En debat som formentlig – sådan plejer det i hvert fald at være – vil være drevet af relativt lidt “hård” data, men mange følelser, formodninger og misrepræsentation af den viden, vi rent faktisk har.

Det er naturligvis ikke et særkende ved netop udlændingedebatten, men det gør sådan set ikke tingene bedre.

Når jeg skriver ovenstående, skal der sikkert være en del, som nikker og tænker: “Ja, det har Niels ret i”. Problemet er bare, at det gælder på tværs af synspunkter og holdninger. Jovist, fakta er godt, når det understøtter det, man mener i forvejen – og ellers er det vist mest af alt i vejen.

Myter, misforståelser og problemet med mangelfuld data, som kun vil blive større

I forrige uge offentliggjorde min med‑punditokrat, Otto Brøns‑Petersen, sammen med sin kollega i Cepos, Carl‑Christian Heiberg, en analyse omkring udlændinges kriminalitet og beskæftigelse: Store forskelle i udlændinges kriminalitet – beskæftigelse gør afgørende forskel.

Her kommer de frem til, at udlændinge i gennemsnit begår mere kriminalitet end danske statsborgere (87 pct. mere), men at lovovertrædelserne typisk er mindre alvorlige og oftere består af bødestraffe.

De kommer også frem til, at personer fra de såkaldte MENAPT‑lande skiller sig ud med markant højere kriminalitetsniveau end alle andre grupper, mens udlændinge fra vestlige lande (Danmarks Statistiks definition, se også senere i dette indlæg) ligger på niveau med danskere.

Nok så interessant kan deres analyse ikke understøtte den opfattelse, mange har om at efterkommere efter indvandrere fra især ikke‑vestlige lande er mere kriminelle end dem, der er indvandret. Det er ellers en påstand, som ofte gentages – ofte med henvisning til den alderskorrigerede statistik – som opdeler kriminaliteten efter oprindelsesland. Det kunne man måske også tro, når man læser fx nedenstående tabel, som er fra Danmarks statitiks årlige publikation om Indvandrere i Danmark – seneste udgave.

Tabel 1

Jeg forstår egentlig godt forvirringen. For fremgår det ikke, at efterkommere har flere domme? Jo, det gør det – for både efterkommere efter vestlige og ikke‑vestlige indvandrere – og så er der endda korrigeret for alder!

Der er bare den problem, at den korrigering man foretager er for at sikre, at man kan sammenligne med andre enkeltlande eller grupper af lande. Der er ikke tale om en korrigering, som gør det muligt at sammenligne mellem generationer, hvilket jo er hvad man gør når man hævder, at efterkommere er mere kriminelle end deres forældre.

Problemet er ikke mindst hvor gamle indvandrerne var, da de kom til landet, i forhold til deres efterkommere, som er her fra barnsben. Det fremgår af det kumulative kriminalitetsindeks, at langt de fleste domme sker i en relativt tidlig alder.

Figur 1.

Otto og Carls analyser tyder også på, at der rent faktisk ikke er nogen forskel på kriminaliteten mellem indvandrerne og deres efterkommere (så langt som dansk statistik nu tillader os at studere udviklingen) overordnet set.

Derimod står det klart, at kriminaliteten især blandt indvandrere og deres efterkommere fra nogle lande (MENAPT) er endog signifikant højere end for resten af befolkningen. Men igen er der stor forskel på, hvorfor de pågældende har opholdstilladelse i Danmark.

Den væsentligste konklusion er, at beskæftigelse er den primære faktor i forhold til kriminalitet. Det gælder både danskere og udlændinge. Udlændinge uden job begår således 4–5 gange så meget kriminalitet som fuldtidsbeskæftigede udlændinge.

Endelig fremgår det, at udlændinge, der kommer til Danmark via erhvervsordninger, har færre domme end danskere i arbejde – og ikke uinteressant i lyset af den løbende debat de sidste mange år. Det gælder også dem, der kommer fra MENAPT‑landene.

Men betyder Otto og Carls resultater så, at man “bare” skal sætte indvandrere og deres efterkommere (såvel som danskere) til at udføre en eller anden form for arbejde, så går det hele nok alt sammen?

Så nemt er det selvfølgelig ikke. Man er jo også nødt til at tage højde for, hvorfor en del af befolkningen ikke er i beskæftigelse – og hvorvidt de overhovedet er reelt jobsøgende.

Og her kommer så den pointe, som også er grunden til overskriften på dette indlæg: hvorledes indretningen af vores velfærdsstat desværre har nogle meget uheldige konsekvenser. En pointe som også var grundlæggende i mit indlæg for snart 15 år siden (og hvorfor dette indlæg har fået overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit II”) i mit oprindelige indlæg om indvandring og indretningen af det danske velfærdssystem i 2012.

Tabel 2

En del vil måske mene, at “det er der ikke noget overraskende i”, men hvis man (mere eller mindre frivilligt) følger den løbende debat både på de sociale medier og de mere traditionelle medier, er det ikke just det indtryk man efterlades med.

Et andet problem, der måske er værd at pege på, handler om den måde, man opgør befolkningens inddeling på (se også nedenstående), og om de problemer, der er ved at opstå i forhold til at kunne følge integrationsprocessen over tid.

Det handler om, hvad der sker for generationerne efter de umiddelbare efterkommere af de oprindelige indvandrere og flygtninge.

Mens det er muligt at behandle udviklingen for den første efterkommergenerations børn, bliver det herefter mere og mere problematisk på grund af manglende statistik. I modsætning til USA er dansk statistik (med mindre jeg har overset noget) baseret på oprindelsesland og statsborgerskab. Den anvendte definition hos Danmarks Statistik i forbindelse med opgørelse af befolkningsandele er som følger for indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse:

Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Når én eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere, men som personer med dansk oprindelse. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Personer med dansk oprindelse er personer, der – uanset fødested – har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.

Med andre ord kan man anføre, at gruppen “dansk oprindelse” over tid ikke helt indebærer det, de fleste af os måske forventer. Det er næppe noget større problem på nuværende tidspunkt, givet at børn af dem, som statistisk angives som efterkommere efter indvandrere, fortsat udgør en relativt lav andel – og primært består af efterkommere efter indvandrere fra Tyrkiet, det hedengangne Jugoslavien og Pakistan.

Men det kommer til at ændre sig i de kommende årtier. Så hvis man ønsker en vidensbaseret debat, som i mine øjne i den grad er at foretrække frem for det nuværende misk-mask, bliver man nødt til at interessere sig mere for selvidentifikation. Og selv om det måske er en kamel at sluge for en del, må man opgive forestillingen om det homogene Danmark. Sådan har det ikke været længe, og det bliver det aldrig igen (i det omfang det overhovedet har været andet end en romantisk myte – det kommer jo an på, hvordan man definerer graden af homogenitet).

Det er også vigtigt at kunne følge udviklingen, hvis man ønsker at se på de problemer, der f.eks. er i uddannelsessystemet. Her ser det nemlig ifølge den seneste publikation fra Danmarks Statistik om indvandrere i Danmark ikke ud til, at børn af efterkommere efter indvandrere klarer sig meget bedre end deres forældre.

Det skal lige medtages, at Danmarks Statistik understreger, at man reelt kun har undersøgt udviklingen for dem, hvis bedsteforældre kom fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

For mens andelen, som tager en eller anden form for uddannelse, ikke ligger langt fra “danskere”, så ligger deres gennemsnit klart lavere, hvilket fremgår af nedenstående to figurer.

