net-, back-up- og lagringskapacitet, og støtteudgifterne til eksisterende vindkraft kan stige.

LA vil nedsætte en kommission, som skal se på at tillade a-kraft i Danmark. Det vil dog være et slag i luften, hvis der allerede er sket en massiv udbygning af vindkraftskapaciteten. Hvad skal man så bruge a-kraft til?

LA har ved at vælge Svarrer-gruppens model 2 placeret sig tæt på, hvor regeringens udspil til en grøn skattereform vil ligge. Samtidig vil de vilde mål om 100 pct.-reduktion og vindudbygning give vægt bag de forventede krav fra regeringens støttepartier.

Interessant og skræmmende interview med Sergey Karaganov

Newstatesman.com bragte forleden et interview med Sergey Karaganov. Hvis du lige som jeg aldrig havde hørt om ham før, er her beskrivelsen fra Wikipedia. Han er ikke hvem som helst.

Sergey Alexandrovich Karaganov (Russian: Серге́й Алекса́ндрович Карага́нов, born 10 September 1952 in Moscow) is a Russian political scientist who heads the Council on Foreign and Defense Policy, a security analytical institution founded by Vitaly Shlykov. He is also the dean of the Faculty of World Economy and International Affairs at Moscow’s Higher School of Economics. Karaganov was a close associate of Yevgeny Primakov, and has been Presidential Advisor to both Boris Yeltsin and Vladimir Putin.

Wikipedia

Jeg fandt interviewet interessant og skræmmende, fordi det giver et noget andet indblik i russisk tankegang, end jeg har mødt i andre medier (bare se overskriften på interviewet i billedet vedhæftet dette indlæg).

Karaganov giver bl.a. udtryk for, at han ikke har den store tiltro til, at NATOs artikel 5 (musketer-eden) reelt vil fungere, hvis det kommer til stykket.

There is a growing probability of a direct clash. And we don’t know what the outcome of this would be. Maybe the Poles would fight; they are always willing. I know as a historian that Article 5 of the Nato treaty is worthless. Under Article 5 – which allows a state to call for support from other members of the alliance – nobody is obliged to actually fight on behalf of others, but nobody can be absolutely sure that there would be no such escalation. I also know from the history of American nuclear strategy that the US is unlikely to defend Europe with nuclear weapons.

Særligt det sidste er skræmmende. Hvad er konsekvensen, hvis russerne tvivler på, at USA vil gengælde et atomangreb i et andet NATO-land? Her er mere:

I don’t know what the outcome of this war will be, but I think it will involve the partition of Ukraine, one way or another. Hopefully there would still be something called Ukraine left at the end. But Russia cannot afford to “lose”, so we need a kind of a victory. And if there is a sense that we are losing the war, then I think there is a definite possibility of escalation. This war is a kind of proxy war between the West and the rest –  Russia being, as it has been in history, the pinnacle of “the rest” – for a future world order. The stakes of the Russian elite are very high – for them it is an existential war.

Hvis han har ret, og Rusland på et tidspunkt er ved at tabe en eksistentiel krig samtidig med, at de tvivler på, at USA vil svare på et atomangreb. Hvad er så konsekvensen?

Well, escalation in this context means that in the face of an existential threat – and that means a non-victory, by the way, or an alleged defeat – Russia could escalate, and there are dozens of places in the world where it would have a direct confrontation with the United States.

Hans tanker om Vesten er heller ikke betryggende…

So the West will never recuperate, but it doesn’t matter if it dies: Western civilisation has brought all of us great benefits, but now people like myself and others are questioning the moral foundation of Western civilisation.

Interviewet er værd at bruge 10 minutter på. Læs det her.

Afstemning om forsvarsforbeholdet: Ord påvirker valg

Der er masser af evidens for, at man kan påvirke folks valg ved at ændre på fremstillingen af et spørgsmål.

