I episode 53 af Claus’ og min podcast, Økonomiske principper, taler vi om sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og statsglæd. Kort sagt (hør uddybning i podcasten eller på YouTube fra 37:50) står en nation alt andet lige langt stærkere overfor en eventuel fjende, hvis den offentlige gæld er 10% af BNP frem for fx 110%.
Trumps mulige beslutning om, at USA vil sætte militærstøtten til Ukraine på pause, udgør — på en trist baggrund — en glimrende mulighed for at illustrere vores pointe.
Læs restenForleden skrev jeg i Børsen om regeringens nye flyskat. Det umiddelbare problem med skatten er, at den har ført til ændringer på det økonomer kalder den ‘ekstensive margin’: I stedet for blot at reducere nogle borgeres forbrug og flyrejser – som var det officielle formål med skatten – har den helt fjernet noget af det. Grunden er, at Ryanair har reageret ved at stoppe alle selskabets flyvninger fra Billund og Aalborg. Der er således ikke færre mennesker, der flyver Ryanair fra de to lufthavne, men ingen. Skatten er alene af den grund tåbelig, ikke mindst fordi det uforholdsmæssigt rammer fattigere danskere. Men den er også et glimrende eksempel på et andet problem med dårligt designet politik.
Det typiske problem i den økonomiske politik er, at skatter eller afgifter ofte har to formål. Mange skatter og afgifter har et adfærdsformål – i tilfældet med flyskatten et formål om at sænke forbruget af flyrejser for at sænke verdens emission af drivhusgasser. Det samme gælder afgifter på sprøjtegifte for at minimere forureningen i folks haver og fra landbruget, og en tidligere regerings fejlslagne fedtafgift, der skulle tvinge danskerne til at spise ‘sundere’. Hvis der er tale om klare, negative eksternaliteter som f.eks. forurening, kan den slags afgifter (såkaldte Pigou-skatter) være ikke blot effektive, men også legitime.
I praktisk politik gælder det desværre ofte det samme, som det også er tilfældet med flyskatten: Når man politisk indfører en skat eller afgift, er det meningen at den skal finansiere noget. I tilfældet med flyskatten er regeringens plan, at indtægterne skal finansiere en øget ældrecheck og ‘den grønne omstilling’ – dvs. statsstøtte til udvalgte virksomheder og formål. På samme måde var en del af det faktiske formål med fedtskatten at man kunne sænke andre skatter, fordi fedtskatten ville skaffe indtægter.
Heri ligger en væsentlig kilde til en type regeringsfejl: Fordi dobbeltformålet er både at ændre borgernes adfærd og skaffe indtægter til staten, sætter man afgiften helt forkert. Hvis formålet kun er at ændre adfærd, vil overvejelser om indtægterne gøre, at man sætter afgiften for højt. Og hvis formålet i virkeligheden er at skaffe indtægter, bør man ikke gøre det på en måde, der påvirker folks adfærd (iflg. den såkaldte Ramsey-regel); det er en alt for dyr måde, at skaffe indtægter på.
Ser man på den nye flyskat med public choice-brillerne på, og dermed indser dobbeltformålet, er det derfor slet ikke en overraskelse, at den har medført så dramatiske konsekvenser. Man kan diskutere, om man overhovedet bør have en flyskat – er det ikke en usædvanligt dyr måde at sænke drivhusgasudledninger på? – men det var resultatet af en forhandling med venstrefløjen. Udførslen af skatten blev dog påvirket af løftet om større indtægter til en stat, som politikerne har uendelig appetit for at udvide. Flyskatten blev således sat markant for højt, og endte med at ødelægge forbrugsmuligheder for mindre velstående danskere, og i særlig grad for danskere, der tilfældigvis bor vest for Lillebælt.
Perioden fra Juan Perón’s valgsejr ved præsidentvalget i 1946 og frem til militærkuppet i 1955, som sendte ham i eksil de efterfølgende 18 år, sættes ofte som startpunktet, når Argentinas ringe økonomiske udvikling frem til i dag skal forklares.
Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.
Figur 1 og 2.
Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.
Jeg havde i denne uge den store fornøjelse at være til PEDD-konference i Münster i Tyskland. PEDD står for the Political Economy of Democracy and Dictatorship og har kørt i otte år. Den er blevet et samlingssted for europæiske forskere i public choice og politisk økonomi, der interesserer sig for særligt forskelle mellem regimetyper, transitioner mellem forskellige regimer, og særforhold i nogle demokratier. I år var ikke anderledes, og bød på præsentationer om så forskellige emner som effekten af institutioner på innovation med evidens fra Italiens samling (Bas Machielsen fra Utrechts universitet), antikrigsdemonstrationer i Rusland – der er langt flere demonstrationer i områder tæt på hvor det engang lå en Gulaglejr – af Nikita Zakharov (Uni Freiburg), og endda om hvordan kup påvirker regimers respekt for forfatningen (Jerg Gutmann fra Hamborg sammen med undertegnede).
Alligevel var et af højdeepunkterne for mig en præsentation af en ung forsker, Laura Barros fra universitetet i Göttingen (på billedet). Personligt var det en fornøjelse at se Laura, der er en af mine tidligere studerende fra Heidelberg. Men selve papiret var også et af højdepunkterne, og både bekymrende og ret sjovt.
Laura viser i papiret, med brug af individ-data fra Brasilien, at folk der bliver arbejdsløse er væsentligt mere tilbøjelige til at melde sig ind i et politisk parti, og efterfølgende at stille op til et lokalvalg. I forhold til situationen uden arbejdsløshed stiger sandsynligheden for at de melder sig ind i et parti med cirka 12 %, og sandsynligheden for at stille op til et valg stiger med 18 %. Politik er med andre ord et beskæftigelsesvalg i Brasilien på linje med at søge andre jobs. En pudsig detalje var, som Laura viste, at dem der vælger politikvejen, er mere uddannede end de fleste. Brasilianerne får dermed rent umiddelbart mere kompetente politikere, men af de helt forkerte grunde. Om der er en parallel situation i skandinaviske lande er et åbent spørgsmål, men et som Lauras forskning også åbner op for.
I den sidste tid har adskillige af mine kolleger været i vælten i den offentlige debat. Baggrunden er naturligvis DRs såkaldte dokumentar om kryolitminen på Grønland, som man påstår har haft en enorm værdi. Min kollega Torben M. Andersen har for DR beregnet, at omsætningen, diskonteret og omregnet til nutidskroner, siden midten af 1800-tallet har været sammenlagt 400 milliarder kroner. Det konkluderer DRs journalister derefter, er beløbet som Danmark har stjålet fra Grønland. Uanset at Torben har lavet en mærkelig brøler i beregningen af den samlede omsætning (ingen af vi andre kan få det til meget mere end nogle og 20 milliarder), er den helt grundlæggende fejltagelse at betragte omsætning som udtryk for den skabte værdi. Netop det advarede Torben også DR om, men organisationen valgte simpelthen at ignorere det, og indforskrive en marxistisk inder til at blåstemple påstanden.
Idag meddelte Berlingske så, at SAS har offentliggjort det første årsregnskab siden selskabet blev afnoteret fra børsen. Og regnskabet er ikke blot endnu et udtryk for, hvor elendigt SAS er. Det er også et glimrende eksempel på, at omsætning og værdiskabelse er to totalt forskellige ting!
SAS har haft en omsætning på 45,9 milliarder svenske kroner efter et år, hvor passagertallet er steget 6,4 procent. Resultatet er et driftsunderskud på 2,1 milliarder svenske kroner. Følger man med andre ord DRs approach, er SAS et fantastisk, økonomisk stærkt selskab – hvem kan argumentere imod 45,9 milliarder på et år? – men tænker man økonomisk er det et bundløst hul af en zombievirksomhed, som man (læs: Den danske stat) nok i virkeligheden burde lade dø med det samme.
