Under forberedelserne stødte jeg på narkokrigens jernlov, som Richard Cowan formulerede i det konservative tidsskrift National Review i 1986:

The iron law of drug prohibition is that the more intense the law enforcement, the more potent the drugs will become.

Cowan (1986)

Forklaringen er ganske enkel. Jo sværere det er at smugle stoffer ind i et land, jo større er incitamentet til at udvikle meget potente stoffer, som fylder mindre og derfor er nemmere at gemme. Cowan pegede selv på alkoholforbuddet i USA, hvor det kunne betale sig bedre at smugle rom end øl og vin.

Tre årtier senere brugte Beletsky & Davis (2017) jernloven til at forklare fentanylkrisen. Indsatsen for at afbryde og undertrykke udbuddet af illegale stoffer skaber ifølge dem “økonomisk og logistisk pres for stadig mere kompakte erstatninger”.

Og konsekvensen er forudsigelig. Jo mere potent et stof er, jo større er risikoen for, at det går galt for brugeren, fordi brugeren ikke ved, hvad og hvor meget han får.

Konklusionen er, at War on drugs er en stærk bidragsyder til fentanylkrisen i USA.

Fra The Economist.

I artiklen ”Teori har praktisk betydelse – om entreprenörer i nationalekonomiska modeller” viser Niclas i særlig grad, at der sker interessante ting, når man bygger en faktisk iværksætter ind i det Nobelprisbelønnede teoretiske framework fra Philippe Aghion og Peter Howitt (se Nobelkomiteens gennemgang her). Aghion og Howitt antog i deres model, at der dukker nye forskningsindsigter ind med en vis sandsynlighed, og at de driver produktivitet fremad i nogle virksomheder, men dermed også slår andre ihjel, der ikke længere er konkurrencedygtige. Udviklingen er derfor karakteriseret af det, Joseph Schumpeter kaldte ”kreativ ødelæggelse”. Men Niclas spørger, hvordan forskningsindsigter bliver til konkurrencedygtige produkter og processer – sådan helt automatisk?

Hans måde at tænke over spørgsmålet i artiklen ”Entrepreneurship under ambiguity: extending Aghion and Howitt” er, at introducere en iværksætter i modellen, der omformer idéer og indsigter fra forskning til faktiske produkter eller processer. Med andre ord tager Niclas hensyn til, at der skal være en form for aktør – en iværksætter – der gør invention til innovation, eller med andre ord ser mulighederne i en form for opfindelse for noget, en forbruger eller virksomhed måske ville bruge. Men der er ingen sikkerhed for, at det lykkes, og det er netop den usikkerhed, iværksættere bedre end andre kan (og vil) navigere.

Niclas peger i sin lille artikel i Ekonomisk Debatt på, at teori kan have praktisk betydning. Som han skriver, ”Det man inte modellerar kan man inte uttala sig om, och det man bortser från kan visa sig vara just det som avgör om en politisk åtgärd fungerar som avsett”.  I denne sammenhæng er betydningen, hvad den teoretiske, fagøkonomiske indsigt har at sige for praktisk vækstpolitik. Aghion og Howitts oprindelige framework pegede på, at der ville være en klar national gevinst af at støtte grundforskning og have solid patentbeskyttelse: Når virksomheder ikke får en tilstrækkelig stor del af gevinsten ved deres egne investeringer i innovation – med tiden kan andre virksomheder kopiere den, og der er en risiko for, at ny innovation fra andre steder gør investeringen overflødig – investerer de for lidt i forhold til hvad der er samfundsøkonomisk optimalt.

Men bygger man en faktisk iværksætter ind for at fylde den rolle, som vi ved eksisterer mellem akademisk indsigt og opdagelse og markedsrelevant innovation, er der andre implikationer for vækstpolitik. Det gælder ikke mindst, at fordi iværksætterne påtager sig væsentlig risiko som man ikke bare kan forsikre sig imod – usikkerheden er Knigthiansk – er det vigtigt, at konkursregler og skattelovgivning omkring tab ikke straffer dem unødvendigt hårdt. Med andre ord skal erhvervslivets lovkompleks tillade og tilskynde dem, der har evnerne til det, at påtage sig netop den risiko.

I en dansk sammenhæng er indsigterne fra Niclas ikke mindst vigtige, da både iværksættere og det bredere erhvervsliv ofte klager over, at tab og fejl straffes langt hårdere i Danmark end, for eksempel, i USA. Hans advarsel mod industripolitik, hvor man netop forsøger at udvælge hvilken invention skal støttes og fremmest, er også aktuel med en regering, der planlægger en såkaldt ’arbejdsgruppe for en aktiv industripolitik’ der blandt andet skal arbejde tæt sammen med en kommende ’industriel taskforce’ i en ny nordisk vækstalliance. Industripolitikken sigter både mod at styre forskningen – dvs. inventionsdelen – og iværksætterrollen i økonomien – innovationsdelen – med Niclas nye forskning ligesom Joel Mokyrs Nobelprisforskning viser med al ønskelig klarhed, at det er embedsværk og politikere katastrofalt dårlige til. Og på den måde er den nye samfundsøkonomiske forskning ikke blot teoretisk interessant, men også af stor praktisk betydning. Spørgsmålet er som altid, om der også er politisk interesse til at lytte til den.

Det var emnet for min torsdagsklumme i Finans. Den starter med et skema, de færreste læsere nogensinde har hørt om, men som i dette tilfælde siger noget bemærkelsesværdigt om L 5:

I bemærkningerne til den omdiskuterede gødskningslov er de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige og erhvervslivet opgjort til “ingen”.

Det er ikke en tastefejl eller et forsøg på at skjule noget. Forklaringen står i lovforslaget, som “er udformet som en bemyndigelseslov” og derfor ikke i sig selv har økonomiske konsekvenser. Regningen opstår først, når ministeren udmønter bemyndigelserne og fastsætter, hvor mange kilo kvælstof den enkelte bedrift må udlede, hvor hurtigt husdyrgødningen skal pløjes ned i jorden osv.

Formelt er det helt korrekt. Praktisk betyder det, at Folketinget stemmer om en ramme, mens indholdet – og prisen – kommer bagefter.

Folketinget var dog ikke helt på bar bund, for ministeriet var i gang længe før Folketinget stemte om loven:

På grund af hastværket var ministeren allerede i gang den 2. juli, en uge efter fremsættelsen af lovforslaget. Her sendte ministeriet bekendtgørelserne i høring sammen med et notat om konsekvenserne, hvor ministeriet skønnede landbrugets omkostninger før kompensation til ca. en mia. kr. om året i gennemsnit de næste ti år, inklusive de nye indberetningskrav.

Milliarden var altså kendt, da Folketinget stemte. Og så burde alt jo være fint.

Folketinget har ikke styr på omkostningerne

Men helt så enkelt er det bare ikke. For skønnet hviler på forudsætninger, som loven ikke binder nogen til. Det tydeligste eksempel er kvotehandlen. I delaftalen fra december 2025 står der, at der “skal […] indføres mulighed for, at bedrifterne kan handle med kvoterne”, fordi det gør reguleringen billigere. Logikken er elementær økonomi, som er velkendt for Punditokraternes læsere: koster det én landmand 100 kr. at fjerne det sidste kilo kvælstof og en anden 1.000 kr., er der en gevinst at hente ved at lade dem handle, så det bliver den landmand, der billigst kan tage reduktionen, der reducerer udledningerne.

Men i den vedtagne lov er aftalens “skal” blevet til et “kan”:

“Ministeren kan endvidere fastsætte regler om overdragelse af udledningskvoter …”.

Men regnestykket bag milliarden hviler udtrykkeligt på, at bedrifterne kan “handle ubegrænset med udledningskvote indenfor hvert kystvandopland uden transaktionsomkostninger”. Den mekanisme, der skal holde regningen nede, er altså en forudsætning i beregningen – men en mulighed i loven. Om den bliver til noget, og hvordan den i givet fald skrues sammen, afgøres et andet sted end i folketingssalen.

Og kvotehandlen er kun ét eksempel:

Alene efter § 6 kan ministeren fx fastsætte udvaskningsgrænser, kvoter, virkemidler og fleksibilitet. Det er i høj grad de valg, der afgør, hvor dyrt miljømålet bliver. Over 80 gange giver Folketinget med loven ministeren mulighed for at fastsætte regler.

Stærkt kritisabel lovproces

En del af forklaringen ligger måske i selve lovprocessen.

Høringsparterne fik fire uger til at læse og kommentere et udkast på 464 sider. Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning kalder fire uger passende “under normale omstændigheder”, men en omlægning af markreguleringen for over 20.000 landbrug til en mia. kr. om året er svær at kalde normale omstændigheder. De mange bemyndigelser, som bl.a. Danske Advokater advarede imod, gør ikke sagen mere normal.

I Folketinget var tempoet også højt.

Lovbehandlingen lå i Folketingets sommerferie, og der gik kun 21 dage fra 1. behandling til vedtagelsen og blot to dage mellem 2. og 3. behandling, selv om lovforslaget var sendt tilbage i udvalget. Forhandlingerne ændrede intet væsentligt i regeringens lovudkast.

Der er en indre logik i hastværket. Skal reguleringen gælde fra 1. januar 2027, og skal landmændene have tid til at planlægge vinterafgrøderne, måtte loven hurtigt på plads. Men den logik holder kun under visse begrænsninger. For hvorfor var det netop lovbehandlingen og den økonomiske sikkerhed, der skulle ofres, da tidsplanen skred på grund af valg og lange regeringsforhandlinger?

En udskydelse af ikrafttrædelsen på nogle få måneder, så den første regulerede sæson blev vårafgrøderne, havde givet tid til at sikre, at loven afspejlede de politiske aftaler, mens Folketinget kunne have holdt snor i omkostningerne.

Den tid tog Folketinget sig desværre ikke.

Læs hele klummen i Finans her.

Men der er virkelig noget “brød og cirkus” over det…

Den 25. august sendte Social- og Boligstyrelsen bilag 2 og 3 til støttebekendtgørelsen i supplerende høring. Bekendtgørelsen hæver maksimumsbeløbet, altså loftet over hvad en ny almen bolig må koste at anskaffe. Selve bekendtgørelsen var i høring fra 3. juli til 10. august. Fem en halv uge, men hele sommerferien lå midt i perioden. Og fristen udløb den 10. august kl. 12, samme dag som de første skoler startede. Folketingets Præsidium har ellers henstillet, at en høring, der løber over sommerferien, tidligst bør udløbe ti dage efter ferien. Men bilagene kom altså først i høring den 25. august med frist den 1. september kl. 12. Syv dage – og den sidste dag kun til frokost.

Dagen efter, den 26. august sendte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø en bekendtgørelse om ekstraordinær kompensation til landbrugere i høring. 77,7 mio. kr. fra EU’s krisereserve, fordelt fladt med 35 kr. pr. støtteberettiget hektar, så en bedrift med 100 hektar får 3.500 kr. Fristen er 2. september. Syv dage.

I Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet står der, at høringsfristen ”bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar”, og at ”under normale omstændigheder vil en høringsfrist på 4 uger være passende”. Nøjagtig samme afsnit står i vejledningen om administrative forskrifter, så det gælder også bekendtgørelser. To bekendtgørelser fik altså en fjerdedel af normen. Og bagefter skal en bekendtgørelse ikke gennem Folketinget, så høringen er stort set det eneste sted, hvor nogen udefra kan nå at sige noget, før reglen binder.

