Som Jonas skrev om sidste uge, er det en misforståelse, at avancer på ejerboliger ikke er beskattet. Det gælder også de boligejere, som selv bor i boligen og dermed formelt er undtaget fra ejendomsavancebeskatning.
Forklaringen er, at de løbende skatter – ejendomsværdiskat og grundskyld – beslaglægger en væsentlig del af den grundrente, der er knyttet til en grund.
Læs restenI denne uge kom endelig den længe ventede dom fra USAs Højesteret over Donald Trumps handelspolitik. Dommen er ganske klar: Trumps brug af nødretsloven IEEPA (the International Economic Emergency Powers Act) er forfatningsstridig. Som vi noterede som en reel mulighed i juni sidste år, understregede Højesteret først og fremmest, at IEEPA ikke giver præsidenten lov til at føre aktiv toldpolitik. Loven nævner faktisk ikke told som en mulighed, og retten konkluderer meget klart, at hvis det havde været Kongressens intention, at den skulle kunne bruges til handelspolitik, ville den have noteret det eksplicit i loven. For det andet fremhæver retten også, at den såkaldte ‘major questions doctrine’ – princippet at præsidentielle beslutninger af særligt omfang eller vigtighed alligevel skal igennem Kongressen – absolut ikke kan omgås, når det gælder toldpolitik, der føres mod hele resten af verden. Så selvom domstolen var delt 6-3 – de republikansk udnævnte dommere Roberts, Gorsuch og Barett sluttede sig til de tre demokratisk udnævnte – er dommen et meget tydeligt nej. Og det skal med, at dommer Kavanaugh som ikke stemte for, fremhævede dommens betydning for den amerikanske stats budget (der skal muligvis tilbagebetales 175 milliarder dollars i ulovligt indkrævet told), mens han ikke substantielt argumentede, at Trumps brug af IEEPA kunne være lovlig. Hvis nogen skulle være i tvivl, er her opsummeringen af dommen:
“There is no exception to the major questions doctrine for emergency statutes. Nor does the fact that tariffs implicate foreign affairs render the doctrine inapplicable. The Framers gave “Congress alone” the power to impose tariffs during peacetime […]. And the foreign affairs implications of tariffs do not make it any more likely that Congress would relinquish its tariff power through vague language, or without careful limits. Accordingly, the President must “point to clear congressional authorization” to justify […] his extraordinary assertion of that power.”
Hele dommen kan læses her.
Men som min fremragende kollega Philipp Schröder har påpeget, er det hverken utvetydigt gode nyheder for virksomheder, og heller ikke slutningen på vanviddet. For det første har præsident Trump øjeblikkeligt raset over højesteretsdommere – hans påstand er, at de er illoyale, forkerte, og upatriotiske – og har meddelt, at han vil fortsætte sin protektionistiske politik. Hans udmelding er nu at bruge Section 122 i the Trade Act of 1974, en særlov fra Richard Nixons period, der giver præsidenten særlige, kortvarige toldmuligheder i specielle situationer (læs f.eks. her). Den skal misbruges til at pålægge al import til USA en basistold på 10 procent. Oveni det kommer alle hans særlige straftoldsatser.
Den udmelding skaber en del af det næste problem, som er den fortsatte usikkerhed omkring USAs handelspolitik i den umiddelbare fremtid. Trump har muligheden for at bruge section 122 til at føre fortsat protektionistisk politik, omend loven begrænser politikken til 150 dage. Enhver fortsættelse skal godkendes af Kongressen. Han har også vist sig mere end villig til at bruge lovgivning, der giver mulighed for at regulere international handel der kan true den ‘nationale sikkerhed’. Så stoppet for brugen af IEEPA til at begrænse handelen er ikke slutningen på usikkerheden om, hvad Trump-administrationen kan finde på. Og, som Philipp noterer, er der også en række julelege som lande kan bruge, for at begrænse handelen med uigennemsigtig regulering, tekniske krav, og dyre procedurer.
Fremadrettet kan man derfor forvente endnu flere retssager. Nogle af dem kommer til at handle om, at dem amerikanske stat skal tilbagebetale ulovligt opkrævet told. Andre kommer til at teste, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i brugen af section 122 og sikkerhedslovgivning. Er det for eksempel i den nationale sikkerheds interesse, at man lægger høj told på import at træmøbler? Og nej, det er ikke et tænkt eksempel, men amerikansk virkelighed. Og kan administrationen måske finde på direkte trusler mod importører? Ingen kender morgendagen i Trumps politiske vanvid, men Højesteret har i det mindste lukket ned for én af ruterne for idiotien.
Mange politikere og meningsdannere påstår som et etableret fakta, at øget globalisering skaber økonomisk ulighed. Joseph Stiglitz, der i 2002 udgav bogen Globalization and Its Discontents, har i årevis påstået at frihandel og fri mobilitet for investeringer skaber ulighed og er direkte skadelig for verdens fattige. Andre har fokuseret på det såkaldte ‘China shock’, hvor David Autor, David Dorn og Gordon Hanson påstod i meget højt profileret forskning, at øget import fra Kina havde ført til højere arbejdsløshed, lavere arbejdsmarkedsdeltagelse, og lavere lønninger i områder med produktionserhverv (læs her). Men mange andre forskere har fundet anderledes effekter, ikke mindst Jeremy Horpedahl, som sidste viste, at de overordnede effekter af Kinachocket simpelthen ikke er der, når man kigger efter (se her). Så hvad foregår der egentlig: Skaber globalisering overhovedet ulighed, eller er det hele en storm i et glas venstreekstremt vand?
Ny forskning af Andreas Bergh (Lund Universitet), Justin Callais (Archbridge Institute) og undertegnede løser i det mindste ét af problemerne med at finde ud af, hvad der foregår. Problemet er, at det ikke er tilfældigt, hvor og hvornår et land eller regions grad af globalisering stiger. Vi bruger derfor matching – en metode, der kun sammenligner steder med en stigning med steder, der ser ligesådan ud, men uden en stigning i globalisering – til at estimere en effekt på uligheden, og ser endda på hver kvintils (hver 20 % af indkomstfordeling) del indkomstandel. Bundlinjen: Der er ikke rigtigt noget at komme efter. De fattige bliver ikke fattigere af globalisering, og om noget har middelklassen måske en vis gavn af øget handel. Vores fund, at der ikke er nogen klare fordelingseffekter af globalisering skal fortolkes på baggrund af den massive evidens for væksteffekter for hele samfundet af øget frihandel.
