Bedste danske økonomer 2022

Næsten hvert år siden 2009 har vi hos Punditokraterne skrevet et indlæg om, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Pointen fra starten af var at imødegå et problem som mange af os ofte oplever: At ikke-økonomer opfatter dem, der bruges meget af medierne, som de fagligt dygtigste. Nogle meget dygtige økonomer er jævnligt i medierne, men det samme gælder for en række folk, som vi nok ikke helt har samme faglige respekt for. Over årene har indlægget dog også udviklet sig til en diskussion af, hvor svært det er at måle præcist, hvor dygtige forskere er. Man kan med fuld rimelighed lægge vægt på forskellige ting – hvor meget skriver man, hvor publicerer man sine ting, hvor ofte citeres man, og andre forhold – og forskellige forskere har forskellige strategier for, hvordan de gør.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er at tage et gennemsnit af tre forhold for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: 1) En forskers citationstal, delt med det antal år forskeren har været aktiv (for det meste fra det år, vedkommende fik sin PhD); 2) en forskers citationstal, delt med forskerens samlede antal publikationer; og 3) det antal artikler, forskeren har haft i et ’supertidsskrift’. Vi regner supertidsskrifter i nationaløkonomi som American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Political Economy, Econometrica, og Review of Economic Studies. Vi tæller også, hvis en forsker har haft en artikel I et supertidsskrift i de to nabodiscipliner statskundskab og management, hvis vi regner dem som henholdsvis American Journal of Political Science, American Political Science Review, og Journal of Politics, eller i Academy of Management Journal og Academy of Management Review. I alle tilfælde tager vi logaritmen til tallet, hvilket har den effekt at en forsker, der scorer højt på én komponent, men ikke andre, ikke kan få en særligt score. Man skal med andre ord have en rimelig balance på tværs af de tre komponenter for at få en rigtigt høj score, og almindelig flittighed belønnes ikke.

Alligevel toppes årets rangliste endnu en gang af Lasse Heje Pedersen og Nicolai Foss fra CBS. Nicolai er med et citationstal på 14400 den suverænt mest citerede danske økonom, og den eneste over 10000 citationer. Lasse, der fik sin PhD i 2001, har dog flere citationer per artikel end Nicolai – han er faktisk mere end seks gange så citeret per artikel som den gennemsnitlige danske økonomiprofessor. Nummer tre, David Dreyer Lassen fra KU, excellerer ved at have ikke mindre end seks artikler i supertidsskrifter, og endda både i nationaløkonomi og statskundskab.

Petersen, Lasse HejeCBS15.9
Foss, NicolaiCBS25.1
Lassen, David DreyerKU34.2
Andersen, SteffenCBS44.1
Lau, MortenCBS53.7
Lando, DavidCBS63.7
Sørensen, Peter NormanKU73.6
Bjørnskov, ChristianAU83.5
Kreiner, Claus ThustrupKU93.4
Bennedsen, MortenKU103.4
Nielsen, Morten ØrregaardAU113.1
Rahbek, AndersKU122.9
Leth-Petersen, SørenKU132.9
Johannesen, NielsKU142.8
Munch, Jakob RolandKU152.6

Derudover kan flittige læsere sandsynligvis genkende flere navne: En af konklusionerne i år som tidligere år er derfor, at nærmest uanset hvordan man gør, får man nogenlunde de samme folk i toppen af listen. Og har man fulgt med i nyhederne og måske lidt i den faglige debat, er den nye dreng heller ikke en overraskelse: Niels Johannesen fra KU rykker ind på plads nummer 14 i år efter bl.a. at hans papir med Jørgen Juel Andersen og Bob Rijkers om Elite Capture of Foreign Aid blev accepteret i supertidsskriftet Journal of Political Economy.

Nogle læsere vil måske notere – og beklage sig over – at der ingen kvinder er på listen. For de interesserede er de højest placerede kvinder Anna Piil Damm (AU) på plads 21, Mette Ejrnæs (KU) på plads 23, og Nabanita Datta Gupta (AU) på plads 24. Andre fremragende kvindelige kolleger som Helena Skyt Nielsen og Nina Smith – og i øvrigt ligesom folk som Jesper Rangvid og til dels Carl-Johan Dalgaard (som trods alt er nummer 16 i år) – har sandsynligvis lidt under at lave kommissionsarbejde og administrativt arbejde. Ser man på folks karrierer må man desværre konstatere, at det at være vismand ikke er godt for den rent akademiske udvikling.

En anden indvending jeg har hørt flere gange, er at Nicolai Foss – årets nummer to – slet ikke er nationaløkonom, men professor på Institut for Strategi og Innovation på CBS. Mit svar har altid været, at Nicolai er en fremragende nationaløkonom, der blot befinder sig i et krydsfelt eller en gråzone mellem strategisk management og klassisk nationaløkonomi. De syv artikler, jeg har skrevet sammen med Nicolai, har i hvert fald været primært nationaløkonomiske. Men skulle man stadig mene, at han er management, kan man simpelthen ignorere alle de artikler han har udgivet i tidsskrifter, der ikke er rent nationaløkonomiske, og beregne en score på basis af det. Gør man det, er Nicolai stadig i Top 30 med den forskning, som nogen vil mene er marginal for ham!

Sidst, men ikke mindst, er hele formålet med dette indlæg at skabe lidt debat, og understrege for folk udenfor snævre faglige kredse, at man skal være omhyggelig når man påstår, at professor X eller cheføkonom Y er så dygtige. Toppen af listen er næsten altid den samme, men længere nede findes der folk, der er ekstremt dygtige i en måske lidt snæver specialisering. Og der findes folk, som ikke kommer på Top 15 på grund af den måde, listen lige i år er skruet sammen. Som en unavngiven kollega engang sagde om Martin Paldam (nummer 27 i år): ”Martin laver måske ikke altid forskning som visse af vores kolleger synes er ’fin’, men der er ingen af dem der kan matche hans økonomiske intuition”. Det ville være rart, hvis journalister også en gang imellem husker, at enkelte af de lidt ældre kolleger der ikke gør så meget væsen af sig, ofte ser klarere end de fleste af os.

