Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

700% afgift – er det ikke i overkanten?

Ifølge Dansk Motorfinans vil miljøtillægget op bilens ejerafgift stige fra 150% i dag til 700% i 2025 for  fri bil.

Ovenpå selve beskatningen, påregnes et miljøtillæg. De gældende regler frem mod d. 1. juli 2021, består af et tillæg på 150% af bilens ejerafgift. Dette tillæg stiger markant mod 2025, hvor den vil ende ud i et tillæg på 700% af bilens ejerafgift.

Helt konkret betyder dét, at hvis et køretøj har en årlig ejerafgift i dag på kr. 5.000,-, vil miljøtillægget frem til d. 1. juli 2021, være kr. 7.500,-. I 2025 vil dette tillæg stige til kr. 35.000,-.

Det lyder helt vildt. Er det virkelig rigtigt?

Fra min inbox: Postfirma i Polen limede vægte på brevene for at omgå statens monopol

Forlede fik jeg en interessant mail, som fortæller lidt om, hvor skadelige (statslige) monopoler er, og hvor meget markedet er villige til at gøre for at omgå dem.

Tak for sjov historie om The Jones Act. Jeg kom til at tænke på en historie, en polsk kollega fortalte mig, om hvordan InPost brød det polske post-monopol for breve ved at lime metalvægte på brevene, så de kom over 50g-grænsen for små breve, og alligevel kunne omdele billigere end statens postvæsen 😀

Helt kort så klistrede firmaet nedenstående plade på brevene, så de blev tungere end 50 gr. og dermed kom over monopolets vægtgrænse. Og det var en fuldt lovlig måde at omgå reguleringen på.

Tænk at man kan lime en metalplade på et brev og stadig gøre det billigere end statens monopol…

Friedman har i øvrigt påpeget, at monopoler oftest netop er statslige eller beskyttet af staten gennem regulering. Jeg er enig med ham. Det er svært at finde eksempler på permanente monopoler på frie markeder. De private firmaer, vi kalder monopoler i dag, vil være forsvundet i morgen (med mindre det lykkes dem at få så meget regulering på plads, at konkurrencen begrænses, hvilket fx Facebook er godt i gang med).

Kom gerne med eksempler på monopoler (både beskyttede og frie) i kommentarsporet.

Minimumslønninger: Det handler om velfærd – ikke løn

Følger man med i debatten om effekten af minimumslønninger, vil man se, at der ikke er entydig evidens for, at minimumslønninger ødelægger jobs.

Jeg har tidligere argumenteret for, at man næppe kan finde den sande effekt af minimuslønninger ved blot at kigge på lønninger go jobs, fordi der er et væld af muligheder for at omgå reguleringen. Hvis din løn bliver sat i vejret, men du samtidig mister mange af dine øvrige goder på jobbet, kan du være lige vidt. Du kan sagtens ende med at betale for din egen lønstigning ved at miste betalt mad, betalt parkering, fleksibilitet i arbejdstiden osv.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder en anden interessant omkostning for lønmodtagerne. Her er deres abstract (mine fremhævninger):

Exploiting minimum-wage variation within multi-state commuting zones, we document a negative relationship between minimum wages and firm variety in the U.S. restaurant and retail trade industries. To explain this finding, we construct a heterogeneous-firm model with a monopsonistic labor market and endogenous firm variety. The decentralized equilibrium underprovides the mass of firms compared to the outcome achieved by a welfare-maximizing planner. A binding minimum wage further reduces the mass of firms, exacerbating the distortion. Workers value employer variety, and thus, by reducing firm variety the minimum wage reduces workers’ welfare even if the average wage increases.

Det var ikke en effekt, jeg havde tænkt over før. Men det burde have stået lysende klart for mig, for jeg har mange venner, som har valgt dårligt betalte jobs, fordi det var fede jobs. Jeg havde fx to kammerater, der var kajakguides i Alaska. De tjente meget lidt, men fik en oplevelse for livet. Havde der været minimumslønninger da de var guides, havde de nok tjent mere (de havde sikkert kunne finde et andet job), men deres liv var under ingen omstændigheder blevet bedre af det.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021)’s resultater viser, hvor svært det kan være at vurdere konsekvenserne af en given politik. For hvis forskningen entydigt havde vist, at minimumslønninger hævede indkomsten for lønmodtagerne, ville politikere og den samlede venstrefløj have jublet over mindstelønnens effekt på det, de kunne se. Men det ville stadig være dårlig politik på grund af de ikke-sete effekter som bl.a. Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder.

Fra folkeskole til friskole. Interessant interview med lederen af Uhre Friskole

Skolemonitor har i dag et interview med en skoleleder, Kent Lykke, der har været på samme skole i 40 år, men i mellemtiden er gået fra at være folkeskole til at være friskole. Det er et ret interessant interview, hvis man vil forstå, hvorfor friskoler generelt klarer sig bedre end folkeskoler.

Kent Lykke peger bl.a. på centralisering som et problem for kvaliteten.

»Forvaltningerne er smeltet mere og mere sammen med det politiske system, hvor forvaltningen tidligere var en mellemstation. Men nu er de to enheder blevet ens og er meget stålsatte over for os, de udførende. Det er blevet formidling fra forvaltning til os frem for drøftelser,« siger Kent Lykke. […]

Det har skabt en distance mellem skoler og det politiske niveau, som i øvrigt blev forstærket med strukturreformen, der lagde 271 kommuner sammen til 98. Herunder Brande Kommune, der blev til Ikast-Brande.

»Konsekvensen er, at der i dag sidder mennesker i vores demokrati, som beslutter ting, de reelt ikke har indsigt i,« siger Kent Lykke.

Den manglende indsigt har samtidig betydet, at behovet for dokumentation er steget tilsvarende, tilføjer han.

»Det er en tidsrøver, som udhuler det meningsfulde. Det at være ledelse for noget og nogen er der blevet mindre tid til,« siger Kent Lykke.

De friere rammer har også påvirket hans ledelsesstil.

»Jeg har praktisk talt aldrig sagt nej til indkøb. Når man har høje forventninger til sine ansatte, må man også understøtte dem, og derfor er det en bunden opgave at skaffe de materialer, der er bedst for dem og os,« siger Kent Lykke.

I folkeskolen er der et mål om, at 95% af alle timer skal dækkes af en lærer med kompetence i faget. Men det er øjensynligt ikke noget, der bekymrer Kent Lykke.

Og hvad angår personale; på Uhre Friskole er man per definition lærer, hvis du er ansat til at undervise.

»Jeg har en tømrer, som underviser i sløjd, og vi har dagplejemødre, som er pædagoger. Vi har en musiklærer, som er uddannet på musikkonservatoriet. Men ingen af dem har en formel læreruddannelse,« siger Kent Lykke.

Kent Lykkes skole ligger i øvrigt i toppen af CEPOS’s liste over uddannelseseffekter.

Uhre Friskole har i en årrække ligget i den pænere ende af den årlige liste, som tænketanken Cepos står bag, der måler alle landets skolers evne til at løfte elevernes faglige niveau, og Kent Lykke er ikke i tvivl om, at det skyldes skolens fokus på entreprenørskab.

»Det gør mig vildt stolt,« siger Kent Lykke, der 1. november synger sin sidste morgensang på Uhre Friskole.

Læs hele interviewet her: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8362001/Det-var-en-gave-at-vi-gik-fra-folkeskole-til-friskole

Energi og klima i medierne

Energi og klima fylder en del i mediebilledet i øjeblikket, og jeg har også bidraget med et par ting.

