Men var Coronapassene effektive, eller også blot en synlig og politisk bekvem, men objektivt ubrugelig politik? Det spørgsmål stiller økonomen Mats Ekman fra universitetet i Karlstad i Sverige i ny forskning, der er under udgivelse i det fine European Journal of Law and Economics. Ekman udnytter, at mens 18-årige svenskere fra 1. december 2021 skulle have et pas, hvis de ville gå på museum, i teatret, i biografen, eller deltage i nogen anden event med mere end 100 deltagere, gjaldt de samme krav ikke for 17-årige.

Ekman finder, at paskravet i bedste fald påvirkede en procent af de uvaccinerede 18-årige, og kun i et par uger efter at kravet var indført. Perioden, hvor effekten kan ses, var endda julemåneden, hvor der traditionelt er langt flere aktiviteter at deltage i. I og med at vaccinerne ikke var steriliserende – man kunne stadig få Covid og smitte andre, selvom man var vaccineret – er Ekmans konklusion, at Coronapassene fejlede, selv hvis man udelukkende er interesseret i deres effekter på epidemien, og ser bort fra enhver anden effekt på borgeres rettigheder, velbefindende, eller økonomiske muligheder.

Hele det glimrende papir kan findes her, abstractet er nedenfor:

In many countries, the roll-out of the Covid-19 vaccines was accompanied by vaccine passports. In Sweden, anyone aged 18 or above was required to have taken two doses of an approved vaccine to visit any venues with a capacity of a hundred guests or more. This article compares Swedish 17- and 18-year-olds in difference-in-difference and event-study analyses. These indicate that the vaccine passports produced an effect that lasted around four or five weeks and led to at most approximately one per cent of unvaccinated 18-year-olds getting vaccinated. The vaccines were not sterilizing but plausibly lowered the reproductive value and thereby slowed the spread of the virus. However, with at most a negligible effect on take-up, there is little to recommend the vaccine passports.

Christine Stabel Benn (SDU) har derfor sammen med en række kolleger vurderet, i hvilket omfang vaccinerne ser ud til at beskytte mod dødsfald. Deres papir, der pt. er i preprint med titlen ”Randomised Clinical Trials of COVID-19 Vaccines: Do Adenovirus-Vector Vaccines Have Beneficial Non-Specific Effects?”, bruger data fra alle de trials, der lå til grund for nødgodkendelserne af vaccinerne. Et væsentligt – og stærkt kritisabelt – problem med disse trials er, at producenterne afbrød deres trials noget før man normalt ville have gjort det, og vaccinerede en del af kontrolgruppen. Evidensen, som de blev godkendt på, er derfor ikke så klar som man gerne ville have haft den. Omvendt kan man i dette tilfælde sige, at Benn og hendes kolleger bruger de data, der er til rådighed, og dermed etablerer statistisk evidens der er lige så god som den, der blev brugt i nødgodkendelsesprocedurer i USA og Europa.

Og resultaterne er en anelse rystende. De tre coronavacciner, der er produceret på den ’gammeldags’ måde med en adenovirus-vektor som basis – helt primært Astra-Seneca og Johnson & Johnson – ser ud til at virke: Vaccinegruppen havde en dødelighedsrate, der var 37 % af dødeligheden i placebogrupper. Omvendt havde vaccinegruppen i Moderna og Pfizers trials – de to ’moderne’ vacciner baseret på en mRNA-teknologi – en dødelighed på 103 % af placebogruppens.

Vi viser disse forskelle i figuren ovenfor, hvor søjlernes højde indikerer dødeligheden i promille. Figuren illustrerer klart Benns hovedkonklusion: De to mRNA-vacciner, som blev brugt i stor stil i det meste af den vestlige verden inklusive Danmark, virker faktisk ikke. Med andre ord har store dele af Europa fjernet de vacciner, der faktisk virker mod død, og beholdt dem der ikke gør.

Benn er en førende ekspert i såkaldt ’ikke-specifikke vaccineeffekter’, dvs. utilsigtede effekter af vacciner: Nogle vacciner (muligvis specielt ’levende’ vacciner) beskytter mod mere end den virus, de er lavet til at bekæmpe, mens andre (muligvis primært ’døde’ vacciner) kan skade immunforsvarets evne til at bekæmpe visse andre vira. Det er den type effekter, nogle forskere har alluderet til når de har nævnt muligheden for, at konstant vaccination og ’boosting’ kan træne immunforsvaret forkert, og dermed svække anden immunitet.

Hun og hendes kolleger noterer i papiret, at der er indikationer på uspecifikke effekter af de nye vacciner. Når de følger det, de kalder ’non-accident, non-Covid deaths’, finder de en effekt på 35 % for de gammeldags vacciner mod 117 % for mRNA-vaccinerne. Mens forfatterne understreger, at man ikke kan konkluderer for meget på basis af de relativt tynde trials-data, passer det overordnede billede godt på tidligere forskning fra bl.a. Benn. Og hvis flere studier bekræfter billedet, må man konkludere at epidemien i Danmark blev overstået på samme måde som tidligere virusudbrud: Med almindelig etablering af flokimmunitet, når nok folk har haft virussen…

I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.

Hvad så?

Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.

Et par af forsøgene har Christian Bjørnskov og jeg gjort i Børsen torsdag. Et andet blev gjort af magasinet Zetland. Og resultaterne? Ja, de ender faktisk overraskende tæt på hinanden. Den negative værdi af epidemien svarer til omkring 100.000 kr. om året per voksen dansker.

Hvordan når vi frem til det? Problemet er som sagt, at man ikke kan måle det direkte. Vi skal dybest set transformere nogle helt subjektive opfattelser, som kun findes i folks hoveder, til noget måleligt og sammenligneligt. Det kræver, at man finder metoder til at opgøre de subjektive værdier. Det er ikke helt let, men heller ikke umuligt.

Christian har allerede her på bloggen udnyttet, at der hvert år foretages opgørelser af folks selvrapporterede livstilfredshed (Christian er en af vore fremmeste forskere på dette felt). I blogindlægget viser han, at hvis man omsætter tabet af livsværdi i menneskeliv, så har det været meget større end både det faktiske antal corona-dødsfald og det antal menneskeliv, nedlukning m.m. har reddet.

I Børsen tager vi tankegangen ét skridt videre. Udgangspunktet er, at den rapporterede tilfredshed er faldet med knap 7 pct. eller ½ point på en 10 pointsskala. Det er ret meget og svarer f.eks. til det typiske tab, en person lider ved en skilsmisse.

For at nå frem til et beløb kan man for det første spørge, hvad den tabte livsværdi ville være værd efter standardmetoder, hvis den omsættes i menneskeliv (justeret for kvalitet målt ved livstilfredshed). Ifølge standardforudsætningerne svarer tabet af et leveår til 1,4 mio.kr. (den såkaldte statistiske livs metode). Omregnet giver de 7 pct. altså knap 100.000 kr.

For det andet kan man også sammenligne med, hvor meget tilfredsheden falder med indkomsten. ½ point på tilfredshedsskalaen svarer til et indkomstfald på omkring halvdelen. Og en halvering af den disponible medianindkomst svarer rundt regnet til 125.000 kr.

