Vi har med jævne mellemrum skrevet om den humanitære katastrofe, Venezuelas socialistiske regering har skabt. For snart fem år siden blev det klart, at landet løb tør for toiletpapir, økonomien har været i frit fald de senere år, og en betragtelig del af befolkningen har sultet i mindst et par år. Det, der engang var Latinamerikas rigeste land, er i dag et sted folk flygter fra for at overleve.
Umiddelbart før nytår skrev NYT om det sidste eksempel i rækken af kalamiteter: Venezuela, der sidder på verdens største, kendte oliereserver, er ved at løbe tør for olie. Det statsejede Petróleos de Venezuela (kendst som Pdvsa) er i så ringe en stand, og producerer så langt under kapacitet, at det ikke længere kan levere nok til det ellers nødlidende hjemmemarked. Landets regime under præsident Nicolas Maduro importerer nu benzin og diesel fra bl.a. USA.
Den absurde situation er skabt af snart to årtiers politisk drift af selskabet, hvor der er underinvesteret i vedligehold og ny teknologi, hvor selskabet har måttet opsuge arbejdsløshed og levere ekstremt subsidieret benzin til økonomien, og hvor en altomfattende korruption de senere år har ødelagt de sidste rester af ansvarlighed. Med andre ord er Pdvsa siden 2000 blevet forvandlet til et klassiks eksempel på, hvordan socialistiske økonomiers produktionsvirksomheder ser ud. NYT rapporterer også om et sigende eksempel på omfanget af problemerne, da en brand i et raffinaderi i november ikke kunne bekæmpes fordi brandfolkene var løbet tør for brandhæmmende skum.
Maduro-regimet reagerede i efteråret på problemerne på en måde, der også er svært genkendelig for f.eks. Østeuropa. Regimet har udnævnt Generalmajor Manuel Quevedo til både olieminister og øverste direktør for Pdvsa. Som NYT noterer, har Quevedo absolut ingen erfaring fra olieindustrien, eller med blot at køre en almindelig virksomhed.
Han er med andre ord økonomisk set helt inkompetent, men en attraktiv udnævnelse for regimet. Eller som NYT indikerer: Udnævnelsen af Quevedo er et af en række eksempler på, hvordan Maduro er i gang med at ’kup-sikre’ sit regime. I stedet for at løse de fundamentale problemer – som manden i sin socialistiske ideologiboble muligvis ikke forstår, eller muligvis bare er ligeglad med – har regimet siden Chavezs tid placeret uegnede, men loyale folk i militæret, i højesteret, og i centrale stillinger i de sørgelige rester af det venezuelanske erhvervsliv. Strategien er klassisk: I stedet for at løse problemerne, sørger man for at sovse potentielle modstandere ind i regimets drift. Lige som man troede, at Venezuela måtte have ramt bunden, er der endnu værre nyheder fra Latinamerikas failed state #1.