Artiklen er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, men hele abstractet kan allerede læses her:
Low barriers to trade and access to international capital markets have long been argued to improve economic conditions in a country. However, there is less consensus on the impact of economic globalization on the distribution of those gains across society. There are several possible explanations for the conflicting findings in the existing literature, perhaps most notably endogeneity issues that plague the cross-country studies. To alleviate this, we utilize matching methods. Instead of using Gini coefficients, as much of the previous literature, we examine large increases in economic globalization’s impact on 5-year income growth in each quintile of the income distribution as well as top 1 and 5 percent. We find no evidence that income growth for the middle classes in OECD countries is hurt by economic globalization; if anything, some results indicate statistically positive effects. Most estimates, however, are positive but statistically and economically insignificant.
Danmark er på mange måder et ekstremt velfungerende land. Embedsværket er effektivt og ukorrupt, og har som Mette Frisk Jensen har vist, været det siden 1800-tallet. Danske valg er også frie og har været det siden det allerførste valg til stænderforsamlingerne i 1834 – selv under anden verdenskrig. Men i efterhånden mange år har der været en del af myndighederne, der er anderledes elendig og til tider minder mest om den sicilianske mafia: Skat.
Problemerne i skattemyndighederne er ikke bare absurde for borgerne og en alvorlig udfordring for retssikkerheden, men også en skamplet på 14 ministre. Det er antallet, der reelt har været involveret i den rullende skandale omkring ejendomsvurderingerne. Her er de fire værste problemer med Vurderingsstyrelsens system.
Som titlen angiver, er situationen omkring Vurderingsstyrelsen og det nye system ikke en demokratisk retsstat værdig. Det minder langt mere om mafiaen, der kommer og opkræver penge uden at fortælle, hvorfor det lige præcist er 20.000 kroner eller hvornår de ændrer mening og kommer igen. Beskeden til Folketinget herfra er: Drop det og start forfra!
I fredags afholdt vi den årlige danske public choice workshop på Aarhus Universitet. Som altid var det en hyggelig og spændende dag med mange gode præsentationer og samtaler. Alligevel var indtrykket – om noget – at papirerne, der blev præsenteret i løbet af dagen, var særligt gode i år. Det gjaldt både fra nogle af de etablerede forskere såvel som de gruppe PhD-studerende og post docs, der deltog. Her er nogle få nedslag i dagens program.
Jeg var i den specielle situation, at jeg ikke præsenterede noget selv, men alligevel havde tre papirer på programmet: Tre forskellige medforfattere havde besluttet at præsentere arbejde, som jeg har været med på. Ege Asutay, der er PhD-studerende ved universitetet i Jena (på billedet) præsenterede for eksempel Do Populists Erode Civil Society, der er skrevet sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm) og undertegnede. Beskeden i papiret er, at jo flere populistiske partier der kommer i parlamentet, og jo mere populistiske partierne bliver, jo mere lider civilsamfundet. Historien ender dog ikke der, fordi vores empiriske undersøgelse peger utvetydigt på, at det helt primært er højrefløjens populisme, der fører til direkte repression af civilsamfundet og lavere deltagelse i det.
En anden præsentation, der gjorde indtryk, var fra Cepos-forskeren Karsten Bo Larsen, der sammen med Cecilie Tandrup-Rasmussen har undersøgt, hvad der er sket med de danske hospitalers produktivitet. Der plejede at være en regulær, årlig måling af, hvad man får ud af ressourcerne på de danske hospitaler, men den sluttede i 2018. Karsten Bo konstaterede lakonisk, at det var måske ikke helt tilfældigt. Analysen, der meget snart udkommer fra Cepos så alle kan læse den, peger på at produktiviteten er faldet markant siden 2020.
Et par andre spændende indlæg kom fra bl.a. Eliza Hałatek, der er PhD-studerende på universitetet i Warszawa, og Stefan Voigt fra Hamborg, der er lidt længere i sin karriere – Stefan er en af Europas absolut mest citerede retsøkonomer. Eliza stillede i One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index spørgsmålet, om hvad der sker når centralbanker kommunikerer i alle mulige retninger. Til formålet har hun udviklet sit eget ‘kakofoniindeks’ for den europæiske centralbank. Den meget fine præsentation gav anledning til et par kommentarer, man først grinte lidt af og bagefter tænkte seriøst over: Hvordan ville den slags se ud, hvis man gentog analysen for latinamerikanske centralbanker (fra Douglas Elmauer), og kunne man forestille sig ‘rationel kakofoni’ (fra Peter Nannestad). Eliza tog hjem om lørdagen med flere nye idéer til PhD-projektet.
Sidst, men ikke mindst, præsenterede Stefan Voigt mere arbejde i sit kreative og spændende projekt om. hvad folkeeventyr kan fortælle os om nationale værdier. Papiret What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century peger ret klart på, at en del værdier er endda meget stabile på samfundsplan. Og når basale værdier er stabile, kommer visse institutioner og politiske valg også til at blive stabile, og konstante gevinster eller problemer for nogle lande.
Der er god grund til at sige tak til alle deltagerne inklusive de kolleger og studerende, der kom og sad med på dele af workshoppen. En del af punditokraternes mission er at bringe ny samfundsforskning ud til læserne, og det indebærer også, at man kan give besked i kommentarerne, om man ønsker en længere post om et af papirerne, der blev præsenteret i fredags. Og selvom man ikke har det, kan man konstatere, at public choice er ved godt helbred i vores del af verden.
Da USA i april annoncerede, at Trump-administrationen ville indføre massive toldsatser på import fra stort set hele verden – ‘Liberation Day’-politiken pålagde for eksempel import fra Madagascar 93 % told – påstod præsident Trump, at udlandet kom til at betale tolden. Hans merkantilistiske idé var således, at USAs regering kunne tjene milliarder, betalt af udenlandske virksomheder, og samtid beskytte landets industri. Men de fleste økonomer med blot en vis viden om handelspolitik undrede sig: Trumps påstand ville kræve stort set nul pass-through af toldomkostningerne. Med andre ord regnede de fleste cirka ædruelige eksperter med, at de amerikanske importører og forbrugere ville bære omkostningerne gennem højere priser og mindre forbrug.
I hvor høj grad det er sket er det spørgsmål, som Julian Hinz, Aaron Lohmann, Hendrik Mahlkow og Anna Vorwig ser på i et nyt policy brief fra Kiel Instituttet. Med titlen America’s Own Goal: Who Pays the Tariffs? bruger de fire økonomer data fra al import, der er fragtet til USA på oceangående fragtskibe mellem januar 2024 og november 2025. Hver sending kan kobles til en bestemt produkt-specific toldsats (8-digit HS niveau), så man kan se helt præcist, hvad der sker når de amerikanske toldsatser ændres.