I Danmark har vi for meget regulering – og det hæmmer væksten

Heckelman og Wilson (2019) undersøger sammenhængen mellem regulering og vækst i 132 lande. De finder – hvilket giver intuitiv mening – at sammenhængen har en omvendt U-form, så et stigende omfang af regulering som udgangspunkt er forbundet med øget vækst (intuitivt, fordi det er veldokumenteret, at fx veldefinerede ejendomsrettigheder øger væksten), men at effekten af yderligere regulering bliver negativ, når omfanget overstiger vist niveau (defineret som overregulering).

Figuren nedenfor viser sammenhængen mellem regulering (baseret på Fraser Institutes Economic Freedom Index) og væksten i BNP pr. indbygger baseret på alle deres observationer. Figuren viser, at der er overregulering i ca. 60% af observationerne, og at en den samlede effekt af reguleringen i for en række observationer er negativ. Væksten ville altså – for disse observationer – være højere helt uden regulering.

Heckelman og Wilson (2019) kigger også specifikt på OECD-lande. De finder, at omfanget af overregulering er så betydeligt, at den samlede effekt af regulering på den økonomisk vækst er negativ for alle OECD-lande. Dette er illustreret i nedenstående figur, som viser at den samlede effekt er negativ for alle OECD-lande (bemærk, at der er 0 observationer til højre for den sidste lodrette, stiplede linje). Bemærk, at de – kontraintuitivt – finder en U-formet sammenhæng mellem regulering og vækst, og man kan nok diskutere, om det reelt vil give et samlet positivt bidrag til væksten, hvis man blot indfører regulering nok.

Her er abstract fra Heckelman og Wilson (2019), som kan hentes her, hvis man har adgang (jeg kan ikke finde en version med gratis adgang).

Existing evidence suggests that regulation diminishes economic growth. In theory, however, regulation may be either growth-enhancing or diminishing. We therefore empirically revisit the relation between regulation and growth, allowing for both positive and negative effects. In an unbalanced panel of 132 countries over eight time periods, we find evidence of a hump-shape relation between regulation and growth. The estimates imply that for more than 95% of the sample the total effect of regulation on growth is positive. The estimates also imply that about 60% of the sample observations are associated with over-regulation, relative to the growth maximizing level. Similar findings apply to the (majority) subsample of non-OECD nations in the dataset. However, for the (minority) subsample of OECD nations, both the total and marginal effects of regulation on growth are negative.


man in black jacket and black pants standing under vehicle

Hårdere konkurrence gør det (lidt) nemmere at få bilen godkendt ved det periodiske syn

Det bør være velkendt, at liberaliseringen af bilsynet har været en stor succes med store brugergevinster (min tidligere arbejdsplads, Incentive, har for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beregnet brugergevinsterne til at være 114-153 mio. kr.)

Men hvordan påvirker liberaliseringen sandsynligheden for at få bilen godkendt ved periodisk syn? Det afhænger af konkurrencesituationen, viser Habte og Holm (2022). De skriver at:

…inspection stations that operate in highly competitive markets are more lenient toward their customers than are stations that operate in less competitive markets.

Effekten er dog relativt lille og deres fixed effects estimat er fx mindre end de udsving man finder mellem forskellige måneder.

Læs resten

Min samtale med Karsten Bo Larsen om “Flugten til privatskolerne”

Forleden havde jeg den udsøgte fornøjelse at tale med min kollega, Karsten Bo Larsen, om grundskolen. Samtalen tog udgangspunkt i TV2’s udsendelse, “Flugten til privatskolerne”, men vi kom vidt omkring.

Du kan se samtalen her, eller lytte til den i din foretrukne podcast-app.

Efter samtalen skrev Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et svar til Karstens blogindlæg, hvor hun bl.a. skriver:

Til det skriver Karsten Bo Larsen, at Kraka finder en meget lille effekt. Men mener han virkelig det? Faktum er i hvert fald, at Kraka finder, at en ligelig fordeling af elever på tværs af skoler med hensyn til herkomst og forældrebaggrund på sigt vil give 11 mia. kr. i ekstra erhvervsindkomst om året. Det mener jeg ikke er småpenge.

I vores samtale forklarer Karsten , hvorfor det er en meget lille effekt. Her er hvad Kraka skriver i deres analyse (min fremhævning):

Konkret vil en helt lige fordeling af eleverne, så elevsammensætningen er ens på tværs af skoler, resultere i en gennemsnitlig stigning i erhvervsindkomsten på 0,6 pct. Det svarer til en samlet årlig gevinst på op til 11 mia. kr. fuldt indfaset

Som Karsten forklarer, så skal der meget, meget voldsomme indgreb til, for at sikre en helt lige fordeling af eleverne. Bl.a. vil man ikke kunne tillade, at folk selv vælger, hvor de bor (fordi børn går i skole i nærheden af deres hjem). Karsten forklarer også, at effekten på 0,6 pct. i erhvervsindkomsten først kommer fuldt ud efter 60 år, når alle årgange har fået effekten af den helt lige fordelingen, og der er sket en fuld tilpasning af kapitalapparatet (han uddyber her)

0,6% over 60 år ved ekstremt indgribende regulering, hvor alm. vækst vil gøre os 100%-200% rigere. Det er i mine øjne en meget lille effekt, så jeg er helt enig med Karsten her. Jeg har på Twitter spurgt Mie Dalskov Pihl, om hun vil uddybe, hvorfor hun mener, det ikke er en lille effekt. Jeg afventer et svar.

