Hvor effektive er vaccinerne?

På tværs af den vestlige verden behandler politikere og medier udbredelsen af vacciner som den eneste politik mod den ny coronavirus. Præsident Biden har forsøgt at dekretere, at alle ansatte i staten og virksomheder med over 100 medarbejdere skal vaccineres, og Johnson-regeringen i London forsøger at få alt personale i NHS tvangsvaccineret. Det er derfor ekstremt vigtigt at få konkret information om, hvorvidt vaccinerne leverer den beskyttelse som man er blevet lovet.

Den information kan man blandt andet få fra et nyt svensk studie, der er i pre-print og den glimrende Sebastian Rushworth omtalte forleden. Studiet, der er registerbaseret og omfatter knap 1.7 millioner borgere, undersøger de tre vacciner, Moderna, Pfizer, and AstraZeneca, der primært er blevet brugt i Sverige. Det bekymrende er, at studiet viser hvor hurtigt vaccineeffekten forsvinder. Resultaterne af at følge de 1,7 millioner svenskere viser, at den meste effektive vaccine – Moderne – efter 4-6 måneder kun giver 71 % reduktion i dødsrisiko, Pfizer giver 47%, mens hele effekten af at få AstraZenecas vaccine er væk før der er gået et halvt år. Efter ni måneder gælder det samme for Pfizer-vaccinen, mens forskerne ikke kan give en vurdering af Moderna. De konkluderer dog, at der ser ud til at være en lineær reduktion af effekten for vaccinerne, så også Moderna holder op med at give beskyttelse.

Når de svenske forskere fokuserer på de relativt ældre, og dermed den eneste gruppe i samfundet som har en reel risiko ved at blive smittet med Sars-Cov-2, er resultaterne endda værre. For de tre vacciner som helhed falder effekten til 50 % efter 2-5 måneder, og efter et halvt år giver de ingen beskyttelse. Selv for de 50-64-årige er al effekt væk efter 4-6 måneder. Bundlinjen er ganske klar, selvom det ikke er det forskerne skriver: Vaccinerne er langt fra så effektive, som man først blev lovet, og som politikere bliver ved med at påstå.

Det samme billede får man fra et andet nyt studie, der blev udgivet i European Journal of Epidemiology for godt en måned siden, og som sætter også et stort spørgsmålstegn ved vaccinerne. Med data på tværs af 68 lande og 2947 amerikanske counties, undersøger S.V. Subramanian og Akhil Kumar, i hvilken grad udbredelsen af vaccinerne har bremset udbredelsen af virussen. Hele grundlaget for de enorme investeringer i vacciner til alle, og i særlig grad til kravene om vaccinepas osv., er at vaccination kan bremse smittespredningen i samfundet. Problemet er, at Subramanian og Kumar finder, at smitteudbredelse slet ikke er korreleret med udbredelsen af vacciner. Hæver man sig op på samfundsplan er effekterne af vaccination således så små, at man ikke kan se dem med endda omhyggelig statistik. Det indebærer, at massevaccination således er irrelevant som strategi for at redde nogen.

Et nyt studie af Peter Kamp Busk, Thomas Birk Kristiansen og Allan Engsig-Karup trækker også tæppet væk under det andet ben af den danske viruspolitik. Studiet undersøger, i hvilken grad den danske teststrategi har påvirket hvor mange der testede positivt. De tre finder, at om noget var der større smitteudbredelse mens der blev testet mest intensivt. Med andre ord er der ingen evidens for, at den danske massetestning har haft nogen som helst effekt på smitteudbredelsen. Bundlinjen i disse studier er, ligesom den nye litteratur om nedlukninger som bl.a. Douglas Allen har opsummeret, at praktisk taget alt som vestlige regeringer har gjort siden marts sidste år har været nyttesløst. I bedste fald har det kostet uanede ressourcer – i Danmark er regningen i omegnen af 500 milliarder kroner – men der er mange indikationer på, at nedlukningerne kan ende med at slå flere folk ihjel. Som vi dokumenterede forleden, har der været markant overdødelighed i Danmark siden juni, som ikke har med virussen at gøre. Der tales også meget i de britiske medier om de 75000 flere briter i forhold til tidligere år, der er døde i deres hjem i år. Vil man ’følge videnskaben’, burde man stoppe sundhedsteatret nu.

Hvor hurtigt kan nedlukninger virke på antallet af dødsfald?

Antag, at nedlukninger virker. Hvornår ville vi så kunne se en effekt på antallet af døde, når politikerne lukker ned?

Nedenstående figur (lånt her) viser sygdomsforløbet for en person, der smittes med COVID-19. Figuren viser, at der i gennemsnit går 15-17 dage, fra man får de første symptomer, til man eventuelt dør. Og at de første symptomer kommer ca. 5 dage efter man bliver inficeret. I alt går der altså – ifølge denne figur – 20-22 dage, fra infektion til død. Det er lidt højere end hvad jeg har set andre steder (Flaxman et al. (2020) antager implicit, at der går 2-3 uger), men at der går en rum tid, er der ingen tvivl om.

Da Mette Frederiksen d. 11. marts om aftenen meldte ud, at skoler ville lukke d. 16. marts og restauranter d. 18. marts, ville vi altså forvente at se en effekt af nedlukningen 2-3 uger senere. Og i mange lande er det faktisk omtrent det, vi observerer, hvilket har fået en del til at konkludere, at nedlukningerne virker (korrelation er kausalitet for dem).

Men mange empiriske studier finder faktisk en effekt på dødeligheden langt hurtigere. Fakir & Bharati (2021) finder en større effekt efter 0 dage end efter 14 og 21 dage. Dave m.fl. (2021), som jeg også har omtalt her, finder en stor effekt allerede efter 6-14 dage. Og nedenstående figur fra Fowler et al. (2021) viser, at de finder en effekt på dødstallene (panel b) allerede efter få dage. Og den største effekt allerede efter 10 dage.

