Nobelpris til Claudia Goldin

Som Christian var lidt inde på forleden, er det ikke så let at gætte, hvem der vinder Nobelprisen i økonomi i et givent år.

Det blev Claudia Goldin, som fik den – uden at dele med andre – for sin empiriske historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse. Det offentliggjorde komiteen i dag.

Her er et link til Nobelpriskomiteens pressemeddelelse og videnskabelige baggrundspapir om Goldins forskning.

Hendes studier er overvejende amerikanske, men har også en relevans for det danske arbejdsmarked. Hendes metode til at forklare lønforskelle bliver også brugt herhjemme – og nuancerer en ellers ofte emotionel debat med fokus alene på nøgne gennemsnitslønninger for mænd og kvinder.

Jeg skriver om det i Berlingske i morgen tirsdag og skal nok linke, når artiklen kommer op.

Hvem skal have Nobelprisen i økonomi på mandag?

Hvert år skriver vi nogle dage i forvejen, hvem der kunne tænkes at få Nobelprisen i økonomi, og hvem vi selv mener burde få den. I år er ikke anderledes, udover at der kun er to dage til: Sveriges Riksbank annoncerer på mandag omkring klokken 12, hvem der modtager årets Nobelpris.

Sidste år gik prisen til Ben Bernanke, Douglas Diamond, og Philip Dybvig for deres arbejde om bankkriser. Året før modtog David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens prisen for deres udvikling af hvordan man kan bruge naturlige eksperimenter i økonomi, og i særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi (læs vores omtaler her og her). Det er derfor usandsynligt, at årets pris gør til emner i enten finansiel økonomi eller arbejdsmarkedsøkonomi. Nobelkomiteen har tradition for ikke at gå til samme emneområde to år i træk.

Et område, som komiteen kunne give til og samtidig sende et halvpolitisk signal om at tage videnskab alvorligt, er handelsteori. En stærk mulighed er Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs f.eks. her). I en årrække hvor både USA, EU og Kina bliver mere protektionistisk, er det måske tiden til at sætte fokus på, hvordan forskning har bidraget til vores betragtelige forståelse af, hvorfor frihandel er en god ting. Et andet aktuelt område kunne være vækstteori, hvor Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) fortjener en pris for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Det kunne passende være sammen med Robert Barro (Harvard), som lagde en væsentligt del af grunden til den moderne empiriske udforskning af vækstprocesser. Og hvis Riksbanken vil undgå at være politisk, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) en god mulighed som modtager for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet.

Desværre er det ikke de bud, der flyder rundt på internettet. David Walker hos Inside Story nævner således Daron Acemoglu for hans arbejde om institutioner, Thomas Piketty, Emmanuel Saez og Gabriel Zucman for arbejde om økonomisk ulighed, og Ray Chetty for – omend sidstnævnte ville følge meget tæt efter Banerjee, Duflo og Kremers arbejde i samme felt. Han nævner dog også bl.a. Edward Glaeser for byøkonomi, og Aghion og Barro.

Hvem det bliver kan ingen sige før tidligst 11.45 på mandag. Vores håb hos punditokraterne er, at Sveriges Riksbank først og fremmest lade være med at hoppe på en politisk vogn eller forsøger at reflektere en ‘zeitgeist’, men i stedet giver prisen til forskere og emner, der fortjener det. Komiteen har generelt været dygtige til at ramme rigtigt – også selvom den er svær at forudsige – men om 2023 bliver året, hvor prisen ikke gør til et område, der giver forslag til direkte aktivistisk politik, ved vi først mandag.

Statsministerens ‘forståelse’ af vækst

Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet i Herning, at ”Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set dét og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.” Hun har tidligere beskrevet arbejdsudbud som “den nye valuta” i dansk politik, og både hun og hendes parti er igang med en fortælling om, at det er umoralsk ikke at arbejde fuld tid. Den socialdemokratiske grund er, at det kræver velfærdsstaten. Men Frederiksen er ikke just Danmarks mest indsigtsfulde statsminister nogensinde, og synes i høj grad at leve i en postfaktuel politisk virkelighed, hvor det at gentage en påstand, eller virkelig synes den burde være det, gør den sand. Det gør det naturligvis ikke, og det gælder i helt særlig grad for Frederiksens påstande om dansk vækst og hendes forståelse af den økonomiske udviklingsproces.

I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).

Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!

Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.

Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.

Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…

Hvem arbejder vi for?

Statsministeren mener, at vi alle skal arbejde mere for velfærdsstatens skyld. Som hun sagde forleden til andre socialdemokrater og fagforeningsfolk: “Glem det”. I hendes optik er det vigtigste, at velfærdsstaten og de offentlige udgifter består uændret eller udvidet. Hvis velfærdsstaten ikke kan få skatteindtægter nok til at finansiere, hvad politikerne vil, eller få nok folk til at udføre arbejdet (og pseudoarbejdet), skal danskerne tvinges til at arbejde mere. Som Frederiksen ser det, er det eneste måde at man kan få nok indtægter og nok sygeplejersketimer til det, hun og hendes parti vil.

Mette Frederiksens syn på danskerne er – sagt meget direkte – at vi alle er slaver på den socialdemokratiske velfærdsplantage, og hun er plantageejer. Det er nok ikke et ualmindeligt synspunkt blandt politikere, der som jeg ser det i stigende grad føler sig hævet over borgerne. Som vi tidligere har skrevet, kan den danske politisk situation de senere år ses som en logisk konsekvens af politikernes stigende borgerlede. Frederiksen har simpelthen særligt lidt respekt for borgerne, og mangler interne grænser for hvad hun tillader sig, og melder således klart ud, at vi alle er undersåtter i hendes autokratiske stat.

Det er sjældent, at jeg er enig med Pelle Dragsted, men i denne situation rammer han hovedet på sømmet. I dagens Berlingske udtaler han sig meget kritisk mod statsministeren, og understreger, at “Vi mennesker er jo ikke til for staten. Vi skal skabe en økonomi, der hænger sammen, med det mennesker ønsker for et godt liv.” Dragsted pointerer således et af de forhold, som liberale og venstrefløjssocialister er enige om: Staten er til for borgerne, og ikke omvendt, og borgerne er suveræne i deres egne liv.

Situationen afslører også Frederiksens approach til politik. I praksis kan man anspore folk til at arbejde mere ved at sænke skatten, tilbyde mere i løn og bedre arbejdsvilkår, og tillade bedre karrieremuligheder. Men statsministerens tænkning peger i en helt anden retning: Tvang. Hendes politik, der bryder med mere end 120 års tradition på det danske arbejdsmarked, er at give bestemte, udvalgte medarbejdsgrupper i det offentlige højere løn, og efterfølgende kræve at de arbejder mere.

Nogen ser ud til at mene, at vi har en slags ‘pligt’ til at arbejde mere for at finansiere velfærdsstaten. Min egen Aarhus-kollega Nina Smith – som jeg har stor respekt for og som jeg tidligere har haft stor fornøjelse med at undervise sammen med – synes for eksempel at mene, at der eksisterer en slags social kontrakt, hvor velfærdsstaten leverer ydelser til borgerne, og borgerne leverer arbejde og (mange) skattekroner til staten.

Det filosofiske spørgsmål til Nina og mange andre er, om man har nogen form for pligt til at overholde en kontrakt, som man ikke har indgået frivilligt, og som man ikke ville indgå, hvis man fik muligheden for det. Er vi forpligtede til at arbejde for staten, eller arbejder vi for os selv og vores nærmeste? Mit svar som klassisk liberal er klart: Staten er til for os, vi er ikke til for staten, og hvis statens virke ikke hænger sammen, er det staten der skal ændres – ikke borgerne. Men sådan ser Frederiksen ikke på samfundet…

Ytringsfrihed og social konflikt

Der er næppe nogen der har overset, at regeringen er igang med indskrænke danskernes ytringsfrihed. Baggrunden for den nye koranlov – der ulovliggør langt mere end afbrænding af koraner – er, at en række muslimske lande har presset den danske regering. Det indrømmer man dog ikke gerne, men påstår i stedet for, at udbredt ytringsfrihed vil føre til konflikter – optøjer, demonstrationer, og social konflikt mellem folk. Rationalet er således, at hvis vi ulovliggør ytringer som nogle grupper måske kunne finde krænkende, får vi mindre konflikt i samfundet. Men er den påstand overhovedet sand? Hvor er forskningsopbakningen for rationalet i potentielt at bryde med Grundlovens paragraf 77?

Den fremragende Jacob Mchangama og jeg udgav forleden et working paper med titlen Freedom of Expression and Social Conflict, hvor vi tester netop den sammenhæng. Papiret er sjovt nok ikke skrevet som reaktion på regeringens udspil, men har været noget længere undervejs. Det er med andre ord rent tilfældigt, at det pludseligt er blevet aktuelt.

Finder man data og tester sammenhængen mellem social konflikt og ytringsfrihed, finder man ingen som helst opbakning til regeringens påstand. Jacob og jeg finder tværtimod, at demokratier med en større grad af ytringsfrihed får mindre social konflikt! Hvis man tillader sig at ekstrapolere fra en general sammenhæng til den danske kontekst inderbærer det, at den sandsynlige konsekvens af Frederiksen-regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed er flere demonstrationer, flere optøjer, og generelt mere konflikt. Politiken opnår således kun en midlertidig appeasement af visse muslimske staters kritik af Danmark, men skaber større problemer herhjemme. Det er næsten usigeligt tåbeligt, men helt i karakter for denne regering.

Er man interesseret, kan man enten hente hele papiret i linket ovenfor, hente det hos SSRN her, eller simpelthen læse det lange abstract nedenfor.

The association between freedom of expression – freedom of speech and the freedom of the media – and social conflict is theoretically ambiguous and politically highly contested. On one side of the debate, people argue that freedom of speech and freedom of the media create social conflict by giving people and organized interests the opportunity to disagree in public, creating visible conflicts and enabling people to insult and incite hatred against other groups and attempt to marginalize them.

