Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Populisme i Latinamerika

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2026. Skriv et svar

Der bliver talt meget om – og forsket meget i – populisme i disse år. Mens man kan argumentere, at populistiske partier nogle gange giver stemme til og repræsenterer interesser og befolkningsgrupper, er er glemt eller ignoreret af traditionelle partier, er der også væsentlig bekymring for, at populisterne mangler respekt for politiske spilleregler og grænserne for politik. Som noget af min egen forskning med Niclas Berggren har vist i år, er særligt højre-populister ansvarlige for indhug i borgernes ytringsfrihed (læs her). Omvendt ser det ud til, at særligt venstre-populister underminerer centralbankers uafhængighed og presser pengepolitik igennem, der forøger inflationen (læs her).

Der er næppe bedre steder i verden at undersøge populisme og dens konsekvenser end Latinamerika. Det er præcist det, netværket Public Choice in Latin America blandt andet gør. Og forleden bragte de det nedenstående interview med netværkets grundlæggere Nicolás Cachanosky og JP Bastos, der netop talte om ny forskning om populisme i regionen. Nick er lektor ved University of Texas at El Paso og director for universitetets Center for Free Enterprise, mens JP er en rising star i public choice-miljøet og på vej til en stilling som adjunkt ved University of Austin. Hele interviewet tager 55 minutter og er varmt anbefalet som en interessant lille time i pinsen!

Vækst og miljøet

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2026. Skriv et svar

Vi har nok alle hørt påstanden, og måske endda fra venner eller familie: Vi må stoppe den økonomiske vækst, fordi vi bruger alle Jordens ressourcer og ødelægger miljøet. Nogen af de mere pragmatiske af stemmerne plæderer for, at man må finde en bedre ‘balance’ mellem de sociale og menneskelige gevinster, som økonomisk vækst faktisk giver, og de miljøproblemer den skaber. Andre mere radikale folk argumenterer for, at konklusionen må være, at man stopper den økonomiske vækst. Bevægelsen kalder det ‘degrowth’, og påstår ofte at idéen også direkte medfører, at væksten skal stoppes og verdens indkomst derefter skal omfordeles mod de fattige lande.

Påstandene og idéen om ‘degrowth’ er således inkluderet i stadig mere politik i den vestlige verden (se f.eks. Fitzpatrick, Parrique og Cosme) og virker også i stigende grad populær blandt både politikere og unge mennesker på begge fløje. En af grundene er, at den basale idé virker så intuitiv for de fleste ikke-økonomer: Vækst må jo betyde, at man producerer flere ting og derfor bliver nødt til at bruge flere ressourcer og mere energi på at lave tingene – og så konkluderer man lynhurtigt, at det må føre til at vi bruger for mange ressourcer og forurener mere og mere. Men er det overhovedet rigtigt? Og er folks basale forståelse af økonomisk vækst faktisk korrekt?

En del af påstandene i de-growth litteraturen er, at man må have langt mere regulering, begrænsning af international handel (transporten påvirker miljøet), og en langt større grad af direkte statsstyring af økonomisk aktivitet. Oversat til økonom-termer er påstanden, at der er et objektivt behov for en alvorlig begrænsning af borgernes økonomiske frihed. Man kan derfor teste de grundlæggende idéer ved at undersøge, hvad mere eller mindre økonomisk frihed gør ved miljøbelastningen.

Ny forskning af Justin Callais, Vincent Geloso, og Alicia Plemmons, der lige er accepteret til udgivelse i Structural Change and Economic Dynamics, ser på netop dette spørgsmål og peger helt utvetydigt på, at liberaliserende reformer, der skaber større vækst, ikke er et problem. I artiklen med titlen Economic Freedom and the Environment: Causal Evidence from Liberalization Reforms udnytter de evidens fra 49 store liberaliseringer siden 1970. Grunden til at undersøge spørgsmålet på dén måde er først, at store liberaliseringer qua degrowth-argumentet jo må føre til en markant større miljøbelastning – både ved at føre til mere økonomisk vækst og ved at rykke politik i den modsatte retning af degrowthernes foretrukne. For det andet indebærer metodologien, at man kan sige noget kausalt, når man blot tager hensyn til, at store liberaliseringer ikke sker tilfældigt. Netop den metodologiske udfordring er Justin Callais blevet lidt af en ekspert i at håndtere med såkaldte matching-estimatorer.

Konklusionen er skarp: “Using matching methods between liberalizers and non-liberalizers, we find that liberalizations have no consistent effect on total emissions or emissions per capita. However, they do reduce emissions per dollar of GDP and reduce mortality from outdoor air pollution.” Med andre ord viser Callais, Geloso og Plemmons, at økonomisk liberalisering generelt ingen effekt har på drivhusgasudledninger, der kan betragtes som den mest almindelige miljøindikator. Men de viser meget klart, at liberalisering sænker et af de værste miljøproblemer i ulande – dødsfald der skyldes luftforurening! Og mens der er masser af evidens for, at liberalisering skaber øget økonomisk vækst, peger de tre økonomer på, at den ikke fører til mere forurening fordi produktionen bliver mere effektiv: Værdiskabelsen per ton CO2 stiger markant efter liberaliseringer. Og heri ligger hele forståelsen af, hvorfor degrowth-bevægelsen tager så markant fejl. Vækst er på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt, så man kan producere mere med færre ressourcer og mindre energi. På meget langt sigt ender økonomisk vækst således ikke blot med at sænke miljøbelastningen, men også med at vi som samfund bliver bedre til at behandle de eventuelle miljøproblemer, vi alligevel måtte have.

Populistisk pengepolitik

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2026. Skriv et svar

I mange år troede de fleste, at inflation var et problem vi var ude over i den vestlige verden. De enorme udvidelser af offentlige budgetter under nedlukningerne i 2020-22 og deres konsekvenser viste utvetydigt, at det var en fejlanalyse. Siden da har den vestlige verden ikke blot oplevet et stort inflationshop i 2022-23, men også permanent højere inflation mange steder. Mange økonomer er derfor vendt tilbage til at studere inflation og penegepolitik. Det gælder også undertegnede: Jeg udgav for et par dage siden et nyt working paper, skrevet sammen med mine glimrende kolleger Juan Castañeda (University of Buckingham) og Martin Rode (Universidad de Navarra), der stiller et simpelt spørgsmål: Fører populister mere ekspansiv pengepolitik end andre politiske aktører?