Bundlinjen er, at man aldrig burde bruge omsætning til noget som helst, der har med værdi at gøre. Men det er præcist det, DR gør, og i virkeligheden også det samme, danske politikere gør når de taler om, at man da ikke kan lade SAS gå fallit. Begge påstande er er økonomisk analfabetiske.
Her følger anden del af “trilogien” om Javier Milei og Argentina. I første del beskæftigede jeg mig med udviklingen frem til 1. verdenskrig. Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i perioden fra 1. verdenskrig og frem frem til 2. verdenskrig.
Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”
Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.
En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.
At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.
Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.
Læs restenVil grønlænderne vælge selvstændighed mod deres vilje? Det lyder næsten som et absurd spørgsmål. Men det er det faktisk ikke.
Læs restenTrofaste læsere har nok for længe siden opdaget, at jeg har et lille projekt kørende om at forstå effekterne af statskup. Vi har tidligere skrevet om kup og undertrykkelse, og kup og pressefrihed, og der ligger også papirer om både kriser og indkomstfordeling. Denne gang er tiden kommet til et af de store emner i nationaløkonomi: Produktivitet.
I januar udkom vores nye working paper “Coup d’États, Institutional Change, and Productivity” ved Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm, hvor mine kollege fra University of Louisville, Daniel Bennett, Stephan Gohmann, og jeg undersøger, om statskup påvirker den videre produktivitetsudvikling.
Svaret er ja: Mens fejlede kup ikke gør nogen systematisk forskel, fører kup der lykkes til en reduktion i produktivitetsudviklingen på omkring 60 %. Der er med andre ord tale om en meget stor effekt. I en videre analyse undersøger vi, hvor meget af effekten der kommer fra en velkendt konsekvens af kup – landets institutioner svækkes ofte af statskup, så retsvæsenet undermineres og de ‘checks and balances’ der er på statsmagten fjernes. Svaret her er overraskende, at mens vi kan se at noget af den negative effekt på længere sigt skyldes, at checks and balances svækkes, er det faktisk kun en mindre del. Sjovt nok er den indirekte effekt gennem svækkede checks and balances typisk for de ikke-militære kup, mens produktivitetseffekten efter militære kup ikke medieres gennem institutionelle ændringer.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt at få mere viden om statskup og kupeffekter – er det ikke bare et underholdende, men uvigtigt forskningsområde? Årsagen til, at det faktisk er et vigtigt område, er at der er kommet flere kupforsøg i verden de sidste ti år. De sidste ti år har der i gennemsnit været tre om året, med det sidste ved slutningen af 2024 i Sydkorea. Kupforsøg er derfor blevet vigtige igen for investorer, der mangler god information om, hvad man kan forvente i de omstændigheder. Jeg påstår ikke, at Steve, Daniel og jeg har løst problemet, men vi er blandt dem, der tager nye skridt mod at forstå et af de vigtige spørgsmål omkring regimetransitioner.
Jeg vil her på bloggen gennem et par indlæg i den kommende tid prøve at komme nærmere ind på hvad der sker i Argentina under præsident Javier Milei, som uanset om man “køber hele pakken”, dele af den eller meget lidt, er noget vi aldrig har set før i Latinamerika.
Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.
Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.
Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.
De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.
Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.
Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.
Læs restenJeg havde i sidste uge den store fornøjelse at være medarrangør af den danske public choice workshop, som blev afholdt fredag og lørdag i Malmø. Min medarrangør Andreas Bergh præsenterede fredag sit interessante papir “Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?”, hvor han gav et meget pædagogisk eksempel på, hvor misvisende den målte ulighed kan være. Vi bringer her en version af Andreas eksempel.