Det, vi prøver at skyde os ind på, er i virkeligheden folks såkaldte betalingsvillighed. Altså hvor meget ville folk være villige til at betale for at slippe af med corona? Eller alternativt: Hvor meget ville vi forlange i kompensation for at lade os ”ansætte” til at leve som under coronaen i stedet for normalt? Og det er faktisk præcis, hvad Zetland har forsøgt (Jonas Herby og jeg hjalp lidt med nogle ideer til hvordan). Man fik 2.800 til at svare på, hvor meget ekstra de ville forlange for at leve et år med corona, hvis de alternativt kunne slippe af med epidemien nu.

Mediansvaret er 15.000 kr. om måneden, svarende til 180.000 kr. om året. Det er ikke specificeret, om det er før eller efter skat, men hvis man – som Zetland gør – formoder, at folk har regnet med, at det var en løn og altså før skat, så svarer det efter skat til ca. 100.000 kr.

Man kan spørge, om de tre mål får det hele med. Hvad med statens omkostninger til vaccination og hjælpepakker? Hvad med dem, der er døde og ikke spurgt? I princippet bør det meste faktisk være med. Livstilfredsheden afspejler jo alle forhold – inklusive om man har mistet et familiemedlem og om sandsynligheden for en skattelettelse en gang i fremtiden er blevet mindre. Det er kun, hvis der er en systematisk udeladelse, når folk rapporterer, at der mangler noget. Nogle effekter kan selvfølgelig fortabe sig meget i fremtidig usikkerhed og måske blive overset: Hvis ens børn får lavere indkomst på grund af uddannelsestab under corona, er det måske ikke med.

Tilsvarende beder Zetland jo også deltagerne i spørgeundersøgelsen om at regne alt med. Men naturligvis kan de have overset noget på en systematisk måde (normalfordelte fejlvurderinger går omvendt ud imod hinanden). Man forsøger i øvrigt ikke at oversælge undersøgelsen, som f.eks. ikke nødvendigvis er foretaget med en repræsentativ stikprøve.

Kan man være sikre på, at der ikke kolossal usikkerhed ved disse metoder? Det er der helt sikkert. Det er ”bagside af kuvert”-agtige beregninger. Og der ville stadig være usikkerhed, selv om metoderne blev forfinet og -bedret en hel del. Beregningerne giver dog anledning til to observationer:

Det er bemærkelsesværdigt, at de forskellige metoder giver så forholdsvis ens resultat. Og at det er meget store tal.  På samfundsplan svarer 100.000 kr. per voksen til 450 mia.kr.

Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er gjort nogen officielle forsøg på at beregne omkostningerne ved de meget store politiske indgreb, der er foretaget under coronaen. Eller at Folketinget har forlangt dem, før de gik med til indgrebene.

P.S. Sidder der en læser derude og er skeptisk over for, hvor langt man kan nå med hensyn til denne slags beregninger og ikke mindst anvende dem i politisk planlægning? Det håber jeg næsten. Det har jeg skrevet mere om i Politikens kronik her. Pointen er, at hvis man vil styre politisk, så er man nødt til at gøre det alligevel. Men at problemerne naturligvis sætter grænser for, hvor succesfuld central planlægning kan være.

Det særlige de sidste 22 måneder er dog, at regeringen slet ikke har benyttet sig af forsigtighedsprincippet, men i stedet for en perverteret version af det. Jeg blev mindet om problemet forleden, da the Institute of Economic Affairs Director General Mark Littlewood påpegede det i en debat. Det, de danske og britiske regeringer gør, er i virkeligheden at de applikerer en slags forsigtighedsprincip når det gælder selve virussens farlighed, men det præcist modsatte når det gælder viruspolitikken.

Applikationen af et ’ekstremt’ forsigtighedsprincip ligger i, at myndighederne helt konsekvent antager det værste om virussen: Der tales hele tiden om ’op til’ x smittede, y indlagte og z døde de næste uger, men uden at der gives noget middelestimat eller information om den statistiske usikkerhed på estimatet. Myndighederne giver med andre ord borgerne nogle få, udvalgte scenarier, der giver et stærkt pessimistisk billede af situationen og således maner til forsigtighed.

Men det modsatte gælder for den førte politik, hvor man netop ikke er forsigtig med at påstå, at politikken virker – og virker uden bivirkninger. Som lektor Christian Kanstrup Holm (Aarhus Universitet) påpegede overfor Radio 4 forleden, giver myndighederne aldrig oplysninger om, hvor stor en effekt man regner med at nedlukninger vil have. Undtagelsen er maskepåbuddet, hvor regeringen og Seruminstituttet har valgt at overdrive effektiviteten i næsten latterlig grad. De brugte blandt andet et estimat på 20 % effektivitet – en forskel mellem 2,1 og 1,8 % smitte – fra DanMask-studiet, selvom effekten var så langt fra statistisk signifikans (p<0.38) at man måtte tage sig til hovedet.

Der er således ikke noget forsigtighedsprincip forbundet med at overdrive de mulige konsekvenser af den nye coronavirus, men samtidig overdrive de mulige virkninger af nedlukningspolitik og andet. Skulle man have applikeret et nogenlunde rimeligt princip, burde man have været pessimistisk med hensyn til både virussens udvikling og politikkens effektivitet. Det Mette Frederiksens regering har gjort i snart to år er at applikere et princip, hvor man italesætter et overdrevet problem og bruger et pseudoprincip, der overdriver både problemer og regeringens løsning. Det er ikke at ’følge videnskaben’ eller noget andet, men blot uinformeret, nøgen magtpolitik.

Som Douglas Allens oversigt over forskningen fra det første år viser, er der i praksis ingen evidens for, at nedlukningerne har virket. Allen konkluderer, at ”The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.” Med andre ord, som vi også har skrevet om tidligere her på stedet, har nedlukningerne været forgæves, selvom de har kostet flere hundrede milliarder og forårsaget en alvorlig krise i folks mentale helbred.

På samme måde viser et nyt oversigtsstudie fra the Cato Institute, at evidensen for effekter af brug af mundbind også er forbløffende svag, og fokuserer man på højkvalitetsevidens, er den de facto fraværende. Som Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow finder: ”The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent‐​to‐​treat populations.” Det gælder også det danske DanMask-studie, som regeringen ellers bruger som retfærdiggørelse for det nye mundbindskrav. Mens den videnskabelige norm er, at man kræver at forskelle er mindst 95 % sikre – dvs. at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at den forskel man observerer ikke faktisk er den modsatte – er forskellen i det danske studie kun 62 % sikker. Ikke en eneste bare nogenlunde ædruelig samfundsforsker ville nogensinde basere noget som helst på den slags ’evidens’. Ser man statistiske undersøgelser, hvor forskellen har 38 % sandsynlighed for at være omvendt, konkluderer man at der nok ingen forskel er.

Det fantastiske er, at der heller ikke ser ud til at være nogen som helst grund til at være særligt bekymret for tiden. I figuren nedenfor plotter vi de daglige dødstal for de fem år mellem 2017 og nu. Som figuren demonstrerer, lå virussæsonen 2020-21 lidt tidligere end de fleste år – følg den sort kurve, hvor der er en klar peak i december, og fortsæt i den gule kurve, der meget klart ligger lavere end normalt fra sidst i januar. Kurven har derimod ligget højt henover sommeren, men er i de seneste uger konvergeret til et normalområde for årstiden.