De Radikale har fremlagt et nyt klimaudspil, hvor de vil øge klimalovens målsætning om en 70 pct.-reduktion af CO2e-udslippet (fra 1990 til 2030) til op til 80 pct. Det er kun et par år siden, De Radikale kritiserede Alternativet og Enhedslisten for urealistisk overbudspolitik, da de introducede 70 pct. målet, mens De Radikale selv gik ind for 60 pct. Nu lægger de sig så i spidsen med et 80 pct.-mål, efter først at have tilsluttet sig 70 pct.-målet.

Jeg er meget kritisk af flere grunde. Rene danske mål bidrager ikke til at løse det globale klimaproblem, og 80 pct.-målet er muligvis teknisk uden for rækkevidde. Det er i bedste fald samfundsøkonomisk meget dyrt selv med det mest omkostningseffektive middel – en ensartet generel pris på CO2-udslip – men De Radikale vil ikke bruge prisinstrumentet i nær det omfang, der er nødvendigt for at nå målet. I stedet foreslår de et sammensurium af subsidier og reguleringer, som tilfredsstiller de velorganiserede interessegrupper. Det bliver til gengæld meget dyrere for os alle under ét.

Du kan læse mere i mit interview med Altinget her og høre interviewet i Radio 4 med den radikale ordfører og mig her (7.19).

I næste uge begynder endnu et internationalt topmøde om klimaet. Den Uafhængige har i den anledning spurgt til min holdning til dansk klimapolitik. Det kan du høre mere om her (1:27.40).

Energipriserne er steget voldsomt på det seneste. Det skyldes en række flaskehalse i den internationale energiforsyning, hvoraf mange vil være midlertidige. Men den grønne omstilling vil gøre bl.a. energi dyrere permanent og øger vores sårbarhed over for flaskehalse, som dem vi ser i øjeblikket. Så man bør vænne sig til højere priser på energi også på lang sigt. Det skriver jeg om i min faste klumme i JP/Finans her.

Jeg skal måske benytte lejligheden til at uddybe, hvad jeg mener med højere priser på “bl.a. energi”. Det kan meget vel være, at selve strømprisen bliver lavere i perioder, hvis den i høj grad kommer fra f.eks. vind. Når vinden blæser, kan producentprisen ligefrem blive negativ. Men vedvarende energi kræver subsidier og stiller meget dyre systemmæssige krav til back-up og lagring. Desuden koster det ekstra at bruge el i stedet for fossile brændsler i bl.a. transporten. Det er de samlede omkostninger ved grøn omstilling, jeg har i tankerne. Konkret kan byrden lande hos forbrugerne, skatteyderne, lønmodtagerne og virksomhedsejerne; det afhænger af, hvordan regningen fordeles.

Man kan ikke få BÅDE frihed og lighed, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige

Forleden skrev jeg om Ahern & Dittmar (2012), som fandt at kvindekvoter i Norge forhindrede virksomhederne i at skabe mest mulig værdi. Kvindekvoter og lignende regulering synes ofte at have til formål, at gøre kvinder og mænd mere ens i outcome. Men som det er velkendt for mange (Steffen Larsen taler en del om det i dette afsnit af “Ring, hvis jeg tager fejl”), kan man ikke få både frihed og lighed i outcome, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.

At de er det, hersker der næppe megen tvivl om. Men det er alligevel et emne, der til stadig bliver undersøgt nærmere og nærmere. Coffman et al. (2021) viser således, at kvinder og mænd ikke blot er forskellige i udgangspunkt, men også forskellige i forhold til hvordan de tilpasser deres adfærd på baggrund af feedback.

Her er abstract (min fremhævning):

Many decisions – such as what educational or career path to pursue – are dynamic in nature, with individuals receiving feedback at one point in time and making decisions later. Using a controlled experiment, with two sessions one week apart, we analyze the dynamic effects of feedback on beliefs about own performance and decision-making across two different domains (verbal skills and math). We find significant gender gaps in beliefs and choices before feedback: men are more optimistic about their performance and more willing to compete than women in both domains, but the gaps are significantly larger in math. Feedback significantly shifts individuals’ beliefs and choices. Despite this, we see substantial persistence of gender gaps over time. This is particularly true among the set of individuals who receive negative feedback. We find that, holding fixed performance and decisions before feedback, women update their beliefs and choices more negatively than men do after bad news. Our results highlight the challenges involved in overcoming gender gaps in dynamic settings.

Coffman et al. (2021)‘s resultater understreger, at hvis man vil gøre mænd og kvinder mere ens i outcome, er man nødt til at gå på kompromis med friheden. Og det er netop det, De Radikales kurskifte gør, når de fratager virksomhedernes ejere (hvilket i mange tilfælde vil sige de danske pensionsopsparere) muligheden for selv frit at sammensætte deres bestyrelser og ledelser.

Ødelægger kvindekvoter virksomhedernes evne til at skabe værdi?

De Radikale vil have kvindekvoter i erhvervslivet, fordi det går “for langsomt” med at få flere kvinder i ledelser og bestyrelser. Hvad De Radikale præcist mener med “for langsomt” står ikke lysende klart for mig. Min første tanke er, at det det må betyde, at De Radikale kender både den optimale andel kvinder i ledelser og bestyrelser for alle virksomheder samt den optimale hastighed hvormed denne andel nås. Men det kan af gode grunde umuligt være tilfældet.

Ikke desto mindre kan det være relevant at vide, hvad et sådan krav betyder for virksomhedernes evne til at skabe velstand. Og det ved vi faktisk lidt om fra Norge, hvor man i 2006 indførte tvungne kvindekvoter på 40% i bestyrelser. Ahern & Dittmar (2012) har undersøgt effekten, og deres resultater er ikke lovende. Her er deres abstract (min fremhævning):

In 2003, a new law required that 40% of Norwegian firms’ directors be women—at the time only 9% of directors were women. We use the prequota cross-sectional variation in female board representation to instrument for exogenous changes to corporate boards following the quota. We find that the constraint imposed by the quota caused a significant drop in the stock price at the announcement of the law and a large decline in Tobin’s Q over the following years, consistent with the idea that firms choose boards to maximize value. The quota led to younger and less experienced boards, increases in leverage and acquisitions, and deterioration in operating performance.

Så blev vi så meget klogere. Mange på venstrefløjen anklager virksomhederne for kun at tænke profit, profit, profit. Det er som oftest en helt reel “anklage”, og derfor vil det undre mig, hvis forskningen generelt set finder positive effekter af at regulere kønssammensætningen i bestyrelser og ledelser. Men smid gerne links til nyere forskning, der belyser effekterne af kvoter i ledelser og bestyrelser, så vi kan blive yderligere oplyst.

Fra min inbox: Regelstaten i ét billede

Se godt på nedenstående billede. Det viser en far og en søns kørekort.

Øverst ser du mit kørekort udstedt 1995. Der er 6 kategorier. Nederst ser du min søns kørekort udstedt 2020 med 17 kategorier.

11 (183%) flere kategorier på 25 år. Ganske vist er der sket en del med trafikken (primært er køretøjerne blevet meget mere sikre, men der er også kommet nye køretøjer – bl.a. modulvogntog), men er der virkelig brug for 17 kategorier?