| År 1 | År 2 | År 3 | År 4 | År 5 | |
| John | 100 | 610 | 900 | 500 | 340 |
| Paul | 300 | 110 | 520 | 900 | 620 |
| Ringo | 500 | 610 | 420 | 300 | 620 |
| George | 900 | 510 | 320 | 100 | 610 |
| Linda | 400 | 400 | 120 | 900 | 630 |
| Gennemsnit | 440 | 448 | 456 | 540 | 566 |
I eksemplet består samfundet af fem personer – John, Paul, Ringo, George, og Linda – der har indkomst i fem år. Gennemsnitsindkomsten er stigende, som man kan se i nederste linje, mens uligheden varierer kraftigt fra år til år. I år 1 er Ginikoefficienten 27,3, mens den i de næste år er henholdsvis 17,6, 28,7, 27,2 og 10,1. Hvis man vil, kan man endda konkludere, at der er en nedadgående trend i ulighed, der er korreleret med stigende indkomst (r=-0,5). Og mange vil nok begynde at overveje, hvilken politik der i sidste ende fører til meget lavere ulighed…
Det virkeligt elegante i eksemplet er, at hvis man ser på uligheden i indkomster over alle fem år, er der ingen: Alle fem medlemmer af samfundet tjener nemlig 2450 kroner på tværs af de fem år! Det giver selvfølgelig en Gini-koefficient på nul, og fjerner langt de fleste diskussioner af politisk karakter. Det, der giver uligheden fra år til år i eksemplet er, at indkomsten ikke er timet på samme måde hos alle fem personer. Det er for eksempel sådan noget, der sker i den virkelige verden, når folk sælger deres hus og ikke med det samme køber et nyt og tilsvarende.
Spørgsmålet, som Andreas stiller i papiret, er hvor vigtig kapitalindkomst er for den økonomiske ulighed. Og som i eksemplet ovenfor gælder det, at jo længere perioder man ser på, jo mindre vigtigt er det. Præcist som det varierer, hvem af de fem personer ovenfor der lige tjener mere eller mindre i et bestemt år, varierer det også i virkelighedens verden. Og det fører os til at overvurdere den økonomiske ulighed.
I dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at være gæstevært på ”Ta’r jeg fejl” på Radio IIII (lyt til time 1 og time 2).
Den sidste gæst var Jes Søgaard, som kom med en påstand om resultaterne i vores metastudie, der er anledningen til dette blogindlæg. Jes Søgaard mente nemlig, at de 35,3%, som Fuller et al., jf. nedenstående tabel, estimerer er effekten af en gennemsnitlig nedlukning, repræsenterer en meget betydelig effekt på antallet af døde.
Som Jes siger godt 39 minutter inde i time 2, så mener han, at ”de der 35% skal jo ses i forhold til en situation hvor epidemien får lov til at køre helt igennem,” altså en situation, hvor op imod 35.000 danskere var døde af COVID-19. Jes mener således, at Fuller et al. viser, at nedlukningerne har forhindret ca. 12.000 COVID-19-dødsfald.
Men det er ikke sådan, man fortolker estimaterne i en difference-in-difference analyse (og dermed vores metastudie). Estimaterne viser effekten af en nedlukning sammenlignet med en kontrafaktisk situation, hvor man ikke indfører en nedlukning – altså en form for kontrolgruppe (det er rent teknisk lidt mere komplekst, men denne forklaring er tilstrækkelig til dette indlægs formål).
Hvad betyder denne dette så? Jo, i Danmark døde der i alt 2.534 personer af COVID-19 før vaccinerne var distribueret til alle sårbare omkring sommeren 2021. Da Danmark havde indført nedlukninger, betyder estimatet fra Fuller et al., at Danmark havde 35,3% færre døde, end hvis vi ikke havde indført nedlukninger.
Havde vi ikke indført nedlukninger, ville Fuller et al. altså forvente, at 2.534/(1-35,3%) = 3.917 personer var døde af COVID-19 i Danmark. Overført til danske forhold betyder Fuller et al.’s resultater altså, at nedlukningerne forhindrede 1.383 COVID-19-dødsfald.
