Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.

Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.

Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.

Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?

Statsfejl og utilsigtede konsekvenser

I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.

I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.

Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.

Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”

og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”

Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”

Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.

Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).

Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.

Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.

Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).

Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).

Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.

Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.

Artiklen tager udgangspunkt i en rapport af DanWatch. Vi har tidligere omtalt Danwatch her på bloggen, og det har ikke været for det gode.

I rapporten fra DanWatch fremgår det at der er grove problemer med arbejdsmiljøet på fabrikker i Thailand, hvor der blandt de mange illegale migrantarbejdere også er en del børn helt ned til 9 års alderen.

Og her er det så at jeg vil sige noget venligt om DanWatch. Det fremgår nemlig af artiklen, at direktør i DanWatch Eva Hesse Lundström erkender, at “det er uvist, hvad det vil betyde for de illegale migrantarbejdere fra Myanmar (tidligere Burma) og deres børn, hvis rejefabrikkerne lukker, fordi vestlige forbrugere boykotter produkterne”, som det står i artiklen.

Og fortsætter med at sige, at  »Jeg har ikke løsningen, ud over at de bør ansættes på reelle vilkår. Der er love i Thailand, som burde beskytte arbejderne. Men de bliver ikke håndhævet, fordi rejeindustrien har brug for den billige arbejdskraft, som migrantarbejderne og deres børn udgør«

Hertil kunne man så tilføje, at det er ganske nemt at sige, hvad der ville ske hvis rejeindustrien skulle leve op til gældende lovgivning. Det vil nemlig (også) indebære en forringelse i forholdene for netop de illegale – og legale – migrantarbejdere, inklusiv børn, man som udgangspunkt angiver at kære sig om.

Prashant Bharadway, Leah Lakdawala og Nicolas Li dokumenterer omhyggeligt effekterne af Indiens forbud mod børnearbejde fra 1986. I NBER Working Paper no. 19602 fra sidste måned finder de evidens for vores pessimistiske påstande (gated version her). Ved at sammenligne status for tusindvis af indere i 1983, 1987 og 1993 viser deres estimater, at loven imod børnearbejde ikke just virkede efter hensigten. De konkluderer:

We find that child wages decrese in response to such laws and poor families send out more children into the workforce. Due to increased employment, affected children are less likely to be in school.

De viser således også, at velfærdskonsekvenserne er negative, og mere negative for fattigere familier. Et af flagskibene i den internationale bevægelse for indførelse af flere og dybere sociale rettigheder viser sig derfor i det indiske tilfælde at have gjort det stik modsatte af hensigten.

Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er et forsvar for børnearbejde –  for slet ikke at tale om forhold der nærmer sig slaveri, men……

Selve programmet er som dokumentarfilm betragtet – hvis formålet altså er at vi skal bibringes mere viden og større forståelse – yderst ringe. Det samme gør sig gældende om bagmanden Miki Mistrati’s viden om emnet, ikke mindst baggrunden for de forhold der hersker i den del af verden. Skal man have noget ud af filmen, er man nød til at se bort fra den smagfulde underlægningsmusik, en mere end almindelig langtrukket fortællerstil og dens udokumenterede påstande, bl.a. om at størstedelen af kakao dyrkes og høstes ved hjælp af børnearbejde/slaver i Elfenbenskysten.

I en central passage i filmen, siger Mistrati, at han ikke ved om man kan stole på hvad de interviewede siger – og det kan han jo nok have en pointe i. Til gengæld fremstår han selv langtfra som troværdig. Måske har han ret, måske tager han fejl. Det har jeg reelt ingen mulighed for at afgøre som seer.

De egentlige afsløringer af hvorfor forholdene er som de er, ligger i detaljer hvis betydning Mistrati ikke ænser. Det er f.eks. når vi får oplyst, at det er en lokal milits der kontrollerer grænseområdet mellem Mali og Elfenbenskysten, hvor smuglingen af de stakkels børn finder sted – så ved vi noget om myndighedernes kontrol og mulighederne for lov og orden. Eller der er når en 12 årig pige, som man redder fra at blive smuglet ind i Elfenbenskysten fra Mali, fortæller at hendes forældre vil blive vrede, hvis hun kommer hjem uden penge (om hun rent faktisk er på vej til en kakaoplantage ved vi ikke). At man sætter lighedstegn mellem smuglingen af børn fra Mali til Elfenbenskysten og dyrkning af kakao er i sig selv uvederhæftigt – det ved journalisten ikke noget om. Handlen med og brug af børnearbejde er ifølge bl.a. UNICEF et generelt problem i regionen. Men det ville selvfølgelig ødelægge filmens hovedmål – at gøre de internationale chokoladeproducenter ansvarlige for børnearbejde/slaveri, hvis det blev pointeret.

Som repræsentanten for Toms Chokolade ganske rigtigt forklarer i en debat med Miki Mistrati i Deadline samme aften (hvor jeg ikke kan afgøre om Mistrati ér dybt naiv, proportions- og historieløs eller blot optræder sådan), er problemet først og fremmest et fattigdomsproblem. Problemet med udsendelsen – og en lang række politikeres efterfølgende “forfærdede” automatreaktioner – er vist først og fremmest håbløs uvidenhed om ikke kun del del af verden, men også vores egen historie (en ministers udtagelser kan dog være udtryk for, at han på forhånd har opgivet at sige noget fornuftigt om problemet).