On the other side of the political debate, the proponents of the freedom of expression argue that free speech and free media act as safety valves that allow substantial disagreement to be expressed in a peaceful manner instead of turning into violence, enabling deliberation among different groups, and furthering the understanding and potential acceptance of substantially different points of view.

In this paper, we therefore take the association to the test. We combine data on freedom of expression from the V-Dem database and conflict data from the Banks dataset with additional data on economic performance and political institutions. In a large panel dataset, we find evidence of a negative association between the freedom of expression and social conflict. Further tests suggest that this association is specific to countries with democratic political institutions while the empirical association in autocracies is ambiguous.

Hvad hvis du blev beskattet ligesom din grund?

Berlingske bragte i morges en historie, hvor flere eksperter angriber Skats måde at vurdere – og dermed beskatte – folks grunde. Som Skat har forklaret, vurderer det nye vurderingssystem ikke hvad en grund er værd lige nu, men ansætter grundværdien som værdien af den ( i skatteministerens ord) “bedste økonomiske anvendelse”. Det støder ikke blot mod de fleste menneskers retfærdighedssans – det virker intuitivt umoralsk at blive beskattet af hvad man kunne have gjort med sin grund, i stedet for hvad man faktisk gør. Det er også en stort fiktiv værdi, eller som min kollega og med-punditokrat Otto Brøns-Petersen understregede overfor Berlingske, faktisk et rent “gæt”. Hvor ekstrem vurderingsmetoden er, kan måske bedst illustreres med hvordan det ville se ud, hvis indkomstskatten var vurderet på samme måde.

Spørgsmålet er, hvordan det ville se ud hvis vi som borgere blev beskattet ud fra vores “bedste økonomiske anvendelse.” For det første er det et spørgsmål, som vil være ekstremt svært at svare på, for hvad er vores bedste økonomiske anvendelse? Ville jeg selv – eller samfundet – være ‘bedre’ stillet i en eller anden forstand, hvis jeg ikke var professor, men arbejdede i det private erhvervsliv, en interesseorganisation, eller evt. i statsadministrationen?* Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.

Som professor tjener jeg i omegnen af 800.000 kroner om året, vel at mærke inklusive en pension som det er usikkert om jeg nogensinde får. Den løn betales for et job, der kræver mindst otte års universitetsstudier, er enden på karrierestigen i den akademiske verden, og indebærer en gennemsnitlig arbejdsuge omkring 55 timer. Så hvad ville en ” bedste økonomiske anvendelse” kunne tænkes at være, hvis Vurderingsstyrelsen skulle vurdere mig? Man kunne måske tro, at en professor ville være cirka ligestillet med en departementschef? Den ringest lønnede departementsschef i Danmark er Kirkeministeriets Christian Dons Christensen, som per oktober 2022 tjente 1,75 millioner kroner om året. Hvis man i stedet rangerer en professor på linje med en typisk underdirektør i det private erhvervsliv, ville en normal løn være omkring 1,3 millioner (gennemsnittet er cirka 110.000 om måneden). Bruger man Tax.dk‘s skatteberegner, ville en vurdering af min bedste anvendelse indebære en skat på omtrent 630.000 kroner – eller en skattestigning på cirka 190.000 kroner. Hvis man valgte at vurdere min ‘værdi’ som en departementschef, ville skatten ende omkring 880.000 kroner, og dermed mere end hvad jeg faktisk tjener!

Det burde være indlysende for alle, at hvis man beskattede indkomster på samme måde som Skat har besluttet at beskatte grundværdi, ville der ikke blot snige sig et meget stort subjektivt element ind: En eller anden medarbejder, eller et IT-system, skulle vurdere min bedste økonomiske anvendelse uden at der er noget som helst marked, man kan vurdere ud fra. I eksemplerne ovenfor ville min faktiske skatteprocent stige fra en total på cirka 42,5 % lige nu (eksklusiv beskatning af afkast osv.) til 79 % hvis jeg vurderes som ligestillet med en privat underdirektør, eller 109 % hvis systemet vurderede, at jeg kunne have været departementschef i stedet for professor. Og heri ligger en af bomberne under danskernes økonomi: Systemet er ikke blot ekstremt vilkårligt og dybt inkompetent – husk, at det ikke kan tage hensyn til fredninger, servitutter på ejendommen, eller i nogen rimelig grad til lokalplanbegrænsninger – men vil også helt systematisk vurdere “bedste økonomiske anvendelse” væsentligt højere end den faktiske anvendelse. Danske ejendomsejere kan således på sigt se frem til store skattestigninger, der skjules af et håbløst og dybt skandaløst nyt system.

* For mit eget vedkommende er det reelle alternativ, hvor jeg kunne tjene væsentligt flere penge, en ansættelse på et udenlandsk universitet. Men det er næppe den slags “bedste økonomiske anvendelse” som Jeppe Bruus vil applaudere…

Økonomisk Frihed 2023

Forleden udkom den nye Economic Freedom of the World rapport. Rapporten er hvert år venet med spænding, ikke mindst fordi der med den kommer en ny udgave af datasættet bag den. Dataene på økonomisk frihed fra Fraser Instituttet, der udgiver den, bruges flittigt i både forskningen og tænketanksmiljøet. Sidste år viste Bob Lawson – en af forfatterne af rapporten siden den allerførste version – at flere end 800 videnskabelige studier havde brugt datasættet i konkrete, empiriske undersøgelser. Mange af os ser også frem til rapporten, fordi den hvert år omfatter et eller flere temakapitler om særlige emner.

Hvad viser rapporten så? Allerførst er den særligt interessant i år, fordi dataene i 2023-versionen går op til 2021. Med andre ord kan man nu se, hvad nedlukningerne i 2020 og 2021 kostede i form af økonomisk frihed. Og det er ikke småting! Vi illustrerer konsekvenserne i kortet nedenfor, hvor sort-røde-orange områder er dem, der mistede økonomisk frihed mellem 2019 og 2021, mens den blå områder er dem, der fik større økonomisk frihed. Det gennemsnitlige tab er 0,17 point (på en tiskala med et gennemsnit på 6,8). De store problemområder er et tab på 0,32 på området Freedom to trade internationally, 0,29 på Sound Money – dvs. pengepolitikken – 0,19 på det offentliges størrelse, og 0,10 på regulering. En interessant detalje er, at demokratier øgede reguleringen af markeder markant mere med 0,14 (autokratierne på 0,06; p<.05), og således rykker deres økonomier i mere illiberal retning end verdens diktaturer.

Konsekvenserne af tabet af økonomisk frihed på længere sigt er ganske alvorlige. Bruger man estimaterne i min artikel i Kyklos sammen med Andreas Bergh for et par år siden, vil gennemsnitsstigningen i det offentliges størrelse i demokratier koste cirka 0,15 procentpoint vækst per år. Det kan lyde af meget lidt, men i en tid hvor Danmarks trendvækst ligger noget i underkanten af 1,5 procent om året, skærer stigningen faktisk mere end ti procent af den langsigtede vækst.

En indvending kunne være, at disse ændringer jo er midlertidige, og intentionen er, at politikken skal vende tilbage til normalen efter nedlukningerne. Men det gjorde den jo ikke – Danmark er f.eks. på vej mod 900.000 offentligt ansatte! Og det generelle billede er da også, at ‘midlertidig’ krisepolitik har en forbløffende evne til at blive permanent. Martin Rode og jeg viste således i 2019 i en artikel med titlen Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets, at tab af økonomisk frihed under kriser som oftest bliver permanente, uanset om man efterfølgende får en blå eller rød regering.

Hele episoden med nedlukninger pga. en ny virus illustrerer således, at selv demokratisk valgte politikere har interesse i, at få mere magt når de kan slippe afsted med det. Politikere er i politik primært fordi de har smag for at have magt over andre mennesker – hvis de ikke brød sig om det, gik de ikke ind i politik – og mere magt er ‘bedre’. De vil således, i klar overensstemmelse med 65 års forskning i public choice, overreagere når de kan kalde noget en krise, og rykke i retning af mere politisk magt uanset om det gør noget ved det underliggende problem. En af de store gevinster ved at have kilder som Fraser instituttets Economic Freedom of the World er, at klare data umuliggør, at man dækker over konsekvenserne af ens politiske handlinger.

Hele rapporten er varmt anbefalet, ligesom dataene ligger lige til arbejde i gymnasiets samfundsfag. Og i næste uge følger en omtale af årets temakapitler.

Mark Pennington om missions-fokuseret politik

I juli deltog jeg i Vinson Centrets Classical Political Economy Conference på University of Buckingham. Vi skrev om mit papir dagen efter (her), men senere skitserede jeg i Børsen dagens måske mest interessant indlæg: Professor Mark Penningtons (King’s College London) indlæg om det, han kalder missions-fokuseret (“missionary”) politik. Marks idé er, at mange stater og politikere idag er begejstrede for politik med store visioner og massiv statslig involvering, der kræver store investeringer – og tillader meget lidt opposition. Der er flere problemer med idéen, ikke mindst at missions-fokuseret politik forsøger at løse såkaldte komplekse problemer. Man må dog heller ikke ignorere de enorme incitamentproblemer der følger, og de gigantiske muligheder for særinteresser i processen. Missions-fokuseret politik er således et mareridt fra en public choice-vinkel.

Marks præsentation blev igår lagt på YouTube, så alle kan følge med. Han er som altid en af vores mest interessante og innovative kolleger, og også en fin formidler. Hvis man har en halv time, som man kan bruge på at koncentrere sig om et af de helt store problemer – også i dansk politik, hvor Løkke og Frederiksen i høj grad er eksponenter for approachen – er præsentationen varmt anbefalet.

Principperne bag mine analyser

Tiden flyver.

Den 1. september var det ti år siden, jeg skiftede fra centraladministrationen til CEPOS. Den sande luksus i livet er at beskæftige sig med interessante ting og at være omgivet af spændende mennesker. Målt med den målestok var det luksuriøst at arbejde med økonomisk politik i centraladministrationen, men bestemt ikke mindre her blandt tænketankens meget dygtige og dedikerede kolleger. Jeg er utroligt privilegeret.

