Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar
Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.
En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.
I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.
Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.
Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.
Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).
Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.
Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…
Af Otto Brøns-Petersen, den 8. februar 2023. 1 svar
Regeringen er kommet usædvanligt skævt fra start. ”Fortællingen” hænger ikke sammen. Regeringen vil gerne gennemføre reformer. Det er prisværdigt og påkrævet. Men ikke af de grunde, regeringen hævder. Og desuden hjælper dens første reformudspil – afskaffelsen af en helligdag – ikke på det problem, den vil løse.
Under den første COVID-19 bølge i foråret 2020 døde der fem gange flere svenskere end danskere af COVID-19.[1] Desværre er det stadig en sejlivet myte, at denne forskel skyldes, at den svenske stat ikke lukkede samfundet ned.
Men det er ikke forklaringen. Det ved vi, fordi empiriske studier – hvor man ser på data i stedet for at bruge modeller – viser, at nedlukninger kun har marginal effekt. Men mere synligt er det, når man ser på, hvordan udviklingen i COVID-19 dødsfald havde været i Danmark i foråret 2020, hvis danskerne havde opført sig præcist som svenskerne – og omvendt.
For at kunne det, er det vigtigt at huske på, at der går relativt lang tid fra borgerne ændrer adfærd, til man kan se det på de daglige COVID-19-dødstal. Det skyldes, at der går ca. 3-4 uger fra en person bliver smittet med SARS-Cov-2 til personen potentielt dør af COVID-19 (fem dage fra smitte til de første symptomer, og derfra 18,5 dage før døden indtræffer – altså i alt knap 24 dage +/-).
Forleden beskrev jeg, hvordan vacciner ikke kan forklare den nuværende overdødelighed. Men hvad kan så?
En mulighed er energikrigen mod Rusland. I min familie har vi haft det betydeligt koldere denne vinter. Vi er langt fra alene, og også offentlig bygninger, har haft skruet ned for varmen. Samlet har danskerne brugt 12% mindre strøm og 20% mindre gas (når der tages højde for den milde vinter, er faldet stadig 11%).
Og lavere temperaturer indendørs betyder mere sygdom og flere dødsfald. Det er dokumenteret i adskillige studier. Her er fx Chirakijja et al. (2019) (både her og senere er fed skrift min fremhævning):
This paper examines how the price of home heating affects mortality in the US. Exposure to cold is one reason that mortality peaks in winter, and a higher heating price increases exposure to cold by reducing heating use. It also raises energy bills, which could affect health by decreasing other health-promoting spending. Our empirical approach combines spatial variation in the energy source used for home heating and temporal variation in the national prices of natural gas versus electricity. We find that a lower heating price reduces winter mortality, driven mostly by cardiovascular and respiratory causes.
Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2023. Skriv et svar
Selvom mange slet ikke mener, at der er behov for det og mener, at der intet er at se og at vi bør komme videre, er det stadig vigtigt at undersøge omkostningerne ved nedlukningerne i 2020-22. En af de måske vigtigste har været den uddannelse, børn og unge mistede de to år. Som jeg skrev i Jyllandsposten i december 2021, afslørede nedlukningerne, hvor ligegyldige børn er for de fleste politikere. Men der var dengang ikke et præcist tal på, hvor slemt det var. Det er der nu.
En ny artikel i Nature Human Behaviour af Bastian Betthäuser (Sciences Po), Anders Bach-Mortensen (Oxford), og Per Engzell (Oxford) gennemgår 42 studier fra forskellige steder af uddannelsestabet. Det overordnede resultat afra deres meta-analyse er, at børn og unge mistede cirka 35 procent af et skoleår, eller omtrent ti uger i danske forhold, på grund af nedlukningerne. Det store problem er, at analysen ikke viser nogen indikation på, at effekterne forsvinder over de næste to år. Med andre ord ser de ud til at være persistente, så i det mindste en stor del af de børn og unge, der gik gennem deres uddannelse under nedlukningerne, vil have et permanent tab af uddannelse og færdigheder resten af deres liv.
Betthäuser, Bach-Mortensen, og Engzell finder også, at de 42 studier klart viser større tab blandt børn fra fattigere familier, større tab matematik og læsning, og relativt større tab i mellemindkomstlande. Det er således centrale færdigheder, som børnene er bagud på, og som FN har estimeret, har 95 procent af verdens elever været påvirkede af nedlukninger. Ét land stikker dog ud i de internationale sammenligninger: Anna Eva Hallin (Karolinska), Henrik Danielsson (Linköping), Thomas Nordström (Linnaeus), og Linda Fälth (Linnaeus) i International Journal of Education Research finder, at der ikke har været substantielle tab af indlæring i Sverige.
