Tag-arkiv: 747

I New York for 51 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 22. januar 2021. Skriv et svar

Det er med en særlig bitterhed, at vi i dag fejrer en særlig dag for 51 år siden: Dagen, da Boeings 747-fly – der kærligt ofte kaldes enten jumboen eller himlenes dronning – fløj sin første ruteflyvning. For 2½ år siden skrev vi om lanceringen af flyet i 1968, og to år tidligere skrev vi en nekrolog over Joe Sutter, der ledte dets udviklingsarbejde. Vi har alligevel valgt at fejre dagen i dag, fordi jumboen netop indvarslede en tid, hvor rejser til USA, Thailand eller Sydafrika kom indenfor almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. Den tid har været slut siden marts sidste år, og ingen ved hvornår verden kommer til fornuft igen.

I mellemtiden kan vi huske, hvad vi ellers har kunnet siden 22. januar 1970, da Pan Am for første gang brugte en Boeing 747 på ruten mellem New Yorks John F. Kennedy International Airport og London Heathrow. Medierne var på pletten, og de mange festligt opstemte passagerer kunne lade sig imponere af flyet, der var langt større end noget andet i lufthavnen den aften. Den første flyvning forløb dog ikke uden problemer. Boeing havde tidligere haft problemer med de helt nye Pratt & Whitney-motorer, der var verdens første såkaldte ’high bypass’ motorer, og de problemer ramte også Pan Am den aften. En af motorerne startede ikke korrekt op, og man måtte lade folk vente godt seks timer i terminalen i New York indtil man havde rullet et erstatningsfly ud. Det blev over midnat – og derfor den 22. januar – før Clipper Victor lettede med kurs mod London.

Credits: Paul Seymour

Seks timer og 43 minutter senere landede kaptajn Robert Weeks flyet med hans 19 kolleger og 335 passagerer i Heathrow. Klokken var tyve minutter over to om eftermiddagen da Clipper Victor rullede ind til sin gate i lufthavnen, hvor blandt andet journalister fra The Times ventede i velkomstkomiteen. Ingen, der læste aviserne den næste dag, kunne være i tvivl om at verden havde flyttet sig. Siden har Boeing leveret 1560 747-fly, deraf 345 fragtfly, fire Nightwatch-udgaver til det amerikanske luftvåben, og to særlige fly, der hedder Airforce One når den amerikanske præsident er ombord. Ingen ved præcist hvor mange millioner mennesker, der har fløjet i jumboen, men intet var det samme efter 22. januar 1970. Indtil marts 2020 fløj tusinder af widebody-jets forventningsfulde mennesker (ganske ofte undertegnede inklusive) rundt til oplevelser i hele verden, og tredje generation af dem – i form af Boeings 787 og Airbus A350 – gjorde det med forbløffende lidt brændstofforbrug. Flyvningen i januar 1970 ændrede ikke blot den globale økonomi (læs f.eks. her), men indvarslede også en tid med større oplevelser og flere glæder i millioner af menneskers liv.

Efter den historiske jomfrurejse fik Clipper Victor et noget ombrust liv. Det ellers elskede Pan Am-fly blev kapret i august 1970 på en flyvning mod San Juan og fløjet til Cuba, hvor ingen anden end Fidel Castro var med til at byde velkommen. Kapringen forløb heldigvis fredeligt, men Clipper Victors endeligt var alt andet end fredelig. En tåget dag på Tenerife startede en KLM-crew en tilsvarende 747 uden at være clearet af flyvelederen og accelererede direkte ind i Pan Am-flyet, der var på vej over startbanen. Den hollandske fejl kostede 583 mennesker livet, og blev også enden for det fly, der havde indvarslet den moderne verdens rejsemuligheder. Et symbol på den moderne verden forsvandt den dag, men dets historie kan stadig fortælles – og det er en historie om fremskridt og glæde.