Som du kan se, så var jeg så heldig at få kørekort til lastbil og bus på sergentskolen i 1995. Det var en teoriprøve og en køreprøve, så jeg fik C og D på en og samme tid. Hvorfor skulle det også være anderledes, da der ikke er forskel på at køre 13 m bus eller lastbil. Men sådan skulle det ikke fortsætte. Min bardomsven fik lastbil-kørekort året efter men ikke til bus, da man havde ændret reglerne, så bus og lastbil nu var to helt seperate kategorier med seperate teoriprøver, køreprøver m.v.

Og det er ikke den eneste ændring, der har været. Også kørekortets gyldighed er der pillet ved.

En anden god ven har også C og D fra Forsvaret. Han havde også det gamle laminerede pap-kørekort, som på det vedhæftede billede. En dag på Borgerservice spurgte de ham, om han ikke ville have et nyt smart plastik-kort i stedet for det slidte gamle. Det ville han gerne, og så dukkede han op nogle dage efter med pasfoto. Her opdagede han så den dumme fejltagelse, han havde begået. Han blev spurgt: “Hvor er lægeerklæringen?” Så fordi han har skiftet fra pap til plastik, så skal kørekortet nu fornyes hvert  5. år, og han skal medbringe lægeerklæring hver gang. Da han fortalte dette, blev mit gamle pap-kørekort lagt pænt ind i pengekassen og bliver kun taget frem til udenlandsture. (Bruger appen i DK). For så længe jeg har pap-kørekortet, så skal det ikke fornyes førend jeg bliver 70 år i 2045. Min ven derimod, han må afsted til lægen og borgerservice hvert 5. år og betale ved kasse 1, hvis han vil beholde C og D.

Det har altid undret mig, at det er kutyme, at regulering – der må være indført af sikkerhedsmæssige årsager – kun gælder fremadrettet. Hvis man mener, at det er farligt, at folk kører i 6 år uden en lægeerklæring, hvorfor gælder kravet så ikke alle os, der har et “gammelt” kørekort? Jeg ser det samme på mange områder, hvor politikerne fx indfører uddannelseskrav ved lov (af sikkerheds- eller kvalitetshensyn), men i samme lov anerkender, at den hidtidige sidemandsoplæring faktisk er god nok (ved at lade nuværende i branchen arbejde videre uden at skulle tage en uddannelse). Det virker vilkårligt.

PS: Det er i grunden skræmmende vilkårligt, hvilke regler man er underlagt. Så længe, jeg har mit gamle pap-kørekort, så har jeg kørekort til bus og lastbil, indtil jeg fylder 70 år; men hvis jeg får stjålet pungen, smider kortet i vaskemaskinen eller lignende, så er det lægeerklæring og nyt kørekort hvert 5. år….

Lukkede økonomisk frie lande hårdere ned end andre lande?

Forleden blev jeg spurgt, om ikke det var et paradoks, at liberalt ledede lande lukkede hårdere ned end socialistisk ledede. Mit umiddelbare svar var ”Gjorde de da det?”, men en hurtig googling kunne ikke rigtig svare på spørgsmålet. Det eneste jeg fandt var, at demokratiske stater i USA lukkede hårdere ned end republikanske stater).

Så derfor kiggede jeg selv lidt på tallene. Man kan altid diskutere, hvordan man definerer liberalt og socialistisk ledet. Det er ikke nok at se på partiernes navne eller deres placering i det enkelte land (spørg en demokrat (altså venstrefløjen) i USA om hans opfattelse af fx Venstre eller Konservatives politik, og han vil sandsynligvis se den som yderligtgående i en socialistisk retning). Nedenfor har jeg brugt den økonomiske frihed i landet som en proxy for, hvor liberal ledelsen af landet er.

I den første figur har jeg plottet graden af nedlukning i foråret (målt ved Oxfords stringency index) mod graden af økonomisk frihed (målt ved henholdsvis Heritage Foundations (rød) og Fraser Institutes (blå) indeks for økonomisk frihed) for alle de lande, der findes data for.

Læs resten

Nobelprisen i økonomi 2021

Nobelprisen i økonomi blev annonceret i dag. Den går til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens. Her er Nobelpriskomiteens altid grundige gennemgang af det videnskabelige grundlag for prisen.

Det handler kort om naturlige eksperimenter, som er kommet til at fylde rigtig meget i empirisk økonomisk forskning siden 1990erne. Metoden går ud på at efterligne kontrollerede eksperimenter – at opstille en situation, hvor to statistisk ens grupper enten “behandles” (f.eks. med et medikament) eller ikke gør det. Kontrollerede eksperimenter kan ikke altid lade sig gøre i økonomi, men i nogle situationer laver “naturen” sit eget eksperiment. Redaktør Bjørnskov greb f.eks. (sammen med Kasper Planeta Kepp) et sådant naturligt eksperiment, som opstod, da regeringen lukkede nogle, men ikke alle kommuner i Nordjylland ekstraordinært hårdt ned under corona-epidemien. Ved at sammenligne de to kommunetyper kunne de se, at der ikke er evidens for nogen stor effekt af nedlukning.

Traditionen tro prøver jeg at folde årets Nobelpris ud. Det sker i morgen tirsdag i Berlingske Business.

Fra min inbox: Et overset fænomen ved regulering af den finansielle sektor?

Har regulering af bankerne været med til at påvirke ejerforholdene i København? Her er uddrag fra en mail, jeg modtog om emnet.

Et interessant forhold i investeringsmarkederne, der ikke rigtigt er dukket op til overfladen, er hvordan investorer mere eller mindre har fortrængt ejerlejligheder fra markedet i København.

Jeg har vedhæftet en lille graf med hhv. ejer- og lejeboliger i København By fordelt på opførselsår siden år 2000.

Jeg observerer flere ting. Dels at opsvinget efter år 2000 fik sat gang i opførsel af ejerlejligheder, som bl.a. fortrængte en del almene boliger. Efter finanskrisen gik aktiviteten også voldsomt ned, hvor bl.a. almene boliger og boligprojekter der ikke kunne stoppes udgjorde en relativt stor del af nyopførte boliger. Perioden siden finanskrisen er til gengæld mærkværdig. Der er enormt stor aktivitet, stigende priser på ejerlejligheder og alligevel er der faldende volumen. Sådan burde det ikke være uden udefrakommende forhold.

Prisstigninger er naturligvis drevet delvis af demografi (som kommer til gode for både ejer- og lejeboliger), men også det faldende renteniveau. Men hvorfor pokker leder det til opførsel af FÆRRE ejerlejligheder?

Omkring år 2015/2016 startede flere projekter som ejerlejligheder (hvilket også var hensigtsmæssigt pga. momsforholdene på daværende tidspunkt), men da de kom til salgsfasen blev det ekstremt trægt. Rigtigt mange sager strandede pga. finansieringsforbehold hos folk, der ellers sagtens havde råd til ydelsen – hvis bare de kunne kreditgodkendes. I Ørestad gjorde særligt udbetalingskravet ekstra ondt fordi området på godt og ondt henvender sig til folk uden større formue. Allerede der begyndte flere projektudviklere at opgive salg som ejerlejligheder for i stedet at gå efter udlejning og efterfølgende investorsalg.