I Populism and Monetary Freedom undersøger vi spørgsmålet, men med inspiration fra noget af den nye forskning, jeg selv (i al beskedenhed) har været med til at lave. I stedet for, som i tidligere forskning, at undersøge de relativt få tilfælde hvor et klart populistisk parti kommer til magten, ser vi på tilstedeværelsen af populister i parlamentet. Det tillader os allerførst at bruge nyudviklede data på hvor populistiske partier er i stedet for enten-eller kategoriseringer. Og for det andet tillader det os at måle den indflydelse, populistiske partier kan have, selvom de ikke sidder i regering. Den indflydelse kan både komme fra situationer, hvor de er med i forligskredse om politiske forslag – og dermed har konkret mulighed for at sætte et populistisk aftryk på politik i systemer med mindretalsregeringer – og fra deres afsmitning på andre partiers politik. Som man har kunnet se i mange år i Danmark, reagerer almindelige politiske partier ofte på konkurrencen fra populisterne ved at overtage dele af den populistiske politik. Socialdemokraternes udlændingepolitik idag er for eksempel en næsten direkte kopi af Dansk Folkepartis politik fra 10-15 år siden.

Og når vi følger 72 landes pengepolitik og pengepolitiske institutioner i perioden 2000-2023, viser der sig et ganske klart billede: Jo stærkere populistiske partier der er repræsenterede på venstrefløjen i parlamentet, jo større er chancen for at landet introducerer kapitalkontrol, reducerer dets finansielle åbenhed, og svækker beskyttelsen af udenlandsk-ejede aktiver. I løbet af et par år kan man også se inflationen stige, når den fulde effekt af populistisk politik slår igennem. Det helt særlige her er ikke blot, at systematisk højere inflation så klart er et venstre-populistisk fænomen – vi finder ikke på samme måde systematiske effekter af højre-populisme – men også at effekten af populisme er stærkere, jo større en andel af parlamentet er domineret af venstrefløjen helt generelt. Vi tager det som indikation på, at populistiske partier ofte får deres politik igennem selvom de formelt sidder i opposition.

Hele det nye papir kan læses i linket ovenfor. Her er abstractet:

Populist leaders frequently challenge established economic institutions and policy norms, including the independence of central banks and the conventional conduct of monetary policy. While a growing literature examines the macroeconomic consequences of populism, less is known about how populist actors affect monetary policy institutions and instruments. Building on the view of populism as a political approach that contrasts a virtuous “people” with a corrupt elite and claims exclusive representation of the general will, this paper empirically examines whether and how populist forces influence monetary policy. Distinguishing between different ideological versions of populism in the economic policy sphere, we combine eight indicators of monetary policy and monetary institutions from the Economic Freedom of the World dataset with newly developed measures of populism and ideology to construct a panel dataset covering 72 countries with Western-style political institutions from 2000 to 2023. Results indicate that any negative effect of populism in government is primarily associated with economically left-wing populism that can build on left-leaning majorities in parliament. These are clearly linked to stronger capital controls, reduced financial openness, weaker protection of foreign assets, and over time higher inflation.

Hvor blev historierne om Sverige af under COVID-19-pandemien?

Af Jonas Herby, den 30. april 2026. Skriv et svar

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Sverige. Fra enfant terrible til glemmebogen

I løbet af foråret og sommeren 2020, blev Sverige af mange set som landet, der lod borgerne dø af COVID-19 i håbet om at opnå flokimmunitet, økonomisk gevinst, eller hvad ved jeg.

Her er fx nogle rubrikker fra amerikanske medier:[1]

  • “Why the Swedish Model for Fighting COVID-19 Is a Disaster” (Time, oktober 2020)[2]
  • “The Inside Story of How Sweden Botched Its Coronavirus Response” (Foreign Policy, december 2020)[3]
  • “Sweden Stayed Open and More People Died of Covid-19, but the Real Reason May Be Something Darker” (Forbes, juli 2020)[4]
  • “Sweden Has Become the World’s Cautionary Tale” (New York Times, juli 2020)[5]
  • “I Just Came Home to Sweden. I’m Horrified by the Coronavirus Response Here” (Slate, april 2020)[6]

Også Twitter-præsident Donald Trump var efter Sverige og skrev 30. april 2020 i et tweet, at “Sweden is paying heavily for its decision not to lockdown”.[7]

Men efterhånden som tiden gik, og COVID-19-dødeligheden og overdødeligheden i flere og flere lande overhalede svenskernes, døde interessen for Sverige også langsomt ud. Den svenske journalist, Johan Anderberg, beskriver det i sin bog ”The herd”[8] sådan her:

Læs resten →

Økonomisk frihed og mord på kvinder

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2026. Skriv et svar

Det har altid undret mig hvor stort hadet mod økonomisk frihed er hos nogle mennesker. Der er naturligvis ideologiske forskelle i, hvor stor og indgribende en stat man foretrækker – og ideologiske forskelle i, hvad folk tror staten overhovedet kan gøre – og i hvilken grad man stoler på, at politikere er villige og kompetente til at udføre de opgaver, man forestiller sig staten bør varetage. Men derfra og til adskillige feminisme-forskeres påstande om, at kapitalisme og øget økonomisk frihed fører til drab på kvinder er der dog et stort skridt. Alligevel er det præcist det, forskere som Johanna Foster og Sophie Foster-Palmer hævder i deres manifestolignende artikel om “racialized disaster patriarchal capitalism.” Spørgsmålet, man må svare på, er derfor hvad der er op og ned i den debat.

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Vampyrministeren

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2026. 1 svar

Idag er det præcist en måned siden at danskerne var til Folketingsvalg. I dagene efter valget blev Mette Frederiksen som leder af det største parti i Folketinget naturligvis udnævnt til kongelig undersøger. Med andre ord fik Frederiksen, helt efter den danske forfatningsnorm, lov i den første kongerunde til at afsøge mulighederne for at danne regering. Det har hun derefter gjort i foreløbig fire uger. Der er stadig ingen udsigt til en ny regering, og der er vel at mærke heller ikke nogen udsigt til en frisk kongerunde.

