Starter man med at se på, hvem der er mest energieffektive, forstået på den måde at man undersøger, hvem der udleder mest og mindst CO₂ per 1000 dollars økonomisk værdi, er der allerede overraskelser, som vi illustrerer i den første figur. Det er for eksempel tydeligt, at hele Vesteuropa, Japan, New Zealand og Singapore er i den bedste femtedel af verden – farvekoden i figurerne er, at blå er bedst, efterfulgt af grøn, gul, rød, og med sort som værst – mens det samme sjovt nok også gælder for Brasilien, Colombia og Uruguay. At dele af Centralafrika også er, skyldes meget enkelt, at de er desperat fattige. I anden række følger Australien, USA og dele af Centraleuropa. I den værste ende, derimod, finder man stort set kun tidligere og nuværende kommunistiske lande, steder med en stærk kommunistisk indflydelse på den førte politik som Indien, Bolivia og Sydafrika, og olielandene i Nordafrika og Mellemøsten. Der er således både lande, der bekræfter et populært billede, og lande der som USA, der næppe passer på almindelige fordomme.

Det virkeligt svære i bedømmelsen af landes politik og status kommer dog, når man ser på udviklingen i udledningen af CO₂ og andre drivhusgasser. Her er billedet i dagens anden figur nemlig et noget andet, med de største reduktioner i tidligere kommunistiske lande, ligesom også dele af Europa og USA er godt med. De store syndere her er ’emerging economies’ i Asien: Thailand, Malaysia og Indonesien. På samme måde klarer Brasilien sig skidt – de ellers lave emissioner er stort set ikke reduceret de sidste 25 år – og hele det afrikanske kontinent er stærkt blandet med enkelte positive undtagelser (heriblandt som altid Botswana).

Hvad gør man så, når man skal bedømme, hvordan det går miljømæssigt i et land – og ikke mindst hvis man er interesseret i at udskamme nogen og rose andre? Det kan blive endda meget svært at nå en afbalanceret, faktabaseret vurdering. Problemet er, at nogle af de umiddelbart værste miljøsyndere samtidig er nogen af dem, der har ryddet mest op de sidste 25 år. Man kan for eksempel sagtens mene, at Rusland forurener alt for meget, men man må samtidig anerkende hvor forbløffende meget, landet har ryddet op fra Sovjetunionens miljøsynder. Og hvad siger man til steder som Indonesien og Indien, der nok sviner, men som også løfter millioner af mennesker ud af fattigdom? Læserne har måske indvendinger og idéer, men som eksemplet viser, er det frygteligt svært at ophøje sig til moralsk dommer.

The background for the question is quite obvious: Most Western countries have committed themselves to reducing the emissions of CO₂ the coming years. Some, including the new leftwing government in Denmark, are operating with an official goal of a 70 percent reduction with a relatively short period of time. In most of those countries, the plan is very clearly to ‘steer’ the market in the right direction with government control and elements of a planned economy. However, no one really knows how effective such solutions are, and our experiences with this type of approach to solve other problems are not uplifting.

In the paper “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, which can be downloaded under Current Research on my homepage, I try to tackle the issue in a new way. A main point of the paper is that different theoretical considerations will lead one in very different directions. One doesn’t have to accept bizarre Marxist ideas or Mariana Mazzucato’s influential, but horrendous claims about innovation to realize that there are valid arguments for and against the effectiveness of government control. However, one thing is clear: The more weight one places on the type of political incentive problems so abundantly documented by the public choice school since the early 1960s, or the more weight one places on the importance of epistemic problems as emphasized in the Austrian tradition, the more one is likely to reach an unambiguous conclusion. A series of arguments from these two traditions indicate that a low emissions transition occurs faster and more efficiently in a free market economy. On the other hand, the more one believes in the importance of classical externality problems and issues of discounting, the more one will lean towards the opposite conclusion.

It therefore depends on ones theoretical priors if one believes that economic freedom will help or hinder a transition towards lower greenhouse gas emissions. As such, which kinds of arguments are more likely in the real world is an empirical question. Part of the paper is therefore a formal econometric test of the effects of economic freedom in the emissions of CO₂ and other greenhouse gases. Yet, instead of exploring linear effects of economic freedom as in most other studies, I estimate an ‘environmental Kuznets Curve’, which allows me to say something about the likely shape and timing of the transition.

