Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Virker det, hvis man lukker ned tidligt? En kritisk gennemgang af Hatchett et al. (2007)

Ifølge mange epidemiologer er hastighed afgørende, når man lukker et samfund ned. En antagelse (ja, det ER en antagelse – læs videre!) jeg tidligere har været kritisk overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår matematikken (med eksponentiel vækst er det oplagt, at det er en god idé at reagere hurtigt), men fordi nedlukninger – i modsætning til folks frivillige adfærdsændringer – er ineffektive.

I bogen ”The Premonition: A Pandemic Story”, beskriver Michael Lewis, hvordan antagelsen opstod på baggrund af et studie, Hatchett et al. (2007), som bl.a. konkluderede, at ”hurtig implementering af flere NPI’er kan reducere spredningen af influenza markant”. En konklusion som senere blev afgørende for det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC)’s pandemiplan (læs evt. om historien her).

Der er dog ét centralt problem. Hatchett et al. viser ikke, at tidlige nedlukninger virker. Det er en implicit antagelse, som forskerne foretager for at nå deres konklusion.

Hatchett et al. når deres konklusion ved at se på overdødeligheden i forskellige byer under 1918-pandemien. De finder, at byer, der lukkede ned tidligt i pandemiforløbet, havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned senere i pandemiforløbet. Nedenstående figurer viser deres data (til venstre) og udvidede data brugt i Markel et al. (2007) (til højre).  I begge figurer er overdødeligheden op ad 2.-aksen og tid ud af 1.-aksen. Hvor hurtigt byerne lukkede ned er vist med farver (mørkere betyder, at de lukkede hurtigere ned i forhold til hvor langt de var i pandemiforløbet – krydsene angiver byer med manglende data for nedlukningshastigheden).

Det er let at se, at byer, der lukkede ned relativt tidligt i pandemiforløbet (de mørke prikker), havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned sent i pandemiforløbet (de lyse prikker). Korrelationen (bemærk: k o r r e l a t i o n e n) er der således ikke tvivl om.

Figuren viser dog også en anden interessant ting: At de byer, der lukkede ned tidlig i pandemiforløbet, alle blev ramt relativt sent af den spanske syge. Borgerne nåede altså at se, at det gik galt på USA’s østkyst, hvor den spanske syge ramte allerede tidligt i foråret 1918, og kunne derfor tilpasse deres adfærd i tide til at undgå stor overdødelighed. Figuren lægger altså op til en helt anderledes alternativ forklaring, nemlig at det var frivillige adfærdsændringer – drevet af information – der var afgørende for den lavere dødelighed.

Ekskluderer vi således byer, der blev ramt tidligt af den spanske syge, er den gennemsnitlige overdødelighed stort set ens på tværs af responstider, jf. nedenstående figur. Det indikerer, at det snarere er information og frivillige adfærdsændringer, der er drivkraften bag resultaterne i Hatchett et al. og Markel et al.

Men det overså forfatterne bag de to studier, selvom Hatchett et al. faktisk er inde på det. De skriver nemlig, at ”derudover havde byer, hvis epidemier begyndte senere, en tendens til at gribe ind på et tidligere stadium af deres epidemier, formentlig fordi lokale embedsmænd i disse byer observerede virkningerne af epidemien langs den østlige kyst og besluttede at handle hurtigt”. De overvejer dog ikke, at præcis den samme information tilflød borgerne i byerne, som derfor selvfølgelig reagerede på faren.

Ovenstående viser, at der (mindst) er én god alternativ forklaring til konklusionerne i Hatchett et al. og Markel et al. om, at timing er afgørende. Og det er at folk reagerer på information og tilpasser deres adfærd, når der er en ny fare uden for deres dør.

Det overser de desværre, og kommer derfor til implicit at antage, at nedlukningerne virker.

Hvordan så det ud under COVID-19-pandemien?

Figuren nedenfor viser principielt det samme som ovenstående figurer. Figuren viser dødeligheden (2.-aksen) sammenholdt med, hvor hurtigt/kraftigt pandemien startede (målt som datoen for hvornår et land nåede 20 døde/mio.), hvilket udgør 1.-aksen.

Figuren viser, at de lande, der lukkede ned[1] tidligt i pandemiforløbet (senest samme dag som første dødsfald) har lavere dødelighed – men også de blev ramt relativt sent af pandemien. Det gælder bl.a. for Sverige, som blev ramt hårdt af pandemien, fordi mange svenskere blev smittet i forbindelse med et uopdaget udbrud i alperne i uge 9, 2020.