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Bunching i Frankrig

Af Jonas Herby, den 24. april 2026. Skriv et svar

I Frankrig har man siden 1977 haft en lovgivningsperle, der burde få enhver regelnørd til at smile genkendende: Bygger du et parcelhus på under 170 kvadratmeter, kan du klare dig selv. En kvadratmeter mere – og staten kræver, at du hyrer en autoriseret arkitekt til at tegne, indsende og certificere planerne. Det hele for at sikre “kvalitet” og “nabolagets karakter”.

Konsekvensen ses i figuren herunder, som er fra Antoine Levy (2025). Det er bunching lige der!

Hvad bestemmer inflationen i Danmark?

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2026. Skriv et svar

Energipriserne stiger igen, og der er voksende bekymring for stigende inflation. En del af debatten giver mindelser om 1970erne, før centralbankerne fik bugt med inflationen. Også dengang var der i første omgang fokus på olieprisstigninger udløst af udbudschok i Mellemøsten.

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Læs resten →

6 mio. kr. for en regel uden effekt

Af Jonas Herby, den 7. april 2026. 1 svar

Man kan ikke andet end knuselske nedenstående figur, og alt hvad den illustrerer.

Figuren er fra IRES seneste notat og viser antallet af nummerpladetyverier omkring det tidspunkt, hvor daværende skatteminister, Holger K. Nielsen – efter kun 30 dages høring midt i sommerferien – fik skrevet ind i Bekendtgørelse om registrering af køretøjer mv., at nummerplader fra 15. november 2015 skulle være fastskruet for at forhindre nummerpladetyverier.

Grunden til, at jeg elsker figuren, er, at den viser et tilbagevendende fænomen i reguleringspolitik: Politikerne ser et problem. Men inden de reagerer på det, har befolkningen selv løst problemet. De første to personer, jeg viste figuren, påpegede, at den havde en overraskende lighed med smittekurverne under COVID-19-pandemien.

Tænk lige over det. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer danskerne. Hvor mange af dem er indført for at håndtere problemer, danskerne allerede selv havde løst?

Læs resten →

Var det velbegrundet, at vi udelod syntetiske kontrolstudier i vores metastudie?

Af Jonas Herby, den 3. april 2026. 1 svar

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Syntetiske kontrolstudier og “cherry picking”

Da vi skrev protokollen til vores metastudie, så vi en risiko for, at en del forskning reelt ville være baseret på ”cherry-picking”. Ikke nødvendigvis fordi forskere havde slette intentioner og bevidst forsøgte at manipulere resultaterne, men fordi der var en risiko for, at forskerne ville fokusere på de samme ekstreme tilfælde. Det er jo mere interessant at undersøge, hvorfor det gik så galt i Lombardiet, Sverige og New York, end det er at undersøge hvorfor North Carolina og South Carolina begge havde relativt få døde, selvom deres nedlukninger i et amerikansk perspektiv var relativt begrænsede. Men det giver en skævvridning i resultaterne, hvis udvalgte lande/områder optræder meget mere hyppigt end andre. Derfor indskrev vi et krav om, at studierne i vores metastudie skulle være baseret på tilstrækkelig mange observationer – det vil sige være baseret på et tilpas stort datagrundlag. I praksis betød det, at vi udelukkede 20 studier, hvor kontrolgruppen kun var ét land (og altså i et eller andet omfang svarede lidt til omtalte opslag på sociale medier).

Kravet om et tilpas stort datagrundlag viste sig at være særdeles velbegrundet, for 17 af de 20 udelukkede studier viste sig at dække blot fire cases – Sverige (syv studier), Italien (otte studier), New York (et studie) og Spanien (et studie).

Disse fire cases er markeret med rødt i figur 1 nedenfor (jeg vender snart tilbage til de resterende tre markeret med hvidt). Figuren viser forholdet mellem hvor hurtigt pandemien i et land/en amerikansk delstat udviklede sig tidligt i pandemien (målt om datoen hvor landet/delstaten nåede 20 døde pr. million indbyggere) i forhold til den samlede COVID-19-dødelighed pr. million indbyggere under første smittebølge. Den lodrette linje illustrerer den omtrentlige dato, hvor en evt. effekt af nedlukningerne ville være slået tydeligt igennem (mediandatoen for skolelukninger i henholdsvis Europa og USA plus tre uger). Figuren viser to interessante ting.

Figur 1: Undersøgelser med ringe jurisdiktionsvarians fokuserede på lande og stater, der blev ramt tidligt af pandemien og derfor oplevede højere COVID-19-dødelighed

Note: Figuren viser sammenhængen mellem tidlig pandemistyrke og samlet COVID-19-dødelighed under første bølge. På X-aksen er “Dato hvor man når 20 COVID-19-dødsfald pr. million”. Y-aksen viser dødelighed (dødsfald pr. million) pr. 30. juni 2020. Figuren er inspireret af Ylli m.fl. (2020).
Kilde: Rapporterede COVID-19-dødsfald og OxCGRT stringency index for europæiske lande og amerikanske stater med mere end en million borgere. Data fra Our World in Data (2022).

Læs resten →

Formueskatten var en kanin, der bed igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. marts 2026. Skriv et svar

Valgkampen er kommet til at handle om noget andre emner, end vi er vant til, og end de fleste af os spåede.

Den største kanin var statsministerens forslag om en formueskat. Det blev fremsat i næsten samme sætning, som hun udskrev valget i. Det kom af gode grunde til at fylde – også for mig, som har været travlt optaget af at se nærmere på det.

Læs resten →

LA har ret i diagnosen – og der findes en pille, alle kan sluge

Af Jonas Herby, den 23. marts 2026. Skriv et svar

Liberal Alliances boligudspil “Herre i eget hus” er blevet valgkampens sidste dages prygelknabe. Under rubrikken ”Forslag fra Liberal Alliance vil gøre lejeboliger tusindvis af kroner dyrere”, forklarer tidligere overvismand Michael Svarer over for DR, at forslaget vil betyde ca. 3.000 kr. ekstra i månedlig husleje for en københavnsk lejlighed, LLO advarer om, at op mod 334.900 husstande – ca. 569.000 mennesker – risikerer stigninger på op til 33 procent, og Pelle Dragsted kalder det et frontalangreb på lejerne.[i] Selv Venstre – Danmarks liberale parti – afviser forslaget.