Det kan fx ske gennem “anchoring” (forankring), som er en kognitiv bias der gør, at en persons valg kan påvirkes af referencepunktet (altså: “ankeret”). Et af de klassiske eksempler er, at folks telefonnumre kan påvirke, hvor meget de vil betale for fx en god flaske vin.

The group with phone numbers ending in digits between 76 and 100 were willing to pay three times as much for the wine as those in the 0-to-25 numbered group ($36 vs. $12).

PCMA
Læs resten
industrial machine during golden hour

Alex Tabarrok: Beskat russisk olie! Russerne bærer tabet, og prisen stiger ikke (væsentligt)

Alex Tabarrok fra MarginalRevolution.com skriver i dag, at man bør beskatte russisk olie, fordi skatten primært vil blive betalt af russerne selv og derfor ikke vil føre til stigende priser.

Tabarroks argument er af enkelt nok. Når man beskatter et gode, bliver skatten betalt af enten producenten eller forbrugeren. Hvem der ender med at betale afhænger af, hvor prisfølsom henholdsvis producenten og forbrugerne er.

  • Hvis forbrugerne er meget prisfølsomme (dvs. at deres forbrug ændrer sig relativt meget, hvis prisen stiger), betales skatten af producenten, fordi han ikke kan øge prisen uden af miste kunderne.
  • Hvis producenten er meget lidt prisfølsom betales skatten også af producenten, fordi lav prisfølsomhed betyder, at han ikke har andre gode muligheder for at sælge sit produkt.

Det gode er, at det ovenstående netop er situationen for for russisk olie. Forbrugerne er meget prisfølsomme (fordi forbrugerne er ligeglade med, om det er russisk, norsk eller saudiarabisk olie, der ender som benzin i tanken), og Putins olieselskab, Rosneft, er meget pris-ufølsomt, fordi marginalomkostningen ved at pumpe olien op er langt under markedsprisen. Så selvom prisen falder, vil russerne stadig pumpe olien op.

Om Taborraks argument holder, ved jeg ikke. Hvis Rusland kan sælge sin olie til andre end Vesten, vil Rosneft reagerer på lavere priser i Vesten ved finde andre købere i fx Kina eller Indien. Og så virker skatten ikke som tiltænkt.

Men uanset hvad, har du fået en smule indsigt i økonomisk teori, hvis du er nået hertil 🙂

woman wearing red shirt drinking

Om Drukfri Ungdom

Det er ikke tit, jeg deler andres debatindlæg her på siden. Men dette indlæg på Finans.dk skrevet af Anders Heide Mortensen, er både underholdende og indeholder gode fakta relateret til min indlæg om samme emne (her og her).

Et par rammende citater:

Alle disse vellykkede mennesker [som kunne købe øl som 16-årige] i den alder, hvor vigende hårgrænser og tørre slimhinder er et tema, har dannet en forening, der hedder ”Drukfri Ungdom”. Drukfri Ungdom er altså en forening uden unge, der vil afskaffe unges mulighed for at købe øl. 

Hjernen løb simpelthen af med ham, det var forfærdeligt. Sundhedsministeren sagde – og det er rent sludder og skrækfantasi – at hospitalernes ”akutmodtagelser i weekenderne bliver oversvømmet med unge mennesker, der kommer ind med forgiftninger, fordi de har drukket for meget”. Det nøgterne svar er et andet. Oplyser ledende overlæger på landets hospitaler. På Odense Universitetshospital får de mellem en og to unge ind til udpumpning på en weekend.

Men det hele er altså læsværdigt og kan læses (uden betalingsmur) her.

