Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate

Her følger fortsættelsen af mine indlæg i februar og marts. Denne gang skal vi se på hvad der skete i Argentina i perioden 1998-2003 og hvilken lære man kan drage af det. Vigtigt, når vi nu endnu en gang ser en præsident og regering, som prøver at gennemføre de reformer som Argentina har behov for, hvis man endelig skal bryde den negative udvikling, som har præget Argentina, ikke mindst fra midten af det 20. århundrede og frem.

Lad mig med det samme advare om at dette indlæg er temmelig langt. Derfor har jeg også lavet en pdf med samme indhold, som du finder i slutningen af dette indlæg.

Indlægget er en fortsættelse af mit indlæg den 25. marts, Der er en del sammenfald, da jeg i første omgang måske var lige overfladisk nok. Når jeg løbende læser de mange indlæg, hvor Milei hyldes for udviklingen siden han kom til magten, tror jeg det er på sin plads, lige at gøre mere ud af udviklingen i 1980erne og 1990erne (fra midten af 80erne og frem til 1998), end jeg gjorde i første omgang tilbage i marts.

Det er der forhåbentlig rettet op på i dette indlæg, som dækker udviklingen til og med den økonomiske krise, som kulminerede i begyndelsen af dette årtusinde. Der kommer senere på efteråret endnu et afsluttende indlæg med udgangspunkt i hvad der foregår i disse år under præsident Milei og hans regering.

Dette indlæg vil derfor bestå af fyldigt resumé af udviklingen i 1980erne og 1990erne, hvorefter vi ser på hvad der skete fra 1998 til 2003, for til sidst at se på nogle af de grundlæggende årsager til forklaring af hvorfor det der startede så godt, endte så skidt.

MILEI ER IKKE SÅ UNIK SOM HAN FREMSTILLER SIG SELV

Et forhold, som vi lige så godt kan slå fast med det samme er, at når den nuværende præsident Javier Milei igen og igen fremhæver, at de reformer han og hans regering prøver at gennemføre ikke er set før – også selv om vi ser bort fra hans påstand om “i verdenshistorien”, men alene ser på Argentina – er det mildt sagt en sandhed med modifikationer.

Første halvdel af 1990erne var heller ikke første gang man prøvede at ”få styr” på den argentinske økonomi. Oven på en kort periode, hvor man forsøgte at “få gang i økonomien” efter genindførelsen af demokrati i 1983, i den mere populistiske afdeling, forsøgte regeringen sig faktisk med mere ortodokse tiltag efter få år.

Man havde sådan set heller ikke noget valg. Inflationen var på flere hundrede procent. Det offentlige underskud var 15 pct. af BNP, man havde en akkumuleret udlandsgæld på over 40 mia. dollars – hvor udestående ubetalte renter og afdrag beløb sig til 20 mia. USD i 1983.

Den økonomiske situation forværredes kun efter militærregimets fald. I slutningen af 1984, var inflationen steget til ca. 700 pct., investeringerne var i bund, og kapitalflugten er estimeret til ca. 22 mia. USD.

Da IMF og andre internationale långivere stoppede for al ny långivning i maj 1985, var løbet kørt.

NY VALUTA OG PLANO AUSTRAL

Kernen i regeringens plan i 1985 (Austral planen), som bl .a. indebar indførelse af en ny valuta, Austral i stedet for Peso, deraf navnet, var faktisk en meget ambitiøs plan. Den omfattede kraftige stabiliseringstiltag og strukturreformer, mens løn og priser skulle holdes i ro ved et pris- og lønstop (ikke ligefrem del af den ortodokse værktøjskasse, og det virkede da heller ikke).

Budgetunderskuddet skulle elimineres, mens det skulle være slut med at lade seddelpressen køre for at dække statens udgifter. Nationalbanken skulle være uafhængig (det har man prøvet mange gange, som det vil fremgå af dette indlæg) og offentligt ejede virksomheder skulle privatiseres, økonomien dereguleres og udenrigshandlen liberaliseres.

Langt hen af vejen noget af det samme, som man kom til at gennemføre i Carlos Menems første regeringsperiode i første halvdel af 1990erne.

Planen kollapsede dog i løbet af få år af flere årsager. Mauricio Rojas har angivet et par vigtige faktorer i Carmensitas sorg, som jeg har henvist til flere gange i mine indlæg:

For det første provinsernes manglende evne/lyst til at styre deres økonomi. Mens det lykkedes at vende et underskud på 6 % af BNP i 1982 til et overskud på godt 5 % i 1985–86 for staten, steg provinsernes underskud markant i samme periode og var 7 % af BNP i 1987.