Men uanset politisk overbevisning og politisk valgkampstrategi har LA fat i noget rigtigt. Huslejeregulering medfører højere boligpriser, lavere boligkvalitet og boligmangel, når boliger fordeles efter held og netværk frem for behov.

Det er ikke et kontroversielt udsagn – det er lærebogskonsensus, som er grundigt dokumenteret. Fx viser Vismændenes beregninger fra 2023, at huslejeregulering i vid udstrækning kommer samfundets rigeste til gavn og derfor er et umådeligt dårligt redskab til at sikre blandede byer og økonomisk omfordeling.

Så diagnosen er korrekt. Problemet er medicinen.

LA’s forslag er i sin kerne en ren deregulering: Fjern prislofterne, og lad markedet klare resten. Men ren deregulering løser ikke de politiske mål, som et bredt flertal i Folketinget deler: blandede byer, tryghed for lejere med lav indkomst og en rimelig fordeling af boligmarkedets gevinster. En afregulering uden kompensation flytter penge fra lejere til udlejere, og giver venstrefløjen al mulig grund – i hvert fald set med deres øjne – til at blokere.

Men der findes faktisk en model, der tager LA’s rigtige diagnose og omsætter den til en politik, der flytter den politiske kampplads fra skadelig huslejeregulering til et langt bedre spørgsmål: Hvor stor skal boligstøtten være?

Et politisk kompromis

Skitsen til det politiske kompromis ser sådan ud:

Trin 1: Fjern reguleringen – og beskat gevinsten. Når huslejereguleringen ophæves, stiger markedslejen for de regulerede boliger. Det er en gratisgevinst for ejerne af udlejningsejendomme – Svarer bemærker selv, at en udlejer med ti lejligheder i København kan se en årlig merindtægt på næsten en halv million.

Den gevinst kan beskattes – fx via en midlertidig afgift på huslejestigninger ud over inflationen i en overgangsperiode, en forhøjet ejendomsskat for udlejningsejendomme, eller en kombination. Der er mange modeller; princippet er det afgørende: Ejerne får ikke (hele) gevinsten.

Trin 2a: Styrk boligstøtten. Provenuet bruges til at øge boligstøtten målrettet. I stedet for at holde huslejen kunstigt nede for alle lejere i regulerede boliger – uanset indkomst – kan man målrette støtten mod dem, der faktisk har brug for den, for at vi opnår de politiske mål om blandede byer og økonomisk omfordeling.

Det er mere omfordelende og mere effektivt end den nuværende regulering, der i praksis fungerer som et lotteri, hvor den største gevinst går til dem, der tilfældigvis fik en billig lejlighed på Frederiksberg i 1998. LLO’s egen Camilla – en enlig pædagog med to børn og 21.000 kr. udbetalt, der bor i en ikke-reguleret lejlighed til 16.000 kr. om måneden – ville være langt bedre hjulpet af en kraftig, målrettet boligstøtte end af et prisloft, hun måske aldrig får glæde af, fordi hun ikke har den rigtige lejlighed i forvejen. Det samme gælder DR’s case, Caithlin.

Trin 2b: Sænk grundskylden. En del af provenuet bruges til at kompensere boligejere via lavere grundskyld. Når lejen sættes fri, falder priserne på ejerboliger alt andet lige. Ved at lette grundskylden, kan eventuelle forskydninger i ejendomsværdier neutraliseres, så de nuværende boligejere ikke bliver taberne i regnestykket.

Alle vinder lidt

Selvom Punditokraternes læsere næppe får præcis det scenarie, de mest ønsker sig, så vil alle faktisk vinde på det politiske kompromis. Lejere med lav indkomst får mere målrettet støtte end huslejereguleringen giver. Udlejere får højere huslejer – minus afgiften, men stadig en nettogevinst. Boligejere holdes skadesløse. Og samfundet får et boligmarked, der rent faktisk fungerer: flere boliger, bedre allokering, mere mobilitet.

Samtidig kan alle ideologier finde noget at holde af. De borgerlige får deregulering og et friere boligmarked. Venstrefløjen får mere omfordeling[ii] og holder fast i de blandede byer.

Skaderne ved huslejereguleringen er så enorme, at der er rigeligt med gevinster at fordele. Derfor har LA ret i, at reguleringen skal væk. Men ren deregulering uden omfordeling bliver (med rette) opfattet som en gave til udlejere finansieret af lejere – og så strander forslaget politisk. Den rigtige medicin tager den rigtige diagnose og tilsætter den ingrediens, LA glemte: en fordelingsmodel, der gør afskaffelsen af huslejereguleringen til en win-win.

Så har Ole Birk Olesen sin frihed, Dragsted sin omfordeling, og Camilla og Caithlin får huslejer, de rent faktisk kan betale.

[i] Både Pelle Dragsted og LLO hævder, at LA’s udspil vil betyde huslejestigninger for de nuværende lejere. Det er ikke tilfældet, men med lidt ond vilje kan man godt presse den konklusion ud af LA’s udspil. Læs mere her: https://x.com/JonasHerby/status/2034909540148224490?s=20.

[ii] Selv om de laveste indkomster ikke får mere, vil graden af omfordeling stige, fordi personer med høje indkomster ikke længere vil få del i omfordelingen, som de gør med huslejeregulering.

Schlüter havde en pointe. Så nu starter vi IRES – Institut for Reguleringsstudier!

Af Jonas Herby, den 19. marts 2026. Skriv et svar

TL;DR: Kvaliten af lovgivningen er for ringe. Nye regler vedtages i hastværk, og eksisterende regler bliver stort set aldrig evalueret. Derfor har vi startet IRES – Institut for Reguleringsstudier, som skal arbejde for, at de politiske mål opnås med så få benspænd som muligt for danskerne, virksomhederne og den offentlige sektor.
Følg os på Facebook, LinkedIn, X og Instagram, og tilmeld jer vores nyhedsbrev nederst på vores hjemmeside, ires.dk.

