COVID-19 og nedlukninger: Flere randomiserede forsøg

Af Jonas Herby, den 4. september 2025. Skriv et svar

COVID-19 og nedlukninger: Flere randomiserede forsøg

I min bog om COVID-nedlukningerne, Prisen Værd? (kan også lånes på biblioteket), har jeg en oversigt over de randomiserede forsøg (og det, der næsten ligner), som jeg er stødt på under min research.

Konklusionen ud fra disse state-of-the-art studier er præcis den samme, som vi fandt i vores metastudie: Nedlukningerne havde yderst marginal effekt på COVID-19-dødeligheden.

Siden jeg skrev bogen, er jeg stødt på yderligere to randomiserede forsøg, som begge handler om risikoen ved at deltage i koncerter, Revollo et al. (2021) og Delaugerre et al. (2022). Dem skal vi se lidt nærmere på i det følgende.

Revollo et al. afholdt en koncert i Barcelona d. 12. december 2020, med deltagelse af 465 unge mennesker. 495 fungerede som kontrol. Deltagerne til koncerten blev testet med en hurtigtest, og alle fik udleveret et mundbind (N95), ventilationen var skruet helt op, og der var krav om, at man holdt afstand. Til gengæld blev der serveret alkohol.

Delaugerre et al. afholdt en koncert i Paris d. 29. maj 2021, hvor næsten 7.000 personer blev randomiseret, hvoraf omkring 4.500 fik adgang til koncert i Accor Arena, mens resten måtte blive hjemme. For at komme ind skulle deltagerne have en negativ hurtigtest inden for 3 dage op til koncerten. Ligesom hos Revollo et al.  skulle deltagerne bære mundbind (almindelige kirurgisk mundbind), og ventilationen var skruet helt op. Til gengæld var der ikke krav om afstand (folk måtte synge og danse, mens alkohol var forbudt.

Figuren nedenfor viser de centrale resultater fra de to randomiserede studier. I Barcelona var der færre smittede blandt koncertgæsterne (nul!), mens der i Paris var lidt flere smittede blandt koncertgæsterne. I begge tilfælde var forskellen insignifikant.

Begge studier viser altså det samme, som de andre randomiserede forsøg, der er lavet af nedlukningerne: Nedlukningerne havde ingen nævneværdig effekt.

Man kan selvfølgelig indvende, at der var andre foranstaltninger til koncerterne, og at det var mundbind, ventilation osv., der gjorde, at det blev til en sikker oplevelse for de unge. Men det er ”a feature, not a bug”. Det er ikke fordi fysisk afstand ikke virker, at nedlukningerne ikke havde den effekt, politikere og sundhedseksperter forestillede sig. Det er fordi, at folk tilpassede sig til begivenhederne. Havde man afholdt koncerter under corona-pandemien, ville både arrangører og deltagere have gjort mange ting for at sikre, at gæsterne havde en sikker oplevelse. Desuden laver folk jo noget andet, når de ikke er til koncert, som også kan medføre smittefare (de fleste bliver smittet i hjemmet, på arbejde eller i sundheds- og plejesektoren).

En anden indvending er, at smitteudbredelsen var relativt lav, da forsøgene blev gennemført, og man derfor ikke kan overføre resultaterne til perioder med større smittespredning. Det er sådan set en valid pointe, men som jeg skriver i bogen om et norsk eksperiment:

Det kan godt være, at der var få smittede, og at det var derfor, det ikke virkede at lukke fitnesscentrene i denne periode. Men hvorfor var fitnesscentrene så lukket ned? I mine øjne viser studiet som minimum, at det var en fejl at nordmændene lukkede fitnesscentrene i forsøgsperioden fra 25. maj til 15. juni 2020, og at det er mest sandsynligt, at nedlukningen af fitnesscentrene forværrede pandemien i denne periode. Derudover sår studiet naturligvis betydelig tvivl om effekten af at lukke fitnesscentre på andre tidspunkter.  

Da koncerterne blev afholdt var der meget strikse forsamlingsforbud i både Barcelona og Paris. I Barcelona var “indoor meetings of more than six people were banned,” og i Paris var “gatherings with more [than] ten people banned.” Som minimum viser studierne, at disse krav var ubegrundede på daværende tidspunkt. Om det var begrundet på andre tidspunkter, er nok også tvivlsomt.

Bottom line er, at de to randomiserede studier finder effekter, der er i samme størrelsesorden som de effekter, vi finder i vores metastudie. Her fandt vi, at forbuddet mod større forsamlinger øgede antallet af COVID-19-dødsfald med 5,9%.

Læs ”Prisen værd?”

I ”Prisen værd?”  forklarer jeg, hvorfor nedlukningerne slog fejl, hvorfor så mange blev ført på vildspor af dårlige data, hvad omkostningerne var, og hvordan vi håndterer næste pandemi bedre. Bogen er skrevet i et sprog, så Punditokraternes sagtens kan være med.

Du kan købe bogen i boghandlen, eller låne den på biblioteket.