Figure 1 illustrates the main conclusion of the paper. I plot the development between 1990 and 2015 for four groups of countries: The 25 % with the least economic freedom, the two middle groups, and the 25 % with the most economic freedom. The figure makes it very clear that the most free countries have reduced their emissions much more than any other group while the second-freest countries have increased them. However, the reason for this apparently strange result is obvious: the third group consists of  relatively successful middle-income countries with particularly high growth rates.

Another way of illustrating the overall conclusions is to plot the Kuznets Curves implied by the estimates. I do so in Figure 2, which shows the estimated environmental Kuznets Curve for countries at the 10^th and 90^th decile of the distribution of economic freedom. Put another way: These are the Kuznets Curves for countries with very little economic freedom and countries with as much economic freedom as places such as Northern Europe, Australia and Canada. The more a country’s economic policies and institutions are consistent with an ideal of economic freedom, the earlier does the transition begin and the faster it is. The ‘best’ estimates suggest that for overall greenhouse gas emissions, the implied turning point – the level of economic development at which emissions begin to fall – occurs around a real GDP per capita of 25,000 USD.

In other words, markets without excessive government control and interference create sufficient innovation and incentivize firms and individuals to use resource-saving technology to such a degree that emissions begin to fall when people are about as rich as in Malaysia. If the political establishment typically tries to control the economy, it may never occur. If politicians and other political actors are truly interested in reducing greenhouse gas emissions in the future, they will do best by keeping their hands off the economy. Whether that is in their political interest is an entirely different question.

Vi har tidligere skrevet kort om det overordnede emne (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen i dag er, at jeg skal præsentere et papir ved næste års konference i the Public Choice Society, der løber af stablen 12. marts i Newport Beach, CA. Den foreløbige version af det nye papir, der har titlen “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, kan downloades ved at gå til Current Research på min hjemmeside.

Pointen i papiret er, at rent politisk-økonomisk teori ikke kan hjælpe os med spørgsmålet. Man behøver ikke engang acceptere mærkværdige marxistiske idéer og Mariana Mazzucatos gakkede påstande om innovation for at nå en situation, hvor teori ikke hjælper. Man kan dog sige, at jo mere vægt man lægger på de politiske incitamentproblemer, som public choice-litteraturen har dokumenteret så overdådigt de sidste 60 år, eller jo mere man lægger vægt på de epistemiske problemer, som den østrigske tradition fokuserer på, jo mere kommer man til at hælde mod en klar teoretisk konklusion: En fri markedsøkonomi vil skabe en ’økologisk transition’ hurtigere og mere effektivt end et mere politisk kontrolleret samfund. Jo mindre vægt man lægger på disse elementer, og jo mere vægt man lægger på klassiske eksternalitetsproblemer og problemer med høj diskontering, jo mere havner man teoretisk i den modsatte konklusion hvor større økonomisk frihed er forbundet med værre performance.

Det er således et empirisk spørgsmål, som ikke lader sig informere af nok så ordentlige teoretiske argumenter. En del af papiret er derfor en formal, empirisk undersøgelse af effekterne af økonomisk frihed. Jeg estimerer her en miljømæssig Kuznets-kurve, men tillader at både dens form og position afhænger af et lands økonomiske frihed. Rent teknisk er det en fleksibel måde at undersøge, om økonomisk frihed kan påvirke punktet, hvor et samfunds økonomiske udvikling bliver konsistent med faldende udledninger af drivhusgasser.

Den overordnede konklusion kan aflæses i den simple Figur 1 fra papiret, hvor jeg har plottet udviklingen i CO₂-udledninger per indbygger mellem 1990 og 2015 for fire landegrupper. Alle lande er sorteret i disse grupper, så den første er de 25 % lande med mindst økonomisk frihed, og den fjerde grupper er de 25 % mest frie lande. Det er meget tydeligt her, at de mest  frie lande er dem, der har reduceret deres udledninger, mens den tredje gruppe med næstmest økonomisk frihed har forøget dem. Grunden er ganske simpel: Den tredje gruppe består i høj grad af relativt succesfulde mellemindkomstlande med høj vækst.