Jeg har set lignende resultater i flere andre studier, og det mærkværdige er, at mange af forfatterne ikke tænker videre over det. For hvad betyder det, at man finder en effekt af nedlukningerne på antallet af døde efter få dage? Reelt set kan det kun betyde en (eller begge) af to ting:

  1. Data viser, at der går meget kortere tid fra infektion til død, end læger osv. regner med.
  2. Modellerne er fejlspecificeret og fanger reelt noget andet end effekten af nedlukninger.

Mit bud er, at forklaringen næppe er 1). Forklaringen er snarere 2). Og det, de fanger, er – måske – effekten af frivillige adfærdsændringer, sæsonudsving eller andet, som sker FØR politikerne lukker ned (se fx søgningen på håndsprit op til nedlukningen). Det kan dog også sagtens være andre faktorer. Fx kan Fakir & Bharati (2021)’s metode gøre, at de ganske enkelt fanger effekten af den normale virussæson, som typisk er aftagende i marts i de nordlige (og rige) lande.[1]


[1] Fakir & Bharati (2021) skriver “using the level of stringency in the rest of the world to predict the level of stringency of the restriction measures in a country...” Men da nedlukningerne sådan ca. fulgte enden af en almindelig viruskurve i 2020, kan det indebære, at de estimerer effekten af en almindelig viruskurve på udviklingen af COVID-19. Og når de finder større effekt i mere udviklede lande, kan det skyldes, at de udviklede lande er højere mod nord og derfor har skarpere viruskurver. Desværre kommer Fakir & Bharati (2021) ikke ind på disse problemstillinger.

Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

Et godt råd til Heunicke

“Mit råd til He­u­ni­cke: Drop ned­luk­nin­ger og cor­o­na­pas og fo­kusér på god in­for­ma­tion til dan­sker­ne”

Sådan lyder rubrikken i min seneste kommentar i Børsen. Vaccinerne virker, og COVID-19 er – fuldt forståeligt – ikke længere en samfundskritisk sygdom. Så et coronapas, der opdeler borgerne i “dem og os”, er i mine øjne ikke proportionalt.

Alle, der ønsker det, har længe haft adgang til at blive vaccineret. Jeg kan kun se grund til at forlange coronapas hos plejepersonale eller andre, der er i kontakt med særligt udsatte. Men der er ingen grund til coronapas for at bevæge sig i samfundet i øvrigt.

Desuden er evidensen for at nedlukningerne virker bemærkelsesværdigt fraværende. Modelkørslerne viser rigtig nok store effekter af nedlukningerne, men de modeller er så afhængige af antagelser, at SSI helt droppede at lave fremskrivninger på baggrund af dem (med god grund). Ser man i stedet på data ex post og sammenligner udvikling og forskellige tilgange i forskellige lande, ender man med en noget anderledes konklusion. Her fra abstract i reviewet “Covid-19 Lockdown Cost/Benefits: A Critical Assessment of the Literature” af professor Douglas W. Allen, som netop er publiceret i International Journal of the Economics of Business:

The most recent research has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths.

Allen (2021)

Men hvorfor ser vi så store forskelle mellem lande, når det ikke skyldes forskelle i nedlukninger? Mit bud er forskellige udgangspunkter og rene tilfældigheder.

De forskelle, vi ser mellem landene, skyldes primært forskellige udgangspunkter (f.eks. demografi) og rene tilfældigheder. F.eks. har to forskergrupper uafhængigt af hinanden vist, at områder, der som bl.a. Stockholm holder vinterferie i uge ni, havde ca. dobbelt så mange døde som andre områder pga. import af smitte fra Alperne, før man overhovedet vidste, at der var et smitteudbrud.

Kapaciteten i sundhedssektoren bliver igen og igen brugt som argument for nye restriktioner. Men det argument holder ikke, når effekterne af regeringens tiltag er marginale.

Det kan ikke afvises, at kapaciteten i sundhedssektoren bliver presset denne vinter, præcis som den har været under tidligere influenzapandemier. Men når nedlukninger ikke virker, er det svært at se, hvad sundhedsministeren kan gøre ved det. Forhåbentlig vil danskerne i det tilfælde atter justere adfærd, præcis som vi gjorde i december 2020, hvor frivillige adfærdsændringer på baggrund af information ifølge Hope-projektet var vigtigere end nedlukningerne.

Hele min kommentar kan læses her.

Dansk mortalitet i 2021

Der foregår ofte interessante ting, som medierne ikke skriver om. Det betyder ikke, at de eksplicit vælger ikke at skrive om dem, da journalister sjældent er særligt velinformerede om hvad der foregår udenfor politik. Nogle af disse forhold tages heldigvis op af medier udenfor mainstream, og ikke mindst punditokraterne. Hvad der foregår med dansk mortalitet for tiden er et af disse forhold.

Mellem 1/6 og 25/10 er 22184 danskere døde, mens gennemsnittet for samme periode i 2017-2019 var 20334. Der har således henover sommeren og efteråret været en overdødelighed på 9,1 % (1850 personer), som ikke kan tilskrives Covid. Denne overdødelighed er tydelig at se i figuren nedenfor. Renser man dødstallene for alle Covid-relaterede dødsfald (den stiplede linje) – og det skal endnu en gang understreges, at måden tallet opgøres på indebærer at man tæller folk, hvis død ikke er forårsaget af coronavirussen – når man en overdødelighed i perioden på 8,2 %, eller knap 1700 ekstra dødsfald. Dette problem skyldes ikke, at dødsfaldene blot er udskudt: I perioden 1/1 til 1/6 oplevede Danmark en underdødelighed på blot 2 %, eller 490 personer, hvilket tydeligvis ikke er nok til at opveje 1850 ekstra dødsfald efter 1/6. Underdødeligheden i de første måneder af 2021 skyldes blandt andet også, at virussæsonen 2020-21 simpelthen lå lidt tidligere end normalt, så flere af sæsonens dødsfald lå i slutningen af 2020.