Den tredje sag er den mildeste, men den er med, fordi den viser noget andet interessant. Den 25. august sendte Sundheds- og Kirkeministeriet et lovforslag om kronikerpakker og sundheds- og omsorgspladser i høring. Bloktilskuddet til regionerne hæves med godt 1 mia. kr. i 2031 og varigt godt 900 mio. kr. om året fra 2034. Høringsfristen er 18. september, altså 24 dage regnet fra offentliggørelsen. Vejledningen siger, at når fristen er under fire uger, bør begrundelsen stå i lovforslagets afsnit om hørte myndigheder. I udkastet er det afsnit en ren liste over organisationer. Der står ingen begrundelse. Forslaget er ikke fremsat endnu, så den kan i teorien nå at komme med. Men hvorfor vente?

Man kan indvende, at kronikerpakkerne udmønter en aftale, der allerede er indgået, så høringssvarene alligevel ikke kan flytte noget. Om substansen er det sandsynligvis rigtigt. Men høringen er det eneste sted før fremsættelsen, hvor nogen udefra kan nå at opdage, at udmøntningen ikke kan lade sig gøre i praksis, at overgangsreglerne rammer skævt, eller at en konsekvensberegning er forkert. Det er billigere at opdage i september 2026 end i 2029.

Landbrugsstøtten har en bedre forklaring, for der er faktisk en EU-frist. Medlemslandene skal underrette Kommissionen om deres ordning senest den 30. september. Men forordningen blev vedtaget den 27. juli og offentliggjort to dage efter, så styrelsen har trods alt to måneder. Hvorfor skal høringsfristen så være syv dage?

Man kan også indvende, at august altid er presset. Lovprogrammet skal være klar til Folketingets åbning, juli er død i ministerierne, og i år kom der ovenikøbet valg i marts og en regeringsdannelse, der først sluttede 3. juni. Det er rigtigt. Men åbningsdagen har ligget fast i generationer, og sommerferien kommer heller ikke bag på nogen. Når en kalender, alle kender på forhånd, alligevel ender med at forkorte netop det led, hvor omverdenen kommer til orde, er det ikke et uheld eller en nødvendighed. Det er et valg.

Det åbenlyse spørgsmål er: Hvad ville der være gået tabt, hvis de tre høringer havde fået de fire uger, vejledningen anbefaler? Eller tre måneder, som er normalfristen i Norge, og hvor fristen ikke må være kortere end seks uger? Der kan selvfølgelig være en omkostning ved at vente, men det er der bestemt også ved at forhaste sig. Fire uger havde næppe gjort den store forskel i praksis. Kronikerpakkerne træder i kraft fra 2027 til 2029. Forhøjelsen af maksimumsbeløbet gælder til og med 2035. Landbrugspengene skal først være udbetalt den 28. februar 2027, men styrelsen sigter selv mod medio oktober. Ingen af de tre datoer krævede, at høringen skete i huj og hast…

Behøver det virkelig gå så stærkt?

Pointen er enkel: Når virksomheder kæmper om spillereglerne, er hver eneste nye regel en ny kampplads – og på den kampplads er de etablerede på hjemmebane til skade for forbrugerne.

Men analysen har en logisk konsekvens, som Bruun Pedersen ikke selv drager: Hvis virksomheder kæmper om at forme spillereglerne til egen fordel – og det gør de – er hver eneste nye regel en ny kampplads, hvor de bedst organiserede interesser oftest vinder. Nobelpristageren George Stigler skrev allerede i 1971, at regulering ”som hovedregel erhverves af branchen og indrettes primært til branchens fordel”.

Det er ikke bare en teori. To eksempler fra indlægget:

Samme år, som Stigler skrev de ord, forbød USA cigaretreklamer i tv. Konkurrencen mellem tobaksproducenterne faldt målbart, markedsandelene frøs fast, og nye mærker holdt op med at komme til. Og da EU ville beskytte borgernes data med GDPR, faldt hjemmesidernes brug af eksterne teknologileverandører med 15% på en uge. Markedskoncentrationen steg, og de relative vindere blev Google og Facebook.

Herhjemme siger vismændene det samme. Da De Økonomiske Råd i 2017 gennemgik rammevilkårene for dansk produktivitet, pegede de på regulering, der skærmer etablerede virksomheder mod konkurrence, i den ene branche efter den anden: detailhandlen, realkreditten, advokatbranchen og taxierhvervet.

Regulering er altså ofte til skade for forbrugerne. Alligevel kæmper Forbrugerrådet igen og igen for mere regulering. Fx foreslog Morten Bruun Pedersen i 2019 selv et ÅOP-loft på 20% for kviklån. Hvordan gik det så?

Og loftet har formentlig hjulpet nogle. Antallet af unge, der for første gang tog et dyrt forbrugslån, faldt med næsten 40% på ét år. Men andre blev skubbet et endnu værre sted hen. Omkring 48.000 danskere har prøvet at optage private lån i lukkede Facebook-grupper, hvor renten ofte er omkring 50%, og hvor Finanstilsynet advarer om afpresning og netværk, som kriminelle står bag.

Sådan er der flere. Forbrugerrådet så ”gode takter” i den taxilov, der lukkede Uber ude af Danmark – samme år, som vismændene skrev, at loven ”fortsat [kan] skærme for gavnlig konkurrence”. De vil have realkreditselskaberne til at betale regningen for de kunder, der forlader dem. De fejrer EU’s ensartede ladestik som en sejr for forbrugerne. Og de ønsker differentieret moms. Det kunne være fint nok, hvis der fulgte evidens med. Men det hører til undtagelsen.

Hver gang man bestiller en ny regel – selv med de bedste forbrugerintentioner – åbner man en ny kampplads, hvor de etablerede virksomheder er på hjemmebane. For dem er ingen konkurrencefordel bedre (og ofte billigere) end den, lovgiverne kan give dem.

Hele indlægget kan læses i Kontrast.

PS. En ikke udtømmende liste

Listen over Forbrugerrådet Tænks reguleringsønsker fyldte mere, end der var plads til i indlægget. Her er et længere udpluk fra de senere år. Hvert punkt har link til dokumentationen, så man selv kan tjekke efter. Hvis der er evidens for, at de forskellige forslag gavner forbrugerne, hører jeg det meget gerne. Men jeg tvivler ærlig talt på, at evidensen findes.

1. ÅOP-loft på kviklån. Forbrugerrådet pressede på for loven om forbrugslånsvirksomheder. Morten Bruun Pedersen foreslog selv et ÅOP-loft (lånets samlede årlige omkostninger i procent) på 20%, helst på EU-plan, og Forbrugerrådet fremhæver i dag loven som en mærkesag, der skal forsvares mod lempelser.
2. Regulering af realkreditmarkedet. Forbrugerrådet har bl.a. foreslået, at ”hvis et realkreditselskab sænker bidragssatserne, og en forbruger derfor gerne vil skifte til det realkreditselskab, skal forbrugerens omkostninger til at skifte betales af forbrugerens nuværende realkreditselskab”, ligesom de har luftet ideen om, at bankerne skal pålægges at fremvise konkurrenttilbud.
3. Seks års reklamationsret. Reklamationsretten skal tredobles på biler, elektronik og hvidevarer, et opgør med ”brug-og-smid-ud-kulturen”.
4. Kemikalier. Krav om nationalt PFAS-forbud i forbrugerprodukter og forbud mod hele gruppen af bisphenoler (en sag som Forbrugerrådets daværende formand, Anja Philip, i 2023 overdrev helt vildt i Genstart, jf. min tråd her).
5. Junkfood-reklamer. Lovforbud mod markedsføring af usunde fødevarer rettet mod alle under 18 år.
6. Influencere. Influencere ”bør betragtes som medier og følge radio- og fjernsynsloven, når de er tv-lignende”: maks. 20% reklameandel, standardiserede reklamebannere og forbud mod, at børn under 14 år anbefaler produkter.
7. Statskontrolleret klimamærke. Obligatorisk, farvekodet klimamærkning af fødevarer, hvor ”myndighederne skal drive udvikling, implementering og kontrol af klimamærket”.
8. Techudspillet. 20 forslag til en tryg digital verden, bl.a. 16-års aldersgrænse på sociale medier, forbud mod infinity-scroll, streaks og autoplay for mindreårige samt EU-forbud mod reklamer rettet mod børn.
9. Ladestik. EU’s USB-C-krav fejres som ”en sejr for forbrugerne”.
10. Flypassagerer. Da EU ville lempe kompensationsreglerne for forsinkede fly, kæmpede Forbrugerrådet imod lempelsen.
11. TEMU. Forbrugerrådet vil sammen med Dansk Erhverv stoppe farlige produkter, uden at forholde sig til, hvorfor forbrugerne elsker TEMU, hvis forbrugerbeskyttelse er så vigtig for dem.

Dertil kommer opfordringen til at tage GDPR i brug over for OpenAI og de andre store AI-sprogmodeller og etablere ”offentlig kontrol” med generativ kunstig intelligens,[C1]  og lovgivning, der lader bankerne sende svindelregningen videre til techgiganterne. Samtidig så Forbrugerrådet ”gode takter” i den taxilov, der definitivt lukkede for, at Uber-modellen kunne komme lovligt til Danmark.

Listen er desværre langt fra udtømmende.

 [C1]Løst i v9 (23/7): Leddet er omskrevet med Tænks henvendelse til Folketinget om generativ AI (20. juni 2023) som kilde – ft.dk-link indsat. ”Offentlig kontrol” er ordret fra henvendelsen; GDPR-delen bygger på dens formulering om, at det er ”tvivlsomt”, om GDPR overholdes af OpenAI og de andre udviklere af de store AI-sprogmodeller, samt opfordringen til Datatilsynet om Snapchats My AI. De to døde Altinget-links er slettet.

I hvert fald nogle steder. For regeringen ved endnu ikke, hvad mad er:

Da Liberal Alliance spurgte skatteministeren tidligere på måneden, om det er rimeligt for restauranterne, hvis momsnedsættelsen vil gælde færdigretten i supermarkedet, men ikke samme ret på restauranten, lød svaret: »Den konkrete udmøntning af initiativet er endnu ikke fastlagt«.

Men mit indlæg handler især om en række økonomers påstand om, at lavere moms ikke ender som lavere forbrugerpriser.

Den indvending har fået medvind, fordi den lyder godt. Den er konkret, kan eftertjekkes og efterlader et tal, alle kan huske. Imidlertid er den det fagligt mest usikre argument mod forslaget.

Påstanden stammer blandt andet fra den amerikanske lektor Youssef Benzarti. Sammen med kolleger undersøgte han alle momsændringer i EU fra 1996 til 2015 og fandt, at mønsteret gik igen. I gennemsnit nåede kun seks procent af en momsnedsættelse frem til priserne den første måned. Men det gennemsnit er bare ikke særlig relevant for den danske debat.

For det relevante spørgsmål i den danske debat er ikke, om en gennemsnitlig momsnedsættelse når frem til forbrugerne. Det er, om lavere fødevaremoms overhovedet når frem til supermarkederne. For et gennemsnit på tværs af alt fra restaurantbesøg til frisørklip siger meget lidt om, hvad der sker med prisen på en liter mælk, der står på hylden ved siden af konkurrentens.