Referencer

Delaugerre, Constance, Frantz Foissac, Hendy Abdoul, Guillaume Masson, Laure Choupeaux, Eric Dufour, Nabil Gastli, et al. 2022. “Prevention of SARS-CoV-2 Transmission during a Large, Live, Indoor Gathering (SPRING): A Non-Inferiority, Randomised, Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 22 (3):341–48. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00673-3.

Revollo, Boris, Ignacio Blanco, Pablo Soler, Jessica Toro, Nuria Izquierdo-Useros, Jordi Puig, Xavier Puig, et al. 2021. “Same-Day SARS-CoV-2 Antigen Test Screening in an Indoor Mass-Gathering Live Music Event: A Randomised Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 21 (10):1365–72. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00268-1.

Læs Hume!

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. august 2025. Skriv et svar

Christian skrev forleden om David Hume i anledning af 249 årsdagen for hans død. Hume er sandt nok svært at overvurdere. Hvis nogen skulle finde på at udråbe ham til den største tænker, vi hidtil har set, bliver det ikke under mine voldsomme protester.

Udover hans mange kvaliteter som filsof og person bør nævnes, at han kunne skrive meget læseværdigt. Det gælder selv på århundredernes afstand. Han virker slet ikke så antikveret i dag. Man bør virkelig unde sig selv at læse Hume.

Læs resten →

Er Kina en supermagt?

Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2025. Skriv et svar

Der tales meget om Kina, og både den danske udenrigsminister og mange danske virksomheder er bekymrede over landet. Kina er gået fra at være en desparat fattig rural økonomi til at posere somm supermagt med egne stealth-jagerfly, hangarskibe og rumprogram. Men hvor bekymrede skal man egentlig være for at få en ny, diktatorisk og undertrykkende supermagt? Vi har tidligere skrevet om, hvordan man skal tage de kinesiske tal med et stort gran salt, fordi diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Der er også andre klassiske indikationer, som for eksempel at information om bl.a. ungdomsarbejdsløshed er blevet fjernet fra de officielle statistikker.

Meget peger på, at den økonomiske udvikling i Kina er bremset op, og at landet slet ikke er så velstående, som det påstås. Vil man vide mere, er den hollandske historiker Frank Dikötter en af de mest vidende eksperter. Dikötter flyttede først på året ud af Hong Kong, hvor han havde boet i en årrække, og er nu associeret med Stanfords Hoover Institution. Interviewet nedenfor giver et fremragende overblik over hans indsigt og holdning til Kina, og forventningerne til dets umiddelbare fremtid.

I Skotland idag for 249 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2025. 1 svar

Idag, for 249 år siden, døde den skotske filosof, historiker og samfundstænker David Hume i sit hjem i Edinburgh. Det er svært at overvurdere hans bidrag, ikke blot til liberalt tankegods, men overordnet til filosofi. Hans tyske kollega Immanuel Kant beskrev Hume som den, der havde vækket ham af sin ‘dogmatiske slummer’, og så sin banebrydende Kritik der reinen Vernunft som en direkte reaktion på Humes filosofiske udfordring. Humes A Treatise of Human Nature er stadig en inspiration, og hans indflydelse på blandt andet Adam Smith er også tydelig.

Men idag – og i dagens intellektuelle klima – er det også værd at huske på et helt særligt forhold ved Hume, som flere af hans samtidige understregede: Hume var udover at være en af århundredets største filosoffer også et behageligt, venligt og meget, meget vellidt menneske. Samtidig var han bestemt ikke konventionel, og lagde ikke skjul på at han var ateist. Humes ærlighed omkring, at han ikke troede på den gud – eller nogen gud – der var så vigtig for de fleste briter på tidspunktet, var også forklaringen på at han aldrig til ansættelse på et universitet. Det sørgede de kirkelige i ledelserne for – der skulle ikke en vantro ind på deres institutioner.

Et af de mest bekymrende særtræk ved det intellektuelle klima idag, er netop en udtalt uvillighed til at engagere sig civiliseret med folk, man er uenig med. Universiteter ‘canceller’ ansatte, redaktører af selv velsete videnskabelige tidsskrifter holder bestemte holdninger ude af deres sider, og mange forskere – også i Danmark – holder deres politiske holdninger for sig selv, i hvert fald hvis de er liberale. Hume var åben og ærlig omkring sine holdninger, men altid venlig og åbensindet overfor andres meninger og deres holdninger.

Hume var i mange år før sin død sin lige så berømte kollega Adam Smiths bedste ven. Da Hume den 25. august 1776 døde, skrev Smith meget offentligt – og sandsynligvis til mange modstanderes frustration, om sin vens karakter: “Upon the whole, I have always considered him, both in his lifetime and since his death, as approaching as nearly to the idea of a perfectly wise and virtuous man, as perhaps the nature of human frailty will permit.”

Smith mindede sin nutid og os om, at det vigtigste er ikke at have konventionelle eller ‘de rigtige’ meninger og værdier, men at være et ordentligt menneske. Det kunne man måske også med fordel minde mange om i den nuværende offentlige og videnskabelige debat.

Hvis nogen vil vide mere, er Dennis Rasmussens The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought om Hume og Smiths tænkning og venskab meget varmt anbefalet.