Det er selvfølgelig en del. Men det er milevidt fra de ca. 12.000 dødsfald, som angiveligt er Jes Søgaards opfattelse af effekten. Og så skal vi naturligvis huske på, at Fuller et al. er en outlier. Den samlede evidens viser, nærmest uanset hvordan man cherry picker og sorterer i studierne, at effekten er markant lavere. Vi har en række forskellige gennemsnit, og det gennemsnit, der viser den højeste effekt, er et simpelt (aritmetisk) gennemsnit. Her svarer de 8,9% til 248 forhindrede COVID-19-dødsfald.
Det er i øvrigt samme historie for de ”syntetisk kontrol”-studier, som Jes Søgaard mener, vi burde have med i vores metastudie, selvom de ikke er egnet til at estimere effekten af nedlukninger under pandemien, og generelt cherry picker lande, der oplevede stor overdødelighed under pandemiens første bølge. Disse studier finder oftest en effekt, der svarer til 1.250-2.500 forhindrede dødsfald i Danmark. Men som jeg viser i min artikel, der snart kommer i Nationaløkonomisk Tidsskrift, er disse estimater ikke troværdige pga. metodiske problemer.
PS: Figur 2 i vores metastudie (vist herunder) illustrerer betydningen af, at estimaterne skal ses i forhold til det antal døde, der rent faktisk var. Figuren viser hvor mange dødsfald nedlukningerne har forhindret i USA med udgangspunkt i de studier, vi har med i Tabel 1. Figuren viser også estimaterne fra Imperial College London til sammenligning.
Figuren viser, at effekten skal være meget, meget høj (over 80%), før vi nærmer os noget, der minder om de forudsigelser, der blev lavet i bl.a. begyndelsen af pandemien.
Igår meddelte the Federal Reserves formand, Jerome Powell, at banken fastholder den amerikanske rente på 4,5 %. Som den dygtige Ulrik Bie skrev i Berlingske imorges, var det helt som forventet af markederne. Den amerikanske økonomi vokser solidt og arbejdsmarkedet fungerer godt, og signalerne om den umiddelbare fremtid indeholder både positive og negative elementer. Powell gør dermed sit job ved at holde fast i en højere rente, da verden som helhed er ved at komme tilbage til normale renter efter en lang og ustabil tid med absurd lave renter. Men præsident Trump var rasende.
Trump havde forud for meddelelsen krævet en øjeblikkelig rentenedsættelse, efter at han i sidste uge overfor the World Ecoomic Forum i Davos havde udtrykt sit ønske om, at centralbanker verden over burde sætte renten nede. Det lettere prekære i situationen er derfor, at Trump ti dage inde i sin anden præsidentperiode har sit første sammenstød med de amerikanske institutioner. Det er således vigtigt at holde øje med, hvordan institutionerne såvel som republikanerne i Kongressen reagerer på situationen.
Og det er præcist det positive i situationen. Da Powell blev spurgt direkte af journalister, om the Fed vil blive ved med at agere uafhængigt af politik, svarede han klart “Don’t look for us to do anything else.” Centralbanken signalerer dermed meget klart sin uafhængighed, selvom både Trump og den stærkt venstreorienterede demokratiske senator Elizabeth Warren presser banken. Den anden meget positive udvikling indtil videre er, at der ikke er et eneste republikansk Kongresmedlem, der har været ude at støtte Trump.
Situationen signalerer med andre ord også, at præsidenten ikke kan forvente at få automatisk opbakning fra sit parti, hvor både repræsentanter og senatorer stadig foretrækker en uafhængig centralbank. The Feds beslutning er næppe den sidste gang, at præsident Trump udfordrer og presser institutionerne og de politiske normer i Washington, men foreløbig har han tabt konfrontationen med et brag. Det er godt for USA og resten af verden.
Som trofaste læsere vil vide, afholdes den 25. danske public choice workshop fredag den 30. januar og lørdag formiddag den 1. februar. Da workshoppen for første gang nogensinde afholdes udenfor Danmark, omend næste så tæt på, som man kan komme – i Malmø – har den også særbetegnelsen ‘baltisk’. Workshoppen afholdes på Elite Hotel Savoy i Malmøs centrum, starter klokken 11 fredag og slutter lørdag formiddag klokken 11.
