Begrebet ”samfundskontrakt” bør om ikke udgå af det danske sprog, så tages alvorligt igen. Det er en vigtig og central idé i politisk filosofi. Men det har fundet anvendelse som politisk slang, der i bedste fald er misvisende.
I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!
Der er bare ingen samfundskontrakt i disse tilfælde. Det er en kontrafaktisk insinuation, som dækker over 1) at kritikeren anser bestemte institutioner, f.eks. dagpengesystemet (eller alt muligt andet) for en vigtig del af samfundssystemet, og 2) at andre bør være forpligtet til at opretholde eller forbedre det. Det svarer lidt til den måde, ”etik” ofte bliver brugt på: Jeg synes X er rigtigt. Du forbryder dig mod X. Ergo optræder du uetisk. Man kan endda blive stødt på sin ”etiske sans”.
På samme måde som samfundskontrakten er etik et vigtigt og centralt filosofisk begreb, som i slangversionen blot afslører en svaghed i argumentationen, der nødvendiggør at klistre filosofiske begrebers autoritet på den.
Kontrakten er en af menneskehedens største opfindelser. Den er en af civilisationens vigtigste grundpiller. Den muliggør fredelig sameksistens og et samarbejde, der ellers ikke ville være muligt. Det gør den ved at suspendere potentielle konflikter og tidsinkonsistens. A vil give X kr. for at få bygget et hus. B vil gerne bygge det for X kr. Begge bliver bedre stillet ved transaktionen. Uden en kontrakt ville A imidlertid have en tilskyndelse til ikke at betale B, når huset stod færdigt. B indser dette og afstår fra at bygge huset. Transaktionen mislykkes. Det er dilemmaer som dette, en kontrakt kan fjerne ved at foreskrive, hvordan fremtidige konflikter skal løses og forhindre, at det kan svare sig at handle opportunistisk. En kontrakt er et frivilligt regelsæt, som bliver oprettet, fordi begge parter har interesse i det. Den frivillige tilslutning giver kontrakten en meget stærk status.
Af samme grund har politiske filosoffer fundet ideen om, at samfundets og især staten og de tilhørende politiske institutioner hviler på en tilsvarende frivillig tilslutning, for stærkt tiltrækkende. Det vil give staten og dens institutioner en legitimitet, som i yderste fald svarer til private kontrakters. Loven kan betragtes på linje med kontraktens frivillige regelsæt, som parterne har aftalt og pålagt sig selv. Thomas Hobbes samfundskontrakt er kendt af de fleste, men rigtig mange andre – fra Rousseau til Kant – har betjent sig af en eller anden form for samfundskontrakt. Enten som påstået faktisk historisk fænomen, som en hypotetisk kontrakt alle ville have skrevet under på, eller som et instrument til at udtænke moralske principper med. Det er selvsagt en meget vanskeligere øvelse at begrunde en samfundskontrakts autoritet end en privat kontrakts, men politiske filosoffer har gjort sig store anstrengelser. Hvor godt det er lykkedes, må vi tage op en anden gang. Men det bør noteres, at ingen af dem bare postulerer en samfundskontrakt ud af det blå, fordi de lige synes, at sådan bør den være. Eller at alle dermed er bundet moralsk af den.
Det er derimod tilfældet med slangversionen af samfundskontrakten. Den har dybest set samme status som et forfalsket gældsbrev og er et forsøg på at afkræve alle andre en gæld, som de ikke har stiftet.
Det ville være godt at slippe for at høre mere om ”samfundskontrakter” af den slags. Men gerne mere om ægte samfundskontrakter.