Og ser man på, hvad litteraturen faktisk måler på, deler den sig i to:

Skatte- og Vækstministeriet leverede i august en oversigt over den empiriske litteratur, som falder i to kasser. Studier på tværs af brancher og lande finder lave gennemslag: Seks procent hos Benzarti, 30 procent hos IMF-økonomen Dora Benedek. Derimod finder studier, der konkret måler på mad i butikkerne, at momsnedsættelsen faktisk når videre til forbrugerne. Ministeriet konkluderer selv, at undersøgelserne af fødevarer typisk finder »et relativt stort prisgennemslag«. I Letland satte man momsen ned på frugt og grønt, og her nåede 88 procent af nedsættelsen frem til forbrugerne.

Det leder til min konklusion:

Priserne i supermarkederne vil altså falde, hvis regeringen sænker momsen på fødevarer. Det vil være synligt for forbrugerne og dermed vælgerne, mens bureaukrati vil være skjult. Og heri ligger måske forklaringen på, hvordan en absurd dårlig løsning kan blive til konkret politik.

Så vidt kronikken.

Men jeg har også nogle tanker, der ikke stod i avisen.

Jeg tror, at nogle af os økonomer er blevet forblændet af, hvor godt ”supermarkederne scorer profitten” fungerer som politisk argument. Det er konkret og kan give gode overskrifter som fx: ”Du kan måske spare 13 øre på oksekødet, hvis Mette Frederiksen sænker momsen på mad”. Den enkelte økonom må selvfølgelig gerne deltage i den politiske diskussion. Og politik handler også om at vinde. Man behøver ikke føre sine modstanderes argumenter.

Men økonomstanden som helhed er et andet aktiv. Danskerne skal kunne regne med, at vi forholder os til, hvad evidensen viser – også når det er ubelejligt. Bliver momsen sat ned i 2028, og priserne efterfølgende falder, vil det være meget synligt, at økonomerne tog fejl – eller værre: handlede politisk. Og så har vi tabt noget, der er sværere at vinde tilbage end en enkelt sag. Det burde være unødvendigt at løbe den risiko ved at fremføre det skrøbeligste argument. Især når vi har solide argumenter i øget bureaukrati, forvridningstab, en ladeport for lobbyismen og masser af billigere alternativer til at nå de politiske mål.

Læs hele kronikken gratis her (her kan du også finde links til dokumentation).

Mit indlæg begynder med to historier. Kapitalforvalteren Urban Partners er netop begyndt at frasælge 345 lejeboliger i bl.a. Ørestad som ejerlejligheder. Og da min familie kortvarigt boede til leje hos Heimstaden samme sted, mens vores hus blev renoveret, gik der præcis en måned, før vi blev tilbudt at købe lejligheden. Vi takkede nej, for vi skulle jo videre, når håndværkerne var færdige. Men tilbuddet var der.

Som jeg skrev i avisen:

Historierne er værd at have i baghovedet, når Nikolaj Bøgh her i avisen efterlyser, at kommunerne skal kunne kræve mindst 40% ejerboliger, når der laves lokalplaner. De viser nemlig, at det ikke er ejerformen, der binder. Nybyggede lejeboliger kan frit omdannes til ejerboliger, hvis ellers efterspørgslen er der.

Ejerlejlighedsloven tillader nemlig frit at opdele alt, hvad der er opført efter juli 1966. En nybygget udlejningsejendom er med andre ord en ejerbolig, der venter på en køber. Sker det ikke, er det ikke, fordi loven forhindrer det, men fordi ingen har budt.

Bøgh forudsætter også, at boligpriserne primært styres af udbuddet af ejerboliger. Men boligmarkedet hænger sammen. Om en bolig lige nu udlejes eller ejes, er ikke afgørende for prisen, fordi de to boligformer er nære substitutter. Det er også Nationalbankens vurdering. En kvadratmeter er sådan ca. en kvadratmeter.

Så hvad er det, der binder? Ikke ejerformen, men bl.a. adgangen til at låne:

Skoen trykker altså andre steder. Fx er adgangen til at eje begrænset af formue og kreditvurdering, ikke af, hvad man kan betale hver måned. Finanstilsynet anser en gæld på over fire gange årsindkomsten som høj, og vil man have variabel rente eller afdragsfrihed, skal man på baggrund af sin nuværende økonomi kunne godkendes til et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag.

Læg mærke til ordet ”nuværende”. Et ungt par, der kan leve på en sten og har langt højere indkomster i vente om et par år, får ikke lov til at regne med den fremtid, jf. Finanstilsynets vejledning. De kan betale huslejen, men de må ikke låne til at købe den samme bolig. De mange lejeboliger er derfor ikke en markedsfejl. De er markedets svar på politikfejl i form af for omfattende regulering.

Og kreditfælden er kun én regel blandt mange. Københavns Kommune kræver, at halvdelen af boligarealet i nybyggeri i gennemsnit er mindst 95 m². Bygherrerne skal altså bygge større boliger, end københavnerne efterspørger. Ejerlejlighedsloven forbyder samtidig at opdele ejendomme opført før juli 1966, og da Erhvervsstyrelsen sidst regnede på det, var godt 190.000 andels- og ældre udlejningslejligheder alene i hovedstadsområdet omfattet af forbuddet. 93% af dem ville have økonomisk fordel af at blive opdelt. Det er flere end dobbelt så mange, som der overhovedet findes ejerboliger i Københavns Kommune i dag.

Oveni er hovedparten af boligmassen prisreguleret. Almene boliger, andelsboliger og huslejeregulerede lejeboliger udgør omkring to tredjedele af boligerne i København. Hele den øgede efterspørgsel skal derfor presses ned i den sidste tredjedel, som derfor stiger (og falder) langt hurtigere end i et marked med fri prisdannelse.

Endelig er der byggeriet selv. Bøgh advarer mod ”voldsom fortætning” og ”ødelæggelse af mange af de bymæssige kvaliteter, som vi kender i dag”. Men tætheden er jo netop det, der skaber kvaliteterne. Brokvartererne er de mest eftertragtede, fordi folk bor tæt, og der derfor er butikker og caféer nok til at holde liv i gaderne. Vi taler altid om afstanden til Rådhuspladsen, men i virkeligheden er det afstanden til tætheden, der betyder noget.

Konklusionen er derfor:

Bøghs diagnose er korrekt. Boligmarkedet i København er dysfunktionelt. Men medicinen er forkert. (…) Det, der mangler, er ikke ejerboliger. Det er viljen til at lade boligmarkedet løse borgernes problemer uden reguleringens benspænd.

Hele indlægget kan læses i Berlingske.

Pointen er enkel: Gevinsten ved et hjelmpåbud er til at regne på. Men det er omkostningerne, som Rosa Eriksen skøjter henover, også.

Lad os dog starte med gevinsten, hvor jeg har regnet i påbuddets favør hele vejen:

Antag gavmildt, at et påbud fjerner 55% af skaderne og dødsfaldene hos den halvdel, der cykler uden hjelm. Med Transportministeriets enhedspriser på ca. 7,5 mio. kr. pr. alvorligt tilskadekommen og ca. 48 mio. kr. pr. dræbt sparer samfundet i omegnen af 1 mia. kr. om året. Der er en betydelig gevinst ved et påbud.

Så langt er Eriksen og jeg enige. Men så er der den anden side af ligningen, og den starter med, at cykling er så pokkers sundt:

Danskerne cykler ca. 3 mia. km om året, og med en samfundsgevinst på godt 10 kr. pr. cyklet km er cyklingen ca. 30 mia. kr. værd. Falder omfanget bare 3%, er hele gevinsten ved påbuddet væk. Det er farligt at cykle, men fordi det er så sundt, er det endnu farligere at lade være.

Dertil kommer generne for cyklisterne, som TØI’s egen samfundsøkonomiske analyse af et norsk hjelmpåbud ca. sætter lig med hjelmens pris. Men de færreste fravælger hjelmen, fordi den koster et par hundrede kroner. De fravælger den på grund af alt det andet, den koster:

Svarer besværet til bare 2,5 kr. pr. tur, er hele gevinsten væk – igen. Vil en gennemsnitsdansker betale godt 30 kr. om måneden for at slippe for hjelmen?

TØI medgiver selv, at ”det kan ikke utelukkes at denne kostnaden er betydelig større”. Konklusionen i JP:

Med lommeregneren i hånden virker svaret oplagt: Anbefal gerne cykelhjelmen. Men drop påbuddet.

Læs hele indlægget her.

PS. Evidensen for, at hjelme virker, er et peer-reviewed metastudie fra TØI, der samler 21 studier af hjelmpåbud. Det hedder i øvrigt ”Recommend or mandate?”. Politiets skadestal og hjelmandele kommer fra Rådet for Sikker Trafik. Politiet fanger kun en brøkdel af skaderne, så gevinsten er regnet på et mørketalskorrigeret skøn på 300-500 alvorlige hovedskader om året mod politiets ca. 100, mens antallet af dræbte ikke er sat op. Kilometer og ture fra regionernes metodenotat og DTU’s transportvaneundersøgelse, og enhedspriserne fra Transportøkonomiske Enhedspriser. Alle mellemregninger ligger i et regneark, som jeg gerne deler.

Både kronprinsen og Bernstorff, ligesom deres referingskolleger Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbjørnsen, forstod de nye oplysningsidéer fra Skotland, der blandt andet viste hvordan protektionisme og særinteressepolitik var økonomisk skadelige. Privat synes det også, at Bernstorff troede på værdien af i hvert fald en grad af ytringsfrihed og offentlig kritik af regeringen. Blandt de første lovændringer, de gennemførte, blev flere offentligt kritiserede selvom de i dag hyldes: Landbrugsreformen i 1788 afskaffede stavnsbåndet – der havde været håndhævet i kongeriget og en mindre del af det sydøstlige Slesvig, men ikke i resten af hertugdømmerne. Den afskaffede også flere adelsprivilegier og alle direkte forbud mod import fra resten af verden, ligesom den sænkede nogle toldsatser.

Flere reformer fulgte de kommende år, der ikke mindst omfattede en gennemgribende liberalisering af jordmarkederne. Reformerne fulgte således en lang række af de indsigter, Adam Smith havde skrevet om i The Wealth of Nations, der var oversat til dansk så tidligt som i 1780. Bernstorff-administrationen indså for eksempel, at private handelsvirksomheder voksede langt hurtigere end de statslige virksomheder, den tidligere regering under Ove Høegh-Guldberg havde skabt. De statslige blev likvideret og private ejerandele blev ombyttet til statsobligationer: Dansk shipping overtog i de kommende år relativt meget transport fra både britiske, franske og hollandske virksomheder, og en del af handelen flyttede gradvist fra København til en række mindre havne i Danmark og Norge.

Det sidste skridt i reformprocessen kom, da finansministeren, Ernst Schimmelmann, i 1793 skrev en rapport, hvor han direkte brugte Smiths indsigter til at argumentere for handelsliberalisering og en total afskaffelse af statslig beskyttelse af dansk industri. Schimmelmann havde året før været en af drivkrafterne bag Danmarks afskaffelse af slavehandel, og hans arbejde om handel blev i brede træk indført af regeringen i 1797.