Som altid er folk velkomne til at komme til hele workshoppen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis der skulle væree noget af særlig interesse. Traditionen tro bringer vi her hele programmet. Skulle der være læsere, som ikke kan deltage, men mener at et bestemt emne er meget interessant, modtager vi gerne forslag om at skrive en post om det. Der er trods alt to punditokrater, der deltager i hele workshoppen.
Fredag, 11.00: Velkomst
11.05-12.35 (a): Legislation and life choices (chair: Adrian Mehic)
Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility
Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature
Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking
11.05-12.35 (b): Applications of public choice (chair: Lasse Aaskoven)
Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?
Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis
Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service.
12.35-13.30: Frokost for registrerede deltagere
13-30-15.30 (a): Scope and structure of government (chair: Otto Brøns-Petersen)
Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons
Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?
Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle
Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice
13-30-15.30 (b): Long run development (chair: Andreas Bergh)
Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition
Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation
Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?
15.30-16.00: Kaffe
16.00-17.30 (a): Reforms (chair: Rasmus Wiese)
Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence
Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals
Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform
16.00-17.30 (b): Constitutional Political Economy (chair: Jerg Gutmann)
Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective
Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process
Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance
Lørdag morgen:
9.30-11.00: Immigration and segregation (chair: Charlotta Stern)
Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants
Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe
Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market
Centralplanlægning kan være nødvendigt i et militær, hvor mange inputs ikke kan købes frit på markedet. Men i det omfang materiellet ellers er tilgængeligt, kan jeg sagtens se idéen i at decentralisere indkøb af materiel (ligesom man med auftragstaktikken har decentraliseret mange taktiske beslutninger).
Nedenstående fra DefenseNews.
Ukraine’s Ministry of Defence will provide its combat units with 2.5 billion hryvnia (US$60 million) of direct funding per month to procure their own drones, in a move to allow commanders in the field to buy the equipment they need rather than rely on centralized purchasing.
Vi har før skrevet om hvordan diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Det gælder i særlig grad om deres væksttal, som Luis Martinez har dokumenteret, og før ham Christopher Magee og John Doces. Det smarte trick, som Magee og Doces fandt på, er at sammenholde officielle vækstdata med væksten i, hvor meget lys der er om natten i et land eller område. Baggrunden for det er, at det har været vidst i meget lang tid, at jo rigere en befolkning bliver, jo mere lys kommer der om natten. Lys er ganske enkelt noget, som kan være dyrt for de meget fattige, men bliver relativt billigere og langt bredere tilgængeligt, jo rigere et land bliver.
På den måde har Magee og Doces og Martinez efter dem vist, at der er en meget tæt sammenhæng mellem lys om natten og velstand i demokratier, men den er anderledes i en række diktaturer. Dét er netop måden, de kan vurdere, hvor meget hvert diktatur lyver om deres økonomiske vækst. Og det er for eksempel måden, man kan bruge for at se hvor meget Kina har løjet de seneste årtier.
Det særligt interessante er, at mens vi er mange akademikere, som har været både imponerede over, hvor smart metoden er og stærkt interesserede i resultaterne (læs f.eks her), har den nu sneget sig ind i faktisk politik. Sveriges finansminister, Elisabeth Svantesson – der er uddannet nationaløkonom fra Örebros Universitet – påpegede igår ved World Economic Forum i Davos, at Moskva er blevet mørkere de seneste tre år! Som Svantesson helt korrekt fortalte, betyder det at russerne er blevet synligt fattigere. Det er fuldstændigt modsat de officielle russiske data, og modsat den fortælling, som mange journalister stadig bringer om at Ruslands økonomi er i vækst.