For mere end 40 år siden – i sin tiltrædelseserklæring d. 10. september 1982 – sagde Poul Schlüter: “Det skal være lettere at være dansker.” Siden da har vi haft Operation Regelsanering, Kampen mod bøvlet, Sammenhængsreformen, Nærhedsreformen og Frisættelsesreformen osv. osv. Over 40 afbureaukratiseringstiltag på 40 år. Navnene skifter – men kurven knækker ikke.

Læs resten →

Problemer vi ikke taler om 1: Vækst for stat eller borgere

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2026. Skriv et svar

En af de påfaldende ting, man opdager når der er valgkamp, er de mange forhold og problemer, hverken medier eller politikere taler om. En af dem – og der kommer muligvis flere her på stedet – er hvordan de seneste mange års økonomisk udvikling ikke rigtigt er kommet danskerne til gode. Staten har nu en ganske stor opsparing, fordi den i en lang årrække har overbeskattet danskerne, og et voksende handelsbalanceoverskud har heller ikke umiddelbart gavnet danskerne.

Bruger man Penn World Tables – en af de største kilder til sammenlignelige nationalregnskabsdata, vi har – er problemet klar. Fra 1998 til 2023 voksede dansk BNP per indbygger 27,7 %. Selvom de kant lyde af meget, er det ikke ret meget over en procent om året, inklusive kriseårene omkring finanskrisen og nedlukningerne. I samme periode voksede vores naboers økonomier 29,7 procent, og Sverige 35,3 %. Dansk vækst på langt sigt er således ikke prangende, men ikke så meget anderledes end meget af Nordeuropas.

Men dekomponerer man væksten i privatforbruget, dukker problemet synligt op. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, hvor vi har brudt den samlede vækst i privatforbruget op i væksten i produktivitet, beskæftigelse, arbejdstimetal, og borgernes forbrugsrate. Allerførst er det klart, at væksten i danskernes privatforbrug har været væsentligt lavere end naboernes: I Danmark er det vokset blot 4,8 % over en 25-årig periode, mens naboernes er vokset 14,4 % og svenskernes hele 27,6 %. I 2023 lå danskernes forbrug således stadig seks procent over svenskernes, men under lande som Tyskland og Storbritannien. Målt på BNP er vi meget rige, men målt på faktiske forbrugsmuligheder er vi ikke i samme liga.

Figuren illustrerer, hvor væksten er forsvundet hen for danskerne. Produktiviteten er steget 26,9 % i perioden, og dermed lidt langsommere end Sveriges 30,5 % og lidt hurtigere end naboerns 24,4 %. Beskæftigelsesraten er vokset med 5,1 % mod 11,2 og 9,3 %. Efter de sidste mange års diskussion af arbejdsudbud er det faktisk vokset langsommere end f.eks. i Sverige. Det samme ses også på timetallet, hvor det årlige antal timer, beskæftigede danskere leverer er faldet med 4,3 % mod svenskernes 4,5 % og naboernes 5,9 %. Ingen af disse forhold taler klart til dansk fordel. Derimod er forbrugsraten i Danmark – procentdelen af det samlede BNP som forbruges privat, faldet med hele 22,9 % ifølge Penn World Tables. Naboernes er faldet 14,3 %, mens det ‘kun’ er faldet 7,7 % i Sverige.

Fem sjettedel af danskernes vækst er forsvundet i større handelsbalance, statslig opsparing, større offentligt forbrug, og større investeringer. Det er dog svært at se, at danskerne har fået ret meget ud af den lidt højere investeringsrate. Og deri ligger det problem, ingen taler om. Af politiske grunde vokser privatforbruget meget langsomt i Danmark, endda i forhold til andre velfærdsstater som Sverige. Får vi noget ud af det større offentlige forbrug og opsparing? Det er meget svært at se.

The Wealth of Nations – 250 år idag

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2026. Skriv et svar

Idag, den 9. marts, for 250 år siden, blev et af hovedværkerne i samfundsforskningen udgivet. Adam Smith, der var professor i moralfilosofi på universitetet i Glasgow, havde skrevet bogen med titlen An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Bogen indeholdt både Smiths egne overvejelser og en opsamling af andre samtidiges tanker og forståelse af samfundet – Smith trak således på indsigter fra både Francis Hutcheson, Anne-Robert-jacques Turgot, Adam Ferguson, og hans bedste ven, filosoffen David Hume. Wealth of Nations blev en bestseller og er en af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige bøger nogensinde.

Wealth of Nations bliver bredt betragtet som den første moderne bog om nationaløkonomi. Læser man den idag er den naturligvis skrevet i tidens sprog, men indsigterne er forbløffende moderne. Den introducerede for eksempel kernebegreber i nationaløkonomi som arbejdsdeling, produktivitet, frie markeder og frihandel, og hvordan priser spiller en central rolle i hvordan et samfunds totale ressourcer allokeres. På den måde bliver Wealth of Nations ved med at være aktuel, ikke mindst i en tid med handelsprotektionisme og en nyfunden interesse i at regulere priser. Smith var den første til helt konkret at demonstrere, at frihandel er den bedste handelspolitik og at politisk kontrol med prisdannelsen fører til misallokation af ressourcer og arbejdskraft, og dermed til lavere produktivitet. Man kan næppe klandre Smith for, at han ikke fik alle mekanismer på plads – det tog således indtil 1817, før David Ricardo, der arbejdede videre med Smiths idéer, fuldt forstod betydningen af landes og virksomheders komparative fordele, og dermed hvad forskellige lande eksporterer og importerer.

Smith var også den første til omhyggeligt og klart at pege på, hvor vigtigt et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen, der beskytter folks private ejendomsret, er for samfundets udvikling. Nobelpriserne i 2024 og 2025 kan derfor læses som en direkte udvikling af et af hovedtemaerne i Wealth of Nations. Det gælder ikke mindst for vores forståelse idag af, hvordan retsvæsenet er en forudsætning for at have høj produktivitet. Og når vi siger ‘produktivitet’ er det med en Smithsk forståelse for, at lande ikke bliver rige ved at få mere guld eller have større eksport end import, men ved at få det meste ud af de ressourcer, det nu engang har. Wealth of Nations var den første bog, der klart beskrev den ultimative kilde til velstand, og diskuterede hvorfor den kilde er så meget svagere nogle steder i verden.