Mette Frederiksen er skyld i vores ‘selvforskyldte’ umyndighed

Dette er et gæsteindlæg af Dorthe Schmittroth Madsen, der er gymnasielærer og kandidat for det Konservative Folkeparti

Da den tyske filosof Immanuel Kant i 1784 offentliggjorde sin artikel ”Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?” i det tyske tidsskrift Berlinische Monatsschrift, var det som modsvar til den tyske præst Johann Friedrich Zöllner, der året forinden i digtet ”Der Affe” havde gjort grin med bevægelsen oplysningstiden i Tyskland. Zöllner var som protestantisk præst fortaler for et feudalt samfund, hvor befolkningen var bundet i forskellige lav. Derfor bestod fællesskabet forud for personen og forestillingen om det autonome individ eksisterede dermed ikke. Men både de feudale institutioner og den faste religiøse orden var begyndt at smulre og der blev gjort plads til subjektets forhold til verden, hvilket var omdrejningspunktet i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers fra 1774.

Samme middelalderlige samfundsstruktur gør sig gældende i regeringens ideologi, hvor det er fællesskabet forud for personen, som italesættes og hvor den politiske agenda kun har det ene formål at genskabe fortællingen fra det feudale samfund, hvor de forskellige lav igennem afhængighed og loyalitet udgør den danske befolkning.

Derfor griber regeringen ind og dikterer hvordan den samlede befolkning skal agere. Forrige uge kom Sundhedsministeriet med et reformforslag, der forbyder alle borgere født i og efter 2010 at købe nikotinprodukter og når nye borgere endelig kommer til, så har regeringen også gennem den øremærket barsel adfærdsreguleret familiernes frihed. Dertil kommer et arbejdsmarked, hvor de vil de opleve, at mindst 40% af hvert køn skal være repræsenteret i bestyrelserne.

Mette Frederiksens udstillede også sin manglende tiltro til menneskers autonomi i Folketinget, da hun i en spørgetime skulle forholde sig til LAs formand Alex Vanopslaghs spørgsmål om den af regeringens fremsatte reformaftale ”Danmark kan mere I”, hvis mål er at øge arbejdsudbuddet. Frederiksen formanede overfor folketingets medlemmer, at man skulle gå ned og stemme for og ikke stille sig på tværs. Men vi skal stille os på tværs, ellers lykkes vi ikke med at træde ud af den af Frederiksens selvforskyldte umyndighed og genfinde friheden.

Mette Frederiksen har ganske enkelt ingen tiltro til, at mennesker kan tænke og handle selvstændig, men frarøver os enhver mulighed for at træffe vores egne beslutninger, gøre vores egne erfaringer og opleve verden som meningsfuld, hvilket af det autonome individ opleves som Weltschmerz, når denne erfaring udebliver. Med bind for øjnene bliver vi lullet ind i en kappe af falsk tryghed, hvor vi efter Mettes anvisning bevæger os mod afgrunden, da prisen for ’tryghed’ slet og ret er vores individuelle frihed.

Litteratur:

Tyskland: En kulturhistorie (2001): Finsen, Hans Carl et. al., Rosinante, siderne 34-42

Nikotinfri udspil fra Sundhedsministeriet: https://sum.dk/Media/637829540275937339/Faktaark%20-%20nikotinfri%20generation%20(D2165551).pdf

40 % af begge køn i bestyrelserne: https://www.berlingske.dk/politik/regeringens-forslag-om-flere-kvinder-i-toppen-gaar-laengere-end-eu Ned og stem for: https://www.altinget.dk/artikel/cordua-frederiksen-fremstod-mere-livstraet-end-lars-loekke-nogensinde-har-vaeret

Tyler Cowen i Samfundstanker

Som vi skrev forleden, har den amerikanske økonom og samfundstænker Tyler Cowen næsten lige været i København. Han holdt et glimrende seminar hos Cepos sammen med overvismand Carl-Johan Dalgaard, og nåede også at lave en særudgave af Martin Ågerups fine program Samfundstanker på DK4. Programmet er nu ude, kan ses her nedenfor og er varmt anbefalet.