CEPOS er ganske velkendt i samfundsdebatten, men jeg kunne godt ønske mig, at den måde, vi arbejder på, var endnu mere velkendt. Så lad mig sige lidt om det, og om de principper jeg lægger til grund for mine egne analyser og anbefalinger.

Hvad mange ikke ved, er, at CEPOS ikke har corporate views, altså som institution advokerer for bestemte synspunkter. Det er alene de enkelte medarbejdere, som fremsætter vurderinger og anbefalinger. Det er også de enkelte, som beslutter, hvilke analyser der skal laves, og hvad de leder frem til af anbefalinger. Vi laver ikke konsulentarbejde på vegne af nogen eller tager imod sponsorater til at fremme bestemte dagsordener. Der er vandtætte skotter mellem donorer og analytikere.

CEPOS er en public policy-baseret tænketank. Vi beskæftiger os kun med ”policy” – altså hvilken politik bør føres – ikke med ”politics”, dvs. proces, spin og taktik. Det sidste er en uundgåelig del af politik, men det er ikke en del af vores opgave. Vi har den luksus, at vi ikke skal genvælges.

Ligesom vi ikke deltager i ”politics”, arbejder vi ikke for bestemte interesser. Og det kan også være helt legitimt, men det er altså ikke vores opgave.

CEPOS er uafhængig og har et bredt borgerligt-liberalt udgangspunkt.

Den måske største misforståelse går på, at der skulle være en modsætning mellem ”ideologi” og ”saglighed”, og at det åbent erkendte udgangspunkt er en hæmsko for saglige anbefalinger. Men det er en helt grundlæggende videnskabsfilosofisk indsigt, at positiv analyse i sig selv umuligt kan føre til politik-anbefalinger. Sagt på en anden måde kan deskriptiv teori ikke føre til præskriptiv. Eller som David Hume påviste: Et ”er” alene kan aldrig føre til et ”bør”. Der kan aldrig forekomme en rent saglig anbefaling, uden at der im- eller eksplicit er lagt en normativ forudsætning til grund. Det burde være børnelærdom på alle samfundsvidenskabelige studier – og også gerne journalistuddannelserne.

Denne normative forudsætning kan naturligvis komme mange steder fra. Som embedsmand er man vant til, at det er regeringen og ministerens præmisser, der rådgives ud fra. Og en analyse kan naturligvis være betinget: Altså givet at man ønsker at opnå dette eller hint mål, x, så kan y anbefales….

Men en normativ forudsætning er nødvendig. Rent teknokratiske løsninger findes ikke. Det eneste spørgsmål er, om forudsætningen er åben eller skjult. Hos os er den åben, og det er for mig klart at foretrække. Og som sagt er der tale om en bredt borgerligt-liberalt ideologisk udgangspunkt, som medarbejderne hver især fortolker.

Målsætningen er naturligvis at præge samfundet i en friere retning. Det gør vi ud fra den betragtning, at det bør ske gennem konkrete skridt, der  er fagligt velbegrundede. Det handler både om at være med til at sætte dagsordenen og om at følge og reagere på den dagsorden, som nu engang opstår.

Og nu til de principper, der ligger til grund for de fleste af mine analyser. Det er ikke sådan, at jeg har formuleret dem samlet og eksplicit før, men her er mit bedste bud i kort form:

  1. Naturlig frihed. Det første princip er, hvad man kunne kalde (og Adam Smith faktisk kaldte) naturlig frihed. Det er en forudsætning om, at mennesker som udgangspunkt bør være frie, og at ikke friheden, men indgreb i friheden kræver en begrundelse.
  2. Kollektive handlingsproblemer er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig grund til politiske indgreb. Politiske indgreb skal begrundes med kollektive handlingsproblemer. Princippet om naturlig frihed indebærer, at indgreb skal være i borgernes interesse. En nødvendig forudsætning for, at et indgreb kan begrundes med deres interesse er, at der foreligger et såkaldt kollektivt handlingsproblem. Altså en situation, hvor individuelle incitamenter leder til et resultat, som kan forbedres – ultimativt for alle. Dermed ikke være sagt, at de politiske myndigheder nødvendigvis har forudsætninger for at gøre det bedre. Tværtimod er politiske beslutninger også behæftet med kollektive handlingsproblemer.
  3. Politiske indgreb bør ikke være større end nødvendigt og bør være til lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Jeg tror, man vil kunne genfinde dette princip mere eller mindre eksplicit udtryk i alle analyser, jeg har skrevet. Det afspejler, at det er vanskeligt i hver enkelt konkrete politik-tilfælde at stille alle bedre. Men det er altid muligt at minimere de samfundsøkonomiske omkostninger. Hvor det paretianske princip (ingen bør stilles ringere) bør guide den samlede politik, bør det utilitaristiske (maksimer den gennemsnitlige nytte) styre hver enkelt politisk indgreb. Men vel at mærke kun, hvis det er velbegrundet inden for rammerne af naturlig frihed. Jeg ville aldrig anbefale en utilitaristisk politik, uden at dens mulighedsområde var afgrænset af stærke individuelle rettigheder.
  4. Retfærdighed er en vigtig binding, men ”social retfærdighed” er ikke retfærdig. For en del økonomer, som er enige i 2 og 3, vil fordelingspolitik også være et normativt mål. Men ikke for mig. Jeg ser ikke økonomisk lighed som et mål i sig selv. Derimod kan andre former for retfærdighed – ligesom naturlig frihed – sagtens være en binding på, hvad man bør gennemføre politisk.
  5. Økonomer bør pege på first best, men ofte også second best (eller lavere). En økonomisk analyse bør altid anvise en first best anbefaling – altså hvad den bedst tænkelige politik ville være, givet der fandtes en beslutningstager udelukkende opsat på at føre den ud i livet. Men det gør der ofte ikke. Et politisk problem kan være underkastet mange begrænsninger i form af andre målsætninger og interesser. Derfor er det oftest også relevant at spørge: Hvis dette eller hint tages for givet, hvad er da den bedste politik? Et eksempel, hvor det ofte er relevant, er, hvordan man opnår givne klimamål, som jeg ikke nødvendigvis kan tilslutte mig, billigst muligt.
  6. Økonomiske analyser bør tage udgangspunkt i alment anvendte økonomiske principper og empiriske forudsætninger. Startpunktet for mine analyser vil typisk være almindeligt anvendte principper, regneregler og empiriske forudsætninger. De behøver selvsagt ikke altid være rigtige eller tilstrækkelige, og så vil analysen bevæge sig derfra og begrunde hvorfor. Det er efter min opfattelse uhyre vigtigt at være sig bevidst om sit metodiske grundlag og dets muligheder og begrænsninger, men det har en selvstændig værdi at tilstræbe så stor enighed med andre som muligt om analytiske forudsætninger.

Johan Norberg om Sveriges udvikling

Fraser Instituttet i Vancouver, Canada, udgiver ikke blot de årlige Economic Freedom of the World rapporter, som forskere og meningsdannere ser frem til hvert år (og som kommer meget snart). Instituttet har også et projekt for tiden med titlen Realities of Socialism, med formålet at “educate people about the experiences of socialism that was imposed on tens of millions of people across the world throughout the 20th century”. Udgaven om Sverige er skrevet af den fremragende Johan Norberg, er lige udkommet og kan varmt anbefales.

Johans bog har titlen “The Mirage of Swedish Socialism: The Economic History of a Welfare State“. Bogen er struktureret omkring fire kapitler: Fortællingen om, hvordan Sverige blev rigt før det begyndte at indføre en velfærdsstat, et kapitel om tiden da landet indførte velfærdsstaten og direkte socialistisk økonomisk politik, og hvordan det afskaffede meget af politikken, og to kapitler om hvordan Sveriges politik faktisk ser ud idag.

Fraser Instituttets projekt kommer til at dække Sverige og Danmark som lande, der indførte velfærdsstater, men ikke er socialistiske, Polen og Estland og deres erfaring med faktisk socialisme, og Singapore som valgte en helt tredje, unik vej. Det hele er absolut værd at holde øje med og læse når det kommer. Varmt anbefalet!

Hvad koster det at sanktionere andre lande?

Danmark er et af de mange vestlige lande, der i disse år har sanktioner mod handel med Rusland. Der er næppe tvivl om, at sanktionerne har effekt i Rusland. Forleden kom det frem, at Aeroflots piloter har fået at vide, at de så vidt muligt skal undgå at bremse med hjulene på deres fly, når de lander. Grunden er, at selskabet ikke længere kan få nye bremser. På samme måde har man set en import af køleskabe og andre vestlige varer, som splittes ad i Rusland for at man kan hamstre vestlige computerchips. Kreativiteten er stor, men afslører hvor elendig tilstand, Ruslands økonomi efterhånden er i. Sanktionerne bider, men hvad koster de os? Det er spørgsmålet for idag.

En af mine kolleger, den meget dygtige Ina Jäkel, der er lektor på Aarhus Universitet og specialiseret i handelsteori og -forhold, udgav forleden en ny artikel, der svarer på netop dét spørgsmål. Forskningen bag er lavet sammen med Inas (nu tidligere) PhD-studerende Søren Østervig og deres kollega Erdal Yalcin, der er professor ved Hochschule Konstanz für Technik, Wirtschaft und Gestaltung. Artiklen, der udkommer i et særnummer af Review of International Economics, har titlen “The effects of heterogeneous sanctions on exporting firms: Evidence from Denmark.

Ina og hendes kolleger undersøger helt specifikt danske virksomheders eksportadfærd i 62 lande, der rammes af sanktioner mellem 2000 og 2015. Det tillader dem også at skelne mellem forskellige typer sanktioner, så en våbenembargo ikke behøver at have samme effekt som en bredere handelssanktion eller rejsesanktion. Det viser sig at være vigtigt, da gennemsnitseffekten rent umiddelbart ser lille ud: Hvis en eksportdestination rammes af en sanktion, stiger sandsynligheden for at virksomheden holder op med at eksportere til landet med bare 2,4 procentpoint. Mens det lyder som en lille ændring, skal det ses i lyset af at der er en 18 procent chance for at en virksomhed forlader en eksportdestination i et tilfældigt år! Sandsynligheden stiger således godt 13 procent (2,4 / 18) når et land sanktioneres.