Her kunne noget tyde på at vi er ved at reproducere forholdene i USA, se også “Indvandringens pris eller socialstatens fallit”

Figur 2. Folkeskolens afgangsprøve

Figur 3.

En del vil måske mene: “Herregud, hvad er problemet?” Det vigtige er vel, at næsten en lige så stor del af indvandrere fra ikke‑vestlige lande som af personer med dansk oprindelse gennemfører en ungdomsuddannelse. Dertil kan man anføre, at det kunne skyldes, at niveauet for fx gymnasieuddannelserne er faldet over tid. Det er der formentlig en ikke så lille andel af underviserne, som vil mene er hovedforklaringen.

Lidt data om befolkningssammensætning og indvandring de senere år.

Når vi nu befinder os i en valgkamp, er det måske på sin plads at slutte af med at se på, hvordan befolkningssammensætningen ser ud på nuværende tidspunkt, og hvordan indvandringen har formet sig de senere år. En del vil måske blive overrasket over nogle af tallene. Alt data stammer fra Statistikbanken.

Som det fremgår af figur 4, udgør indvandrere og deres efterkommere ca. 16 pct. af den samlede befolkning (alt sammen baseret på Danmarks Statistiks definition, se også nedenfor).

Indvandrere fra vestlige lande udgør ca. 6 pct., mens indvandrere fra ikke‑vestlige lande udgør ca. 10 pct., hvoraf halvdelen kommer fra de såkaldte MENAPT‑lande.

Lad os lige for god ordens skyld få styr på, hvad der menes med de tre kategorier:

Vestlige lande er: Alle EU‑lande, Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien, New Zealand.

MENAPT‑landene udgøres af: Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Israel/Palæstina (Gaza, Vestbredden, Østjerusalem), Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar, Saudi‑Arabien, Syrien, Yemen, Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Mauretanien, Sudan, Tunesien, Djibouti, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan, Somalia.

Resten kategoriseres som “øvrige ikke‑vestlige lande”. Det gælder altså også fx hele Latinamerika, Israel og Ukraine.

Den inddeling kan man så problematisere og diskutere herfra og til solen bliver sort – ikke mindst hvad der egentlig skal til for at være et “vestligt land”. Men det er altså den definition, der er valgt, og som medfører nedenstående fordeling af befolkningen pr. 1/1‑2025, inkl. efterkommere.

Figur 4

Blandt MENAPT-landene er indvandrere og deres efterkommere fra Tyrkiet den absolut største gruppe (og samtidig dén største indvandrergruppe i Danmark pt.). Her støder vi så iøvrigt på et problem, som er indbygget i den statistik man har adgang til. Der findes ikke rigtigt nogen statistik om indvandringen på subnationalt (etnisk) niveau. Og i realiteten burde fx. den tyrkiske indvandring vel opdeles i mindst to grupper, nemlig “tyrkere” og “kurdere”. Hvor sidstnævnte gruppe muligvis udgør fra ca. 30 til 50 pct af den samlede indvandring fra Tyrkiet.

Efter februar 2022 er Ukrainere blevet den 2. største gruppe. Herefter følger så indvandrere og deres efterkommere fra Polen og Rumænien, mens Syrere kommer ind på en 5. plads, lige foran Tyskland. Hele top-25 landelisten fremgår af figur 5.

Figur 5.

Og lad os lige slutte af med listen over de seneste fem års nettoindvandring til Danmark, som i alt har været på ca. 180–190.000, alt efter om man tæller danske statsborgere med eller ej.

Figur 6.

De 10 lande udgør lidt under to tredjedele af den samlede indvandring de seneste fem år (når man ikke regner “dansk nettoindvandring” med). Der er jo ingen tvivl om, hvilken gruppe der fylder mest. Og så bemærker man måske også, at den fjerde største gruppe er nepalesere, som der har været meget debat om det seneste års tid. Til det er kun at sige, at set ud fra et økonomisk synspunkt er de en stor gevinst for dansk økonomi: stort set intet træk på de offentlige kasser og til gengæld meget høj beskæftigelsesfrekvens, se også figur 7 og top og bund, sorteret efter mænds beskæftigelsesfrekvens november 2024.

Figur 7.

Hvis du er interesseret i mere information om indvandringen til Danmark, vil jeg forøvrigt varmt anbefale den årlige publikation om indvandrere i Danmark fra Danmarks Statistik. Men gør dig selv den tjeneste ikke at læse den som mange politikere vist gør – overfladisk og blot på jagt efter noget, som kan støtte dem op i det de mente på forhånd eller hvad der nu driver dem.

Man kan naturligvis spørge, hvor humant det er at insistere på, at folk der flygter fra krig, naturkatastrofer og andre ulykker ikke engang må træde over grænsen til vores land. Jeg er af den overbevisning, at hvis folk først har vist mod og initiativ nok til at komme herop – vi bor trods alt i en kold, nordlig udkant af den beboede verden – bør vi også realitetsbehandle deres ansøgning om at blive. Men det aspekt fraset, er der et andet der bør behandles: Hvorfor vælge Rwanda som ’modtageland’?

Rwanda var oprindeligt et kongerige, som blev tysk koloni i 1898, men erobret af Belgien i 1916. Landet blev i en lang årrække administreret af Belgien som en enhed sammen med Burundi. Belgierne regerede landet gennem det allerede stærkt centraliserede kongerige, der således blev både endnu mere undertrykkende og mere autokratisk. Tre år før landet blev selvstændigt i 1962, var det blevet for meget for den største etniske gruppe – Hutuerne – der smed kongen på porten. Spændinger mellem Hutuer og Tutsier kom til at karakterisere landet i mange år, og eksploderede i et enormt folkedrab i 1994. 800.000 rwandere, heriblandt næsten tre fjerdedele af Tutsi-befolkningen, blev myrdet af deres medborgere.

Landets nuværende statsoverhoved og regeringsleder er præsident Paul Kagame, der de facto har ledt det siden han blev forsvarsminister i 1994. Han er en af Afrikas mest diktatoriske ledere, og spillede en ikke uvæsentlig rolle i folkedrabet og borgerkrigen i 90erne. Kagame arresterede således den tidligere præsident Pasteur Bizimungu i 2001 og forbød hans parti, og gjorde med implementeringen af den nye forfatning i 2003 effektivt Rwanda til en etpartistat. Hans respekt for forfatningen er dog begrænset: Kagame ændrede for eksempel forfatningen i december 2015, så han kunne stille op til en tredje periode som præsident. Han vandt derefter det stærkt ufrie valg og har de seneste år slået ekstra hårdt ned på al opposition. Man siger nu, at det ikke er nok at flygte fra Rwanda, hvis man som oppositionspolitiker eller kritisk meningsdanner bliver advaret – man skal flygte ud af kontinentet, fordi Kagames efterretningsstyrker også kan forfølge en i nabolandene. For eksempel er 30 journalister, ifølge the Committee to Protect Journalists, enten fængslet eller forsvundet i Rwanda siden 2018.  

Det er således et voldsomt diktatorisk land, danske politikere ønsker at flygtninge og andre asylansøgere skal sendes til, i stedet for at lade dem sidde i et dansk modtagecenter. Kortet nedenfor illustrerer dette på en anden måde, ved at plotte Varieties of Democracys indeks over respekt for folks borgerrettigheder (’civil liberties’) mellem 2017 og 202; røde markeringer er værre, blå er bedre. Som kortet viser, er det kun- regeringerne i Eritrea, Somalia og Sydsudan, der er mere tilbøjelige til at gøre vold på folks rettigheder. Organisationens vurdering af presse- og ytringsfrihed viser endda, at folk i Somalia har væsentligt større frihed end i Rwanda. Selv udenlandske forskere og Verdensbankens repræsentanter rammes, som Great Lakes Post skrev om for nogle få år siden, og Kagame fastholder ihærdigt et glansbillede af landet udadtil, mens han indadtil regerer med hård hånd.