Hvis vi alene ser på lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien – altså de lande, der ligger til højre i figuren, og som er markeret med gråt – er der ingen effekt af at lukke tidligt ned. Det viser søjlediagrammet nederst til højre i figuren.[2]  De lande, der lukkede tidligt ned, havde en dødelighed på 42 døde/mio, mens de lande, der lukkede sent ned havde en dødelighed på 45 døde/mio. Forskellen svarer til 15-20 dødsfald i Danmark. Som eksempel kan man bemærke, at Danmark tilhørte ”early”-gruppen, Norge tilhørte ”intermediate”-gruppen og Finland tilhørte ”late”-gruppen. Alligevel var dødeligheden i alle tre lande lav (højest i Danmark, der lukkede tidligst ned, men også blev lidt hurtigere ramt af pandemien (Danmark nåede 20 døde/mio. nogle dage før Finland og Norge).

Det første COVID-19-dødsfald blev registreret samtidig i Danmark og Sverige (11. marts). Det tager 3-4 uger, fra man bliver smittet, til man dør af COVID-19, så en evt. effekt af den danske nedlukning (og den manglende nedlukning i Sverige) ville tidligst kunne ses i starten af april. Men som nedenstående figur viser, så var pandemiforløbet i Sverige helt anderledes end i Danmark. De høje dødstal i Sverige kan altså næppe forklares med manglende nedlukning.


[1] Datoen for nedlukningen er i figuren defineret som datoen, man nåede over stringency index 60, men konklusionerne gælder uanset om man bruger værdierne 50, 60 eller 70.

[2] I figuren er ” lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien” defineret som lande, der nåede 20 døde/mio. senere end 6. april, 2020, men konklusionen holder for andre datoer. Bemærk, at da det tager 3-4 uger fra man bliver smittet og til man dør af COVID-19, vil man næppe kunne se en evt. effekt af den danske nedlukning d. 7. april, da den kun ligger 22 dage efter de første nedlukninger (skolerne d. 16. marts, 2020).

Offentlig og privat beskæftigelse i 55 år

Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.

Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.

Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?

Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.

Identitetspolitik og sammenbrud af demokratiske kompromiser

Et af de store emner i dansk politik disse år er det samme som i politiske debatter i f.eks. USA, Storbritannien, Sverige og New Zealand: Identitetspolitik. Merriam-Webster definerer identitetspolitik som ”politics in which groups of people having a particular racial, religious, ethnic, social, or cultural identity tend to promote their own specific interests or concerns without regard to the interests or concerns of any larger political group.” Identitetspolitik kan for eksempel tage udtryk i, at folk med helt bestemte historiske rødder – sorte, grækere, eller russere – eller folk med særlige præferencer – transkønnede, stærkt overvægtige, eller dværge – på en eller anden måde ’fortjener’ særbehandling.

Man kan mene om identitetspolitik hvad man vil, men intuitivt er den stærkt ekskluderende og diskriminerende i sit udgangspunkt. Det viste sig for eksempel i sidste års Nørrebro Pride, der i sit materiale skrev ”Husk, dette er ikke et sted for hvide/cis/het, det er en QTIBIPOC seperatisk-event. Hvis du er hvid og/eller straight, så vil du blive nægtet adgang.” Med andre ord: Hvis man ikke delte både organisatorernes specifikke seksuelle præferencer og deres raceidéer, var man udelukket fra at bevæge sig sammen med dem i nogen synlig afstand.

På den måde er identitetspolitik decideret antitetisk til demokratisk politik og demokratisk samtale, men hvor problematisk det er, har indtil videre været et åbent spørgsmål. Det har to fremragende public choice-forskere nu rådet en vis bod på. Peter Boettke, professor på George Mason University udenfor Washington DC, har sammen med sin meget dygtige PhD-studerende Henry Thompson fået en artikel i Public Choice med titlen Identity and off-diagonals: how permanent winning coalitions destroy democratic governance. I artiklen viser de to, hvordan identitetspolitik underminerer måden, et velfungerende demokrati virker.

Boettke og Thompson starter grundlæggende deres analyse med et normativt grundlag fra Nobelprisvinderen James Buchanan: ”The purpose of a majority decision-making process is to ensure that the composition of the majority is not fixed and permanent: “one of the most important limitations placed upon the exercise of majority rule lies in the temporary or accidental nature of the majorities” (Buchanan 1954, pp. 118–119). The instability of coalitions, their propensity to break down because of side payments, broken allegiances, exogenous shocks, political entrepreneurship, or changes in preferences suggests a process by which society gropes towards some sort of continually evolving consensus (Buchanan and Congleton 1998, pp. 3, 4).” De to går derefter videre i den omhyggelige analyse ved at pointere en ganske enkel pointe: Identitetspolitik er ikke kompromissøgende, fordi den netop udelukker at man samarbejder med nogen, der ikke deler ens identitetsideologi.