Siden dens udgivelse, har Wealth of Nations ikke blot skabt diskussion, men også inspireret politiske reformer, der har hjulpet milloner af særligt fattige mennesker til bedre liv. Smith blev læst hemmeligt bag Jerntæppet i 1980erne og en generation af unge politikere og intellektuelle var klar til at bruge hans indsigter, da den marxistiske undertrykkelse i Central- og Østeuropa endte. Uden den forståelse, som Wealth of Nations lagde grunden for – og tusinder af samfundsforskere efterfølgende har bygget ovenpå – var Polen næppe blevet et rigt land på bare 30 år, lande som Ghana, Indien, og Sydkorea havde ikke løftet millioner ud af fattigdom, og verdenshandlen have heller ikke været fri. Og så har vi ikke engang nævnt Smiths andet hovedværk, The Theory of Moral Sentiments, der i sig selv er en oplevelse.

En interessant detalje er, at den første oversættelse af bogen til noget fremmedsprog var til dansk. Franz Dræbye, der var etatsråd – en slags ledende embedsmand i datidens pendant i Danmark-Norge til finansministeriet – oversatte og udgav Wealth of Nations på Gyldendals forlag i 1780. Det er kendt, at en række ledende danske og norske politikere og embedsmænd i slutningen af 1700-tallet læste Adam Smith; listen omfatter så indflydelsesrige navne som Christian Ditlev Frederik Reventlow, Christian Colbjørnsen, og Andreas Peter Bernstorff. Wealth of Nations kom således til at præge en hel række reformer, der lagde grunden til et mere moderne Danmark. Stavnsbåndets ophævelse, liberaliseringen af jordmarkeder, og reformerne i dansk handelspolitik i slutningen af 1700-tallet var alle inspirerede af Wealth of Nations.

For de interesserede kan hele Wealth of Nations læses gratis hos the Online Library of Liberty. Hvis man hellere vil have den stående på hylden og læse den i fysisk format, kan den fås fra Liberty Fund for tyve dollars for begge bind. Mark Skoussen har også skrevet en glimrende, ny analyse med titlen The Genius of Adam SMith for the Institute of Economic Affars, som kan læses her.

Trumps nye toldpolitik – nok også ulovlig

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2026. Skriv et svar

Forleden dømte den amerikanske Højesteret præsident Trumps toldpolitik ude. Dagen efter meddelte Trump, at han nu bruger Section 122 i the Trade Act of 1974 til at pålægge import fra alle lande en 15-procent told. Som medierne har beskrevet, tillader section 122 den amerikanske præsident at pålægge andre lande en told på netop op til 15 procent i 150 dage; derefter skal politikken igennem normal behandling i Kongressen. Men der er én vigtig detalje, som flere kommentatorer er begyndt at opdage.

Section 122 har overskriften Balance-of-Payments Authority og starter med “(a) Whenever fundamental international payments problems require special import measures to restrict imports – (1) to deal with large and serious United States balance-
of-payments deficits.” Det er denne del, som præsidenten påberåber sig. Og heri ligger problemet, fordi et “balance-of-payments deficits” overhovedet ikke er det samme som det “trade-balance deficit” som Trump mener er et problem. Selvom mange ofte taler om et betalingsbalanceproblem, når de mener et handelsbalanceunderskud, er det ikke det samme fænomen.

Betalingsbalancen – på engelsk the balance of payments – består af de løbende poster og kapitalbalancen. Langt det meste af de løbende poster består af handelsbalancen, der er værdien af al eksport minus værdien af al import, mens kapitalbalancen er inflows minus outflows af kapital. Og de to går cirka i nul. Hvis et land har et underskud på de løbende poster, må det jo nødvendigvis finansiere underskuddet på en eller anden måde. Det kan være lån eller udenlandske investeringer, dvs. inflows af kapital. På samme måde er et overskud på de løbende poster logisk forbundet med outflows af kapital. Det er på den måde – ved at have store overskud på handelsbalancen – at Danmark betalte sin massive udlandsgæld af fra midten af 1980erne til nu!

Trump har adskillige gange demonstreret, at han ikke forstår basalt nationalregnskab, og i særlig grad at investeringsflows og eksport/importflows er direkte forbundet på denne måde. Præsidenten er ganske enkelt nationaløkonomisk analfabetisk, men det er hans rådgivere næppe allesammen. Trump har hele sin karriere klaget over, at USA har underskud på varehandelsbalancen og at det er evidens for, at andre lande narrer USA. Læg mærke til kursiven: Trump klager over underskuddet på varehandlen, og ignorerer dermed, at USA har et ganske stort overskud på balanden på handel med service. Og han kræver, at USA får både et overskud på handelsbalancen og et overskud af investeringer, der flyder ind i landet – noget, der er nationaløkonomisk umuligt.

Man kan nu forudsige endnu et længere retsligt opgør, fordi Trump-administrationen har brugt en lov, der slet ikke handler om det problem, man påstår at ville løse. I Højesterets dom fra forleden var dommerne meget klare i deres krav til præcist sprogbrug: Når IEEPA ikke brugte ordet ‘tariff’ betød det, at Kongressen ikke havde uddelegeret brugen af toldpolitik til præsidenten i loven. Det er derfor svært at tro, at domstolen vil lade præsidenten slippe afsted med at bruge en lov, der slet ikke handler om handelsbalancen, men noget fundamentalt andet.