Konklusionen er klar: “foreign exportes absorb less than 4 % of the tariff burden; the remaining 96 % passes through to US importers.” Man kan endda ikke afvise med normal statistisk sikkerhed, at de amerikanske importører faktisk bærer hele omkostningen. Det samme resultat kan ses i import fra Brasilien, der fra august blev ramt af en toldsats på 50 %. I de særlige brasilianske tal kan Hinz et al. ikke se nogen klar ændring af den pris, de brasilianske virksomheder tager for varerne. Med andre ord betyder et, at der reelt er fuld pass-through: Amerikanerne betaler hele tolden. Det samme ser de i Indien, hvor de har adgang til de præcise FOB priser (free on board), der tages ved afgang.
Implikationen af Kiel Institutets nye analyse er, at Trumps toldpolitik fuldt ud er en ekstra skat på amerikanerne – den overfører ingen velstand fra udlandet til amerikanere. Starter man fra det faktum, at importen er cirka 15 % af USAs BNP og den gennemsnitlige toldsats stiger fra godt 1,5 til 21 % når politiken er fuldt indfaset, vil en back-of-the-envelope-beregning vise, at Trumps handelspolitiske ændringer svarer til en ekstraskat på cirka tre procent. Der skal økonomisk inkompetence af gigantiske dimensioner til at forklare, hvordan man kan lave et så ekstremt politisk selvmål.
Er Donald Trump den mest socialistiske præsident, USA nogensinde har haft? Det lyder måske som en absurd påstand, at en af de mest businessfokuserede præsidenter nogensinde skulle være socialist. Men ser man på den politik, han faktisk fører, er det svært ikke at se lighederne med USAs venstreekstreme fløj. Trump er dermed et fremragende eksempel på det, den franske filosof Jean-Pierre Faye kaldte en ‘hesteskoteori’ for populister.
Min glimrende kollega Justin Callais, der idag er cheføkonom ved Archbridge Institute, skitserede forleden teorien på sin Substack Debunking Degrowth (der i sig selv er varmt anbefalet). Justin opsummerer teorien ved at den “highlights how political extremes often converge in their authoritarian tendencies, anti-establishment rhetoric, and simplistic “us versus them” worldviews.” Ekstremerne konvergerer således i definitionen på populisme, og kommer ikke overraskende til at føre ret ens politik. Her er nogle få eksempler fra Trumps anden administration.
Interventionistisk industripolitik er baseret på idéen om, at markedet ikke virker – eller, som nogle populister påstår, kun virker for nogle allerede priviligerede grupper – og derfor skal styres politisk. Man skal fra politisk side dirigere industrien, subsidiere og beskytte særligt strategisk vigtige (læs: politiske forbundne) sektorer, og både beskytte og promovere særlige slags arbejdspladser i traditionel industri. Populisternes industripolitik hviler således på socialistiske idéer fra 1930erne og 50erne, der bredt set er debunket af ædruelige politikere, og som forskere som von Mises, Hayek og Olson forlængst har vist, ikke kan lade sig gøre i praksis. Men det er meget præcist den type politik, Trump i stigende grad fører, og amerikanske socialister som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har plæderet insisterende for.
Påstande om, at globalisering er en trussel og fører til at ‘vores’ arbejdspladser og markedsandele stjæles af andre lande, er en anden gammel traver på den uinformerede venstrefløj. Bemærk, at jeg understreger uinformeret, da der er mange venstreorienterede økonomer, der fuldt støtter frihandel, fordi den i særlig grad gavner fattige mennesker i fattige lande, og nedbryder monopoler. Men Trumps handelspolitik og hans gentagne påstande om, at andre lande stjæler amerikanske industriarbejdspladser og “rip us off” er både økonomisk analfabetisk, og en idé som man ellers primært finder hos gakkede socialister som f.eks. Joseph Stiglitz og den trotskistiske franske præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon. Også her mødes socialistiske populister og autoritære højrefløjspopulister i toppen af hesteskoen.
En tredje afart af fænomenet kan ses i Trumps opkøb og statsliggørelse af private virksomheder: Hans ‘golden share’ i US Steel, 10 % andel i Trilogy Metals og Intel, og hands tvungne option på 8 % af aktierne i Westinghouse. Man kan næppe komme længere mod fuldblods socialisme end idéen om, at staten skal eje produktionsmidlerne i centrale industrier. Men det er præcist hvad Trump argumenterer, og hvad han er igang med at udføre i praksis.
Sidste skud på stammen er hans edikt om, at kreditkortselskaber ikke må tage mere end 10 % rente på folks kredit. Som Justin peger på, foreslog socialisterne Sanders og Ocasio-Cortez sammen med den ekstrem-trumpistiske republikaner Josh Hawley præcist det samme for knap et år siden. Statslig styring af kreditgivelse og finansielle institutioner er næppe heller særligt liberal eller konservativ politik, men er klassisk socialistisk populisme.
Donald Trump er på mange måder et ekstrem i sig selv, men derfor også et skoleeksempel på, hvordan populister ofte ligner hinanden selvom de rent umiddelbart hører til forskellige fløje. Trump er uden tvivl økonomisk analfabet, ligesom mange venstrepopulister er (og nogle gange med vilje), men det undskylder ikke at han også økonomisk er identisk med Sanders, Xi og Putin.
Faste læsere ved, at der hvert år afholdes en dansk public choice workshop den sidste fredag i januar. Sidste år afholdtes den helt særligt i Malmø, og blev derfor også den baltiske public choice workshop. Og om knap to uger er det tid til den 26. af slagsen. Den afholdes den 30. januar mellem 11 og 18 på Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, i vores nye faciliteter i Universitetsbyen (det gamle kommunehospital), bygning 1813-1814. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede – man kan deltage hele dagen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis det er det man har tid til eller interesse i. Frokosten er kun for de præsenterende deltagere, men der er gode muligheder i området.
Deltagerne i år kommer fra Danmark, Holland, Polen, Sverige og Tyskland, og emnerne spænder bredt fra euroeffekter over ulighed til terrorisme. Det næsten endelige program er her, og ser – hvis jeg skal sige det – meget spændende ud.
