Valget af dette tema skete i covid-19-epidemiens skygge. Og den blev endnu et lærestykke i vigtigheden af se på utilsigtede konsekvenser. Af samme grund kom mange blogindlæg i år til at handle om epidemien i takt med, at vi alle blev lidt klogere.

Læserne skal naturligvis ikke snydes for en julehilsen eller en lille gave. Vi har bundet en julesløjfe om alle blogindlæggene i årets sommerserie, som kan læses her:

1. Nedlukning slår folk ihjel

2. To slags uintenderede konsekvenser

3. Demokrati ved en fejltagelse

4. Kommunistisk vækst.

5. Grænsehandel og arbejdspladser

6. Finansiel regulering og moral hazard.

7. Beskyttelse af arbejdspladser og arbejdsløshed

8. Hjælpepakker til eksportsektoren: “working for nothin’ and the joke’s on you”

9. Større statslige indtægter giver ikke mere individuel adfærd.

10. Skatterne rammer andre end man tror.

“Working for nothin’ – and the joke’s on you”

Senest var det tidligere ambassadør i USA, direktør for udenrigsministeriet af flere omgange, samt rådgiver for Haldor Topsøe (hvis primære markeder ligger udenfor Danmark) de seneste 11 år, Ulrik Federspiel, som interviewes til Berlingske Tidende under overskriften “Topdiplomat efterlyser handling fra regeringen: Nu skal der fokus på eksportvirksomhederne“.

Kort fortalt mener han, at nu er det eksportvirksomhedernes (som f. eks. Haldor Topsøe’s) tur og påpeger, at de mange hjælpepakker til erhvervslivet især har været rettet mod hjemmemarkedserhvervene. Derfor mener han, at fokus nu skal rettes mod at hjælpe eksportvirksomhederne, som Federspiel mener er afgørende for Danmarks økonomi (Eksporten udgør lidt over halvdelen af BNP og beskæftiger ca. 850.000).

Federspiel udtaler bl. a. at:

“Med genopretningspakkerne kan man få gang i den indenlandske efterspørgsel, men regeringen må gøre noget for at få gang i eksporten. Regeringen må strikke en plan sammen og i samarbejde med virksomhederne finde ud af, hvad der bedst gavner eksporten” fordi “Danmark er meget afhængig af eksport”.

Men det er ret beset noget vås. Ja, eksport er godt i den udstrækning den er baseret på at vi indgår i den internationale arbejdsdeling, hvilket godt nok ikke netto skaber nogle arbejdspladser, men nok bedre lønnede arbejdspladser. Men ellers er eksportens funktion sådan set “blot”, at sikre at vi kan importere produkter og serviceydelser.

Vi har skrevet om det mange gange før her på bloggen, og man må tage hatten af for de, som har en interesse i at ophøje eksport til noget helt særligt vigtigt. Det inkluderer udenrigsministeriet, for hvem det handler om en prestige (og dermed budget og beskæftigelse) som det pågældende ministerium ellers ikke ville have – det er jo på mange måder tømt for mening for mange år siden, Dansk Industri m.fl., som jo er sat i verden for at varetage deres betalende medlemmers interesser (det vil sige kapitalejerne) og de fagforeninger, som organiserer en stor del af de ansatte i den eksportorienterede del af dansk økonomi.

At bruge skatteyderpenge på at fremme eksport er derimod ingen god ide. Det er primært omfordeling til fordel for kapitalejere og ansatte i de eksportorienterede virksomheder på bekostning af resten af befolkningen og samfundsøkonomisk er det ret beset værre end “working for nothing”, da vi samlet set ender med at være fattigere efter omfordelingen. Og det gælder altså også, selvom andre lande skulle (og det er mange lande lande som bekendt) subsidiere deres eksport (og lægge hindringer i vejen for import, herunder fra danske virksomheder). Og forklaringen er ganske banal.

Vores bruttonationalprodukt kan som bekendt (meget simpelt) skrives som:

BNP=C + I + G + X – M (hvor C= privat forbrug, G = offentligt forbrug, I = investeringer, X=eksport og M=import). Men det er jo det samme som, at

C+G+I=BNP+M-X

eller sagt med andre ord; når eksporten overstiger importen betyder det at vi producerer/arbejder mere end vi forbruger og investerer.

Det er længe siden at Danmark havde eksterne balanceproblemer. De seneste mange år har overskuddet på de løbende poster ligget mellem 5 og 7 procent af BNP – på niveau med Tyskland og blandt både Europas og vel også verdens højeste. Måske er det grunden til, at vi fortsat er fikserede på eksporten i en grad som nærmer sig en religiøs besværgelse? Eller måske er det fordi man også herhjemme, 250 år efter Adam Smith gjorde op med merkantilismen, stadig ikke har forstået hans pointe?

Hvis man ved dansk økonomi forstår borgernes økonomi, altså deres forbrugsmulighedsområde, så handler det om så fri adgang til import som muligt, hvilket vi har skrevet om tidligere (bl. a. her og her). Eksport derimod er groft sagt et nødvendigt onde.

Om den dag nogensinde kommer, hvor det at tale om dansk økonomi rent faktisk bliver synonymt med at tale om befolkningens generelle velstand, kan man have sine tvivl. Indtil videre kan man blot konstatere at myten, også med venstrefløjens velsignelse (paradoksalt, med tanke på at der primært er tale om omfordeling til gavn for kapitalejere og nogle af de bedst lønnede på det danske arbejdsmarked), om eksportens velsignelser lever ganske uimodsagt i den offentlige debat.