Vi har ikke nogen konklusion med to streger under, eller blot evidens for dele af forklaringen, men kan blot nævne nogle mulige dele af den. Som dokumenteret ovenfor, kan forklaringen ikke have noget direkte at gøre med coronavirussen, da dødsfaldene må skyldes noget andet. Logisk er der således tre muligheder. For det første kan der være tale om en ren tilfældighed, men givet størrelsen af udsvinget, virker det ikke specielt sandsynligt. For det andet kan der være tale om dødsfald forårsaget af andre vira, der er blevet undertrykt det sidste halvandet år. Der tales for eksempel meget om RS-virus hos småbørn, ligesom flere epidemiologer er bekymrede for særligt mange influenzatilfælde. Det burde dog ikke være nogen væsentlig faktor før den almindelige virussæson starter i efteråret.

For det tredje tales der en del om, at vaccination i nogle tilfælde kan slå folk ihjel. Statens Seruminstitut noterer i en omtale af de godt 4400 danskere, der er døde indenfor 30 dage efter vaccination, at ”da der i langt overvejende grad er tale om gamle mennesker og udsatte borgere, så vil dødsårsagerne givetvis også være de helt normale for grupperne.” Der er ingen grund til at tro, at det ikke er korrekt, men kun behov for at notere sig, at det samme mønster gælder de cirka 2700, der er døde indenfor 30 dage af infektion med den nye corona-virus.

Sidst, men sandsynligvis ikke mindst, er det a priori rimeligt at regne med, at en del af de ekstra dødsfald skyldes ’collateral damage’ i form af folk, der ikke er sat i behandling i tide for andre lidelser. Omfanget af det kan ikke vurderes, før den årlige statistik over dødsårsager kommer, men der er næppe tvivl om, at der blandt de godt 1800 er en række borgere, der er døde af kræftsygdomme, der i almindelige år ville være diagnosticeret og behandlet langt tidligere. Det samme gælder med stor sandsynlighed også hjertelidelser og flere andre sygdomme, hvor risikoen stiger alvorligt jo længere tid der går, for de diagnosticeres. Alle disse dødsfald – hvor mange der end er af dem – er direkte konsekvenser af nedlukningerne. Det samme gælder såkaldte desperationsdødsfald – selvmord, overdoser, osv. – der følger med den krise i folks mentale helbred, som nedlukningerne har skabt.

Hvad der end har forårsaget overdødeligheden henover sommeren og i efteråret er således usikkert. Uden langt mere detaljeret information om dødsfaldene, er det umuligt at sige noget præcist om, hvorfor vi ser omkring 9 % flere dødsfald nu end i perioden 2017-19. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er at der ingen sammenhæng har været mellem nedlukningerne og dødstal i 2020. I hvilket omfang nedlukningerne netto ender med at have slået folk ihjel, er et spørgsmål som man kun kan svare på om flere år. Foreløbig ser det danske mønster dog ikke lovende ud, og indikerer at der ligger en politisk ubehagelig diskussion, der skal tages på et tidspunkt.

Ja. Kvindekvoter ødelægger virksomhedernes evne til at skabe værdi.

Forleden stillede jeg – på baggrund af ét studie fra Norge – spørgsmålet “Ødelægger kvindekvoter virksomhedernes evne til at skabe værdi?“. Ét studie er sjældent nok til at besvare et spørgsmål, men heldigvis har Yu & Madison (2021) lavet et review af litteraturen. De konkluderer:

Several countries have mandated sex quotas on corporate boards of directors. We systematically reviewed empirical studies that compared company profitability and financial performance before and after introducing legislated quotas. The search yielded 348 unique hits and nine studies were retained, including 20 effects. Four were null, 11 were negative, and five were positive, all of the latter for Italian and French companies. We conclude that quotas for women on corporate boards have mainly decreased company performance and that several moderating factors must be taken into account when assessing causal effects of quotas on company performance.

Så blev vi så meget klogere.

Og det er egentlig ikke synderligt overraskende. Virksomheder forsøger som regel at tjene penge. Og gerne flest muligt. Når Regelstaten regulerer virksomhederne, er det for at få dem til at gøre noget anderledes. Altså noget, der ikke bidrager til at tjene mest muligt.

Er nedlukningsforskerne politisk biased?

Jeg bruger for tiden en del tid på at læse studier om effekten af nedlukninger. I forbindelse med min gennemgang har jeg bemærket, at en relativt stor andel af studierne konkluderer lidt for hårdt – og i visse tilfælde direkte modsat af – hvad de reelt finder.

Lad os se på et par eksempler.

Chisadza m.fl. (2021) skriver i abstract, at ”less stringent interventions increase the number of deaths, whereas more severe responses to the pandemic can lower fatalities.” Det baserer de på en af deres modelspecifikationer (mr. 4 i Tabel 5), hvor de finder et positivt estimat for stringency (flere døde, jo mere der lukkes ned), men negativt estimat for stringency squared (færre døde, jo mere der lukkes end). Det betyder, at for små værdier af stringency fører nedlukningen til flere dødsfald, men for store værdier af stringency (>124) vil den samlede effekt af nedlukningen være negativt (altså færre dødsfald). Problemet er dog – som nedenstående figur viser – at den samlede effekt ikke kan blive negativ for mulige værdier af stringency, som er et indeks der går fra 0 til 100. Chisadza m.fl. (2021) viser altså, at nedlukninger altid fører til flere dødsfald. Ikke just det indtryk, man får fra deres abstract.