Når forskerne dykker ned i forskellige sanktionstyper, viser det sig at sandsynligheden for helt at forlade et marked stiger cirka 4 procentpoint ved en våbenembargo, og 2,7 procentpoint ved en rejsesanktion. Man kunne derfor tro, at rene handelssanktioner ikke virker, men Ina og hendes kollegers forskning peger på noget helt andet: Mens virksomheder ikke systematisk forlader markeder, falder deres eksportvolumen med cirka 25 procent når det rammes af en handelssanktion. Og vender man typerne om til at se på deres intentioner, er det klart at de store effekter findes efter sanktioner, der sigter efter enten at forhindre krig eller at tvinge lande til at ændre politik. Omvendt finder forskerne, at sanktioner der forsøger at demokratisere lande eller forbedre menneskerettigheder, ikke systematisk har konsekvenser for danske virksomheders handel.

Hvad kan man lære af den nye forskning fra mine kolleger? Et bud på et svar er, at forskningen gør det langt lettere for os at ikke blot identificere, hvilke virksomheder der kan blive ramt økonomisk, når Danmark er med til at sanktionere et land. Den kan også bruges til at sætte et cirkatal på virksomhedernes – og dermed landets – eksporttab, og dermed give en idé om de rent økonomiske omkostninger ved sanktioner for dem, der sanktionerer. Vi vil ikke vurdere, om et eksporttab på 25 procent i et enkelt marked er billigt eller dyrt for de virksomheder, der kunne operere i markedet. Men som altid bør man have information om både omkostningerne og gevinsterne ved politik, og det nye studie fra Jäkel, Østervig og Yalcin giver netop det.

Arven fra Allende og Pinochet

I dag (11. september 2023) er det 50 år siden at Salvador Allende blev væltet ved et militærkup (og begik selvmord). Dermed endte en for Latinamerika usædvanlig lang periode med demokrati og et 17 år langt militærdiktatur begyndte.

Begivenhederne for 50 år siden sætter fortsat dybe spor i det chilenske samfund. Især i årene lige efter militærkuppet var meget blodige, og regimet stod bag flere tusinde drab, mens 10.000vis blev arresteret og tortureret, og omkring en kvart milllion endte i landflygtighed.

Nu skulle man måske tro, at med 50 år gået siden kuppet og 33 år siden Chile igen blev demokratisk, ville Allende og Pinochet være et fjerne historiske minder. Sådan forholder det sig ikke. Chiles unge præsident, Gabriel Boric, som blev valgt i 2020 (og tiltrådte i 2021), hylder åbenlyst Allende og ærede ham ved en tale foran statuen af samme på dagen for sin indsættelse. Taberen af præsidentvalget, José Antonio Kast, har derimod ved flere lejligheder forsvaret militærregimet under Pinochet.

Forsøg fra Gabriel Borics regering på at omskrive Chiles forfatning, som til dels stammer fra Pinochet, blev afvist af hele 62 % af vælgerne sidste år, mens en meningsmåling viste, at kun 42 % af de adspurgte nu mener, at kuppet ødelagde demokratiet og 36 %, at det befriede Chile fra marxismen. Det er en voldsom ændring i forhold til 2006, hvor 68 pct. mente at kuppet ødelagde demokratiet og kun 19 pct. mente at Pinochets regime “redede” landet fra kommunisme.

Fra kaos til militærdiktatur – 1970-1973

At Allende overhovedet endte med at blive Chiles præsident i 1970 skyldes formentlig, at man dengang ikke valgte præsidenten over to valgrunder, men at kongressen afgjorde hvem som skulle være den næste præsident, i tilfælde af at ingen fik mere end 50 pct. Kutymen var at man valgte den som havde fået flest stemmer – og det havde Allende med ca. 36 pct, Det skete dog ikke uden sværdslag, givet Allendes fortid som kommunist. Til sidst blev et flertal dog enige om at godkende ham. Med andre ord blev Allende valgt med et svagt mandat. At han overhovedet “vandt” skyldes at højrefløjen ikke kunne blive enige om at stille med en enkelt kandidat. Og ud over kun at få lidt mere end 1/3 af stemmerne, fik Allende under 40.000 flere end den nærmeste konservative kandidat.

Hvor svagt et mandat Allende reelt sad på, kan man ikke just sige fik nogen større betydning for Allendes regeringsførelse. Allende kaldte selv sin politik for “den chilenske vej til socialisme” – et forsøg på at gennemføre en revolution med fredelige parlamentariske midler.

Men koalitionen bag ham, UP (Unidad Popular) havde ikke flertal i kongressen. I stedet for at samarbejde med flertallet, polariserede hans regering Chile og kastede landet ud i kaos.

En vanvittig økonomiske politik, nationaliseringer, forfatningsstridige tiltag, en landbrugsreform som smadrede fødevareproduktionen og manglende evne/lyst til at tøjle dele af Allendes mere radikale bagland var væsentlige faktorer til forklaring af hvorfor det gik så galt.

Oppositionen søgte flere gange at stille ham for en forfatningsdomstol, men kunne ikke opnå det krævede 2/3 flertal i parlamentet. Ja, kongressen og dens formand havde rent faktisk tidligere på året (sommeren 1973) ligefrem opfordret militæret til at vælte Allende.

Det skal understreges, at der politisk var tale om en blandet landhandel. Nationaliseringen af kobberminerne var således en fortsættelse af den foregående regerings politik og blev gennemført sammen med oppositionen. Sådan forholdt det sig ikke med statens overtagelse af mere end 150 store virksomheder. Hen af vejen tabte Allendes regering fuldkommen kontrollen over denne proces, og ulovlige besættelser af virksomheder og gårde mv. blev efterhånden dagens orden. Det hele endte i en fuldkommen nedsmeltning af økonomien og inflation på mange hundrede procent.

Mange chilenere og et flertal af politikere hilste derfor kuppet velkommen og forestillede sig, at hæren ville genoprette orden og udskrive et nyt valg. Det skete som bekendt ikke. I stedet blev kuppet starten på et 17 år langt militærdiktatur, der som sagt var ganske brutalt i perioder – især de første år.

Militærdiktaturet og undtagelsen fra reglen

Som trofaste læsere af denne blog ved, anser vi Chile for langt hen af vejen at være et forbillede, når det kommer til (markeds)økonomiske reformer. Det er ikke kontroversielt, når økonomer taler om det – heller ikke selv om man kan være uenig om hvor meget de forskellige reformer har betydet, eller hvorvidt man køber hele pakken af markedsreformer eller ej.

Ikke alle reformer som fulgte fra 1975 og frem var lige fornuftige. Her er måske det første forhold, mange ikke er klar over. Kuppet blev IKKE gennemført for at “bane vejen for neoliberale reformer”, det er ganske enkelt en faktuelt forkert påstand. Det økonomiske kaos og den skyhøje inflation fortsatte således efter militæret havde taget magten og der var hele tiden en intern kamp for og imod liberaliseringer. Så skal man sige noget pænt om Pinochet (og der er ved gud ikke meget), er en af tingene at han erkendte at militæret ikke havde forstand på økonomi. En erkendelse som er undtagelsen der bekræfter reglen. Det banede vejen for “The Chicago Boys”.

Indførelsen af et fastkursregime koblet med et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne var garanteret at lønnen minimum steg lige så meget som den historiske inflation, overfor amerikanske dollar var en afgørende fejl, som kom til at koste dyrt i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Man kan også pege på uddannelsessystemet. Her tænker jeg ikke så meget på indførslen af betydelig egenbetaling på de videregående uddannelser, men derimod folkeskole og ungdomsuddannelser, hvor finasieringen for de der ikke selv har råd til at betale for deres børns skolegang burde være statslig, men i høj grad er lokal. Det har indebåret, at mens Chiles gennemsnitlige score i Pisa tests er regionens højeste, har man også den største spredning. Ligeledes kunne man pege på privatiseringen af pensionssystemet, hvor den obligatoriske opsparing med 10 pct. blev sat for lavt, mens utilstrækkelige arbejdsmarkedsreformer yderligere forstærker problemet. Mange chilenere finder således arbejde i den uformelle sektor i en større eller mindre del af deres arbejdsliv. Et problem, fordi pensionsopsparingen er knyttet til den formelle sektor.

Især fastkurspolitikken var en katastrofal fejl og var den direkte årsag til at også Chile blev ramt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, og her kunne reformprocessen sådan set været endt, og ville formentlig være endt, hvis Chile havde været et demokrati. Kombinationen af manglende demokrati og det andet positive forhold, man kan sige om Pinochet (bare rolig der er kun et tilbage), var at han og hans autoritære regime sikrede, at man i stedet for at opgive reformerne tilpassede disse og fortsatte med at transformere Chile om til en moderne markedsøkonomi.

Den 3. og sidste positive ting man kan sige om Pinochet er, at han ikke modsatte sig genindførelsen af demokrati, efter han tabte en folkeafstemning om at gøre ham til præsident (alt tyder på at han selv troede på han kunne vinde).

Ingen af de tre nævnte positive forhold kan naturligvis bruges i en eller anden pervers relativisering af de forbrydelser som Pinochet og regimet var skyld i.

Men overordnet set må vi konstatere, at Chile er et af de bedste eksempler vi kender på betydningen af at privatisere og liberalisere en økonomi samt åbne for international handel. Tallene taler ganske enkelt for sig selv. Heldigvis ændrede man ikke på disse grundlæggende forhold, da Chile igen blev demokratisk, hvorfor Chile gik fra at have et BNP per indbygger under gennemsnittet i Sydamerika i 1970erne til at være det mest velstående land i regionen – se også nedenstående figur.

Figur 1.