Som Svend Aage Hansens klassiske arbejde om dansk økonomisk historie peger på, var konsekvenserne af reformerne virkeligt substantielle, og i særlig grad i landbrugssektoren. Hansen vurderede, at landbrugets produktivitet fordobledes i årene efter liberaliseringen af jordmarkederne og den internationale handel. Danmark var ved at blive et samfund af uafhængige og individualistiske borgere i jordbrug og handel, der var langt bedre uddannede end resten af Europa: Langt størstedelen af befolkningen i Danmark og Norge kunne læse og skrive. De gennemgribende reformer satte landet op til en periode med moderne udvikling, da Napoleonskrigene startede og den politiske top endte med at satse på den forkerte hest. Og som vi skrev om forleden, måtte den moderne udvikling vente i 30 år…

Stagnationen mellem 1807 og 1830erne skyldtes både den internationale udvikling og den førte politik. Frederik VI havde i 1808 opløst Statsrådet og regerede direkte indtil statsbankerotten og åbenlyst inkompetent politik tvang ham til at genindføre det. De næste 20 år hjalp dog ikke meget: Seks forskellige statsministre, fra den meget konservative og gammeldags Grev Joachim Godske Moltke til hans mere fremsynede bror Otto Joachim Moltke og den liberale Ernst Schimmelmann førte en politisk slingrekurs, der både omfattede frasalg eller opløsning af statsejet produktionsindustri, lovgivning i 1817, som styrkede lavvæsenet og således begrænsede den private konkurrence, og et lovgivet renteloft i kongeriget. Det sidste betød, at finansiel innovation som udviklingen af sparekasser, helt primært skete i hertugdømmerne, og måtte vente til en renteliberalisering i kongeriget i 1855 (læs f.eks. her).

Fra 1835, da de første stænderforsamlinger mødtes og begyndte at diskutere retningen på dansk politik, begyndte det hele så småt at ændre sig. På samme tid slap regeringen (omend uvilligt) grebet om medierne, så der dannede sig en reel offentlig debat. Oppositionsavisen Fædrelandet, der var grundlagt af økonomen C.N David året før, udgav for eksempel i 1835 en liste med 23 separate politikforslag som den mente, stænderforsamlingerne burde overveje. Den øgede transparens og debat omkring politik tvang regeringen til at offentliggøre statsbudgettet i december 1838, hvilket førte til endnu mere debat: Offentliggørelsen viste, hvor lidt styr regeringen havde på finanserne, og tvang den de følgende ti år til at slanke den offentlige sektor og arbejde en væsentlig del af udlandsgælden af.

Reformerne omkring 1840 omfattede dog meget mere end blot finanspolitisk ansvarlighed. Først og fremmest afskaffede man den rent ud sagt idiotiske told på varer, der krydsede Kongeåen – dvs. grænsen mellem Slesvig-Holsten og kongeriget og således mellem de to halvdele af riget. Hvorfor den handelshindring ikke allerede var afskaffet i 1790ernes reformer har vi ikke fundet nogen historisk forklaring på (men måske en læser har den). For det andet moderniserede regeringen, under pres fra stænderforsamlingerne, straffeloven og hele strukturen af embedsværket. Reformen var dybt kontroversiel, men skabte faktisk de moderne rammer om et professionelt og meget effektivt embedsværk og skabte lovgivningen, der sikrer at danske domstole er politisk uafhængige. Det er værd at understrege, at det i en vis forstand er disse rammer fra 1840 som udfordres i disse år med Skats undvigelse af almindelig forvaltningsskik, retssikkerhed og anstændighed.

Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor, var konsekvensen af disse reformer et markant skifte i økonomisk udvikling. Fra at have haft en gennemsnitlig vækstrate på 0,6 % per år mellem 1820 og 1840, skiftede væksten til 1,1 % per år mellem 1840 og 1860, og Danmarks relative økonomiske stagnation holdt op. I en periode før den første slesvigske krig og flere politiske fejltagelser umiddelbart efter, var danskerne endda omkring ti procent rigere end det vesteuropæiske gennemsnit. I de følgende 40 år steg væksraten – som vi dokumenterer senere i august – til 1,8 % og dermed til fuldt moderne økonomisk udvikling. Men reformerne omkring 1840 var en af forudsætningerne for at Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet kunne etablere sig som et af verdens rigeste lande. Og de er en del af fundamentet, som den danske velstand stadig står på.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Nationalbankens litteraturstudie

I et litteraturstudie af effekten af nedlukningerne fra Nationalbanken[1] konkluderer forfatterne, at “litteraturen antyder, at nedlukninger generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”. Selvom dette muligvis er statistisk korrekt, tyder en nærmere gennemgang på, at selvom estimaterne er statistisk signifikante, er effekterne relativt små.

Et af de studier i Nationalbankens studie, der ser ud til at finde den største effekt af restriktionerne, er Mitze m.fl. (2020).[2]  Der er flere metodiske problemer med studiet (fx anvender de en syntetisk kontrolmetode, der, som jeg tidligere har beskrevet her [og siden publiceret her], ikke er en pålidelig metode til evaluering af effekten af COVID-19-restriktioner). Men tager vi deres resultater for givet, finder de, at påbuddet om mundbind, der blev indført i Jena i Tyskland i foråret 2020, reducerede antallet af infektioner med 40%. Da påbuddet blev indført i d. 6. april 2020, var der meget få COVID-19-tilfælde i Jena og ingen døde af COVID-19. Så maskemandatet i Jena reddede cirka 0 mennesker fra COVID-19-døden og højst et par hundrede i Tyskland under den første bølge af COVID-19.[3]

Et andet studie i litteraturstudiet er Goldstein m.fl. (2021), som vi også har med i vores metastudie. Deres resultat viser, at den gennemsnitlige nedlukning i Europa og USA reducerede COVID-19-dødeligheden med 7,5%. Så nedlukningen i Danmark forhindrede – med udgangspunkt i Goldstein m.fl. (2021) – altså kun omkring 50 COVID-19-dødsfal.[4] Mens 50 forhindrede dødsfald naturligvis er en gevinst, man skal forholde sig til, så tyder disse resultater altså på, at effekten af nedlukningerne var begrænset, og de understøtter derfor i mine øjne ikke konklusionen om, at nedlukninger ”generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”.

Man bør også være opmærksom på, at netop fordi litteraturstudier er kvalitative, er der mere plads til forfatternes egne fortolkninger af de inkluderede studier. Nationalbankens litteraturstudie indeholder fx en tabel, der viser, at mange af de inkluderede studier ikke finder nogen effekt af restriktionerne. Ca. 1/5 af resultaterne finder ingen signifikant negativ effekt på spredningen af COVID-19, mens de resterende 4/5 finder en signifikant effekt, herunder bl.a. Goldstein m.fl. (2021). Jeg er i øvrigt i tvivl om, hvordan de har lavet tabellen, for de medtager fx ikke, at Spiegel og Tookes (2021) finder en positiv effekt (altså en forværring af pandemien) af forsamlingsforbud.

Nationalbankens litteraturstudie er i øvrigt ikke et systematisk litteraturstudie. Et systematisk litteraturstudie følger – ligesom vores metastudie – en systematisk og transparent tilgang til at identificere og udvælge relevant forskning og til at udtrække og syntetisere data fra de studier, der indgår i studiet. Et ikke-systematisk litteraturstudie, følger ikke en systematisk tilgang, og det giver større risiko for, at forskerne – og det kan sagtens være ubevidst – ikke får inkluderet studier, der går imod deres egen overbevisning på det område, der ses på.

Jeg synes bl.a., at det er påfaldende, at Nationalbankens litteraturstudie ikke omfatter to gode studier af danske forskere, Bjørnskov (2021) (som er med i vores metastudie) og Kepp og Bjørnskov (2021) (som er et af ”state-of-the-art-studierne”, som jeg beskriver her).[5] Man skulle ellers tro, at netop disse studier af danske forskere var oplagte for en dansk centralbank, men de kom altså ikke med. Desværre fremgår det ikke af Nationalbankens litteraturstudie, hvorfor de ser bort fra disse studier.

Referencer

Bjørnskov, Christian. 2021. “Did Lockdown Work? An Economist’s Cross-Country Comparison”. CESifo Economic Studies 00 (00):14. https://doi.org/10.1093/cesifo/ifab003.

Goldstein, Patricio, Eduardo Levy Yeyati, og Luca Sartorio. 2021. “Lockdown Fatigue: The Diminishing Effects of Quarantines on the Spread of COVID-19”, juni. https://doi.org/10.21203/rs.3.rs-621368/v1.

Kepp, Kasper Planeta, og Christian Bjørnskov. 2021. “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland”. medRxiv, januar. https://doi.org/10.1101/2020.12.28.20248936.

Mitze, Timo, Reinhold Kosfeld, Johannes Rode, og Klaus Wälde. 2020. “Face Masks Considerably Reduce COVID-19 Cases in Germany”. Proceedings of the National Academy of Sciences 117 (51):32293–301. https://doi.org/10.1073/pnas.2015954117.

Poeschl, Johannes, og Rasmus Bisgaard Larsen. 2021. “How Do Non-Pharmaceutical Interventions Affect the Spread of COVID-19? A Literature Review”. Nationalbanken Economic Memo, nr. 4:20. https://www.nationalbanken.dk/en/publications/Documents/2021/04/Economic%20Memo%20nr.%204-2021.pdf.

Spiegel, Matthew, og Heather Tookes. 2021. “Business Restrictions and COVID-19 Fatalities”. Redigeret af Itay Goldstein. The Review of Financial Studies, juni, hhab069. https://doi.org/10.1093/rfs/hhab069.

[1] Poeschl og Larsen (2021), ”How do non-pharmaceutical interventions affect the spread of COVID-19? A literature review”.

[2] De fleste af studierne i litteraturstudiet ser ikke på den samlede langsigtede effekt af nedlukningerne, men kun på effekten på reproduktionstallet, R_t, som ikke umiddelbart kan oversættes til antal forhindrede COVID-19-dødsfald, fordi reproduktionstallet – på grund af frivillige adfærdsændringer – altid vil svinge omkring 1,0. Det vender vi tilbage til i kapitel 5.

[3] Se https://www.corona-in-zahlen.de/landkreise/sk%20jena/ og https://ourworldindata.org/explorers/coronavirus-data-explorer?zoomToSelection=true&facet=none&pickerSort=asc&pickerMetric=location&hideControls=true&Metric=Confirmed+deaths&Interval=Cumulative&Relative+to+Population=false&Color+by+test+positivity=false&country=~DEU. Bemærk, at det tager cirka tre uger fra infektion til død. Ifølge Mitze m.fl. (2020) blev mundbind påbudt i alle føderale stater mellem 20. april og 29. april 2020, så effekten af mundbind på COVID-19-dødsfald bliver først synlig i de daglige tal for COVID-19-dødsfald i perioden mellem 11. maj og 20. maj 2020. Fra den 11. maj og resten af den første bølge døde der 1.556 mennesker af COVID-19 i Tyskland, så mundbind reddede højst 622 mennesker under første bølge svarende til ca. 7 pr. million indbyggere.

[4] Der døde godt 600 personer af COVID-19 under første bølge. En effekt på 7,5% svarer til, at ca. 650 ville være døde uden nedlukning, så effekten af nedlukningen var altså 50 dødsfald med udgangspunkt i resultaterne fra Goldstein m.fl. (2021).

[5] Nationalbankens litteraturstudie udkom 8. april 2021. Arbejdspapir-versionen af Bjørnskov (2021) udkom allerede 6. august 2020, og Kepp og Bjørnskov (2021) blev udgivet 4. januar 2021.

Men sådan har det bestemt ikke altid været, og velfærdsstaten kom ikke uden voldsomme balanceproblemer.

Per Callesen, tidligere afdelingschef i Finansministeriet og nationalbankdirektør, har skrevet et digert værk om, hvorfor Danmark kom tæt på afgrunden (som tidligere finansminister Knud Heinesen advarede om i 1979). Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse bogen, men han fortalte historien i kortere form i Politikens kronik sidste uge. Analysen er relevant for vores sommerserie om de danske økonomiske reformer og fortjener også en tilføjelse med på vejen.