Ny public choice encyclopædi

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2025. Skriv et svar

Vi ved, at mange af vores læsere er interesserede i public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi, der studerer hvordan selv-interesse, klare incitamenter og rationelle beslutningstagere former politisk adfærd, politiske beslutninger, og den første politik. En ny encyclopædi er derfor måske nogen for dem.

Min fremragende kollega Richard Jong-a-Pin (Groningen) har, hjulpet af undertegnede, redigeret den nye Elgar Encyclopedia of Public Choice, der udkommer til efteråret. Bogen omfatter 118 separate, korte kapitler om emner indenfor public choice, fra korruption til forskelle mellem valgsystemer. Vi har fået nogle af verdens førende public choice-forskere til at skrive, og resultatet er en bred og omfattened encyclopædi.

Er nogen interesserede i at vide lidt mere, kan de med fordel læse vores blogindlæg hos Edward Elgar med titlen Using Economics to Understand Political Outcomes: A New Encyclopedia of Public Choice. Som vi indleder posten med: “Why do trade policies typically favour certain groups of industries? Why do politicians regularly ignore large groups of their voters? Why does corruption persist as a major problem in large parts of the world although everyone recognises how problematic it is?” Er man enig i, at de spørgsmål er vigtige, er public choice måske den approach der passer til ens interesser?

Når staten gør sit job elendigt

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2025. 4 svar

Den danske stat er enorm og gør alt muligt. Det er næppe en overraskelse, at vi her på stedet ville ønske at det offentlige gør langt mindre, men gør de ting det skal meget bedre. Hvor dårligt den danske stat leverer centrale offentlige goder, er der lige kommet et nyt eksempel på.

Henrik Munkholm Wulff, Eva Ljungkvist og Matt Blands nye artikel i Nordic Journal of Criminology giver eksemplet. De tre har undersøgt de næsten 24.000 indbrud, der skete i Danmark i 2019. Danmark har den højeste indbrudsrate i Europa, men det er samtidig en af de typer kriminalitet, der sjældnest opklares i landet. Hvorfor politiet åbenbart er så dårlige til at opklare et fænomen, der påvirker flere tusinde danskere hvert år, er et stort spørgsmål – og et godt eksempel på en offentlig myndighed, der ikke gør sit arbejde særligt godt.

Som abstractet nedenfor viser, indsamlede politiet kun fingeraftryk i 708 sager, og af dem var kun tre fjerdedele brugbare. Men som Wulff et al. viser, fører brugen af fingeraftryk til langt højere domsrater: “When a case with fingerprint evidence identifying the suspect was prosecuted there was a 0.71 probability of conviction, compared to 0.13 when there was none.” Med andre ord er der mere end fem gange så høj sandsynlighed at der sker domfældelse, når der er indhentet fingeraftryk, end når der ikke er.

Det store spørgsmål er, hvorfor det danske politik ikke bruger den – trods alt ret begrænsede – tid det tager at indsamle fingeraftryk? Det virker jo, og det er ikke ligefrem fordi der er tale om et begrænset problem uden særlige konsekvenser for borgerne. Gider politiet simpelthen ikke efterforske den slags ‘kedelige’ forbrydelser? Er der en helt anderledes prioritering fra polititoppen? Vælger man at fokusere på kriminalitet med politisk bevågenhed, eller mulig prestige og medieomtale? Og er indbrud blandt de sager, som politiet vasker for at få dem til at gå væk? Lov og orden er en af de mest fundamentale ting, en offentlig sektor bør håndtere, men den danske gør det åbenbart slet ikke.

Abstractet er her:

Denmark has the highest burglary rate per capita in Europe but burglary is one of its least solved crime types. Practitioners and scholars have made the case for the collection of fingerprint evidence for decades. Fingerprint evidence can lead to the identification of suspects and contribute to the case for prosecutions. In this study we explore how widely used this traditional investigative technique is in Danish burglaries and what differences there are in prosecution rates when fingerprints lead to the identification of suspects compared to when they do not. We analysed all residential burglaries in Denmark in 2019. Of almost 24,000 cases, fingerprints were obtained in just 708. When submitted for examination at the Danish National Forensic Services, only 530 prints passed the initial screening process containing the sufficient quality and details required to identify an individual. The likelihood of conviction was significantly increased if a suspect was identified through fingerprints, which begs the critical question of why fingerprint evidence is not collected more often by Danish Police. Our findings provide a new perspective for theoretical analyses of fingerprint evidence, emphasising the importance of organisational efficacy. There are also numerous practical implications, not just for Danish Police but for any law enforcement agency seeking to improve its burglary investigation outcomes. We discuss the potential implications for more forensic training, the time allocated to crime scene examination, and the priorities for future research in this area.

Milei og Argentina II del 4. – DEN STORE NEDTUR

Af Niels Westy, den 9. august 2025. Skriv et svar

Det skulle være så godt, og så endte det desværre med endnu en statsbankerot.

Her følger fortsættelsen af mine indlæg i februar og marts. Denne gang skal vi se på hvad der skete i Argentina i perioden 1998-2003 og hvilken lære man kan drage af det. Vigtigt, når vi nu endnu en gang ser en præsident og regering, som prøver at gennemføre de reformer som Argentina har behov for, hvis man endelig skal bryde den negative udvikling, som har præget Argentina, ikke mindst fra midten af det 20. århundrede og frem.