Kilde: IMF Outlook april 2023

Som det fremgår overhaler Chile Brasilien i begyndelsen af 1990erne, Venezuela i begyndelsen af dette årtusinde og Argentina i forrige årti. Også når det kommer til reduktion af fattigdom, oplever Chile en markant positiv udvikling, som det fremgår af figur 2 og 3, der viser dels udviklingen i andelen af befolkningen, som lever i det man normalt betegner som absolut fattigdom og målt på andelen der lever under den Verdensbankens højeste fattigdomsmål. Man skal være opmærksom på to forhold, når man aflæser figur 2 og 3. Dels er Venezuela ikke medtaget de senere år, da der ikke er data og dels er kun medtaget år hvor der findes tal for alle lande (efter 2006 kun Argentina, Brasilien og Chile).

Figur 2.

Kilde: Verdensbanken (2023)

I en sidebemærkning skal også medtages at dels hænger det store fald i andelen som levede under den absolutte fattigdomsgrænse i Brasilien i 2020 sammen med Corona epidemien, hvor man i Brasilien udbetalte ekstra beløb til de med de laveste indkomster. Dels vil nogen måske undre sig over den lave andel af fattige i Argentina, med tanke på den information vi får fra medierne. Det skyldes at figur 2 og 3 er baseret på Verdensbankens defintion. Det står i modsætning til nationale mål for fattigdom som ikke kan sammenlignes og ofte indebærer betydeligt højere andel.

Figur 3.

Kilde: Verdensbanken (2023)

Den Chilenske model i krise

Som det fremgår af figur 1 afsluttes perioden med høj vækst omkring 2010 og efterfølgende har man oplevet markant lavere vækstrater. Læg også mærke til at BNP falder før corona epidemien i 2020 – et resultat af de voldsomme uroligheder i 2019 og den medfølgende usikkerhed om hvor Chile er på vej hen.

Men hvad skete der egentlig?

Efter genindførelsen af demokratiet i Chile havde en koalition af Allendes gamle parti Socialisterne og Kristendemokraterne (som var i opposition til Allende) regeringsmagten (under navnet Concertación) i årene frem til 2021 – hvis man ser bort fra to valgperioder.

Det var en stor succes i de første årtier. Alliancen var baseret på at man grundlæggende erkendte det fornuftige i de (markeds)økonomiske reformer, som var gennemført under Pinochet regimet, samtidig med at man ændrede de mest udemokratiske dele af Pinochets forfatning (vedtaget ved en “folkeafsteming” i1980).

Fra flere sider har man påpeget, at Concertación blev offer for sin egen succes og de forventninger det skabte – ikke mindst hos middelklassen. Det er ikke noget tilfælde at protester fra 2011 og frem, der kulminerede i efteråret 2019, i høj grad var drevet af kritik mod egenbetalingen ved at tage en videregående uddannelse.

Jovist talte man meget om den skæve indkomstfordeling, og sammenligner vi med vores del af verden, så er den markant mere ulige, hvilket også fremgår af figur 4. Men faktisk er uligheden faldet kraftigt mål på Gini kvocient og sammenlignet med andre Latinamerikanske lande er uligheden i Chile faktisk lavere end gennemsnittet.

Der er dog også blevet peget på at uligheden i Chile (og andre steder i Latinamerika) også skal måles på andre parametre, ligesom et er at man som jeg gør her kan vise et fald i en “ren” økonomisk ulighed, men noget andet er den oplevede ulighed. Og når man så gennemlever en periode med lavere vækst og mindre velstands fremgang end tidligere, så er det formenlig også en væsentlig del af forklaringen på de senere års udvikling.

Figur 4.

Kilde: Verdensbanken (2023)

Som det fremgår er Venezuela er ikke medtaget, da der ikke findes data for Gini de pågældende år hos Verdensbanken.

Ikke mindst under Bachelets 2. præsidentperiode, 2014-2018 blev retorik og den førte politik markant mere venstreorienteret, mens man inddrog kommunisterne i koalitionen bag regeringen. Efter at centrum-højre under ledelse af Sebastián Piñera (igen) kom til magten i 2018, kogte utilfredsheden over i 2019 og kulminerede i urolighederne samme år. Regeringens svar var at der skulle udarbejdes en ny forfatning til afløsning af Pinochets fra 1980.

Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2021 vandt Frente Amplio og Gabriel Boric over José Antonio Kast, mens de traditionelle regeringsbærende partier led nederlag. Inden da var der blevet nedsat en grundlovsgivende forsamling ved en folkeafstemning, hvor den yderste venstrefløj fik flertal.

Deres udkast til en ny forfatning blev (heldigvis) forkastet eftertrykkeligt ved en folkeafsteming i 2022. Sidenhen er en ny forfatningsgivende forsamling blev valgt, denne gang domineret af de dele af højrefløjen, som grundlæggende ikke ønsker at ændre den nuværende forfatning. Og næste gang der skal vælges præsident? Ja så må José Antonio Kast og hans “republikanske parti” i den grad være favorit til at vinde, sådan som situationen ser ud i dag i Chile. Inden da skal chilenerne dog igen stemme om en ny forfatning til december.

Hermed vil cirklen være sluttet, da det vil indebære at Chile får sin første præsident siden 1990, som ikke ubetinget tager afstand til Pinochet. Chile er således mere splittet end man måske har været på noget tidspunkt de seneste 30 år – og både arven fra Allende og Pinochet lever (desværre) i bedste velgående.

Anbefalinger til mere viden om Chiles historie, reformerne under militærdikaturet, den økonomiske politik i årtierne efter og hvorfor Chile i dag er mere polariseret end længe:

A History of Chile 1808-2002, Simon Collier & William F. Sater

The Economic Transformation of Chile, Hernán Büchi

The Chile Project: The Story of the Chicago Boys and the Downfall of Neoliberalism, Sebastian Edwards

Hvem forurener mindst?

Meget af miljødebatten de senere år har fokuseret på CO2 og andre drivhusgasser, hvor meget hvert land udleder af dem, og hvad man fra politisk side kan gøre for det sænke udledningerne. Der er ærgerligt, da der er andre miljøproblemer med langt større, direkte skadevirkninger for almindelige mennesker. Et af dem, der ikke blot er veldokumenteret, men også er relativt godt målt på tværs af verdens lande, er partikelforurening. Og ser man på partikelforureningen, giver det et noget andet billede end mange miljøinteresserede danskere forestiller sig.

Kortet nedenfor illustrerer partikelforurening, defineret som PM 2.5, på tværs af verden de seneste år; kilden er Verdensbanken. De reneste steder (hvor folk bor) er New Zealand (5,7 ppm), Brunei (5,8 ppm), og Finland (5,9 ppm), mens de mest forurenede er Nepal (94,3), Qatar (90,4) og Egypten (79,3). Det (uvægtede) gennemsnit på tværs af 177 lande er 25, 8, mens medianen er 20,6.

Hvorfor ser vi så store forskelle i forurening på tværs af verden? Læser man medierne og lytter til journalister og politikere, skulle man ofte tro at det er de rigeste lande, der forurener mest. Man glemmer, at meget af den sundhedsrelevante forurening – og ikke mindst partikelforurening – ikke kommer fra avanceret økonomisk aktivitet, men fra almindelige mennesker der laver mad, varmer deres hjem op osv. Millioner af mennesker verden over gør begge dele ved at brænde kul, træ og tørv indenfor, og dermed voldsomt forurene deres indeklima. Det forsvinder typisk med at folk bliver rigere, men det er ikke hele historien.

Noget af historien kan ses i nedenstående figur, der plotter område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – kvaliteten af de juridiske institutioner – mod forurening. Det slående ved figuren er, at mens demokratier (de blå markører) typisk har mindre forurening end autokratier (de røde markører), har ingen lande med en juridisk kvalitet over cirka 6½ på en 10-skala forurening over medianen. Sagt med andre ord: Når kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelsen af privat ejendomsret bliver god nok, får man ikke længere alvorlige forureningsproblemer på denne parameter.

Mens man bestemt ikke skal lade hele sin holdning danne af en enkelt figur – det ville være tåbeligt – peger evidensen her i en helt anden retning af, hvad mange tror. Økonomisk frihed er ofte forbundet med mindre forurening og mindre udledninger, og et generelt bedre miljø. Det samme gælder ofte for økonomisk udvikling. Og det paradoksale er, at langt de fleste ‘miljøkæmpere’ bekæmper moderne økonomisk udvikling og borgernes økonomiske frihed.

Tilfredshed og ‘mistrivsel’

De danske medier har de seneste uger skrevet meget og langt om danske unges ‘mistrivsel’. Ikke overraskende er en række danske politikere allerede rykket ud med krav om, at ‘vi’ bør gøre noget ved det. Forleden påstod 19 gymnasierektorer endda i Berlingske Tidende, at ‘vi har skabt et monster’ ved at teste de unge, stille krav og ved det “konstante fokus på tempo og præstation” i gymnasiet. Rektorerne lægger en ideologisk skarpvinkling i deres indlæg ved at hævde, at de unge er blevet “kanonføde i konkurrencestatens test- og karakterregime.” Lad det ligge, at hele idéen om den såkaldte konkurrencestat er en påstand fra en nulforsker fra CBS, som det politiske Danmark af en eller anden grund er kommet til at tro på. Lad det også ligge, at de af os, der arbejder på universiteterne, oplever at de unge kan historisk lidt når de kommer ud af gymnasiet, og at de krav der stilles til dem, er næsten latterligt lave. Og lad det ligge, at pensum i fag som matematik, fysik og tysk er beskåret voldsomt – i fysiks tilfælde med omkring en tredjedel – i forhold til da vi gik på gymnasiet. Spørg i stedet, om det egentlig er rigtigt, at danske unge mistrives.

Jeg vil på ingen måde påstå, at der ikke er unge i Danmark, der faktisk mistrives! Det er der, og dem bør man tage hånd om så godt man kan. Men tag et kig på nedenstående kort, der illustrerer unges tilfredshed med livet på tværs af Europa. Kortet er tegnet på basis af de seneste års tilfredshed med livet blandt unge mellem 16 og 25 i alle de lande, der er dækket af the European Social Survey (noter at de sorte områder er dem, der ikke er dækket af undersøgelsen). Spørgsmålet, der er stillet, er helt standard: “Når alt tages i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv som helhed? Giv din vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder særdeles utilfreds, og 10 betyder særdeles tilfreds.”