Hovedpointen i kronikken er, at det danske skattesystem var en alvorlig hæmsko, da dansk økonomi blev ramt af en række udefrakommende og selvskabte chok i løbet af 1970erne. Rentefradraget havde en skatteværdi på op til 73 pct., mens forskellige former for kapitalafkast blev beskattet væsentligt lavere eller slet ikke. Da renten så steg som følge af højere inflation bl.a. i  kølvandet på devalueringspolitikken i 1970’erne, blev skattesystemets manglende robusthed blotlagt og bidrog til de voksende offentlige underskud, som i sig selv bidrog yderligere til rentestigningen.

Jeg er enig i analysen af, at kombinationen af høj rentefradragsværdi og høj inflation og rente var kritisk. Realrenten efter skat var negativ, og da det stod værst til i slutningen af 70erne og starten af 80erne, spiste skattesystemet ti procent af boligejernes gæld om året. Tal lige om at ”komme sovende” til boliggevinster. Incitamentet til at spare op var ringe, og i kombination med de offentlige underskud, var der kroniske underskud på betalingsbalancen og voksende udenlandsk gæld – begge forhold som skabte stor bekymring i datiden.

Men her kommer den vigtige tilføjelse: At de offentlige underskud i 70’erne blev grundlagt af udgiftspolitikken i 1960erne, og der i første omgang var meget store provenustigninger at bruge løs af. Langsigtet robusthed eller ej, så blev velfærdsstatens voldsomme vækst i 60erne og 70erne hjulpet på vej af meget store skatteindtægter.

Hovedårsagen til de store indtægter var indførelse af moms, kildeskat og amtsskat (i forbindelse med kommunalreformen i 1970). Således steg de offentlige indtægter med 9,0 pct. af BNP under VKR-regeringen (fra 1967-71). Under det foregående ”røde kabinet” fra 1965-67 steg indtægterne med 2,7 pct. af BNP. Der har ikke på noget tidspunkt sidenhen været en årlig stigning, som kom bare i nærheden.

Udgiftsstigningen var også unikt kraftig. Udgiftstrykket steg med ca. 1½ pct. af BNP om året under både det røde kabinet og VKR-regeringen. Det fortsatte med næsten uændret stigningstakt (1,3 pct. af BNP om året) fra 1971-82 (domineret af socialdemokratisk ledede regeringer), men ændrede alligevel karakter. Som kronikken noterer, blev udgifterne nu i høj grad drevet af de dårligere konjunkturer, hvor renteudgifter og arbejdsløshedsdagpenge gik i vejret. Kimen var allerede blev lagt med tidligere lempelser af dagpengereglerne, men først da ledigheden steg, gik der for alvor hul i kassen. Hullet blev vedvarende, fordi ledigheden med lempelserne var gjort strukturel. Også på andre områder kostede velfærdsstatens nye initiativer ikke altid så meget i begyndelsen, indtil antallet af brugere begyndte at stige.

Kimen til den langstrakte økonomiske krise i 1970erne og reformpolitikken under stort set samtlige efterfølgende regeringer blev altså lagt i anden halvdel af 1960’erne. Det var her, den moderne velfærdsstat for alvor blev udbygget. Der var råd til det, fordi indtægterne til at begynde med steg voldsomt. Men det varede kun indtil skattestigningerne ikke kunne følge med den fortsatte, voldsomme vækst i udgifterne (for en nærmere gennemgang, se f.eks. min ”VKR katastrofen” her).  

Stort set alle regeringer siden 80’erne gennemførte reformer. Der er bl.a. kommet talrige reformer af skattesystemet, ligesom arbejdsmarkedspolitikken og overførselsindkomsterne er blevet reformeret.

Men trods denne indsats er der aldrig rigtig blev gjort noget ved de øvrige store udgiftspolitiske områder – bortset fra at renteudgifterne svandt med gælden og inflationen. Den store offentlige sektor, vi fik grundlagt i 1960erne, har vi altså langt henad vejen stadig.

Reformpolitikken begyndte som sagt i 1982 – med firkløverregeringen. Selv om den – som Per Callesen skriver – kom i gennem med historisk kraftige stramninger af finanspolitikken, lykkedes den ikke med udgiftspolitikken. Da den tiltrådte, var ambitionen at lukke hullet i de offentlige finanser ved at sænke udgiftstrykket. I stedet endte den med at hæve skattetrykket.

Kronikken konstaterer, at der var overraskende lille forståelse blandt samtidens økonomer for de strukturelle problemer på både skatteområdet og arbejdsmarkedsområdet, da de blev skabt og blussede op med krisen i 1970erne og 1980erne.

Måske kan man sige det samme om udgiftspolitikken i dag. Jo vist, der er fokus på udgifterne set fra et holdbarhedssynspunkt, og med budgetloven er der lagt et (vist) loft over dem. Men de alvorlige misallokeringsproblemer ved at fritage en stor del af økonomien fra forbrugernes kontrol og prioritering og fra produktivitetspresset fra egentlig konkurrence, fylder forbavsende lidt. Det bliver til tider blot relegeret til at være ”et politisk spørgsmål”. Men så var ”afgrunden” vel det samme?

Da den nye regering i juni præsenterede sit regeringsgrundlag med 12 nye kommissioner, udvalg og ekspertgrupper, blev de hurtigt affærdiget som syltekrukker, og selv statsministeren måtte ved præsentationen afvise, at de svære sager bare blev syltet. Jeg argumenterede dengang i Jyllands-Posten for, at kritikken ramte ved siden af, fordi ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”

Siden er det blot blevet endnu mere tydeligt, at Danmarks problem er ikke for mange kommissioner, men for meget hastværk. Fx hastede Regeringen loven om ændret befordringsfradrag igennem høringer og Folketinget, selv om der – som jeg har dokumenteret i RÆSON – ikke var skyggen af behov for hastværk.

Hos IRES – Institut for Reguleringsstudier har vi i et notat vist, at det lovforberedende arbejde negligeres i forhold til tidligere. Antallet af lovforberedende udvalg er faldet med 90% siden 1970’erne. Konsekvensen er alt for mange regler, der er hastet igennem med dårlig kvalitet og unødvendigt bureaukrati til følge.

Og de mange regler koster danskerne dyrt. I et IRES-notat fra marts viser jeg f.eks., at tilladelsesordningen for godskørsel og kravet om fastskruning af nummerplader tilsammen påfører dansk erhvervsliv byrder for omkring 20 mio. kr. om året. Begge blev hastet igennem regelmøllen, og ingen af dem har skyggen af evidens for, at de bidrager til at nå de politiske mål. Magtudredningen 2.0 har vist, at syv ud af ti embedsmænd mener, at tempoet forringer lovgivningen.

Hvorfor skal det gå så stærkt? Public choice-forskningen har en del af svaret. Fx har Bryan Caplan vist, at vælgere systematisk fejlvurderer økonomien og belønner synlig handlekraft frem for usynlig grundighed. En minister, der haster en lov igennem dagen efter en ophidset forside, ligner én, der griber ind. En, der nedsætter et toårigt udvalg, ligner én, der har syltet sagen. Gevinsten ved at handle er synlig og kommer nu, mens omkostningerne ved en dårlig regel er spredt tyndt ud på mange og først melder sig om år (hvis de overhovedet bemærkes).

Samtidig bliver næsten ingen regler evalueret. Erhvervsministeriet følger kun 10 af sine 177 love systematisk. En sådan ligegyldighed med ens virke ville føre til omgående lukning af en medicinalvirksomhed, der solgte piller uden dokumentation for, at de virkede, og uden nogensinde at undersøgte, om patienterne rent faktisk fik det bedre eller kun fik bivirkninger.

Og det er her, mit forsvar for kommissionerne kommer ind. Et grundigt forarbejde er det stik modsatte af en lovmaskine med speederen i bund. Kommissioner er langsomme og udramatisk og netop derfor politisk underbetalt. Burde det ikke nærmest være en hovedregel, at Folketinget ikke vedtog nye, indgribende regler uden et ordentligt forarbejde? Alene regningen for nummerpladerne kunne finansiere en hel nummerpladekommission. Det lyder åndssvagt, men det skyldes jo, at reglen i sig selv er det.

En kommissions værdi afgøres dog ikke af ordet på døren, men af kommissoriet. Regeringsgrundlaget indsnævrer fx Boligavancekommissionens arbejde til avancebeskatning af realiserede boliggevinster. Men en anden indretning af de eksisterende løbende boligskatter kan potentielt opnå målsætningerne om at adressere generationel ulighed på boligmarkedet og fastholde mobiliteten på bedre vis. Det får kommissionen bare ikke mulighed for at se på. Den er låst på midlet i stedet for målet. Produktivitets- og Konkurrenceevnekommissionen har derimod et åbent mandat og kunne blive vigtigt ekspertarbejde, hvis den bl.a. får til oplæg at udarbejde konkrete lovforslag, der udmønter nogle af de 123 anbefalinger, som Produktivitetskommissionen leverede i 2014.

Den, der skyder kommissionerne ned som syltekrukker, overser, at alternativet sjældent er ingen regler. Som jeg skrev: ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”

Jeg var generelt ingen fan af Lindsey Graham, men dette er et fantastisk citat om, hvordan megen politik reelt fungerer i praksis. Det er meget sjældent store sammensværgelser blandt de “magtfulde” og meget oftere en slags “vi aner ikke, hvad vi laver, men vi laver dét her!.”

Figuren bygger på Zoë Cullens oversigtsartikel i Journal of Economic Perspectives (2024), og hos IRES har vi tilføjet to nyere studier, Gamage m.fl. (2024) og Blundell m.fl. (2025). Hvert punkt er et studie af løngennemsigtighed. X-aksen viser effekten på løngabet mellem mænd og kvinder, y-aksen effekten på lønniveauet.

Fortalernes implicitte løfte bor i kvadranten øverst til venstre: mindre løngab som følge af højere løn til kvinderne. Kig på figuren. Den kvadrant er tom.

Studierne klumper sig i stedet nederst til venstre: Løngabet bliver mindre, fordi lønningerne falder. Gennemsigtighed “virker” altså, men mekanismen er, at mændenes lønvækst bremses, ikke at kvindernes løftes. Bennedsen m.fl. (2022), der undersøgte netop den danske kønsopdelte lønstatistik fra 2006, fandt oveni et produktivitetsfald på 2,5% i de omfattede virksomheder. Forfatternes bud på en forklaring: demotivation blandt de mandlige ansatte, der fik bremset lønnen. Produktiviteten faldt, og det gjorde lønningerne så også.

Det er altså den evidens, vi har, før direktivets tunge maskineri med 5%-tærskler, forklaringspligt og fælles lønvurderinger sættes i drift herhjemme. IRES’ analyse af registerdata (tak til Carl fra CEPOS for hjælpen) viser, at 9 ud af 10 virksomheder med mindst 100 ansatte kan overskride 5%-tærsklen alene på grund af tilfældig variation i små medarbejdergrupper. Uden at diskriminere.

Regeringen vil ovenikøbet udvide reglerne til virksomheder med 50-99 ansatte, selvom direktivet ikke kræver det, og selvom regeringsgrundlaget lover minimumsimplementering af EU-lovgivning. Sverige har til sammenligning sat sin implementering på pause for at få direktivet genforhandlet.