Fornuften og forfatningen vandt – indtil videre

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2026. Skriv et svar

I denne uge kom endelig den længe ventede dom fra USAs Højesteret over Donald Trumps handelspolitik. Dommen er ganske klar: Trumps brug af nødretsloven IEEPA (the International Economic Emergency Powers Act) er forfatningsstridig. Som vi noterede som en reel mulighed i juni sidste år, understregede Højesteret først og fremmest, at IEEPA ikke giver præsidenten lov til at føre aktiv toldpolitik. Loven nævner faktisk ikke told som en mulighed, og retten konkluderer meget klart, at hvis det havde været Kongressens intention, at den skulle kunne bruges til handelspolitik, ville den have noteret det eksplicit i loven. For det andet fremhæver retten også, at den såkaldte ‘major questions doctrine’ – princippet at præsidentielle beslutninger af særligt omfang eller vigtighed alligevel skal igennem Kongressen – absolut ikke kan omgås, når det gælder toldpolitik, der føres mod hele resten af verden. Så selvom domstolen var delt 6-3 – de republikansk udnævnte dommere Roberts, Gorsuch og Barett sluttede sig til de tre demokratisk udnævnte – er dommen et meget tydeligt nej. Og det skal med, at dommer Kavanaugh som ikke stemte for, fremhævede dommens betydning for den amerikanske stats budget (der skal muligvis tilbagebetales 175 milliarder dollars i ulovligt indkrævet told), mens han ikke substantielt argumentede, at Trumps brug af IEEPA kunne være lovlig. Hvis nogen skulle være i tvivl, er her opsummeringen af dommen:

“There is no exception to the major questions doctrine for emergency statutes. Nor does the fact that tariffs implicate foreign affairs render the doctrine inapplicable. The Framers gave “Congress alone” the power to impose tariffs during peacetime […]. And the foreign affairs implications of tariffs do not make it any more likely that Congress would relinquish its tariff power through vague language, or without careful limits. Accordingly, the President must “point to clear congressional authorization” to justify […] his extraordinary assertion of that power.”

Hele dommen kan læses her.

Men som min fremragende kollega Philipp Schröder har påpeget, er det hverken utvetydigt gode nyheder for virksomheder, og heller ikke slutningen på vanviddet. For det første har præsident Trump øjeblikkeligt raset over højesteretsdommere – hans påstand er, at de er illoyale, forkerte, og upatriotiske – og har meddelt, at han vil fortsætte sin protektionistiske politik. Hans udmelding er nu at bruge Section 122 i the Trade Act of 1974, en særlov fra Richard Nixons period, der giver præsidenten særlige, kortvarige toldmuligheder i specielle situationer (læs f.eks. her). Den skal misbruges til at pålægge al import til USA en basistold på 10 procent. Oveni det kommer alle hans særlige straftoldsatser.

Den udmelding skaber en del af det næste problem, som er den fortsatte usikkerhed omkring USAs handelspolitik i den umiddelbare fremtid. Trump har muligheden for at bruge section 122 til at føre fortsat protektionistisk politik, omend loven begrænser politikken til 150 dage. Enhver fortsættelse skal godkendes af Kongressen. Han har også vist sig mere end villig til at bruge lovgivning, der giver mulighed for at regulere international handel der kan true den ‘nationale sikkerhed’. Så stoppet for brugen af IEEPA til at begrænse handelen er ikke slutningen på usikkerheden om, hvad Trump-administrationen kan finde på. Og, som Philipp noterer, er der også en række julelege som lande kan bruge, for at begrænse handelen med uigennemsigtig regulering, tekniske krav, og dyre procedurer.

Fremadrettet kan man derfor forvente endnu flere retssager. Nogle af dem kommer til at handle om, at dem amerikanske stat skal tilbagebetale ulovligt opkrævet told. Andre kommer til at teste, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i brugen af section 122 og sikkerhedslovgivning. Er det for eksempel i den nationale sikkerheds interesse, at man lægger høj told på import at træmøbler? Og nej, det er ikke et tænkt eksempel, men amerikansk virkelighed. Og kan administrationen måske finde på direkte trusler mod importører? Ingen kender morgendagen i Trumps politiske vanvid, men Højesteret har i det mindste lukket ned for én af ruterne for idiotien.

Boliggevinster bliver allerede beskattet i dag

Af Jonas Herby, den 17. februar 2026. 2 svar

Der er politiske kræfter, der ønsker, at beskatte boliggevinster. Disse kræfter overser desværre et ret vigtigt faktum: Boliggevinster bliver beskattet i dag.

Man kan selvfølgelig altid diskutere niveauet for enhver skat, men i økonomisk forstand er der allerede en skat på boliggevinster. Hver gang din bolig stiger i værdi, snupper skattevæsenet en væsentligt bid af værdistigningen.

Det kan forklares med et principielt eksempel.

En verden uden boligskatter
Forestil dig en verden uden boligskatter.

En bolig stiger fra 3 mio. kr. til 4,66. mio. kr. Ejeren tjener 1,66 mio. kr. og stikker pengene direkte i lommen.

Skatten er (selvfølgelig) 0%.

En verden med boligskatter
Nu indfører vi boligskatter på 2% (ca. grundskyld + høj ejendomsværdiskat).

En bolig stiger fra 3 mio. kr. til 4 mio. kr. Ejeren tjener 1,0 mio. kr. og stikker pengene direkte i lommen.

MEN! Der sker mere end det. Den årlige skattebetaling stiger med 20.000 kr., hvilket ved en rente på 3% (svarende ca. til renten på realkreditlån) svarer til en nutidsværdi på 0,66 mio. kr.

Den samlede værdistigning er 1,66 mio. kr. som i det første eksempel, men den er fordelt anderledes. Boligejeren tjener 1 mio. kr. mens Skattefar tjener 0,66 mio. kr. svarende til en skat på 40% af værdistigningen.

Virkeligheden er kompleks – men boliggevinster beskattes
Eksemplet er ikke virkeligheden. Det er kun boliger over godt 9 mio. kr., der betaler den høje ejendomsværdiskat. Og man får i dag 20% rabat på boligvurderingen.

Vi kan også diskutere om renten på 3% er den rigtige at bruge til at beregne nutidsværdien. Og kan de offentlige ejendomsvurderinger overhovedet opfange værdistigningerne korrekt?

Der er masser af nuancer i virkeligheden. Og måske burde diskussionen gå på, hvorfor alle kapitalgevinster ikke beskattes ens, så man ikke skævvrider investeringsincitamentet.

Men uanset nuancer, virkelighed osv. er konklusionen, at boligejerne i dag – rent principielt – betaler en ikke ubetydelig skat af boliggevinsten. Eksemplet og princippet er forklaret glimrende i nedenstående video.