50 år med himlens dronning

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2018. 2 svar

For præcist 50 år siden, den 30. september 1968, lancerede Boeing det fly, der skulle vise sig at revolutionere flyindustrien. Selskabet rullede Boeing 747 ud for verden, på trods af at JT9D-motorerne som Pratt & Whitney udviklede specielt til flyet, gav voldsomme problemer. Ceremonien forløb heller ikke helt som planlagt, da de 26 stewardesser fra de selskaber, der havde bestilt flyet, skulle døbe det med hver sin flaske champagne, men ikke formåede at koordinere. P&W fandt dog i samarbejde med Boeing en løsning på motorproblemet, og stewardessernes forvirring løsnede den lidt stive stemning og gjorde lanceringen til en morsom begivenhed.

Som vi skrev i anledning af chefdesigneren Joe Sutters død for to år siden (læs her), er det svært at overvurdere 747-flyets betydning. Flyet var ikke blot en revolution i kraft af sin størrelse – det var mere end dobbelt så stort som noget andet passagerfly – men også fordi det var langt mere økonomisk end andre fly. Siden den dag for præcist 50 år siden er der rullet flere end 1500 747er ud af Boeings enorme fabrik i Trenton.

I løbet af 70erne fik Boeings enorme sats på 747, sammen med de to andre såkaldte widebodies – Douglas DC 10 og Lockheeds L1011 Tristar – den konsekvens, at flybilletter og rejseomkostninger faldt dramatisk. I vores ord fra for to år siden, er en af konsekvenserne af Sutters og hans team – kendt som The Incredibles – indsats, at ”en uge på en strand i Thailand eller New Yorks gader er en naturlig mulighed for langt de fleste.”

Boeing 747 har i fem årtier vist for millioner af mennesker, at Joe Sutter havde ret i sin filosofi ”When it looks right, it flies right.” Men efter 50 år er en ny generation fly ganske enkelt mere økonomiske end jumboen og som passagerfly er særligt de nye og mindre Boeing 787 og Airbus A350 både mere brændstoføkonomiske. Selv med de nye motorer fra General Electric og Rolls Royce lider tredje generation af 747 under, at det kræver fire motorer mod de mindre flys to. Mange selskaber er derfor ved at erstatte deres jumboer med nye fly, der flyver længere på literen.

Jumboen er også på en anden front ved at blive gammel pga. økonomiske ændringer i selve måden, selskaberne organiserer deres ruteplaner: Boeing byggede flyet til det såkaldte ’hub-and-spoke’ system, hvor man flyver over Atlanten i en 747, lander i en meget stor lufthavn – en ’hub’ som New York JFK eller Atlanta – og skifter til et mindre fly for at rejse til en mindre lufthavn. I dag er industrien rykket i langt højere grad mod at flyve direkte til mindre steder i mindre fly, der også kan lande på kortere landingsbaner og som man ikke behøver at fylde 400 mennesker i, før de giver økonomisk mening. I den markedslogik passer 747 ikke særligt godt, medmindre man har rigtigt mange flyvninger mellem de allerstørste lufthavne. Boeing regner da også med, at flyets fremtid primært ligger i fragt, hvor det stadig er en formidabel forretning.

Flyet er dog stadig elsket af dem, der flyver det og intet andet fly er så genkendeligt som jumboen. Puklen, hvor cockpittet sidder ovenover næsen og hvor de fleste selskaber placerer deres førsteklassekabine, er kendt selv af børn. Millioner af mennesker rejste på deres første, glamourøse ferie i en 747, og der findes næppe noget andet transportmiddel, der står samme aura omkring. Det samme gælder for selskaberne selv: Da United Airlines pensionerede sine sidste 747 sidste år, udgav de en lille hyldestvideo som farvel til det fly, der i årtier er blevet kaldt himlens dronning – the Queen of the Sky. Og hvorfor ikke: Hvilken anden teknologi, som vi bruger i dag og opfatter som moderne, er 50 år gammel?

Joe Sutter, 1921-2016

Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2016. 5 svar

August har været en sørgelig måned for mine personlige helte. Forleden døde Anthony Jay, og onsdag kom meddelelsen om, at Joe Sutter var død, 95 år gammel. Mens Jay er kendt i relativt brede kredse som en af de to mænd bag BCC-serien Yes Minister, er Joe Sutter relativt ukendt udenfor særlige kredse. Sutter har dog påvirket mange flere mennesker: Moderne transport er utænkelig uden Boeing 747 – jumbojetten – som Sutter var ansvarlig for.