Det helt basale problem, som Boettke og Thompson understreger, er at identitetspolitik afholder de identitære fra at samarbejde politisk med andre, der ikke deler deres præferencer fuldt ud. Det fundamentalistiske element i identitetspolitik forhindrer dermed det vigtige element i demokratier, som Buchanan påpegede, at der forhandles og nås enighed mellem skiftende grupperinger, og at ingen enkeltgrupperinger i samfundet således permanent sidder på fordelingen af goder. I det omfang, identitetspolitiske overvejninger sniger sig ind i politik, afkobler man således en af de vigtigste dele af demokratisk policy-making og skaber i stedet en situation, hvor kun dem, der er identitetspolitisk ’rene’ kan få gavn af omfordeling og de rents, der skabes af al politik. Hvis man ikke ser dét som et problem for moderne demokrati, ved jeg ikke hvad et problem er.

Hjemmetests og lægefaglige argumenter, man skal være varsom med at bruge…

I nedenstående – som er tyvstjålet fra marginalrevolution.com – illustrerer Alex Tabarrok hvor problematisk det er, når man bruger argumenter a’la “folk kan ikke håndtere informationen, så derfor må vi regulere det”.

Argumentet bliver også tit brugt i Danmark. Både i sammenhæng med COVID-19-pandemien, kviktests og “falsk tryghed”. Men vi ser det også på mange andre felter. Forleden brugte både Forældrenes Landorganisation og pædagogernes fagforbund samme type argumenter imod, at forældre vurderede deres børns institutioner på en slags Trustpilot for børnehaver og vuggestuer. Argumentet er i begge tilfælde, at brugerne ikke magter at fortolke information rigtigt (hvad enten det er resultatet af en kviktest eller vurderingen af en institution), og derfor ender de med at gøre skade på sig selv eller deres børn. Jeg har endnu til gode at se denne tese dokumenteret (selvom jeg ikke vil afvise, at der er særtilfælde, hvor det rent faktisk kan ske).

Nedenfor er hvad Tabarrok siger om det. Du kan se hele samtalen “Lessons from the pandemic: How the FDA (among others) failed us” her.

Læs resten

Sjov med statistik: Højde og tillid

Som enhver ved, der har rejst i forskellige dele af verden, er der stor forskel på hvor høje folk er. De skandinaviske befolkninger er blandt de højeste, men er ikke helt de allerhøjeste. De laveste mænd på tværs af 77 vestlige og latinamerikanske lande, som vi har troværdige data fra, findes i Guatemala og er blot 164,4 cm i gennemsnit, mens de højeste er hollænderne på 183,8 cm, skarpt forfulgt af montenegrinerne på 183,3 cm.

En af forklaringerne på, at nogle landes befolkninger er højere end andre, er rigdom: Jo rigere gennemsnittet bliver, jo bedre ernærede bliver folk, og jo bedre ernærede bliver deres børn i særlig grad. Det kan også ses i danskernes udvikling, som vi skrev om i 2013. Men det kan næppe være hele forklaringen. Og det er her, dagens Sjov med Statistik kommer ind fordi det generelle billede på tværs af den vestlige verden afslører en anden ting: Der er ingen lande med en lav befolkning, der har en høj grad af social tillid! Skulle man være i tvivl, kan man blot se på nedenstående figur, hvor vi plotter social tillid mod gennemsnitshøjden for mænd for fire grupper: Vestlige lande (blå markører), tidligere kommunistiske lande (røde), Latinamerika (sorte), og de rige asiatiske lande (gule).

Er det ikke bare noget pjat – en såkaldt spuriøs sammenhæng? Det kan sagtens være, det er det, men yderligere analyse bekræfter bare den generelle sammenhæng. Regressionsanalyse på de 77 observationer i vores figur viser, at mens en fordobling af BNP i gennemsnit gør folk to centimeter højere – og at den relative fattigdom fuldt forklarer, hvorfor latinamerikanere er så klart mindre end europæere – er immigrantnationer og de asiatiske mindre, og folk i tidligere kommunistiske lande. Det ødelægger derimod ikke sammenhængen mellem tillid og højde: Formelle estimater som disse viser, at folk ti procentpoint højere social tillid er forbundet med en gennemsnitshøjde, der er én centimeter højere. Med andre ord, hvis danskerne eller nordmændene havde haft samme tillidsniveau som f.eks. briter eller vesttyskere, havde vi været tre cm mindre.

Hvad der ligger bag sammenhængen skal jeg lade være usagt – det er der næppe nogen der ved – men det kan være interessant at tænke over. Er der f.eks. en tredjevariabel, der forklarer både højde og tillid? Det kunne der være, men den mest åbenlyse – hvor kold vinteren er og dermed hvor hårdt klimaet historisk set har været – forklarer faktisk intet. Er der en plausibel mekanisme, der kan forklare at et kulturelt træk som social tillid på en eller anden måde fører til enten bedre ernæring i generationer, eller at højere mennesker får flere børn? Er der noget genetisk bag det? Vi opfordrer vores læsere til at tænke over tallene og måske undre sig lige så meget, som vi gør.