Cowen taler meget om vækst og produktivitet, og hvor vigtige de er. Hvis nogen af vores ellers velinformerede læsere ikke helt har overblik over, hvilke lande der på langt sigt vokser hurtigt og hvilke der vokser langsomt, er her et simpelt kort over gennemsnitlige årlige vækstrater rundt omkring i verden de sidste 60 år. På tværs af 146 lande med data, strækker de sig fra årlige fald over en procent i visse olielande, Venezuela og det centrale Afrika til trendvækst fem procent i Botswana, Sydkorea og Taiwan. Danmark ligger næsten præcist middelmådigt lidt under to procent.

10 indsigtsfulde Milton Friedman-citater

På bloggen “Bankable Insight” (med undertitlen “The government is screwing up the economy; here’s how to survive and succeed in spite of that” – nu er I advaret, hvis I følger linket) fandt jeg disse indsigtsfulde citater fra Milton Friedman (sammen med en kort kommentar til hvert citat).

Her er en oversigt. God fornøjelse!

  1. Lighed og frihed. A society that puts equality before freedom will get neither. A society that puts freedom before equality will get a high degree of both.
  2. Intentioner vs. resultater. One of the great mistakes is to judge policies and programs by their intentions rather than their results.
  3. Hash og stoffer. Now here’s somebody who wants to smoke a marijuana cigarette. If he’s caught, he goes to jail. Now is that moral? Is that proper? I think it’s absolutely disgraceful that our government, supposed to be our government, should be in the position of converting people who are not harming others into criminals, of destroying their lives, putting them in jail. That’s the issue to me. The economic issue comes in only for explaining why it has those effects. But the economic reasons are not the reasons.
  4. Midlertidige statslige indgreb. Nothing is as permanent as a temporary government program.
  5. Frihed og frie markeder. Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself.
  6. CSR. There is one and only one social responsibility of business–to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.
  7. Ejendomsret. I think that nothing is so important for freedom as recognizing in the law each individual’s natural right to property, and giving individuals a sense that they own something that they’re responsible for, that they have control over, and that they can dispose of.
  8. Narkotika (og cigaretter). I’m in favor of legalizing drugs. According to my values system, if people want to kill themselves, they have every right to do so. Most of the harm that comes from drugs is because they are illegal.
  9. Internet. I think that the Internet is going to be one of the major forces for reducing the role of government.
  10. Grådighed og profit. Well first of all, tell me: Is there some society you know that doesn’t run on greed? You think Russia doesn’t run on greed? You think China doesn’t run on greed? What is greed? Of course, none of us are greedy, it’s only the other fellow who’s greedy. The world runs on individuals pursuing their separate interests. The great achievements of civilization have not come from government bureaus. Einstein didn’t construct his theory under order from a bureaucrat. Henry Ford didn’t revolutionize the automobile industry that way. In the only cases in which the masses have escaped from the kind of grinding poverty you’re talking about, the only cases in recorded history, are where they have had capitalism and largely free trade. If you want to know where the masses are worse off, worst off, it’s exactly in the kinds of societies that depart from that. So that the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.

Min deltagelse i Ytringspligt: Aldersgrænser for køb af alkohol og tobak

Forleden var jeg på besøg hos podcastet Ytringspligt med Lars Andersen og Alexander Valeur. Et i øvrigt glimrende podcast for dem der gerne vil have et (meget, meget biased) alternativt til de mere etablerede medier.

Emnet var Magnus Heunickes udspil til en sundhedsreform og særligt forslaget om at hæve aldersgrænsen for, hvornår unge må købe alkohol, og forslaget om at forbyde salg af nikotinprodukter til personer født fra 2010 og frem.

Som I kan høre efter 36:13, så havde jeg allerede kort efter pressemødet en formodning om, at unges alkoholforbrug var faldende, fordi sundhedsministeren slet ikke omtalte den historiske udvikling på pressemødet, men alene fokuserede på danske unges alkoholforbrug relativt til udlandet. En formodning som jeg – efter nærmere undersøgelse – i går kunne dokumentere var korrekt.