Public choice workshoppen – et par indtryk

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2026. Skriv et svar

I fredags afholdt vi den årlige danske public choice workshop på Aarhus Universitet. Som altid var det en hyggelig og spændende dag med mange gode præsentationer og samtaler. Alligevel var indtrykket – om noget – at papirerne, der blev præsenteret i løbet af dagen, var særligt gode i år. Det gjaldt både fra nogle af de etablerede forskere såvel som de gruppe PhD-studerende og post docs, der deltog. Her er nogle få nedslag i dagens program.

Jeg var i den specielle situation, at jeg ikke præsenterede noget selv, men alligevel havde tre papirer på programmet: Tre forskellige medforfattere havde besluttet at præsentere arbejde, som jeg har været med på. Ege Asutay, der er PhD-studerende ved universitetet i Jena (på billedet) præsenterede for eksempel Do Populists Erode Civil Society, der er skrevet sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm) og undertegnede. Beskeden i papiret er, at jo flere populistiske partier der kommer i parlamentet, og jo mere populistiske partierne bliver, jo mere lider civilsamfundet. Historien ender dog ikke der, fordi vores empiriske undersøgelse peger utvetydigt på, at det helt primært er højrefløjens populisme, der fører til direkte repression af civilsamfundet og lavere deltagelse i det.

En anden præsentation, der gjorde indtryk, var fra Cepos-forskeren Karsten Bo Larsen, der sammen med Cecilie Tandrup-Rasmussen har undersøgt, hvad der er sket med de danske hospitalers produktivitet. Der plejede at være en regulær, årlig måling af, hvad man får ud af ressourcerne på de danske hospitaler, men den sluttede i 2018. Karsten Bo konstaterede lakonisk, at det var måske ikke helt tilfældigt. Analysen, der meget snart udkommer fra Cepos så alle kan læse den, peger på at produktiviteten er faldet markant siden 2020.

Et par andre spændende indlæg kom fra bl.a. Eliza Hałatek, der er PhD-studerende på universitetet i Warszawa, og Stefan Voigt fra Hamborg, der er lidt længere i sin karriere – Stefan er en af Europas absolut mest citerede retsøkonomer. Eliza stillede i One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index spørgsmålet, om hvad der sker når centralbanker kommunikerer i alle mulige retninger. Til formålet har hun udviklet sit eget ‘kakofoniindeks’ for den europæiske centralbank. Den meget fine præsentation gav anledning til et par kommentarer, man først grinte lidt af og bagefter tænkte seriøst over: Hvordan ville den slags se ud, hvis man gentog analysen for latinamerikanske centralbanker (fra Douglas Elmauer), og kunne man forestille sig ‘rationel kakofoni’ (fra Peter Nannestad). Eliza tog hjem om lørdagen med flere nye idéer til PhD-projektet.

Sidst, men ikke mindst, præsenterede Stefan Voigt mere arbejde i sit kreative og spændende projekt om. hvad folkeeventyr kan fortælle os om nationale værdier. Papiret What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century peger ret klart på, at en del værdier er endda meget stabile på samfundsplan. Og når basale værdier er stabile, kommer visse institutioner og politiske valg også til at blive stabile, og konstante gevinster eller problemer for nogle lande.

Der er god grund til at sige tak til alle deltagerne inklusive de kolleger og studerende, der kom og sad med på dele af workshoppen. En del af punditokraternes mission er at bringe ny samfundsforskning ud til læserne, og det indebærer også, at man kan give besked i kommentarerne, om man ønsker en længere post om et af papirerne, der blev præsenteret i fredags. Og selvom man ikke har det, kan man konstatere, at public choice er ved godt helbred i vores del af verden.

Hvem betaler Trumps told?

Af Christian Bjørnskov, den 27. januar 2026. Skriv et svar

Da USA i april annoncerede, at Trump-administrationen ville indføre massive toldsatser på import fra stort set hele verden – ‘Liberation Day’-politiken pålagde for eksempel import fra Madagascar 93 % told – påstod præsident Trump, at udlandet kom til at betale tolden. Hans merkantilistiske idé var således, at USAs regering kunne tjene milliarder, betalt af udenlandske virksomheder, og samtid beskytte landets industri. Men de fleste økonomer med blot en vis viden om handelspolitik undrede sig: Trumps påstand ville kræve stort set nul pass-through af toldomkostningerne. Med andre ord regnede de fleste cirka ædruelige eksperter med, at de amerikanske importører og forbrugere ville bære omkostningerne gennem højere priser og mindre forbrug.

I hvor høj grad det er sket er det spørgsmål, som Julian Hinz, Aaron Lohmann, Hendrik Mahlkow og Anna Vorwig ser på i et nyt policy brief fra Kiel Instituttet. Med titlen America’s Own Goal: Who Pays the Tariffs? bruger de fire økonomer data fra al import, der er fragtet til USA på oceangående fragtskibe mellem januar 2024 og november 2025. Hver sending kan kobles til en bestemt produkt-specific toldsats (8-digit HS niveau), så man kan se helt præcist, hvad der sker når de amerikanske toldsatser ændres.

Konklusionen er klar: “foreign exportes absorb less than 4 % of the tariff burden; the remaining 96 % passes through to US importers.” Man kan endda ikke afvise med normal statistisk sikkerhed, at de amerikanske importører faktisk bærer hele omkostningen. Det samme resultat kan ses i import fra Brasilien, der fra august blev ramt af en toldsats på 50 %. I de særlige brasilianske tal kan Hinz et al. ikke se nogen klar ændring af den pris, de brasilianske virksomheder tager for varerne. Med andre ord betyder et, at der reelt er fuld pass-through: Amerikanerne betaler hele tolden. Det samme ser de i Indien, hvor de har adgang til de præcise FOB priser (free on board), der tages ved afgang.

Implikationen af Kiel Institutets nye analyse er, at Trumps toldpolitik fuldt ud er en ekstra skat på amerikanerne – den overfører ingen velstand fra udlandet til amerikanere. Starter man fra det faktum, at importen er cirka 15 % af USAs BNP og den gennemsnitlige toldsats stiger fra godt 1,5 til 21 % når politiken er fuldt indfaset, vil en back-of-the-envelope-beregning vise, at Trumps handelspolitiske ændringer svarer til en ekstraskat på cirka tre procent. Der skal økonomisk inkompetence af gigantiske dimensioner til at forklare, hvordan man kan lave et så ekstremt politisk selvmål.