Dave m.fl. (2021) skriver i abstract, at ”we find that approximately 3 weeks following the adoption of a SIPO [shelter in place-order], cumulative COVID-19 cases fell by approximately 53.5%”. Men ser man på deres resultater (tabel 8 nedenfor), så finder de en stor effekt på dødsfald allerede efter 6-14 dage og altså før SIPO kan have en effekt (fordi det, som Bjørnskov (2020) beskriver, tager ca. 18 dage, før man kan se effekten af en politik i dødstallene). Effekten efter 15-19 dage – som altså er på grænsen til, at det kan skyldes SIPO, er næsten præcis lige så stor som effekten efter 20+ dage, og de kunne derfor i mine øjne lige så vel konkludere, at det var frivillige adfærdsændringer, der gjorde hele forskellen. Som minimum er de i hvert fald vigtigere, da estimatet efter 6-14 dage er 2/3 af den langsigtede effekt.

Stokes m.fl. (2020) konkluderer, at “focusing on ‘compulsory’, particularly school closing, not ‘voluntary’ reduction of social interactions with mandated policies appears to have been the most effective strategy to mitigate early Covid-19 mortality.” De baserer deres konklusion på tre forskellige analyser, hvor henholdsvis 1 ud af 9, 3 ud af 30 og 8 ud af 30 forskellige indgreb er signifikante (se deres supplementary information s. 13 og 17). I mine øjne er deres konklusion alt for hård, da vi meget vel kan være tæt på tilfældigheder her. Hvis man undersøger et datasæt for tilpas mange sammenhænge, vil man altid kunne finde nogle, der er indenfor et 5% konfidensinterval. Dette problem er kendt som multiple test bias og som beskrevet her, er der 79% sandsynlighed for at finde mindst ét signifikant estimat, når man undersøger 30 indgreb. Korrigerer man for multiple test bias med Bonferroni correction er kun ganske få af deres estimater signifikante (forskellige grader af rejserestriktioner).

Ashraf (2020) konkluderer, at “government response in terms of stringent lockdowns and social distancing measures has proved effective in controlling the spread of highly contagious virus.” Problemet er, at de finder en effekt på –0,326 til -0,073 døde pr. million indbyggere pr. stringency point. Den effekt er helt utroligt lille. Det kan illustrere ved at se på forskellen mellem Danmark og Sverige. Fra 16. marts 2020 til 15. april 2020 havde Danmark et gennemsnitligt stringency på 71,7, mens Sveriges var 56,6 – en forskel på 15,1 stringency point. Ganger vi dette på effekten, får vi altså, at Danmarks nedlukning reddede mellem 6 og 29 mennesker fra at dø af COVID-19 i forhold til en svensk ”nedlukning”. Det vil jeg under ingen omstændigheder kalde effektivt.

Ylli m.fl. (2020), som jeg tidligere har omtalt her, konkluderer i abstract, at ”the drastic social isolation measures, quickly undertaken in response to those initial outbreaks appear effective, especially in Eastern European countries, where community circulation started after March 11th. The study demonstrates that efforts to delay the early spread of the virus may have saved an average 30 deaths daily per one million inhabitants,” uden overhovedet at have undersøgt effekten af nedlukninger! Studiet er udgivet I PLOS ONE, og man undres over, at ikke én eneste reviewer har påpeget, at man ikke kan drage den konklusion på baggrund af studiet.

Aparicio og Grossbard (2021) konkluderer at, ”this suggests that various types of social distance measures such as school closings and lockdowns, and how soon they were implemented, help explain the US/EUROPE gap in cumulative deaths measured 100 days after the pandemic’s onset in a state or country”, selvom alle deres estimater for NPI’erne er insignifikante (i øvrigt er det en myte, at USA lukkede mindre eller langsommere ned end Europa, som jeg tidligere har beskrevet her (se sidste figure)).

Sears m.fl. (2020) ser på effekten af SIPOs (shelter in place-orders) og skriver i abstract, at ”death rates [were] 42-54% lower than in the absence of policies.” Men for det første inkluderer de 42-54% effekten af frivillig adfærd (uden frivillig adfærd er effekten 29% -35%, og det betyder rent faktisk – hvis du regner lidt efter – at frivillig adfærd har større effekt end udgangsforbud). For det andet er deres resultater insignifikante på et 5% signifikansniveau (se deres tabel 4).

Samlet set sidder jeg med en fornemmelse af, at konklusionerne i mange af studierne er biased. Og det er stort set altid i én retning: nedlukninger virker. Men det findes ganske givet også i den anden retning. Når man skal danne sig et overblik over litteraturen, er der derfor god grund til også (og måske primært) at studere forskernes resultater – og ikke nødvendigvis fokusere så meget på forskernes egne fortolkninger af deres resultater.

700% afgift – er det ikke i overkanten?

Ifølge Dansk Motorfinans vil miljøtillægget op bilens ejerafgift stige fra 150% i dag til 700% i 2025 for  fri bil.

Ovenpå selve beskatningen, påregnes et miljøtillæg. De gældende regler frem mod d. 1. juli 2021, består af et tillæg på 150% af bilens ejerafgift. Dette tillæg stiger markant mod 2025, hvor den vil ende ud i et tillæg på 700% af bilens ejerafgift.

Helt konkret betyder dét, at hvis et køretøj har en årlig ejerafgift i dag på kr. 5.000,-, vil miljøtillægget frem til d. 1. juli 2021, være kr. 7.500,-. I 2025 vil dette tillæg stige til kr. 35.000,-.

Det lyder helt vildt. Er det virkelig rigtigt?