Ytringspligt findes også som podcast

Alkohol & Samfund (der har ønsket en 18-års aldersgrænse) gjorde mig i øvrigt på Twitter opmærksom på yderligere data fra Den Europæiske Rusmiddelundersøgelse (ESPAD) 2019 baseret på spørgeskemaer til 9.-klasseselever. Det er data, der i bund og grund bekræfter de øvrige data, så nedenfor får I blot en kort potpourri of information, som I selv relativt let kan fordøje (hint: stort set uanset hvilke data, vi ser på, drikker unge i dag mindre end for 20-25 år siden. Også selvom der har været en stigning de seneste år).

Konklusionen er klar: De unge i dag har ikke en “overdreven drukkultur”, som ministeren ellers har hævdet.

Drikker nutidens unge for meget? En sammenligning med Heunickes egen årgang

Drikker de unge for meget? Det er et svært spørgsmål, for hvad er ”for meget”.

På pressemødet om regeringens forslag til sundhedsreform i sidste uge gjorde sundhedsminister Magnus Heunicke meget ud af at fortælle, at danske unge er europamestre i druk. Og det er rigtigt. Danske unge drikker ifølge ministeriet væsentligt mere end fx unge i Norge og Sverige.

Jeg undrede mig dog over, at ministeren ikke fremlagde historiske data. For selvom det selvfølgelig er relevant at sammenligne danske unge med udenlandske unge, er det i mine øjne mindst lige så relevant at sammenligne de nuværende danske unge med de tidligere danske unge – fx dem, Magnus Heunicke var ung med.

Og selvom ministeren ikke fandt det relevant at sammenligne med sin egen ungdom (af grunde, der snart vil være indlysende), så skal det ikke forhindre punditokraterne i at se på de relevante data. For de findes nemlig i fx Skolebørnsundersøgelsen.

For at gøre det overskueligt, så lad os i det følgende fokusere på de 15-årige i 1991, hvor Magnus Heunicke var 15 år, sammenlignet med de 15-årige i dag.

Heunickes generation fik alkoholdebut tidligere end de 15-årige i dag

Den første figur viser, hvornår børn og unge får deres alkoholdebut. Andelen af 11-årige og 13-årige, der har prøvet at drikke alkohol, er styrtdykket. For de 15-årige er andelen mere flad, men bemærk at andelen, der ikke har prøvet at drikke alkohol er firedoblet fra Heunicke var 15 år i 1990 (4%) og frem til 2018 (16%).

Heunickes generation drak oftere end de 15-årige i dag

Den næste figur viser, andelen af børn, der drikker alkohol mindst ugentligt. 42% af Heunickes drengevenner drak alkohol mindst ugentligt og 29% af hans pigevenner. I dag er tallene næsten halveret, så kun godt halvt så mange drenge og piger drikker alkohol ugentligt som i Heunickes barndom.

Heunickes generation var oftere fuld end de 15-årige i dag

Den sidste figur, vi skal se på, er andelen, som har prøvet at være fuld. Også målt på denne variabel drikker de 15-årige i dag langt mindre, end Heunicke og hans venner gjorde. For drenge er andelen, der har prøvet at være fuld mindst to gange, faldet fra 69% da Heunicke var 15 år til 50% i dag. For pigerne har faldet været endnu større (fra 64% i 1991 til 38% i dag).

De 16-24-årige drikker også mindre

Men hov, tænker du måske nu. Det er jo ikke de 15-årige, Heunicke vil stramme reglerne for. Det er de 17-18-årige, som ikke længere skal have lov til at købe alkohol.

Det er rigtigt. Desværre har vi ikke (så vidt jeg kan opstøve) lige så gode data for denne årgang. Men de data, der er, viser samme tendens. Nedenstående figur er lavet på baggrund af data fra Den Nationale Sundhedsprofil. (Store) fald over næsten hele linjen.  

Synes Heunicke, at han selv drak for meget som ung?

Når man ser på data, er det svært ikke at få fornemmelsen af, at det Heunicke i virkeligheden ønsker, er at regulere sig selv og sine venner som unge. For de drak jo tilsyneladende mere end nutidens unge.