Tendensen var mest udpræget i relativt mindre attraktive områder. I runde tal var bruttolejeniveauet i Ørestad på det tidspunkt omkring 1.750 kr. pr. m2 mens det i Nordhavn var ca. 2.100 kr. pr. m2, dvs. ca. 20% dyrere i Nordhavn. Ejerlejligheder derimod lå i Ørestad på ca. 32.000 kr. pr. m2 og omkring 50.000 kr. pr. m2 i Nordhavn, dvs. + 50% dyrere i Nordhavn. Det betød at det i Nordhavn var 50/50 om man gik i udlejning eller salg som ejerboliger, mens det i Ørestad var en no-brainer at gå i udlejning.

Siden er låneadgangen af flere gange blevet strammet op, hvilket har skubbet stort set alle investorer over i udlejningsbyggeri. En fond vil typisk optage max belåning for at maksimere forrentningen af egenkapitalen. Dvs. at der kommer med ca. 30% EK og optager 70% lån fra realkreditten til enten 0,5% (hvis de kører max risk) eller 2,5% (hvis de er konservative). På den måde kan de sammen med prisregulering af lejen sagtens lave årlige afkast på 7-8%, hvilket er ret attraktivt i nuværende marked.

I min verden er billedet ret klart, at der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.

Risikotagning er formodentlig stort set den samme, men ligger nu den hos fonde, pensionskasser (hvoraf stadigt flere yder deciderede byggelån til private udviklere uden om bankerne) og til en vis grad hos realkreditten i stedet for hos private.

Der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.

Her er figuren, der var vedlagt mailen. Om utilsigtede konsekvenser ved regulering er hele sandheden, ved jeg ikke (i mine øjne er der store fordele ved lejeboliger, fordi det reducerer transaktionsomkostningerne betragteligt for folk, der kun skal bo kortvarigt i byen – så samme effekt kunne potentielt forklares af deregulering.

Men ét eller andet er der sket…

Fra min inbox: Eksempler på vækstdræbende regulering

Jeg fik denne mail her til aften. Der er flere “gode” eksempler på, hvorfor regulering er dræbende for væksten.

Hej Jonas

Hvidvaskningsloven gør det besværligt at lave en erhvervskonto.

https://jyllands-posten.dk/jplokal/jpvejle/ECE13326053/derfor-etablerer-pengeinstitutter-saa-sjaeldent-erhvervskonti-til-unge-ivaerksaettere/?loggedIn=true

»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.

Min egen lille anekdote går på, at både konen og jeg har et CVR-nummer. Jeg laver lidt ingeniør-konsulentarbejde (størrelsesorden 30-40000 kr. om året) ved siden at mit arbejde, og konen har et lille festkage-firma, hvor hun søger for at holde sig lige under 50.000 kr. om året, så hun ikke skal momsregistreres. (I parentes bemærket har hun sagt nej til lige så mange kager, som hun har sagt ja til, men hun gider ikke bøvlet med moms, sådan virker regelstaten også.) For nylig var vi ved at skifte pengeinstitut, men opgav det igen, da det ville koste ca. ca. 3000 kr. per CVR-nummer om året i det nye pengeinstitut. Det lægger noget af en initialomkostning på det at drive en lille virksomhed. Jeg ved godt, det er småbeløb i det store billede, men det kunne være interessant, hvis nogen undersøgte, om hvidvaskningsloven kan måles på antallet af iværksættere.

»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.

Uddrag fra artikel i Jyllands-Posten

Mailen fik mig til at overveje to spørgsmål: 1) Er der nogen opgørelser af, hvor mange virksomheder, der tjener lige under 50.000 kr.? 2) Er der lavet nogen forsøg på at estimere, hvor meget reguleringen koster bankkunderne (for som Westy skriver her, er det ikke bankerne, der betaler)

COVID-19: Undervurder aldrig betydningen af tilfældigheder

Jeg har tidligere skrevet om betydningen af sen vinterferie her. Men i dag vil jeg gerne fremhæve centrale afsnit og konklusioner fra Arnarson (2021) og Björk et al. (2020).

I forhold til København, blev Stockholm ramt ca. dobbelt så hård, alene fordi vinterferien lå på et andet tidspunkt, mens ca. 38% af overdødeligheden kan forklares af denne tilfældighed.

We can see that the initial impact is strongest in regions with a school-break in week 9 (over 90%) [higher spread] secondly in week 10 (50-95%) and lowest in week 8 (35%). As before these results are relative to regions that had a break in week 7 or before.

Arnarson (2021)

Being a region with winter holiday exclusively in week 9 was in the adjusted analysis associated with 16 weekly excess deaths (95% confidence interval 13 to 20) per million inhabitants, which corresponds to 38% of the excess mortality during the study period in these regions.

Björk et al. (2020)

Arnarson (2021) har også en fin forklaring af, hvorfor dette sker.

Hence, a traveler in week 6, 7, 8 or 9 would only see a limited number of confirmed cases prior to travel (in weeks 5, 6, 7 and 8) but the likelihood of being exposed to Covid-19 would be vastly different. Unaware individuals traveling in the high-exposure week 9 are therefore likely to have been a human transport of Covid-19 to their local area. During the short time window around week 9, the risk of being exposed to Covid-19 during travel was high while the perceived risk was low. As the awareness of the risks was still rather low on return, these individuals are in addition likely to have started their normal lives before the seriousness of the spread was apparent across Europe, amplifying the local geographic exposure.

Arnarson (2021)

Og (måske ikke super overraskende), finder Björk et al. (2020), at tidligere fornuftige anbefalinger virkede ret godt. Bemærk, at ingen lande var over stringency index 35 i uge 11, hvilket basalt set betyder, at de på det tidspunkt fulgte myndighedernes anbefalinger og anvendte anbefalinger/information og ikke deciderede nedlukninger, som først kom på bordet senere, da politikerne greb ind.

A more stringent response implemented in week 11, corresponding to 10 additional
units on the 0-100 ordinal scale, was associated with 20 fewer weekly deaths (95% confidence interval 18 to 22) per million inhabitants.

Björk et al. (2020)

Sen vinterferie er blot én af de 16 mulige forklaringer, som Klein et. al (2020) pegede på, som mulige forklaringer på Sveriges høje overdødelig i forhold til andre nordiske lande. Hvor vigtige de andre er, har jeg ikke set undersøgt grundigt, men læren af vinterferie-tesen er, at vi aldrig må undervurdere betydningen af tilfældigheder.

Et grundlæggende liberalt samfund fik Danmark økonomisk godt gennem pandemien

Danmark har klaret sig økonomisk godt igennem corona-pandemien. Det er der ganske givet mange årsager til (bl.a. blev vi pga. rene tilfældigheder aldrig lige så hårdt ramt som visse nabolande).

Men meget tyder også på, at vores relativt liberale samfund, er en medvirkende forklaring. Geloso & Pavlik (2020) finder nemlig, at lande med høj økonomisk frihed klarede sig relativt godt efter 1918-pandemien.

Her er abstract:

“The 1918 flu pandemic constituted an exogenous shock on economic activity. In this paper, we condition the economic importance of these shocks on the level of economic freedom measured by the Historical Index of Economic Liberty project to test whether freer economies fared better. Our argument is that higher levels of economic freedom meant a greater ability to adjust to shocks by reducing frictions in the reallocation of resources and the reorganization of economic activity. We find that higher levels of economic freedom mitigated the pandemic’s effect. We link this finding with the literature on economic freedom and crises.”

Danmark ligger ikke i toppen af de mange frihedsindeks (fx nr. 10 hos Heritage Foundation og ligeledes nr. 10 hos Fraser Institute. Og ser man bort fra den store offentlige sektor (hvilket kan være relevant ift. argumentet i abstract om, at det er muligheden for at tilpasse sig den nye situation, hvilket jeg læser som få regler snarere end lav skat), ville Danmark ligge endnu bedre.