Lad mig med det samme advare om at dette indlæg er temmelig langt. Derfor har jeg også lavet en pdf med samme indhold, som du finder i slutningen af dette indlæg.

Indlægget er en fortsættelse af mit indlæg den 25. marts, Der er en del sammenfald, da jeg i første omgang måske var lige overfladisk nok. Når jeg løbende læser de mange indlæg, hvor Milei hyldes for udviklingen siden han kom til magten, tror jeg det er på sin plads, lige at gøre mere ud af udviklingen i 1980erne og 1990erne (fra midten af 80erne og frem til 1998), end jeg gjorde i første omgang tilbage i marts.

Det er der forhåbentlig rettet op på i dette indlæg, som dækker udviklingen til og med den økonomiske krise, som kulminerede i begyndelsen af dette årtusinde. Der kommer senere på efteråret endnu et afsluttende indlæg med udgangspunkt i hvad der foregår i disse år under præsident Milei og hans regering.

Dette indlæg vil derfor bestå af fyldigt resumé af udviklingen i 1980erne og 1990erne, hvorefter vi ser på hvad der skete fra 1998 til 2003, for til sidst at se på nogle af de grundlæggende årsager til forklaring af hvorfor det der startede så godt, endte så skidt.

Læs resten →

Sommerserien #4: Hvordan er det gået med reformer i de tidligere kommandoøkonomier i EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. august 2025. Skriv et svar

I dagens afsnit af sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier i EU skal vi se på, hvor langt de er kommet med at reformere sig i markedsøkonomisk retning. Til formålet anvender vi det nærmest uopslidelige Economic Freedom Index fra Fraser Institute og en lang række andre tænketanke.

I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).

Læs resten →

Sommerserien 2025 #3: Produktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2025. 1 svar

Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?

Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.

En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.

Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.

Mankiw om udsigterne til amerikansk statsbankerot

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. august 2025. Skriv et svar

Gregory Mankiw har afholdt årets Martin Feldstein Lecture hos National Bureau of Economic Research. Den handler om den amerikanske statsgæld, som har nået uhørte højder i fredstid.

Her er et par udplug:

Læs resten →

Sommerserien 2025 #2: Østeuropa er ikke overforgældet… endnu.

Af Otto Brøns-Petersen, den 27. juli 2025. Skriv et svar

De tidligere kommandoøkonomier i EU har siden befrielsen fra den sovjetiske undertrykkelse været ganske succesfulde, målt på væksten i privatforbruget. Det viste Christians åbningsartikel i dette års sommerserie.

I dag ser vi på, hvordan landenes offentlige finanser har det.

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om de betydelige gældsproblemer i EU. EU-landene ligger i gennemsnit langt over den maksimalt tilladte gæld på 60 pct. af BNP. Sidste år lå gennemsnittet på 81,0 pct. for EU samlet. For eurolandene var den hele 87,4 pct. af BNP.

Men også her stikker de tidligere kommandoøkonomier positivt ud. Kun Ungarn (73,5 pct.) og Slovenien (67,0 pct.) oversteg sidste år gældsloftet på 60 pct.

Som det fremgår af kortet, er høj gæld navnlig et Middelhavslandefænomen. Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien ligger sammen med Belgien over 100 pct. Portugal ligger lige under.

Den offentlige gæld kan til en vis grad tages som indikator for, hvor dysfunktionelt det politiske system er. Gældsætning siger noget om, hvor villige de regerende koalitioner er til at vælte byrder over på andre – eller for hvor store muligheder, de har for det. Det usunde politiske incitament er baggrunden for, at f.eks. Milton Friedman og James Buchanan har foreslået at forbyde gældsfinansiering konstitutionelt – uanset den fleksibilitet adgangen til at optage gæld også kan give. I EU drejer gældsoptagelse ikke alene om at skubbe byrder over på kommende generationer, men også på andre lande. Trods det formelle forbud i Maastrichttraktaten mod indbyrdes hæftelse, har landene reelt for længst passeret den stopklods.

Noget kunne altså tyde på, at de tidligere planøkonomier er mindre dysfunktionelle end Middelhavslandene, hvis man ser på deres relativt set beherskede gældskvoter.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvor gældskvoterne er på vej hen med den givne politik og de givne udsigter. Højere vækst giver bedre bæreevne for statsgæld, og en del af landene har haft en relativ pæn vækst, hvoraf en del imidlertid har været drevet af ”catching up” – dvs. af at lukke gabet op til de økonomier, som ikke har været hæmmet af kommandoøkonomi. I takt med, at de indhenter os, aftager catching up-væksten også.

Det måske mest markante problem for de gamle østlandes offentlige finanser er, at de sandsynligvis er på vej ind i en stærk demografisk modvind. Det fremgår af figuren, som angiver den  forventede befolkningsvækst i FNs medium-scenario frem til 2050. Som det ses, står de til de kraftigste af de forventede fald.