Det slående i den information, der kommer fra den måske bedste repræsentative spørgeskemaundersøgelse i Europa, er at danske unge er med afstand de mest tilfredse. I gennemsnit er danskernes score 8,41, efterfulgt af schweiziske unge på 8,12 og østrigske unge på 7,98. Bundskraberne er (ikke overraskende) ukrainere (6,23), bulgarere (6,41) og russere (6,44).

Pointen med dagens indlæg er derfor at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at medierne skaber et billede af omfattende og dyb mistrivsel blandt unge i Danmark, mens de bedste data vi har – når vi spørger de unge selv – peger på, at de er dem der trives allerbedst i Europa? Og burde den information ikke være et element i den offentlige og politiske diskussion?

Ytringsfrihed fører ikke til mere terror!

Regeringen vil genindføre lovgivningen mod blasfemi, som vi ellers endelig slap for i 2017. Den konkrete plan er at forbyde afbrænding af Koraner, som gennem et forbud mod “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund.” Mens danske jurister synes uenige om forslaget, har flere peget på at formuleringerne giver masser af juridisk elastik i loven, der har en strafferamme op til to år. Hvad betyder “utilbørlig behandling” for eksempel i praksis, og hvordan skal menige politimænd på gaden vurdere, hvad religiøse grupperinger måtte mene er utilbørligt? Et særligt problem er dog næsten forbigået, men blev dog understreget af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt i mandags i en kronik i Politiken: Er det sandsynligt at loven vil virke efter hensigten?

Hensigten, hvis man spørger regeringen, er at forhindre terror på dansk grund, omend det måske også er en vis nervøsitet for nogle virksomheders markedsandele på muslimske markeder. Så hvad siger forskningen på området? Jacob og Frederik fremhæver to artikler fra de senere år: En af Nilay Saiya fra 2015, og en anden af Lasse Skjoldager Eskildsen og undertegnede fra 2021.

Saiya peger først, i The International Journal of Human Rights, på at stater der ikke tillader blasfemi og generelt har mindre religiøs frihed, ikke blot oplever mere terror, men også har større risiko for religiøst funderet borgerkrig og konflikter med nabostater. Lasse og jeg undersøgte i Political Studies for to år siden om øget respekt for ytringsfrihed er forbundet med større terrorrisiko – dvs. præcist den sammenhæng, regeringen påstår er der. Vores resultater på tværs af 162 lande i 45 år viste utvetydigt, at større diskussionsfrihed – og det indebærer også større frihed til at diskutere og kritisere religion – er forbundet med mindre terror i demokratier.

I princippet burde regeringen have et enormt problem, hvis folk og oppositionen interesserede sig. Justitsminister Peter Hummelgaard har næppe meget troværdighed at tabe, men den burde nærme sig nul når han påstår én ting, men forskningen meget klart viser det stik modsatte. Skal man regne med forskningen, risikerer Danmark nu at opleve mere terror som en direkte konsekvens af regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed.

Hvordan klarer BRICS-11 sig?

Forleden holdt BRICS-gruppen møde i Sydafrika for at fejre sig selv og bringe seks nye lande ind i det, der nu er en slags BRICS-11 gruppe. De oprindelige lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – dannede gruppen for nogle år siden som modvægt til særligt USA og de vestlige landes indflydelse på bl.a. IMF. De seks nye – Argentina, Egypten, Etiopien, de Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudiarabien – har således købt medlemsskab til en klub, der ser sig selv som en vigtig økonomisk spiller på globalt plan. Det er derfor indlysende relevant at spørge, hvordan det går for dem rent økonomisk?

Det gør vi idag i figuren nedenfor, der plotter BNP per indbygger og det gennemsnitlige privatforbrug for den globale benchmark USA, de fem gamle BRICS-lande, og de seks nye. For de to grupper har vi valgt at vise gennemsnit vægtet med befolkningsstørrelse, så Emiraterne ikke får urimeligt stor indflydelse med landets ti millioner ud af gruppens samlede 3,6 milliarder mennesker.

Som figuren viser ret klart, er BRICS-landene som gruppe meget fattigere end USA. De fem gamle har et gennemsnits-BNP der er 20 % af USAS (28 % for de seks nye) og et privatforbrug på bare 13 % (18 % for de nye). Selv de to rigeste i gruppen, Saudiarabien og Emiraterne, har gennemsnitlige privatforbrug på kun 39 og 54 % af amerikanernes.

Det bliver på ingen måde bedre af at kigge på den økonomiske dynamik i stedet for de nuværende niveauer. USA’s gennemsnitsvækst i BNP de sidste 15 år har været 1,1 % (1,2 % i privatforbrug), mens de fem oprindelige BRICS-landes gennemsnit er 1,4 % (1,4 %) og de seks nyes har været blot 0,4 % (0,2 %). Hvad værre er, er at det eneste virkelige vækstland i den oprindelige gruppe er Indien! Kinas vækst er efter alt at dømme stoppet op med ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig 25 % – kineserne er holdt op med at publicere statistik på det – deflation, og et boligmarked tæt på kollaps. Ruslands var nødlidende allerede før Ukraine-krigen, Sydafrika har store økonomiske problemer, og blandt de nye lande står Argentina på kanten af en statsbankerot og analytikere er begyndt at tale om et Sovjet-agtigt iransk kollaps som en reel mulighed.

Som en analytiker i the Telegraph påpegede forleden, er fremtidsprospekterne slet ikke gode for gruppen. Det eneste land, der har en vestlig grad af økonomisk frihed – en veldokumenteret og vigtig vækstparameter på langt sigt – er Emiraterne, og både Argentina, Kina og Sydafrika er politisk på vej den modsatte vej. Ser man sobert på BRICS-gruppen som helhed, tegner der sig et meget klart billede af en landegruppe domineret af diktaturer (med Argentina og Brasilien som de eneste velfungerende undtagelser) der lider økonomisk og forsøger at bryde med økonomisk logik. I politik tales der meget om BRICS som en global faktor, men ser man på det økonomisk, er der kun en lidt medtaget papirtiger.

Hæmmer globaliseringen den sociale tillid?

De økonomiske fordele ved øget globalisering er uomtvistelige. På et teoretisk plan har de været forstået siden Adam Smiths tid, med væsentlige senere bidrag fra David Ricardo i 1817, Heckscher og Ohlin i 1930erne, og bl.a. Marc Melitz siden 2000. Alligevel er globalisering enten direkte upopulær blandt politikere i næsten alle dele af dansk politik, eller i det mindste er politikerne skeptiske. En del af deres skepsis – når den ikke blot kommer fra en uvilje mod et tab af politisk kontrol – kommer fra idéen om, at globalisering på en eller anden måde svækker samfundets sammenhængskraft og fælles kultur.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.

Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.

Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.

Howard S. Becker, 1928-2023

Tidligere på måneden døde den amerikanske sociolog Howard S. Becker, 95 år gammel. Becker, der i mange år var professor på Northwestern University i det nordlige Chicago, var en pionér i flere felter af sociologi. Hans 1963-bog Outsiders: Studies in the Sociology of Deviance, var starten på det der idag kaldes labelling theory, der bl.a. også har sneget sig ind i økonomisk spilteori. Hans senere arbejde var blandt andet fokuseret på sociologiske studier af kunstverdenen, ikke mindst i Art Worlds, der udkom i 1982. Derudover var han en af de få virkeligt multitalenterede forskere: Becker var også en fin jazz-pianist, og havde allerede i sin studietid professionelt spillet på klubber i Chicago.

Normalt skriver vi ikke meget om sociologi her på stedet, men Becker var særlig, og der er mindst to gode grunde til at fremhæve ham i dag. Den første er hans oprindelige arbejde, der lå til grund for hans PhD-afhandling og hans 1963-bog. Becker blev født i Chicago i april 1928, og spillede på klubber under krigen – efter eget udsagn fordi han var under 18, mens alle andre jazzpianister var sendt i krig – og lærte derfor jazzmiljøet indgående at kende indefra. En stor del af miljøet brugte stoffer, ikke mindst røg de hash, hvilket Becker begyndte at tænke over. Resultatet var hans PhD-afhandling, hvor kernen belv publiceret i 1953 i det stærkt prestigefyldte American Sociological Review som Becoming a Marihuana User. Gennembruddet i artiklen var, at den beskrev brugen af stoffer i jazzmiljøet som forbrug, i modsætning til al tidligere forskning, der havde tænkt på det udelukkende som misbrug. Becker var således den første, der skelnede mellem relativt uproblematisk forbrug og alvorligt misbrug i en tid, hvor visse stoffer som hash var forbundet med ’afvigende’ adfærd, mens andre stoffer faktisk var almindeligt brugt: Amfetamin blev bl.a. givet regulært til tyske piloter, og nogle af vores bedsteforældre kendte det som ’feriepiller’.

Den anden grund til at skrive om Howard Becker er min helt personlige oplevelse med ham. For knap 20 år siden, da jeg læste PhD i Aarhus, tog jeg et kursus i moderne sociologi på CBS. Kurset i sig selv var udmærket, men højdepunktet var at vi fik en forelæsning og en kort one-on-one samtale med Becker den ene eftermiddag. Deltagerne havde sendt en kort beskrivelse af deres emner før kurset, og jeg havde ingen illusioner om, at ret mange sociologer ville være interesserede i en spilteoretisk forståelse af, hvordan mikrofinansielle institutioner bruger social kapital som sikkerhed for lån.

Da det blev min tur, fortalte Becker da også, at han ikke havde været interesseret i mit emne da han læste det, men havde set det som ret perifert – indtil det gik op for ham, at millioner af mennesker i den tredje verden brugte mikrofinans. Han var oprigtigt entusiastisk, og jeg fik en knap 20 minutter lang samtale om brugen af spilteori og modeller, deres forbindelse med virkelig praksis, og grænserne for deres brug og mulighederne for udvidelser af dem. Becker var ikke blot venlig og positiv, men også inspirerende og den første ’store’ forsker jeg oplevede, der var helt ligeglad med grænser mellem discipliner i samfundsforskningen.  