Konklusionen er derfor ubetinget konsistent med de teoretiske argumenter, der taler for en fri markedsøkonomi og imod en statsstyret transition. Jo mere økonomisk frit et land er, jo tidligere i dets økonomiske udvikling begynder udledningen af drivhusgasser at falde, og jo hurtigere går det. Et marked uden politisk indblanding skaber mere innovation, og belønner virksomheder der hurtigt implementerer ressourcebesparende teknologi. Vil politikere virkelig skubbe på for at få lavere emissioner i fremtiden, er det bedst at de holder fingrene væk fra økonomien. Om det så er i deres politiske interesse, er et andet spørgsmål – for politisk aktivisme ser jo så godt ud i vælgernes øjne…

Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer (25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan (24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis (21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars, eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.

Et stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne økonomier: Deres udledning af CO₂ per indbygger, deres børnetal, og størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575 dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO₂-udledninger på 7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).

Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO₂-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO₂-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.

Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.

Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.

Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs – men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’ er en diskussion til en anden dag.

Nummer to i vores sommerserie i dag handler om det, man ofte kalder ”miljømæssige Kuznetskurver” – på engelsk the Environmental Kuznets Curve. Disse kurver er resultatet af overvejelser af, hvordan den teoretiske sammenhæng mellem økonomisk udvikling og omfanget af miljøproblemer ser ud. En typisk Kuznetskurve ligner en pukkel, da man som ofte antager, at miljøproblemerne stiger i takt med den økonomiske udvikling, men kun indtil et vist punkt. Efter dette punkt, hvor virksomhederne og den overordnede økonomi er blevet avanceret nok til at indføre mere ressourceeffektiv teknologi og bedre ressourcemanagement, og hvor almindelige borgere er blevet rige nok til i væsentlig grad at bekymre sig om forhold som miljøbelastning, falder omfanget af miljøproblemer igen.

Hvis et miljøproblem kan beskrives med en Kuznetskurve, er den mest effektive måde at løse miljøproblemerne på, uden at skade menneskelig velfærd, således at bringe landet over Kuznetspunktet – toppen af den pukkellugende kurve – og over i det ’stadie’ af den økonomiske udvikling, hvor øget velstand indebærer færre miljøproblemer. Om der er et toppunkt og udviklingen dermed kan beskrives med en Kuznetskurve, og i givet fald hvor punktet ligger, er naturligvis et åbent spørgsmål som forskere stadig skændes om.

I den nedenstående figur forsøger vi at kaste en smule lys over denne type forhold. Vi deler verdens lande op i fem såkaldte ’kvintiler’ – fem lige store grupper af lande – i forhold til deres velstandsniveau (real BNP per capita fra Penn World Tables). For hver kvintil plotter vi den gennemsnitlige ændring i landenes CO₂-udledninger per indbygger mellem 1974 og 1994 (de blå søjler) og 1994 og 2014 (de orange søjler), som vi får fra Verdensbankens World Development Indicators. Vi gør det på den måde, fordi det giver det mest håndgribelige indtryk af dynamikken i udledningerne.

Det interessante er, at der ser ud til at være to slags sammenhænge i dataene. I de tidlige tal mellem 1974 og 1994 er de største stigninger i udledninger at finde i mellemindkomstlande, mens der faktisk er et lille fald i verdens 20 procent rigeste lande. Ser man på den nyere periode er der langt større stigninger blandt særligt meget fattige lande, men også et ganske markant fald på 15 procent blandt de 20 procent rigeste. Hvad foregår der?

Tricket til at forstå udviklingen er at notere sig, at mellem 1974 og 1994 voksede verdens 20 procent fattigste lande i gennemsnit slet ikke. Stigningen i CO₂-udledninger på cirka 15 procent er derfor sandsynligvis import af gammel teknologi fra i-lande, der svinede mere end traditionel teknologi. Anden kvintil havde også en meget begrænset vækst mellem 1974 og 1994 (kun 4 procent over de tyve år), mens tredje og fjerde kvintil voksede med henholdsvis 49 og 35 procent, og femte kvintil med 24 procent. Det var med andre en periode, hvor verden blev mere ulige.

Siden starten af 1990erne har dette billede ændret sig. Indkomsten i de fattigste 20 procent af verden er siden da vokset med 48 procent, og indkomsten i de næste 20 procent med hele 58 procent. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at disse kvintiler også nu udleder langt mere CO₂ end tidligere. Til gengæld kan man også se Kuznet-sammenhængen i de 20 procent rigeste lande, der har sænket deres udledninger ganske markant på samme tid som deres indkomst er vokset 24 procent. Teknologiske landvindinger, ændrede forbrugerkrav, og deregulering – der har gjort energiforbrug til en virkelig konkurrenceparameter i adskillige industrier – har indebåret, at disse lande i de er ’renere’.