Udover de gigantiske tab af velfærd gennem de to år, og de voldsomme depressionsproblemer millioner af unge nu lider under, peger de store og persistente tab også i retning af store økonomiske tab i fremtiden. Som mine IFN-kolleger Gabriel Heller Sahlgreen og Henrik Jordahl forleden viste i Applied Economic Letters, er uddannelseskvalitet stærkt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at regne med, at verdens som helhed vokser langsommere de kommende år når en dårligere uddannet generation kommer på arbejdsmarkedet. Og følger tabene de tab, vi ser i verden nu, kommer det til at gå værst ud over dem, der i forvejen kom fra de mindst velstillede familier. Hvorfor epidemiologer og politikere totalt ignorerede den slags konsekvenser af de værdiløse nedlukninger, er en moralsk fallit der fortjener at blive husket.
(Amerikanske) politikere overvurderer, hvor store økonomiske problemer vælgerne har. Det er konklusionen i Thal (2023).
Her er abstract (mine fremhævninger).
Politicians often oppose economic policies benefiting low-income Americans. However, the mechanisms behind this political inequality are unclear. I ask whether politicians oppose these policies, in part, because they underestimate how many of those they govern are struggling financially. I test this theory with an original survey of 1,265 state legislative candidates. Contrary to my expectations, I find that politicians tend to overestimate how many of those they govern are struggling financially. At the same time, there are some instances in which politicians—and Republicans in particular—do underestimate the level of financial hardship among those they govern. In an experiment, I randomly assign politicians to have their misperceptions corrected. The results suggest that politicians’ policy preferences would be similar even if they had a more accurate understanding of reality. Overall, the findings suggest that politicians may frequently misperceive the state of reality in which those they govern live.
Særligt det sidste er interessant. Rent logisk skulle man tro, at en politiker ville være mere tilbøjelig til at gå ind for omfordeling, hvis politikeren tror, at der er mange fattige i samfundet. Men det er ikke det, Thal (2023) finder. I stedet finder han, at politikernes holdninger er fastlåste på deres politik, uanset at virkeligheden er anderledes, end de tror.
I randomly assign half of the politicians to receive accurate information about how many people experience these issues in the states they seek to govern. After receiving this information in the treatment or receiving no additional information in the control, politicians are asked their level of support for policies that could help to address each form of financial hardship. Overall, I find little evidence that politicians change their policy views when provided with accurate information. When I provide Democrats with accurate information, it has no effect on their preferences. This suggests that Democrats’ preferences might be similar if they were more accurately informed. By contrast, there is some evidence that the treatment shifted Republican politicians’ views. When provided with accurate information, Republicans appear to increase their support for such policies as spending more on cash assistance to low-income families (which addresses financial insecurity) and Medicaid (which addresses the unaffordability of healthcare). However, I only find evidence for these effects on a few of the policies I asked about, and these effects are no longer statistically significant once I adjust for multiple testing. This suggests Republicans’ preferences might also be similar if they were more accurately informed.
På en måde er jeg ikke super overrasket over dette. Det ville nok være lettere naivt, hvis man gik ud fra, at data påvirkede politikernes (og andre for den sags skyld) holdninger markant. Særligt for politikere – der gerne vil (gen)vælges – er realiteterne mindre vigtige, end hvordan deres vælgere opfatter virkeligheden. Man kan ikke som udgangspunkt forvente, at politikerne ændrer holdning på baggrund af fakta, hvis ikke vælgerne – der jo skal vælge politikerne – ændrer holdning. Så måske har Thal (2023) ganske enkelt serveret fakta til de forkerte, hvis han ønskede at se en effekt.
Hvem ved. Interessant er det i hvert fald.
PS: En working paper verison (fra 2020) af Thal (2023) kan findes her, men abstract afviger en del fra den publicerede version (jeg har ikke tjekket resten).
Jeg har brugt for meget tid på vacciner og overdødelighed på sociale medier på det seneste. Folk, der mener, at svaret på spørgsmålet “Hænger overdødelighed sammen med vacciner?” er “Ja”, har sendt utallige videoer med “bevis” for, at vacciner fører til overdødelighed. Mange bruger ord som “massemord” osv. Ord, der umiddelbart beskriver noget, man let burde kunne se i enhver korrelation mellem overdødelighed og vaccinetilslutning.
Kan man så det? Det har jeg tænkt mig at undersøge i dette indlæg.
Til “Tl;dr“-segmentet er konklusionen klar: Der er ingen grund til bekymring, selvom du ikke er “pure blood”. Der er ganske enkelt ingen rygende pistol, der indikerer, at vaccinerne var til skade. Snarere tværtimod. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødelighed, og selv hvis man ser bort fra signifikans, er sammenhængen i vaccinens ”favør”.
Lad os så komme i gang.
Min metode / “protokol”
Nedenfor følger en kort beskrivelse af, hvad jeg har gjort. Jeg har kun gjort dette. Jeg har ikke forsøgt andre metoder og har dermed ikke kunnet cherry picke resultaterne.