En faldende befolkning er – ligesom en stigende andel ældre – ikke nødvendigvis et økonomisk problem i sig selv. Hvis de ældre årgange har sparet op til deres alderdom, behøver velstandsvæksten ikke aftage, selv om produktionsvæksten løjer af. En mindre befolkning behøver tilsvarende ikke medføre lavere velstand per capita, selv om det påvirker det samlede BNP negativt.

Men demografisk modvind kan være et meget stort problem for et land med stor offentlig gæld og velfærdsstatsordninger, som baserer sig på at overføre de aktuelt erhvervsaktive til de ikke-erhvervsaktive. Og det er faktisk situationen i en række af ex-kommandoøkonomierne. Hertil kommer, at Polen, Slovakiet, Letland og Litauen kører med store strukturelle underskud for tiden.

Det er baggrunden for, at EU-kommissionens holdbarhedsindikatorer faktisk ikke tegner entydigt godt for gældssituationen i en del af landene. Under forudsætningen af uændret politik, dvs. uden fiskale eller realøkonomiske reformer, er der udsigt til gældsrater på over 90 pct. i Polen, Rumænien og Slovakiet i 2035.

Det er selvsagt værre allerede at have høje gældsrater end at have udsigt til dem. I den forstand er situationen stadig langt bedre i de gamle kommandoøkonomier end i Middelhavslandene.

Desværre inviterer den nuværende politik i EU med at ignorere de fiskale regler til, at også lande med aktuelt sunde offentlige finanser lader dem skøre af sporet, fordi regningen til dels kan bæres af de andre lande. Det er en institutionelt betinget dysfunktionalitet. Måske nordeuropæiske lande (som Danmark) med relativt lave gældskvoter burde se at alliere sig med de østeuropæiske lande om at håndhæve de fiskale regler og begrænse den fælles hæftelse igen – før det er for sent til at være i disse

Sommerserien 2025 #1: Hvordan er det gået med privat velfærd i CEEC?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2025. 3 svar

Punditokraternes sommerserie 2025 handler om, hvordan det er gået for de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa. Som et naturligt første spørgsmål, vi stiller her, svarer vi idag på hvordan det er gået med folks privatforbrug: Hvor meget har de til sig selv og deres familier idag.

Når man taler om, hvordan det er gået siden socialismen i den tidligere sovjetiske sfære brød sammen, er privatforbrug et glimrende eksempel på et væsentligt problem: Hvordan vurderer man situation før kollapset?

For det første var den nationale statistik ikke altid retvisende, og udover direkte løgn – et problem, der er kendt fra de fleste diktaturer – var måden man opgjorde den økonomiske status med et Nettomaterielprodukt ikke direkte sammenligneligt med det vestlige Bruttonationalprodukt. I det sovjetiske NMP talte kun varer, mens tjenesteydelser ikke blev indregnet – ydelser som at få klippet sit hår, hjælp til revision, eller børnepasning regnede det produktionsfetichistiske øst ikke for værdiskabelse. Når man skal vurdere privatforbruget under socialismen, må man derfor på en eller anden måde vurdere, hvor meget der var og derefter hvad folk faktisk betalte for det.

For det andet opgjorde man værdien af varer til en administrativt fastsat pris. Selvom man i f.eks. Østtyskland kunne vente op til 12-15 år på at få leveret en Wartburg eller Trabant, var produkterne i næsten alle tilfælde af langt ringere kvalitet end i Vesteuropa. Officielle statistikker overvurderede således kraftigt værdien af borgernes privatforbrug.

Man bliver derfor nødt til at være særdeles påpasselig med den officielle statistik omkring 1990, og de allerførste år efter transitionen ud af socialisme. Det gør vi her ved at se på udviklingen af privatforbruget fra 1995 til 2023 (det sidste år der er sammenlignelige data for).

Det slående, som man kan se i figuren nedenfor, er at væksten i folks privatforbrug er vokset mellem 65 og 364 procent siden 1995! Danskernes privatforbrug er i samme periode vokset med blot 29 procent. Med andre ord er forbruget i det sandsynligvis rigeste samfund i regionen – Tjekkiet – alligevel vokset mere end tre gange hurtigere end Danmarks siden det kom ud af transitionen og blev en demokratisk markedsøkonomi. Et af de fattigste – Bosnien og Herzergovina – voksede langt hurtigere, og på trods af en voldsom borgerkrig har landets borgere idag mere end tre gange højere forbrug end da de forlod Jugoslavien.

Tallene undervurderer endda den samlede effekt visse steder, fordi der var vækst mellem 1989 og 1995. De første år efter transitionen steg det målte privatforbrug ikke særligt meget alle steder, men kvaliteten af varerne blev dramatisk anderledes. Det gjaldt ikke kun biler og tøj, men også ting man ofte glemmer. En opgørelse i 1990 viste således, at kun halvdelen af de officielle kilder til drikkevand i Tjekkoslovakiet overholdt landets (relativt svage) standarder for vandkvalitet. De nye demokratiers oprydning af årtiers stærk forurening ændrede også på folks liv.