Så måske er det ikke så overraskende, at netop Danmark – hvor vi fx har et relativt fleksibelt arbejdsmarked – har klaret sig godt.

Fra min inbox: Bedre arbejdsmiljø, hvis Arbejdstilsynet giver medarbejderne bøden?

Denne mail fra foråret fandt jeg ved et tilfælde frem igen i dag.

Jeg er medejer af et stilladsfirma og beskæftiger mellem 75-115 medarbejdere afhængig af årstiden. Vores arbejde er meget nemt at få øje på og vi har ofte rigtig mange besøg fra Arbejdstilsynet. (Inden du læser videre, så er det vigtigt at understrege at vi – ligesom Arbejdstilsynet – ønsker et sikkert og sundt arbejdsmiljø). Men jeg mener, at reglerne er forkerte, når man går efter virksomheden frem for den udførende. Det mener jeg af flere årsager. Her kommer et eksempel på et af de strakspåbud vi har fået:

Sjakket (som er uddannet i faget) får udleveret sin opgave med relevante beskrivelser. De læsser stilladsmateriellet og påbegynder opsætning. Efter 4,5 timer kommer Arbejdstilsynet og konstaterer at medarbejderen ikke bruger opskydeligt rækværk (en sikkerhedsforanstaltning) for at undgå sikring mod nedstyrtning. Arbejdstilsynet konstaterer også, at rækværket er til stede på sjakkets lastbil. Medarbejderne får besked om at stoppe arbejdet og virksomheden (altså mit firma) får et strakspåbud. Medarbejderne kan gå videre med arbejdet efter montering af opskydeligt rækværk. Et halvt år senere modtager virksomheden et brev hvori det meddeles at sagen vil blive sendt til retslig tiltale med en bødepåstand på 100.000,- til virksomheden, et år senere inviteres vi til første retsmøde, dette udsættes senere grundet corona. Lige om lidt er det 2 år siden at forseelsen skete.

Eksemplet ovenfor er ikke enestående og vi har 4 sager i systemet. I mange andre brancher er der lignende tilfælde, hvor den udførende ikke følger instruktionen eller reglerne på byggepladsen/i samfundet eller andet og virksomheden står tilbage med bøde.

Nu kommer problemet

Hvis det er Arbejdstilsynets formål at sikre arbejdsmiljøet, hvorfor går man så ikke efter den udførende medarbejder? Forseelsen er til at konstatere med det samme – de bliver taget på fersk gerning i deres forsømmelser.

Men nej, det er i stedet virksomheden der skal slås med retssagerne, bruge penge på advokater, tid og meget andet. Medarbejderen blev fyret, men dagen efter står han måske og laver samme nummer i en ny virksomhed.

Hvis statistikkerne skal ændres, hvis adfærden skal ændres, hvis bøderne skal have effekt, hvis man ønsker færre ulykker. Så send bøden til manden og gerne straks, og nok naturligvis ikke et beløb svarende til 100.000,- men måske en 14 dages løn.

Der skal naturligvis også skrives bøder til de virksomheder der ikke stiller udstyret til rådighed, men disse skal falde uden lange retsprocesser.

Ordet skatteincidens hentyder til, at der er forskel på, hvem der officielt betaler skatten, og hvem der bærer skatten. Mange afgifter betales officielt af virksomhederne, men omkostningerne bæres af forbrugerne, fordi priserne er højere end uden afgifterne.

På samme vis er det i sidste ende medarbejderne eller kunderne, der i sidste ende betaler bøderne til Arbejdstilsynet. Spørgsmålet er, om man kunne få “mere for pengene”, hvis det var medarbejderne, der fik bøden? Jeg synes, at mailen påpeger et væsentligt problem: den uforsigtige medarbejder kan få job et andet sted dagen efter.

Det er ikke et område, jeg kender så meget til, så alle kommentarer er velkomne.

Hvad betyder timingen af nedlukninger? Virker det, hvis man lukker ned tidligt?

Jeg er adskillige gange blevet belært, at årsagen til at mange studier ikke finder nogen sammenhæng mellem nedlukninger og antal døde, er fordi nedlukningerne kom for sent. Det altafgørende er altså timingen i nedlukningen. Og jeg forstår godt argumentet, for det er præcis det resultat man får i en simpel SIR-model, hvis en nedlukning kan få kontakttallet, R, ned. Så vil toppen på smittekurven blive lavere, jo tidligere du griber ind. Men corona-epidemien fungerer ikke som en SIR-model, og det er derfor et uafklaret spørgsmål, om tidligere nedlukninger virker.

Jeg har efterhånden læst omkring 2-300 empiriske studier, hvoraf en hel del ser på effekten af tidlige nedlukninger, og konklusionen er efterhånden ret klar. Det er umiddelbart en stor fordel for et samfund at opdage smitten tidligt, men ingen studier kan påvise, at det er nedlukningerne – og ikke fx folks frivillige adfærdstilpasninger – der gør den afgørende forskel. Mest tyder på, at den frivillige adfærd er afgørende.

Hvorfor kan studierne ikke fortælle, om tidlig nedlukning virker?

Amuedo-Dorantes et al. (2021) er et klassisk eksempel på, at det går galt for forskerne. Amuedo-Dorantes et al. (2021) ser på forskellene i pandemiforløbet i forskellige dele af Spanien, da Spanien lukkede ned. På den baggrund finder de, at de regioner, der var tidligt i pandemiforløbet og hvor smitteudbredelsen var begrænset, da landet lukkede ned, fik en langt mildere pandemi end de områder, der var længere inde i pandemiforløbet på nedlukningstidspunktet. På den baggrund konkluderer de, at en 10+ dage tidligere nedlukning kunne have reddet “a total of 4,642 total deaths (232 deaths/daily) could have been avoided by the end of our period of study –a figure representing 23% of registered deaths in Spain at the time.

Mens der ikke umiddelbart er noget galt med det analytiske arbejde, er der et problem med konklusionen. For i mine øjne, kan man ikke på baggrund af analysen konkludere, at nedlukningen virkede. Man kan konkludere, at det virkede at blive opmærksom på smitten. Det er egentlig meget let at indse, hvorfor konklusionen er forkert. Forestil dig, at du bor i en mindre by på Sjælland. Du har set billederne fra Kina, og begynder nu at se billeder fra Italien. Du ved, at COVID-19 før eller siden kommer til Danmark, og at du til den tid må passe på – men du ved ikke hvornår det bliver. Du følger med i nyhederne, spritter hænder og holder afstand. Men efterhånden som dagene går, kommer smitten nærmere og nærmere. Og pludselig er der dødsfald i Danmark og masser af smittede. Pandemien synes at være i fuldt flor, og du vælger at handle drastisk. Er du minister, kører du til din arbejdsplads på Christiansborg og lukker landet ned. Er du borger, arbejder du hjemme og aflyser alle fysiske aftaler i din kalender.