Johan Anderberg om udlandets (manglende) interesse for COVID-19-pandemien i Sverige

Johan Anderberg – som jeg talte med i Regelstaten episode 55 – har skrevet et interessant indlæg om Sverige og COVID-19 under overskriften “Here’s Why No One Wants to Talk About Sweden“.

For anyone still interested, the results were impossible to deny. By the end of 2021, 56 countries had registered more deaths per capita from Covid-19 than Sweden. With regard to the restrictions that the rest of the world had put so much faith in — school closures, lockdowns, face masks, mass testing — Sweden had more or less gone in the opposite direction. Yet its results were not noticeably different from those of other countries. It was beginning to become increasingly clear that the political measures that had been deployed against the virus were of limited value. But no one spoke about this.

From a human perspective, it was easy to understand why so many were reluctant to face the numbers from Sweden. For the inevitable conclusion must be that millions of people had been denied their freedom, and millions of children had had their education disrupted, all for nothing.

Who would want to be complicit in that?

I Danmark har vi jo talt en del om Sverige, men jeg mener, at Johan har ret i, at en stor del af de udenlandske mediers og politikeres interesse for Sverige forsvandt ca. samtidig med, at det gik op for alle, at katastrofen udeblev, og Sverige faktisk klarede sig nogenlunde fornuftigt gennem pandemien uden strikse nedlukninger.

Kilde: OWID

Du kan lytte til min samtale med Johan her:

Er huslejeregulering den værst mulige politik til at omfordele indkomst?

Nedenstående er abstract fra Ahern & Giacoletti (2022), “Robbing Peter to Pay Paul? The Redistribution of Wealth Caused by Rent Control”.

We use the price effects caused by the passage of rent control in St. Paul, Minnesota in 2021, to study the transfer of wealth across income groups. First, we find that rent control caused property values to fall by 6-7%, for an aggregate loss of $1.6 billion. Both owner-occupied and rental properties lost value, but the losses were larger for rental properties, and in neighborhoods with a higher concentration of rentals. Second, leveraging administrative parcel-level data, we find that the tenants who gained the most from rent control had higher incomes and were more likely to be white, while the owners who lost the most had lower incomes and were more likely to be minorities. For properties with high-income owners and low-income tenants, the transfer of wealth was close to zero. Thus, to the extent that rent control is intended to transfer wealth from high-income to low-income households, the realized impact of the law was the opposite of its intention.

Læs resten

I Stillehavet for 52 år siden

På datoen i går for 52 år siden, den 17. april 1970, landede besætningen på den amerikanske månemission Apollo 13 sikkert i Stillehavet, lidt sydøst for Amerikansk Samoa og blot seks kilometer fra hangarskibet Iwo Jima, der var sendt ud for at hente dem. De tre astronauter – James Lovell, John Swigert og Fred Haise – havde da været igennem et mareridtsagtigt forløb, som det meste af verden fulgte med i: På vej som den tredje NASA-mission til månen, førte en kortslutning til en eksplosion i deres rumskib, og tabet af begge ilttanke i servicemodulet. Historien, der er fortalt adskillige gange og ikke mindst i filmen Apollo 13 og episode 8 af serien From the Earth to the Moon, er værd at mindes af to grunde.  

For det første satte NASA nærmest himmel og jord i bevægelse for at løse problemerne hos Lovell og hans kolleger. Den 13. april meddelte han i radioen til kontrolcenteret i Houston, at ”I believe we’ve had a problem here.” I Mission Control bad man ham om at gentage, hvorefter Lovell specificerede problemet med “Houston, we’ve had a problem. We’ve had a main B bus undervolt.” Bag den simple, tekniske beskrivelse af et problem lå der, at besætningen havde hørt en lille eksplosion, og at ilten fra deres hovedtank sivede ud i rummet, da det hurtigt gik op for alle, at de krystaller, som fartøjet lækkede, var besætningens iltreserver. Løsningen, som NASAs team fandt, var at de tre besætningsmedlemmer lukkede servicemodulet ned så hurtigt som det var muligt, og flyttede over i landingsmodulet. Det lille landingsmodul, der var bygget til to personer i to dage, blev de tres hjem indtil de startede servicemodulet op igen og forberedte landingen på Jorden i landingskapslen. Apollo 13 fløj således hele vejen rundt om månen som den eneste reelle mulighed – det var ganske enkelt umuligt at bremse ned halvvejs og vende rundt – i et improviseret rumskib.

Haise, Sweigert og Lovell med viceadmiral Donald Davis på Iwo Jimas dæk. Kilde: NASA

En del af den fantastiske fortælling er også, at anlægget der rensede luften for CO2 i landingsmodulet ikke passede på udstyret fra servicemodulet, og NASAs team i Houston derfor måtte finde på en måde at få de to koblet sammen på – et firkantet modul til et rundt anlæg – med bl.a. omslaget til en vejledning og rigeligt gaffatape. At det alligevel lykkedes og Lovell, Swigert og Haise kan ses på dækket af Iwo Jima på billedet, skyldtes en enorm opfindsomhed og arbejdsindsats hos hundredevis af NASA-folk, og en insisteren på at det skulle lykkes. Hvis man skal hylde menneskelig opfindsomhed, er Apollo 13 et godt sted at starte.