Man må derfor spørge, hvad danske (og britiske) politikere har tænkt og planlagt, da de fik idéen om at etablere modtagecentre i Rwanda. Det er ganske svært at finde et mere diktatorisk styre, og næsten umuligt at finde et, der endda har en præsident med en fortid med involvering i folkedrab. Men måske er det netop pointen med idéen: Sender man flygtninge ned til Paul Kagames Rwanda, er der bestemt ’styr på dem’ – men på en måde, selv de mest hårdkogte medlemmer af DF og DD ville væmmes ved.

”Dem, der i dag er ramt af kontanthjælpsloftet og på integrationsydelse, er for en stor dels vedkommende udlændinge, og Socialdemokratiet vil ikke åbne den flanke over for de borgerlige partier at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere”.

Sådan skrev Berlingske i går i en historie om, at regeringen er begyndt at ryste på hånden, når det gælder valgløfterne om at hæve de såkaldte ”fattigdomsydelser”.

Det er et eksempel på, hvad man kunne kalde den endogene velfærdsstat – altså velfærdsstaten, som ikke på forhånd er givet.

Det er velkendt, at man ikke både kan have fri indvandring og en velfærdsstat samtidig. Mange ser måske for sig, at indvandring vil få velfærdsstaten til pludselig at kollapse. Det ville måske også være tilfældet, hvis man lukkede grænsen op fra den ene dag til den anden og samtidig gav fri adgang til de offentlige kasser.

I den verden, vi lever i, hvor der ikke er fri indvandring, er det langt mere sandsynligt, at velfærdsstaten påvirker indvandringspolitikken, og at indvandringen påvirker velfærdsstaten. Begge dele er endogene. Mere indvandring kan få opbakningen til velfærdsstatens omfordeling til at aftage gradvist frem for at udløse kollaps.

For at få en idé om mekanismen, kan man begynde med at kigge på den simple medianvælgermodel, hvor medianvælgeren bestemmer. Hvis det politiske spørgsmål, vi ser på, drejer sig om indkomstafhængig omfordeling, er medianvælgeren vedkommende med medianindkomst. Medianvælgeren vil vælge et omfordelingsomfang, hvor marginalgevinsten ved omfordeling svarer til skattebetalingen, der skal til for at finansiere den, inklusive forvridningsomkostninger. Jo højere gennemsnitsindkomsten er i forhold til medianindkomsten, desto større omfang af omfordeling.

Hvad sker der ved indvandring? Jo lavere indvandrerne befinder sig på indkomstskalaen i forhold til den oprindelige befolkning, desto mere vil gennemsnitsindkomsten falde i forhold til medianindkomsten. Har indvandrerne endda en lavere tilbøjelighed til at stemme – eller er de afskåret fra det – vil mekanismen virke endnu stærkere.

Er det sådan en mekanisme, vi ser udspille sig? I hvert fald er det påfaldende, at stramningerne af velfærdsstatens ordninger især er fundet sted, hvor indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede. Den såkaldte overgangsydelse – hvor man kunne trække sig tilbage allerede som 50-årig – blev afviklet af Nyrupregeringen på et tidspunkt, hvor den i høj grad begyndte at tiltrække indvandrere (de oprindelige ”fremmedarbejdere”). Stramningerne af kontanthjælpen er et andet eksempel. Og nu altså regeringens tøven over for at rulle ”fattigdomsydelserne” tilbage.

Gad vide hvad der sker med DF’s gamle mærkesag, ældrechecken, når indvandrerne bliver overrepræsenteret i modtagerkredsen (f.eks. tidligere hjemmegående indvandrerkvinder)?

I dag er der ifølge Danmarks Statistik 816.000 mennesker i Danmark, der ikke oprindeligt er fra Danmark. Godt 16 % af befolkningen er således enten indvandrere eller herboende udlændinge, men tallet skal tages med et gran salt. Min fætter, der er født af danske forældre og opvokset i et dansktalende hjem i Chicago, tæller således med i de 9500 amerikanere, der bor her. Fokuserer men på de såkaldt ikke-vestlige indvandrere, udgør de kun 53 % af alle indvandrere, og dermed 8,7 % af den samlede befolkning i Danmark. Regner man Tyrkiet som vestligt – og store dele af den vestlige del af Tyrkiet er lige så vestligt som Grækenland – er andelen 7,4 %. De største grupper er en blanding af flygtninge og arbejdsindvandring: De største fem er Tyrkiet, Polen, Syrien, Rumænien og Tyskland.

Vil man have et korrektiv til den nuværende politiske fortælling, er det måske værd at se tilbage i vores egen tid – og det er forbløffende let. I de statistiske årbøger fra 1920erne har Danmarks Statistik nemlig allerede dengang omhyggeligt opgjort, hvor mange ikke-danskere der boede i Danmark, og hvor de kom fra. En af opgørelserne er fra 1921 – præcist 100 år siden.

Det år udgjorde udlændinge 3,4 % af befolkningen i Danmark – knap 109.000 mennesker, der kom fra mange forskellige steder. Mens det lyder som langt mindre end i dag, og sådan set også er det, skal det ses i lyset af to andre tal: I 1921 boede der lige godt tre millioner mennesker i Danmark, mens verdens befolkning var under to milliarder. Danmarks befolkning er således næsten fordoblet siden da, og verdens er mere end firedoblet. Der er med andre ord langt flere mennesker ude i verden i dag, der potentielt kunne komme til Danmark end for 100 år siden.

Et andet overraskende forhold er, at der i modsætning til i dag var enkelte meget store indvandrergrupper. Der boede således over 36.000 svenskere – over én procent af indbyggertallet – og cirka 27.500 tyskere i Danmark umiddelbart efter Første Verdenskrig. Rent praktisk var man også i gang med den svære proces at integrere de over 150.000 mennesker i Sønderjylland, som året før havde stemt sig hjem, og de over 11.000 slesvigere, der valgte at flytte nordpå efter genforeningen. Mens langt de fleste af dem var dansksindede, var de både fattigere end andre danskere og da omtrent 20 % af dem var tvunget i tysk krigstjeneste under krigen, vendte mange tilbage til Danmark med voldsomme ar på sjælen. Det glemmes også ofte, at polakkerne allerede dengang var en af de største udlændingegrupper i Danmark: De fleste af de knap 7600 polske statsborgere, der var i landet, arbejdede sandsynligvis i landbruget, præcist som mange polakker og baltere gør i dag. Dengang som i dag var de en værdsat og stabil arbejdskraft.

Spørgsmålet, vi stiller til læserne i dag, er således hvor anderledes indvandringen er i dag fra den var for 100 år siden. Når der i dag tales om så mange flygtninge, må man for eksempel spørge, hvor mange af de 4000 indvandrere fra Østrig i 1921, der ikke var flygtninge, hvor mange af de tyske indvandrere der reelt var flygtet fra krigen, og hvor mange af de over 3000 russere, der var forfulgte jøder? Hvor forskellig er indvandringen i dag fra dengang?

Indvandringen af hispanics til USA er ofte blevet brugt af nationalkonservative debattører her i landet i deres argumentation mod indvandring. Det gælder f. eks. Morten Uhrskov i hans bog fra 2012, “Indvandringens pris” med undertitlen, “på vej mod et fattigere Danmark” (for en kritik af denne, se her), ligesom Kasper Støvring ofte har refereret til “den problematiske indvandring af hispanics” – senest i et opslag på Facebook (se Nedenfor), hvor han mener at få opbakning i data fra PEW. Problemet er blot at data netop ikke bakker op om at latinamerikanske indvandrere og deres efterkommer sakker bagud. Tværtimod.