Der er sandsynligvis andre og bedre metoder til at belyse samme spørgsmål. Men mit formål er alene at få en idé om, hvorvidt der er en “rygende pistol”. Er der noget så tydeligt, at det er værd at undersøge nærmere (til sammenligning var det meget, meget tydeligt, at der var grund til at stille spørgsmål ved effekten af nedlukningerne, da alle lande så ca. samme udvikling uanset hvilken politik, der blev ført). Hvis der er det, burde man kunne se det i min “analyse”, som vel kan tolkes som en form for stikprøve ned i alle de tilgængelige data.
Baggrunden for nedenstående figurer er, at jeg på forhånd – og altså inden jeg havde analyseret data – besluttede at:
hente data for vaccinetilslutning i form af andel færdigvaccinerede og booster shots per 100 indbyggere (BEMÆRK: Det er dækningen i hele befolkningen, da jeg desværre ikke har data opdelt på aldersgrupper. Dette er et problem, men der er ikke noget at gøre ved det).
hente data for overdødelighed fra Our World in Data (Excess mortality: Deaths from all causes compared to average over previous years, by age). Jeg bruger p-scoren, som er antal døde relativt til det forventede antal døde (så hvis der dør 1.100 i en uge, hvor man forventede 1.000, er p-scoren altså 10%). Man kunne have valgt andre mål for overdødeligheden, men det endte altså med dette mål.
beregne overdødeligheden for de OECD-lande, der er data for, for perioden
september 2022 – november 2022 (de seneste tre måneder)
juli 2021 – november 2022 (ca. den periode vacciner har været bredt tilgængelige)
kigge på aldersgrupperne 0-14, 15-64, 85+ samt “alle”.
Det første problem var, at antallet af lande med tilgængelige data faldt drastisk fra starten af december 2022, fordi de fleste lande indrapporterer med betydelig forsinkelse. Derfor har jeg set på tiden før december. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan få de nyeste data med. På den anden side var der overdødelighed i mange lande i efteråret, og hvis vacciner driver dødeligheden, gjorde de det vel også her. Nederst er der en liste over de lande, der indgår i analysen.
Det næste problem var, at Chile stikker lidt ud ift. de andre lande. Det har meget høj vaccinetilslutning (både færdigvaccinerede og boostere) og er det eneste land, der ikke er enten er europæisk eller engelsktalende (US og NZ). Måske havde EØS (EU + Norge, Island og Liechtenstein) været et bedre valg. Men sådan blev det altså.
Resultatet for alle aldersgrupper
Nedenstående figur viser korrelationen i mine data, når der ses på hele befolkningen (altså “alle” aldersgrupper). De to øverste paneler viser sammenhængen mellem andelen af fuldt vaccinerede (eller færdigvaccinerede) og overdødeligheden henholdsvis de seneste tre måneder og siden juli 2021 (hvor vaccinerne var fuldt udbredt i OECD-landene). I de to nederste paneler bruger jeg antallet af booster vacciner per 100 indbyggere i stedet for andel fuldt vaccinerede. Bemærk, at jeg holder Y-aksen fast, så det er nemmere at sammenligne panelerne og figurerne.
Figuren viser, at:
der har været en positive sammenhæng (/korrelation) mellem overdødelighed og vaccinetilslutningen de seneste måneder. Jo flere vaccinerede, jo større overdødelighed (tages sammenhængen for givet, vil 10% flere vaccinerede give 1,5%-point højere overdødelighed).
der er ingen sammenhæng mellem overdødelighed og vaccinetilslutning siden sommeren 2021, hvor vaccinerne var bredt udrullet/tilgængelig.
Hvordan skal vi fortolke dette? En mulighed er, at vaccinerne har udskudt dødsfald. Så man undgik at folk døde i vinteren 2021/22, men til gengæld dør de nu. Det vil kunne forklare, at vi ser sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødelighed lige nu, men ingen sammenhæng i hele perioden med vacciner.
Der er sikkert mange alternative forklaringer (er der fx sammenhæng mellem vaccinetilslutning, og hvor strenge restriktioner landet har anvendt, vil dødsfald pga. restriktionerne også være korreleret med vaccinetilslutningen), men der er altså ikke noget, der tyder på, at vacciner skulle føre til stor overdødelighed i befolkningen.
Resultater for de ældste (85+ år)
Vi ved i dag, at COVID-19 stort set var ufarlig (ift. at miste livet) for folk under 65. Det var derfor især de ældre, man ville forvente havde gavn af vaccinerne. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem vaccinetilslutning og overdødelighed for aldersgruppen 85+.
Figurerne viser – i modsætning til figuren for hele befolkningen ovenfor – at der også er positiv korrelation mellem vacciner og overdødelighed på lang sigt (juli 2021 til november 2022) i denne aldersgruppe. Sammenhængen er dog hverken på det korte eller det lange sigt statistisk signifikant. Med andre ord vil man under alle andre omstændigheder sige, at der ikke er en sammenhæng. Så det konkluderer jeg også her.