Som kortet nedenfor illustrerer – det laveste privatforbrug er mest rødt, det højeste er mest blåt – er regionen som helhed stadig fattigere end Vesteuropa, men forskellen er langt mindre end i starten af 1990erne. Almindelige borgere i lande som Polen, Litauen og Rumænien har idag cirka samme privatforbrug som i Grækenland, Portugal eller Spanien. Begyndelsen på vores sommerserie i år er derfor også begyndelsen på en historie om en region i verden, hvor folks liv er blevet dramatisk bedre de sidste 30 år. Hvordan, under hvilke omstændigheder, og hvor hurtigt er blandt spørgsmålene vi undersøger de næste uger.

Sommerserien 2025: Hvordan går det i Central- og Østeuropa?

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2025. Skriv et svar

Bedre sent end aldrig: Idag starter Punditokraternes sommerserie for 2025. Vi har tidligere kørt sommerserier om så forskellige emner som økonomisk vækst, public choice, historiske forhold, og begreber og idéer, vi mener folk bør holde op med at bruge. Dette års emne er meget simpelt: Hvordan går det i den tidligere socialistiske verden i Central- og Østeuropa?

Grunden er, at vi alle oplever at mange mennesker – selv folk, der ellers er velinformerede – har et skævt billede af regionen. Mange danskere har været i Prag og ved, at den er en spændende og rar, vestlige storby, men store dele af resten af det tidligere socialistiske Europa er stadig et område, som danskerne har meget lidt erfaring med.

For os som økonomer og samfundsforskere er Central- og Østeuropa også interessant på den måde, at regionen som helhed har været meget succesrig siden midten af 1990erne. Vi illustrerer det på kortet nedenfor, hvor vi viser de gennemsnitlige vækstrater i privatforbrug mellem 1995 og 2023 (ifølge Verdensbanken). Ingen lande i Vesteuropa har matchet væksten blandt de tidligere socialistiske lande. Men det rejser en lang række spørgsmål, som f.eks.: Er væksten bare konvergens til et normalniveau i stedet for noget ekstraordinært? Er den sket på bekostning af miljøet? Hvor meget er produktivitetstransformation og hvor meget er ‘bare’ hårdt arbejde? Hvordan er det gået med institutionerne? Er demokratiet i fare eller robust i regionen? Det næste uger forsøger vi at give svar på den type spørgsmål, med henblik på at give læserne mere viden om vores østlige naboer, og måske også en smule mere værdsættelse.

Det er problematisk, at LGBT+ Danmark kræver politisk handling på baggrund af holdninger

Af Jonas Herby, den 15. juli 2025. 2 svar

LGBT+ Danmark opfordrer til politisk handling, efter en ny måling viser, at 21,7 % af danskerne mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt.

Selvom jeg personligt finder det trist, at så mange danskere har denne holdning, mener jeg, det er et problem, hvis staten forsøger at forme eller “korrigere” borgernes moralske overbevisninger. At have forkerte holdninger er én ting – at staten skal blande sig i folks holdninger er noget helt andet.

Som Martin Ågerup skriver på Facebook i en relateret sag (hele indlægget er værd at læse!), må et frit samfund tåle, at folk har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser – også selvom vi finder dem forkerte eller stødende. Ytringsfrihed og frihed til at tænke selv indebærer netop retten til at have, og udtrykke, upopulære eller “forkerte” holdninger, så længe man ikke truer eller chikanerer andre..

I et liberalt demokrati må vi kunne tåle, at forskellige mennesker har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser. Det man skal lære i folkeskolen, er at acceptere denne forskellighed og lære, hvordan man håndterer den på fredelig og demokratisk vis. Folk har ret til at have deres egne private holdninger til, hvad der udgør god seksualmoral – også selvom de adskiller sig fra flertallets. De må sågar udtrykke disse holdninger offentligt. Det må vi kunne tåle i et liberalt demokrati med holdnings- og ytringsfrihed.

Men man må naturligvis ikke true eller chikanere andre mennesker, fordi de har en anden seksualmoral end en selv (eller af nogen anden grund).

For mig er det principielt. Selvom jeg godt kan følge ønsket om at påvirke de 21,7%, så er det på ingen måde uproblematisk, når staten forsøger at påvirke befolknings holdninger. Forestil dig, at vi befandt os i et samfund, hvor flertallet fandt homoseksualitet moralsk forkasteligt, og staten derfor målrettet forsøgte at “omvende” det mindretal, som mente det modsatte. Det ville vi med rette finde forkasteligt.

Princippet bør være det samme, uanset om vi er enige med flertallet eller ej. For hvordan ved vi, at det er flertallet, der har ret, når flertallet så ofte har taget fejl? Det er ikke så længe siden, at homoseksualitet blev lovliggjort i Danmark. Og helt indtil for nylig, var fertilitetsbehandling af lesbiske kvinder forbudt. Kigger vi tilbage i historien, er der utallige eksempler på, at flertallet – set med nutidens øjne – tog grueligt fejl.

Det er bl.a. derfor, jeg ser det som noget principielt. Staten ved ikke, hvad den rigtige holdning er. Staten kan slet ikke have nogen holdning. Kun de mennesker, der styrer staten, har holdninger. Men er det sundt, hvis de bruger statens muskler og magtapparat til at gennemtrumfe deres holdninger? Historien viser, at den slags kan gå grueligt galt.

