“Working for nothin’ – and the joke’s on you”

Senest var det tidligere ambassadør i USA, direktør for udenrigsministeriet af flere omgange, samt rådgiver for Haldor Topsøe (hvis primære markeder ligger udenfor Danmark) de seneste 11 år, Ulrik Federspiel, som interviewes til Berlingske Tidende under overskriften “Topdiplomat efterlyser handling fra regeringen: Nu skal der fokus på eksportvirksomhederne“.

Kort fortalt mener han, at nu er det eksportvirksomhedernes (som f. eks. Haldor Topsøe’s) tur og påpeger, at de mange hjælpepakker til erhvervslivet især har været rettet mod hjemmemarkedserhvervene. Derfor mener han, at fokus nu skal rettes mod at hjælpe eksportvirksomhederne, som Federspiel mener er afgørende for Danmarks økonomi (Eksporten udgør lidt over halvdelen af BNP og beskæftiger ca. 850.000).

Federspiel udtaler bl. a. at:

“Med genopretningspakkerne kan man få gang i den indenlandske efterspørgsel, men regeringen må gøre noget for at få gang i eksporten. Regeringen må strikke en plan sammen og i samarbejde med virksomhederne finde ud af, hvad der bedst gavner eksporten” fordi “Danmark er meget afhængig af eksport”.

Men det er ret beset noget vås. Ja, eksport er godt i den udstrækning den er baseret på at vi indgår i den internationale arbejdsdeling, hvilket godt nok ikke netto skaber nogle arbejdspladser, men nok bedre lønnede arbejdspladser. Men ellers er eksportens funktion sådan set “blot”, at sikre at vi kan importere produkter og serviceydelser.

Vi har skrevet om det mange gange før her på bloggen, og man må tage hatten af for de, som har en interesse i at ophøje eksport til noget helt særligt vigtigt. Det inkluderer udenrigsministeriet, for hvem det handler om en prestige (og dermed budget og beskæftigelse) som det pågældende ministerium ellers ikke ville have – det er jo på mange måder tømt for mening for mange år siden, Dansk Industri m.fl., som jo er sat i verden for at varetage deres betalende medlemmers interesser (det vil sige kapitalejerne) og de fagforeninger, som organiserer en stor del af de ansatte i den eksportorienterede del af dansk økonomi.

At bruge skatteyderpenge på at fremme eksport er derimod ingen god ide. Det er primært omfordeling til fordel for kapitalejere og ansatte i de eksportorienterede virksomheder på bekostning af resten af befolkningen og samfundsøkonomisk er det ret beset værre end “working for nothing”, da vi samlet set ender med at være fattigere efter omfordelingen. Og det gælder altså også, selvom andre lande skulle (og det er mange lande lande som bekendt) subsidiere deres eksport (og lægge hindringer i vejen for import, herunder fra danske virksomheder). Og forklaringen er ganske banal.

Vores bruttonationalprodukt kan som bekendt (meget simpelt) skrives som:

BNP=C + I + G + X – M (hvor C= privat forbrug, G = offentligt forbrug, I = investeringer, X=eksport og M=import). Men det er jo det samme som, at

C+G+I=BNP+M-X

eller sagt med andre ord; når eksporten overstiger importen betyder det at vi producerer/arbejder mere end vi forbruger og investerer.

Det er længe siden at Danmark havde eksterne balanceproblemer. De seneste mange år har overskuddet på de løbende poster ligget mellem 5 og 7 procent af BNP – på niveau med Tyskland og blandt både Europas og vel også verdens højeste. Måske er det grunden til, at vi fortsat er fikserede på eksporten i en grad som nærmer sig en religiøs besværgelse? Eller måske er det fordi man også herhjemme, 250 år efter Adam Smith gjorde op med merkantilismen, stadig ikke har forstået hans pointe?

Hvis man ved dansk økonomi forstår borgernes økonomi, altså deres forbrugsmulighedsområde, så handler det om så fri adgang til import som muligt, hvilket vi har skrevet om tidligere (bl. a. her og her). Eksport derimod er groft sagt et nødvendigt onde.

Om den dag nogensinde kommer, hvor det at tale om dansk økonomi rent faktisk bliver synonymt med at tale om befolkningens generelle velstand, kan man have sine tvivl. Indtil videre kan man blot konstatere at myten, også med venstrefløjens velsignelse (paradoksalt, med tanke på at der primært er tale om omfordeling til gavn for kapitalejere og nogle af de bedst lønnede på det danske arbejdsmarked), om eksportens velsignelser lever ganske uimodsagt i den offentlige debat.

Samuelsens ærinde i Børsen er at tilskynde danske virksomheder til at eksportere mere, eller som han formulerer det, at ”realisere eksportpotentialet for dansk erhvervsliv.” Samuelsen noterer sig, at ”Tal viser, at kun tre fjerdedele af dansk vareeksport får den toldreduktion, som aftalerne giver mulighed for.” Uden nogen form for baggrund kan man forledes til at tro, at virksomhederne bare ikke kender til aftalernes muligheder, eller at de re elendigt ledet.

Der er dog en anden forklaring, som Gabriel Felbermayr, der pt. er ved at flytte fra CESIfo i München til den prestigefyldte post som præsident for the Kiel Institute for the World Economy, gav ved et seminar i Aarhus sidste år: Overholdelse af de nye handelsaftaler, der tilbyder lavere toldsatser, er så dyrt og besværligt rent bureaukratisk, at det bedre kan betale sig for mange danske virksomheder bare at betale den såkaldte MFN-told. Med andre ord har EU forhandlet handelsaftaler – som Samuelsen hylder – der gør det så besværligt, at mange særligt mindre virksomheder hellere vil betale fuld told end at bruge ressourcer på papirarbejde og dokumentation.