Popper og Hayek om nedlukninger

Birsen Filip fra Mises Institute har skrevet et indlæg om, hvordan Karl Popper og Friedrich A. Hayek ville have set på nedlukningerne.

Jeg ved ikke, om jeg er 100% enig, men interessant læsning er det ikke desto mindre.

Nedenfor et par uddrag. Hele indlægget kan læses her.

If Karl Popper and Friedrich Hayek had witnessed the type of central planning that has taken place since the beginning of the pandemic, they would have called it “holistic social engineering.” They were convinced that supporters of the concept of a social engineer sought to extend “the power of the State” in controlling and reshaping society as a whole in accordance with their own ideals, goals, and wills. According to Popper, social engineers believe that they can diagnose the goals and needs of society, and then implement a strategy to achieve them through large-scale planning. However, such an undertaking would require social engineers to centrally coordinate the activities of millions of people by replacing the wills and ends of those individuals with their own. 

Læs resten

Når begge politiske fløje tager fejl om nedlukningernes effekt…

Dette studie, Dave et al. (2021), er ret interessant, fordi det peger på, at begge politiske fløje var overbeviste om, at det var politikerne der styrede pandemiens udvikling. De var blot uenige om, hvordan man skulle afveje økonomisk aktivitet i forhold til reddede liv.

I sidste ende viste det sig dog, at det slet ikke var politikerne der styrede pandemien og foretog afvejningerne. Det gjorde borgerne. Her er fra abstract (min fremhævning):

In the midst of mass COVID-19 vaccination distribution efforts in the U.S., Texas became the first state to abolish its mask mandate and fully lift capacity constraints for all businesses, effective on March 10, 2021. Proponents claimed that the reopening would generate short-run employment growth and signal a return to normal while opponents argued that it would cause a resurgence of COVID-19 and kill Texans. This study finds that each side was largely incorrect. First, using daily anonymized smartphone data — and synthetic control and difference-indifferences approaches — we find no evidence that the Texas reopening led to substantial changes in mobility, including foot traffic at a wide set of business establishments. Second, we find no evidence that the Texas reopening affected the rate of new COVID-19 cases or deaths during the five weeks following the reopening. Our null results persist across more urbanized and less urbanized counties, as well as across counties that supported Donald Trump and Joe Biden in the 2020 presidential election.

Man så lidt samme tendens i Danmark, hvor diskussionen sjældent gik på, om nedlukningerne overhovedet virkede. Ofte var det hensynet til økonomien, der blev brugt som argument for genåbninger. Også selvom den ene genåbning efter den anden blev efterfulgt af en aftagende pandemi på trods af modellernes påstand om det modsatte.

Figur: Modelprognoser for antal indlagte patienter med og uden genåbning sammenlignet med faktiske udfald (Danmark, 2021)

Hvad gør Putin, hvis/når Rusland taber krigen? Måske ingenting…

Jacob Nyrup, Oslo Universitet, der forsker i bl.a. diktatorer, har skrevet en interessant tråd på Twitter om hvad Putin gør, hvis/når han taber krigen mod Ukraine.

Nyrup når frem til den – lidt overraskende – konklusion, at svaret sandsynligvis er: Ingenting.

https://twitter.com/jacob_nyrup/status/1525915318010404869

Nyrups primære argument er, at diktatorer ofter sidder tungt på magten og selv bestemmer, hvornår de vil gå af (indtil de ikke selv bestemmer det længere, selvfølgelig). Han giver en række eksempler på diktatorer, der led nederlag, og alligevel blev siddende på magten.

https://twitter.com/jacob_nyrup/status/1525915338247921666

En af forklaringerne er, at diktatorerne selv bestemmer, hvad “sandheden” er. Bl.a. fordi han styrer statsmedierne.

https://twitter.com/jacob_nyrup/status/1525915353813073921

Det gode ved dette er – set fra vores synspunkt – at Putin ikke behøver smide en atombombe. Hvorfor skulle han dog det, når han ikke er truet og man i Rusland anser ham for at “vinde”…

Om Nyrup får ret, vil tiden vise. Argumenterne ser umiddelbart ud til at holde.

Videnskab.dk lever ikke op til eget navn i kritik af dansk vaccinestudie

Videnskab.dk har udgivet en stærkt kritisk artikel om studiet fra danske forskere, Benn et al. (2022), som på baggrund af de randomiserede data, der førte til vaccinernes godkendelse, finder at mRNA-vaccinerne ikke reducerede den samlede dødelighed (Christian Bjørnskov har skrevet om studiet her). Jeg er ikke vaccineforsker og vil derfor ikke begive mig ud at vurdere studiet. Men jeg har en del erfaring med videnskab.dk[i] og har derfor set lidt på kritikken.