11.00-11.05: Welcome
11.05-12.35: Session 1. Policies
Tobias Poulsen (Cepos): Reassessing the Trade Effect of the Euro: A Replication of Glick & Rose (2016) with Updated Data and Adjusted Analyses
Rasmus Wiese (Groningen), Jakob de Haan (Groningen), and João Tovar Jalles (Lisbon): Unveiling Employment and Wage Dynamics: The impact of Labor Market Reforms using a Local Projections Difference-in-Differences Approach
Eliza Hałatek (Warsaw): One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index
12.35-13.30: Lunch
13.30-15.00: Session 2a. Populism and voting
Ege Asutay (Jena), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Civil Society and Populism: Do Populist Politics Help or Hinder it?
Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Incongruent Values and Populist Voting
Peter Nannestad (Aarhus): Immigrants as Future Voters? An empirical footnote to the Hillman – Van Long model
13.30-15.00: Session 2b. Rent-seeking
Atma Mahapatra (Groningen): A Broader View: Mapping the Universe of U.S. Trade Lobbying
Lotta Stern and Staffan Samuelsson (Ratio): A Return to Corporatism or Just Establishing a New Status Quo?
Martin Paldam (Aarhus) and Jamel Saadaoui (Paris 8): The Grand Pattern in the Triplet of Political Capitalism, State Capture, and Crony Capitalism
15.00-15.45: Coffee
15.45-17.40: Session 3a. Inequality and values
Andreas Bergh (Lund): Tennis, Chess, and Supercomputers: New Measures of Global Inequality
Karsten Bo Larsen and Cecilie Tandrup-Rasmussen (Cepos): Productivity in Danish Hospitals
Jerg Gutmann, Anne van Aaken, Betül Simsek, and Stefan Voigt (Hamburg): The Tightness/Looseness of Social and Legal Norms in Europe
Stefan Voigt (Hamburg), Mahdi Khesali (Hamburg), and Nadia von Jacobi (Trento): What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century
15.45-17.40: Session 3b. Terrorism and constitutions
Lasse Aaskoven (SDU) and Marius Mehrl (Leeds): White and Red Terror: Ideology and State Violence after Autocratic Regime Establishment
Lasse Skjoldager Eskildsen (SDU) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Are Terrorists Ideologically Consistent in their Target Selection?
Katarzyna Metelska-Szaniawska, Anna Lewczuk, Tymoteusz Mętrak (Warsaw): Economic consequences of respecting and violating constitutions revisited using a new set of indicators
17.40: Refreshments and end
Hvad foregår der i Rusland, hvordan virker økonomien, hvordan forstår man udviklingen? Blandt økonomer er der næppe nogen, der er bedre eller forstår mere indefra, end Sergei Guriev. Han er PhD i anvendt matematik fra det russiske videnskabsakademi, var gæsteadjunkt på Princeton, og senere professor på New Economic School i Moskva mellem 2004 og 2013. Guriev købte i april 2013 en envejsbillet til Paris, efter at venner havde advaret ham om at sikkerhedsstyrkerne var ude efter ham. Efter blandt ophold på bl.a. Paris School of Economics er han idag professor på London Business School.
Den glimrende Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London interviewede forleden Guriev om netop Rusland. Det blev en samtale om hvordan resterne af Sovjetunionen blev til Rusland, hvad der gik galt, og hvordan landet virker under Vladimir Putins diktatur. Det er varmt anbefalet.
Hvis man er i humør til en kortere samtale om mere generel udvikling med fokus på institutioner og hvad der er tilbage fra kolonitiden, lavede jeg forleden podcast med min ven og kollega Manoel Bittencourt. Hele samtalen kan ses her; jeg hyggede mig meget med samtalen, og håber at der måske er noget inspiration i de muligheder, vi taler om.
Den 1. januar for 67 år siden marcherede Fidel Castro og hans oprørsstyrker ind i Havana. Landets diktator Fulgencio Batista, der var kommet til magten ved et militærkup i 1952 – men som tidligere både havde taget magten i 1933 og var blevet demokratisk valgt i 1940 – flygtede til den Dominikanske Republik. Castro havde insisteret på, at han ikke var socialist, men det tog kun godt to år før han erklærede Cuba for socialistisk, allierede sig med Sovjetunionen, og brutalt nationaliserede alle dele af økonomien. Tiden siden da har været en både økonomisk og menneskelig tragedie for cubanerne.
Carlos Martinez skrev forleden dag om Cuba på Econlib og argumenterede for, at landet om få år vil slippe af med socialismen. I et forsøg på at foretage rigtig meningsmåling i Cuba i 2024 fandt CubaData at kun 3 procent af de adspurgte betragtede sig selv som ‘stærkt socialistiske’, mens næsten 22 procent var liberale eller pro-marked. Langt de fleste mener, at landet burde indføre liberaliserende reformer. Cubanerne ved godt, hvor meget de er gået glip af, og hvorfor.
For snart syv år siden skrev vi om Cubas tabte udvikling (læs her). Siden da er der kommet ny og meget fin forskning, der helt klart dokumenterer de enorme tab, cubansk socialisme har pålagt landet. I “The Forsaken Road: Reassessing Living Standards following the Cuban Revolution and the American Embargo” tager JP Bastos, Vincent Geloso og Jaime Bologna Pavlik fat i to indbyrdes relaterede spørgsmål: Hvilken økonomisk påvirkning har skiftet til socialisme haft, og hvor stor er effekten af den efterfølgende amerikanske embargo?
Svarene er, at revolutionen stort set har sat Cubas økonomi totalt i stå, og at USAs embargo kun har bidraget til 3-10 procent af det samlede tab. Bastos et al. noterer således, at cubansk arbejdsproduktivitet – målt på BNP per fuldtidsansat i John Devereuxs nye data – ikke er klart højere i 2019 end den var i 1957, året før revolutionen. Enhver indkomstfremgang på øen må derfor være kommet fra, at folk simpelthen arbejder mere, mens den socialistiske revolution stort set har slået al produktivitetsfremgang ihjel.
Figuren nedenfor illustrerer Cubas udvikling relativt til resten af Latinamerika; de fulde optrukne linjer er BNP per indbygger, mens de stiplede viser BNP per fuldtidsansat. Figuren viser meget klart, at BNP stiger fra starten af 1970erne til starten af 1980erne, hvilket er konsistent med en periode hvor arbejdsudbuddet stiger fordi flere kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Omvendt sker der ikke noget med produktiviteten, og cubansk levestandard styrtdykker med cirka 40 procent i starten af 1990erne. Som Bastos et al. viser, er en væsentlig forklaring at den sovjetiske hjælp, der bidrog med omkring 20 procent til BNP, pludseligt holdt op. Væksten fra 1995 og frem er således blot en type konvergens op mod hvor Cubas økonomi var i midten af 1980erne.
