En af de mest almindelige indvendinger imod økonomer – så almindelig, at Martin Ågerup faktisk bruger tid på den i sin glimrende, nye bog – er, at “økonomer kender prisen på alt, men ikke kender værdien af noget som helst.” Udover at være nedladende (men det er mange af os vant til), demonstrerer påstanden også, at dem der klager over økonomer på denne måde, mangler at forstå en central del af den videnskabelige udvikling i samfundsvidenskaben fra 150 år siden.

Denne bid udvikling er faktisk noget, jeg har undervist i på Aarhus Universitet i vinters. I mit fag Videnskabelige Metoder, der dækker en del videnskabsteori og bidder af økonomisk teorihistorie, har jeg flere gange brugt revolutionen i økonomisk værdilære som et særligt godt eksempel på et paradigmeskift i samfundsvidenskaberne. I de cirka 200 år før 1870 benyttede økonomer sig af såkaldt ‘arbejdsværdilære’. Idéen var, at værdien af en vare eller en service er defineret af, hvor meget arbejde der er indgået i at producere den. Arbejdsværdilære blev også en central del af marxistisk økonomi og den marxistiske påstand om, at arbejderne blev udnyttede: Man kunne jo se, at den pris folk betale for varer var noget højere end den løn, arbejderne der producere varen fik (plus råmaterialer). Marxisterne konkluderede derfor, at der sad nogle virksomhedsejere og skummede fløden, fordi arbejderne jo ikke blev betalt fuldt for deres arbejde.

Men læser men nogle af klassikerne som Adam Smith og David Ricardo, er det klart at de forstod, at der var noget fundamentalt galt med arbejdsværdilære. Teorien indebar for eksempel, at hvis en producent blev mere produktiv og derfor kunne producere en vare på kortere tid, ville man påstå at varen blev mindre værd. Med andre ord havde arbejdsværdilære den absurde implikation, at varer der blev produceret mindre produktivt burde være mere værd!

Problemet blev løst i starten af 1870erne i uafhængige bidrag fra tre forskellige forskere: Jevons (i Manchester), Menger (i Wien), og Walras (i Lausanne). Løsningen førte til moderne værdilære – og netop det syn på ‘værdi’ som økonomers kritikere så åbenlyst ikke forstår eller bryder sig om: Værdi er en fuldstændigt og totalt subjektiv størrelse. For mange danskere er en ostemad og en cafe latte om morgenen for eksempel en del kroner værd. For mig personligt er deres værdi negativ – jeg ville betale for at undgå dem – fordi jeg afskyr ost og ikke bryder mig om mælk i min kaffe. At påstå, at værdien af ostemad-latte kombien på nogen måde er objektiv giver således ingen som helst mening.

Jevons, Menger og Walras indsigt er således dyb, og fordrer også en betydelig grad af liberal tolerance overfor andre mennesker. I det øjeblik man indser, at værdi er rent subjektiv, må man enten acceptere andre menneskers præferencer, smag og prioriteter som ligeværdige med ens egne, eller bevidst arbejde for at påtvinge dem ens egne præferencer som om de var moralsk overlegne. Med andre ord, når folk indvender mod økonomer, at vi ikke kender værdien af noget som helst, er det således enten udtryk for dyb uvidenhed, eller en refleksion af deres dybe intolerance overfor andre mennesker. Moderne arbejdsværdilære er et fint eksempel på, hvordan økonomi – fuldt forstået – ofte gør folk mere tolerante overfor andre menneskers liv, valg og smag.