Støvring henviser til statistik fra PEW (som findes her) og opfordrer til at man selv undersøger den. Det har jeg gjort, og det tegner et noget andet billede end det som Støvring prøver at fremmane.

Betydningen af periodevalg og problemet med at bruge procentpoint og absolutte tal

Årsagen til Kasper Støvrings fejlagtige udlægning af den faktiske udvikling er formentlig at han tror, at man kan sige noget meningsfyldt ved at se på forskellen i dollars og pct. point over tid. Men det kan man ikke.

En sådan sammenligning er nemlig ubrugelig. Det afgørende er jo den procentuelle indkomstudvikling, eller som det er angivet herunder, hvor stor en andel medianindkomsten for “hispanics” udgør af kategorien “hvide’s” medianindkomst målt på hustand.

Som det fremgår af nedenstående betyder det også en hel del hvilken periode man vælger at se på. Således udgør medianindkomsten pr. hustand for hispanics og deres efterkommere ca. det samme i 2020 som i 1982, nemlig omkring 2/3.

Men er det nu en fair sammenligning? Svaret er nej, for i den mellemliggende tid oplevede man en meget stor indvandring (primært fra Mexiko) af folk med lav eller ingen uddannelse. Antallet af borgere i USA med mexikanske rødder fordobledes ca. pr. årti fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvorefter den videre vækst i første omgang fladede ud og siden slutningen af nullerne faktisk er faldet lidt, se nedenstående figur fra Migration Policy Institute.

Indkomstmulighederne for indvandrerne i USA var naturligvis en del mere begrænsede end den hvide del af befolkning qua relativt ringeeller stort set ingen uddannelse, men uden tvivl betydelig bedre end i f. eks. Mexico (ellers var de næppe kommet). Med andre ord er der tale om en gruppe, hvor der gennem flere årtier hele tiden tilførtes ganske mange med relativt ringe uddannelse og dermed indkomstmuligheder i modsætning til kategorien “hvide”. Det er man selvfølgelig nød til at tage højde for. Og ser vi på udviklingen de seneste 2 årtier, er udviklingen helt anderledes. Således haler hispanics ind på hvide, målt på indkomst.

I en sidebemærkning er det også mildt sagt kækt af Støvring at reducere betydningen af indvandringen fra Latinamerika til “måske at være godt for velhavere, men dårlig for almindelige Amerikanere”, hvem sidstnævnte så måtte være. Det er en underlig måde at betegne mennesker som arbejder hårdt og meget, hvilket enhver som har rejst bare et minimum i USA hurtigt kan forsikre sig om. her falder Støvring i samme gryde som så mange andre har gjort før ham – idet han ganske enkelt undervurderer den indirekte effekt af at folk får større mulighed for at bruge tiden på at lave det de er bedst/mindst ringe til.

Støvring påstår også at hispanics sakker bagud målt på uddannelse, men denne påstand er der heller ikke opbakning til. På på trods af et stort inflow af hispanics (især mexicanere med ringe eller ingen uddannelse frem til slutningen af nullerne), nærmer uddannelsesniveauet sig også “hvide”, både målt på fuldført high school og bachelor+. Se nedenstående 2 figurer, som begge er lavet på baggrund af PEW’s statistik som Kasper Støvring henviser til.

Som det fremgår er der ganske enkelt ikke belæg for problematisering af indvandringen fra Latinamerika til USA, i hvert fald ikke baseret på indkomst og uddannelse. Nej, hispanics sakker hverken bagud når man ser på indkomst eller uddannelse sammenlignet med “hvide”.

Noget andet er så (hvilket åbenbart en del ikke har opdaget), at sammensætningen af den fortsatte indvandring til USA har ændret sig markant fra slutningen af nullerne og frem. Således asiater – primært kinesere – udgjort den største gruppe de seneste mere end 10 år.

Noget andet er hvorledes det stigende indkomst og uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter (ikke mindst hispanics) vil påvirke tilslutningen til henholdsvis demokraterne og republikanerne. Af de analyser der er lavet indtil nu af det seneste præsidentvalg 2020, tyder en del på at den afgørende faktor bag Trumps nederlag, ud over det lykkedes demokraterne at mobilisere sine vælgere i langt større omfang end ved valget i 2016, at Trumps andel blandt hvide vælgere faldt. Til gengæld steg den blandt ikke mindst netop hispanics.

Det ville naturligvis være interessant at se på hvilke andre karakteristika der gør sig gældende for de hispanics, som stemte/stemmer på Trump og republikanerne end blot deres etnicitet (eller hvad man nu skal kalde det for en så heterogen gruppe). Hvad er deres uddannelsesniveau? deres Indkomst? hvor længe har de været i USA? hvor meget betyder religion for dem? mv.

Der findes faktisk en del omkring dette emne og republikaerne har tidligere sikret sig større opbakning end det lykkedes for Trump, selv om han øgede andelen mellem 2016 og 2020, se f. eks. her.

Tesen om at indvandring og demografi per automatik vil medføre at republikaerne bliver kørt ud på et sidespor er i hvert fald meget tvivlsom. Forskydningerne mod større urbanisering betyder formentlig en del mere over tid.

I vores lille serie med anbefalinger til julelæsning er vi kommet til nr. 4. Denne gang er det Anna Libak’s ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist- værdikampen i det 21. århundrede”, der udkom i oktober på Kristeligt Dagblads forlag, som vi anbefaler.

Det er en fremragende bog som fortjener så stor udbredelse som muligt. Ikke mindst bør den være pligtlæsning for alle de der enten er faldet for den nyprogressive venstrefløj eller nyprogressive højrefløjs argumenter, men egentlig også for alle andre, hvis de ønsker at forstå hvordan vi er endt hvor vi er, med en debat domineret af to strømninger, som ofte synes at have mere til fælles end hvad der deler dem. Herunder en voldsom kollektivisme og et temmelig afslappet forhold til historie, basale økonomiske sammenhænge og evidens, mens man bruger masser af tid på at moralisering og selvhævdelse. 

“Den ene fløj hævder, at strukturerne understrykker forskelligheden, og den anden part, at strukturerne det fælles nationale – ensartetheden. Både majoriteten og minoriteterne bliver i den fortælling til ofre. Til ofre for hinanden.”

Dernæst tager hun det hun kalder den nyprogressive venstrefløj og nyprogressive højrefløj under behandling på fornemmeste vis, for endelig i 3. del at slutte af med sine bud på hvordan vi kommer videre. 

Mens de to første dele står knivskarpt, er sidste del, hvor hun kommer med egne bud selvfølgelig i højere grad til debat. Men det kommer jo i høj grad an på hvor man selv står i forhold til en række spørgsmål. Men Libak skal for eksempel have tak for at påpege at der sjældent eksisterer én forklaring på dette og hint. Nej, når folk ender med at blive voldfede er det ikke nødvendigvis enten alene deres egen eller ”samfundets skyld”. Menneskelivet er mere kompliceret end som så.

Helt forrygende er også hendes beskrivelse af de woke multinationale selskaber og ikke mindst hvorfor de er så woke og udtrykker sympati for hvad der i bund og grund er antikapitalistiske og stærkt venstreorienterede bevægelser som f. eks. Black Lives Matter.