Bundlinjen for cubanerne er, at hvis landet bare havde fulgt Latinamerikas trend, havde det været cirka dobbelt så rigt og dobbelt så produktivt. I stedet har cubanerne idag 45 procent af den nationalindkomst, som gennemsnittet i resten af Latinamerika har, og endnu lavere privatforbrug. Samtidig arbejder de officielt cirka 20 procent flere timer om året, og reelt er der masser af uofficielt arbejde i Cuba for bare at få mad på bordet.
Det er derfor ikke kun en økonomisk, men også en menneskelig tragedie at et land, der i midten af 1950erne var et mellemindkomstland med en særligt levende tradition for frie medier – V-Dem-projektets vurdering af ytringsfriheden i Cuba i slutningen af 1950erne er omtrent en tredjedel højere end resten af Latinamerikas – og en længere demokratisk tradition end det meste af kontinentet, idag er et næsten desparat fattigt land, hvor op mod 20 procent af befolkningen er flygtet de seneste år. Cuba burde have været et normalt, demokratisk latinamerikansk land, men er et repressivt diktatur med en levestandard under Indiens. Hvorfor nogen stadig tror på, at socialisme er vejen frem, er svært at forstå.
Alle vore læsere ønskes en god jul og et glædeligt nytår.
Som sædvanlig har vi pakket årets sommerserie i gavepapir til jer. I 2025 handlede sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier fra Øst- og Centraleuropa, som i dag er en del af EU og på mange måder har været en betydelig økonomisk succes.
Så hvis der i juledagene er brug for en stille stunds eftertænksomhed, kan man læse eller genlæse alle afsnittede her.
Læs restenEt af de emner, der virkelig kan få visse folk op i det røde felt, er kolonitiden og afkoloniseringen. Sidste år udkom Kristian Niemitzs fine bog Imperial Measurement – et glimrende bud på en lille fagbog, interesserede kan læse i juletiden – der stiller spørgsmålet, om kolonimagterne faktisk havde økonomisk gavn af deres kolonier. Kristians svar er , at faktorerer man kolonimagternes omkostninger ind i regnestykket, er det mest sandsynligt, at de fleste kolonier var en økonomisk belastning. Men den anden side af spørgsmålet, er naturligvis om kolonierne havde gavn eller ej af tiden. Det er næsten umuligt at svare på, så jeg har i år brugt tid på at stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad skete der med de tidligere koloniers økonomiske udvikling, efter de blev uafhængige?
Hvordan i alverden gør man det, kan mange økonomer nok spørge. Problemet er, hvad der er den mest rimelige sammenligning at gøre, og hvordan de klarede sig før de blev uafhængige. Svaret før økonominørderne er den nyudviklede Butts og Gardner-estimator. For alle resten af læserne er det en måde at sammenligne hvad der sker med tidligere koloniers vækst i perioden 1950 til nu, i forhold til hvordan det gik dem før uafhængigheden og i forhold til andre relativt fattige lande. Og det er særligt også en måde at skille de tidligere britiske og hollandske kolonier fra resten af gruppen.
Svaret på spørgsmålet afhænger nemlig af, hvilken ‘slags’ koloni et land var, før det blev uafhængigt. De britiske og hollandske kolonimyndigheder havde nemlig typisk en politik, der hvilede på at bruge lokale institutioner hvis de eksisterede, uddanne lokale politifolk, embedsfolk, osv., men særligt de franske installerede franske institutioner og brugte franske embedsfolk, dommere osv.
Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der intet skete økonomisk med tidligere britiske og hollandske kolonier – de fortsatte basalt den den samme økonomiske udvikling, som de havde haft i den sene kolonitid. Modsat dem viser undersøgelsen, at gruppen af tidligere franske, portugisiske, belgiske og andre kolonier oplevede markant lavere vækst, og i særlig fra i det andet tiår efter uafhængighed. Det var også væsentligt mindre sandsynligt, at de franske var demokratiske i tiden after uafhængighed, og klart mere sandsynligt, at de oplevede væsentlig politisk ustabilitet i form af statskup.
Hvad gik der galt? Fokuserer man i stedet på privatforbruget, faldt væksten i begge grupper lande efter uafhængigheden. Umiddelbart ser det således ud til, at uafhængighed var en dårlig nyhed for de fleste almindelige mennesker i de tidligere kolonier. Men – og det er et stort men – det relative fald i de tidligere britiske holdt op efter de første 20 år og var ledsaget af væsentligt større investeringer end i de tidligere franske. Efter 30 års uafhængighed havde de tidligere britiske og hollandske kolonier således i gennemsnit 40 procent højere BNP og 21 procent højere privatforbrug end restgruppen af franske, belgiske og andre kolonier. Over halvdelen af den første gruppe var demokratier, mens det var under en tiendedel af de tidligere franske.
Så var uafhængighed en god idé for de tidligere kolonier? Mit bud er, at svaret afhænger af, om kolonimagterne efterlod levedygtige institutioner. Franskmændenes var befolket af franskmænd, der typisk tog tilbage til Frankrig, da kolonierne blev uafhængige, mens de britiske kolonier ofte havde udviklet relativt effektive, demokratiske, hjemmegroede institutioner. Ved uafhængighed havde de britiske og hollandske således langt bedre institutioner end de andre tidligere kolonier, ligesom de også har idag. Er det en afskyelig koloniarv, som Storbritannien og Nederlandene burde kompensere dem for?
Hele analysen med titlen Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation kan læses her.
Vi har for ti år siden skrevet om både hvordan der er et potentielt lukrativt marked uden et fly da Boeing holdt op med at producere det unikke 757-fly i 2004, og hvordan det dengang stadig var tomt. For seks år siden diskuterede vi, hvordan Boeing opgav sit NMA-projekt, der skulle erstatte 757, fordi virksomheden blev nødt til at fokusere sine ressourcer på at rette op på graverende fejl i den nyeste version af dets topsælger, 737-flyet – dets selvforskyldte kvaler. Der specielle i situationen er, at der stadig ingen konkrete planer er om at udvikle en efterfølger for 757, og mens Airbus i mellemtiden har forsøgt at rykke ind i det gabende hul i markedet, går det heller ikke for godt.