Den anden grund til at mindes dagen er, at hele forløbet omkring Apollo 13 foregik i fuld offentlighed. De fleste mennesker var ikke særligt interesserede i måneprogrammet efter Apollo 11 landede i juli 1969 og Apollo 12 gentog bedriften i november. Det ændrede sig, da medierne meddelte om eksplosionen og den meget virkelige risiko for, at Lovell, Swigert og Haise ville dø i rummet. At stort set alt foregik i mediernes lys, kan man sætte overfor situationen da den russiske atomubåd Kursk sank i Barentshavet den 12. august 2000 pga. en eksplosion ombord. 24 af de 118 besætningsmedlemmer overlevede eksplosionen, men døde alligevel. Rusland forsøgte allerførst at holde forliset hemmeligt, afviste derefter tilbud om hjælp fra både den britisk og norske flåde, og lod grundlæggende set de 24 søfolk dø for at beskytte et autokratisk regime med en ung præsident Putin i spidsen. Forskellen mellem Apollo-programmets potentielt største katastrofe, og Kursks forlis, er et billede på forskellen mellem demokratiske retsstater og kommunistiske diktaturer.

Hele forløbet blev bragt live i medier over hele verden, og fik en virkning der viste hvordan almindelige mennesker ofte er anderledes end politikere, der således blev tvunget med i støtte til Apollo-besætningen. Paven ledte således 10000 forsamlede i Rom i bøn for rumskibet, og et endnu større fremmøde sås i bl.a. Indien. Selv den sovjetiske premierminister Aleksey Kosygin beordrede også landets militær til at give de amerikanske astronauter al assistance, de havde behov for, mens de russiske medier dækkede forløbet. Billederne fra dengang er næsten fortryllende af en hel verden, der holder vejret og håber på det bedste for tre mennesker i nød. Kontrasten til i dag er slående.

LA’s klimaplan er ikke omkostningseffektiv og øger skatte- og udgiftstryk

LA har fremlagt et klimapolitisk forslag. Her er mine umiddelbare kommentarer:

Forslaget hæver både skatte- og udgiftstrykket. Det skyldes, at man gør Svarrer-gruppens model 2 til en del af sit forslag. I modsætning til model 1 bruges merprovenuet fra en højere og bredere CO2-afgift ikke til at lette andre skatter, men til subsidier målrettet de mest energiintensive virksomheder (muligvis i strid med EU’s statsstøtteregler). Desuden indføres en afgift på biomasse, og der anvendes 3 mia.kr. årligt fra råderummet til at støtte udbygning af elnettet samt ydes statsstøtte til udenlandske drivhusgasreduktioner.

Forslaget indebærer ikke en ensartet pris på CO2-udledning og er ikke omkostningseffektivt. Det skyldes, at man ikke sænker energiafgifterne med mere end forhøjelsen af CO2-afgifterne. Samtidig er der kun halvt nedslag for udgifter til CO2-kvoter, mens subsidiet til de mest energiintensive virksomheder sænker deres effektive CO2-pris. Det er bl.a. varmekunderne, som betaler ekstra.

LA står for det hidtil største overbud med hensyn til klimamål. Man foreslår en reduktion på 100 pct. i 2030! Klimaloven – som bygger på udspil fra sidste valg fra Enhedslisten og Alternativet – indebærer en 70 pct.-reduktion. Radikale har foreslået at hæve det til op mod 80 pct., hvilket LA nu trumfer. Der er ingen god begrundelse ud over symbolpolitiske markeringer bag LAs arbitrære reduktionsmål. Allerede 70 pct.-målet vil blive vanskeligt at nå og kan blive meget dyrt. Svarrer-gruppen noterer selv, at det er forbundet med usikkerhed, om dens modeller når målet.

LA foreslår dog, at de sidste 30 pct. af reduktionen af 100 pct.-reduktionen skal findes i udlandet, hvor det er billigst. Konkret foreslår man imidlertid at øge de statslige subsidier til kinesiske kraftværker mv. for at sænke udledningerne. Det er ikke teknologineutralt, og det er højst usandsynligt, at det sænker de samlede udenlandske reduktioner. Man kunne derimod have opnået reduktioner i udlandet på en markedskonform måde med større sikkerhed for nettoreduktioner, hvis man kan havde foreslået at annullere C02-kvoter. LA anvender slet ikke kvotesystemet – endsige forholder sig til det overhovedet – men foretrækker planøkonomiske tiltag. LA afstår også fra at anvende udenlandske reduktioner fsv. angår 70 pct.-målet, hvor man i stedet binder sig til dyre nationale reduktioner. Igen uden nogen god begrundelse.

LA ønsker en massiv udbygning af havvind. Det skal angiveligt ske uden statsstøtte. Der vil dog være markante afledte støtteudgifter ved planen. Det vil kræve en voldsom udbygning af net-, back-up- og lagringskapacitet, og støtteudgifterne til eksisterende vindkraft kan stige.

LA vil nedsætte en kommission, som skal se på at tillade a-kraft i Danmark. Det vil dog være et slag i luften, hvis der allerede er sket en massiv udbygning af vindkraftskapaciteten. Hvad skal man så bruge a-kraft til?

LA har ved at vælge Svarrer-gruppens model 2 placeret sig tæt på, hvor regeringens udspil til en grøn skattereform vil ligge. Samtidig vil de vilde mål om 100 pct.-reduktion og vindudbygning give vægt bag de forventede krav fra regeringens støttepartier.

Politikerne har lettere ved at spare på privat end offentligt forbrug

Paradoksalt nok har politikerne ofte lettere ved at styre det private forbrug end det offentlige, når ressourcerne bliver mere knappe, eller der er behov for at prioritere.

Besparelser i den offentlige sektor kræver typisk konkrete beslutninger. Det er vanskeligt for politikerne at få overblik over konsekvenserne, og modstanden fra berørte personalegrupper og andre interessegrupper melder sig hurtigt. Det private forbrug kan lettere fortrænges. Hvis f.eks. skatterne forhøjes, uddelegeres beslutningerne om at forbruge mindre til hver enkelt borger, virksomhed eller familie gennem priser og realindkomster. De vil ovenikøbet reducere den del af forbruget, som bedst kan undværes – modsat reduktioner i det offentlige forbrug, hvor de politiske beslutningstagere har langt ringere muligheder for at målrette besparelserne, hvor de gør mindst ondt. Fra de politiske beslutningstageres synspunkt ser det lettere ud og modstanden mindre.