Det er sjældent, at faktisk nationaløkonomisk forskning bliver brugt aktivt i politik. Det normale er, at politikere når der er debat, får deres rådgivere til at finde forskning eller ekspertudtalelser, der understøtter hvad de i forvejen påstår. Elisabeth Svantesson skal derfor have stor ros for ikke blot at kende til noget af den nyeste forskning på området, men også at bruge den så tydeligt og offentligt, og om et emne, der er så vigtigt. Sandheden er, at Ruslands økonomi er nødlidende, og russerne oplever voldsom inflation, og i særlig grad prisstigninger ting som smør, sukker, mælk, biler og boliger. Putin og hands håndlangere kan blive ved med at påstå, at alt går godt, men det lys, man kan se med NASAs satellitter, fortæller en historie om et land, der bevæger sig mod økonomisk opløsning.
Som jeg skrev forleden, så er der ikke meget, der tyder på, at minimumslønninger fører til færre jobs. Og når lønnen hæves for nogen, uden at der kommer færre jobs, må det jo alt andet lige betyde, at den samlede lønsum til arbejdstagerne stiger.
Og så er arbejdstagerne glade, ikke? Nej.
For det er en fejlopfattelse at tro, at folk kun går op i lønnen for deres arbejde. Jeg har tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger fjerner de sjove (lavtlønnede) jobs til skade for arbejdstagerne. Men minimumslønninger fjerner ikke kun morskaben.
Davies et al. (2025) viser, at minimumslønninger går ud over sikkerheden. Jo højere minimumslønnen er, jo flere skader sker der på arbejdspladsen.
Her er abstract (mine fremhævninger):
Do minimum wage changes affect workplace health and safety? Using the universe of workers’ compensation claims in California over 2000-2019, we estimate whether minimum wage shocks affect the rate of workplace injuries. Our identification exploits both geographic variation in state-and city-level minimum wages and local occupation-level variation in exposure to minimum wage changes. We find that a 10% increase in the minimum wage increases the injury rate by 11% in an occupation-metro area labor market which is fully exposed to the minimum wage increase. Our results imply an elasticity of the workplace injury rate to minimum-wage-induced wage changes of 1.4. We find particularly large effects on injuries relating to cumulative physical strain, suggesting that employers respond to minimum wage increases by intensifying the pace of work, which in turn increases injury risk.
Det er velkendt, at der er en risikopræmie på jobmarkedet, så ansatte i farligere jobs alt andet lige oppebærer en højere løn. Og derfor er det også forudsigeligt, at når minimumslønnen gør det sikre lavtlønsjob forbudt, så presses nogen til at vælge et mere usikkert job.
Minimumslønnen gør altså, at både lønnen og risikoen stiger. Og arbejdstagerens velfærd falder.
Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Trump indsættes som præsident i dag – igen.
Efter hans første indsættelse for otte år siden skrev jeg en kronik i Børsen om hans valgsejr. Den kan man læse her, hvis man er interesseret.
Min pointe var den gang, at den amerikanske venstrefløj i høj grad var skyld i hans sejr. For det første var den en reaktion på den ekstreme identitetspolitik, som var blevet drevet på ikke mindst amerikanske universiteter. Mange almindelige amerikanere havde fået nok. For det andet var Trump selv et spejl af den postmoderne relativering af sandhed, af dens offerretorik og dens påstand om, at USA var et oligarki regeret af en lille elite. Trump sagde i høj grad det samme – blot rettet mod venstrefløjen.
Holder analysen stadig, nu hvor Trump indsættes for anden gang?
Det mener jeg, den gør et stykke ad vejen.
De identitetspolitiske excesser på amerikanske universiteter er kun blevet værre i mellemtiden og har tydeligvis kaldt på endnu en modreaktion. Der spekuleres over, om Trumps valgsejr ligefrem har begravet wokismen. Det tillader jeg mig dog at tvivle på – men ellers ville det være det måske bedste resultat af hans genvalg.
Den dybe splittelse i det amerikanske samfund, som valget i 2016 afdækkede, er ikke blevet mindre i mellemtiden. Det er utroligt, at et flertal af vælgerne har om ikke tilgivet Trump for hans helt utilstedelige forsøg på at underløbe valgresultatet i 2020, så valgt at se gennem fingre med det og stemt på ham. Det tilskriver jeg først og fremmest modviljen mod alternativet, men også den oppiskede politiske stemning. Man aner Carl Schmitts idé om politik som krig mod modstanderen – en idé der karakteriserer begge postmoderne fløje.