Baggrunden er, at Boeing 757, der kom på markedet i 1983, er et ret unikt fly. Forskellige versioner og konfigurationer af flyet kan rumme cirka 230-290 passagerer, hvilket ligger lige mellem de store versioner af Boeings egen 737 og Airbus 320-familie, og de noget større Boeing 767 og 787, og Airbus 330 og 350. Størrelsesmæssigt ramte 757 derfor et hul i markedet, ikke mindst fordi det har rækkevidde og fra 1986 også godkendelse til at flyve over Atlanten. På samme tid kan det også bruges til at flyve ind og ud af ‘svære’ lufthavne, der ligger højt og er varme, og har ingen problemer med at lette fuldt lastet. Grunden er flyets motorer, der er de samme som det noget store 767: Piloter omtaler det derfor ofte som en sportsvogn. Men da 757 ikke har været produceret de sidste 21 år, og dets karakteristika stadig er stærkt efterspurgte af en række selskaber, eksisterer der et voksende hul i det internationale flymarked.
Europæiske Airbus har forsøgt at fylde noget af hullet ved at producere særudgaver med længere rækkevidde af det noget mindre A321, men som the Telegraph skrev forleden, har de to udgaver – A321XLR og ULR – været skuffelser. XLR-flyet skulle kunne flyve op til 11 timer og op til 4700 sømil. Det kan det bare ikke på samme tid: Airbus-flyet kan måske flyve op mod 11 timer, men langt fra fuldt lastet, og selv da nok kun godt 4200 sømil. Grunden er, at flyet nu er tungere end planlagt pga. påkrævet forstærkning omkring dets ekstra brændstoftank, som myndighederne identificerede som en særlig brandrisiko. Og hvis man endelig skulle kunne flyve så langt, rammer man væsentlige problemer med arbejdstidsregler for personalet. Mens der i alle widebodies er et særligt hvileområde med senge (i Boeing 777 ligger det ovenpå kabinen omme bagi, med en trappe op skjult i et skab i køkkenet) er der i mindre fly intet oplagt hvileområde. Hvis der ikke er tomme businesssæder til personale på pause, kan A321-flyene af den grund slet ikke flyve så langt som lovet. Problemet for Airbus er dermed, at de med A321XLR og ULR simpelthen har lovet for meget og leveret for lidt. Det er sigende, at den længste rute der pt. bliver fløjet med A321XLR, er Aer Lingus rute fra Dublin til Nashville på 3200 sømil.
Det mærkelige i hele situationen – og grunden til at en økonom kan interessere sig for det – er således, at der har eksisteret et veldefineret og kendt marked i snart 20 år for en bestemt type fly, og markedet er bestemt ikke småt, men ingen af de to store producenter har taget skridt mod at levere et fly, der faktisk passer markedet. Hvorfor sker det ikke noget?
En mulighed er, at udviklingsomkostningerne på nye fly ikke bare er ekstremt høje, men også steget de senere årtier. I princippet har computerteknologi sænket omkostningerne, fordi man kan modellere og checke mange ting uden at bygge dem, men andre omkostninger er steget. Det gælder ikke mindst omkostninger forbundet med at opfylde både eksisterende regulering, og den man regner med kommer i fremtiden. Certificeringen af nye fly er også blevet mere krævende og langsommelig, hvilket også øger udviklingsomkostningerne, og gør det mere usikkert, hvornår flyet faktisk kan leveres. Boeings problemer med at få certificeret den største 737-variant er et klart eksempel på problemet. En anden mulighed er såkaldt policy uncertainty i form af, at hverken Boeing eller Airbus kan være sikre på, hvordan fremtidig miljø- og støjregulering kan se ud. Det er basalt set problemet, hvordan man ved hvad politikere kan finde på?
En tredje mulighed er mere speciel, men er nævnt flere gange af repræsentanter for de to store producenter. Boeing har brugt midler på at forske i udvikling af nye og mere effekter vingetyper, ligesom det ofte nævnes, at motorteknologi også rykker for tiden. Logikken er derfor, at det ikke kan betale sig at udvikle nye fly nu, fordi man bør vente på den nye teknologi. Problemet er naturligvis, at det altid gælder, at der snart kommer ny teknologi, men man kan ikke altid vente – så sker der ingenting. Boeing har valgt af nødvendighed, at trække ressourcer væk fra udvikling af et nyt fly til at håndtere problemerne med 737-flyet, og er derfor endt i en situation, hvor selskabet venter længere på ny teknologi. Og fordi Boeing har udskudt beslutningen, kan Airbus tillade sig at vente på ny teknologi, velvidende at den eneste seriøse konkurrent for tiden ikke er istand til at levere konkurrence på hullet i markedet.
Reelt er der sandsynligvis tale om en kombination af alle mulighederne for at forklare den mærkelige situation: Hvorfor er der aldrig kommet en rigtig afløser for Boeing 757 – som Delta Airlines stadig opererer 92 af – selvom der er et åbenlyst hul i markedet for sådan et fly? Svaret blæser lidt i vinden, men det virker ikke mindst som et ledelsesproblem hos Boeing. Det kræver ikke bare ressourcer, men også et vist mod at begive sig ud i at udvikle et helt nyt fly. Og når det ene selskab i et marked med to producenter, ikke har modet, forsvinder det andet selskabs incitament til at konkurrere effektivt. Og derfor befandt jeg mig for et par uger siden på en flyvning mellem Atlanta og Tampa i et smukt, komfortabelt, men 28 år gammelt fly.
Den skandinaviske velfærdsstat er den bedste samfundsform, hvis man vil have meget velfærd – ikke? Det er i hvert fald den antagelse, som mange borgere og de fleste politikere accepterer hver dag. De gør den endda ofte helt uden at tænke over det. Men er antagelsen sand? Ny forskning fra to svenskere – Stefan Fölster og Nima Sanandaji – der lige er udgivet af the Institute of Economic Affairs i London prøver at svare på spørgsmålet.
Og deres svar er nej. Alle interesserede bør enten se Reem Ibrahims fine interview med Sanandaji nedenfor, eller læse hele publikationen her (den er gratis), eller begge dele. Fölster og Sanandaji udforsker meget klart, om det man påstår velfærdsstaten gør, faktisk leveres bedre end andre statsformer. Helt overordnet er konklusionen, at de store skandinaviske velfærdsstater leverer middelmådig offentlig service til en meget høj pris.
Igår hørte USAs højesteret de første vidneudsagn fra sagsøgerne – en gruppe stater og en samling mindre virksomheder – og sagsøgte, der er Trump-administrationen. Sagen handler om hvorvidt USAs præsident har ret til at føre protektionistisk handelspolitik mod resten af verden ved at bruge IEEPA, der er en undtagelseslov fra 1977, der ikke nævner ordet ‘told’. Trump hævder, at han kan gøre hvad han vil så længe han påstår, der er en nødtilstand. Den første dags høringer peger på, at det mener Højesteret ikke.