Hvorfor er det nu lige, at vi har noget der hedder efterårsferie? og hvad mon børnene lavede i gamle dage på landet når de ikke gik i skole, for slet ikke at tale om hvad de lavede før man indførte almindelig undervisningspligt i det 19. århundrede. Det var næppe gemmeleg i kornmarkerne der var på programmet. Faktum er, at det er “os” der er usædvanlige fordi vi stort set har afskaffet børnearbejde i vores del af verden. På samme måde som det for 250 år siden var “os” der var underlige, da vi – eller rettere sagt først og fremmest englænderne (og tyske kvækere, ret skal være ret) – kom på den vanvittige ide, at man ikke kunne holde andre mennesker som slaver.

Gennem menneskets historie har slaveri og børnearbejde været reglen – ikke undtagelsen – og det gælder ikke mindst dele af Afrika, hvor slaveri først for få årtier siden formelt blev forbudt ved lov, og hvor denne praksis desværre fortsat er udbredt.

Nu vil jeg bestemt ikke forsvare slaveri i nogen som helst form, men at give internationale firmaer ansvaret for dets ikke kun formelle, men også reelle ophævelse, er ganske enkelt absurd. Hvis dette problem skal løses på kort sig er det næppe muligt uden at rekolonisere de pågældende lande. Fattigdom, kulturelle forhold, korruption, svage institutioner og manglen på rule of law osv. er de væsentligste forklaringsvariable, ikke internationale virksomheders jagt på profit.

Jo værre jo bedre

Nu er vi ikke just tilhængere af fairtrade her på bloggen. Ideen om at man hjælper ved at betale overpris for sine indkøb er økonomisk uholdbar, og giver kun mening så længe forbrugerne ikke forstår helt simple økonomiske sammenhænge (eller ønsker at forstå dem). Ja, faktisk kan man, hvis det rent praktisk var muligt at kende til produktionsforholdene, argumentere for at forbrugerne skulle gøre det stik modsatte af at købe produkter fremstillet under “gode forhold” (vi ser her bort fra at der reelt ingen garantier er i fairtrade systemet for at produktionen rent faktisk foregår under de forhold der kræves fra organisationen bag mærket).

Så længe der er tale om en frivillig transaktion forholder det sig derimod således, at hvis man som forbruger ønsker at gøre så stor en positiv forskel som muligt, så skal man købe varer der er produceret under så dårlige forhold som muligt. Alt andet lige, må vi gå ud fra, at jo ringere forhold man er parat til at acceptere som arbejder, jo mere forfærdelige er alternativet.

Men hvad så i forhold til den handlen med børn, som “Chokoladens mørke side” beskæftiger sig med? – det er jo ikke en frivillig transaktion, eller hvad?

Nu er det ikke ud fra filmen muligt at afgøre i hvilken udstrækning børnene bortføres fra deres forældre og hvilken udstrækning forældrene modtager betaling for børnene – eller hvilke vilkår der gør at børnene er parat til at forlade deres familie frivilligt (uden at fortælle dem det). Det er heller ikke muligt at afgøre hvor længe det slavelignende forhold eksisterer. I det hele taget er det ret småt med egentlig substans i “Chokoladens mørke side”. Personligt tvivler jeg på, at deciderede bortførelser, som vi f.eks. kender til i det nordlige Uganda, udgør hoveddelen af problemet. Men jeg erkender at jeg ikke ved det – ligesom de ifølge bl.a. en række FN-organisationer er et reelt problem, der dog ikke har noget med cacao at gøre. Men under forudsætning om, at børnene rent faktisk sælges eller udlejes af deres forældre for kortere eller længere tid, falder denne form for handel ind under princippet om “jo værre, jo bedre”. Udlejningen/salget af børnene er med til at sikre at familien kan overleve, og dét er fortsat det væsentligste problem i den del af verden. Det var jo heller ikke sådan, at de børn, der for blot få generationer siden, blev sat til at arbejde i vores del af verden fik lov til at beholde pengene selv – det var familiens, ikke den enkeltes tarv det handlede om.

“Chokoladens mørke side” ender derfor med blot at være endnu en sensationsjagene og underlødig kioskbasker i forklædt som dokumentar, der først og fremmest er lavet for at chokere og pege fingre af multinationale selskaber og den vestlige verden. Det har vi set mange gange før, og fordi tåbeligheder gentages, bliver de jo ikke mere rigtige af den grund.

Mistratis mangel på forudsætninger for at beskæftige sig med problemet fremgår tydelig af Ekstrabladets egen optakts-artikel fra i tirsdag. Vi skal have dårlig samvittighed når vi spiser chokolade og Toms chokolade er skyld i fattige afrikanske børns lidelser. Sludder og vrøvl, alt andet lige er befolkningerne i det pågældende område bedre stillet, fordi vi spiser chokolade. Men Mistrati tror måske at der ville være mindre underernæring og bedre levevilkår i verden, hvis vi ikke napper en Toms guldbarre på tilbud??