Den eneste virkelige forskel er, som vi har påpeget tidligere, at der var overdødelighed henover sommeren, som ikke har noget som helst med virussen at gøre. Følger man således den danske mortalitet er der intet – siger og skriver intet – der giver grund til alarm. Mortaliteten er faktisk tilbage til normalen nu, efter en periode med overdødelighed som følge af en række andre forhold, der stadig ikke er officielle data på.* Den eneste alarm er rent politisk og består i to forhold: At regeringen er stærkt presset i minkskandalen, og at det egentlig burde være en skandale, i hvor høj grad MF og hendes tropper har ødelagt mange danskeres liv siden marts 2020.

Den information kan man blandt andet få fra et nyt svensk studie, der er i pre-print og den glimrende Sebastian Rushworth omtalte forleden. Studiet, der er registerbaseret og omfatter knap 1.7 millioner borgere, undersøger de tre vacciner, Moderna, Pfizer, and AstraZeneca, der primært er blevet brugt i Sverige. Det bekymrende er, at studiet viser hvor hurtigt vaccineeffekten forsvinder. Resultaterne af at følge de 1,7 millioner svenskere viser, at den meste effektive vaccine – Moderne – efter 4-6 måneder kun giver 71 % reduktion i symptomatisk smitterisiko, Pfizer giver 47%, mens hele effekten af at få AstraZenecas vaccine er væk før der er gået et halvt år. Efter ni måneder gælder det samme for Pfizer-vaccinen, mens forskerne ikke kan give en vurdering af Moderna. De konkluderer dog, at der ser ud til at være en lineær reduktion af effekten for vaccinerne, så også Moderna holder op med at give beskyttelse.

Når de svenske forskere fokuserer på de relativt ældre, og dermed den eneste gruppe i samfundet som har en reel risiko ved at blive smittet med Sars-Cov-2, er resultaterne endda værre. For de tre vacciner som helhed falder effekten til 50 % efter 2-5 måneder, og efter et halvt år giver de ingen beskyttelse. Selv for de 50-64-årige er al effekt væk efter 4-6 måneder. Bundlinjen er ganske klar, selvom det ikke er det forskerne skriver: Vaccinerne er langt fra så effektive, som man først blev lovet, og som politikere bliver ved med at påstå.

Det samme billede får man fra et andet nyt studie, der blev udgivet i European Journal of Epidemiology for godt en måned siden, og som sætter også et stort spørgsmålstegn ved vaccinerne. Med data på tværs af 68 lande og 2947 amerikanske counties, undersøger S.V. Subramanian og Akhil Kumar, i hvilken grad udbredelsen af vaccinerne har bremset udbredelsen af virussen. Hele grundlaget for de enorme investeringer i vacciner til alle, og i særlig grad til kravene om vaccinepas osv., er at vaccination kan bremse smittespredningen i samfundet. Problemet er, at Subramanian og Kumar finder, at smitteudbredelse slet ikke er korreleret med udbredelsen af vacciner. Hæver man sig op på samfundsplan er effekterne af vaccination således så små, at man ikke kan se dem med endda omhyggelig statistik. Det indebærer, at massevaccination således er irrelevant som strategi for at redde nogen.

Et nyt studie af Peter Kamp Busk, Thomas Birk Kristiansen og Allan Engsig-Karup trækker også tæppet væk under det andet ben af den danske viruspolitik. Studiet undersøger, i hvilken grad den danske teststrategi har påvirket hvor mange der testede positivt. De tre finder, at om noget var der større smitteudbredelse mens der blev testet mest intensivt. Med andre ord er der ingen evidens for, at den danske massetestning har haft nogen som helst effekt på smitteudbredelsen. Bundlinjen i disse studier er, ligesom den nye litteratur om nedlukninger som bl.a. Douglas Allen har opsummeret, at praktisk taget alt som vestlige regeringer har gjort siden marts sidste år har været nyttesløst. I bedste fald har det kostet uanede ressourcer – i Danmark er regningen i omegnen af 500 milliarder kroner – men der er mange indikationer på, at nedlukningerne kan ende med at slå flere folk ihjel. Som vi dokumenterede forleden, har der været markant overdødelighed i Danmark siden juni, som ikke har med virussen at gøre. Der tales også meget i de britiske medier om de 75000 flere briter i forhold til tidligere år, der er døde i deres hjem i år. Vil man ’følge videnskaben’, burde man stoppe sundhedsteatret nu.

Det var derfor en stor og meget glædelig overraskelse, da Mike Graham fra britisk TalkRadio forleden dag havde et glimrende interview med to briter, der ramte hovedet på sømmet. Klart og tydeligt, glimrende formidlet og så indlysende, at jeg ikke kunne være mere enig. De to understreger for eksempel, at i ethvert demokrati er politikerne befolkningens tjenere! Men det sidste halvandet år har langt de fleste politikere opført sig som om befolkningen er eller bør være deres underdanige undersåtter, og at de har ret til at styre dens liv. Den største overraskelse var, hvem der var så tydelige, gennemtænkte og velovervejede: Interviewet var med Richard og Fred Fairbrass – bedre kendt som duoen Right Said Fred. Ja, popgruppen der havde globale hits med I’m too Sexy og Don’t Talk just Kiss i starten af 1990erne! Men måske er det ikke så underligt, når man overvejer hvor underlig resten af verdener er i dag. Under alle omstændigheder er hele interviewet varmt anbefalet, og en god måde at bruge et lille kvarter på i weekenden.

Baggrunden for, at bruge et relativt simpelt observationalt studie som sandhedsvidne er, at de 15 randomiserede eksperimentelle studier der findes, meget klart finder at mundbind ikke virker. Det gjaldt som mange læsere vil vide også får det danske studie i 2020, der med 6000 deltagere fandt en lille forskel, der var meget, meget langt fra statistisk sikkerhed. Adskillige læger og epidemiologer (inklusive det danske studies hovedforfatter) har alligevel påstået at mundbind virker, men forstået på den måde, at selvom det ikke er mindre sandsynligt at folk med mundbind bliver smittede, smitter de andre mindre. Det er dermed en påstand om en eksternalitet forbundet med mundbindsbrug, som ikke særligt nemt kan testes med eksperimentelle studier. Derfor er observationelle studier som marts-studiet fra CDC vigtige, og derfor er det også ekstremt vigtigt, at det observationelle arbejde er solidt og op til standard.

To uafhængige læger, Josh Mitteldorf og Madhava Setty, har fornylig gentaget CDCs arbejde, og leveret en omhyggeligt og – efter min mening – sober og statistisk velgennemført kritik af det. I “Association of State-Issued Mask Mandates with COVID-19 Case and Death Counts “ starter de med at notere, at der faktisk er store statistiske problemer med CDC-studiet. For eksempel viser de, at “The only controls in this study were the two 20-day periods prior to the reference period. The study did not compare results to states where no mask mandates were imposed.” CDC-studiet har derfor et potentielt meget stort problem med ‘omitted variable bias’, ligesom der også er andre problemer, Mitteldorf og Setty viser således, at selvom man bruger CDCs metodologi, er det tydeligt at smittetallet typisk var vendt før indførslen af mundbindskrav, og at den nedadgående trend fortsatte upåvirket efter indførslen.