Men hvad forklarer, at der trods alt er en positiv korrelation (selvom denne r insignifikant)? En mulig forklaring er, at vaccinetilslutningen er relativt høj i alle lande blandt de 85+-årige, fordi de havde særligt stort tilskyndelse til at lade sig vaccinere (husk, at vaccinetilslutningen desværre er for hele befolkningen). Hvis det er tilfældet, er det noget andet end vaccinetilslutning vi ser. Hvis fx lande med høj vaccinetilslutning også var mere tilbøjelige til at indføre hårde restriktioner på plejehjem, kunne det være de langsigtede effekter af de ældres isolation vi ser. Men jeg gætter her.
I øvrigt er effekten relativt lille. Tager vi estimaterne for givet, vil 50% højere vaccinetilslutning giver 4,9%-point højere overdødelighed, hvilket klart er inden for udsvinget mellem de forskellige lande som går fra ca. -5% til +20% overdødelighed på det lange sigt. Og heri ligger også forklaringen på, at sammenhængen ikke er signifikant.
En lille afvigelse fra min “protokol”
Her besluttede jeg mig for at afvige lidt fra min “protokol” og sammenligne aldersgrupperne 65-74 år og 75-84 år med gruppen 85+.
Min tese var, at der måske var større sammenhæng mellem vaccinetilslutningen i et land og andelen af personer, der er vaccineret i disse aldersgrupper end i gruppen 85+.
Om det er forklaringen, ved jeg ikke. Men for disse aldersgrupper er sammenhængen mere, som jeg havde forventet. Større vaccinetilslutning er for disse aldersgrupper korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Men der er også en positiv korrelation mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden de seneste måneder (som dog på ingen måde er statistisk signifikant).
Det kan som nævnt – hvis vi tager estimaterne for givet –være udskudte dødsfald, bivirkninger af nedlukningerne (fx i form af uopdagede kræftilfælde), vacciner eller andet. Det kan mine figurer ikke sige noget om.
Giver figurerne for de tre aldersgrupper (65-74, 75-84 og 85+) anledning til bekymring? På ingen måde.
For det første er der ingen statistisk signifikant sammenhæng. For det andet viser de jo – hvis vi ser bort fra den manglende signifikans og tager resultaterne for gode varer – at vaccinerne samlet set har reduceret dødeligheden for de 65-84-årige det seneste 1½ år. Og det vil jeg til enhver tid “bytte” for overdødelighed blandt de 85+-årige.
Ganske vist har overdødelighed i gruppen været positivt korreleret med vaccinedækningen. Og det åbner jo for, at man kan fortælle sig selv stort set den historie, man har lyst til på baggrund af disse data. Man kan have den hypotese, at det først er nu, det for alvor går galt, og at vi om nogle måneder vil se, at vaccinerne har medført en katastrofe.
Men faktum er, at der ikke er nogen rygende pistol. Og selvom der har været højere dødelighed de seneste måneder, er der er mange andre (mere åbenlyse) forklaringer (fx at man med vaccinerne undgik, at de sårbare døde af COVID-19, men nu dør de så af noget andet).
Resultater for de middel aldrene (15-64 år)
For størstedelen af de ældre aldersgrupper var beslutningen om at lade sig vaccinere i mine øjne været lidt en no-brainer, fordi COVID-19 var relativt farlig for disse aldersgrupper. Hvis du er 75 år gammel, og der er en vaccine mod COVID-19, bør du tage imod den. For selvom der er bivirkninger, er de næppe lige så alvorlige som sygdommen.
Men for aldersgruppen 15-64 år, var valget langt mere nuanceret. Jeg endte selv med at få ét stik, men jeg var meget i tvivl, fordi min risiko ved COVID-19 var meget lille (jeg er 44 år). Så det er sandsynligt, at forskellene i vaccinetilslutning på befolkningsniveau i langt højere grad afspejler forskellene i vaccinetilslutning for denne aldersgruppe. Desuden har gruppen relativt lille risiko for at dø af COVID-19, så hvis der er en rygende pistol, er denne aldersgruppe nok det reneste bud på et sted, hvor mine data ville vise, at vaccinerne fører til overdødelighed.
Med andre ord: Hvis der er noget om snakken, er det for aldersgruppen 15-64 år, vi skal se det.
Men det gør vi ikke. Vi ser faktisk nærmere det modsatte. Større vaccinetilslutning er stærkt korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Og der er ingen sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødeligheden de seneste måneder. Igen er sammenhængen ikke signifikant, men det er her vi er tættest på at have noget signifikant, da vi når ned på en p-værdi på 0,15 på sammenhængen mellem boosters og overdødeligheden de seneste 1½ år.