Men hvorfor egentlig regulere? Det er jo gået fint, på trods af Heunickes årgangs hyppigere alkoholforbrug? Og når de unge i dag drikker endnu mindre, må det jo nødvendigvis gå endnu bedre.

Uanset hvad man måtte mene, havde det klædt Magnus Heunicke at fremlægge de historiske data frem for alene at pege på, at danske unge er europamestre i druk. For i forhold til Magnus Heunickes ungdom drikker de unge ikke synderligt meget.

Vækst er vigtig

Der tales meget om mange emner i dansk politik, men faktisk ikke ret meget om langsigtet økonomisk vækst. Hvis man skulle være i tvivl og mene, at vækst da diskuteres jævnligt, så bør man spørge sig selv, hvad diskussionen faktisk er. Svaret er, at den i langt de fleste tilfælde handler om kortsigtet vækst, som man mener er nødvendig for at Folketinget kan få flere skatteindtægter og dermed bibeholde eller forøge en af verdens største offentlige sektorer. Den langsigtede tales der derimod ikke ret meget om, og der findes deciderede ‘de-growth’ og nulvækst-bevægelser, der ser økonomisk udvikling i relativt velstående lande som et problem.

Det gælder dog ikke Tyler Cowen, professor i nationaløkonomi på George Mason University udenfor Washington, der mener at der er alt for lidt fokus på økonomisk vækst. Cowen, der ved siden af at være professor også er en af de to ophavsmænd til den fremragende blog Marginal Revolution og en af de mest markante stemmer i debatten – magasinet Foreign Policy placerede ham i 2011 på deres liste over Top 100 Global Thinkers – besøgte i mandags Cepos i København. Han var sammen med den nuværende overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, hovedtaler ved et seminar om netop vækst. Hans oplæg om emnet “Bør økonomisk vækst stå højere på den politiske dagsorden?”” kan nu ses på YouTube. Det er varmt anbefalet for alle interesserede!

Min samtale med Jeanet Sinding Bentzen

Hvad gør nogle lande mere velfungerende end andre? Det var emnet for afsnit 67 af mit podcast, Regelstaten, hvor jeg talte med Jeanet Sinding Bentzen fra Københavns Universitet om hende interessante forskning i naturkatastrofer, religion mv.

Du kan se og høre vores samtale her, eller finde den på din podcast-app.

Nu er historiens afslutning slut. Igen!

Hvis man læser diverse debattører, så har Ruslands krig mod Ukraine ”vækket os af en tornerosesøvn” (som en af dem skriver), hvor vi troede på Fukuyamas erklæring fra 1989*) om, at ”historien er slut”, og verden ville være liberal og fredelig for al eftertid.

Men det mest informative ved disse indlæg er, at man kan slutte, at de hverken synes at have læst særlig meget Fukuyama, samfundsvidenskab eller historie.

Læs resten

Overdødelighed og forfatningen i nødsituationer

Forleden udkom en artikel i det fine The Lancet, hvor forfatterne opgjorde overdødeligheden per land de sidste to år. De forsøgte dermed at vurdere, hvor mange mennesker der i hvert land og globalt er døde i forbindelse med den nye coronavirus. Man kan mene hvad man vil om præcisionen i den slags studier – dødstal fra mange fattige lande er upræcise og ikke alle de ekstra dødsfald er forårsaget af virussen, men i stedet af nedlukninger – men det er vigtigt, at den slags forskning laves og udgives. Den tillader ikke mindst andre at se nærmere på, hvordan mønstrene i dataene ser ud og hvad man kan lære af det.

En del af den officielle fortælling i hele den vestlige verden er, at gode politikere viste handlekraft og begrænsede konsekvenserne. Mette Frederiksen fortæller ligefrem med sædvanlig selvglæde om, hvordan hun reddede danskerne. Som faste læsere vil vide, er vi skeptiske overfor den slags påstande, og ny forskning peger da også på, at nedlukninger ikke rigtigt hjalp på situationen. Så hvad kan man egentlig sige?