Et eksempel på dette er for øvrigt Apples præsentationsvideo af deres nyeste Macbooks. Her formår de at inddrage både #metoo, BLM og stort set alt andet der er nyprogressivt og venstreorienteret (check her og se med efter 3:38). Hvis man kender Apple’s historie og dets grundlægger Steve Jobs holdning til CSR og den slags (motto’et har altid været at bruge så lidt som muligt på den slags) er det temmelig ironisk. Eller søg på julepynt og Ikea – ja hovsa, Ikea sælger masser af julepynt, lysfest eller ej – se bare her.

Selv om det er den 22. december kan du sagtens nå at købe bogen endnu – den fås nemlig som e-bog. Eller du kan låne den via ereolen (så får du jo lidt for dine skattepenge). Man kan så f. eks. læse bogen på sin Ipad, uanset om man tilhører den nyprogressive venstre eller nyprogressive højrefløj, eller som folk er flest ingen af delene.

Ligesom hippierne i 60erne, fylder de jo en del mere i medierne – nu også de sociale – end i virkeligheden. 

Kort sagt. Læs “Skyldig indtil det andet aldrig bliver bevist” før din nabo. Den er velskrevet, underholdende og du bliver klogere af den. Hvad mere kan man ønske sig?

God jul.   

Papiret, som er et af de studier jeg har været mest stolt af at deltage i de sidste år, svarer på spørgsmålet ved at se konkret på survey-svar fra cirka 26.000 førstegenerations-indvandrere og 5000 andengeneration fordelt i 32 europæiske lande. Vi ved hvor de eller deres forældre kom fra, og kan derfor matche typiske tilfredshedsniveauer i deres ’hjemlande’ med deres egne svar på spørgsmålet i det land, de nu bor i. Vi skrev for halvanden år siden om den basale idé (læs her), og er nu gået et stykke videre.

Svaret er, at der er massiv evidens for adaptation, men også for persistens. Helt konkret ser vi, at indvandrere fra de fleste steder i verden er påvirket af de samme faktorer som resten af befolkningen, og derfor til en vis grad bliver ligesom den generelle befolkning. Kommer man fra Iran eller Congo, bliver man derfor langt mere tilfreds i Danmark eller Sverige end man ville blive i Portugal eller Tyrkiet, bl.a. fordi både velstandsniveauet, men også de langt bedre nordiske institutioner skaber basis for tilfredshed.

Vi finder dog også, at der er persistens, så indvandrere fra Indien stadig er mindre tilfredse end indvandrere fra El Salvador, selvom de har samme job, indkomst, civilstatus osv. Grunden er, at de tager noget af forskellen med til det nye land – gennemsnittet i Indien er 4,2 versus El Salvadors 6,2. Overraskelsen er, at indvandrere fra tidligere kommunistiske lande generelt intet tager med hjemmefra, mens persistensen er størst for indvandrere fra andre rige, vestlige lande.

Hvorfor er lidt af et mysterium, da det for eksempel ikke er sværere at holde kontakt til folk og kultur i Tjekkiet end det er at holde kontakt til ens baggrund i Grækenland. Det passer dog meget med vores egen fornemmelse for, at vores central- og østeuropæiske studerende langt lettere integrerer sig i dansk eller svensk samfund end for eksempel franske eller østrigske studerende. Under alle omstændigheder stiller vores nye studie implicit det interessante spørgsmål, at hvis indvandrere – og måske særligt de central- og østeuropæiske – vænner sig så meget til vores tilfredshed og i det mindste nogle af de institutionelle og kulturelle træk, der skaber den, bliver de så ikke også mere ligesom os på andre vigtige punkter?

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget om. FMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

Det er ikke mindst tilfældet denne gang, hvor Lina Aldén spørger, om kultur påvirker indvandrerkvinders beskæftigelsesgrad. Meget af vores viden er fra amerikanske studier, men Aldén skriver om en svensk PhD-afhandling fra sidste år, der peger på vigtige nuancer. Det synes at tage cirka et til halvandet årti før kvinderne har vænnet sig til svensk kultur og derfor er lige så beskæftigede som svenskere.

Udover lederen er der blandt andet artikler af koryfæet Assar Lindbeck om hvordan man bedst afvikler de tunge og ufleksible svenske ansættelsesregler, PhD-studenten Sebastian Jävervall om hvordan korruptionsproblemer udvikler sig under kriser, og Christian Sandström, Mirko Ernkvist, Christofer Laurell og Jan Jörnmark om hvordan innovative virksomheder ’slår’ politik og enten kommer uden om eller får ændret regelsættet på deres område. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet!

Da jeg læste artiklen, slog det mig at vi faktisk kan få mere at vide om, hvor religiøse mange europæiske muslimer er. I det projekt, vi skrev om forleden, har vi svar fra en ganske stor gruppe indvandrere i the European Social Survey. Mens vi ikke har deres religion, ved vi at knap 6000 af indvandrerne er fra muslimske lande. De har alle svaret på spørgsmålet om, hvor religiøse de er på en skala fra 0-10, ligesom de andre 280.000 respondenter. Det giver os dermed et ganske godt indtryk af, hvor ’stærk’ deres religion er.

I figuren nedenfor illustrerer jeg fordelingen af religiøsitet blandt indvandrere fra muslimske lande, indvandrere fra ikke-muslimske, ikke-vestlige lande, etniske danskere, og andre europæere udenfor Norden. Kategorien ’lav’ dækker andelen af respondenter, der svarer 0-3, ’lav-mellem’ er andelen der svarer 4 eller 5, ’mellem-høj’ andelen der svarer 6 eller 7, og ’høj’ andelen, der svarer 8 eller højere.

Figuren afslører først, at de muslimske indvandrere typisk er væsentligt mere religiøse end både danskerne, ikke-nordiske europæere og andre ikke-vestlige indvandrere. At de er mere religiøse end danskerne er på ingen måde overraskende, da ingen er lige så sekulære som befolkningerne i de nordiske lande (inklusive Estland). Gennemsnittet er 6 blandt de muslimske indvandrere (og 6,7 blandt dem, der erklærer at de er medlemmer af organiseret religion), 5,5 blandt andre indvandrere, 4,9 udenfor Norden og 4,2 i Danmark. Overraskelsen ligger derimod i fordelingen, hvor hele 37 % af indvandrerne fra muslimske lande er stærkt religiøse. De er formodentlig dem, der tegner de muslimske miljøer udadtil.

Det særligt interessante er dog den anden ende af fordelingen. I undersøgelsen er en fjerdedel (ja, 25 %) af alle indvandrere fra muslimske lande mindre religiøse end gennemsnitsdanskeren. Tænker man på, hvor sekulært og ureligiøst, Danmark er, betyder det logisk, at der bogstaveligt talt må findes tusinder af ikke-troende muslimer i Europa – og sandsynligvis i Danmark – som hverken kan afsløre deres ikke-tro eller reagere på den. Samtidig er de tvunget til at høre på en europæisk debat, der monopoliseres af nationalkonservative, de afskyr Islam, og fundamentalistiske muslimer, der påtvinger alle deres repræsentation i offentligheden.

Der dukker nemlig ganske pudsige resultater op, når vi – som hele tiden planlagt – splitter vestlige og ikke-vestlige indvandrere i vores analyser. Vi finder, at ’arveligheden’ af velbefindende er omtrent dobbelt så stærk for vestlige indvandrere som for de ikke-vestlige. Ser vi på konvergensen mod det gennemsnitlige niveau i det nye land, er den hurtigere for de ikke-vestlige førstegenerationsindvandrere, mens vi ikke kan se nogen klar forskel på anden generation. Om noget tager ikke-vestlige indvandrere derfor mindre kultur med hjemmefra end de vestlige.