Ser det så godt eller skidt ud for verdens samlede udledninger? Det kommer i virkeligheden an på, hvilket sigt man ser det på. På kortere sigt vil fortsat økonomisk udvikling betyde højere udledninger i en række lande. På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi. Hvor optimistisk eller pessimistisk man rimeligvis kan være, afhænger således også af, hvor tålmodig man er.

Disse fakta kommer fra Verdensbankens World Development Indicators-database, hvor man kan finde data for den danske udledning af CO₂ siden 1960, og med de seneste tal fra 2014. Tilsvarende tal findes for vores nabolande – Nordeuropa – med Tyskland som en undtagelse, da landet først er med i dataene fra 1991; dvs. fra genforeningen var en realitet. Nedenfor plotter vi to tal for Danmark (de blå linjer) og et gennemsnit for Nordeuropa (de røde linjer). De to tal er de årlige CO₂-udledninger per indbygger i metriske tons (de stiplede linjer og på en skala angivet på den højre y-akse) og CO₂-intensiteten i produktion, målt ved kilo CO₂ per 1000 dollars økonomisk aktivitet (de optrukne linjer og på en skala angivet på den venstre y-akse).

Set over hele perioden har Danmark haft cirka 10 % højere udledninger per indbygger, men denne situation ændrede sig i 1980erne og siden slutningen af 1990erne har de danske udledninger været lavere. Det er også let at se, at dansk økonomisk aktivitet i gennemsnit har haft 20 % lavere CO₂-intensitet end vores nabolande. Toppen af udledningerne var lige omkring 1970 og med undtagelse af en underlig og meget synlig ’spike’ i 1994, er både udledningerne per indbygger og intensiteten i produktionen faldet siden da. Den danske CO₂-intensitet i produktion de seneste år, som vi har mål for, er cirka en fjerdedel af det den var i 1970. Vores nabolande har set en lidt svagere udvikling – og deres udledningerne toppede i 1979-1980 – men er i dag på godt en tredjedel af hvad den var for 49 år siden.

Den danske reduktion af CO₂-intensitet har også været hurtigere end de fleste andre steder siden 1990: I gennemsnit reduceres intensiteten i Danmark med 3 % per år, hvilket er noget hurtigere end det generelle nordeuropæiske gennemsnit på 2 %. Den hurtige danske reduktion er dog interessant nok den samme som i Storbritannien, der i langt højere grad er et industriland end Danmark, men faktisk også reducerer deres CO₂-intensitet med en fart af 3 % per år.

Er Danmark et grønt eller sort land, gør vi ’nok’ for miljøet, og bevæger verden sig i den rigtige eller forkerte retning er store spørgsmål, som vi ikke besvarer her på stedet. Men hvis man er interesseret i at diskutere dem, er man nødt til at starte med fakta om, hvordan udviklingen faktisk er. Nogle af de fakta er hermed givet.

Vores første eksempel er fra efteråret, hvor Berit Lykke Nielsen forsvarede ”An Evaluation of the Effectiveness of the Oslo and the Kyoto Protocol in Reducing Air Pollution.” I specialet tager Berit udgangspunkt i den officielle ide om Kyoto, hvis hensigt var at reducere landes udledning af CO₂. På samme måde var hensigten med Oslo at reducere udledningen af SO₂.

Det miljømæssige er således nemt, men identifikationen af effekterne er ikke. Problemet er, at tidspunktet på hvilket, lande ratificerede en af protokollerne, ikke er tilfældigt. Man kan derfor ikke blot sammenligne trends før og efter, et land har underskrevet, fordi trenden før ratificering kan have påvirket tidspunktet for ratificeringen. Det Berit derfor gør bedre end de publicerede studier af spørgsmålet, er at løse dette problem. Den elegante løsning er, at bruge en simpel instrumentvariabel-approach, hvor instrumentet er en variabel som påvirker ratificering, men ikke kan have påvirket udledningerne, til at forecaste ratificering. Denne instrumentvariabel er omkringliggende landes ratificering, baseret på ideen at nabolande ofte deler politik og at politiske diskussioner og debat spreder sig over landegrænser.