Bemærk, at estimatet for korrelationen – hvis vi tog det for gode varer – viser en relativt betydelig sammenhæng. 10% flere fuldt vaccinerede reducerer overdødeligheden det seneste 1½ år med 2,1%. I Danmark er 80,9% fuldt vaccineret. Tog vi estimatet for gode varer, ville vi konkludere, at vaccinerne har reduceret overdødeligheden med 17% i gennemsnit det seneste 1½ år. Det er meget relativt (i absolutte tal, er det næppe alverdens, fordi der ikke dør så mange i denne gruppe).
Men der er også så mange udeladte variable (er det fx dem, der i forvejen går meget op i deres helbred, der lod sig vaccinere?), at jeg ikke vil konkludere så håndfast på dette (eller andet i denne post), men blot konstatere, at der på ingen måde er en rygende pistol.
Resultater for børn (0-14 år)
Historien for børn (0-14 år) er lidt den samme som for 15-65-årige, blot er korrelationen meget mere udtalt. Der er et meget kraftigt negativt sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden blandt børn – både på kort og lang sigt. Jo flere vacciner, jo mindre overdødelighed. Og så meget, at det helt bryder skalaen. Sammenhængen er dog stadig insignifikant (hvilket er mere tydeligt i en figur, hvor Y-aksen ikke er begrænset til intervallet mellem -15 og + 30).
Hvis vi igen så bort fra signifikans og tog estimaterne for gode vare, ville sammenhængen så have noget med vaccinerne at gøre, eller ville den være forårsaget af noget, vi ikke har med i figuren? Vi ved det ikke, men mit bud er det sidste. De lande, der har lavest vaccinetilslutning er østeuropæiske (der klarer sig dårligt i mange statistikker), mens mange lande med høj vaccinetilslutning typisk klarer sig godt (måske på nær de tre i toppen, som er Chile, Portugal og Spanien ift. fuldt vaccinerede).
Da relativt få børn desuden er vaccineret, er mit bedste bud, at det er noget andet, vi observerer (uden at have et godt bud på, hvad det er).
Konklusionen er dog – igen – at den rygende pistol er fuldkommen fraværende.
Konklusion
Man skal næppe konkludere for hårdt på ovenstående figurer. Dertil er der for mange (vigtige) udeladte variable.
Men i forhold til mit formål – at se, om der var en “rygende pistol”, altså noget der var SÅ tydeligt, at det kunne være værd at kaste ressourcer i en grundigere undersøgelse – er der ikke umiddelbart noget at se.
Betyder det, at vi kan afvise bivirkninger af vaccinerne? Overhovedet ikke. Vi ved, at vacciner har bivirkninger. Så kigge man meget grundigt efter, kan det godt være, man kan se nogle små effekter i særlige aldersgrupper, hvis man laver meget grundige studier.
Men superlativer a’la “massemord” osv. er altså helt uden for skiven.
Bilag:
Følgende lande havde alle dødelighedsdata frem til og med slutningen af november: Austria, Belgium, Chile, Czechia, Denmark, Estonia, Finland, Germany, Hungary, Iceland, Israel, Latvia, Lithuania, Luxembourg, Netherlands, New Zealand, Norway, Poland, Portugal, Slovakia, Slovenia, Spain, Sweden, Switzerland, United Kingdom, United States
Kilder: Alle data er hentet fra Our World in Data. Overdødelighed her og vaccinetilslutning her (jeg har i begge tilfælde hentet de bagvedliggende rådata).
Det ser ud til, at staten Californien har kastet en håndgranat ind midt i bygningen med byernes lokalplaner (zoning). Fremover skal boligudviklerne i Californien kun leve op til nogle helt enkle krav.
Developers will be allowed to propose housing (and only housing) at any height and any density in a city, so long as at least 20% of the homes in the proposed building are deed-restricted to low income residents who make at or less than 80% the area median income.
Det er altså slut med at begrænse udviklerne til kun at bygge enfamiliehuse, sætte meget stramme grænser for, hvor tæt, der kan bygges osv. Og det har en enorm effekt.
Her er fx, hvad der er sket i Santa Monica:
A town [Santa Monica] which in the last eight years approved 1,600 new homes [551 below market rate] and within a week, saw a dozen development proposals filed that put 4,000 new homes in the pipeline with over 800 of them deed-restricted for low income households.
Læs det lige igen. På otte år har Santa Monica tilladt opførslen af 1.600 hjem. Det svarer til knap fire om ugen. Efter staten kastede håndgranaten ind i byplanlægningskontoret er der givet tilladelser til 4.000. På én uge. Det er helt vildt.
Denne hastighed kommer byggeriet selvfølgelig ikke til at fortsætte med. Men det er potentielt enorme forandringer til det bedre, som sker i Californien lige nu.
Jeg vil forsøge at få en ekspert i zoning fra USA med i Regelstaten til en samtale om det, der sker i Californien.
Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2023. 1 svar
Hvert år udkommer den årlige korruptionsrapport fra Transparency International. Organisationen har hvert år siden 1995 udgivet det såkaldte Corruption Perception Index (CPI), der ret beset måler eksperters ‘perception’ af korruption, og ikke det absolutte problem. CPI korrelerer dog meget stærkt med andre forsøg på at måle korruptionen, så der er ikke nogen grund til ikke at stole på de brede forskelle på tværs af verden. Og som man kan se på kortet nedenfor, er der heller ikke mange overraskelser.
I 2022-udgaven er verdens mindst korrupte land Danmark, med en score på 90 /100; i den anden ende finder man Somalia på 12 /100. I den gode ende er de andre over en score på 80 Finland, New Zealand, Norge, Singapore, Sverige, Schweiz og Holland. I den dårlige ende ligger kun få lande under 15: Udover Somalia er det Venezuela, Sydsudan, og Syrien. De allerværste er således alle failed states.
Igen i år kan man også se den klare forbindelse til landes tillidskultur. Mens sammenhængen ikke er specielt klar på tværs af autokratier, er korrelationen mellem korruptionsindekset og vores normale mål for social tillid 0,7 på tværs af verdens demokratier, og 0,8 for de meget stabile demokratier. Det indikerer således, at de nordiske landes meget begrænsede korruptionsproblemer ikke kan tilskrives god politik eller gode politikere – forklaringen er meget dybere. På den anden side indikerer det også, at nogle lande kan få endda meget svært ved at bekæmpe korruptionen effektivt.
Uanset hvilken slags samfund man bor i, er det dog værdifuldt, at organisationer som Transparency International sætter fokus på korruptionsproblemer og gør forskellene så transparente som her. Det er derfor måske heller ikke mærkeligt, at det kinesiske kommunistparti blokerer for adgang til organisationens website i Kina. Hvor længe det kan blive ved, og hvor hårdt befolkninger i demokratier med store problemer som Ukraine reagerer, er et spørgsmål for de kommende år.
Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2023. Skriv et svar
I torsdags udkom den årlige rapport fra the Cato Institute og Fraser Institute omthe Human Freedom Index. Overskriften på Catos pressemeddelelse var “The Pandemic Was a Catastrophe for Global Freedom — New Human Freedom Index.” I 148 af de 165 lande, som organisationerne rater, skete der et markant fald i 2020. Eller som rapportens forfattere Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider noterer, er de sidste 20 års globale fremskridt i menneskelig frihed slettet af et enkelt års nedlukninger i 2020.
I kortet nedenfor illustrerer vi, hvor i verden folks menneskelige frihed – defineret som en situation der “implies that individuals have the right to lead their lives as they wish as long as they respect the equal rights of others” – er faldet mere eller mindre. Farvekategorierne burde i sig selv fortælle en del af historien, da kun to – mellemblå og mørkeblå – af de syv kategorier indikerer, at situationen er blevet bedre i landet. I de første fem, fra mørkt rød til lyseblå, er folks frihed reduceret.
Danmarks udvikling var endda værre end det typiske land i verden. Vores fald i the Human Freedom Index var 0,29, fra et af de højeste niveauer i verden omkring 9. Mens det ikke lyder af ret meget, er ændringen det tidobbelte af den gennemsnitlige år-til-år ændring de foregående 20 år. Det er også dybt bekymrende at dykke ned i dataene og se, hvilke dele af indekset har ændet sig mest. I Danmarks tilfælde er det kvaliteten af retsstaten (Rule of Law), folks bevægelsesfrihed, væksten i pengemængden og det væsentligt større offentligt forbrug.
Der er en række politikere og såkaldte meningsdannere, der idag påstår, at nedlukningerne var meget små og ikke rigtigt havde nogen konsekvenser. Det er derfor ekstra vigtigt, at der er transparente data og forskning, der viser hvor forkert påstandene er. Nedlukningerne i 2020-2022 indebar historiske tab af folks frihed, af børn og unges uddannelse, og af verdens velstand – og den sidste har vi slet ikke set de sidste effekter af. Og der var ingen sammenhæng mellem, hvor lidt eller meget samfund lukkede ned og den overdødelighed, de endte med. Vi ved at gevinsten ved nedlukningerne var omtrent nul i de to år, de var der, men omkostningerne er først ved at blive dokumenteret. Og voldsomme tab af menneskelig frihed må tælle meget tungt i det endelige regnskab.
Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2023. Skriv et svar
Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.
Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.
Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.
Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.
Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.
Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.
Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2023. 1 svar
Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.
Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?
Svaret er efter min mening nej.
Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).
Hvis du går og tror, at loven – hvad enten den er statslig, føderal eller andet – 1) regulerer det, lovgiverne ønsker, og 2) regulere dette på en efficient måde, er Richard Hananias seneste essay dårligt nyt for dig.