Et af de almindelige argumenter i debatten er ofte, at de særlige problematiske blandt de ikke-vestlige indvandrere er dem fra muslimske lande. Jeg investerede derfor et par timer i dag i, at identificere og separere de to grupper ikke-vestlige indvandrere i vores datasæt. Derefter kan man nemlig estimere arveligheden med en metode, hvor man tillader at de cirka 9000 muslimske (omtrent 4500 første og 4500 anden generation) er fundamentalt anderledes end de andre ikke-vestlige. Resultatet viser sig at være, at der absolut ingen forskel er i, hvor hurtigt de vænner sig til den vestlige standard. Derimod viste estimaterne, at de muslimske ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit intet kulturelt tager med, der påvirker deres velbefindende. Selv ikke, når man tager hensyn til at de ikke alle er religiøst aktive, ser der ud til at være noget som helst kulturelt aftryk i deres velbefindende, når de flytter til et europæisk land.

Om det ender med at blive en del af den endelige artikel eller ej, er det et eksempel på, hvad konkret forskning kan og skal gøre. Uanset hvordan vi tror, verden ser ud – eller burde se ud – er forskning der for at afdække, hvordan tingene hænger sammen. Er man seriøs forsker eller seriøst informeret borger, tager man den alvorligt hvor overrasket man så end bliver en gang imellem. Og kunne man få den tanke, at de muslimske indvandrere måske er glade for at slippe for de muslimske styrer?

Projektet, som jeg arbejder intenst på for tiden sammen med Andreas Bergh, Niclas Berggren og Shiori Tanaka, handler om i hvor høj grad man ’arver’ sit SWB fra sine forældre. Det er et ekstremt svært spørgsmål at svare på, medmindre man har data hvor man direkte kan matche forældre og børn i samme undersøgelse. Det er meget sjældent, det kan lade sig gøre, og vi tager derfor en anden, epidemiologisk approach. Fra the European Social Survey har vi svar på en meget lang række spørgsmål fra cirka 20.000 indvandrere, hvor vi ved præcist hvor de selv – eller deres forældre – kom fra. Ved at matche deres velbefindende til det nuværende SWB i deres oprindelseslande, kan vi estimere hvor meget af deres individuelle velbefindende der slæbes med hjemmefra. Vi har således også mulighed for at få en fornemmelse for, hvordan det slæbes med – er det gennem uddannelse, gener, værdier eller noget helt fjerde.

Hvad er pointen med at skrive om et løbende projekt, kunne man spørge? Svaret er, at vi allerede er ret sikre på, at der er en tydelig historie at fortælle. Den kan formidles gennem den simple figur nedenfor, hvor vi har plottet det nuværende SWB-niveau i folks oprindelseslande (Native satisfaction) med de samme gruppers SWB i de lande, der nu bor i (Migrant satisfaction). Korrelationen er cirka 0,8 og derfor meget stærk, og vidner om en form for ’nedarvet’ velbefindende, som man bærer med sig. To forhold er allerede helt klare. For det første er indvandrere ikke én gruppe, men mange forskellige grupper og individer. For det andet er intet menneske en tabula rasa – vi bærer vores opvækst og forældres kultur med os, om vi vil det eller ej. Der er noget, der kan fornærme både ideologisk nationalkonservative og konstruktivistiske socialister.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

• Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
• Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
• Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
• Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Sanktionerne mod Rusland rammer også Ruslands fattigere nabolande

Det er ikke kun dansk landbrug og russiske forbrugere, der lider under sanktionerne. Kort sagt: Færre kan komme til Rusland. Det er dyrere at bo og finde arbejde der, og de penge, man kan sende hjem, bliver mindre værd:

“All developing regions recorded positive growth except Europe and Central Asia (ECA), where remittance flows contracted due to the deterioration of the Russian economy and the depreciation of the ruble.”

Rusland har millioner af gæstearbejdere fra Tajikstan, Kazakhstan og andre fattigere nabolande, hvor op imod 42 pct. Af BNP (Tajikstan) stammer fra remittance. På grund af nye indvandringsrestriktioner i Rusland vedtaget januar i år, samt rublens kollaps, er det faldet drastisk. Der kom op imod 70 pct. færre migranter fra ikke-EU lande mellem januar 2014 og 2015 end året før. Dét koster.

 Finansiel regulering koster fortsat remittance-modtagere milliarder:

“The global average cost for sending money remained broadly at 8 percent in Q4 2014 , with the highest average cost (about 12 percent) in Sub-Saharan Africa.”

Omkostningerne skyldes blandt andet manglende finansiel infrastruktur I modtagerlande, men herudover ekstremt byrdefulde restriktioner mod at sende penge – især til de fattigste lande, såsom Somalia, som de fleste britiske banker helt har afskåret fra at modtage remittances på grund af frygten for at komme i karambolage med bl.a. antiterrorbestemmelser.
Summa summarum: Politiske indgreb i handel og internationale overførsler medfører som sædvanlig betydelig collateral damage.

Remittance-overførsler betyder meget for de enkelte modtagere, men virkningen på væksten i modtagerlandene er uklar

Remittance-overførsler fra rigere til fattigere lande overgår langt udviklingsbistanden, og udgør samtidig en mere pålidelig kilde til indkomst end andre former for investering fra ulandet. De har desuden den fordel, at de går direkte til husholdninger, som kan bruge det ud fra egne ønsker og behov, og ikke havner hos korrupte politikere:

Overordnet set er effekten på modtagerlandenes samlede økonomiske udvikling uklar, men for de enkelte modtagere er effekten ikke til at tage fejl af. Det er en direkte indkomstoverførsel som øger levestandarden over en bred kam, og som mange er afhængige af.

Hvis man vil have et andet perspektiv på remittance-fænomenets betydning, kan jeg anbefale Jeffrey Cohens fra artikel (2011) i Annual Review of Anthropology, der ganske enkelt hedder:  Remittance, MIgration and Household Strategies. Han opsummerer flere års forskning i migranter, emigrantlande og – væsentligt – hvordan det faktisk opleves at være en del af denne globale trend. Den kan tilgås hér.

”Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i Danmark faldt i årene 2010-13 fra 324.207 kr. til 320.342 kr. I samme periode steg antallet indvandrere med 118.019 personer. Med en gennemsnitsindkomst på det halve af den øvrige befolkning, gør de nytilkomne samfundet fattigere og hvor politik før drejede sig om, hvordan vi skulle forvalte og fordele den stigende velstand, må vi nu tage stilling til, hvordan byrderne ved den faldende indkomst skal bæres…”

Det forekommer naturligt at se på, om indvandringen gavner det danske samfund ud fra nogle makroøkonomiske indikatorer. En af dem er indkomst per capita og den samlede indkomst i Danmark, BNI. Men er dét et meningsfuldt mål for indvandringens effekt på økonomien?

Et tænkt eksempel:

To personer bor på hver sin side af en landegrænse. Den ene tjener 4 kroner og den anden tjener 2. Gennemsnitsindkomsten i Land A er 4 kroner og Land B er 2 kr. Så bevæger ham fra Land B sig over grænsen. Befolkningen fordobles, BNI øges med 50 pct., men gennemsnitsindtægten falder med 25 pct.

Og der er vel at mærke ikke sket nogen reel forandring hverken i den samlede velstand eller i dens fordeling.