Resultatet er et nul i instrumentresultaterne. Berit bruger dog også en anden metode: Heckmans Control Function approach, der løser problemet på en anden måde ved først at estimere ratificeringsprocessen og derefter kontrollere for den bias, der ellers kommer i estimaterne af konsekvenserne af ratificering. Det interessante er, at CF-estimaterne faktisk peger på, at ratificering af Kyoto alt andet lige har ført til større udledninger af CO₂.

Berit ender specialet med at diskutere, hvordan det kan være, at Kyoto enten ikke førte til noget eller måske endda har øget udledningerne. Det, som startede som et fint miljøøkonomisk speciale, slutter derfor med indsigter fra politisk økonomi. Hendes forklaring hviler på Jim Vreelands teori om institutionelle syndebukke,der peger på at stater nogle gange ratificerer for efterfølgende at kunne skubbe ansvar fra sig – ”Jamen, vi har jo skrevet under på en international aftale.” På den måde er specialet også en implicit advarsel mod at stole for meget på internationale aftaler eller institutioner. De er ikke bedre end de politikere, der agerer i dem.

I forbindelse med udnævnelsen, udtaler Peter Birch til Jyllandsposten, at

Det langsigtede mål er, at vi skal gøre os uafhængige af fossile brændsler, men det skal ske så effektivt som muligt, så det går mindst muligt ud over konkurrenceevne og beskæftigelse

Det er nye toner i klima- og energidebatten herhjemme, som i årevis netop har været kendetegnet ved sin totale mangel på realisme og til tider næsten semireligiøse tilgang. Et af de værste eksempler er Klimakommisionen nedsat af VK regeringen i 2007 og dennes rapport i 2010. Forudsætningerne for rapportens konklusioner var (og er) vanvittige, og den økonomiske del meget ringe.

Det er ikke mindst værd at lægge mærke til at Peter Birch Sørensen er tidligere overvismand. Vismandsinstitutionen har i årevis kritiseret dansk klima- og energipolitik, desværre indtil videre uden den støre succes, men det er udnævnelsen af Peter Birch måske et tegn på er ved at ændre sig?

Det er i hvert fald værd at erindre at DØRS i flere rapporter både har kritiseret den overdrevne satsning på vindenergi og sammenblandingen af erhvervs- og klimapolitik, se bl. andet deres rapport fra 2011.

Helt tilbage til Peter Birch Sørensens tid som overvismand, har DØRS da også igen og igen understreget, at

Der er intet belæg for et synspunkt om, at politikere eller embedsmænd generelt er bedre
end markedet til at udnævne “morgendagens vindere”. (2010)

Ovenstående er en klart anderledes indgangsvinkel til klimaspørgsmålet end den lalleglade promovering af bestemte teknologier og fremhævelse af klimapolitisk enegang, som i årevis har præget dansk politik, ikke mindst den nuværende regering.

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Det er fortsat politikerne som fastsætter de overordnede mål, men som Peter Birch Sørensen udtaler:

Den centrale opgave er at finde balancen, så vi ikke unødigt skader konkurrenceevne og beskæftigelse, men uden at give køb på de målsætninger, som politikerne har stillet op,

og fortsætter:

Omstillingen kan forhåbentligt betyde, at Danmark kan være med til at udvikle nye alternative energiteknologier, og det kan blive et vækstområde for dansk erhvervsliv

Her nærmer vi os en “Bjørn Lomborg” tilgang, nemlig at løsningen er udvikling af CO2-neutrale teknologier, som kan konkurrere på markedsvikår.

Det er under alle omstændigheder afgørende hvis man skal skal mindske brugen af fosile brændstoffer og udledningen af drivhusgasser.

Således er udledningen af CO2 i EU, for slet ikke at tale om Danmark, i stigende grad irrelevant i forhold til udledningen i den ikke-vestlige verden. Og hvis CO2 neutrale energiformer skal være attraktive for resten af verden, skal de være konkurrencedygtige overfor traditionelle fossile brændstoffer, ellers er kun tilbage at krydse fingre for at den stigende udledning af CO2 ikke har indvirkning på klimaet.

Under alle omstændigheder er der grund til at ønske Peter Birch Sørensen tillykke med den nye post, og glæde sig over at man nu åbenbart også har tænkt sig at lytte til økonomer. Det har længe været tiltrængt i den hjemmelige klimadebat.

Om det så ligefrem vil resultere i en rationel klima- og energipolitik er dog nok for meget at forvente. Dertil er den politiske profit ved at bruge løs af andre folks penge nok for stor.