I sit essay beskriver Hanania, hvordan prediction markets – som er markeder, hvor folk kan købe og sælge kontrakter baseret på udfaldet af fremtidige begivenheder – er forbudt i i USA, uden at kongressen reelt har besluttet det.
In the United States, prediction markets are, with a few minor exceptions, against the law. If you don’t have a legal background, you might think that means that Congress at some point considered the issue, decided people shouldn’t be able to bet on real world events, and passed a law to that effect, which was then signed by the president. But this is not what happened.
As with most things, Congress has never directly considered the matter. Rather, prediction markets are illegal due to the discretion of a government agency called the Commodity Futures Trading Commission (CFTC). Why does it have this right? And on what basis has it made prediction markets illegal?
Der er meget interessant at læse i indlægget, men hvis du vil have essensen af det, jeg finder mest interessant, har Hanania opsummeret det for os:
1) Congress says the Commodity Futures Trading Commission (CFTC) can prohibit event markets that involve “gaming” if it’s in the public interest.
2) The CFTC says fine, we ban all gaming.
3) The CFTC says that prediction markets are a kind of gaming, and therefore the default is that they’re banned.
Lovgivning er næsten altid komplekst og medfører definitionsproblemer mv., selv i tilfælde hvor mange mener, at der er behov for regler (i lørdags diskuterede jeg fx forbuddet mod at lave og købe slangebøsser med nogle venner. Forbuddet stammer fra et ønske om at forbyde meget kraftige slangebøsser – se evt. afsnittet af Regelstaten nederst i indlægget). Og derfor bør lovgivere være meget, meget påpasselige med at uddelegere lovgivningskompetencen til ministre, styrelser mv. Dette understreger de tre punkter.
I 2020 leverede jeg data til bogen “Når embedsmænd lovgiver” af Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen, Helene Helboe Pedersen. I bogen viser “vi”, at:
Væksten i det samlede antal bemyndigelser til en minister er vokset med 60 procent i perioden fra 1990 til 2018. De love, hvor der i 2018 er indsat flest bemyndigelser til ministeren, er lov om miljøbeskyttelse, sundhedsloven, lov om elforsyning, lov om fødevarer samt fiskeriloven. I hver af de fem love er der indsat mere end 100 bestemmelser, hvor ministeren kan fastsætte nærmere regler.
Som Hanania beskriver, er det denne form for bemyndigelser, der har ført til, at prediction markets – og dermed alle deres potentieler – er blevet forbudt i USA. Og der er absolut grund til at vrære bekymret for, at bemyndigelser er et voksende fænomen i Danmark.
PS: Herunder er min samtale med min kollega, Line Andersen, i Regelstaten om bl.a forbuddet mod slangebøsser. Regelstaten findes også som podcsat.
Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2023. Skriv et svar
Som vi skrev forleden, afholdes den årlige danske public choice workshop på fredag den 27. januar, i København. Workshoppen starter klokken 11, og afholdes i år hos Cepos på Landgreven 3. Påmindelsen idag er både en påmindelse, og en notits om at programmet er en smule ændret og nu omfatter 22 præsentationer fra forskere fra Danmark, Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA.
Hvis nogen skulle være interesserede, er workshoppen åben for alle interesserede – selvom det er en videnskabelig workshop – og hvis man kun skulle være interesseret i én præsentation eller et emne, er man velkommen til simpelthen at komme og sidde med på en enkelt session. Og skulle man være bekymret, er både den danske workshop og det internationale miljø omkring public choice venligt og hjælpsomt, og altid interesseret i bredere interesse.
11.00: Welcome
11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)
Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark
David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments
Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital
Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck
12.35: Lunch
14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)
Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.
Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive
Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions
Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship
14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)
Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries
Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!
Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England
Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation
15.50: Coffee break
16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)
Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust
Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity
Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes
Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency
Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists
16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)
Andreas Bergh (Lund): Is the rise of right-wing populism a backlash against social-democracy?
Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country
Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity
Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries
Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.
I forrige uge kom Brasilien igen for en stund på verdens forsider. Denne gang fordi en flok af den tidligere præsident Jair “Messias” Bolsonaro’s tilhængere stormede og vandaliserede kongresbygningen, højesteret og præsidentpaladset i Brasilia.
Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.
Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).
Sådan lyder overskriften på et indlæg i Dagens Nyheter af Lars Jonung. Det er på alle måder en slående overskrift, for det ER jo normalt. Men det burde det ikke være.
Her følger lidt af Lars’ argumenter fra artiklen, der desværre er bag betalingsmur.
Van Deurs förkastar vårt budskap att bostadsbristen inte kan byggas bort genom att hänvisa till miljonprogrammet på 1960- talet. Då satsade den socialdemokratiska regeringen enorma resurser på bostadsbyggandet. Men programmet lyckades inte få bort kön till lägenheter i centrala Stockholm.