Her er to befolkninger, der bor for sig:

Her bor de i samme land:

Selvfølgelig ændres gennemsnittet, når to uens grupper, der før blev regnet hver for sig, nu regnes under ét. Det svarer ikke nødvendigvis til nogen ændring i den reelle indkomst, ligesom børn ikke bliver lavere af, at der bliver født nye søskende, selvom gennemsnitshøjden falder. Der skal specifikt gøres rede for, hvordan indkomst flyttes. Det sker ikke bare, fordi der flytter folk til. Det sker fordi det besluttes.

I dagens Danmark vil den tabel se anderledes ud. Der vil danskerne fra første tabel miste nogle penge, som vil blive overført til den nye gruppe. Men igen: Det er ikke en følge af aritmetik.

Herudover: Gennemsnitsbetragtninger siger intet om de pågældende indvandreres position i samfundet – det siger ikke engang noget om, hvorvidt de er selvforsørgende. Indvandrere der primært arbejder i lavtlønnede fag, f.eks. som ufaglærte gartnere, aupairpiger eller SOSU-medhjælpere, vil have en indkomst, der ligger under gennemsnittet. Det vil derfor se ud som om de pågældende mennesker gør skade på økonomien, selvom det modsatte er tilfældet.

Faren ved at stirre sig blind på om gennemsnitsindkomsten stiger eller falder, er, at det lægger op til en generel agitation imod migration selv i tilfælde hvor det entydigt kommer alle parter til gavn, eksempel den migration der foregår mellem nye og gamle EU-lande, USA og Latinamerika, USA og Europa.

Danmark har ikke haft samme gavn af indvandring fra tredjeverdenslande, og det er der specifikke, lokale grunde til. Først og fremmest at mange indvandrere og flygtninge står udenfor arbejdsmarkedet og altså forsørges af det offentlige. (Pernille Vermund henviste helt rimeligt til tal fra Rockwool-fonden, som kan ses her. Der er tale om 16,6 mia. kr om året.). Det er dét, der er problemet. Snak om gennemsnitsindkomsten er kun forplumrende.

—
Jeg har i øvrigt ført en tilsvarende disput med Morten Uhrskov Jensen, som lå til grund for en lunken anmeldelse af hans bog, Indvandringens pris, i tidsskriftet Critique. Nielsy Westy har gennemgået argumenterne i endnu større detalje hér.

Derudover synes jeg, at debatten minder ufattelig meget om miljødebatten – ta’ blot diskussionen om vandmiljøplanen i 1980erne eller diskussionen om ”global opvarmning”. I disse debatter handlede det ufattelig meget om ”følelserne”. De venstreorienterede ”miljøforkæmpere” tegner altid katastrofe scenarier og skriger på ”handling” med det sammen. Vandmiljøplanen fra 1985 er et godt eksempel på, hvordan følelser og katastrofe-scenarier fik lov at bestemme politikken.

Indvandrere-debatten er de borgerliges miljødebat.

Det vil jeg give ham ret i.

Lars præsenterer ideen om en immigrationsskat, der i udpluk lyder:

1) Folketinget beslutter hver femte år en årlig kvote for de kommende fem år den årlig netto-indvandring (både flygtninge og indvandrere). Hvis kvoten ”overshoots” det ene år, så skal den fratrækkes i det følgende års kvote.
2) Af historiske og institutionelle årsager fratrækkes flygtninge og indvandring fra andre EU-lande. Dette er ikke nødvendigvis fornuftigt fra et rationelt økonomiske perspektiv, men det er ret oplagt, at ingen reform kan lukke for flygtninge eller indvandring fra andre EU-lande.
3) Når kvoten er fastsat fratrækkes flygtninge og EU-indvandrere. Det giver en rest-kvote. Dette er den reelle kvote, der hvert år skal allokeres.
4) Optimalt set burde denne kvote allokeres ved at bortauktionere kvoterne på samme måde, som man bortauktionerer CO2-kvoter i dag. Dette være et system som Julian Simon og Milton Friedman har foreslået. Jeg tror dog, at et sådan ”marked” ikke nødvendigvis vil være efficient og likvidt nok til at give mening. Derfor ville mit forslag være en egentlig immigrationskat. Denne skat ”kalibreres”, så man kan ramme den årlige ”rest-kvote”. Skatten kan justeres løbende i løbet af året – foreksempel hver kvartal. Hvis der for eksempel komme uventet mange flygtninge kan skatte sættes op eller hvis mange forlader Danmark, så kan skatten nedsættes.
5) Ved at sætte en immigrationsskat vil man sikre ”self-selection” – altså at kun de immigranter, der mener, at det vil være skatten værd i fremtidig indtjening. Dermed er der ingen grund til ”diskrimination” baseret på nationalitet, religion, uddannelse. Skatten vil sikre den mest optimale allokering af rest-kvoten.
6) Immigrationsskatten er tænkt som en engangsskat, der betales ved ”entry” til Danmark. Dette kan suppleres med årligt ”fee” – for eksempel – 20.000 eller 50.000 kr., der betales over skattebilletten over for eksempel 10 år.
7) Når det årlige fee er betalt i 5 eller 10 år kan dette så give adgang til permanent opholdstilladelse med fulde rettigheder i forhold til offentlige ydelser og andet.
8) I denne ”prøveperiode” (5-10 år) gives, der ikke adgang til nogen former for sociale ydelser og sundhedsydelser. Man kunne stille et krav om en obligatorisk sundhedsforsikring.
9) Man kunne bestemt også tænke sig, at det årlige ”fee” også kom til at gælde for flygtninge. For flygtninge skulle antallet af året fee’et betales afhænge af udgifterne til ophold og ydelser i forbindelse med ankomsten til Danmark.
10) Indtægterne fra immigrationsskatten samt de årlige fees skal i første omgang betale udgifter til flygtninge samt udgifter til administration af systemet. De restende udgifter til en gang årligt uddeles direkte til hver enkelt dansk statsborger som en ”immigrationscheck”. Dermed få hver enkelt dansker en kontant betaling for at tage imod immigranter.

Denne punditokrat kan meget godt lide det aftaleretlige tilsnit en sådan immigrationspolitik har, men ville nok selv foretrække en immigrationspolitik baseret på forskellige residency-ordninger, ligesom det kendes fra golfstaterne.

Skitsen kan læses og kommenteres her: http://www.facebook.com/lars.christensen.9/posts/10153018095628793

Mercados tåkrummende udtalelser fremstiller au pairer som basisvarer, som politikerne ikke må fordyre – en konservativ tilføjelse til Venstres krav, om at det ikke skal være dyrere at være dansker, hvilket det jo uden billige filippinere utvivlsomt ville være for nogle.

Desværre er det ikke meget bedre hos den velmenende Johanne Schmidt-Nielsen. Begge ser bort fra, hvad de pågældende mennesker selv kunne tænke sig at sige om den sag. Hun omtaler lige så glædeligt de filippinske kvinder som importvarer – de er stadig ressourcer, men bare ressourcer som det er synd for. De er åbenbart ”tyende” (!), der indgår i overklassens per definition suspekte conspicuous consumption.

”Hvis man gerne vil have en tjener, så må man betale det, en tjener koster,” udtaler den store humanist. (Helt i tråd med den tilsvarende etisk-protektionistiske kritik af middelklassen for at købe billige udenlandske varer og hyre polsk arbejdskraft). Ingen af de to politikere udviser den store interesse for de filippinske kvinders egne ønsker.

Heldigvis er der andre, der har gjort sig den ulejlighed at tage “au pair-piger” alvorligt. I seneste udgave af tidsskriftet Identities har to antropologer interviewet filippinske au pair-piger fra Bohol, som alle har været på ophold i Danmark. Artiklen anbefales på det varmeste. Selvom denne gruppe oftest fremstilles som ofre i litteraturen, er det ikke et billede, som understøttes i materialet fra dette feltarbejde.