Pointen er, at borgere og politikere reagerer på de samme informationer. Forskellen er dog, at borgerne får en stor del af deres informationer fra politikerne og pressemøderne, som altså kan få afgørende betydning for folks opfattelse af, hvor udbredt smitten er. Vi så det meget tydeligt i dagene efter Mette Frederiksens pressemøde, hvor skoler og restauranter var åbne, men tomme. Folk havde reageret på informationen fra statsministeren.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi Amuedo-Dorantes et al. (2021) ikke kan skelne den ene effekt fra den anden i deres studie. Regionerne, der var tidligt i pandemiforløbet, kunne måske have haft præcis samme udvikling i smitten, uanset hvad den spanske regering havde gjort – eller hvis den spanske regering blot havde holdt et pressemøde, hvor de lavede nogle symbolske handlinger eller blot ”fejede for egen dør” ved fx at sende statsansatte hjem.

Hvad viser data

Et relevant spørgsmål er, om befolkningen i andre lande reagerede på situationen i de lande, der blev ramt og lukkede ned først. Det spørgsmål er svært at afgøre, for som nedenstående figur viser, så lukkede landende ned stort set samtidig. 11. marts havde kun tre Europæiske lande (ud af 44) et stringency index over 60 (Italien, Monaco og San Marino). En uge senere – d. 18. marts – var det 30. Men som næste figur viser, er der måske alligevel noget om snakken.

Nedenstående figur viser, hvor mange mennesker der døde i Europæiske lande i første bølge sammenholdt med, hvor tidligt landene ramte 20 døde per million (i Danmark skete dette 2. april, og altså før nedlukningen kunne have effekt, fordi det ca. tager 18 dage fra man smittes til man eventuelt dør). Figuren viser en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor tidligt pandemien ramte, og hvor alvorlig første bølge blev. I lande som Italien, Spanien, Belgien og Sverige var pandemien allerede kraftigt udbredt, allerede inden nogen i Europa havde nævnt ordet ”lockdown”. Til gengæld var der stort set ingen problemer i de lande, der blev ramt sent, uanset hvilken politik de førte (politikkerne var dog næppe væsentligt forskellige). De røde prikker i figuren viser de 14 lande, der ikke havde nået et stringency index på 60 d. 18. marts – og de ligger ca. som de øvrige lande, hvilket understreger resultaterne i Sebhatu et al. (2020), som viser, at der ikke er sammenhæng mellem pandemiens udvikling og tidspunktet for nedlukning. I stedet gjorde landene som landene omkring dem gjorde.

Ovenstående figurer er ikke et bevis for, at tidlig nedlukning ikke virker. Men den viser, at de lande, der blev ramt tidligt, alle klarede sig dårligt med hensyn til antal døde. Og at Sverige – som havde en meget, meget mild nedlukning i foråret 2020 – faktisk klarede sig præcis så godt, som man kunne forvente, givet hvor hurtigt og hårdt, de blev ramt på. Nedenstående figur viser, at mønstret var præcis det samme i USA. Jo senere pandemien ramte en stat, jo færre døde var der i staten under 1. bølge.

Er det en fordel at lukke tidligt ned?

Nedenstående figur viser Oxfords stringency index (vægtet gennemsnit) og daglige dødstal pr. million indbyggere for Europa og USA. I USA ramte pandemien ca. 1 uge senere målt på dødsfald, og jeg har derfor forskubbet USA’s data, så dødsfaldene ligger omtrent oven i dødstallene i EU.

Figuren viser, at USA lukkede ned ca. 5 dage tidligere end EU i forhold til pandemiforløbet, men at det ikke havde nogle synderlig effekt på smittespredningen (om end man selvfølgelig kan hævde, at nedlukningerne udskød problemerne med netop 5 dage).

Hvad er konklusionen?

Som jeg ser det, er der ikke nogen evidens for, at tidlig nedlukning virker specielt effektivt. Der er heller ikke evidens for det modsatte, men ser man på USA i forhold til Europa, tyder det på, at tidlig nedlukning ikke gjorde nogen forskel. Måske fordi folk ændrede adfærd frivilligt, da de fik den nødvendige information.

Der er næppe tvivl om, at det er en fordel at vide, hvor udbredt smitten er i samfundet. Hurtig og pålidelig information er altafgørende i den tidlige fase af en pandemi – og i Europa og USA var COVID-19-pandemien kendetegnet ved en mangel på pålidelig information, fordi der ganske enkelt ikke blev testet nok. Derfor kunne udbrud florere længe på bl.a. skisportsstederne, inden de blev opdaget, og derfra spredte smitten sig ud til flere dele af Europa. Havde man testet bredt allerede inden pandemien kom til Europa, havde man opdaget smitten tidligere, og vi havde sandsynligvis set et helt andet pandemiforløb i Italien, Spanien, Sverige osv.

I forhold til de meget udbredte påstande om, hvor godt nedlukninger virker, og hvor vigtigt det er at reagerer tidligt, er det slående, at der ikke er en klar korrelation mellem 1) hårdheden af nedlukningen (stringency index) og antal døde, samt 2) tidlig nedlukning og antal døde.

Måske er forklaringen ganske enkelt, at det suverænt vigtigste for håndteringen af en pandemi er vores individuelle adfærd.

Skadelig regulering: The Jones Act

Der er et væld af litteratur, der dokumenterer de store økonomiske omkostninger forbundet med regulering (en lang liste af eksempler kan findes i denne rapport fra “The Council of Economic Advisers”. Men ofte illustrerer ét eksempel problemet bedre end tusindvis af forskningstimer

En af de mere kendte regler for os reguleringsnørder, er den mere end 100 år gamle The Jones Act, som betyder, at al søtransport mellem amerikanske byer skal foregå på skibe, der er bygget af amerikanere, ejet af amerikanere, fører amerikansk flag og har amerikansk besætning.

Colin Grabow fra CATO Institute har skrevet et interessant blogindlæg, hvor han beskriver konsekvenserne af The Jones Act. En del af reglementet betyder nemlig, at The Jones Act ikke gælder gods, der kører en del af strækningen på canadiske togskinner.

Hvis prisforskellen mellem amerikanske skibe og internationale skibe er stor nok, kan det altså betale sig at laste godset over på et tog – køre lidt med det – og laste det tilbage på lastbiler, som kører godset resten af vejen til kunden. Og det er netop, hvad der sker. En virksomhed i Alaska sejler frosne fisk til det østlige canada lige nord for grænsen til USA, hvor godset bliver lastet over på en 67 meter (SIC) “lang” jernbane, hvor det bliver kørt frem og tilbage, inden det bliver lastet over på lastbiler for at blive kørt til destinationerne i USA. Hele ruten har jeg illustreret på billedet nedenfor.

Og her ses HELE jernbanen (fra Google Street View) samt min opmåling af jernbanens længde.

HELE jernbanen fundet på Google Street View
Min opmåling på Google Maps

Hvis man har tiltro til, at politik og demokrati fører til god regulering, så husk på, at dette er en 100 år gammel regel, som har meget store omkostninger for samfundet som helhed, men som ikke bliver afskaffet, fordi nogle få vinder meget, mens mange taber lidt (concentrated costs and diffused benefits).

Maske-studiet: Skal Politiken i Detektor, ligesom Christine Stabell Benn?

Politiken har skrevet en artikel om et meget interessant maskestudie, (Abaluck et al. 2021). Studiet er særligt interessant, fordi det er noget nær det tætteste, vi kommer et lodtrækningsstudie.

Kort fortalt har forskerne inddelt 600 områder i to grupper á 300, hvor den ene gruppe er blevet ”behandlet”, mens den anden gruppe fungerede kontrolgruppe. Behandlingen bestod i gratis mundbind, informationer, påmindelser m.m., som skulle øge brugen af mundbind i befolkningen (brugen af ”proper mask-wearing” steg med ca. 29%-point fra 13,3% i kontrolgruppen til 42,3% i ”behandlingsgruppen”.