Ifølge BBC spurgte den Trump-udnævnte Amy Coney Barrett, med henvisning til regeringens påstand om at det er sikkerhedspolitisk nødvendigt at beskytte amerikansk industri, “And so is it your contention that every country needed to be tariffed because of threats to the defense and industrial base? I mean, Spain? France?” Højesterets præsident John Roberts, der blev udnævnt i 2005 af George W. Bush, noterede lige så skeptisk, at regeringens retfærdiggørelse af den voldsomt protektionistiske politik “is being used for power to impose tariffs on any product from any country in any amount, for any length of time.”
Dommerne Neil Gorsuch og Sonia Sotomayor – der ideologisk indtager modsatte positioner – var begge ligeledes åbenlyst skeptiske overfor regeringens påstand om, at der er tale om en nødsituation, og at IEEPA giver præsidenten ret til at ændre handelspolitikken i hvilken retning han ønsker. Gorsuch pressede således statsadvokaten John Sauer til at indrømme, at der er grænser for både hvor meget og hvordan Kongressen kan uddelere magt til præsidenten.
På Trumps side gjorde Sauer ifølge rapporterne om høringen en til tider næsten komisk figur. En del af statens problem i retssagen er, at det på trods af, hvordan man læser IEEPA, stadig udelukkende er Kongressen, der har ret til at opkræve skat af amerikanerne. Trump har adskillige gange pralet med – og endda fremhævet det som et af formålene – at hans toldpolitik bringer store indtægter til den amerikanske administration. Sauer måtte derfor ud i en forklaring af, hvordan toldpolitikken kan indbringe væsentlige indtægter uden at være en skat. Det vil være en overraskelse for alle, hvis Højesteret køber det argument.
Sauer påstod også, at hvis domstolen erklærer, at toldpolitikken er ulovlig, vil det blotte USA for “ruthless trade retaliation” og føre til “ruinous economic and national security consequences”. Det er påfaldende, at administrationen i høj grad procederer på nogle påstande om konsekvenserne af en dom, i stedet for politikkens lovlighed. Det er endda nogle påstande, som en praktisk taget samlet økonomstand ikke har andet end foragt for.
Som vi tidligere har fremhævet her på stedet, er der en række angrebspunkter. Selv hvis Højesteret skulle erklære, at IEEPA giver Trump ret til at føre handelspolitik, hvis der er en national nødtilstand, er det stadig helt usandsynligt, at den vil anerkende, at der overhovedet er en nødtilstand. For at gøre det, skulle den effektivt skabe præcedes for, at en nødtilstand er en nødtilstand, bare præsidenten påstår det. Den skal acceptere, at told ikke er en skat, selvom den skaber indtægter til staten. Og den skal endda acceptere, at præsidenten kan gøre hvad han vil og fortsætte så længe han vil, uden at definere grunden til politikken. Det er ikke videre sandsynligt – og slet ikke på basis af onsdagens høringer – at den amerikanske Højesteret accepterer noget af det.
To studerende – Mathias Vingaard og Lukas Fausing – kører den meget interessante podcast Ugen med Trump. Mathias og Lukas har begge en stor interesse for USA og har læst amerikanske studier på Syddansk Universitet – så de ved, hvad de taler om. Det var derfor en stor fornøjelse for mig at være med i deres podcast forleden. Vores Ugen med Trump Special om Trumps toldpolitik før Højesteret hører sagen om den er nu tilgængelig.
Mit besøg hos Ugen med Trump kan høres her eller her – og er varmt anbefalet som baggrund for den ekstremt interessante Højesteretssag. To domstolsinstanser har slået ned på Trumps brug af nødretsloven IEEPA som måde at komme udenom, at præsidenten slet ikke har nogen magt over handelspolitik. Det er ikke bare interessant jura eller interessant amerikansk politik, men en sag der har markant international betydning!
Den 12. november afholder CEPOS et seminar under den overskrift. Man kan læse mere og tilmelde sig her.
To spændende oplægsholdere er medpunditokrat Christian Bjørnskov (Økonomisk Institut, Århus Universitet), der taler om den empiriske forskning i økonomisk frihed, og Christian Bergqvist (Juridisk Institut, Københavns Universitet), som taler om kreativ destruktion og konkurrenceregulering med udgangspunkt i årets Nobelpris i Økonomi. Jeg selv gennemgår en række af Nobelprismodtageres bidrag om økonomiske institutioner, som er centrale i en kapitalistisk markedsøkonomi.
Vi kommer ind på årets Nobelpris, der handler om kreativ destruktion og de helt unikke betingelser for den industrielle revolution og vedvarende økonomisk vækst. Også sidste års Nobelpris handlede om grundlæggende institutioner – ”åbne”, konkurrenceprægede og ”lukkede”, ekstraktive. Og en hel stribe af Nobelpristagere før dem har beskæftiget sig med grundlæggende institutioner som liberalt demokrati, ejendomsret, kontrakter, normer, spontan orden og virksomheder.
Der er efterhånden kommet en stor empirisk litteratur om effekterne af økonomisk frihed. Det vil ikke være nogen overraskelse for bloggens læsere.
Det dynamiske aspekt ved kapitalisme er vigtigt for, om og hvordan der bør konkurrencereguleres.
Jeg glæder mig meget til arrangementet. Tøv ikke med at melde dig til, hvis det lyder interessant.
Der har været lidt stille på bloggen den seneste tid. Grunden er, at min undervisning startede i sidste uge – jeg underviser kun i anden halvdel af semesteret, men dobbelt i de uger – og andre punditokrater har haft travlt. Men vi er tilbage, og idag med de første resultater af den spørgeskemaundersøgelse, som vi skrev om for et par uger siden. Undersøgelsen er en del af en forskerspires projekt, og der er per denne weekend 68, der har svaret. 68 er en meget lille sample, men sjovt nok er forskellene mellem dem helt systematiske og konsistente med forskningen. Vi viser dem idag i et simpelt søjlediagram.
Vi peger her på seks faktorer, hvor den lille undersøgelse faktisk svarer fint overens med langt større studier, og hvor forskellene er statistisk signifikante. Den vigtigste faktor er om folk har tillid til hinanden: I undersøgelsen er respondenter, der siger de har tillid til andre mennesker, i gennemsnit 23 procent mere tilfredse end andre. Nummer to er optimisme, målt på folks syn på om fremtiden er positiv eller negativ. Dem, der ser fremtiden som positiv, har 20 procent højere tilfredshedsscorer. På en delt tredjeplads finder vi at have en fast partner og at føle, at man har meget kontrol over ens liv. Begge forhold gør respondenterne 15 procent mere tilfredse end dem, der ikke er i et forhold eller kun føler at de har lidt eller moderat kontrol. De to sidste faktorer er også interessante: Folk over 60 er i gennemsnit 12 procent mere tilfredse. De samme gælder folk, der enten ikke ved hvor intelligente de er, eller rapporterer en relativt gennemsnitlig IQ. Med andre ord er de meget intelligente blandt respondenterne systematisk mindre tilfredse end andre.