Min oplevelse med Howard Becker i 2003 har været vigtig for hvordan jeg i dag interagerer med PhD- og kandidatstuderende, når de enten kommer til mig på Aarhus Universitet eller jeg møder dem til konferencer og kurser ude i verden. Alt for mange ser ud til at tænke, at ’han er bare sociolog’ / ”hun er bare økonom”, eller gider ikke sætte sig ind i, hvad de laver. På den måde gør vi ikke vores arbejde som lektorer, professorer, eller forskere overfor dem, der måske bliver del af vores næste generation. Beckers villighed til at lytte og tænke over, hvad en tilfældig PhD-studerende fra Aarhus lavede og hvorfor det var vigtigt, var et ideal som mange af os stræber efter i dag.

Hans disciplinære ydmyghed og villighed og evne til at lytte og tænke fordomsfrit over nye situationer var klar fra hans første artikler, og gjorde ham til en fremragende forsker. Flere nyhedsmedier har bragt nekrologer i ugens løb: New York Times, News in France, og den franske sociologforening som skrev, at “a very great sociologist is leaving us.”

Ulandshjælp, særinteresser, og reformer

En af mine yndlingskolleger i det amerikanske public choice miljø er Bonnie Wilson fra Saint Louis University. Selvom hun ikke er særligt kendt udenfor det specifikke forskningsmiljø, er hun ikke blot en vældigt rar og hyggelig kollega. Hun har også stille og roligt etableret sig som en økonom, der har bidraget væsentligt til forskningen i særinteresser.

Meget af Bonnies forskning har været sammen med Jac Heckelman (Wake Forest University). De to har de senere år for eksempel afsøgt, hvordan særinteresser påvirker politiske inflationsmål, stabilitet i den økonomiske politik, og økonomisk vækst (her og her). Noget lignende gælder deres nye papir, som jeg læste forleden og fandt særligt interessant.

Bonnie og Jacs nye papir har titlen Aid, Reform, and Interest Groups, og starter med spørgsmålet om ulandshjælp fører til reformer i den økonomiske og institutionelle politik. Baggrunden er, at det siden 1980erne faktisk har været et officielt formål med vestlig ulandshjælp, og noget af den gives decideret på baggrund af løfter om reformer. Men foreløbig peger forskningen ikke på nogen tydelig, positiv effekt på reformchancerne af at modtage ulandshjælp.

Det nye i papiret er, at de foreslår at det måske er ligesom meget andet reformpolitik: Den tegnes effektivt af særinteresser. Industristøtte gives for eksempel ofte til virksomheder, som er meget lidt produktive – de meget produktive kan sagtens klare sig uden støtte og har ingen interesse i at lobbye for at få den. Det samme gælder meget andet politik, hvor reformer designes, så de i hvert fald ikke rammer dem, der er politisk vigtige.

Bonnie og Jacs fund er direkte konsistente med et public choice syn på reformdesign: Jo flere interessegrupper, der er i et land, jo mere sandsynligt er det, at reformer faktisk svækker den økonomiske frihed i stedet for at styrke den. Omvendt finder de, at det er meget sjældent, at omstændighederne indebærer positive reformer betalt af ulandshjælp. De to forskere peger således på en potentielt vigtig del af forklaringen af, at ulandshjælp som oftest ikke virker, og til tider har direkte skadelige konsekvenser.

Papirets abstract kan læses nedenunder; det hele er varmt anbefalet.

Foreign aid is often granted to encourage market-oriented reform. It is not clear that this approach to reform has been effective. We seek to understand this seeming failure of aid. We ask whether and how political markets for institutions have influenced the impact of aid allocations on reform, and we explore the extent to which the impact of aid on reform is conditional on the influence of a particular player in those markets – special interest groups. In a panel of 92 aid-receiving nations over four decade-long time periods, for several measure of reform, we find evidence that the aid-reform relation is conditional on the influence of interest groups. We find that only under relatively extreme and rare conditions has aid been positively associated with reform. Mostly, we find that aid has been associated with reform backsliding. The effects are economically meaningful in magnitude.

Noget om kokain og utilsigtede konsekvenser

Some get a kick from cocaine
I’m sure that
if I took even one sniff
That would bore me terrifIcally, too
Yet, I get a kick out of you

Cole Porter (1934)

Kokains rolle som et populært rusmiddel i visse kredse har en lang historie, hvilket citatet fra Cole Porter sangen ”I get a kick out of you”, skrevet til en populær Broadway Musical, vidner om. En popularitet, som fortsatte også efter man forbød det i 1914. Der findes i lighed med ikke mindst cannabis, talrige referencer indenfor blues og datidens populære jazz-numre. Med andre ord er brugen af kokain, ligesom en række andre populære, men ulovlige rusmidler, noget man har kendt til længe.

Det skal dog medtages at kokain og andre illegale rusmidlers “popularitet” er langt mindre end tilfældet med cannabis, som er langt, langt det mest udbredte (fortsat) illegale rusmiddel.

Fra lægemiddel til fest-stof

Kokain stammer fra coca-planten, og blev første gang udvundet af den tyske kemiker Albert Niemann i 1859, hvilket foregik ved at behandle coca-bladene med svovlsyre og kaliumhydroxid. Det aktive stof, som han isolerede, kaldte han kokain. Det var fuldt legalt frem til begyndelsen af det 20. århundrede. I Danmark forbød man det i 1915 med vedtagelsen af Narkotikaloven samme år, som forbød produktion, besiddelse, salg og import af kokain og andre narkotiske stoffer. Lovændringen kom året efter man i 1914 forbød kokain og andre narkotiske stoffer (men ikke cannabis, som først blev forbudt i USA i 1937 og i Danmark i 1961) – i USA i forbindelse med vedtagelsen af vedtagelsen af Harrison Narcotics Tax Act. Senere opdaterede og skærpede man loven ved vedtagelsen af Controlled Substances Act i 1970, hvor kokain blev klassificeret som et såkaldt “Schedule II” stof, som gælder for stoffer med højt misbrugspotentiale, men anerkendt medicinsk anvendelse.

Oprindeligt blev kokain anvendt som lægemiddel mod bl. a. depression, træthed og smerter, men allerede i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte man også at bruge det “i festlig lag”, hvilket også er den mest udbredte anvendelse i dag.
I visse lande bruges det dog fortsat ved bl. a. lokalbedøvelser.

Under 1. verdenskrig anvendtes kokain på begge sider af fronten og kom typisk fra Holland, der en årgang dominerede fremstilling og handel med kokain. Også blandt blandt andet havnearbejdere og søfolk i USA fandt det tidligt anvendelse.

I den mere fiktive verden var det som bekendt Sherlock Holmes foretrukne rusmiddel og i den ”virkelige verden” er en af de tidlige mest kendte (mis)brugere af kokain nok Sigmund Freud, som havde et årelangt (mis)brug.

Virkningen af kokain kan i nogen grad sammenlignes med amfetamin, dog med den væsentlige forskel at amfetamin, som er et 100 pct. syntetisk stof, har en kraftigere virkning i meget længere tid (mange timer i modsætning til kokains virkning som kan tælles i minutter, alt efter indtagelsesmetode). Amfetamin blev først opdaget nogle årtier efter kokains tilblivelse ( af den japanske kemiker Nagai Nagayoshi), og blev første gang blev syntetiseret af den tyske kemiker Arthur Eichengrün i 1893.

Amfetamin udkonkurrerede i nogen grad kokain i det 20. århundrede, når vi taler om den mere praktisk orienterede anvendelse (altså ikke som rusmiddel). Blandt andet blev det brugt på begge sider af fronten under 2. verdenskrig, var en vigtig ingrediens i ferietabletter og slankepræparater, og blev brugt mod bl. a. ADHD og søvnløshed. hvor kokain var blevet forbudt i mange lande i begyndelsen af det 20. århundrede, var det først i 1970, man forbød amfetamin i USA, mens det allerede var blevet forbudt i Danmark i 1961.

Kokain fik for alvor et “comeback” i slutningen af 60erne og begyndelsen af 1970erne – nu med Peru som den største producent og eksportør. Senere hen har Colombia overtaget denne rolle og står i dag for ca. 2/3 af dyrkning af coca og produktion af kokain.

Herhjemme har brugen af af kokain de senere årtier overtaget pladsen som det 2. mest udbredt illegale rusmiddel efter cannabis. Ca. 15 -16 pct. af unge mellem 16-24 år havde i 2021, følge Sundhedsstyrelsen, brugt cannabis indenfor det seneste år, mens små 3 pct. havde anvendt kokain og ca. 1 pct. havde brugt amfetamin. Set over hele perioden 2000-2021 dækker det over et betydeligt fald i brugen af amfetamin, mens andelen som angav at have anvendt kokain i 2021 var den samme som i 2000. Brugen af cannabis i denne aldersgruppe er faldet set over hele perioden (fra ca. hver femte i 2000 til omkring 15-16 pct. i 2021 ).*

Hvor farlig er kokain egentlig?

Både kokain, amfetamin og det endnu mere potente metamfetamin har en række bivirkninger, ud over at være afhængighedsskabende, Der er en betydelig øget risiko for at få en blodprop i enten hjernen eller hjertet, fordi pulsen og blodtrykket øges mens blodkarrene trækker sig sammen ved indtagelse af stoffet, risiko for psykoser m.v. – se også links nedfor.

Det skal dog medtages, at langt hovedparten som har brugt eller bruger de pågældende stoffer (typisk, men især for kokain ikke kun, unge mennesker i 20erne), hverken bliver afhængige eller får varige skader. Denne egenskab gælder for øvrigt i varierende grad langt de fleste illegale, såvel som legale, rusmidler.

En række forsøg på at kortlægge i hvor høj grad de der bruger kokain udvikler et egentlig misbrug viser forøvrigt meget forskellige resultater. Se også denne oversigt i Wikipedia.