Min overordnede konklusion er, at intet af det, videnskab.dk bringer som en kritik af studiet, faktisk er reel kritik. Der er snarere tale om påpegning af, at der er rum for yderligere forskning (som Benn et al. også selv konkluderer). Videnskab.dk’s artikel havde været betydeligt mere videnskabelig, hvis den var gået til resultaterne med åbent sind og – i stedet for at forsøge at affeje resultaterne – havde formidlet de muligheder for yderligere forskning, der åbenlyst er på baggrund af de yderst interessante resultater i Benn et al. Der er trods alt en stor del af verdens befolkning, der endnu ikke er blevet vaccineret eller har behov for revaccination mod COVID-19, og de skal selvfølgelig have mulighed for at vælge den bedst mulige vaccine.

Men lad os tage kritikken punkt for punkt.

Læs resten

Huslejereguleringen skaber boligmanglen

Da man fjernede huslejereguleringen i Norgei 1982, ændrede boligannoncerne i Oslo sig fra “Lejlighed søges” til “Lejlighed udlejes”. Det er et af resultaterne i Oust (2017).

Kan det siges mere enkelt, at boligmangel skyldes huslejeregulering?

Her er Cowens og Tabarroks beskrivelse af resultaterne:

Are Oust studied rent controls in Oslo, Norway and found that during the rent control era it was common for landlords to require their tenants to be of a certain gender, age, occupation and even religion (which would be illegal in the United States). Landlords would also find ways to charge extra by asking renters for extra services such as baby-sitting, garden work or snow-clearing. When rent control was eliminated, however, the number of apartments increased and landlords no longer advertised these kinds of requirements. Perhaps most telling, in the rent-control era it was common for renters to advertise “Apartment Wanted” but when rent controls were lifted it became much more common for landlords to advertise “Apartments for Rent!”

Og her er abstract fra Oust (2017):

The removal of the Norwegian rent control in 1982 created a natural experiment that enabled us to investigate whether rent control affected the search and matching process in the private residential rental market in the Norwegian capital, Oslo. We collected and analyzed data on “housing for rent”, “housing wanted” and “housing exchange-wanted” advertisements in Oslo covering a period from 1970 to 2008. We concluded that use of newspaper listing services by potential tenants and landlords changed after the rent control removal. Our results indicate that it is more costly, in time and money, for a potential tenant to search for and to find a home under rent control. Moreover, our results indicate that rent control increases the probability of and the distance from the ideal dwelling, in size, standard and location, a potential tenant have to settle for.

USA er et gennemreguleret land. Og her er data, der viser det

Institute for Justice har en hjemmeside, med overblik over en lang række lavtlønsjob, der kræver licens. Siden giver et godt indblik i de store problemer USA har med overregulering.

Det er virkelig skræmmende data. Fx kræver 37 ud af de 50 delstater en uddannelse, hvis man vil arbejde som shampooer (dvs. vaske kunders hår).

“On average, aspiring shampooers must pay $130 in fees, complete 248 days of education and experience, and pass about two exams”

Only in the US (og UK faktisk…)

Har vi været vidne til endnu en udvidelse af velfærdsstaten?

En af de mange falske myter om velfærdsstaten er, at den skyldes en bevidst plan. Det er langt fra tilfældet. Begyndelsen på den moderne velfærdsstat – folkepensionen – kom ganske vist efter et længere politisk slagsmål. Men mange af de tunge udgiftsområder opstod som mindre udgiftsposter, der med tiden fik vokseværk. Udgifterne til dagpenge svulmede under 70’ernes arbejdsløshed. Efterlønnen var tænkt som en mindre ordning og opstod som et kompromis under SV-regeringen, hvor Venstre gik med mod til gengæld at få indført atomkraft (en aftale der siden løb ud i sandet). Udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen er svulmet, fordi behandlingsmulighederne og levetiden er steget, og at sygekasserne blev afskaffet. De fleste af velfærdsstatens ordninger gav anledning til adfærdsændringer, som skubbede regningen op.

Under coronaen og de aktuelle energiprisstigninger har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, staten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiudbruddets konsekvenser.

Under de aktuelt høje energipriser har regeringen af flere omgange lagt ”varmechecks” på bordet, og oppositionen har primært kritiseret, at ikke flere blev omfattet.