Inte nog med det, miljonprogrammet medförde svåra problem. På orter utanför Stockholm skapades ett överskott på bostäder. Där blev lösningen rivning av bostäder finansierat via statskassan. Miljonprogrammet är ett varnande exempel för dagens bostadspolitik.
…og…
Den individuella avtalsrätt som vi rekommenderar är grunden för den liberala demokratin. Det korporativa avtalet är den auktoritära lösningen. Korporativ lagstiftning utmärkte ju det fascistiska och nazistiska samhället.
Omkring en miljon svenskar står i dag i kö för en lägenhet i våra storstäder. Vi vill rekommendera Van Deurs att besöka länder med marknadshyror. Där finns ingen bostadskö. Där kan man få en lägenhet omedelbart. Van Deurs bör rimligen dra slutsatsen att hans organisation ska kräva ett snabbt slut på hyresregleringen
…og…
Som chefekonom vid Hyresgästföreningen förkastar han [Martin Hofverberg] kärnan i den nationalekonomiska teorin, nämligen den pristeori som vår artikel bygger på. Teorin har testats med data från de senaste 4 000 årens erfarenheter av prisreglering. Den har då visat sig vara robust och kraftfull.
I stället för att använda den etablerade teorin föreslår Hofverberg att ”vi måste studera empirin” ute i Europa. Detta gjorde den statliga hyresbostadsutredningen (SOU 2012:88). Den visade att kötiden för en hyreslägenhet var noll (0) veckor i Oslo, Köpenhamn, Helsingfors, Bryssel och Berlin. Det extrema undantaget är Stockholm med en kötid på 307 veckor. För innerstaden blir siffran hela 572 veckor, det vill säga elva år.
I jakten på empiri bör vi också studera de socialistiska länder där fri prisbildning var förbjuden av ideologiska skäl. Resultatet blev ett kösamhälle. I Sverige har vi i dag ett sådant Sovjetsystem för hyreslägenheter.
I forhold til ventetiden på en lejlighed i København antager jeg, at “hyresbostadsutredningen” har set på lejlgheder, der formidles på markedsvilkår. Og dem kan man rent faktisk godt gå ud og få fat i, hvis man ellers vil betale det, en bolig i København reelt koster.
Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2023. 5 svar
Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.
Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.
Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!
Altinget har en fin artikel om muligheden for, at mindretallet kræver en folkeafstemning.
Formålet med Landstinget havde hidtil været at skabe en bremse for lovgivningsprocessen og forhindre forhastede beslutninger. Det var den rolle, som folkeafstemningerne nu overtog. Desuden skulle reglen beskytte det parlamentariske mindretal mod et etableret flertals ensidige styre.
Jeg mener, man kan diskuterer, hvor god en erstatning for Landstingets rolle, muligheden for folkeafstemning er. I mine øjne er det ofte netop folkestemningen, der skal holdes i ave af et andetkammer. Og det kan en folkeafstemning jo nærmest per definition ikke. Men den kan trods alt – potentielt – holde et vildfarent politisk flertal påtilbage. Det sker dog meget, meget sjældent.
Folkeafstemningen, som ellers ikke er blevet brugt siden jordlovene i 1963, er en mulighed for oppositionen til at understrege, at den har pressionsmidler over for regeringen
At det ikke er en god erstatning for Landstinget understreges af, at reglen fører til samarbejde, mens det, vi ønsker os i den lovgivende forsamling, er strid (noget bl.a. Founding Fathers lagde stor vægt på, da de designede det føderale amerikanske system).
Når paragraffen kun sjældent er blevet brugt, er det, fordi det meget let ville kunne føre til fjendtlighed mellem blokkene, og brugeren vil i længden komme til at stå som en sabotør af lovgivningsprocessen – eller kunne vente gengældelse, når denne selv overtog regeringsmagten.
Et interessant spørgsmål, som jeg gerne vil tale om i Regelstaten, er, hvordan Danmark havde set ud, hvis ikke man havde nedlagt Landstinget, men i stedet ændret det, så medlemmerne blev valgt på en anden (og mere langsigtet) måde end til Folketinget (I må meget gerne byde ind med forslag til eksperter).
Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2023. 1 svar
Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.
Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:
»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.
Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.
»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«
Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.
Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.
Det er essensen af min Twitter-tråd her, hvor jeg argumenterer for, at selvom man kan sige meget dårligt om nedlukninger, så er de ikke årsagen til manglende immunitet og deraf følgende stor overdødelighed.
I tråden finder du også nedenstående centrale figur. Pointen her er klar. Hvis den høje dødelighed skyldes manglende immunitet i befolkningen mod influenza, så skulle de det også gælde i vores nabolande og uanset om de lukkede ned eller ej.
Ergo skyldes det ikke nedlukningerne (som vi ved havde en bekseden effekt på udbredelsen af COVID-19), men noget andet. Mit gæt er, at det er fordi, vi alle passede så meget på under pandemien, at influenzaen aldrig rigtig havde de rette betingelser for at sprede sig.