Fra min inbox: Postfirma i Polen limede vægte på brevene for at omgå statens monopol

Forlede fik jeg en interessant mail, som fortæller lidt om, hvor skadelige (statslige) monopoler er, og hvor meget markedet er villige til at gøre for at omgå dem.

Tak for sjov historie om The Jones Act. Jeg kom til at tænke på en historie, en polsk kollega fortalte mig, om hvordan InPost brød det polske post-monopol for breve ved at lime metalvægte på brevene, så de kom over 50g-grænsen for små breve, og alligevel kunne omdele billigere end statens postvæsen 😀

Helt kort så klistrede firmaet nedenstående plade på brevene, så de blev tungere end 50 gr. og dermed kom over monopolets vægtgrænse. Og det var en fuldt lovlig måde at omgå reguleringen på.

Tænk at man kan lime en metalplade på et brev og stadig gøre det billigere end statens monopol…

Friedman har i øvrigt påpeget, at monopoler oftest netop er statslige eller beskyttet af staten gennem regulering. Jeg er enig med ham. Det er svært at finde eksempler på permanente monopoler på frie markeder. De private firmaer, vi kalder monopoler i dag, vil være forsvundet i morgen (med mindre det lykkes dem at få så meget regulering på plads, at konkurrencen begrænses, hvilket fx Facebook er godt i gang med).

Kom gerne med eksempler på monopoler (både beskyttede og frie) i kommentarsporet.

Minimumslønninger: Det handler om velfærd – ikke løn

Følger man med i debatten om effekten af minimumslønninger, vil man se, at der ikke er entydig evidens for, at minimumslønninger ødelægger jobs.

Jeg har tidligere argumenteret for, at man næppe kan finde den sande effekt af minimuslønninger ved blot at kigge på lønninger go jobs, fordi der er et væld af muligheder for at omgå reguleringen. Hvis din løn bliver sat i vejret, men du samtidig mister mange af dine øvrige goder på jobbet, kan du være lige vidt. Du kan sagtens ende med at betale for din egen lønstigning ved at miste betalt mad, betalt parkering, fleksibilitet i arbejdstiden osv.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder en anden interessant omkostning for lønmodtagerne. Her er deres abstract (mine fremhævninger):

Exploiting minimum-wage variation within multi-state commuting zones, we document a negative relationship between minimum wages and firm variety in the U.S. restaurant and retail trade industries. To explain this finding, we construct a heterogeneous-firm model with a monopsonistic labor market and endogenous firm variety. The decentralized equilibrium underprovides the mass of firms compared to the outcome achieved by a welfare-maximizing planner. A binding minimum wage further reduces the mass of firms, exacerbating the distortion. Workers value employer variety, and thus, by reducing firm variety the minimum wage reduces workers’ welfare even if the average wage increases.

Det var ikke en effekt, jeg havde tænkt over før. Men det burde have stået lysende klart for mig, for jeg har mange venner, som har valgt dårligt betalte jobs, fordi det var fede jobs. Jeg havde fx to kammerater, der var kajakguides i Alaska. De tjente meget lidt, men fik en oplevelse for livet. Havde der været minimumslønninger da de var guides, havde de nok tjent mere (de havde sikkert kunne finde et andet job), men deres liv var under ingen omstændigheder blevet bedre af det.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021)’s resultater viser, hvor svært det kan være at vurdere konsekvenserne af en given politik. For hvis forskningen entydigt havde vist, at minimumslønninger hævede indkomsten for lønmodtagerne, ville politikere og den samlede venstrefløj have jublet over mindstelønnens effekt på det, de kunne se. Men det ville stadig være dårlig politik på grund af de ikke-sete effekter som bl.a. Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder.

Fra folkeskole til friskole. Interessant interview med lederen af Uhre Friskole

Skolemonitor har i dag et interview med en skoleleder, Kent Lykke, der har været på samme skole i 40 år, men i mellemtiden er gået fra at være folkeskole til at være friskole. Det er et ret interessant interview, hvis man vil forstå, hvorfor friskoler generelt klarer sig bedre end folkeskoler.

Kent Lykke peger bl.a. på centralisering som et problem for kvaliteten.

»Forvaltningerne er smeltet mere og mere sammen med det politiske system, hvor forvaltningen tidligere var en mellemstation. Men nu er de to enheder blevet ens og er meget stålsatte over for os, de udførende. Det er blevet formidling fra forvaltning til os frem for drøftelser,« siger Kent Lykke. […]

Det har skabt en distance mellem skoler og det politiske niveau, som i øvrigt blev forstærket med strukturreformen, der lagde 271 kommuner sammen til 98. Herunder Brande Kommune, der blev til Ikast-Brande.

»Konsekvensen er, at der i dag sidder mennesker i vores demokrati, som beslutter ting, de reelt ikke har indsigt i,« siger Kent Lykke.

Den manglende indsigt har samtidig betydet, at behovet for dokumentation er steget tilsvarende, tilføjer han.

»Det er en tidsrøver, som udhuler det meningsfulde. Det at være ledelse for noget og nogen er der blevet mindre tid til,« siger Kent Lykke.

De friere rammer har også påvirket hans ledelsesstil.

»Jeg har praktisk talt aldrig sagt nej til indkøb. Når man har høje forventninger til sine ansatte, må man også understøtte dem, og derfor er det en bunden opgave at skaffe de materialer, der er bedst for dem og os,« siger Kent Lykke.

I folkeskolen er der et mål om, at 95% af alle timer skal dækkes af en lærer med kompetence i faget. Men det er øjensynligt ikke noget, der bekymrer Kent Lykke.

Og hvad angår personale; på Uhre Friskole er man per definition lærer, hvis du er ansat til at undervise.