I sig selv har disse udbetalinger begrænset effekt på de langsigtede offentlige finanser. Hvis de vel at mærke er engangsforeteelser. Men vil de være det? Staten har påtaget sig nye forsikringsopgaver, og der kan meget vel have opstået forventninger om, at staten står klar i lignende situationer. Ikke så snart brød f.eks. energistigningerne løs, før røster i erhvervslivet ønskede sig nye hjælpepakker.

De risici, der normalt er knyttet til prisudsving for forbrugerne og konjunkturudsving for erhvervene, har de tidligere selv måttet beskytte sig imod. Andre risici har velfærdsstaten som sagt allerede taget på sig. Men hvorfor ikke – kunne man spørge sig – lade staten påtage sig alle risici. Hvorfor ikke bare have en stor forsikringskasse for det hele?

Det er der en række rigtig gode grunde til:

  1. Risikoen forsvinder ikke, fordi staten overtager den. Det er en illusion. Tværtimod allokerer staten risikoen til dem, der i sidste ende ikke kan vægre sig i de politiske spil.
  2. Staten er således heller ikke et bundløst kar. Det er også en illusion. Pengene kommer i stedet i sidste ende fra de skatteydere, som taber det politiske spil sorteper.
  3. Ofte er taberne kommende generationer, som ikke har stemmeret endnu. Logikken er som i et pyramidespil. De første generationer, der f.eks. fik adgang til folkepension, fik en entydig gevinst ved at få en pension, de ikke havde sparet op til. De næste generationers gevinst blev gradvist mindre, fordi de skulle bidrage til de tidligere generationers pension. Først på det tidspunkt, hvor belastningen af de offentlige finanser bliver stor nok til, at systemet må modificeres, begynder generationerne at tabe.
  4. En meget stor del af markedet og ikke mindst de finansielle markeders funktion er at allokere risiciene til dem, der er bedst til og har præference for at bære dem. Investorer deler sig i risikovillige, som ejer egenkapital, og i mindre risikovillige, som ejer fremmedkapital. Risiko og beslutningsret knyttet sammen, og risici pooles og minimeres via aktuarbaserede forsikringer og porteføljespredning. En hensigtsmæssig allokering af risiko er af meget stor betydning for den samlede samfundsøkonomi.
  5. Når staten overtager en risiko, følger uundgåeligt to følgesvende med. Den første er moral hazard. Det er det problem, at borgerne ikke tager nok hensyn til risici, når regningen falder på andre. Til trods for ideen om, at velfærdsstatens opgave er at afbøde risici, så skaber den samtidig mere risikotagning.
  6. Den anden følgesvend er styring og kontrol. Når staten overtager risikoen ved borgernes adfærd, vil den også blive nødt til at modificere den risikable adfærd. Ellers efterlades den med et blødende sår. Derfor er velfærdsstaten også blevet gennemsyret af styring og kontrol. Ledige kontrolleres og tvangsaktiveres for at forhindre misbrug af dagpengesystemet. Offentlige ydelser som studiepladser og hospitalsbehandlinger rationeres. Borgerne beskattes af eller forbydes usund adfærd, fordi de offentlige kasser betaler for behandlingerne. Kontrolvældet er desværre ikke bare et udslag af bureaukratisk amokløb, men er velfærdsstatens nødvendige følgesvend.  

Fristelsen til at forlange, at staten skal overtage vore risici, er forståelig og enorm. Men den kommer med en pris. Bastiat definerede staten som det store bedrag, hvorigennem alle søger at leve på alle andres bekostning. Realiteten er, at vi samlet taber ved at forsøge at lade staten overtage risiciene – hvilket er lidt paradoksalt, hvis vi alle sammen forsøger at undgå risiciene og deres omkostninger.

Bryan Caplans nye blog

Bryan Caplan har fået en ny blog, der hedder “Bet On it”.

Jeg vil anbefale dig at abnnere på bloggen. Caplan er en ekstremt interessant person, som skriver godt og logisk. Og stiller mange gode spørgmål.

Her er fx et udsnit fra hans indlæg om navnet på sin nye blog:

If someone claims that “Safety should be our absolute priority,” we should be taken aback if he eats in a restaurant during a pandemic.  The same goes if a habitual heavy drinker insists, “I do everything for my family,” an irregular church-goer declares, “Nothing is more important to me than my faith,” or a London homeowner announces, “Immigrants have ruined the city.”  Actions speak louder than words: If immigrants really “ruined” London, why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?

The seductive power of hyperbole is one major cause of the gap between words and actions.  Overstatement comes naturally to most human beings.  Measuring your words, in contrast, requires conscious effort.  If immigrants annoy you, what fun is it to say something reasonable, like “Immigrants have made this city 2% worse for me”?  Sure, such a statement lets you rebut the “Why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?” challenge with a curt “Because a 2% decline in the value of living in London is far too small to justify a move.”  But when you make your position credible, you make it bland.  And who wants to be bland?