Dette er omtrent situationen i dag. Men kun omtrent. Det er besluttet at bruge mere på forsvar i de kommende år. Under coronaen er der ikke alene brugt ekstra penge på hjælpepakker og epidemibekæmpelse; det offentlige forbrug har fået et løft, der forventes at blive permanent. Det er dog kun en lille del af udgiftsstigningerne under denne regering, som er finansieret ved hjælp af skatteforhøjelser nu og her. Til gengæld er de lånefinansieret. Det gælder f.eks. det permanente løft i forsvarsudgifterne.

Låntagningen vil i sidste ende resultere i mindre privatforbrug end ellers. De offentlige finanser er godt nok “overholdbare”. Det vil sige, at det offentlige ved uændret politik vil få flere indtægterend udgifter i nutidsværdi set over en lang tidshorisont. Altså beskatter mere end nødvendigt. Men når overholdbarheden veksles til offentligt forbrug, vil det også sige, at der er mindre at lette overbeskatningen med. Før eller siden må det private forbrug give sig tilsvarende. For i det lange løb består landets forbrugsmuligheder af enten privat eller offentligt forbrug (eller forbrug af offentligt kapitalapparat).

Og som sagt er det lettere at få borgerne til at spare end politikerne.

Nu vil du måske indvende, at det private forbrug trods alt ikke står til at skrumpe i år, også selv om mange borgere står til at gå ned i realindkomst, fordi priserne stiger hurtigere end lønningerne (og mange aktiver vil falde i værdi). Men selv om forbruget gennemsnitligt vokser, så dækker det over, at mange får dårligere råd til at opretholde den hidtidige levestandard. Så realiteten for mange vil være at skære forbruget ned for at skaffe luft i budgettet.

Man kan spørge sig, hvor længe overholdbarheden vil vare ved. Den politiske fristelse til at bruge pengene er enorm. Smerten kan tørres af på borgerne og endda ude i fremtiden. Ligesom naturen afskyr et vakuum, vil politisk konkurrence før eller siden fortrænge overholdbarhed med øgede udgifter.

Derfor er overholdbarhed ikke meget mere ønskelig end manglende holdbarhed. Overholdbarheden burde med det samme have været ført tilbage til borgerne ved at nedsætte de unødigt høje skatter. Nu risikerer den at ende som merudgifter i stedet.

Økonomer antager ofte, at de politiske myndigheder er en “social planlægger”, som søger at maksimere borgernes velfærd ved at sikre, at den marginale offentlige udgiftskrone giver samme værdi som den marginale krone brugt på privatforbrug. Problemet er blot, at politikerne hverken har information eller incitament til at sikre denne ligevægt.

Produktivitet i Rusland og resten af Europa

Ruslands overfald på Ukraine er ikke ligefrem gået som planlagt, og de russiske styrker er i disse dage i gang med en omgruppering. Grunden er, at Ruslands frygtede militær har skuffet (russerne) slemt, og har vist sig slet ikke at være så mægtigt, som mange troede. Min klumme i Børsen i sidste uge handlede derfor om, hvorvidt folk også overvurderer Ruslands økonomiske status. Klummen, som avisen bragte i torsdags med titlen ”Derfor er den russiske økonomi nødlidende og overraskende svag” påpeger netop, at den landets økonomi også er svag.

I klummen understreger jeg først, at mens Rusland har 145 millioner indbyggere, er deres samlede købekraft næsten præcist den samme som Storbritanniens 67 millioner. Benytter man sig af CIA’s data på fordelingen af bidrag til BNP og arbejdsstyrke, kombineret med data fra Penn World Tables, producerer hver fuldtidsansat i den russiske industri 67.000 dollars værdi om året. Det tilsvarende tal for briterne er 90.000, og 117.000 for danskerne. Kortet nedenfor illustrerer disse forskelle, hvor mørkere områder er mindre produktive.

Den sammenligning er dog skæv, da russerne i gennemsnit arbejder 18 % flere timer end briterne, og 42 % flere timer end danskerne. Korrigerer man for det, får man produktion per arbejdstimer på 34 dollars i den russiske industri, 54 dollars i den private britiske industri, og 84 dollars i den tilsvarende danske. Den russiske industri er med andre ord langt mindre produktiv end den vesteuropæiske eller den amerikanske.

Og som jeg noterer i klummen, er selv dét en skæv sammenligning. Årsagen er, at en ganske stor del af den russiske industris bidrag til BNP er fra olie- og gassektoren, som ifølge Verdensbanken stod for ni procent af Ruslands BNP i 2019. Den beskæftiger bare ikke særligt mange mennesker: Tager man de russiske olie- og gasselskabers samlede antal ansatte, er de blot 1,3 procent af arbejdsstyrken. Det indebærer, at mens de før nedlukningerne og Ukraine-krigen stod for en stor del af Ruslands BNP og eksportindtjening, producerede hver ansat i den resterende industri blot 50.000 dollars om året. Det placerer den russiske industris arbejdsproduktivitet på linje med Algeriet, Montenegro eller Sydafrika.