Efter 10-12 uger tog de blodprøver fra individer med symptomer, og testede dem for COVID-19. Og på den baggrund kan altså de estimere effekten af øget maskebrug.

Og studiet viser, at kirugiske mundbind beskytter 50+-årige mod symptomatiske COVID-19 (det kan derimod ikke sige, om det skyldes eget eller andres brug). Til gengæld finder studiet ingen effekt af stofmundbind og ingen effekt for personer under 50 år, jf. nedenstående figurer.

Figurer fra (Abaluck et al. 2021)

Derfor kan Politikens ende i Detektor

Men hvad har det med Detektor at gøre, spørger du måske. Svaret er, at Detektor forleden skrev en artikel om Christine Stabell Benn, som – på LinkedIn – havde glemt at skrive, at de målte bivirkninger efter vaccine for børn i alderen 12-15 år var insignifikante. Benn påpegede, at hvis man lagde tallene sammen med de 16-25-årige, blev det faktisk signifikant. Men den forklaring hældte Detektor – med hjælp fra andre forskere – ned af brættet under overskriften Useriøst “kunstgreb” (samme type udsagn er brugt i diskussionen på min Facebook-væg)

Men Politiken gør altså det samme, når de konkluderer, at ”mundbind virker” – ja, faktisk er Politikens fejl en del værre af en række grunde.

For det første viser studiet ikke, at ”mundbind virker”. Det viser, at nogle mundbind virker for nogle personer. Politiken kan kun nå frem til sin generelle konklusion konklusion ved at gruppere stofmundbind og kirugiske mundbind og samtlige aldersgrupper. Altså præcis det, Detektor kalder et useriøst kunstgreb. Politiken ikke blot undlader at gøre opmærksom på dette, men insinuerer direkte, at der er en effekt for stofmundbind og yngre aldersgrupper, når de skriver

”studiet fandt også en øget forekomst af smittereducerende effekt hos ældre, og at kirurgiske masker er bedre end stofmasker.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

Politiken vil sikkert forsvare sig med, at studiet faktisk finder en effekt af stofmasker på ”sandsynlig COVID-19” målt på baggrund af svar i en spørgeskemaundersøgelse, men for det første er det et langt dårligere mål end antistoftestene, og for det andet henviser Politiken direkte til antistof-undersøgelserne

”Forekomsten af covid-smitte målt i antistofundersøgelser faldt med 9,3 procent i landsbyerne, der fik mundbind og oplært i brugen, målt i forhold til kontrol-landsbyerne.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

For det andet peger Benn på en betydelig forskel (x3 flere symptomer), som – måske – kun er insignifikant, fordi stikprøven er meget lille. I maskestudiet er forskellene meget små og insignifikante på trods af, at stikprøven er meget stor (i alt er over 340.000 personer involveret i forsøget). Det bedste bud i maskestudiet er altså, at stofmundbind ikke virker – og særligt ikke for de yngre, mens det bedste bud i vaccinestudiet er, at vaccinerne giver børnene bivirkninger.

For det tredje skrev Benn på Linkedin, mens Politiken er en landsdækkende avis. Så også i udbredelse, er Politikens fejl langt større.

Kan man overhovedet konkluderer, at mundbind virker?

For det fjerde er Politiken meget, meget skråsikker i deres udsagn i forhold til hvor meget, man reelt kan sige på baggrund af studiet.

De var drønirriterende, vores mundbind. Men de virkede. Mundbind reducerer forekomsten af covid-19-infektioner.

(Politiken i artiklen om mundbind)

For studiet viser faktisk ikke, at mundbind virker. Det viser at interventionen virker, og den omfattede en hel del mere end mundbind (den kan bl.a. ses som en større informationskampagne, fordi folk skulle overtales til at tage mundbind på). Studiet er altså ikke en det endelige bevis for, at mundbind virker. I teorien kan det være den øgede opmærksomhed på COVID-19, der har drevet hele effekten, jf. nedenstående citat. Det kan studiet ikke endeligt konkludere.

In fact, we found that our intervention increased the likelihood of physical distancing, presumably because individuals participating in the intervention took the threat of COVID-19 more seriously.

(Abaluck et al. 2021)

Det er heller ikke klart, hvorfor mundbind kun virker for ældre personer. Hvis mundbind begrænsede smitten helt generelt, så skulle det jo virke for alle aldersgrupper. Det kan tyde på, at der er andre effekter i spil, som vi endnu ikke forstår. Denne forskel skyldes dog næppe (kun) adfærd, for så skulle man se samme effekt af kirugiske mundbind og stofmundbind, som forfatterne også påpeger.

First, while we find similar impacts of cloth and surgical masks on physical distancing, we find consistently larger impacts of surgical masks on symptomatic seroprevalence, consistent with the evidence that surgical masks have better filtration efficiency.

(Abaluck et al. 2021)

Hvordan disse to effekter samlet set skal fortolkes, er jeg usikker på. Men at kalde sagen for afgjort og studiet for ”guldstandarden” i forhold til påbud om mundbind, er i mine øjne at cherry picke delresultater uden at tænke nærmere over sammenhængen.

Tvang og det lange sigt

Endelig er der to faktorer, som er vigtige rent politisk. For det første er studiet baseret på frivillig brug af mundbind. Folk har altså valgt at bruge mundbindet, fordi de mener, det er en god idé. Det er måske derfor, at forskerne ikke ser nogen effekt på risikokompenserende adfærd (Peltzman-effekt). Men det kan sagtens være, at adfærden ser helt anderledes, hvis man bliver tvunget til at bære masker. Det svarer studiet ikke på.

Studiet ser også kun på den kortsigtede effekt (deltagere med symptomer blev testet efter 10-12 uger). Som Otto har beskrevet her (se pkt. 8), vil vi forvente, at faldende smitte vil føre til øget social interaktion, fordi risikoen ved at møde andre falder. Igen er dette ikke noget, som studiet ser på.

Hvad betyder timing under en pandemi?

Forleden læste jeg et studie, Ylli et al. (2020), med en interessant figur, som viste sammenhængen mellem hvornår pandemien ramte et de europæiske lande og antallet af døde pr. million indbyggere under første bølge. Figuren er gengivet herunder, og jeg har markeret Danmark (som passerede 100 cases 4 dage senere end Sverige og derfor må være en af de to markerede prikker).

Det, jeg finder interessant ved figuren, er, at den viser et meget klart sammenhæng mellem tid og dødsfald i første bølge. De lande, der blev ramt først, blev taget på sengen, og derfor ikke nåede at tilpasse sig omstændighederne. Hvordan kunne det ske? Som jeg husker det, gik vi alle lidt og ventede på pandemien. Vi har mange gange hørt om sygdomme i Østen, som alligevel aldrig rigtig kom til Europa, så for mange (herunder myndighederne) gik alvoren først op for os, da vi så billederne fra Italien.

Læs resten

”Neo-liberale” successer (IV)

I sommerserien i år ser vi bl.a. på det, nogle kalder ”neo-liberalismen”. Det er som sagt et begreb, der anvendes af kritikerne, som ikke viger tilbage fra at postulere et ”neo-liberalt hegemoni” i økonomisk politik siden Murens fald. Selv om man – som vi også har været inde på – langt fra kan tale om en sådan dominans i den førte politik, så lad os i dag begynde med at se på den måske største ”neo-liberale” succes.