Du kan finde indlægget her Og du kan abonnere på bloggen øverst på forsiden her.

En glimrende beskrivelse af, hvorfor det er korrekt at se bort fra COVID-modeller, når man vurderer effekten af nedlukningerne

Jack Mintz fra Fraser Institute og School of Public Policy hos University of Calgary har i skrevet om vores meta-studie i Financial Post.

Han beskriver bl.a. – ret klart – hvorfor kritikken af, at vi ikke medtager modelstudier (som primært blev fremført af epidemiologer), var helt forfejlet. Her er teksten (mine fremhævninger):

Not surprisingly, many epidemiologists took vigorous exception to these results, which are so different from their theoretical models, which were excluded from the analysis. In their view, the Johns Hopkins study cooked the books. In fact, something deeper is at issue.

The scientific method is a proven approach to garnering deeper insights into how the world behaves. It begins with the development of a theory that rests on several assumptions, such as how a disease spreads in the population (e.g., by air or by touch). The theory is then used to derive a prediction, such as the number of COVID deaths avoided. The theoretical models that emerge are typically sophisticated mathematical equations that yield numerical predictions once data are applied to each variable in the model.

The models have to be tested, however. That requires analyzing past data to see whether their predictions were in the ballpark. This is not an easy task since observations, such as the number of COVID deaths, depend on many other factors besides lockdowns and these also need to be included in the analysis. One approach to create more confidence in a theory is to “backdate” models to see if their predictions are close to what actually happened. Set the model up with data that goes to 2010, say, and then see if it “explains” what happened between 2010 and now.

The Johns Hopkins authors were right to include in their meta-analysis only papers that had been tested empirically, not those that had only made theoretical predictions. Whether their conclusion about the effect of mandates is correct only time will tell. Future studies will determine which theories are correct or not. That’s how the scientific method works.

Central regulering gik katastrofalt galt

Foreign Policy har skrevet en interessant artikel om, hvor galt det kan gå med central regulering.

Deres overskrift er ganske vist “Økologisk landbrug gik katastrofalt galt”. Men det er ikke økologisk landbrug, der evar problemet i Sri Lanka. Det var central regulering. En bedre overskrift havde i mine øjne derfor været “Central regulering gik katastrofalt galt”.

Her er et udsnit af artiklen:

Sri Lankan President Gotabaya Rajapaksa promised in his 2019 election campaign to transition the country’s farmers to organic agriculture over a period of 10 years. Last April, Rajapaksa’s government made good on that promise, imposing a nationwide ban on the importation and use of synthetic fertilizers and pesticides and ordering the country’s 2 million farmers to go organic.

The result was brutal and swift. Against claims that organic methods can produce comparable yields to conventional farming, domestic rice production fell 20 percent in just the first six months. Sri Lanka, long self-sufficient in rice production, has been forced to import $450 million worth of rice even as domestic prices for this staple of the national diet surged by around 50 percent. The ban also devastated the nation’s tea crop, its primary export and source of foreign exchange.

Læs hele artiklen her.

NBER arbejdspapir nummer 30.000

National Bureau of Economic Research har netop udsendt sit arbejdspapir nummer 30.000. For økonomisk forskning er arbejdspapirserien en utrolig vigtig kanal. En ikke ringe del af den litteratur, som siden bliver offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter og bøger, kommer først som NBER workingpaper. Og for arbejdspapirer, der inden er kommet i en universitets- eller tænketanksserie, er det et kvalitetsstempel at komme som NBER papir.

NBER er en amerikansk tænketank, som blev grundlagt i 1920 og med det oprindelige formål at skaffe bedre data om indkomstfordeling. Siden har dens fokus bredt sig til de fleste af de emner, som økonomer arbejder med. F.eks. bedrev Milton Friedman og Anna Schwartz den forskning, som ledte til A Monetary History of the United States (1965), på NBER. Siden 1970erne, hvor NBER blev reorganiseret af Martin Feldstein, har den primært fungeret som en netværksorganisation for universitetsbaserede økonomer.

Selve arbejdspapirserien kom først til i 1973. Det tog 30 år at publicere de første 10.000 arbejdspapirer. De sidste 10.000 tog 8 år.

Er sygeplejersker mindre selviske end ejendomsmæglere?

Mange vil nok umiddelbart mene, at sygeplejersker i højere grad udviser omsorg for andre end ejendomsmæglere. De er trods alt ”velfærdsstatens frontsoldater”.

Men helt så enkelt er det ikke, viser Jacobsen m.fl. (2022), som bruger en twist af diktatorspillet til at vise deres pointe. I diktatorspillet får én person tildelt en portion penge, og skal efterfølgende vælge, hvor stor en andel af pengene, personen vil beholde selv, og hvor stor en del af pengene, der skal gå til andre (i dette tilfælde er ”andre” Amnesty International).