Hvis jeg havde designet spørgeskemaet, ville jeg være svært tilfreds med resultaterne. Det er naturligvis en meget lille sample – 68 svar er ikke meget i den forskning – men selve undersøgelsen ‘virker’. Og mens de fem systematiske forhold perfekt afspejler den større forskning, er intelligens-fundet interessant, da der ikke er ret meget forskning i emnet. Hvis jeg skulle tage beslutningen, ville dette forskerspireprojekt sagtens kunne fortsætte.
Sidste uge blev det annonceret, at dette års Nobelpris i økonom går til Joel Mokyr, Philippe Aghion og Peter Howitt. Vi skrev kort om det, og Otto har skrevet meget fint om valget i Berlingske Tidende. Vi lovede, at vi ville skrive mere uddybende om prisen – ikke mindst fordi det er lang tid siden, at en Nobelpris i den grad har begejstret økonomer rundt omkring i verden. Fordi de prisen gives i to halvdele – den ene til Mokyr for hans bidrag i økonomisk historie, og den anden til Aghion og Howitt for deres bidrag til vækstteori – starter vi idag med Joel Mokyr.
Den hollandsk-fødte og jødiske Mokyr er professor på Northwestern University i Chicago, og har i en serie bøger og artikler beskæftiget sig med et af de store spørgsmål i nationaløkonomi: Hvorfor skete den Industrielle Revolution hvornår og hvor den skete, og hvorfor blev den ved? Det er spørgsmålet om, hvad vi ved om fødslen af moderne økonomisk vækst.
Udgangspunktet er, at der havde været vækstepisoder tidligere: Både det romerske imperium og Kina havde haft markant, teknologisk udvikling, og særligt Italien i de første par århundreder AD havde været et komparativt rigt sted. Men i alle tidligere tilfælde var væksten og velstanden holdt op igen. Hvorfor startede væksten og den brede økonomiske udvikling i England og det sydlige Skotland, hvorfor skete det hvornår det skete – meget, meget cirka i midten af 1700-tallet – og hvorfor blev denne episode ved? Det er de centrale spørgsmål, som Mokyr har fokuseret meget af sin karriere på. Det gælder ikke mindst de to af hans bøger, der står på min hylde: The Enlightened Economy fra 2009 og A Culture of Growth fra 2016.
Mokyr peger på, at hvis det ‘bare’ gjaldt videnskabelig udvikling – den gamle idé om, at videnskaben opfinder og så bruger industrien opfindelserne – ville den Industrielle Revolution sandsynligvis være startet i Frankrig. England og Skotland var ikke på den videnskabelige forfront i 1600-tallet eller starten af 1700-tallet. Men, som han viser, er det vi ville kalde videnskabelig viden ikke nok. Mokyr skelner mellem preskriptiv og propositionel viden, dvs. han skiller viden om hvad der virker fra viden om hvordan det virker. Og mens der var masser af viden i det akademiske miljø om hvordan ting virker, haltede landet bagefter på viden om, hvad der virker.
Mit personlige yndlingseksempel er fra flåden, hvor britiske læger fandt ud af, at søfolk ikke fik skørbug, hvis man gav dem citrusfrugter eller andre bestemte frugter. Man vidste ikke hvorfor – der var ingen teori om vitaminer dengang – men forstod at det virkede, og the Royal Navy indførte derfor midlet mod den ødelæggende lidelse. Det tog over 40 år før den franske flåde fulgte med, fordi franske lægers teori om sygdom ikke kunne forklare, hvorfor citrusfrugterne virkede. Storbritannien havde en anden tradition for at acceptere, at noget virkede før man forstod hvorfor, og havde en masse dygtige håndværkere med taktil forståelse for praktiske forhold.
Men viden er stadig ikke nok. Mokyr peger på, at den Industrielle Revolution gik igen i England og Skotland fordi der i midten af 1700-tallet var et særligt sammenfald af flere nødvendige forhold. Begge typer viden blev udviklet, men blev også spredt bredt ud i samfundet. Der skete en veritabel eksplosion af magasiner, folk læste og delte, diskussionsselskaber og andet, hvor både borgerskab, adel og de nye fabriksejere kom til foredrag om alle mulige emner, og kulturen ændrede sig, så det ikke kun var gennem jordejerskab, at man kunne blive rig og del af det bedre selskab.
Sidst, men ikke mindst, følger Mokyr en tradition fra bl.a. Douglass North i at fremhæve nødvendigheden af at have et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen. Alle idéerne, al den britiske håndværkskunnen og den sociale accept af de nye forhold, ville ikke være blevet til noget brugbart eller kommercielt, hvis man ikke også havde et klart incitament til at investere i dem. Og før man investerer i usikre, langsigtede projekter, bliver man nødt til at have stor sikkerhed for, at ens kontrakter bliver håndhævede og ens investering er retsligt beskyttet. Netop det gjorde de britiske institutioner med stigende succes fra først i 1700-tallet.
Joel Mokyrs store bidrag til vores forståelse af begyndelsen på den moderne økonomiske vækst er derfor forklaringen på, hvordan sammenfaldet af faktorer forklarer hvor, hvornår og hvorfor det blev ved. Prisen er særlig af flere grunde. For det første gik der mange år, før Mokyr fik en artikel i et af de såkaldte supertidsskrifter. For det andet er meget af hans forskning historisk deskriptiv, og ikke drevet af statistisk metode eller anden avanceret ‘teknik’ (selvom han kan gøre det). Og sidst, men ikke mindst, er det et bredt bidrag, og ikke et hjørne af økonomi. Det er ikke mindst nogle af disse elementer, der har gjort så mange økonomer begejstrede for annonceringen forleden. Det er en af de mest velfortjente Nobelpriser i økonomi i mange år.
Jeg har flere gange hjulpet elever med såkaldte forskerspireprojekter. Det gør jeg også for tiden, og den pågældende elev har sat et spørgeskema op, som meget gerne skulle pilottestes. Formålet er, at få mere viden om danskernes lykke og hvorfor nogen danskere er mere tilfredse med deres liv. Vi håber her på stedet meget, at vores læsere vil bruge fem minutter på at hjælpe!
Hvis I vil, er der link til undersøgelsen her.