Der er naturligvis grænser. Ingen bør acceptere chikane, trusler eller diskrimination. Men at bekæmpe fordomme og diskrimination bør ske dér, hvor det bliver til handling – ikke ved at staten forsøger at styre borgernes tanker og følelser.

Hvorfor er andre EU-landes gæld vores problem?

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. juli 2025. Skriv et svar

Institutioner former politik.

Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.

Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.

Læs resten →

Eamonn Butler: Økonomiske skoler

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2025. Skriv et svar

Eamonn Butler, der er direktør for the Adam Smith Institute i London, har skrevet en række meget fine Primers for the Institute of Economic Affairs de senere år. Den nyeste hedder An Introduction to Schools of Economic Thought, og kan downloades helt gratis. Eamonns bøger er alle varmt anbefalede, ikke mindst den nye, men for de utålmodige har IEA også lavet en 21-minutters video med Eamonn. De minutter er vældigt godt givet ud; se selv nedenfor.

Forsvarsforligets partier har drukket af natpotten

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2025. 5 svar

For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.

Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.

Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.

Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.

Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!

Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.

Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.

Tvivlsomme antagelser – men fra hvem, Magnus Heunicke?

Af Jonas Herby, den 4. juli 2025. Skriv et svar

NB Forsyning er i en artikel lettere kritisk over for min analyse af affaldssortering og anklager mig for at anvende tvivlsomme antagelser. Men læser man Miljøstyrelsens egne analyser, står det klart, at den mest tvivlsomme antagelse i debatten kommer fra miljøministeren.

Miljøminister Magnus Heunicke siger således, at “kvaliteten af affald ved central affaldssortering vil falde drastisk.” Det lyder alvorligt – men desværre også ret frit opfundet. For Miljøstyrelsen har selv i deres egne rapporter (bl.a. 2022-rapporten [link: https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2022/01/978-87-7038-377-6.pdf]) konkluderet noget helt andet. Her står der direkte:

“Det antages her, at de udsorterede materialer fra restaffaldssortering [JH: central sortering] har samme kvalitet ift. afsætning til genanvendelse, som materialer indsamlet separat fra husholdningerne [JH: kildesortering].”

Ja, det antages. For det er ikke muligt entydigt at fastslå, hvad der er bedst. Miljøstyrelsen skriver selv, at spørgsmålet er “behandlet i en række projekter […] uden at der er nået entydige konklusioner.” Med andre ord: Der hersker usikkerhed.

Noget tyder dog på, at det på trods af usikkerheden peger i én retning, for Miljøstyrelsen konkluderer i samme rapport, at “I begge scenarier opnås en højere udsortering af de tre fraktioner end i baseline situationen med separat indsamling.”

Det peger altså ikke i retning af den drastiske kvalitetsforringelse, som ministeren mener at kunne se. Snarere tværtimod

Samfundsøkonomien – ikke affaldspolitik på gefühl

Det er pudsigt, at det netop er vores antagelser, som kritiseres for at være tvivlsomme – når vores analyse netop er bygget ovenpå Miljøstyrelsens egne beregninger og derudover benytter deres egne skøn for fx tidsforbrug (1,7 min./uge). Det er korrekt, at vi – modsat Miljøstyrelsen – medregner borgernes tids- og pladsforbrug. Men det er netop det, der gør analysen samfundsøkonomisk.

At sortere affald tager tid og kræver plads – og det er ikke gratis. Når det gøres obligatorisk, skal det regnes med. At nogen (fx Miljøstyrelsen) tidligere har ignoreret disse omkostninger, er ikke en undskyldning for at fortsætte.

Selv uden at medregne tid og plads, er central sortering samfundsøkonomisk omtrent lige så effektiv som kildesortering. Inkluderer man tid og plads – som man bør – er forskellen til gengæld markant.

Kildesortering koster – central sortering er billigere

Af Jonas Herby, den 3. juli 2025. 1 svar

I den offentlige debat om affaldssortering har fokus ofte været på, hvor meget vi genanvender – ikke hvordan vi gør det smartest. I en analyse, jeg har udarbejdet for folkebevægelsen 1spand.nu, har jeg set nærmere på netop det: Hvordan affaldssorterer vi til den laveste samfundsøkonomiske pris?

Analysen viser, at central sortering er markant billigere for samfundet end kildesortering. Den samfundsøkonomiske gevinst ved at skifte fra kildesortering til central sortering, hvor metal, plast, pap og komposit (drikkekartoner mv.) smides i samme affaldsspand som restaffaldet, er ca. 1,5 mia. kr. om året – hovedsageligt fordi vi sparer den tid og plads, som husholdninger i dag bruger på at sortere og håndtere affaldet (som skønsmæssigt er sat til 1,7 minutter om ugen i analysen).