I artiklen møder vi f.eks. Rosie, ”a young woman who had worked as a maid during her college studies,” hvis ophold var et springbræt ind i en voksentilværelse hjemme. Hun beskriver, at hun “‘grew up with her job (…) I became an adult when I worked here [where she was maid], as I budgeted my money for important things, for my family’.”

En anden beskriver, hvad hun havde lært på sit ophold, som: “to stand on my own feet, to be independent, to decide on my own, to be strong – I was far from my loved ones, that is a big challenge’.”

Det er givetvis noget andet end en kulturelt orienteret dannelsesrejse, som er ordningens officielle formål. Den typiske filippinske arbejdsudvandring er mere business end Byron. Gennem udrejse opnår de muligheder, de ikke kunne få hjemme som ”standby” – folk, der er selvforsøgende, men bliver tilbage og ikke forsørger sig selv. En af de muligheder er, overraskende nok for den, der anser dem for slaveagtige tyende, en højere grad af personlig frihed:

”While the au pairs framed their move as challenging, some also emphasised that they found pleasure in escaping the watchful eyes at home. … ”As one au pair put it: ‘it’s like you’ve been jailed and off-jailed’”

Personlig frihed er et gennemgående tema:

“Another au pair similarly explained that one of the great things about going abroad was gaining freedom, having been restrained by parental control until she came to Denmark at the age of 24.”

Selvom kritikerne af au pair-ordningen har ret i, at den reelt er en fremmedarbejderordning, så er det ikke i sig selv et særlig godt noget argument for at lukke eller begrænse den. Der er jo en grund til, at folk rejser ud. Geografisk mobilitet er en strålende vej til social mobilitet, selvom der kan være farer. Således også med au pair-ordningen:

Through migration they thus acquire higher social status in their local society, which allows them to re-position themselves within their families, as long as they live up to the ideals of maturity, prudence, and independence that are associated with adulthood in Philippine society. Despite the many ambiguities, uncertainties, and possibilities of exploitation that are associated with au pairing, it is therefore regarded, in the au pairs’ home communities, as an attractive pathway towards personal development for young women.

Migration reduceres ofte til et udslag af hovedløs økonomisk desperation (“fattigdomsflygtninge”). Men det er en grov karikatur — dem, der rejser ud, er jo netop i færd med at tage vare på sig selv, ikke passive ofre for omstændighederne. Det lader i den forbindelse til at være mindre væsentligt, hvad debattører i værtslandet synes om det.

Det betyder ikke, at der ikke er risici forbundet med arbejdsmigration. Eksempelvis er der mange stuepiger og barnepiger i Hongkong og Singapore, som behandles helt skrækkeligt.
Det er bare ikke en grund til automatisk at erklære alle au pairer for ofre, når man derved afskærer stadig flere fra at forbedre deres økonomiske kår.

Alene det imponerende faktum, at mange au pairer er i stand til at sende 1000-1500 kr. hjem på deres relativt sparsomme lommepenge, vidner en del om disse kvinders økonomiske og personlige overskud. Au pairerne udfører noget mere end bare let husarbejde, og mange arbejder mere end de 30 timer, men “au pairing in Denmark was generally viewed in very positive terms in the Philippines. Former au pairs, who also had work experience from Singapore, … described their au pair placement in Denmark as significantly safer and less labour intensive.”

Det er fejlagtigt at opfatte migranter fra fattigere lande som arbejdskraftens svar på drivtømmer. Vi har at gøre med mennesker, som påviseligt opsøger og udnytter muligheder, fravælger nogle lande og tilvælger andre – og i det hele taget opfører sig som de voksne mennesker, de er eller arbejder hårdt for at blive.

Til en hvis grad har kritikerne nogle pointer. Der er for eksempel flere indvandrere nu end i 1950 – den sidste gang Danmarks Statistik angav fødested for udlændinge. Sammenholder man 1950-statistikken med DSTs ”Indvandrere i Danmark 2012”, var der i 1950 knap 77.000 indvandrere i Danmark, mens der i dag er 314.000. For 63 år siden var 38 % af vores udlændinge i 1950 fra andre nordiske lande. I dag er tallet 9 %. Andelen af indvandrere fra Tyskland, Storbritannien, andre vesteuropæiske lande samt USA, Canada og Australien var dengang 53 %, mens den i dag er 25 %. Indvandringen fra Østeuropa er også steget som andel af den samlede indvandring: I 1950 var 4 % af udlændingene fra Sovjetunionen, Polen, eller randstaterne, som de baltiske lande kaldtes dengang. I dag er tallet 12 %.

Forskellen, som mange hæfter sig ved, er derfor at en langt større andel af vores indvandrere – cirka halvdelen – er af ikke-europæisk oprindelse. Cirka 75.000 mennesker bosiddende i Danmark i dag er af forskellig asiatisk oprindelse, 13.000 er oprindeligt fra Afrika, mens 79.000 er af anden ikke-europæisk afstamning. De ligner rent fysisk derfor ikke ’almindelige’ danskere.

Der er en række andre forskelle i indvandringen. Så vidt man kan bedømme med den tids information, kom indvandrere i 1950 fra lande med cirka 2/3 af Danmarks levestandard; i dag er de typisk fra lande med halvdelen af den danske levestandard. Antager man, at indvandrerne er tilnærmelsesvist repræsentative for deres hjemlande, er de fire gange så tilbøjelige til at mene, at religion er vigtig i deres dagligdag, og kun 40 % så tilbøjelige til at erklære, at man kan stole på andre mennesker. Så vidt man kan komme med et kvalificeret gæt, var indvandrerne i 1950 lidt mere tillidsfulde, men sandsynligvis også mere religiøse.

Det er dog ikke et særtræk ved indvandrerne. De er på de punkter faktisk helt gennemsnitlige i verden, med et religiøsitetsniveau på 68 % og et tillidsniveau på 26 %. Begge tal er næsten præcist det globale gennemsnit og reflekterer blot, at Danmark i global sammenhæng er et meget underligt land! Vi er de mest tilllidsfulde, de mindst religiøse (sammen med svenskerne og esterne), og stadig blandt de 20 rigeste lande. Indvandrerne kommer dog alligevel i gennemsnit fra lande, der er rigere end det globale gennemsnit. Det betyder dermed også, at de alt andet lige vil have langt stærkere arbejdsmoral end danskerne. Som Casper Dahl dokumenterede i foråret, er danskerne nemlig det folk i verden, der er mindst tilbøjeligt til at mene, at hårdt arbejde er så vigtig en værdi, at den er værd at lære ens børn.

Så er de ’nye’ danske indvandrere farligere end de gamle? Det er et svært spørgsmål at svare på, for det går ikke at se på de 1950-indvandrerne med 2013-briller. I 1950 var der 25.000 tyskere i landet. Med 2013-briller på, er de næsten ligesom danskere og ganske flinke og arbejdssomme. Men i 1950 kom de fra et land, der blot fem år tidligere havde forsøgt at erobre Europa og udrydde en hel religion! Hvem var de farligst for dansk kultur og egenart i 1950 – en tysker eller en thai? Nazister eller muslimer? Og hvem har vist sig lettest at integrere: Grækere eller litauere? Vietnamesere eller spaniere? Historisk indvandring bør altid ses i en historisk kontekst. Gør man det, er det måske værd at overveje, hvor stor truslen er i dag, og hvor lille den viste sig at være fra en ganske farlig indvandring mange år siden.

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.