I forbindelse med reviewet af vores metastudie, blev vi bedt om at undersøge, om der var selektionsbias i de studier, vi havde identificeret. Altså om der var tegn på, at forskerne bevidst eller ubevidst havde udvalgt de resultater, de af den ene eller anden grund følte mest for.*
I den forbindelse stødte jeg på Stanley and Doucouliagos (2010), som har nedenstående figur, der ret klart viser, at minimumsløn ikke reducerer antallet af jobs. Figuren er et såkaldt “funnel plot”, viser den estimerede effekt på antallet jobs, når der indføres minimumslønninger på X-aksen og præcisionen af disse estimater på på Y-aksen.
Idéen i et “funnel plot” er, at man kan se, om der er selktionsbias i litteraturen – altså om forskerne har tendens til at udvælge bestemte typer af resultater. Og figuren viser, at meget tyder på, at der er selektionsbias i litteraturen om minimumslønninger og jobs. Der er nemlig langt flere estimater på venstre side af tragtens top end på højre side, og det viser, at horskerne har tendens til at offentliggøre resultater, der finder, at minimumslønninger reducerer antallet af jobs.
Forklaringen er muligvis, at de fleste økonomer vil forvente at se netop denne sammenhæng. Og derfor er de tilbøjelige til at fravælge resultater, der viser det modsatte. Det behøver ikke nødvendigvis at være en bevidst handling. Måske overbeviser de blot sig selv om, at det datasæt, de sidder med, ikke er så godt alligevel. Eller at den model, de havde tænkt sig at arbejde ud fra, ikke formår at analysere problemet rigtigt.
Figuren viser også, at hvis vi fokuserer på de estimater, der har en høj grad af præcision (så der er mindre tilfældighed over estimatet, og dermed mindre risiko for, at forskerne – bevidst eller ubevidst- udvælger de resultater, der lever op til deres forventning), så er de centreret omkring nul.
Den samlede litteratur tyder altså – i modsætning til hvad mange økonomer nok vil forvente – på, at minimumslønninger ikke har nogen effekt på antallet af jobs.
Men det betyder på ingen måde, at minimumslønninger er en god idé. Det betyder blot, at de utilsigtede (negative) effekter kommer til udtryk på anden vis end gennem færre jobs. Jeg har fx tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger betyder, at sjove (men lavt betalte) jobs forsvinder og at arbejdstagernes samlede velfærd reduceres. Og et nyt studie viser, at minimumslønninger kan fører til dårligere og mere usikkert arbejdsmiljø (jeg skriver om dette snarest).
I mine øjne er disse nyere studier et godt eksempel på god forskning. Den nul-effekt forskerne som gruppe har fundet på antallet af jobs, har hjulpet andre forskere til at tænke i andre baner. Og det har hjulpet os til bedre at forstå, hvilken effekt minimumslønninger har på samfundet.
* Vi fandt tegn på, at studier, der fandt, at nedlukningerne førte til flere dødsfald, var blevet sorteret fra af forskerne, men der var for få studier til at kunne konkludere på det (“manglen” var ikke signifikant).
For nylig postede Christian en video, hvor Tyler Goodspeed redegør for den manglende økonomiske vækst i UK. Videoen var over en time lang, så selvom emnet var interessant, havde jeg svært ved at få tid til at se det.
I stedet blev det til en hurtig AI-løsning. Jeg tog den AI-genererede transkribering fra YouTube og bad ChatGPT om at opsummere præsentationen. Resultatet er nedenfor og tager kun et par minutter at læse. Jeg misser selvfølgelig nogle detaljer mv. Til gengæld sparer jeg over en time, så jeg rent faktisk har tid til at få “set” videoen.
Læs restenDer var to interessante artikler i pressen i går om “Corporate social responsibility” (CSR) og de skadelige effekter af den “dydssignallering”, som ligger bag.
Læs resten