Sutters forældre var fattige indvandrere – faren var fra Slovenien og moren fra Østrig-Ungarn – men på trods af arbejderbaggrunden støttede de, at han fik en universitetsuddannelse. Han forlod derfor University of Washington med en topeksamen i 1943, hvorefter han brugte resten af krigen på destroyeren Edward H. Allen i Stillehavet. Ved en ren tilfældighed endte han hos Boeing i Seattle efter krigen, hvor hans første opgaver var alt andet end prestigiøse. Sutter arbejdede sig dog op og ledte først i 60erne det tekniske team i udviklingen af Boeing 727.

Sutters første virkelige gennembrud kom dog, da han som en af designerne bag Boeings dengang lille 737 fandt på en aerodynamisk effektiv metode til at montere motorerne direkte under vingerne. Ideen, som blev hans første patent, brød med traditionen om at små jets skulle have motorerne monteret bagest, og tillod blandt andet at 737-flyet fik en kabine, der var lige så bred som det noget større 707. Det indebar ikke blot, at flyet blev væsentligt billigere at bygge, men også at der var langt bedre plads, når det blev brugt som fragtfly. Det var således karakteristisk for Sutter, at han så hvordan konsekvenserne af motorplaceringen gjorde et fly – som Boeing ellers ikke havde de store forventninger til – langt mere økonomisk, og en af selskabets største succeser. 737 produceres pt. i tredje generation, og Boeing har solgt flere end 8000 siden Lufthansa startede service i 1968.

Sutters virkelige claim to fame kom dog, da han blev udnævnt til leder af hele udviklingsteamet bag det store passagerfly, som Pan Ams karismatiske direktør Juan Trippe bad Boeing om at lave. Boeing-organisationen var ellers fuldt gearet til udvikling af the SST, det amerikanske supersoniske projekt. Det var derfor med et skrabet budget Sutter sammensatte det ingeniørteam, som med tiden skulle blive kendt som ”The Incredibles”, der på blot 29 måneder gennemtænkte, designede og byggede et langt større fly end noget andet, der tidligere var set. Med det forfejlede SST-projekt, der i stor stil havde slugt ressourcer, bragte 747-projektet Boeing til konkursens rand. Sutter insisterede stadig, til ledelsens store frustration, på at gøre sit job ordentligt. Da han fik en ordre om at afgive 1000 medarbejdere til SST-projektet, svarede han at han havde brug for 800 flere – ikke 1000 færre.

750x500-boeing-747-400-3

Sutter havde også lært gennem egen erfaring i Stillehavet, at katastrofer ofte skyldes flere forhold, der går galt på samme tid. Hans designapproach kom derfor til at hvile på to hovedpunkter. Det første var redundans, som hele 747-designet afslører: Hvis et system fejler, skal der være to andre, der har samme funktion. Mange piloter har været lykkelige for denne beslutning, da jumboen adskillige gange har landet sikkert med funktionsfejl – ødelagte stabilisatorer, halve landingsstel osv. – der ville have ødelagt andre fly. Det andet hovedpunkt var, at ”if it looks right, it flies right.” Uanset hvor smart og rigtigt, noget kunne se ud i designfasen, insisterede Sutter også på at ingeniørmæssig ‘fornemmelse’ har værdi.

Det var denne fornemmelse og hans erfaring, der fik Sutter til at trodse Juan Trippe, der ville have et fly i to fulde etager. Sutters team præsenterede i stedet for Trippe for den idé, der i dag kaldes ’wide body’ – at man byggede et væsentligt bredere fly med to gange mellem tre rækker sæder. Selve bredden af flyet blev bl.a. besluttet, fordi det dermed kunne passe til ottefods-containers. Det gav dermed plads i passagerkabinen til ti sæder per række, og dermed de 350 passagerer, som Pan Am havde bedt om. Men valget afspejlede, at Boeing regnede med at 747 primært skulle flyve fragt, når passagermarkedet blev overtaget af supersoniske fly som SST’en.