»Jeg har en tømrer, som underviser i sløjd, og vi har dagplejemødre, som er pædagoger. Vi har en musiklærer, som er uddannet på musikkonservatoriet. Men ingen af dem har en formel læreruddannelse,« siger Kent Lykke.

Kent Lykkes skole ligger i øvrigt i toppen af CEPOS’s liste over uddannelseseffekter.

Uhre Friskole har i en årrække ligget i den pænere ende af den årlige liste, som tænketanken Cepos står bag, der måler alle landets skolers evne til at løfte elevernes faglige niveau, og Kent Lykke er ikke i tvivl om, at det skyldes skolens fokus på entreprenørskab.

»Det gør mig vildt stolt,« siger Kent Lykke, der 1. november synger sin sidste morgensang på Uhre Friskole.

Læs hele interviewet her: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8362001/Det-var-en-gave-at-vi-gik-fra-folkeskole-til-friskole

Energi og klima i medierne

Energi og klima fylder en del i mediebilledet i øjeblikket, og jeg har også bidraget med et par ting.

De Radikale har fremlagt et nyt klimaudspil, hvor de vil øge klimalovens målsætning om en 70 pct.-reduktion af CO2e-udslippet (fra 1990 til 2030) til op til 80 pct. Det er kun et par år siden, De Radikale kritiserede Alternativet og Enhedslisten for urealistisk overbudspolitik, da de introducede 70 pct. målet, mens De Radikale selv gik ind for 60 pct. Nu lægger de sig så i spidsen med et 80 pct.-mål, efter først at have tilsluttet sig 70 pct.-målet.

Jeg er meget kritisk af flere grunde. Rene danske mål bidrager ikke til at løse det globale klimaproblem, og 80 pct.-målet er muligvis teknisk uden for rækkevidde. Det er i bedste fald samfundsøkonomisk meget dyrt selv med det mest omkostningseffektive middel – en ensartet generel pris på CO2-udslip – men De Radikale vil ikke bruge prisinstrumentet i nær det omfang, der er nødvendigt for at nå målet. I stedet foreslår de et sammensurium af subsidier og reguleringer, som tilfredsstiller de velorganiserede interessegrupper. Det bliver til gengæld meget dyrere for os alle under ét.

Du kan læse mere i mit interview med Altinget her og høre interviewet i Radio 4 med den radikale ordfører og mig her (7.19).

I næste uge begynder endnu et internationalt topmøde om klimaet. Den Uafhængige har i den anledning spurgt til min holdning til dansk klimapolitik. Det kan du høre mere om her (1:27.40).

Energipriserne er steget voldsomt på det seneste. Det skyldes en række flaskehalse i den internationale energiforsyning, hvoraf mange vil være midlertidige. Men den grønne omstilling vil gøre bl.a. energi dyrere permanent og øger vores sårbarhed over for flaskehalse, som dem vi ser i øjeblikket. Så man bør vænne sig til højere priser på energi også på lang sigt. Det skriver jeg om i min faste klumme i JP/Finans her.

Jeg skal måske benytte lejligheden til at uddybe, hvad jeg mener med højere priser på “bl.a. energi”. Det kan meget vel være, at selve strømprisen bliver lavere i perioder, hvis den i høj grad kommer fra f.eks. vind. Når vinden blæser, kan producentprisen ligefrem blive negativ. Men vedvarende energi kræver subsidier og stiller meget dyre systemmæssige krav til back-up og lagring. Desuden koster det ekstra at bruge el i stedet for fossile brændsler i bl.a. transporten. Det er de samlede omkostninger ved grøn omstilling, jeg har i tankerne. Konkret kan byrden lande hos forbrugerne, skatteyderne, lønmodtagerne og virksomhedsejerne; det afhænger af, hvordan regningen fordeles.

Gør erfaring med demokrati borgerne tilfredse med demokrati?

På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.

Man kan ikke få BÅDE frihed og lighed, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige

Forleden skrev jeg om Ahern & Dittmar (2012), som fandt at kvindekvoter i Norge forhindrede virksomhederne i at skabe mest mulig værdi. Kvindekvoter og lignende regulering synes ofte at have til formål, at gøre kvinder og mænd mere ens i outcome. Men som det er velkendt for mange (Steffen Larsen taler en del om det i dette afsnit af “Ring, hvis jeg tager fejl”), kan man ikke få både frihed og lighed i outcome, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.

At de er det, hersker der næppe megen tvivl om. Men det er alligevel et emne, der til stadig bliver undersøgt nærmere og nærmere. Coffman et al. (2021) viser således, at kvinder og mænd ikke blot er forskellige i udgangspunkt, men også forskellige i forhold til hvordan de tilpasser deres adfærd på baggrund af feedback.

Her er abstract (min fremhævning):

Many decisions – such as what educational or career path to pursue – are dynamic in nature, with individuals receiving feedback at one point in time and making decisions later. Using a controlled experiment, with two sessions one week apart, we analyze the dynamic effects of feedback on beliefs about own performance and decision-making across two different domains (verbal skills and math). We find significant gender gaps in beliefs and choices before feedback: men are more optimistic about their performance and more willing to compete than women in both domains, but the gaps are significantly larger in math. Feedback significantly shifts individuals’ beliefs and choices. Despite this, we see substantial persistence of gender gaps over time. This is particularly true among the set of individuals who receive negative feedback. We find that, holding fixed performance and decisions before feedback, women update their beliefs and choices more negatively than men do after bad news. Our results highlight the challenges involved in overcoming gender gaps in dynamic settings.

Coffman et al. (2021)‘s resultater understreger, at hvis man vil gøre mænd og kvinder mere ens i outcome, er man nødt til at gå på kompromis med friheden. Og det er netop det, De Radikales kurskifte gør, når de fratager virksomhedernes ejere (hvilket i mange tilfælde vil sige de danske pensionsopsparere) muligheden for selv frit at sammensætte deres bestyrelser og ledelser.

Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…

Ødelægger kvindekvoter virksomhedernes evne til at skabe værdi?

De Radikale vil have kvindekvoter i erhvervslivet, fordi det går “for langsomt” med at få flere kvinder i ledelser og bestyrelser. Hvad De Radikale præcist mener med “for langsomt” står ikke lysende klart for mig. Min første tanke er, at det det må betyde, at De Radikale kender både den optimale andel kvinder i ledelser og bestyrelser for alle virksomheder samt den optimale hastighed hvormed denne andel nås. Men det kan af gode grunde umuligt være tilfældet.

Ikke desto mindre kan det være relevant at vide, hvad et sådan krav betyder for virksomhedernes evne til at skabe velstand. Og det ved vi faktisk lidt om fra Norge, hvor man i 2006 indførte tvungne kvindekvoter på 40% i bestyrelser. Ahern & Dittmar (2012) har undersøgt effekten, og deres resultater er ikke lovende. Her er deres abstract (min fremhævning):

In 2003, a new law required that 40% of Norwegian firms’ directors be women—at the time only 9% of directors were women. We use the prequota cross-sectional variation in female board representation to instrument for exogenous changes to corporate boards following the quota. We find that the constraint imposed by the quota caused a significant drop in the stock price at the announcement of the law and a large decline in Tobin’s Q over the following years, consistent with the idea that firms choose boards to maximize value. The quota led to younger and less experienced boards, increases in leverage and acquisitions, and deterioration in operating performance.

Så blev vi så meget klogere. Mange på venstrefløjen anklager virksomhederne for kun at tænke profit, profit, profit. Det er som oftest en helt reel “anklage”, og derfor vil det undre mig, hvis forskningen generelt set finder positive effekter af at regulere kønssammensætningen i bestyrelser og ledelser. Men smid gerne links til nyere forskning, der belyser effekterne af kvoter i ledelser og bestyrelser, så vi kan blive yderligere oplyst.

Fra min inbox: Regelstaten i ét billede

Se godt på nedenstående billede. Det viser en far og en søns kørekort.

Øverst ser du mit kørekort udstedt 1995. Der er 6 kategorier. Nederst ser du min søns kørekort udstedt 2020 med 17 kategorier.

11 (183%) flere kategorier på 25 år. Ganske vist er der sket en del med trafikken (primært er køretøjerne blevet meget mere sikre, men der er også kommet nye køretøjer – bl.a. modulvogntog), men er der virkelig brug for 17 kategorier?

Som du kan se, så var jeg så heldig at få kørekort til lastbil og bus på sergentskolen i 1995. Det var en teoriprøve og en køreprøve, så jeg fik C og D på en og samme tid. Hvorfor skulle det også være anderledes, da der ikke er forskel på at køre 13 m bus eller lastbil. Men sådan skulle det ikke fortsætte. Min bardomsven fik lastbil-kørekort året efter men ikke til bus, da man havde ændret reglerne, så bus og lastbil nu var to helt seperate kategorier med seperate teoriprøver, køreprøver m.v.

Og det er ikke den eneste ændring, der har været. Også kørekortets gyldighed er der pillet ved.

En anden god ven har også C og D fra Forsvaret. Han havde også det gamle laminerede pap-kørekort, som på det vedhæftede billede. En dag på Borgerservice spurgte de ham, om han ikke ville have et nyt smart plastik-kort i stedet for det slidte gamle. Det ville han gerne, og så dukkede han op nogle dage efter med pasfoto. Her opdagede han så den dumme fejltagelse, han havde begået. Han blev spurgt: “Hvor er lægeerklæringen?” Så fordi han har skiftet fra pap til plastik, så skal kørekortet nu fornyes hvert  5. år, og han skal medbringe lægeerklæring hver gang. Da han fortalte dette, blev mit gamle pap-kørekort lagt pænt ind i pengekassen og bliver kun taget frem til udenlandsture. (Bruger appen i DK). For så længe jeg har pap-kørekortet, så skal det ikke fornyes førend jeg bliver 70 år i 2045. Min ven derimod, han må afsted til lægen og borgerservice hvert 5. år og betale ved kasse 1, hvis han vil beholde C og D.

Det har altid undret mig, at det er kutyme, at regulering – der må være indført af sikkerhedsmæssige årsager – kun gælder fremadrettet. Hvis man mener, at det er farligt, at folk kører i 6 år uden en lægeerklæring, hvorfor gælder kravet så ikke alle os, der har et “gammelt” kørekort? Jeg ser det samme på mange områder, hvor politikerne fx indfører uddannelseskrav ved lov (af sikkerheds- eller kvalitetshensyn), men i samme lov anerkender, at den hidtidige sidemandsoplæring faktisk er god nok (ved at lade nuværende i branchen arbejde videre uden at skulle tage en uddannelse). Det virker vilkårligt.

PS: Det er i grunden skræmmende vilkårligt, hvilke regler man er underlagt. Så længe, jeg har mit gamle pap-kørekort, så har jeg kørekort til bus og lastbil, indtil jeg fylder 70 år; men hvis jeg får stjålet pungen, smider kortet i vaskemaskinen eller lignende, så er det lægeerklæring og nyt kørekort hvert 5. år….

Lukkede økonomisk frie lande hårdere ned end andre lande?

Forleden blev jeg spurgt, om ikke det var et paradoks, at liberalt ledede lande lukkede hårdere ned end socialistisk ledede. Mit umiddelbare svar var ”Gjorde de da det?”, men en hurtig googling kunne ikke rigtig svare på spørgsmålet. Det eneste jeg fandt var, at demokratiske stater i USA lukkede hårdere ned end republikanske stater).