Det er også næsten chokerende at notere, at CDC valgte ikke at foretage en sammenligning med stater og counties, der valgte ikke at indføre et krav. De to kritikere noterer også, at “Even though the study was conducted (and data downloaded) in February, 2021, it does not include the time period November through January, when masking was still enforced but DGR was high, comparable to the reference period. Had the study included the fall and winter months, the plot in Figure 1 would have extended to a period where the curve stopped declining and rose, as in Figure 5.” Med andre ord kommer CDC-studiet, ved at skære deres data af i oktober, til at ignorere naturlig variation pga. vejret.

Mitteldorf og Setty viser også sammenligninger mellem Californien og Florida, og North og South Dakota. De to par, der også tidligere har været brugt, er gode valg fordi der i begge tilfælde er en stat der indfører alvorlige restriktioner, og en anden meget sammenlignelig stat, der ikke gør. Men som de konkluderer: ”In each pair, the state with no mask mandates was more densely populated, yet suffered essentially the same burden of disease as their masked counterpart.” Mens Mitteldorf og Settys kritik er relativt enkel og i sig selv kan kritiseres for ikke at tage alle omstændigheder i betragtning – både kritikken og CDC-studiet kan kritiseres på flere punkter – er konklusionen ganske klar. CDC’s egne data og egen metodologi viser, at mundbindskrav på tværs af de amerikanske stater ikke gjorde nogen forskel.

Sidste måned udgav Virat Agrawal, Jonathan H. Cantor, Neeraj Sood og Christopher M. Whaley et NBER Working Paper med titlen ”The Impact of the Covid-19 Pandemic and Policy Responses on Excess Mortality” hvor de studerer effekten af netop SIP på tværs af 43 lande og alle amerikanske stater. De fire forskere fra University of Southern California og the RAND Corporation bruger en event study approach til at estimere, hvordan SIP påvirker overdødeligheden fra uge til uge.

Agrawal et al. beregner overdødeligheden som forskellen mellem det ugentlige dødstal i 2020 og gennemsnittet for samme uge i 2015-19. Det er standardmåden at gøre det på, om end – som jeg har argumenteret andetsteds – den er potentielt misvisende, da gennemsnittet skjuler hvor meget dødeligheden typisk varierer fra år til år. Det samme problem gælder i ugentlige sammenligninger, og bør ligge i baghovedet, når man tolker deres resultater.

Resultatet af deres empiriske undersøgelse af det, mange epidemiologer og deres computermodeller ville sige, var den mest effektive politik, er at indførslen af SIP ikke gjorde nogen gavnlig forskel. På tværs af lande finder Agrawal et al. endda, at overdødeligheden steg efter regeringen indførte SIP – dvs. reelt satte folk i husarrest. Det samme billede ser man på tværs af de amerikanske stater, hvor det dog ikke er statistisk signifikant.

En særlig fordel ved studiet er, at Agrawal et al. kan håndtere det endogenitetsproblem, der ellers er så svært. En indvending fra folk, der faktisk forstår den statistiske side af sagen, er at det er en mulighed at regeringer indfører nedlukninger som SIP, som en reaktion på stigende dødstal. Det er endda en meget rimelig indvending, hvis man tror at politikere er fuldt informerede og forsøger at gøre det rigtige. Hvis det er tilfældet, skaber det problemet, at det man måler er en reaktion på stigende dødstal, og ikke en effekt af SIP.

Det kan de fire forskere dog teste direkte for, og de finder det modsatte: Agrawal et al. finder, at “countries that implemented SIP policies experienced a decline in excess mortality prior to implementation compared to countries that did not implement SIP policies.” Alt andet lige betyder det, at den fejl man laver, er til den negative side. Det betyder også, at politikere generelt ikke har reageret informeret eller benevolent.

Bundlinjen i det nye studie er dermed, at selv politik, der reelt sender uskyldige mennesker i husarrest – deres ’forbrydelse’ er at de jo kunne have været smittede – i bedste fald ikke har påvirket dødeligheden i Covid-epidemien. De empiriske indikationer fra sammenligninger på tværs af lande peger endda på, at indførslen af husarrest decideret har ført til flere dødsfald. Det er på tide for verden at holde op med den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

Undtagelsen er dog Benjamin Born, Alexander Dietrich og Gernot Müllers “The lockdown effect: A counterfactual for Sweden.” Born et al. er et studie af de svenske corona-relaterede dødsfald, og bruger en såkaldt syntetisk kontrol for at give et informeret bud på, hvordan de svenske dødsfald havde udviklet sig hvis landet havde lukket ned som andre dele af Europa. Læser man studiet, der nu er udgivet i PLOS One, er det svært at afvise, at de tre tyskere har gjort et fint stykke arbejde. Det stikker alligevel ud, da de finder at ’manglen’ på en svensk nedlukning kostede liv. Spørgsmålet er, om der er noget galt med Born et al. som de i princippet kunne have gjort noget ved. Det er spørgsmålet, vi ser omhyggeligt på i dag.

Mens der ikke er noget teknisk galt med deres brug af en syntetisk kontrol, har selve metoden nogle mulige problemer, der skal håndteres. I helt særlig grad gælder det, at når man fitter den syntetiske kontrol, der basalt set bare er et vægtet gennemsnit af andre sammenlignelige lande, men hvor metoden finder den optimale vægtning, bør man fitte den over en lang periode før den intervention eller begivenhed, man studerer konsekvenserne af. Det er ikke muligt i forbindelse med coronavirussen, da der i sagens natur ikke findes en lang periode før – tallene for corona-relaterede dødsfald er nul i alle lande. Det andet problem er, at man bør se på en tilstrækkeligt lang periode efter begivenheden for at være sikker på, at man ikke finder en transitorisk forskel.

Det første problem kan ganske enkelt ikke løses så længe man fokuserer specifikt på corona-relaterede dødsfald. Som vi har argumenteret tidligere her på stedet, kan det også give misvisende resultater, fordi ikke alle lande opgør tallet på samme måde, og opgørelsesmetoden endda har ændret sig over tid. Forleden kom det for eksempel frem, at Alameda County i Californien havde overdrevet deres dødstal med 25 %, fordi deres metode bl.a. også talte en række trafikdødsfald og andet med. Løsningen er at se på overordnede dødstal, dvs. ’all-cause mortality’.

Gør man det og beregner den syntetiske kontrol, som Born et al. kommer frem til, ser det ud som i den første figur. Born et al. fokuserer på de otte uger fra 15. marts i uge 12 til 17 maj, som er tydelige i figuren, der begynder med uge 11. Vi bruger med vilje deres syntetiske kontrol for smittetal i stedet for dødstal, fordi den matcher deres resultater noget bedre når vi bruger overordnet mortalitet.