Da Trippe først så en model med sæder i fuld størrelse, indrømmede han, at Sutters team havde taget den rigtige beslutning. Det samme gjorde de, da Sutter fik idéen til 747-flyets berømte pukkel. Grunden til dette designvalg var ganske lavpraktisk, at man kunne laste og lodse fragtudgaverne af flyet gennem næsen, hvilket er langt lettere og hurtigere end den mere traditionelle metode gennem cargodøre på siden af flyet. Det krævede så, at cockpittet blev flyttet ovenover døren, hvilket gav puklen. Det var herefter Trippe, der indså at man kunne bruge noget af puklen til en slags førsteklassesområde – de første Pan Am-jumboer havde en lounge deroppe.

Det er svært at overvurdere betydningen af det fly, som Sutter og hans team stod for at bygge. Tallene er nok til at imponere de fleste: Der er bygget flere end 1500 jumboer, og de fleste har plads til cirka 400 passagerer; bygningen, som man konstruerede til produktionen, er så stor at den har sit eget ’vejr’ – der danner sig små skyer under loftet; og det virker umuligt i dag, at man kan gennemføre et så stort projekt på blot 29 måneder. Det eneste virkelige problem, som programmet led under, viste sig slet ikke at være Sutter-teamets skyld. De første prototyper havde motorer fra Pratt & Whitney, der ofte brød i brand, når de blev spoolet hurtigt op. En fælles indsats fra Boeing og P&W afslørede, at de nye JT9D-motorer – verdens første såkaldte high-bypass – var så kraftige, at hurtige accelerationer trak motorkassen skæv, så fanebladene skrabte mod siden af kassen. Med en stivere motorkasse fløj 747-flyet upåklageligt.

Joe Sutter var således ikke blot chef for teamet, men også manden bag flere af de designidéer, der revolutionerede den moderne verden. Mens hans eget selskab, USA’s regering og de fleste analytikere troede, at flytransport ville blive ved at være for de relativt velhavende, men blot skulle være hurtigere, reagerede Sutter på Trippes udfordring ved at skabe et fly, der var så økonomisk at operere, at en ferietur til USA pludselig var indenfor helt almindelige menneskers rækkevidde. Det reddede også Boeings økonomi, og gav selskabet den afgørende fordel, der gjorde det til verdens førende flyproducent. Konkurrenterne Douglas og Lockheed så hurtigt skriften på væggen, og lancerede succesen DC-10 og det smukke og højteknologiske L-1011 Tristar. Efter at wide body-flyet blev opfundet på en af Sutters servietter, var verden en anden.

Sutter trak sig delvist tilbage i 1986, men blev kort efter udnævnt som medlem af Rogers-kommissionen, som præsident Reagan nedsatte for at efterforske rumfærgen Challengers forlis. Her demonstrerede han sin stædige insisteren på at gøre sit arbejde ordentligt, da han ganske udiplomatisk – og støttet af Nobelprisvinderen Richard Feynman – offentligt kritiserede NASAs sikkerhedskultur. Hans pointe var lige så simpel som den var tydelig: Boeing, der blev holdt ansvarlig af deres kunder og deres millioner af passagerer, ville gå fallit hvis de sjuskede med sikkerheden. Hos NASA, der kun blev holdt ansvarlig af politikere uden egentlig indsigt eller tilskyndelse, kunne man ’glemme’ sikkerhedsproblemer, når det var opportunt. Skal man have samme sikkerhedskultur hos NASA som hos Boeing, kræver det en konsekvenskultur, der er lige så stærk som markedets.

Som enhver læser nok kan se, er Sutter en af mine personlige helte. Alle historier peger på, at han privat var et beskedent og rart menneske, og i arbejdssammenhænge holdt ingeniørerne – men ikke altid topledelsen eller politikere – af hans no-nonsense attitude. Han var en eminent ingeniør og en glimrende projektleder, der stædigt insisterede på at ting blev gjort rigtigt. Resultatet bliver taget for givet af de fleste i dag: At en uge på en strand i Thailand eller New Yorks gader er en naturlig mulighed for langt de fleste.