Jeg er i den pudsige situation at jeg siden 2015 har haft et forskningsprojekt sammen med min fremragende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg, hvor vi netop ser på nødret: Hvilke mulligheder giver forfatningen, hvornår erklærer stater nødret, og hvad er konsekvenserne? Vi finder at de muligheder, forfatningen generelt giver, hjælper i nogle situationer – f.eks. mod terrorisme – men er decideret modproduktive i andre. Et interessant fund i vores projekt er, at vi ser værre konsekvenser af naturkatastrofer i lande med mere permissive forfatninger. I ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der udkom i Public Choice tidligere i år, viser vi at “the more advantages emergency constitutions confer to the executive, the higher the number of people killed as a consequence of a natural disaster, controlling for its severity.” Med andre ord: Jo mere magt forfatningen giver regeringen når den erklærer nødret efter en naturkatastrofe, jo flere folk dør i disse katastrofer.

Og det er faktisk det samme, man kan se på tværs af de sidste to års epidemi. Sammenholder man vores INEP-data for, hvad forfatningen giver regeringen i form af ekstra diskretionær magt, med overdødeligheden fra Lancet-studiet, dukker der en korrelation på 0,38 op. Som man kan se i figuren nedenfor, er der ingen af de 62 demokratiske lande med meget begrænsende forfatninger, som vi ser på her, der har haft høj overdødelighed. Alle de eksempler, vi har på lande med middel eller høj overdødelighed i 2020 og 2021 er lande med forfatninger, der giver regeringen meget magt i nødsituationer. Hvilke samfund vi taler om, kan ses i kortet nedenfor, hvor mørkere farver indikerer at forfatningen giver mere magt til regeringen.

I foreløbig statistisk analyse, som jeg lavede tidligere i dag, holder denne konklusion ganske tydeligt. Så måske kan man simpelthen konkludere, at coronaepidemien ikke har været anderledes end tidligere naturkatastrofer: Når en katastrofe rammer, bruger politikere de muligheder de har for at forøge deres magt på bekostning af befolkningen. Og det slår ofte ihjel.

Afvejning: Læger og sygeplejersker skal kunne holde weekend, og derfor accepterer vi at nogle patienter dør

Alle valg – også politiske – handler om afvejning. Gør man ét, kan man ikke gøre noget andet. Meget tit kommer disse afvejninger ikke frem i politik. Under nedlukningerne var fokus fx nærmest udelukkende på at undgå smittespredning, mens alt det, man gik glip af, fyldte meget lidt (både politisk, og efter min opfattelse også i mange menneskers liv).

Madsen et al. (2014) peger på en interessant afvejning. Læger og sygeplejersker vil gerne holde weekend med deres familie og venner. Og så må vi acceptere, at lidt flere patienter dør. Her er fra deres abstract.

“High bed occupancy rates were associated with a significant 9 percent increase in rates of in-hospital mortality and thirty-day mortality, compared to low bed occupancy rates. Being admitted to a hospital outside of normal working hours or on a weekend or holiday was also significantly associated with increased mortality.”

Det kan lyde forkert, at man lader folk dø, fordi man vil holde weekend. Bag det hele ligger imidlertid, at der ikke er ubegrænsede ressourcer, heller ikke i sundhedsvæsenet. Og i virkeligheden er det jo den slags afvejninger, vi laver hele tiden. Der er fx masser af danskere, der kører rundt i en gammel bil, selvom sikkerheden i en moderne bil er langt bedre. Og de fleste forældre er tilfredse med græs som “faldunderlag” under legehuset, selvom der findes mere sikre materialer. Livet er valg og fravalg.