Born et al. finder med den, at Sverige havde cirka 2800 flere dødsfald end den syntetiske kontrol i de otte uger. Bruger man deres syntetiske kontrol, men med overordnede dødstal, finder man et overskud på cirka 1700 ekstra dødsfald, som kan afløses i figuren ved at sammenligne den blå linje (Sverige) med den stiplede sorte linje (den syntetiske kontrol). Problemerne viser sig dog ved at sammenligne Sverige med den syntetiske kontrol udenfor den periode, Born et al. fokuserer på. Det kan ses i den første figur, når man går videre end den 11. uge efter at Sverige ikke lukkede ned som andre, og i den anden figur i dag, der viser matchet til den syntetiske kontrol i 2019 og de første uger af 2020.

Det første problem er, at man tydeligt kan se, at det faktiske Sverige oplevede godt 500 færre dødsfald i de første 11 uger af 2020 og 4500 færre dødsfald i 2019 end i den syntetiske kontrol. I den anden figur ligger den syntetiske kontrol således over det faktiske Sverige hver uge i hele 2019. Øvelsen illustrerer således endnu en gang, at Sverige gik ind i epidemien med en stor mængde ’dry tinder’, som det kaldes: Relativt mange ældre, der under normale omstændigheder ville være døde, men som af en eller anden grund – bl.a. en meget svag virussæson – overlevede længere end normalt. Sveriges dødelighed i hele 2019 lå således på cirka 95 % af gennemsnittet for de foregående fem år.

Det andet problem er også klart, når man fokuserer på perioden fra uge 11 i 2020 og indtil de sidst tilgængelige data for uge 19 i år, som vi gør i den tredje figur. Fra uge 25 til uge 46 ligger Sverige igen væsentligt under den syntetiske kontrol. Uge 47 til uge 3 i 2021 ligger Sverige over, men derefter igen under den syntetiske kontrol. Det er således meget klart, at timingen i Born et al. er vigtig: Hvis de havde udvidet den periode, de undersøger, ville deres egen metode med stor sikkerhed have givet et andet resultat. I forhold til den syntetiske kontrol oplevede Sverige lidt flere tidlige dødsfald, men ikke flere totalt set.

Som vi illustrerer i den sidste figur, passer den syntetiske kontrol for hele 2020 forbløffende godt på Sverige: Den faktiske svenske dødelighed i 2020 var 0,2 % lavere end den syntetiske kontrol fra Born et al. Men dry tinder-problemet er også tydeligt, da kontrollen havde 5,3 % højere dødelighed i 2019. Ydermere har den 2,3 % højere dødelighed i de første 19 uger af 2021. Bundlinjen er, at Born, Dietrich og Müller rent teknisk har lavet et meget fint studie, men kommer til at lide af problemer, som deres specifikke datavalg fører dem ud i. Bruger man faktiske, overordnede mortalitetstal for hele 2020, viser deres syntetiske kontrol sig at være et flot match til Sverige. Den fører bare slet ikke til de konklusioner, de ender med i deres studie. Den indikerer derimod, at Sveriges valg ikke førte til flere dødsfald.

Det er nu muligt ved at bruge forårets runde af EuroBarometeret, der blandt andet spørger borgerne i alle EU-lande om deres generelle tilfredshed med deres liv. Det gør man på en fire-punktsskala, hvor man kan svare, at man er ’meget utilfreds’ til ’meget tilfreds’ med sit liv. I figurerne nedenfor sammenholder vi svarene fra foråret 2021, efter et års nedlukninger og tvangspolitik, med de samme svar fra sommeren 2020, da det så ud til at verden ville lukke op igen.

De største tab i EU viser sig at have været 0,3 point (10 %) i Letland, 0,33 point (8,9 %) i Danmark, og 0,26 point (8,6 %) i Litauen, mens det gennemsnitlige tab i de 27 lande var 0,14 points (4,4 %). Det samme billede har man også fået fra Trygfondens spørgeskemaundersøgelser, der forleden viste, at danskernes tilfredshed med livet på en tipunktsskala var faldet fra 6,9 til 6,4, dvs. et fald på 7,2 %. Det danske velfærdstab, målt gennem ændringer i folks egen, subjektive tilfredshed med deres liv, er således ikke blot blandt det største i Europa – det er også på andre måder enormt.

Mens en tredjedel point på en firepunktsskala eller et halv point på en tipunktsskala måske ikke lyder af så meget – og jeg har mødt adskillige mennesker, der mente at det da er så lidt, at det er ligegyldigt – er et tab af den størrelse meget stort sammenlignet med andre kendte forhold fra den såkaldte lykkeforskning. Hypotetisk set er et tab på et halvt point på en tipunktsskala omtrent det tab, man ville regne med at se, hvis nationalindkomsten permanent reduceres med et sted mellem en tredjedel og halvdelen. En anden hypotetisk situation, der vil give samme tab, er at hver fjerde dansker, der lige nu har tillid til sine medborgere (det totale i dag er lidt over 70 %) vil miste denne tillid. Alternativt er det omtrent samme tab af livskvalitet, som man ville observere hvis cirka halvdelen af danskerne enten bliver skilt eller mister et nært familiemedlem.

Den vigtige bundlinje er derfor, at de samlede velfærdstab ved nedlukningerne er gigantiske. Langt det meste af den nye empiriske litteratur finder, et nedlukningerne har været nærmest totalt nyttesløse i forsøg på at begrænse dødstallet; læs nye oversigter her og her. Når man vurderer, at der er tale om den største politiske fejltagelse i efterkrigstiden, er det således ikke hverken sensationalistisk eller overdrevet. Det er nærmest det modsatte, når man ser på tilfredshedsdataene. Vi har aldrig set lignende tab.

Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.  

Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.

Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.

Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!

Formålet i dag er således at gentage en række fakta for vores læsere, ikke mindst fordi de er så forskellige fra det, der jævnligt påstås i medierne. Det første er den danske dødelighed, som vi illustrerer i den første figur. Den viser de daglige dødstal i 2017-2020 og de første uger af 2021 (den gule streg). Virussæsonen 2020-21 er således enden af den sorte streg, der følges af den gule. Det bemærkelsesværdige er her, at det er en almindelig virussæson, der ligger tidligere end normalt. Det er den udvikling, der bruges i medierne, men den er ikke unik: Ser man tilbage på 2009-sæsonen, ser man en næsten identisk udvikling i dødeligheden, men en top allersidst på året og et meget tidligt fald. Der er med andre ord ikke noget særligt i dette års virussæson, når man tager empirien alvorligt.

På samme tid er der kommet en række studier – som mange læsere vil vide – der dokumenterer, at nedlukninger ikke virker. Skulle nogen være i tvivl, er den anden figur i dag en klar indikation om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dødelighed og nedlukning. Figuren viser det gennemsnitlige ’policy stringency index’ udviklet af Oxford University, plottet mod overdødeligheden i 30 europæiske lande. Overdødeligheden i 2020 er beregnet som dødstallet i 2020, relativt til det gennemsnitlige dødstal i 2016-2019. Korrelationen er endda positiv (r=0,46), men tydeligvis primært drevet af Estland. Var nedlukning en effektiv strategi til at beskytte ældre mennesker mod at dø af Covid, ville man have set en klar, negativ sammenhæng.