Læs hele argumentet i Finans: https://finans.dk/debat/ECE19442158/regeringen-boer-droppe-overimplementering-af-eus-loendirektiv/

PS: Bemærk Boheim og Gust (2021) yderst til højre i figuren. Der voksede løngabet efter indførelsen af løngennemsigtighed. Evidens er en drilsk størrelse, og det er en af pointerne: Vi ved for lidt til at regulere mere end højst nødvendigt.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

To naturlige eksperimenter

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til to naturlige eksperimenter, som vi skal se nedenfor. ”Naturlige eksperimenter” refererer til situationer, hvor der tilfældigt bliver etableret en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe. Denne form for studier er relativt sjældne, fordi det kræver en vis opfindsomhed fra forskernes side at identificere dem.

Disse studier er uhyre vigtige, fordi de kan give os rigtig god indsigt i, hvordan konkrete politikker fungerer i den rigtige verden.

Ingen effekt af nedlukningen i Nordjylland i november 2020

Kristian Planeta Kepp fra Institut for Kemi på DTU og Christian Bjørnskov fra Økonomisk Institut på Aarhus Universitet argumenterer for, at nedlukningen i Nordjylland i november 2020 fungerede som et naturligt eksperiment.[1]

Nedlukningen – der startede 6. november og varede til 20. november[2] – omfattede syv af Region Nordjyllands 11 kommuner og var relativt hård. Den indebar bl.a. forbud mod borgerne i de nedlukkede kommuner mødte ind på arbejde i de kommuner, der ikke var lukket ned.[3]

Årsagen til, at det nedlukningen af de syv kommuner i Nordjylland kan opfattes som et naturligt eksperiment er, at kommunerne ikke blev lukket ned på grund af mange COVID-19-infektioner, men på grund af mutationer i mink. Det var altså på sin vis tilfældigt (styret af hvor sundhedsmyndighederne så størst forekomst at smitte med minkvarianten[4]), om en kommune blev lukket ned eller ej. Og netop fordi nedlukningen ikke blev indført for at dæmpe det generelle smittetryk (som i øvrigt var nogenlunde ens i de to grupper af kommuner), kan risikoen for en omvendt årsagssammenhæng, hvor der lukkes ned, fordi smitten er høj, afvises.

Kepp og Bjørnskov viser, at selvom smitteniveauet ganske vist faldt, efter man lukkede de syv kommuner ned, så faldt det før nedlukningen var trådt i kraft og også i de fire kommuner, der ikke blev lukket ned. Figur 1 viser smittetallene i de to grupper af kommuner (de syv nedlukkede kommuner til venstre og de fire øvrige kommuner til højre). De lodrette streger viser den dato, hvor nedlukningen trådte i kraft, og den dato, hvor effekten af nedlukningen ville kunne ses i smittetallene (fordi der går nogle dage, fra man bliver smittet, til man tester positiv i en test). Kepp og Bjørnskov laver en række statistiske tests for at dokumentere deres resultater, men data fra deres figur 1 taler næsten deres eget sprog. Ser man på figuren til højre (kommunerne, der ikke blev lukket ned, er det meget tydeligt, at smitten faldt før man lukkede ned. Det samme gælder i de kommuner, der blev lukket ned (til venstre). Billedet er lidt sløret af, at antallet af tests ændrede sig omkring nedlukningstidspunktet, men Kepp og Bjørnskov viser, at den ændrede testaktivitet ikke ændrer deres konklusioner.

Figur 1: Nedlukningen i Nordjylland: Infektionsniveauet faldt, før nedlukningen trådte i kraft og i kommuner uden nedlukninger

Note: Panel A til venstre viser smitteniveauet i de syv kommuner, der var lukket ned, og panel B til højre viser smitteniveauet i de fire kommuner, der ikke var lukket ned. De lodrette linjer viser dagen, hvor nedlukningen trådte i kraft (nedlukningen blev meldt ud d. 5. november kl. 18:30, og de første trådte i kraft dagen efter d. 6. november) samt syv dage senere, hvor en effekt af nedlukningen ville være synlig, fordi det tager tid fra man bliver smittet til man tester positiv for COVID-19.
Kilde: Figur 1 i Kepp og Bjørnskov (2021).

Kepp og Bjørnskov viser også, at deres resultater ikke skyldes såkaldte spill-over effekter, altså at de åbne kommuner fik gavn af at smitten faldt i de nedlukkede kommuner, og at Nordjyllands eneste storby, Aalborg, ikke var blandt de lukkede kommuner.

Konklusionen i Kepp og Bjørnskov (2021) er altså med andre ord, at det ikke var nedlukningen, der fik smitten til at falde, men noget andet.

Statens Serum Institut konkluderede i modsætning til Kepp og Bjørnskov, at nedlukningen af Nordjylland havde været effektiv. Men som du kan læse i boks 1, er baggrunden for deres konklusion yderst spinkel. Bl.a. falder de – ligesom så mange andre – i fælden med at konkludere på baggrund af tidsrækkeanalyse, som jeg tidligere har vist er stærkt problematisk ift. at vurdere effekten af nedlukninger. For Nordjylland viser Kepp og Bjørnskov (2021) som sagt også, at smitten faldt i alle nordjyske kommuner – ikke kun dem, der blev lukket ned.

Hvorfor fik Statens Serum Institut et helt andet resultat end Kepp og Bjørnskov (2021)?

Statens Serum Institut konkluderer i en rapport d. 6. december, “Notat om effekten af nedlukning frem til jul”[5], at ”nedlukningen i syv nordjyske kommuner 15 dage i november 2020 viste, at det er muligt at reducere incidensen med 76%”. Statens Serum Institut når frem til de 76% ved at sammenligne incidensen (det korrigerede smittetal pr. 100.000, hvor man forsøger at tage højde for antallet af tests) i medianen af de syv kommuner, der blev lukket ned (hvilket vil sige Thisted) i ugen før nedlukningen (30. oktober – 5. november) med incidensen i ugen efter nedlukningen (26. november – 2. december). I Thisted faldt incidensen i denne periode fra 145,7 til 34,8, hvilket svarer til et fald på netop 76%. Statens Serum Institut skriver også, at incidensen faldt med 20% i de fire kommuner, der ikke blev lukket ned.

Men hvordan kan Statens Serum Institut finde frem til, at nedlukningen var uhyre effektiv, mens Kepp og Bjørnskov finder frem til, at nedlukningen ingen effekt havde?

Det forklarede Professor Kasper Planeta Kepp på sin hjemmeside i december 2020.[6] Ifølge Kepp skyldes forskellen tre faktorer:

1. Der går tid fra man bliver smittet til man bliver testet positiv. Derfor vil en effekt af nedlukningen ”allertidligst [kunne ses] ca. 9.-12. november, men mere realistisk først lidt senere”. Statens Serum Institut tager altså udgangspunkt i incidensen fra 30. oktober – 5. november, hvor smitten var omkring 50% højere end 9. november, hvor effekten af nedlukningen aller tidsligst kunne ses.[7]
2. Smitten faldt før nedlukningen og også i de ikke-lukkede kommuner. Der var altså både en nedadgående trend før nedlukning, og man så et fald i ”kontrolgruppen”. Alene ved at korrigerer Statens Serum Instituts egne tal på 76% med de 20%-point i nabokommunerne, reduceres Statens Serum Instituts mål for effekten af nedlukningen altså til 56%.
3. Statens Serum Institut vægter alle kommuner ligeligt uanset befolkningstallet. Dermed tæller faldet i incidens blandt Læsøs 1.800 fra 109,9 til 0 (som skyldes, at der blev fundet én positiv d. 3. og 5. november og nul derefter) lige så meget som faldet fra 116,6 til 62,3 blandt Vesthimmerlands 37.300 indbyggere (som skyldtes et fald fra 40 smittede til 25 smittede).

Jeg vil dertil tilføje, at Statens Serum Instituts valg af median er særdeles underlig.

4. Statens Serum Instituts udvælger effekten på baggrund af incidensen i ugen efter nedlukningen, og ikke på baggrund af ændringen i incidens. Havde de valgt medianen for ændringen, ville deres konklusion have været 60,6% – ikke 76%.

Disse fire problemstillinger håndterer Kepp og Bjørnskov, og det er altså derfor, at de når frem til et helt anderledes resultat end Statens Serum Institut. Og det er ikke så underligt. For ser man bort fra Læsø Kommune, bruger medianen for ændringen i incidensen, korrigerer for de 20%-point i de øvrige kommuner og tager højde for faldet på 50% før effekten kan ses, ender man på ca. 13% – milevidt fra Statens Serum Instituts påstand om at effekten var 76%.

Hvem har så ret? Så vidt jeg ved, har Statens Serum Institut ikke været ude og forsvare deres beregninger. Og det virker da også til, at beregningerne er lavet ”på bagsiden af en konvolut” uden rigtigt at forholde sig til nuancerne. Og på den baggrund kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om det betyder noget, at notatet udkom få dage før, at Danmark gik ind i sin anden nedlukning. Men sådan er der jo så meget.

Ingen effekt af udgangsforbud i Wisconsin i foråret 2020

Et andet naturligt eksperiment fandt sted i Wisconsin, da Wisconsins højesteret den 13. maj 2020 erklærede, at delstatens “Safer at Home”-ordre (det lyder pænt, men der er tale om et udgangsforbud) var forfatningsstridig. Som hos Kepp og Bjørnskov er det centrale her, at Højesterets afgørelse ikke var et svar på faldende eller stigende smittetal, men – i det mindste i forhold til COVID-19-pandemien – en tilfældig begivenhed, der pludselig og stort set uventet ophævede udgangsforbuddet. Og derfor kan man – præcis som med Kepp og Bjørnskov – afvise, at der kan være problemer med en omvendt årsagssammenhæng, hvor udgangsforbuddet blev ophævet pga. lave smittetal. En evt. stigning i smitten i Wisconsin forhold til kontrolgruppen vil derfor kunne tilskrives ophævelsen af udgangsforbuddet.

Amerikanske forskere tilknyttet IZA Institute of Labor Economics, et økonomisk forskningsinstitut baseret i Tyskland, bruger dette naturlige eksperiment til – ved hjælp af den syntetiske kontrolmetode – at estimere effekten af udgangsforbuddet på smittespredningen ved at sammenligne udviklingen på tre parametre (social distancing, COVID-19-tilfælde og COVID-19-dødsfald) i Wisconsin med udviklingen i en dobbeltgænger for Wisconsin sammensat på baggrund af den historiske udviklingen i 18 delstater, der alle havde udgangsforbud i den efterfølgende periode.[8] Ved at sammenligne udviklingen i det rigtige Wisconsin med udviklingen i dobbeltgængeren, kan de få et estimat for effekten af at ophæve udgangsforbuddet.

Som beskrevet tidligere her på bloggen, er det ikke helt uproblematisk at bruge den syntetiske kontrolmetode i forhold til at evaluere effekten af nedlukninger, fordi metoden kræver, at man har en lang periode forud for nedlukningen til at basere dobbeltgængeren på. I tilfældet fra Wisconsin har forskerne dog den fordel, at de ikke estimerer nedlukningen i starten af pandemien – hvor der ofte kun var 1-2 ugers data at basere den syntetiske enhed på – men ændringen midt i maj, hvor der var væsentligt mere data (10-12 uger). Selvom det stadig er en relativt kort periode, er det altså væsentligt bedre end de første studier baseret på den syntetiske kontrolmetode.

