Tidligere idag annoncerede Sveriges Riksbank, at årets Nobelpris i økonomi går til Ben Bernanke, Douglas Diamond, og Philip Dybvig. Prisen gives for deres arbejde med at forstå bankers rolle i økonomien, med særligt fokus på bankernes rolle under finansielle kriser.
Som svenskerne skriver i den officielle pressemeddelelse, tackler Diamond og Dybvig den første del af spørgsmålet ved at starte med et dilemma: Folk med indlån har behov for direkte og øjeblikkelig adgang til deres penge, mens virksomheder og boligejere ikke bare kan tilbgebetale deres lån uden et langt varsel. Hvordan sørger man for, at den første gruppe har adgang til deres indlån, uden at den anden adgang ofrer muligheden for at have langsigtede og forudsigelige lån? Diamond og Dybvigs model – der er blevet en af ‘arbejdshestene’ i nationaløkonomi – viser hvordan banker løser problemet gennem måden, der medierer finansielle transaktioner. Fordi bankerne har mange indlånere, der løbende hæver penge, er der ikke noget problem at låne penge ud til virksomheder på en forudsigelig måde.
Så længe der ikke pludseligt er en stor gruppe indlånere, der vil hæve deres penge, kan banker uden problemer intermediere mellem indlån og udlån. Og her ligger hele humlen i problemet, fordi det er netop det der kan ske under finansielle kriser. Hvis der begynder at gå rygter om, at en bank eller banksektoren er i problemer, kan det være rationelt for en stor gruppe indlånere at prøve at hæve deres penge. Fænomenet kaldes et ‘bank run’ og kan vælte selv velpolstrede banker. Diamond og Dybvig peger på, hvordan stater kan undgå fænomenet ved at forsikre folks indlån: I Danmark er det Garantifonden, der forsikrer de første 750.000 kroner. Derudover kan staten også virke som ‘lender of last resort’ for banker, der kommer i stormvejr.
Bernankes arbejde går videre ved at vise, at den store Depression i 1930erne blev så dyb og lang ved en kombination af elendig pengepolitik og bank runs. Som Nobelpriskomiteen formulerer det viste Bernanke “how bank runs were a decisive factor in the crisis becoming so deep and prolonged. When the banks collapsed, valuable information about borrowers was lost and could not be recreated quickly. Society’s ability to channel savings to productive investments was thus severely diminished.”
Årets Nobelpris er måske ikke en af de mest ophidsende i mands minde, og den gives primært til de tre forskeres arbejde fra først i 1980erne. Der er dog ingen grund til at ærgre sig over den, da Bernanke, Diamond og Dybvig så absolut hører til i Nobelklassen. Deres arbejde er fundamentalt for den moderne forståelse af, hvordan banker fungerer og hvad deres rolle er i økonomien. Og selvom der næppe er mange, der vil beskylde Bernanke for at have være økonomisk østriger, kan det godt varme at en del af hjertet af hans indsigter om kriser er et fokus på informationsproblemer.