Det særlige i dødstallene på tværs af Europa, og et væsentligt problem i kommunikationen af de absolutte dødstal, kan ses i den tredje figur. Der er ganske store forskelle i den generelle dødelighed på tværs af lande, og disse forskelle er langt større end forskellene i udsving fra år til år i lande. Overdødeligheden i 2020 kan aflæses i figuren som forskellen mellem et lands punkt og den stiplede linje. Det er her let at se, at disse forskelle er meget mindre end forskellen på tværs af lande.

Bundlinjen i dag er således, at nedlukninger ikke virker, og at dødstallene har været oversolgt i medierne. Det har været en epidemi – det er der ingen tvivl om – og mange lande har haft alvorligt virussæsoner. Men så voldsomme har de heller ikke været, og Danmark er et af de lande, der reelt ikke har været særligt hårdt ramte. Dykker man videre ned i tallene, kan men endda se den såkaldte ’dry tinder’ effekt: At nogle lande havde meget lette virussæsoner i 2019, og en del af dødstallet i 2020 var en slags catch-up. Sverige havde således 5 % underdødelighed i 2019, og Belgien og Storbritannien lå 2 % under normalen. Disse fakta mangler i den danske debat, men hører hjemme i enhver informeret diskussion om epidemipolitik, genoplukning, og en reetablering af borgernes almindelige rettigheder og deres liv.

Jeg er derfor med i et nyt borgerforslag om at lukke Danmark op igen. Alle kan naturligvis danne deres egen mening – og vi håber at de bl.a. bruger Punditokraterne til det – men hvis man er interesseret i at lukke ned for efterkrigstidens største forfejlede politiske eksperiment, opfordres man til at skrive under.

Borgerforslaget er her.

Allerede først på sommeren i 2020 vurderede Nobelprisvinderen Michael Levitt fra Stanford University, at historien ville dømme de politiske reaktioner på den nye coronavirus som ”en historisk evidensfiasko.” Levitt er efterfølgende, ligesom hans ekstremt meriterede kollega John Ioannidis (en af verdens mest citerede forskere), blevet udelukket fra mange diskussioner, blevet ’uinviteret’ til konferencer, og behandlet virkeligt voldsomt af både politikere og på de sociale medier. Deres brøde har været, at de har holdt fast i videnskaben og i særlig grad den empiriske videnskab – hvad data fra den faktiske verden kan fortælle os. Teori og logiske argumenter kan være meget fine, men uden empirisk viden er vi reelt tilbage i middelalderen, og ender med at føre middelalderlig politik. Det er netop sket de sidste ti måneder.

Et af de meste synlige redskaber i ’kampen mod corona’, som regeringen og myndighederne i måneder har tvunget den danske befolkning til at bruge, er således mundbind. Vi er tvunget til at maskere os i offentligheden – i direkte modstrid med anden lovgivning, der faktisk forbyder det – og kan derfor ikke vise vores ansigter, udtryk eller andet overfor andre mennesker. Det betyder blandt andet, at børn ikke længere kan afkode deres forældres umiddelbare reaktioner overfor andre mennesker, hvilket har gjort tillidsforskere decideret bekymrede. Men hvis nu mundbindene faktisk forhindrer nogen i at blive smittede og dø af den nye virus?

Havde man taget forskningen alvorligt, i stedet for – i en serie eksempler på politisk action bias på steroider – at tvinge folk til at lide afsavn og voldsomt ubehag, havde man aldrig indført det hadede mundbindskrav. En helt ny gennemgang af litteraturen fra influenzaforskning i maj-nummeret af Emerging Infectious Diseasesviste således da de første krav indførtes, at mundbind og andre former for masker i det offentlige ikke påvirker denne type viras udvikling. Som forskerne konkluderede fra deres gennemgang af den litteratur, der bruger rigtige, randomiserede eksperimenter:

” Although mechanistic studies support the potential effect of hand hygiene or face masks, evidence from 14 randomized controlled trials of these measures did not support a substantial effect on transmission of laboratory-confirmed influenza. We similarly found limited evidence on the effectiveness of improved hygiene and environmental cleaning.”

Efterfølgende er der i 2020 udført to store, randomiserede kontroleksperimenter, der kan informere om effekten af mundbind. Det ene blev gennemført af danske læger i samarbejde med Salling Group, mens det andet udførtes i samarbejde med the US Marine Corps; vi har tidligere omtalt begge studier som blev publiceret i henholdsvis i Annals of International Medicine og New England Journal of Medicine. Ingen af dem fandt en statistisk sikker effekt af mundbind, og selvom statistikudfordrede danske journalister påstod, at det gjorde de nok, fandt det amerikanske studie rent faktisk en direkte negativ – men statistisk insignifikant – effekt. De to nye studier, der specifikt så på Sars-CoV-2, bekræftede således det som også WHO skrev i deres litteraturgennemgang fra 2019: Mundbind udenfor kontrollerede hospitalssammenhænge virker ikke.

Det samme problem gælder, som denne blogs læsere må vide, effekten af økonomiske og samfundsmæssige nedlukninger. Den irske bioingeniør Ivor Cummins vedligeholder en liste over empiriske studier af nedlukningseffekter, og således både de intenderede og bivirkningerne. Ikke alle de 26 studier, som Cummins pt. har på listen, er lige gode, men omtrent 20 af dem er veludførte, valide og informerede. Ligesom Jonas Herby gør i en ny litteraturoversigt er konklusionen fra Cummins-oversigten, at nedlukninger i bedste fald har en meget begrænset effekt, og med ganske stor sandsynlighed overhovedet ingen effekt har haft på virussens udbredning og det samlede dødstal i 2020. Fornylig nåede Kasper Kepp (DTU) og jeg samme konklusion i Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland, vores studie af de ekstreme nedlukninger i dele af Nordjylland. Nedlukninger af samfundet nytter ikke.

Mange mennesker, inklusive visse epidemiologer, mener at det bare ikke kan være rigtigt. De lader således deres tro på politik overdøve den videnskabelige evidens, de som forskere med akademisk integritet burde sætte øverst. Det burde bare ikke overraske dem, da en række andre nye resultater underminerer andre dele af politikken, men også giver klare forklaringer på hvorfor nedlukninger osv. er ligegyldige.

For det første viser adskillige studier, at skolelukninger ikke kan være effektive, da børn sjældent smittes og er endnu mindre tilbøjelige til at smitte andre. Der er for eksempel evidens fra Norge og Sverige, der klart indikerer den minimale smitterisiko og hvordan lærere ikke har nogen forhøjet risiko. Alligevel har lærere og pædagoger i både Danmark og Storbritannien argumenteret for, at de skal vaccineres først fordi de er i særlig fare.

På samme måde peger flere nye studier på, at folk uden symptomer stort set ikke smitter andre. De nye studier har derfor en ganske simpel og indlysende konklusion: Hvis du er syg skal du blive hjemme. Den konklusion burde være ukontroversiel, men er på politisk vis blevet til en såkaldt ’anbefaling’ – der endda håndhæves af politiet i visse lande – at hvis du eksisterer, skal du blive hjemme.