Det drejer sig om faldet i inflationen stort set overalt i den vestlige verden. Vi er gået fra tocifrede inflationsrater i 1970’erne til meget lave rater. I de senere år har centralbankerne endog haft svært ved at få inflationen op på de 2 pct., som mange har som mål. De færreste succeser varer dog evigt, så det hører med til historien, at inflationen igen er begyndt at accelerere navnlig i USA på det allerseneste.

Men lad os begynde i 1970’erne. Her opstod den uventede situation, at der optrådte høj og voksende inflation samtidig med lav vækst og høj ledighed: Stagflation. Mange mente, at højinflationen enten var blevet et institutionelt træk ved moderne økonomier – Thorkild ”Livrem” Kristensen (økonomiprofessor, minister og OECD-generalsekretær) forudså f.eks., at inflationen ikke kunne komme under 10 pct. i en moderne økonomi – eller kun kunne bekæmpes med vedvarende høj ledighed. Men monetaristiske økonomer med Milton Friedman i spidsen hævdede med voksende styrke, at ”inflation altid og alle steder er et monetært fænomen”. Der kunne historisk konstateres en tæt sammenhæng mellem væksten i pengemængden og den nominelle BNP-vækst. Inflation er kort sagt et resultat af, at pengemængden vokser mere end det reale BNP. Vil man bremse inflationen, kræver det blot at stramme pengepolitikken, fremførte monetaristerne. Ledigheden ville nok kunne stige midlertidigt, indtil inflationsforventningerne var faldet. På lang sigt er der derimod ingen sammenhæng mellem inflation og ledighed.

Opskriften blev prøvet, og det gik i grove træk som forudsagt. Den mest iøjnefaldende ændring skete i USA under FED-formand Paul Volcker, hvor inflationen blev bragt under kontrol gennem en stramning, som også midlertidigt udløste en lavkonjunktur. Friedman argumenterede desuden for, at pengepolitikken for fremtiden burde følge et forpligtende kvantitativt mål for pengemængdevæksten. Også dette råd blev fulgt omend med nogle justeringer undervejs, som i dag er blevet til de nævnte inflationsmål på typisk 2 pct. om året. Endelig kom der forslag om at gøre centralbankerne uafhængige, men med bindende mandater, så de ikke så let blev fristet eller presset til at lade pengepolitikken diktere af kortsigtede politiske hensyn – f.eks. at lempe op til et valg og øge regeringens popularitet. De blev også fulgt i større og mindre grad.

Som man kan se af figuren, var skiftet fra høj- til lavinflation markant i både OECD under ét og i Danmark. Herhjemme var historien næsten den samme som i udlandet, blot med et tvist. I 1982 indførte vi fastkurspolitik over for først valutaerne i slangesamarbejdet i EF, så D-marken og endelig euroen, da den blev fælles valuta for de andre lande. Fastkurspolitikken medfører, at pengepolitikken er reserveret til at sikre fastkursen. Dermed bliver Nationalbanken i praksis nødt til at følge pengepolitikken i den centralbank, som der føres fastkurspolitik i forhold til. Aktuelt vil det sige ECB.

Fastkurspolitikken blev en overraskende stor succes, og det er i dag nærmest tabubelagt at diskutere den. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, så brat den fik brudt inflationsforventningerne. Faktisk så hurtigt, at der ikke som i bl.a. USA kom en midlertidig lavkonjunktur. Tværtimod.

En anden ”neo-liberal” succes i samme periode var faldet i renten, som fremgår af denne figur.

Rentefaldet hænger sammen med flere forhold.  Lavere inflation resulterer ikke overraskende i lavere nominel rente. Den nominelle rente er summen af realrenten og inflationen, og når den sidste falder, bør renten også gøre det. Men realrenten er også faldet. Forklaringen skal for det første findes i, at opsparingen er steget som resultat af aldringen og af den økonomiske udvikling i bl.a. Kina. At denne opsparing søger mod OECD-landene og presser renten ned er udtryk for en tillidserklæring til den økonomiske politik, om ikke andet så sammenlignet med omverdenen. For det andet har en række OECD-lande – og ikke mindst Danmark – reduceret problemerne med offentlige underskud og gældsætning.

Og her er vi fremme ved endnu en succes, omend af langt mere begrænset omfanget end inflationsfaldet. Som det ses af figuren, er de offentlige underskud aftaget siden de dybe gældsproblemer i bl.a. Danmark i 1970erne:

Det er vigtigt at bemærke trenden og se igennem de store konjunkturudsving. Navnlig det historiske dybe tilbageslag under finanskrisen fra 2008 medførte et dyk i de offentlige saldi. Når man læser figuren, skal man også være opmærksom på, at den faldende realrente alt andet lige medfører, at byrden ved offentlig gældsætning er mindre. Forbedring af de offentlige finanser kan altså medføre en god cirkel, hvor bedre offentlige finanser i sig selv gør offentlig gæld lettere at bære. Tilsvarende er en offentlig gældskrises dynamik, at mistillid til evnen til at bære gælden i sig selv gør den vanskeligere at bære, fordi det får renten til at stige.

To spørgsmål trænger sig på.

For det første: Hvorfor kom der efter 1970’erne denne øgede lydhørhed over for ”neo-liberal” økonomisk politik med lavere inflation og bedre offentlige finanser? Var det en ideologisk drejning, et resultat af ”onde kræfters” indflydelse? Eller var det snarere, fordi stagflationen og den eksplosive offentlige gæld havde skabt uholdbare problemer for de vestlige velfærdsstater? Problemer, som måtte løses, hvis de skulle overleve? Man kan således argumentere for, at økonomer som Friedman endte med primært at redde velfærdsstaterne fra alvorlige skavanker. Det er også naturligvis også forklaringen på, hvorfor socialdemokrater i bl.a. Danmark medvirkede til den ”neo-liberale” politik.

For det andet: Hvordan er det gået med de store og små succeser på det seneste?

Siden finanskrisen har de fleste centralbanker haft vanskeligt ved at nå op på deres inflationsmålsætninger trods massive pengepolitiske lempelser i form af opkøbsprogrammer, som har pumpet betydelig likviditet i omløb. Det siger måske mest noget om tilbageslagets dybde. Men den voldsomme lempelse af pengepolitikken under coronaen har som sagt resulteret i stigende inflation, især i USA hvor prisstigningerne har nået et mangeårigt højdepunkt. Inflation er – stadig – et monetært fænomen, hvis vi skal tro Friedman. Det afgørende spørgsmål er, om det lykkes centralbankerne at begrænse det til en engangsstigning i prisniveauet, eller om vi får højere vedvarende inflation i en længere periode. 

I kølvandet på både finanskrisen og nedlukningskrisen under coronaen er ikke blot pengepolitikken, men også finanspolitikken blevet lempet voldsomt. Der er ikke blot tale om midlertidige lempelser, men strukturelle forringelser i bl.a. USA. I EU er det finanspolitiske regelværk i opløsning, og statsfinansielle kriser i især Italien er blevet maskeret med etableringen af en gælds- og transferunion. Så man kan spørge sig, om vi skal igennem en ny fase med ”neoliberal” penge- og finanspolitisk genopretning. Paradoksalt nok kan det blive udløst af den slags eksperimenter, som ”anti-neoliberale” kritikere anbefaler med monetær finansiering af store offentlige underskud.