Mens den bedste handelsaftale kan formuleres i én enkelt sætning – ”Vi afskaffer begge alle handelsbarrierer” – er det tydeligvis ikke den forståelse, Samuelsen og hans ministerium har. Som han slutter indlægget, er ideen åbenbart, at ” Regeringen arbejder for at sikre jer [eksportvirksomhederne] de bedste betingelser.” Spørger man ministeren og hans folk om handel, handler det hele om eksport.

Det store problem er, at de store velfærdsgevinster af øget frihandel ikke kommer fra øget eksport, uanset hvad ministeren, hans kolleger og hans embedsværk tror. Som vi tidligere har skrevet om i vores sommerserie i år, kommer de store, umiddelbare gevinster for borgerne fra import. Mens der er positive virkninger af eksport – virksomheder lærer for eksempel af at blive udsat for international konkurrence – er den fremmeste opgave for eksport at finansiere vores import.

Eksport i sig giver ikke borgerne adgang til flere, billigere eller bedre varer og service. Det ville have været rart, hvis en nominelt liberal udenrigsminister havde forstået blot lidt af, hvad handel er og hvad det faktisk betyder. Det afslører Samuelsens debatindlæg dog endnu en gang, at han ikke gør, og min personlige erfaring er, at hans fagøkonomisk svage ministeriums embedsværk heller ikke gør. De tror, at det hele handler om at gavne danske virksomheder, og glemmer, at borgerne er de vigtige aktører. Dén indsigt skal man lede med lup efter, for at finde i Samuelsens udenrigsministerium.

Handelskammeret har været særligt tilfreds med den rapport, som Nikolaj Krog Knudsen, Thi Hong Nhung Nguyen, Gustav Ebler Johansen, Virginia Midari og Hannes Velt udarbejdede. Ifølge de studerendes beregninger ligger der et ganske stort potentiale til særligt Bayern og Baden-Württemberg. Ved at analysere, hvor meget man generelt handler med andre lande og regioner og sammenholde det med, hvor meget der faktisk eksporteres til Sydtyskland, kommer de frem til et potentiale i størrelsesordenen 1,8 mia. euro i eksport. Meget af potentialet ligger hos små og mellemstore virksomheder, der ikke ligesom de store har mulighed for, at indhente og aktivt behandle information fra nye markeder. De studerendes analyse viste således også, at Handelskammeret ikke er en primær informationskilde for disse virksomheder, noget de kalder en ”øjenåbner” og naturlig inspiration i kammerets videre arbejde.

Der er derfor også en dobbelt glæde forbundet med, at det Dansk-Tyske Handelskammer gav de studerende en mindre præmie for deres arbejde. Først er det den simple glæde ved at se dygtige studerende blomstre når de får muligheden, og for det andet er der glæden ved at vise, at vi ikke blot uddanner de unge til en plads i elfenbenstårnet. Når de er færdige hos os, har de faktisk lært noget brugbart. Hermed et tillykke til Nikolaj, Thi, Gustav, Virginia og Hannes.

Problemet er, at appellen i dagens zombieidé er ret naturligt i en cigarkasse-økonomisk betragtning: Når man eksporterer, tjener man penge hjem fra udlandet, men når man importerer, giver man penge væk til udlandet. For enkeltvirksomheder er det også rigtigt, da deres mål er at tjene penge. For dem er import af råmaterialer, maskiner osv. fra andre lande omkostninger på samme måde som de er, hvis varerne købes nationalt. Eksport er indtægter fra at langt større marked end det nationale, og derfor vigtige for de knap 10 % af danske virksomheder, der rent faktisk eksporterer.

På nationalt plan gælder denne simplistiske logik dog ikke! Her er målet faktisk import, fordi vi importerer det, vi enten ikke selv har eller kan producere, eller det vi er relativt dårlige til at lave. I det lys gør eksport faktisk kun to ting: Den giver os indtægter i udenlandsk valuta som er nødvendige for at kunne betale for vores import, og den udsætter en del af vores virksomheder for international konkurrence, så de over tid tvinges til at levere billigere og bedre varer. På samme måde skaber import af mange varer et konkurrencepres på nationale virksomheder, som tvinger dem til at forbedre sig.

Dem, der ikke kan eller vil, bukker under, hvilket derefter ofte bliver portrætteret i medierne som jobskab pga. globaliseringen – det, den populistiske præsidentkandidat Ross Perot i USA kaldte ’the giant sucking sound’ fra handelen med Mexico. Det man politisk bekvemt glemmer, er de mange nye og mere produktive arbejdspladser, der skabes af de ressourcer og den købekraft, der ikke længere er bundet til dårlige / dyre danske varer.

På samme måde er der ikke rigtigt noget særligt værdifuldt i at have et overskud på handelsbalancen, eller bredere set på betalingsbalancens løbende poster. Hvis man tjener mere på eksport end man betaler for import, må den overskydende indtjening i fremmed valuta nødvendigvis placeres i udenlandske investeringer. De giver et afkast og repræsenterer også en værdi, der en gang i fremtiden kan betale for import, men ikke meget andet.

I en velfærdskontekst er eksport således ret ligegyldig, mens import er målet. Det eneste andet aspekt, man med rimelighed kan tilskrive eksport, er den effekt af konkurrenceudsættelse og teknologioverførsel, der er forbundet med den. Men mens det gælder for de 10 % der eksporterer, gælder det også for de mange flere, der er udsat for importkonkurrence. Det er i sidste instans vores import, der fremmer almindelige danskeres velfærd, mens vores eksport er nogle andres velfærdsgevinst. Der er ikke noget særligt ved eksport udover den import, vi får for den.