Russisk kultur skal ikke sanktioneres

Efter angrebet på Ukraine er de vestlige lande rykket sammen om at sanktionere Rusland. Hvorvidt sanktionerne virker og i givet fald hvilke sanktioner man kunne bruge, skrev jeg om i Børsen igår. Pointen i min torsdagsklumme var, at de fleste sanktioner rammer middelklassen og de fattige, men gør ingen klar forskel for en økonomisk og politisk elite. Det er derfor ikke overraskende, at sanktioner som oftest ikke har nogen virkning mod autokratier som Rusland. Skal sanktioner øge chancen for at Putin-regimet kan udfordres og måske væltes, må de målrettes dem der reelt har politisk indflydelse.

Mens man kan diskutere, hvilke sanktioner der kunne virke, er der en type der er helt og aldeles ligegyldig, og blot en måde at skyde os selv i foden: Sanktioner mod russisk kultur. The Telegraph skrev for eksempel forleden om, hvordan Cardiff Philharmonic Orchestra har valgt at aflyse at spille Tjajkovski og anden russisk musik. Milanos Bicocca-universitet aflyste på samme måde et kursus om Dostojevski for at ‘signalere’ universitetets modstand mod den russiske politik. Det fik avisens Allison Pearson til at understrege – som vi gør idag – at “Tchaikovsky is the antidote to Putin’s poison.”

Det ville være svært af finde en kulturperson, der passer så dårligt på Putin-regimets mærkværdige blanding af nationalisme, ortodoks kristenhed og militant autokrati: Tjajkovski var ikke blot konservatorieuddannet og præget af vesteuropæisk musik og kultur – som han blandede unikt med sine russiske rødder. Han var også homoseksuel, var nære venner (omend kun per brev) med den ateistiske forretningskvinde Nadezhda von Meck, og havde varme relationer til bl.a. den fritænkende Johannes Brahms (selvom de to ikke brød sig om hinandens musik). Derudover opholdt Tjajkovski sig mange somre i Ukraine, som han tydeligvis holdt meget af. Skal man straffe russerne for deres regerings overfald på Ukraine, er Tjajkovski det meste tåbelige og uinformerede sted af starte!

På nippet til weekenden er det derfor vores opfordring, at de mere kulturelt indstillede af vores læsere gør det modsatte. Brug en halv times tid på at høre Tjajkovskis anden symfoni – kaldet den ‘lille russiske’ fordi lille Rusland var et almindeligt navn for Ukraine i 1800-tallet – og nyd hvordan den store russiske komponist fletter tre ukrainske folkesange ind i de fire satsers musik. Den er her med englænderen John Eliot Gardiner der dirigerer det hollandske Koninklijk Concertgebouworkest. Mens russisk politik er afskyelig, er der ingen grund til at skylle det kulturelle barn ud med det politiske badevand.

Det tager lang tid, før russisk gas er fortrængt af grøn energi

Hvis vi skal erstatte russisk gas med grøn energi i EU, vil det komme til at tage lang tid. Hvis det skal gå stærkere, kommer vi ikke uden om kul, flydende gas og at bremse og vende afviklingen af atomkraft.

På den helt korte bane – altså hvis de russiske haner bliver lukket af enten dem eller os – handler det om at fylde gaslagrene op. Men vi vil også skulle klare os med mindre energi og betale højere energipriser.

Det skriver jeg om i Børsens kronik i dag.

Jeg synes, man bør gøre sig to overvejelser først.

For det første hvordan en eventuelt mindsket afhængighed af russisk gas kan gennemføres uden at gribe til massiv planøkonomi og reguleringer.

For det andet bør man ikke tabe formålet med sanktionerne mod Rusland af syne. Målet bør være hårde, hurtige sanktioner og ikke at mindske Ruslands integration i verdensøkonomien på lang sigt. Det er netop, fordi Rusland er blevet så integreret, at sanktionerne har en chance for at virke nu og her i forhold til invasionen i Ukraine.

Traditionelle, langvarige sanktioner virker derimod sjældent. Det skriver Christian tilfældigvis også om i dag – og endda på samme side i Børsen.