En vigtig udvidelse af Miljøstyrelsens analyse

Analysen bygger videre på Miljøstyrelsens store virkemiddelkatalog fra 2020. Men den adskiller sig på to centrale punkter:

  1. Miljøstyrelsen analyserede ikke en ren model med central sortering. I deres scenarie med central sortering forudsættes det, at størstedelen af danskerne fortsat kildesorterer før affaldet sendes central sortering. I mine øjne en ret mærkværdig antagelse, fordi det gør gevinsten ved at sortere centralt meget lille, fordi man bl.a. ikke opnår de store besparelser, der er ved at affaldsselskaberne ikke skal afhente nær så mange fraktioner ved husstandene.
  2. Tids- og pladsforbruget blev ikke medregnet i Miljøstyrelsens analyse – på trods af at De Økonomiske Råd allerede i 2014 kritiserede denne tilgang. Min analyse inkluderer derfor de omkostninger, der opstår, når borgere skal bruge tid og kvadratmeter på affaldssortering.

Hvad betyder det?

Det betyder, at vi – i stedet for at kræve, at danskerne skal bruge mere tid og mere plads på sortering – med fordel kunne lade teknologien gøre arbejdet. Moderne sorteringsanlæg kan i dag matche (og i nogle tilfælde overgå) kildesorteringens kvalitet.

Hvis man ikke mener, at borgernes tid og boligplads har nogen værdi, kan man selvfølgelig ignorere resultaterne. Men så laver man ikke samfundsøkonomi – så laver man affaldspolitik på gefühl.

Mens vi venter på at få færre skraldespande i vores indkørsler, kan vi glæde os over politiske perler a’la nedenstående fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalgsformand i Silkeborg Kommune i 2017, Jarl Gorridsen (Venstre)…

Jeg tror som politiker på, at det har en opdragende effekt. At vi lærer folk, at coladåser og bananskræller ikke er det samme. 

Læs hele analysen her: https://1spand.nu/wp-content/uploads/2025/06/Samfundsoekonomisk-analyse-af-kildesortering-05-06-2025-1.pdf

PS: Claus og jeg taler om analysen (og meget andet) i seneste afsnit af Økonomiske principper.

Populisme og menneskelig frihed

Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2025. 4 svar

Jeg er netop kommet hjem fra Friedrich-Schiller Universitetet i Jena, hvor jeg torsdag og fredag deltog i en lille workshop om populismeforskning. Udover arrangøren, min ven og kollega Andreas Freytag, og to andre ‘seniorforskere’ – Stan du Plessis fra Stellenbosch University og Christopher Ball fra Quinnipiac University – var deltagerne alle PhD-studerende og en enkelt postdoc. I stedet for normalen, hvor alle præsenterer deres egen næsten færdige forskning, var formattet hovedsageligt en åben diskussion af en hel række emner, hvor der er huller i forskningen, suppleret med to præsentationer af forskning, der viser hvordan man praktisk kommer ud over en række problemer.

Jeg havde fornøjelsen af at holde den ene af de to præsentationer, hvor jeg talte om min nye fælles forskning med min fremragende IFN-kollega Niclas Berggren. Formålet var både at vise, hvordan man rent praktisk håndterer empirisk populismeforskning, men også at vise bredden af feltet. Det særlige ved Niclas og mit nye studie er nemlig, at vi ser meget bredt på effekterne af populisme, samtidig med at vi har en vis løsning på det altid store ‘hønen og ægget’ problem.

Niclas og jeg har – som det første delprojekt i vores nye forskningsprojekt – valgt at se på, hvordan populisme påvirker såkaldt ‘Human Freedom’ (menneskelig frihed). Human Freedom er et overordnet koncept, der inkluderer både en række klassiske menneskerettigheder, retten til at leve sit liv frit sammen med andre, og folks økonomiske frihed. Da konceptet er ret bredt – som Fraser Instituttet måler det, består det af 12 forskellige indikatorer, der hver især selv er overordnet – starter vi med en type analyse, der kan vise hvor mange elementer vi praktisk kan slå sammen. Det viser sig, at det dækker fem separate forhold: Hvor fair og effektivt retvæsenet er, og hvor relativt ureguleret samfundet er (Rule of law), klassiske forhold som ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed (Personal freedom), hvor fri penge- og handelspolitikken er (Policy freedom), sikkerhed og orden (Security), og hvor fri folk er fra voldsom beskatning og offentlig brug af deres midler (Government size).

Vi ser herefter på, hvordan graden af populisme blandt partier i parlamentet påvirker folks menneskelige frihed. Vi bruger her Celico og Rodes nyudviklede data for, hvor populistiske partier er, og tager særligt hensyn til, om partier er venstre- eller højrepopulistiske, og i hvilken grad parlamentet er domineret af venstre- eller højrefløjen. Vi har helt specifikt data fra 76 vestlige lande mellem 2000 og 2020.

Figuren nedenfor opsummerer vores hovedresultater: Når parlamentet er domineret af venstrefløjen (højrefløjen) har venstre- (højre-) populister klar indflydelse. Men indflydelsen, de har, er ikke den samme: Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.

Vores nye studie er kun ét blandt en hel række forskningsprojekter om populisme. Og workshoppen i Jena var da også virkeligt produktiv, og særligt for de PhD-studerende, der deltog. Der kom mange nye idéer til projekter om spørgsmål, som forskningen slet ikke har svaret på endnu. Indtil videre må læserne nøjes med et hurtigt blik ind i mit og Niclas Berggrens studie, der i det mindste viser, at der absolut er noget at tale om – og noget at bekymre sig over!