Fraser Instituttet i Vancouver, Canada, udgiver ikke blot de årlige Economic Freedom of the World rapporter, som forskere og meningsdannere ser frem til hvert år (og som kommer meget snart). Instituttet har også et projekt for tiden med titlen Realities of Socialism, med formålet at “educate people about the experiences of socialism that was imposed on tens of millions of people across the world throughout the 20th century”. Udgaven om Sverige er skrevet af den fremragende Johan Norberg, er lige udkommet og kan varmt anbefales.
Johans bog har titlen “The Mirage of Swedish Socialism: The Economic History of a Welfare State“. Bogen er struktureret omkring fire kapitler: Fortællingen om, hvordan Sverige blev rigt før det begyndte at indføre en velfærdsstat, et kapitel om tiden da landet indførte velfærdsstaten og direkte socialistisk økonomisk politik, og hvordan det afskaffede meget af politikken, og to kapitler om hvordan Sveriges politik faktisk ser ud idag.
Fraser Instituttets projekt kommer til at dække Sverige og Danmark som lande, der indførte velfærdsstater, men ikke er socialistiske, Polen og Estland og deres erfaring med faktisk socialisme, og Singapore som valgte en helt tredje, unik vej. Det hele er absolut værd at holde øje med og læse når det kommer. Varmt anbefalet!