Nedenfor er links til sundhedsstyrelsens sider om de pågældende stoffer, samt alkohol, hvor der også er anbefalinger om hvor mange genstande man maksimalt bør indtage om ugen bl. a. – til forskel fra de illegale rusmidler.

Kokain og crack – Patienthåndbogen på sundhed.dk

Amfetamin – Patienthåndbogen – sundhed.dk

Metamfetamin – Patienthåndbogen på sundhed.dk

Udmeldinger om alkohol – Sundhedsstyrelsen

Når det kommer til registrerede dødsfald, så er det primært personer med misbrugsproblemer, ikke mindst blandingsmisbrug, som står for langt de fleste dødsfald, ligesom umiddelbar forgiftning er langt den væsentligste dødsårsag. Det fremgår således af sundhedsstyrelsens rapport, at “der er tale om et udbredt blandingsbrug blandt dem der dør. Mellem 4 til 5 stoffer påvises i gennemsnit i samtlige
forgiftningsdødsfald, og både stoffer i dødelig dosis og andre stoffer/alkohol påvises i
blodet hos de afdøde”*

Igennem de senere år har man oplevet en stigning i antal tilfælde af indlæggelser grundet ”overdosis/forgiftning” ved brug af kokain. Ikke mindst overraskende ”ren kokain” er årsag til dette. Ifølge sundhedsstyrelsen steg “renheden” i den kokain der sælges på gadeplan (detailledet) fra ca. 20 pct. i 2011 til næsten 70 pct. i 2021 og samtidig er der en stor varians, hvor en stigende del af den kokain der sælges har samme renhed, som ved udskibning i Sydamerika. Eller som Sundhedsstyrelsen bemærker: “Renheden i en del af de analyserede kokainprøver de senere år er på niveau med renheden i den kokain der importeres i kokainblokke fra Sydamerika, og viser at en stor del af den kokain der ender hos slutbrugerne er ufortyndet*

Og som chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kari Grasaasen peger på, forholder det sig jo således, at ”Illegale stoffer har ingen indholdsdeklaration, og når stofferne bliver stærkere, og der er så stor variation i styrken i de stoffer der indtages, øger det risikoen for overdosering. Det er et uforudsigeligt stofmarked derude, og risikoen for at blive forgiftet eller i værste fald dø af stofferne, er tilstede”*

Den stigende renhed er sket samtidig med at priserne har været faldende. Hvor kokain i slutnigen af 90erne typisk kostede 1.500 – 2.000 kr. per gram er prisen nu “kun” ca. 600 – 1.000 kr. per gram. Der har dog været store fluktuationer i den mellemliggende periode og ser vi alene på prisudviklingen siden midten af nullerne, er den overordnede trend de seneste årtier, at prisen har været nogenlunde konstant, mens renheden er steget (hvilket dog også dækker over stor variation, både over tid og på det der sælges nu og her).

Hvad vil det egentlig sige at et rusmiddel er “farligt”?

For nogle år tilbage blev en artikel i The Lancet, “Drug harms in the UK: A Multicriteria Decision Analysis“, genstand for en del debat. Ikke mindst fordi man i artiklen kom frem til at alkohol, som jo er lovligt, samlet set var det største problem (se nedenstående figur som er ”sakset fra artiklen”), når man lagde “skadevirkninger for den enkelte og “andre” sammen”.

Det gav en række ganske sensationelle overskrifter, mens man i en vis udstrækning overså, hvordan man egentlig kom frem til rangordningen af illegale og legale rusmidler.

Men tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvor skadelige de enkelte stoffer er for den enkelte og samfundet. At alkohol udnævnes som det “farligste” rusmiddel, er ikke mindst en konsekvens af dets udbredelse. Men som det fremgår (måske nemmest at se ved nedenstående figur) er der tale om en lang række parametre som vægtes til en samlet “score”. Ser man alene på skadesvirkninger for den enkelte, vurderes heroin, crack-kokain og metamfetamin da også til at være mere “skadelige” for brugeren, mens kokain og amfetamin fortsat anses for mindre skadelige.

Man kan måske til nøds tale om at den giver et fingerpeg om den potentielle risiko for den enkelte og ”skadevirkninger” på makroplan. Det skal dog understreges at der grundlæggende er tale om en rangordning, som i væsentlig grad er baseret på en række (subjektive/normative) vurderinger, hvis betydning derefter er vægtet til et samlet index, se også nedenstående diagram.

Dernæst er naturligvis spørgsmålet om, hvad der er årsagen til skade/risikoen for den enkelte og for samfundet som helhed. Er det f.eks. de enkelte rusmidler i sig selv, gældende lovgivning, eller en kombination af disse?

Illustrationen til dette indlæg stammer fra et toilet i Sverige (tak til Otto). Her giver man altså den enkelte forbruger ansvaret for de problemer, som forbruget af illegale rusmidler medfører. Med andre ord opfordres den enkelte bruger til at holde op med det “pjat”, ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til de problemer som produktion og handel med illegale rusmidler medfører. Og det er jo korrekt, at produktion og handel med fx. kokain har store omkostninger, primært i producent- og transitlande i Latinamerika og de senere år også Vestafrika. Men omvendt kunne man jo sige, at det jo sådan set ikke er selve forbruget, som er skyld i dette, men derimod at rusmidlerne er illegale, med mindre altså en betydelig del af forbrugerne tager budskabet til sig.

Her støder vi dog ind i et andet problem, nemlig at det jo helst skal være nogle som rent faktisk bruger betydelige mængder af f. eks. kokain, som stopper deres forbrug. I lighed med andre rusmidler, legale såvel som illegale, er det en mindre del af de samlede forbrugere, som står for langt hovedparten af det samlede forbrug, jævnfør også til føromtalte wikipedia opslag, som der er linket til ovenfor.

Som det fremgår af ovenstående figur fra UNODC’s seneste rapport om kokain, er der siden 2014 sket en stigning i den globale produktion af kokain (en stigning som er fortsat også efter 2020). Denne stigning er både en konsekvens af fortsat stigende udbytte pr. hektar, forbedrede produktionsmetoder og en kraftig stigning i det dyrkede areal de senere år.*

Der har dog ifølge UNODC været en endnu kraftigere stigning i beslaglæggelse, hvilket i nogen grad har modvirket stigningen i det endelige udbud “på gadeplan”.

Ønskede og ikke-ønskede konsekvenser

Her til sidst skal vi så se på konsekvenserne af de forskellige tiltag:

For det første må vi konstatere at der trods myndighedernes indsats, ikke mindst i producent og transitlandene, hvor langt det meste kokain (enten færdigproduceret eller på tidligere stadier i fremstillingsprocessen) beslaglægges, se nedenstående figur*, er markedet for kokain præget af rigelige mængder i forhold til efterspørgslen.

Det dyrkede areal i Columbia er således næsten fordoblet, mens det er steget med cirka 70 procent i Peru og 25 procent i Bolivia. Samtidig er udbyttet per hektar også steget og selve forædlingsprocessen effektiviseret*.

Sammenholdt med at produktionsleddets evne til at sætte priserne er mindsket som følge af en fragmentering/svækkelse af de lokale karteller, mens konkurrerende kriminelle organisationer i transit og aftagerlandene i stigende grad selv står for transporten til primært USA og Europa, er prisen på coca faldet voldsomt, som konsekvens af en stor øgning af udbuddet i forhold til efterspørgslen (også selv om denne er øget).

Set fra de der dyrker coca-bladene, har udviklingen altså indebåret, at “bunden er gået ud af priserne” (den pris coca-bønderne får per enhed er ca. halveret). Endnu værre ville det være gået, hvis myndighederne havde beslaglagt en mindre andel af den samlede produktion. Det er vel ikke lige det der var formålet? Altså hvis man ønsker at de der i dag dyrker coca-blade i stedet skal dyrke noget andet (hvilket de dog sjældent kan, da de bor i områder med meget mangelfuld infrastruktur).

Omvendt kan man naturligvis mene at jo større del som beslaglægges, jo højere er produktions- og distributionsomkostningerne, hvilket alt andet lige vil holde priserne oppe og øge incitamentet til at fortynde kokainen. Men hvis det er korrekt, indebærer det jo også at et faldende forbrug, hvilket må være formålet med opfordringen til at man lader værre med at bruge kokain, umiddelbart presser prisen og øger renheden. Og som det fremgik af Sundhedsstyrelsens udmeldinger er en væsentlig grund til antal øgede forgiftninger ved indtagelse af kokain den stigende renhed de senere år, som også dækker over meget stor varians. Og i modsætning til alkohol, hvor man som forbruger kan aflæse hvor meget alkohol der er i det man indtager, er der ingen varedeklaration på det kokain den enkelte køber og indtager.

Ja, det er ikke nemt det her. For er det så forbrugerne eller lovgivningen som er ansvarlig for de skadelige følgevirkninger af kokains popularitet blandt især nordamerikanere og europæere, men også i stigende grad sydamerikanere? Eller er det måske lovgivningen som har spillet fallit?

Her tager jeg ikke stilling til det helt grundlæggende spørgsmål om statens ret til at bestemme hvilke rusmidler vi bruger. Det er jo en problemstilling i sig selv. Men det er i hvert fald ikke konsistent, at det på den ene side er lovligt at drikke alkohol og i yderste konsekvens drikke sig ihjel, mens det på den anden side er ulovligt at bruge andre former for rusmidler, uanset disse også kan have livstruende konsekvenser.

Det er jo som også Sundhedsstyrelsen påpeger, ikke det at indtage kokain i sig selv som nødvendigvis udgør den store fare (for det store flertal), heller ikke at den kokain der sælges er rekord ren for tiden, men at forbrugerne ikke kender styrken af det de indtager.

Men det er måske også ideen med den førte politik, at øge risikoen ved indtagelse af forskellige rusmidler, med det håb at det afholder en del fra at prøve dem? Det er muligt, men man kan jo så overveje, hvem det egentlig afskrækker fra at prøve de pågældende rusmidler. Formentlig primært de der aldrig vil komme bare i nærheden af et helbreds- og livstruende forbrug.