Men hvis folk uden symptomer ikke smitter, hvorfor skal de (og resten af os) så isoleres? Når asymptomatisk smitte er en meget lille bekymring, river det således tæppet væk under nedlukningsstrategierne. Det samme gælder langt de meste ny forskning, der bruger faktiske data. Denne forskning står derfor i modstrid med meget forskning, der stadig bliver ved med at hvile på computermodellering af scenarier, hvor effekterne i virkeligheden ligger i modellens – og dermed forskernes – antagelser om virkninger.

Det måske mest absurde er, at der i virkeligheden intet nyt er i den nye forskning. Graver man lidt på internettet og læse WHOs epidemiguidelines fra efteråret 2019, er de meget klare: Økonomiske nedlukninger, grænselukninger, isolation og de mange andre tiltag, vestlige regeringer har pisket ned over deres befolkninger i 2020, virker ikke. WHO understregede endda i 2019, at mange af disse tiltag på lidt længere sigt kunne have svært negative, utilsigtede konsekvenser. Det ser man i dag i bl.a. Japans og Belgiens selvmordsrater, kræftudviklingen i adskillige vestlige lande, og ikke mindst de massive fattigdomsproblemer, som nedlukningerne i den selvforskyldte økonomiske krise skaber i verdens fattige lande. Disse fattigdomsproblemer kommer med deprimerende stor sikkerhed til at slå langt flere mennesker ihjel, end den nye virus har gjort i Vesten. At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.

En årsag til, at en traditionel SIR-baseret model giver så stor usikkerhed, er, at små parameterafvigelser genererer store forskelle.

Fordelen ved den forventningsudvidede SIR-model er – udover at beskrive epidemien mere korrekt – at den desuden giver mere stabile resultater. Det hænger sammen med, at den effektive transmissionsrate (oftest kaldet kontakttallet – altså hvor mange andre en smittet person smitter) for farlige sygdomme vil bevæge sig omkring én (medmindre epidemien er ved at uddø eller eksplodere). Adfærden vil ændre sig for alle andre værdier end én, så en effektiv transmissionsrate på én er en ligevægtsbetingelse. Det vil med andre ord sige, at epidemien som udgangspunkt er endemisk: Smittetallet er nogenlunde konstant over tid, hvis der ikke stødes til modellen.

Det er dog vigtigt at understrege, at nok er Re = 1 en ligevægtsbetingelse, men smittetallet kan godt variere over tid, når noget ændrer sig. Kandidaterne er: 1) R0, altså transmissionsraten før adfærd. Hvis R0 vokser, så vil det være mere omkostningsfuldt at nedbringe Re til én. Borgerne vil derfor acceptere et højere smittetal i ligevægt. 2) Risikoen forbundet med at blive smittet. Hvis behandlingsmulighederne forbedres eller dødeligheden falder, vil man acceptere et større smitteomfang i ligevægt. 3) Forventninger om sygdommens udvikling. Ændringer i forventningerne vil påvirke adfærden. 4) Omkostningerne ved at undgå smitte. Som vi kunne konstatere, er der et tydeligt sæsonmønster i også COVID-19 coronaen. Nogle tider på året er det sværere (= dyrere) at undgå smitte. Derfor vil man acceptere en højere ligevægtssmitte, når man afbalancerer omkostningerne ved henholdsvis at undgå smitte og risikoen forbundet med smitte. 5) Politiske indgreb i form af bl.a. nedlukning. Som Jonas og Christian har påpeget, tyder det på, at den nedlukning, vi så i foråret, havde meget lille effekt sammenlignet med frivillig adfærd – og regeringen lukkede jo efterhånden også op igen med samme begrundelse. Men dermed ikke være sagt, at nedlukning ikke kan have en effekt, blot fordi tiltagene i gennemsnit har haft beskeden effekt hidtil. Nedlukningstiltag kan – som vi har været inde på før – være både substitutter og komplementer til adfærden. Hvis man kunne identificere komplementerne, ville nedlukning forstærke adfærden. Problemet er altså ikke, at nedlukning per definition ikke virker, men at regeringen og myndighederne ikke kender effekterne af de enkelte tiltag. Hvis man skyder med et gevær i blinde, vil man sandsynligvis ikke ramme sit bytte, men hvis man kan se og i øvrigt er man tilpas dygtig og heldig, kan det jo godt lade sig gøre.

Hvordan skal vi så forstå epidemiudviklingen med den mere smittefarlige engelske variant i lyset af den forventningsudvidede SIR-model?

Fremkomsten af den mere smittefarlige engelske COVID-19-variant er ensbetydende med, at R0 vokser – altså kontakttallet før adfærd. Det kræver en større indsats end før at bringe Re ned på én igen. Det taler for, at borgerne både øger deres forsigtighed og accepterer et større ligevægtssmittetryk end før. Men altså også at det Re igen falder til én (medmindre omkostningen ved at passe på bliver for store. I det tilfælde vil pandemien forværres, indtil begyndende flokimmunitet bringer den ned). Da R0 er højere for den engelske variant end den oprindelige variant, er det også ensbetydende med, at Re er højere for den engelske variant end for den oprindelige ved en given adfærd. Og da Re er mindre end én for den oprindelige variant (fordi folk passer mere på, efter den engelske variant har fået smitten til at stige), vil den oprindelige variant blive fortrængt af den engelske. Det er det mønster, der allerede ses i UK.

Interessant må fremkomsten af en vaccine formodes også at trække i retning af større forsigtighed på kort sigt. Det giver mere mening at passe på, fordi det er mere sandsynligt aldrig at blive smittet, hvis en vaccine venter lige om hjørnet. Men i takt med, at risikogrupperne bliver vaccineret, falder omkostningerne ved at få sygdommen, fordi man ikke længere risikerer at smitte ældre slægtninge og andre med høj dødelighed ved smitte. Det er altså tilsammen alt andet lige (endnu) et argument for at få vaccinationen gennemført så hurtigt som muligt.

Den engelske variant indebærer desværre også, at værdien af vaccinen falder, simpelt hen fordi flere kan nå at blive smittet, inden vi når flokimmunitet gennem vaccination. Det modvirker samtidig også den større forsigtighed på kort sigt, som vaccinen ellers fører med sig. Forklaringen er, at vaccine gør det mindre sandsynligt at blive smittet, hvis man altså passer på i mellemtiden. Men den øgede smitterisiko ved den engelske variant trækker i modsat retning. Det ændrer dog næppe ved, at den mere smittefarlige variant samlet øger forsigtigheden.  

Regeringen har valgt at stramme nedlukningen en tand mere efter fremkomsten af den britiske variant i Danmark. Som sagt er der ringe evidens for de tiltag, der gennemføres. Det er i grunden en skandale så lidt man ved om det så langt henne i epidemiforløbet. ”Dansen” med corona foregår med bind for øjnene. Men når det er sagt, så bør regeringen dog også roses for ikke at gå nær så langt med tvangsforanstaltninger som flere af nabolandenes regeringer. Realiteten er, at stramningen af forsamlingsreglerne og afstandskravene er mest symbolske, og at vægten helt klart er blevet lagt på opfordringer til en mere forsigtig adfærd. Som sagt tyder de empiriske studier på, at det er ad den vej, smittespredningen begrænses mest effektivt.

