Putin og undertrykkelssfælden

Siden Vladimir Putin overtog præsidentembedet fra Boris Jeltsin ved indgangen til 2000 har Rusland været et diktatur, men et lidt særligt af slagsen. Eller det vil sige indtil fornylig. Mordet på Alexei Navalny i en arktisk straffekoloni for nogle dage siden kan siges at være sidste skridt i forvandlingen af Rusland til et groft undertrykkende diktatur – og dermed måske også et første skridt mod dets ødelæggelse.

Putin-regimet eksisterede i mange år i en slags ligevægt, hvor regimet opretholdt en slags demokratisk facade, sikrede relativt gode økonomiske vilkår for middelklassen i landets store byer, og som modydelse fik, at borgerne ikke krævede meget mere. En del af denne ligevægt var også gentagne krige – i Tjetjenien, Syrien, Donbas, og annekteringen i 2014 af Krim – der sikrede regimet støtte i form af en ‘rally around the flag’ effekt, samtidig med at de demonstrerede at Putin var en stærk leder.

En særlig del af denne ligevægt var et niveau af undertrykkelse, der ikke var overvældende hårdt. Helt særligt tillod Putin-regimet indtil fornylig nogle relativt frie medier og flere analyseinstitutter – ikke mindst Levada-centeret – der kunne udføre uafhængige spørgeskemaundersøgelser, der til tider spurgte om kontroversielle emner. Rationalet for at tillade disse medier blev beskrevet i 2009 af Georgy Egorov, Sergei Guriev og Konstantin Sonin i en artikel i American Political Science Review.

Der er to grunde til, at diktatorer tillader en grad af mediefrihed. Egorov og hans kolleger fokuserer på, at frie medier kan holde embedsværket i ørerne ved at rapportere om korruption, magtmisbrug, og andre problemer. Når der ingen demokratisk kontrol er med embedsværket, er der behov for andre midler, og her kommer en nogenlunde fri presse ind i billedet.

Den anden grund er, at diktaturer har et stort behov for at vide, hvad der foregår i landet og befolkningen. Jo mere frie medier kan skrive om det, og jo mere uafhængige analyseinstitutter kan lave meningsmålinger og andet, jo mere ved regimet også. Der er derfor en balance at ramme mellem at undertrykke ‘for lidt’, og risikere at man bliver afsat som diktator, og at undertrykke for meget, og dermed ikke vide noget om hvad der foregår – og på den måde risikere mere. Flere forskere har peget på, at mange diktaturer derfor ikke undertrykker pressen så meget som man skulle tro; Ángel Arrese peger endda på, at det er relativt normalt at diktaturer tillader en ret fri erhvervspresse.

Og heri ligger Putins nye problem. Hans fiasko i Ukraine de sidste to år har fået ham til at slå hårdt ned på pressen og styre den med hård hånd. Men det betyder blot, at hans regime nu ved endnu mindre om, hvad der foregår i Rusland, end de plejede. Der dukker jævnligt demonstrationer op, der er massiv utilfredshed lige under overfladen, og et sted mellem ½ og 1 millioner yngre mennesker er flygtet ud af landet. Putin kan og vil ikke tillade, at den slags overhovedet nævnes i medierne, og han kan ikke holde til at de faktiske tabstal og fiaskoer i Ukraine nævnes offentligt. Hans eneste mulighed for at sikre magten nu, er dermed at forlade balancen med de halvfrie medier og undertrykke så meget, som han overhovedet kan. Der er ingen balance længere, kun maksimalt diktatur. At den mest kendte og populære oppositionspolitiker nu er død er kun en logisk følge, og et vink med en vognstang til alle russere om, at regimet ikke engang vil gøre som om, de har rettigheder.

6 thoughts on “Putin og undertrykkelssfælden

  1. Kjeld Flarup

    Det er ikke mit indtryk at det går dårligt for Putin. Der er kommet 2 millioner ekstra i arbejdsstyrken siden krigen brød ud. Og der er tilsyneladende ikke problemer med at rekruttere soldater.
    Faktisk forlyder det, at det var en streg i regningen for Putin at Navalny døde.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Kjeld, det er måske værd at minde om, at Rusland ikke har indleveret nogen form for data til internationale organisationer siden starten af 2022. Så når der er oplysninger ud om to millioner flere i arbejdsstyrken, er de overhovedet ikke fact checkede som man plejer at gøre.

      Svar
  2. Jesper Spring

    Sikke dog en stor omgang sludder Christian.
    Skulle vi i vesten være bedre end det der foregår i Rusland. Spørg udlandet (ikke vesten) om hvad de mener om os og vores evindelige angreb over alt i verden udført på løgnagtige fortællinger, så får du svar på tiltale.
    Vi bryster os over at være demokratiske men hvem har dog stemt på EU præsidenten, ikke mig og mig bekendt ingen.
    Vi forfølger journalister spærrer dem inde på ubestemt tid. Vi forfølger blogger og truer den med frihedsberøvelse og økonomisk ruin.
    Vi har i årevis håndet Rusland og russerne og brygget en sammensværgelse sammen omkring Ukraine og udrustet deres millitær og støttet der forbryderisk regime som afskaffede det lille demokrati der var tilbage.
    Vesten har tabt den krig de selv har fremprovokeret og tæt på 1 million unge mennesker er døde dom følge af vi har en EU præsident der glad og fro melder ud at Vi vil kæmpe til sidste ukrainer.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.