En omhyggelig international sammenligning afslører således, at det ikke bare er det russiske militær, der er nødlidende. Den russiske økonomi som sådan er langt mindre produktiv, end de fleste samfund som russerne selv og den russiske ledelse sammenligner sig med. Det er noget så specielt som et samfund med atomvåben og avancerede jagerfly, der gør som om det er en supermagt, men har økonomi som et mellemindkomstland. En væsentlig del af årsagen er, at Rusland netop mangler nogle af de vigtige komponenter af en vækstkultur, som Niclas Berggren og jeg skrev om forleden. Og så er det måske heller ikke så underligt, at deres militær heller ikke præsterer som en supermagt…

Årets pris til menneskelig blomstring

Forleden blev Ratio Instituttet i Stockholm 20 år. Stedet, der definerer sig som et tværvidenskabeligt forskningsinstitut for det svenske erhvervsliv, har adskillige fine forskere tilknyttet. De omfatter bl.a. Kristina Nyström, der samtidig er professor ved den Kungliga Tekniska Högskolan, Karl Wennberg, professor på Stockholm School of Economics, og Ratios nuværende chef Charlotta Stern, der ved siden af jobbet er professor i sociologi på Stockholms Universitet. Grundlæggeren Nils Karlson er naturligvis også stadig tilknyttet.

I forbindelse med jubilæet indstiftede Ratio en ny pris til “Årets bidrag til mänsklig blomstring.” Idéen er glimrende, og der var også glæde i det punditokratiske hjem da igår blev annonceret hvem den første modtager bliver. Årets bidrag gives for første gang til min gode ven og kollega Niclas Berggren, der er forsker på Institutet för Näringslivsforskning og docent ved Prags økonomiske universitet.

Niclas, som ses på billedet fra en konference i Tel Aviv, er ikke blot en glimrende økonom, men også en kreativ af slagsen. Hans forskning om værdien af skønhed sammen med Panu Poutvaara og Henrik Jordahl er stærkt citeret, og Niclas var blandt de første, der beskæftigede sig med konsekvenserne af økonomisk frihed. Han er samtidig et meget tænksomt menneske, der over årene har bidraget til både forskning og den svenske debat. Når man samtidig lægger til, at han er bredt afholdt som en meget hjælpsom, hyggelig og til tider morsom kollega, er det klart hvor velfortjent prisen er.

Punditokraterne ønsker derfor Niclas et stort tillykke med prisen, mens vi samtidig opfordrer vores interesserede læsere til at dykke længere ned i hans forskning.

Frihed og protester

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i APEE – min første rigtige konference i over to år – som jeg har nydt i fulde drag. Mens turen ud var dybt frustrerende (BA aflyste et fly og parkerede mig i London hele weekenden), var det en fornøjelse at komme ud igen, interagere med kolleger, og se hvad de og nogle af deres studerende har bedrevet af ny forskning.

Pudsigt nok var en af de bedste præsentationer jeg så i løbet af mandag og tirsdag fra en ung forsker. Kerianne Lawson fra North Dakota State University fortsætter noget af sin forskning i sin fars spor – hun er Robert og Tracy Lawsons datter og har dermed noget at bevise – ved at se på ‘blødere’ konsekvenser af økonomisk frihed. I “Free to Protest or Protesting for Freedom? Understanding the relationship between Institutions and the Prevalence of Protest” ser Keri netop på sammenhængen mellem, hvor økonomisk frit et samfund er, og i hvor høj grad samfundet er udsat for protester som demonstrationer, strejker, optøjer osv.

Spørgsmålet er meget interessant, da man ofte hører at almindelige borgere ikke kan lide ‘neoliberal’ politik, og derfor endda går på gaden mod det. Det venstrefløjen omtaler som neoliberal politik er netop politik, der øger den økonomiske frihed ved at reducere det offentliges rolle i samfundet, styrke privat ejendomsret og retsvæsenet, åbne økonomien og deregulere. Stoler man på helt klassiske venstrefløjsargumenter, må man derfor regne med, at se flere og voldsommere protester, jo mere økonomisk frit samfundet bliver.

Keris omhyggelige resultater baserer sig på data fra mange år i over 100 samfund på tværs af verden. Hun afviser blankt den populære politiske fortælling, da hendes resultater meget klart viser, at jo mere økonomisk frit et samfund bliver, jo færre protester oplever man. Det gælder i særlig grad, når hun fokuserer på den komponent, der måler kvaliteten af retsvæsenet: Folk protesterer simpelthen mere, jo dårligere deres ejendom beskyttes, jo mere korruption der er, og jo mere vilkårligt retsvæsenet er. Umiddelbart finder hun også, at der er flere protester, jo større den offentlige sektor bliver.

Det hele er måske ikke så overraskende for Punditokraternes læsere. Økonomisk frihed skaber flere muligheder, større velstand, og ofte også større tilfredshed med livet. Det demonstrerer folk meget sjældent imod, ligesom de heller ikke demonstrerer mod at blive friere, men derimod det modsatte. Men der er stor værdi i at få det demonstreret omhyggeligt og overbevisende, og for en forskernørd som mig er det særligt rart at se, at unge forskere interesserer sig så kompetent for emnet.

Interessant og skræmmende interview med Sergey Karaganov

Newstatesman.com bragte forleden et interview med Sergey Karaganov. Hvis du lige som jeg aldrig havde hørt om ham før, er her beskrivelsen fra Wikipedia. Han er ikke hvem som helst.

Sergey Alexandrovich Karaganov (Russian: Серге́й Алекса́ндрович Карага́нов, born 10 September 1952 in Moscow) is a Russian political scientist who heads the Council on Foreign and Defense Policy, a security analytical institution founded by Vitaly Shlykov. He is also the dean of the Faculty of World Economy and International Affairs at Moscow’s Higher School of Economics. Karaganov was a close associate of Yevgeny Primakov, and has been Presidential Advisor to both Boris Yeltsin and Vladimir Putin.

Wikipedia

Jeg fandt interviewet interessant og skræmmende, fordi det giver et noget andet indblik i russisk tankegang, end jeg har mødt i andre medier (bare se overskriften på interviewet i billedet vedhæftet dette indlæg).

Karaganov giver bl.a. udtryk for, at han ikke har den store tiltro til, at NATOs artikel 5 (musketer-eden) reelt vil fungere, hvis det kommer til stykket.