Resultaterne fra Dave m.fl. (2020) er vist i figur 2 nedenfor. Figuren viser udviklingen i det rigtige Wisconsin (med rød) og dobbeltgængeren (med blå) kaldet ”Synthetic Wisconsin” før og efter højesteretsdommen (markeret som ”SC Ruling”). Som figuren illustrerer, finder forskerne ikke evidens for, at det havde nogen væsentlig effekt på pandemiens udvikling at ophæve udgangsforbuddet. Man fristes næsten til at sige tværtimod, fordi antallet af dødsfald er højere i dobbeltgængeren med udgangsforbud end i det rigtige Wisconsin, men her skal man huske på, at forskellen for det første ikke er signifikant og at metoden som nævnt har visse iboende problemer. Men havde udgangsforbud haft en væsentlig effekt på smittespredningen, burde man kunne se en effekt efter højesteretsdommen. Og det kan man ingenlunde.

Figur 2: Ophævelsen af udgangsforbuddet i Wisconsin havde ingen effekt på antallet af COVID-19-dødsfald

Note: Den røde linje viser den faktiske udvikling i Wisconsin, mens den blå linje viser udviklingen i dobbeltgængeren (Synthetic Wisconsin). Den stiplede lodrette linje (SC Ruling) viser datoen for højesterets afgørelse.
Kilde: Dave m.fl. (2020) viser  flere af disse figurer baseret på forskellige metoder. Da de alle viser stort set det samme, præsenterer jeg kun udvalgte tal ovenfor. COVID-19-dødsfald er fra figur 3 – Panel (d), COVID-19-tilfælde fra figur 2 – Panel (d) og tid i hjemmet fra figur 1 – Panel (c).

Til sammenligning fandt vi i vores metastudie, at udgangsforbud reducerede dødeligheden med sølle 2,0%. Tænk, at mange millioner mennesker rundt omkring i verden har været spærret inde i deres boliger af myndighederne i månedsvis til tæt ved ingen verdens nytte. Det er ubegribeligt trist.

Referencer

Dave, Dhaval, Andrew I. Friedson, Kyutaro Matsuzawa, Drew McNichols, og Joseph J. Sabia. 2020. “Did the Wisconsin Supreme Court Restart a Covid-19 Epidemic? Evidence from a Natural Experiment”. SSRN Electronic Journal. https://doi.org/10.2139/ssrn.3620628.

Kepp, Kasper Planeta. 2020. “Om effekten af nedlukning i Nordjylland”. http://kpje.com/ssi_nordjylland2.pdf.

Kepp, Kasper Planeta, og Christian Bjørnskov. 2021. “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland”. medRxiv, januar. https://doi.org/10.1101/2020.12.28.20248936.

Statens Serum Institut. 2020. “Notat om effekten af nedlukning frem til jul”. j. nr. 20/14641. https://covid19.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/covid19/modelberegninger/notat-om-effekten-af-nedlukning-frem-til-jul_06122020.pdf?la=da.

[1] Kepp og Bjørnskov (2021)

[2] Nedlukningen blev annonceret 5. november kl. 18:30 og de første restriktioner startede dagen efter, mens de sidste – skoler og uddannelser – blev lukket fra og med mandag d. 9. november. Nedlukningen skulle i første omgang have varet til 3. december, men blev afsluttet allerede 20. november, se https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[3] Fx sagde Statsministeren, at ”Hvis man bor i én af de kommuner, jeg lige har omtalt her, og arbejder i en af de syv kommuner, så vil man ikke længere kunne møde ind på sit arbejde, medmindre der er tale om en kritisk funktion.” Kilde: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[4] Statsministeren sagde, at ”derfor har vi i dag besluttet en række indgribende restriktioner for borgerne i de syv kommuner i Nordjylland. Det er de syv kommuner, hvor sundhedsmyndighederne ser størst forekomst at smitte med den her minkvariant”. Kilde: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[5] Statens Serum Institut (2020)

[6] Kepp (2020)

[7] Se figur 2 i Kepp (2020).

[8] Dave m.fl. (2020)

Der bliver talt meget om reformer i dansk politik, men i virkeligheden gjort meget lidt. Alle mindre ændringer bliver solgt som ‘reformer’, og imens er produktivitetsvæksten, og i særlig grad væksten i danskernes privatforbrug, faldet til historisk lave niveauer. Men sådan har det ikke altid været. Vi skriver derfor en række indlæg om faktiske reformer fra de sidste godt 200 års dansk historie – reformer, der ikke bare var politisk stafage, men faktisk ændrede Danmark i en bedre retning.

Hvad er det så for reformer, vi kommer til at betragte? Listen er på ingen måde udtømmende, men det er oplagt at skrive om: Poul Nyrups arbejdsudbudsreformer i 1990erne; Poul Schlüters store reform af dansk politik fra 1982, der blandt andet indførte fastkurspolitikken; indførslen af næringsfrihed for alle danskere i 1857; civilretsreformen, som stænderforsamlingerne pressede regeringen til at implementere i 1840; parlamentarismens indførsel i 1901; og liberaliseringen af jordmarkederne i 1790erne.

De kommende uger kommer indlæggende dryppende. I mellemtiden er alle punditokraternes læsere mere end velkomne til at foreslå emner. Det gøres enten som kommentar til denne post, eller via e-mail til redaktøren (chbj@econ.au.dk).

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Fire regressionsdiskontinuitetsdesigns

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til fire studier, der bruger metoder, som minder om randomiserede forsøg, nemlig ”regression discontinuity design” eller på dansk, ”regressionsdiskontinuitetsdesign”, som jeg herefter blot vil kalde RDD.

Idéen i RDD er, at man udnytter de tilfældige afgrænsninger/tærskelværdier, der kan være ved en intervention. Det kan fx være i forhold til at evaluere effekten af ny erhvervsregulering, som kun gælder for virksomheder over en vis størrelse.

Et eksempel er de regler for kønsopdelt lønstatistik, som blev indført i Danmark i 2006 for virksomheder med mindst 35 ansatte, for at reducere løngabet mellem mænd og kvinder. Forestil jer, at man ønsker at undersøge, om reglerne reducerede virksomhedernes produktivitet, fordi de påføres noget ekstra bureaukrati. Hvis man blot sammenligner virksomheder med mindst 35 ansatte (behandlingsgruppen) med virksomheder med færre end 35 ansatte (kontrolgruppen) i en normal difference-in-difference analyse, risikerer man, at ens estimater bliver skævvredet af andre faktorer. For eksempel kan virksomheder med mindst 35 ansatte være mere produktive i udgangspunktet (der er trods alt en grund til, at de lykkedes med at vokse til mindst 35 ansatte).

I en RDD indsnævrer man derfor behandlings- og kontrolgruppen, så man i stedet sammenligner de virksomheder, der lige netop bliver ramt af reguleringen (fx virksomheder med præcis 35 ansatte) med de virksomheder, der lige netop ikke rammes af reguleringen (fx virksomheder med præcis 34 ansatte). Da disse virksomheder er langt mere ens end fx en virksomhed med 2 ansatte i forhold til en virksomhed med 500 ansatte, får man et langt mere præcist estimat. Og det var det, danske forskere gjorde, da de fandt ud af, at de nye regler for kønsopdelt lønstatistik reducerede virksomhedernes produktivitet (og reducerede løngabet, fordi de mandlige ansatte fik mindre i løn).[1] Det centrale er, at virksomhederne er “tætte” på hinanden. Jo mere, de ligner hinanden, jo mindre er risikoen for, at resultaterne er drevet af andre faktorer.

I de studier, der anvender RDD til at undersøge nedlukningernes effekt på COVID-19-pandemien, sammenligner forskerne typisk ”nabo”-amter (counties) i to delstater, som har indført forskellige restriktioner. Jeg skriver ”nabo”, fordi det mest intuitive er at sammenligne to amter, som ligger på hver sin side af delstatsgrænsen og altså er naboer. Men sådan behøver det ikke være, for det er ikke nødvendigvis det at, der er geografisk nærmest, der er det bedste sammenligningsgrundlag.

For eksempel er Washington County i Minnesota nabo til St. Croix County i Wisconsin. Men de to amter er meget forskellige. Washington County er (primært) en forstad til million-tvillingebyerne, Minneapolis og St. Paul, med 238.000 indbyggere, en befolkningstæthed på 239/km² og adskillige veje, der fører ind i tvillingebyerne. St. Croix County, derimod, har kun 94.000 indbyggere, er relativt tyndt befolket (50/km²) og kun tre broer, der fører over St. Croix-floden og ind i tvillingebyerne (og ingen andre millionbyer i nærheden). Da befolkningstal og -tæthed er vigtige parametre for spredningen af en luftvejsvirus som COVID-19, er det på ingen måde klart, at det er bedre at sammenligne St. Croix County med Washington County frem for et andet amt i Minnesota, som minder mere om St. Croix. Derfor defineres ”nabo” i nogle studier på baggrund af andre parametre.

Det kan måske lyde lidt underligt, men hvis vi vender tilbage til lønstatistikkerne, giver det jo heller ikke nødvendigvis mening at sammenligne virksomheder, der ligger geografisk tæt på hinanden. Det centrale er, at de enheder, man undersøger (hvad enten det er virksomheder, amter eller andet), er “tætte” på hinanden på relevante parametre.

Effekten af udgangsforbud i USA

Guihua Wang fra University of Texas bruger netop ikke geografi til at vurdere, om to amter er tætte på hinanden, men matcher i stedet amter på baggrund af COVID-19-tilfælde, demografi (alder og race), socialøkonomiske forhold osv. Deres behandlingsgruppe består således af amter i delstater, der havde indført udgangsforbud, som er matchet parvis med amter i delstater, der ikke indførte udgangsforbud (kontrolgruppen), og som ligner amtet i behandlingsgruppen mest muligt på de nævnte parametre.

Resultatet af denne matchning er vist i figur 1 nedenfor.  Figuren viser, at antallet af COVID-19-tilfælde i de to grupper er meget ens i perioden før man indførte udgangsforbud. Dette sandsynliggør, at forskerne sammenligner to grupper, der faktisk er ”tætte”. I figuren er det let at se, at udgangsforbuddet ”virker” i den forstand, at der er færre COVID-19-tilfælde i behandlingsgruppen end i kontrolgruppen. Guihua Wang finder altså en effekt af udgangsforbuddet.

Hvad, der er sværere at se i figur 1, er, at effekten er meget lille. Wang (2022) finder således på baggrund af RDD, at udgangsforbuddet kun reducerede antallet af nye COVID-19-tilfælde med 5.4%.[2] Om estimatet er 2,0% (som er den effekt, vi finder i vores metastudie) eller 5,4% betyder det ikke det store. Under alle omstændigheder er effekten lille.

Figur 1: En sammenligning af ”nabokommuner” med og uden udgangsforbud finder lille signifikant forskel i smitten

Note: Figuren viser udviklingen i antal COVID-19-tilfælde i amter med udgangsforbud (behandlingsgruppen) og amter uden udgangsforbud (kontrolgruppen). De to lodrette linjer angiver de datoer, hvor det første (21. marts 2020) og sidste (30. marts 2020) udgangsforbud blev indført.
Kilde: Wang (2022).