Så derfor kiggede jeg selv lidt på tallene. Man kan altid diskutere, hvordan man definerer liberalt og socialistisk ledet. Det er ikke nok at se på partiernes navne eller deres placering i det enkelte land (spørg en demokrat (altså venstrefløjen) i USA om hans opfattelse af fx Venstre eller Konservatives politik, og han vil sandsynligvis se den som yderligtgående i en socialistisk retning). Nedenfor har jeg brugt den økonomiske frihed i landet som en proxy for, hvor liberal ledelsen af landet er.

I den første figur har jeg plottet graden af nedlukning i foråret (målt ved Oxfords stringency index) mod graden af økonomisk frihed (målt ved henholdsvis Heritage Foundations (rød) og Fraser Institutes (blå) indeks for økonomisk frihed) for alle de lande, der findes data for.

Læs resten

Mere om Nobelprisen i økonomi 2021

Mandag eftermiddag annoncerede Sveriges Riksbank den årlige Nobelpris i økonomi. 2021-prisen går til David Card (UC Berkeley), Joshua Angrist (MIT) og Guido Imbens (Stanford). Nobelpriskomiteens annoncering og begrundelse kan læses her. Card får prisen for ”his empirical contributions to labour economics”, mens begrundelsen for Angrist og Imbens er ”their methodological contributions to the analysis of causal relationships.” Der er således tale om en Nobelpris til arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri.

Årets Nobelpris går overordnet til de tres arbejde og indsigter i, hvordan man kan bruge såkaldt naturlige eksperimenter til at etablere årsagssammenhænge. Mens det ikke ligefrem er den mest ophidsende Nobelpris i mands minde, gives den derfor til et vigtigt område. Samfundsvidenskaberne har været ekstremt dygtige til at etablere sammenhænge, men har ofte haft et problem med at vise, at disse sammenhænge er kausale. Det evige problem har været, at ”Correlation isn’t Causation”. Når man for eksempel ser en sammenhæng mellem økonomiske kriser og statskup, er det så fordi statskup er mere sandsynlige under kriser (at folk forsøger statskup når staten er svag), eller er det fordi statskup skaber kriser (pga. den øgede politiske usikkerhed)?

Det er her, naturlige eksperimenter er så værdifulde. Har man for eksempel et område i USA, hvor der bliver indført regulering i noget af området men ikke i resten, har man potentielt et naturligt eksperiment. Det gælder for eksempel Saint Louis, som ligger i Missouri, men strækker sig ind i Illinois, og hvor borgerne til tider kan opleve, at der gælder forskellig regulering i forskellige dele af byen. Det naturlige eksperiment ligger derfor i, at man har en virkeligt god kontrolgruppe, som man kan sammenligne med. Man kommer derfor udover problemet med at etablere en årsagssammenhæng, fordi man har en helt sammenlignelig gruppe, som logisk ikke kan være påvirket af den politik eller event, man studerer. Det naturlige ligger i, at det ikke er et eksperiment som forskere har sat op, men en tilfældighed der helt ligner et eksperiment.

Som Otto Brøns-Petersen noterede mandag, har jeg selv brugt naturlige eksperimenter. Udover mit studie med Kasper Planeta Kepp, var jeg med til at bruge metoden i et studie sammen med Jacob Gerner Hariri (KU) og Mogens Kamp Justesen (CBS). I Economic Shocks and Subjective Well-Being: Evidence from a Quasi-Experiment brugte vi et naturligt eksperiment, da Botswanas nationalbank om eftermiddagen den 29. maj 2005 annoncerede en devaluering af landets valuta. Det naturlige eksperiment bestod i, at en større spørgeskemaundersøgelse fra AfroBarometeret var gået i gang nogle få dage før, men ikke var slut endnu. Vi havde derfor en unik mulighed for at undersøge, om folks subjektive velbefindende reagerede på hvad de kunne forvente, der ville ske, eller om den først ændrede sig efter at man faktisk kunne observere ændringerne.

Med andre ord brugte vi Card og Angrists metodiske indsigter til at undersøge, hvor sofistikeret folks velbefindende er. Det kunne lade sig gøre, fordi der ganske tilfældigt – og heldigvis – dukkede et naturligt eksperiment op. Og det understreger måske meget godt metodens begrænsninger: Hvis der ikke af en eller anden grund er et naturligt eksperiment, er man tvunget til at falde tilbage på mere traditionelle empiriske metoder. Det er en fantastisk smart måde at etablere evidens på, men den kan kun bruges i særlige – og relativt tilfældige – applikationer.

Nobelprisen i økonomi 2021

Nobelprisen i økonomi blev annonceret i dag. Den går til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens. Her er Nobelpriskomiteens altid grundige gennemgang af det videnskabelige grundlag for prisen.

Det handler kort om naturlige eksperimenter, som er kommet til at fylde rigtig meget i empirisk økonomisk forskning siden 1990erne. Metoden går ud på at efterligne kontrollerede eksperimenter – at opstille en situation, hvor to statistisk ens grupper enten “behandles” (f.eks. med et medikament) eller ikke gør det. Kontrollerede eksperimenter kan ikke altid lade sig gøre i økonomi, men i nogle situationer laver “naturen” sit eget eksperiment. Redaktør Bjørnskov greb f.eks. (sammen med Kasper Planeta Kepp) et sådant naturligt eksperiment, som opstod, da regeringen lukkede nogle, men ikke alle kommuner i Nordjylland ekstraordinært hårdt ned under corona-epidemien. Ved at sammenligne de to kommunetyper kunne de se, at der ikke er evidens for nogen stor effekt af nedlukning.

Traditionen tro prøver jeg at folde årets Nobelpris ud. Det sker i morgen tirsdag i Berlingske Business.