Sommerserien handlede i år om begreber, vi ville være bedre tjent uden – i hvert fald sådan som de oftest anvendes. Der er uklare, misvisende eller forkerte. Kort sagt: Begreber der skal væk.

God (gen)læselyst og på gensyn i det nye år.

Relativ fattigdom

Folkevilje

Social retfærdighed

“Skattefradrag” der reelt er offentlige udgifter

Velfærd

Sammenhængskraft

Public service

Samfundskontrakten

Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet er ”public service”. Umiddelbart skulle man tro, at politikerne så definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger. Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.

Hvis det var alvorligt ment, at der findes produkter, som er vigtige, men ikke leveres af markedet, så burde der være en klar definition af, hvad det er, og så burde alle, der kan levere det, kunne byde på opgaven. Eller hvis der er tale om, at man gerne vil tilskynde borgerne til et bestemt medieforbrug, så kunne man subsidiere det med en voucher. Borgerne kunne så bruge voucheren til f.eks. et abonnement på en avis, som leverer denne type forbrug.

Den slags er der imidlertid meget lidt af. Der findes en lille ”public service-pulje”, som private medier kan søge fra. Den generelle mediestøtte til dagblade ydes desuden i form af nulmoms (ikke momsfritagelse, men adgang til at fradrage alle momsudgifter samt pålægge aviserne 0 pct. i moms), hvilket virker som et generelt tilskud. Men langt størstedelen af subsidierne på medieområdet går til bestemte institutioner og formål. Det er så grelt, at politikerne blander sig, hvor institutionerne skal ligge i landet, som man så med Radio24/7. Tilskudsordningerne er også omhyggeligt doktoreret, så pengene ender hos favoriserede medier.

Men broderparten af mediestøtten havner hos Danmarks Radio samt TV2s regioner. De skal ganske vist leve op til ”public service-kontrakter”, men de er holdt i sprog, som på den ene side giver store frihedsgrader, dels sikrer udvalgte politiske ønsker. Især DR har en enorm krigskasse, som gør det muligt for institutionen at kaste sig ind på nye medieområder som podcast og netnyheder, hvor man har fået en dominerende position i forhold til de medier, som må have betalende kunders opbakning. Den EU-retlige forpligtelse til at underkaste de statslige medier en public service-prøvelse er så intetsigende, at den næppe lever op til kravene.

Med sidste medieaftale indføres endog en skat på de borgere, som abonnerer på uafhængige streamningsmedier. Med sans for området orwellske begrebsperversion kaldes skatten for et ”kulturbidrag”.

”Public service” selv har en klang, der minder om Orwells Sandheds- og Kærlighedsministerier (som var det totalt modsatte). Det har samme indgnidning af salt i såret. I sit udspring har ”public service” med ydelser at gøre, som staten stiller til rådighed for borgerne (i den angelsaksiske verden). Måske burde anvendelsen på medieområdet oversættes sådan: Statsmedier. Og så kunne vi droppe det bizarre engelske importerede udtryk ”public service” på det danske sprog.

P.S. CEPOS afholder et arrangement, hvor vi diskuterer, hvordan pluralismen kan sikres bedre i medierne. I debatten deltager Birgitte Bergman og Jan E. Jørgensen, medieordførere for hhv. K og V, og Stig Ørskov, direktør for JP/Politiken, samt overtegnede. Det foregår 12. september kl. 9-10 hos CEPOS, Landgreven 3, København. Du kan tilmelde dig her.

Ideen om folkeviljen kommer både til udtryk ved forestillinger om, at “flertallet altid har ret”, og om, at “eliten har sat sig på magten på folkets bekostning”, og at “folkets vilje” derfor bliver undertrykt. Folkeviljen ligger bag kollektivistiske strøminger fra socialisme til nationalkonservatisme og populisme. Der findes også varianter, hvor alle medlemmer af en bestemt gruppe tillægges fælles interesse og normsæt. Det gælder f.eks. identitetspolitik.

Idéhistorisk kommer “folkeviljen” i høj grad fra filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som levede i 1700-tallet, og den spiller en central rolle i hans politiske filosofi, som bl.a. inspirerede excesserne under Den franske Revolution. “Folkeviljen” skulle søge tilbage mod menneskehedens noble fortid som vilde før det moderne syndefalds korrumpering af os. Modvægten til Rousseau kom fra tænkere som Adam Smith, Edmund Burke, Benjamin Constant og James Madison. Den amerikanske revolution og den forfatning, som Madison forfattede, afspejlede afvisningen af folkeviljen. Ifølge denne tænkning er formålet med staten ikke at realisere folkeviljen, og demokratiske valg sikrer det ikke.

Problemet med “folkeviljen” er ikke så meget, at det er et forblommet begreb. Men når man trænger ned i det, er det imidlertid klart, at det bygger på modstridende principper, som ender med at gøre det meningsløst. Og samtidig er det stærkt som legitimering af kollektivisme og overgreb på individer. Hvis en politik er folkets egen vilje, er det svært at se folk som ofre.

Der findes en efterhånden betydelig social choice-litteratur, som dokumenterer de fundamentale problemer, der er forbundet med at aggregere præferencer og fortolke udfaldet af valg som udtryk for en fælles vilje. Demokratiske processer kan lede til skiftende politikker, selv om vælgerne havde fuldstændigt konstante præferencer. Udfaldene er sårbare over for tilfældigheder eller manipulation. Det er umuligt at forene de ellers helt indlysende krav til de egenskaber, som et valgsystem bør opfylde. Vi har tidligere gennemgået nogle af resultaterne, bl.a. her.

Og selv hvis det var muligt at aggregere præferencer, findes der ingen mekanisme til at opfange de utroligt mange spørgsmål, som afgøres polisk. På markedet opsamles konstant information fra de mange beslutninger om at købe og sælge – og lade være – som vi træffer dagligt. Hvordan skulle politikerne vide, hvad vælgerne mener om blot de mange modeller for at opføre Lynetteholmen?

Hvis formålet med demokratiske valg ikke er at realisere folkeviljen, hvad er det da? For tænkere som Constant og Madison er valg en del af begrænsningen af statsmagten og skal være med til at beskytte individers frihed – på samme måde som frihedsrettigheder. Konkurrence om statsmagten kan begrænse mulighederne for at udnytte befolkningen og måske føre til bedre løsninger. Politik kan i princippet godt føre til forbedringer for alle – på samme måde som transaktioner på markedet. Men det er ikke det samme som, at der findes en folkevilje. Og selve forudsætningen for politiske løsninger af den karakter er, at der er stærke begrænsninger på statsmagten (et tema, som optog James M. Buchanan; se min bog om ham her). Hvis demokrati i sig selv sikrede folkeviljen, var der ikke grund til at stille andre betingelser til statsmagten end denne ene.

Folkeviljen er nok et lidt bedaget begreb, man ikke hører så ofte. Men selve ideen eksisterer i bedste velgående og flyder over i dagens politiske debat og medierne. ”Vælgerne har talt” hver gang, der har været valg eller folkeafstemning, som om vælgerne var én person. Selv små udsving i meningsmålinger udlægges som holdningsskifte i en homogen befolkning. Den stadige længsel efter bedre politikere, og troen på, at ”bare de rigtige kommer til”, er i virkeligheden også ofte et udslag af ideen om folkeviljen. Det er et fatamorgana, som kan forhindre en realistisk forståelse af, hvad det politiske system kan og ikke kan.

Alle disse udtryk for ”folkevilje” ville vi være bedre tjent uden.