Den meget beskedne effekt af udgangsforbuddet, som Guihua Wang finder, står lidt i kontrast til et studie, hvor forskere University of Iowa undersøger effekten af at indføre udgangsforbud ved at sammenligne udviklingen i antal COVID-19-tilfælde i amter i Iowa (intet udgangsforbud) og i Illinois (udgangsforbud), som grænser op til hinanden. De viser, at udviklingen i COVID-19-tilfælde er nogenlunde ens før udgangsforbuddet bliver indført i Iowa d. 22. marts, hvorefter antallet af tilfælde stiger hurtigere i Illinois uden udgangsforbud, jf. figur 2 nedenfor.

Figur 2: En sammenligning af ”nabokommuner” i Illinois (med udgangsforbud) og Iowa (uden udgangsforbud) finder signifikant forskel i smitten

Kilde: Lyu og Wehby (2020), figur 1.

Forskellen svarer til en effekt på godt 30%. Og selvom det ikke i sig selv er en stor effekt, så er det trods alt markant større end 5,4%. Og hvis studierne generelt viste så store effekter, kunne man godt forestille sig, at en kombination af forskellige restriktioner, ville få den samlede effekt så højt op, at effekterne nåede noget, der mindede om de effekter, som bl.a. modellerne fra Imperial College London forudsagde. Men som gennemgangen af Wang (2022) ovenfor og Dave m.fl. (2020) her har vist, så er resultatet fra Lyu og Wehby (2020) ikke generelt – snarere tværtimod.

En vigtig pointe er desuden, at flere af de nævnte studier er baseret på en meget kort tidsperiode i forhold til at matche amterne med den mest relevante ”nabo”. Lyu og Wehbys dataperiode slutter fx 20. april 2020 – under en måned efter udgangsforbuddet blev indført. I vores metastudie finder vi, at studier af udgangsforbud baseret på en kort tidsperiode generelt finder meget højere effekter, end studier der baserer sig på længere perioder. Jeg ved ikke, hvorfor dette er tilfældet, men det er som minimum værd at tænke over.

Men konklusionen er, at nogle studier finder relativt store effekter, mens andre finder meget små effekter. Og det er derfor, det er så vigtigt at lave metastudier, hvor man gennemgår den samlede evidens og ikke lægger for stor vægt på det enkelte studie.

Ingen effekt af skolelukninger i Japan

I et studie baseret på Japanske data, undersøger forskere fra Japan og USA effekten af skolelukninger ved hjælp af en metode, der meget ligner den metode, Guihua Wang anvender. Deres resultater er præsenteret i figur 3 nedenfor. Figuren viser antallet af positive test i kommuner, der lukkede skoler (sort linje) og kommuner, der ikke lukkede skoler (rød linje).

De kommuner, der lukkede skolerne, oplevede i mange tilfælde højere smitte end de skoler, der ikke lukkede skolerne, men forskellen er ikke statistisk signifikant. Forskerne konkluderer derfor, at skolelukninger ikke signifikant reducerede spredningen af COVID-19 i Japan mellem 4. marts og 1. juni 2020.

Figur 3: En sammenligning af ”nabokommuner” med og uden skolelukninger viser ingen signifikant forskel i smitten

Note: Figuren viser udviklingen i antal COVID-19-tilfælde pr. 100.000 i japanske kommuner med skolelukninger (behandlingsgruppen – sort linje) og i kommuner uden skolelukninger (kontrolgruppen – rød linje). Den blå lodrette linje illustrerer den dato, hvor oplysninger om skolelukninger blev indsamlet.
Kilde: Fukumoto m.fl. (2021) Figuren svarer til figur 1e, som er den figur, Fukumoto m.fl. (2021) fokuserer på, når de beskriver deres resultater. Deres øvrige figurer viser lignende resultater.

I vores metastudie finder vi, at skolelukninger reducerede dødeligheden med 5,9%, så igen bekræfter vores resultater af det nærmeste, vi nok kan komme randomiserede forsøg.

Stor effekt af mundbind … i ikke-republikanske amerikanske amter

Den danske økonom, Niels-Jakob H. Hansen, og hans kollega Rui C. Mano definerer naboamter som amter, der geografisk ligger tættere på hinanden end 240 km (150 mil), men hvor det ene amt ligger i en amerikansk delstat med påbud om mundbind, mens det andet ligger i en stat uden påbud. De finder en relativt stor effekt af mundbind svarende til 35% færre dødsfald.[3]

Effekten er illustreret i figur 4 nedenfor. Figuren viser antallet af nye COVID-19-tilfælde og -dødsfald pr. uge afhængig af om amtet har påbud (grønne prikker) eller ej (røde prikker) samt afstanden til ”påbudsgrænsen”, hvor den ene delstat har påbud, mens den anden ikke har. Figuren viser, at der sker et markant fald i smitte og dødsfald, hvis man lige omkring påbudsgrænsen bevæger sig fra et amt uden påbud til et amt med påbud. Det er størrelsesordenen af denne effekt, Hansen og Mano estimerer i deres empiriske model.

Det kan nok undre, at antallet af tilfælde og dødsfald ser ud til at være stigende i afstand på højre side af påbudsgrænsen (amter med påbud). Jo længere et amt med påbud ligger fra grænsen til en delstat uden påbud, jo højere er smitten og dødeligheden. Men bemærk, at figuren viser rådata, hvor man sammenligner amterne uden at korrigere for fx forskel i størrelse, befolkningstæthed osv. Når Hansen og Mano korrigerer for disse forskelle, er der ikke nogen signifikant effekt af afstanden (svarende til, at linjerne bliver vandrette), mens springet ved grænsen forbliver og er signifikant (svarende til, at linjerne er forskudte).

Figur 4: Mundbind reducerede antallet af smittetilfælde og dødsfald

Note: Disse diagrammer viser rådata for nye ugentlige COVID-19-tilfælde og dødsfald og tager således ikke højde for amts- eller tidsbestemte effekter som gjort i vores økonometriske analyse. Data gemmes i intervaller på tre miles.
Kilde: Hansen og Mano (2023), figur 3.

Interessant nok finder Hansen og Mano, at påbud om mundbind er fire gange mere effektive i forhold til at reducere COVID-19-dødsfald i amter, der ser positivt på mundbind i forhold til amter, der ser mere negativt på mundbind.[4] Og de finder ingen signifikant effekt af et påbud i de amter, hvor mere end 65% af vælgerne stemmer republikansk, jf. figur 5 nedenfor.

Figur 5 Effekten af påbud om mundbind på dødsfald pr. 100.000 indbyggere afhængig af politiske tilhørsforhold

Note: ”Republican vote share” (Republikansk stemmeandel) angiver andelen af stemmer opnået af den republikanske præsidentkandidat (Donald Trump) ved valget i 2020. Bemærk at figuren viser 90% konfidensintervallet og ikke – som det oftest ses – det lidt bredere 95% konfidensinterval. Det gør ikke den store forskel i forhold til fortolkningen. Det er alene et spørgsmål om, hvorvidt intervallet inkluderer 0 (og dermed er insignifikant) ved 65% eller (omtrent) 62%.
Kilde: Hansen og Mano (2023), figur 4.

Jeg er ikke sikker på, hvordan man skal fortolke disse resultater, men det kan indikere et vigtigt frivilligt element. Hvis man er tvunget til at gå med mundbind mod sin vilje, er det muligt, at man er mere tilbøjelig til at bruge mundbindet forkert (fx genbruge det, ikke dække både næse og mund, røre mundbindet med fingrene osv.) eller helt undlade at bruge det, selvom der er et påbud (hvilket ofte er muligt, fordi et påbud kan være svært for myndighederne at håndhæve). Hvis disse teser er rigtige, kan det tyde på, at en del af effekten på de 35% ville forsvinde, hvis man sammenlignede et påbud om at bruge mundbind med en anbefaling om at bruge mundbind.

At effekten i republikanske amter er mindre end i demokratiske kan også forklares med, at republikanere i højere grad end demokrater var tilbøjelige til at bruge mundbind før der kom påbud, da effekten af et påbud vil være mindre, hvis mange bruger mundbind i forvejen. Men data passer ikke helt med denne forklaring. Fx skrev The Washington Post i maj 2020 – før påbud blev udbredt – at 73% af demokraterne frivilligt brugte mundbind, mens det kun gjaldt 59% af republikanerne, hvorfor man umiddelbart skulle forvente, at et påbud ville have størst effekt i republikanske delstater.[5] Men Hansen og Mano finder altså det modsatte.

I vores metastudie finder vi en effekt af et påbud på 18%, så uanset er effekten i ”samme boldgade”, og det vil ikke være helt skævt at hævde, at Hansens og Manos resultater svarer til vores. I foråret 2020, ville et påbud i Danmark havde forhindret 108 dødsfald med vores estimat, og 210 dødsfald med estimatet fra Hansen og Mano. Der er altså en forskel, men den er ikke voldsomt stor.

Referencer

Bennedsen, Morten, Elena Simintzi, Margarita Tsoutsoura, og Daniel Wolfenzon. 2022. “Do FIrms Respond to Gender Pay Gap Disclosure?” The Journal of Finance, maj, 51. https://doi.org/10.1111/jofi.13136.

Fukumoto, Kentaro, Charles T. McClean, og Kuninori Nakagawa. 2021. “No Causal Effect of School Closures in Japan on the Spread of COVID-19 in Spring 2020”. Nature Medicine 27 (12):2111–19. https://doi.org/10.1038/s41591-021-01571-8.

Hansen, Niels-Jakob, og Rui C. Mano. 2021. “Mask Mandates Save Lives”. IMF Working Papers 2021 (205):1. https://doi.org/10.5089/9781513577616.001.

———. 2023. “Mask Mandates Save Lives”. Journal of Health Economics 88 (marts):102721. https://doi.org/10.1016/j.jhealeco.2022.102721.

Lyu, Wei, og George L. Wehby. 2020. “Comparison of Estimated Rates of Coronavirus Disease 2019 (COVID-19) in Border Counties in Iowa Without a Stay-at-Home Order and Border Counties in Illinois With a Stay-at-Home Order”. JAMA Network Open 3 (5):e2011102. https://doi.org/10.1001/jamanetworkopen.2020.11102.

Wang, Guihua. 2022. “Stay at Home to Stay Safe: Effectiveness of Stay‐at‐home Orders in Containing the COVID‐19 Pandemic”. Production and Operations Management, februar, poms.13685. https://doi.org/10.1111/poms.13685.

[1] Bennedsen m.fl. (2022) sammenligner virksomheder, der har 20-34 ansatte, med virksomheder, der har 35–50 ansatte.

[2] I deres abstrakt skriver de 7,6%, men det resultat er fra deres difference-in-difference-model. De 5,4% er resultatet fra deres RDD (se deres ”Supporting Information” tabel A14).

[3] Ved studieperiodens afslutning d. 19. december var ca. 321.000 døde med COVID-19 i USA. Hansen og Mano (2023) skriver, at påbud forhindrede 87.000 COVID-19-dødøsfald, mens yderligere 57.000 kunne være reddet, hvis påbuddet havde været gældende i hele USA. Med udgangspunkt i disse oplysninger, ville ca. 264.000 være døde med påbud i hele USA og ca. 408.000 uden påbud. Det giver en effekt på ca. 35%.

[4] I deres arbejdspapir, Hansen og Mano (2021), står der: “Specifically, mask mandates reduce COVID-19 cases and deaths by -78.03 and -1.45, respectively, in the median county more positively inclined to wearing masks in our sample. While the same numbers for the median county more negatively inclined towards to wearing masks are -44.54 and -0.37, also respectively”.

[5] https://www.washingtonpost.com/politics/2020/05/15/73-democrats-are-wearing-masks-fight-coronavirus-only-59-republicans-are/