Jacobsen m.fl. (2022) finder i det klassiske diktatorspil – som mange nok ville forvente – at sygeplejersker rent faktisk ER mindre selviske end ejendomsmæglere, når de skal tage stilling til, hvor mange af pengene Amnesty International skal have.

In Part 1 of our experiment, every subject was asked to share 100 Norwegian kroner (NOK), or about 16.5 USD, between themselves and Amnesty International. Our results show that brokers contribute, on average, a substantial 61 percent of their endowment; nurses‘ contributions were significantly larger, however, reaching an average of 75 percent. Thus, in this particular context, nurses were indeed more generous than brokers.

Men her stopper Jacobsen m.fl. (2022) ikke. De udvider spillet ved at give deltagerne mulighed for at betale 10 kr. for at undgå at skulle tage stilling til, om de vil give Amnesty International pengene. Og på dette punkt er sygeplejerskerne faktisk mere selviske, for de er mere tilbøjelige til at betale for at undgå at skulle tage stilling.

In the second part of our experiment, therefore, subjects were given the choice between two options, A and B. Option A implied repeating the game from Part 1 with certainty. Option B implied a 50 percent probability of repeating the game from Part 1, and a 50 percent probability of receiving 90 NOK with no opportunity to donate to Amnesty International. Thus, option B implied a 50 percent probability of costly exit from the dictator game situation. Nurses were substantially more likely to opt for the exit alternative than brokers: 36 percent of brokers and 51 percent of nurses chose B.

Aha. Så selvom sygeplejersker gav mere under part 1, så er de også mere tilbøjelige til at vælge at undgå at skulle tage stilling til at give penge til Amnesty International. Og effekten er betydelig. I gennemsnit gav de 75% af pengene væk. Hvis de ”slipper ud af spillet” og undlader at skulle tage stilling, koster det dem kun 10%. En forskel på hele 65%-point.

Men. Det bliver endnu mere komplekst:

Interestingly, however, those subjects who opted for exit but drew a repetition of the dictator game contributed substantial amounts: 31 percent for brokers and 42 percent for nurses. Even after accounting for exit behavior, nurses were more generous than brokers (in Part 2 and in total).

Som forfatterne påpeger, er resultaterne svære at forklare. Sygeplejerskerne er mere tilbøjelige til at forsøge at undgå at blive sat i en situation, hvor de skal tage stilling til, om de vil give penge til Amnesty International. Men hvis de bliver sat i situationen, donerer sygeplejerskerne mere. I hvert fald i gennemsnit.

As we discuss in more detail below, this pattern of behavior is hard to reconcile with most standard models of social preferences. One possible explanation, however, could be that nurses experience a stronger sense of duty to conform with moral ideals, and that this sense of duty applies more strongly to sharing decisions than to exit decisions.

Man kan spekulere over, om det måske netop er fordi de ved, at de vil give mere, hvis de bliver sat i situationen, at de forsøger at undgå den…

Jacobsen m.fl. (2022) er udgivet her (en gratis arbejdspapir-version kan hentes her).

Kontakttallet i Danmark var under 1, da man lukkede ned i december 2020

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan forskere fra Ludwig-Maximilians-Universität München har konkluderet, at nedlukningerne ikke havde nogen effekt på kontakttallet, R, i Tyskland. Forskerne finder nemlig, at kontakttallet faldt til ca. 1 godt en uge før den delvise nedlukning d. 2. november 2020, hvorefter kontakttallet svingede omkring 1 på trods af diverse stramninger.

Ser vi på kontakttallet i Danmark, er historien næsten lige så tydelig. Før nedlukningen faldt kontakttallet fra 1,2 d. 28. november til 1,0 d. 9. december, hvor de første kommuner blev lukket delvist ned. Det fremgår af nedenstående figur, som er baseret på data fra SSI’s datafiler. Udover de daglige kontakttal (som SSI afrunder til 1 decimal) har jeg i figuren tilføjet et 7-dages gennemsnit (midten af ugen +/- 3 dage), så man nemmere kan se udviklingen i kontakttallet.

Læs resten

Nye økonomiske muligheder frigjorde kinesiske kvinderne fra traditionen med liljefødder

Nyt studie viser, at den kinesiske tradition med at invalidere kvinder ved at binde deres fødder ind (kaldet liljefødder), forsvandt da kvinder blev økonomisk værdifulde som arbejdskraft. En effekt der ikke er helt ukendt i den vestlige verden, hvor moderne teknologier som vaskemaskiner, industrialiseret fødevareproduktion osv. var med til at sende kvinderne ud på arbejdsmarkedet.

Her highligts fra studiet (mine fremhævninger):

Læs resten