Der var naturligvis god grund til at være skeptisk, da der kun var få studier. Fælles for de 24 er dog, at de alle tager udgangspunkt i virkelige data og ikke computermodeller, mens de metodisk er meget forskellige, og også ser på forskellige lande eller områder. Ingen af dem er perfekte, men fællesmængden af studierne er klokkeklar.

De metodiske bekymringer er dog minimale i et nyt studie, som professor Kasper Planeta Kepp (DTU) og jeg har udført sammen. Vi har foretaget en konkret evaluering af de ekstreme nedlukninger af syv kommuner i Nordjylland, efter at regeringen besluttede at mink var farlige. Der er tale om et næsten perfekt quasi-eksperiment – som er meget sjældne i samfundsvidenskaberne – fordi de syv kommuner ikke havde anderledes smittetal eller -udvikling end de fire kommuner i regionen, der ikke blev lukket ned. De var heller ikke statistisk forskellige i løbet af virussens første bølge i foråret, så vi har to grupper af kommuner, der på alle relevante faktorer er ens, men hvor kun den ene blev voldsomt lukket ned.

Vores papir, der har titlen “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The evidence from Northern Jutland”, er nu online og frit tilgængeligt for alle. Vores metode er standard i samfundsvidenskaberne: Vi estimerer effekten af nedlukningen der annonceredes den 4. november for syv af de 11 kommuner henover 91 dage i september, oktober og november. Det tillader os at inkludere såkaldte fixed effects for hver kommune, hver uge og hver ugedag (for at tage hensyn til, at dem der bliver testet fredage og i weekenden nok ikke er da samme som mandag-torsdag).

Resultatet er statistisk et nul: En lille effekt, der er meget langt fra statistisk signifikans, og som vi kan vise endda er drevet af sammenligningen med Morsø kommune. Kasper og jeg finder med andre ord, at en ekstrem nedlukning hvor folk ikke engang kunne rejse over kommunegrænsen, og som påvirkede 126.000 jobs i regionen, overhovedet ikke påvirkede smitteudviklingen. Den skabte alvorlige økonomiske skadevirkninger, og ødelagde folks sociale liv, men til ingen verdens nytte.

Vores studie af en næsten perfekt situation i Nordjylland understreget således, hvad resten af den nye forskning viser – og hvad WHOs epidemiguidelines understregede indtil januar 2020: Nedlukninger er ikke effektive redskaber mod en epidemi, skaber enorme økonomiske skadevirkninger, og risikerer at ødelægger kultur, civilsamfund og folks mentale helbred. De bør holde op.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.

I foråret blev det diskuteret, om coronakrisen ville føre til et langvarigt tilbageslag. Eller om de afmattede konjunkturer skyldtes, at folk holdt sig tilbage på grund af smitterisiko og nedlukning, og at konjunkturerne ville rette sig, når smitterisikoen faldt igen. I det sidste tilfælde hjælper lempelig finanspolitik ikke meget. Situationen minder om et udbudschok som en strejke, hvor afmatningen heller ikke kan afhjælpes med øget efterspørgsel, og hvor økonomien kommer i gang igen, når strejken er ovre.

Udviklingen har foreløbig bekræftet det sidste. Se blot på figuren, som viser et klart V-formet tilbageslag med et skarpt fald under nedlukning og smittespredning i 2. kvartal og en stærk stigning i 3. kvartal, da smitteomfanget aftog. For vedvarende forbrugsvarer var der end ikke et fald i 2. kvartal: Der er ikke så stor smitterisiko ved at købe et nyt køleskab.

Faktisk har BNP-faldet i 2020 været mindre, end jeg oprindelig regnede med (det skyldes, at smittespredningen er forløbet meget langsommere end forudsat i denne helt første vurdering).

Billedet er det samme i andre lande. BNP faldt skarpt i 2. kvartal og steg markant i 3. kvartal i de fleste vestlige lande.

Alligevel har politikerne ikke været sene til at gennemføre omfattende finanspolitiske lempelser. Det gælder også under den nuværende bølge af smittespredning. Men det afgørende bliver, hvor meget og hvor længe økonomierne bliver holdt tilbage af nedlukning og frivillig social distancering. Der er grund til at tro, at vi igen vil se et V-formet forløb, hvor aktiviteten vender tilbage, når smittespredning og nedlukning aftager igen.

Jeg skriver om konjunkturudviklingen og finanspolitikken i min klumme i Berlingske her.

Punditokraternes redaktør Christian skriver i øvrigt om lidt samme emne her, også i Berlingske, hvor han må tage en tidligere studerende (og nuværende socialdemokratisk finansordfører) i lære.

Frygten er på fortvivlende tydelig vis orkestreret af regeringen. Spørgsmålet om, hvorfor man skaber omfattende frygt for en virus med en fatalitet på 1½-2 ‰ i første bølge, og en fatalitet for folk under 60, der er væsentligt lavere end influenza. Svaret skal ikke søges i epidemiologi eller nogen bekymring for ’folkesundhed’, men i en prioritering af magt over (alt) andet. Brugen af frygt for at blive ved magten eller til andre strategiske formål er langt fra ny.

Den politiske værdi af frygt har, med andre ord, været kendt i årtier, og måske i mest berømt grad fra anden verdenskrig. Hvor bevidst, regimet i Berlin brugte frygt som politisk redskab, blev tydeligt i den amerikanske psykolog Gustave Gilberts Nuremberg Diary, der omfattede et interview med feltmarskal Hermann Göring. I løbet af interviewet hvor Gilbert understregede, at der er checks and balances i demokratier der beskytter imod magtmisbrug, understregede Göring:

“Oh, that is all well and good, but, voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is tell them they are being attacked and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same way in any country.”

Skulle nogen læsere være i tvivl, er Görings beskrivelse af hvordan man får folk til at makke ret, ikke bare en god beskrivelse af Idi Amins regime i Uganda, Stalins i Sovjetunionen, Mobutus i Zaire, eller Maduros nuværende rædsler i Venezuela. Det er også en meget præcis beskrivelse Mette Frederiksens approach siden marts. Den ydre fjende hedder corona, som angriber os alle sammen, og som vi derfor må gå i krig mod. Pacifisterne er de af os, der ikke mener, at krigen giver mening. Vi skal derfor udskammes ved at blive personligt desavoueret og beskyldt for at være ligeglade med, at ældre mennesker dør. Og folk hjælper villigt regeringen ved at rase mod de få af os, der er kritiske overfor nedlukninger, sundhedsfascisme og grundlovsbrud.

Læg mærke til, at der er ingen af os der kalder Frederiksen for Hitler, men der er stadig al mulig grund til at gøre opmærksom på, hvad det er for en politisk strategi, hendes regering benytter sig af. Statsministerens strategi hele vejen siden marts har været frygtens politik. Hendes store problem er derfor meget lig Aleksandr Lukashenkos: Der kommer en dag, hvor folk enten indser at det virkelige trusselsbillede ikke er det, regeringen påstår, at nedlukninger – som forskningen tydeligt viser – ikke har nogen effekt, eller blot er trætte af ikke at have noget indhold eller frihed i deres liv. Når den dag kommer, holder frygten op, og så har statsministeren et meget alvorligt politisk problem.