There is a growing probability of a direct clash. And we don’t know what the outcome of this would be. Maybe the Poles would fight; they are always willing. I know as a historian that Article 5 of the Nato treaty is worthless. Under Article 5 – which allows a state to call for support from other members of the alliance – nobody is obliged to actually fight on behalf of others, but nobody can be absolutely sure that there would be no such escalation. I also know from the history of American nuclear strategy that the US is unlikely to defend Europe with nuclear weapons.

Særligt det sidste er skræmmende. Hvad er konsekvensen, hvis russerne tvivler på, at USA vil gengælde et atomangreb i et andet NATO-land? Her er mere:

I don’t know what the outcome of this war will be, but I think it will involve the partition of Ukraine, one way or another. Hopefully there would still be something called Ukraine left at the end. But Russia cannot afford to “lose”, so we need a kind of a victory. And if there is a sense that we are losing the war, then I think there is a definite possibility of escalation. This war is a kind of proxy war between the West and the rest –  Russia being, as it has been in history, the pinnacle of “the rest” – for a future world order. The stakes of the Russian elite are very high – for them it is an existential war.

Hvis han har ret, og Rusland på et tidspunkt er ved at tabe en eksistentiel krig samtidig med, at de tvivler på, at USA vil svare på et atomangreb. Hvad er så konsekvensen?

Well, escalation in this context means that in the face of an existential threat – and that means a non-victory, by the way, or an alleged defeat – Russia could escalate, and there are dozens of places in the world where it would have a direct confrontation with the United States.

Hans tanker om Vesten er heller ikke betryggende…

So the West will never recuperate, but it doesn’t matter if it dies: Western civilisation has brought all of us great benefits, but now people like myself and others are questioning the moral foundation of Western civilisation.

Interviewet er værd at bruge 10 minutter på. Læs det her.

Afstemning om forsvarsforbeholdet: Ord påvirker valg

Der er masser af evidens for, at man kan påvirke folks valg ved at ændre på fremstillingen af et spørgsmål.

Det kan fx ske gennem “anchoring” (forankring), som er en kognitiv bias der gør, at en persons valg kan påvirkes af referencepunktet (altså: “ankeret”). Et af de klassiske eksempler er, at folks telefonnumre kan påvirke, hvor meget de vil betale for fx en god flaske vin.

The group with phone numbers ending in digits between 76 and 100 were willing to pay three times as much for the wine as those in the 0-to-25 numbered group ($36 vs. $12).

PCMA
Læs resten
industrial machine during golden hour

Alex Tabarrok: Beskat russisk olie! Russerne bærer tabet, og prisen stiger ikke (væsentligt)

Alex Tabarrok fra MarginalRevolution.com skriver i dag, at man bør beskatte russisk olie, fordi skatten primært vil blive betalt af russerne selv og derfor ikke vil føre til stigende priser.

Tabarroks argument er af enkelt nok. Når man beskatter et gode, bliver skatten betalt af enten producenten eller forbrugeren. Hvem der ender med at betale afhænger af, hvor prisfølsom henholdsvis producenten og forbrugerne er.

  • Hvis forbrugerne er meget prisfølsomme (dvs. at deres forbrug ændrer sig relativt meget, hvis prisen stiger), betales skatten af producenten, fordi han ikke kan øge prisen uden af miste kunderne.
  • Hvis producenten er meget lidt prisfølsom betales skatten også af producenten, fordi lav prisfølsomhed betyder, at han ikke har andre gode muligheder for at sælge sit produkt.

Det gode er, at det ovenstående netop er situationen for for russisk olie. Forbrugerne er meget prisfølsomme (fordi forbrugerne er ligeglade med, om det er russisk, norsk eller saudiarabisk olie, der ender som benzin i tanken), og Putins olieselskab, Rosneft, er meget pris-ufølsomt, fordi marginalomkostningen ved at pumpe olien op er langt under markedsprisen. Så selvom prisen falder, vil russerne stadig pumpe olien op.

Om Taborraks argument holder, ved jeg ikke. Hvis Rusland kan sælge sin olie til andre end Vesten, vil Rosneft reagerer på lavere priser i Vesten ved finde andre købere i fx Kina eller Indien. Og så virker skatten ikke som tiltænkt.

Men uanset hvad, har du fået en smule indsigt i økonomisk teori, hvis du er nået hertil 🙂

Podcast om Nobelpriserne i økonomi

CEPOS’ uddannelseschef Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen og jeg har taget hul på en ambitiøs podcastserie. Vi vil gennemgå samtlige Nobelpristagere i Økonomi.

Vi går tematisk frem. Derfor er der også en række af prismodtagerne, vi vender tilbage til flere gange. Men vi har som udgangspunkt biografier for tre af modtagerne hver gang.

Det første tema, vi har dækket, er moderne makroøkonomi. Det rækker fra F.A. Hayek (prismodtager 1974), som var en konjunkturteoriens pionerer allerede i 1930erne, til Thomas Sargent (prismodtager 2011). Vi har også taget hul på handelsteorien. Modtagerne rækker fra Bertil Ohlin (1977) til Paul Krugman (2008).

Det foregår på engelsk. Det er ikke meningen at blive mere teknisk, end at alle interesserede kan følge med.

Podcasten hedder Econroots. Første sæson var om økonomiens teorihistorie på dansk af Stefan. Nobelprisserien er 2. sæson og et stykke frem (der er 89 Nobelpristagere i alt, og der kommer flere til, inden vi er færdige).

Du kan finde de foreløbige afsnit her. Eller hvor du henter dine podcasts (her er f.eks. Spotifys 1. afsnit i Nobelserien).

Lyt med. Og giv gerne kommentarer i kommentarsporet her.

Den nordiske vækstkultur

Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.

Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.

Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.

Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.

woman wearing red shirt drinking

Om Drukfri Ungdom

Det er ikke tit, jeg deler andres debatindlæg her på siden. Men dette indlæg på Finans.dk skrevet af Anders Heide Mortensen, er både underholdende og indeholder gode fakta relateret til min indlæg om samme emne (her og her).

Et par rammende citater:

Alle disse vellykkede mennesker [som kunne købe øl som 16-årige] i den alder, hvor vigende hårgrænser og tørre slimhinder er et tema, har dannet en forening, der hedder ”Drukfri Ungdom”. Drukfri Ungdom er altså en forening uden unge, der vil afskaffe unges mulighed for at købe øl. 

Hjernen løb simpelthen af med ham, det var forfærdeligt. Sundhedsministeren sagde – og det er rent sludder og skrækfantasi – at hospitalernes ”akutmodtagelser i weekenderne bliver oversvømmet med unge mennesker, der kommer ind med forgiftninger, fordi de har drukket for meget”. Det nøgterne svar er et andet. Oplyser ledende overlæger på landets hospitaler. På Odense Universitetshospital får de mellem en og to unge ind til udpumpning på en weekend.

Men det hele er altså læsværdigt og kan læses (uden betalingsmur) her.

Mette Frederiksen er skyld i vores ‘selvforskyldte’ umyndighed

Dette er et gæsteindlæg af Dorthe Schmittroth Madsen, der er gymnasielærer og kandidat for det Konservative Folkeparti

Da den tyske filosof Immanuel Kant i 1784 offentliggjorde sin artikel ”Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?” i det tyske tidsskrift Berlinische Monatsschrift, var det som modsvar til den tyske præst Johann Friedrich Zöllner, der året forinden i digtet ”Der Affe” havde gjort grin med bevægelsen oplysningstiden i Tyskland. Zöllner var som protestantisk præst fortaler for et feudalt samfund, hvor befolkningen var bundet i forskellige lav. Derfor bestod fællesskabet forud for personen og forestillingen om det autonome individ eksisterede dermed ikke. Men både de feudale institutioner og den faste religiøse orden var begyndt at smulre og der blev gjort plads til subjektets forhold til verden, hvilket var omdrejningspunktet i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers fra 1774.

Samme middelalderlige samfundsstruktur gør sig gældende i regeringens ideologi, hvor det er fællesskabet forud for personen, som italesættes og hvor den politiske agenda kun har det ene formål at genskabe fortællingen fra det feudale samfund, hvor de forskellige lav igennem afhængighed og loyalitet udgør den danske befolkning.

Derfor griber regeringen ind og dikterer hvordan den samlede befolkning skal agere. Forrige uge kom Sundhedsministeriet med et reformforslag, der forbyder alle borgere født i og efter 2010 at købe nikotinprodukter og når nye borgere endelig kommer til, så har regeringen også gennem den øremærket barsel adfærdsreguleret familiernes frihed. Dertil kommer et arbejdsmarked, hvor de vil de opleve, at mindst 40% af hvert køn skal være repræsenteret i bestyrelserne.

Mette Frederiksens udstillede også sin manglende tiltro til menneskers autonomi i Folketinget, da hun i en spørgetime skulle forholde sig til LAs formand Alex Vanopslaghs spørgsmål om den af regeringens fremsatte reformaftale ”Danmark kan mere I”, hvis mål er at øge arbejdsudbuddet. Frederiksen formanede overfor folketingets medlemmer, at man skulle gå ned og stemme for og ikke stille sig på tværs. Men vi skal stille os på tværs, ellers lykkes vi ikke med at træde ud af den af Frederiksens selvforskyldte umyndighed og genfinde friheden.

Mette Frederiksen har ganske enkelt ingen tiltro til, at mennesker kan tænke og handle selvstændig, men frarøver os enhver mulighed for at træffe vores egne beslutninger, gøre vores egne erfaringer og opleve verden som meningsfuld, hvilket af det autonome individ opleves som Weltschmerz, når denne erfaring udebliver. Med bind for øjnene bliver vi lullet ind i en kappe af falsk tryghed, hvor vi efter Mettes anvisning bevæger os mod afgrunden, da prisen for ’tryghed’ slet og ret er vores individuelle frihed.

Litteratur:

Tyskland: En kulturhistorie (2001): Finsen, Hans Carl et. al., Rosinante, siderne 34-42

Nikotinfri udspil fra Sundhedsministeriet: https://sum.dk/Media/637829540275937339/Faktaark%20-%20nikotinfri%20generation%20(D2165551).pdf

40 % af begge køn i bestyrelserne: https://www.berlingske.dk/politik/regeringens-forslag-om-flere-kvinder-i-toppen-gaar-laengere-end-eu Ned og stem for: https://www.altinget.dk/artikel/cordua-frederiksen-fremstod-mere-livstraet-end-lars-loekke-nogensinde-har-vaeret

Tyler Cowen i Samfundstanker

Som vi skrev forleden, har den amerikanske økonom og samfundstænker Tyler Cowen næsten lige været i København. Han holdt et glimrende seminar hos Cepos sammen med overvismand Carl-Johan Dalgaard, og nåede også at lave en særudgave af Martin Ågerups fine program Samfundstanker på DK4. Programmet er nu ude, kan ses her nedenfor og er varmt anbefalet.

Cowen taler meget om vækst og produktivitet, og hvor vigtige de er. Hvis nogen af vores ellers velinformerede læsere ikke helt har overblik over, hvilke lande der på langt sigt vokser hurtigt og hvilke der vokser langsomt, er her et simpelt kort over gennemsnitlige årlige vækstrater rundt omkring i verden de sidste 60 år. På tværs af 146 lande med data, strækker de sig fra årlige fald over en procent i visse olielande, Venezuela og det centrale Afrika til trendvækst fem procent i Botswana, Sydkorea og Taiwan. Danmark ligger næsten præcist middelmådigt lidt under to procent.