Dermed undergravede de regeringens forsøg på at få styr på økonomien, ved blot at øge deres udgifter og låntagning, ikke mindst fordi de øgede antallet af ansatte i provinserne ganske ekstremt. Det var ikke mindst tilfældet i senere præsident Carlos Menems provins La Rioja. Her steg antallet af ansatte fra 12.000 til over 40.000 mellem 1983 og 1989, hvilket i 1989 udgjorde over halvdelen af La Riojas arbejdsdygtige befolkning.

Dernæst den manglende evne til at styre lønudviklingen, ikke mindst for offentligt ansatte, som forværrede det offentlige underskud. Det skyldtes ikke mindst de peronistledede fagforeninger på et arbejdsmarked, hvor strejkevåbnet igen og igen kom i anvendelse. I løbet af Alfonsins regeringsperiode var der ikke mindre end 13 generalstrejker, plus mere end tusind andre strejker.

Mauricio Rojas angiver, at ikke mindre end 83 millioner arbejdsdage gik tabt. Strejkende offentligt ansatte – især i fattige indlandsprovinser som fx. La Rioja – stod for omkring 80 % af alle tabte arbejdsdage under Alfonsíns regeringstid.

Hvis ikke før, så var Præsident Raúl Alfonsín fra partiet UCR (Union Civica Radical) – han vandt præsidentvalget i1983 over peronisternes kandidat – og hans “Plano Austral” dødsdømt efter midtvejsvalget i 1987, hvor peronisterne igen blev den stærkeste politiske kraft i landet med flertal i kongressens to kamre, mens de satte sig på magten i 16 ud af landets 22 provinser.

Herefter gik det blot fra slemt til værre. I 1988 og 1989 faldt argentinerne indkomst drastisk, investeringerne nåede et nyt lavpunkt, og inflationen steg voldsomt. Austral var i frit fald i forhold til dollaren og endnu en gang kunne Argentina ikke opfylde sine betalingsforpligtigelser.

Helt galt gik det, da Carlos Menem blev valgt til præsident i foråret 1989. Med sit ry som populist og tilhørende peronisternes venstrefløj, steg inflationen til nye højder og kom helt ud af kontrol, mens landet ligesom året før var præget af uroligheder, strejker, plyndringer og kaos. Til sidst trådte Raúl Alfonsín tilbage den 8. juli, flere måneder før Carlos Menem formelt skulle have overtaget præsidentembedet, mens inflationen bare steg og steg – i maj nåede den op på 78 procent om måneden og i juli var den på små 200 procent.

REFORMER OG EVNEN TIL AT LAVE ALLIANCER

Et forhold, som var afgørende for den indledende succes for reformerne under Carlos Menem i hans første præsidentperiode, var hans evne – og det må man give ham – til at skabe bred opbakning til reformerne. Og så viste Menem, som kom fra venstrefløjen hos peronisterne, sig allerede inden han tiltrådte som præsident, som værende meget ideologisk fleksibel, mildt sagt.

Således indledte han allerede før han tiltrådte, et samarbejde med nogle af Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomheder, ikke mindst det multinationale konglomerat Bunge & Born, og det var økonomer herfra som udarbejdede den såkaldte BB-plan, ligesom ledende økonomer og direktører fra Bunge & Born fik nøgleroller i det nye kabinet.

Selve planen led dog hurtigt skibbrud, men signalerede, at man nu havde en peronistisk præsident, som var parat til at arbejde sammen med folk udenfor den peronistiske bevægelse.

Det var noget markedet kunne lide – en peronist, som ville føre ansvarlig økonomisk politik uden populistiske indslag – det var noget nyt. Menem brugte også den voldsomme krise Argentina befandt sig i til at cementere hvem der havde magten/var den stærke mand (ham).

Hans kabinet var meget lidt peronistisk, men talte til gengæld også folk fra oppositionen, fx Alvaro Alsogaray, leder af det konservative parti UCD, som fik en nøglerolle som chefforhandler om udlandsgælden.

Interesant nok gjorde han også noget andet, som vi også har set nuværende præsident Milei gøre. Carlos Menem ændrede udenrigspolitik og udviste en helt anden positiv holdning til USA, ja Argentina deltog endda i koalitionen, som befriede Kuwait i 1991. På samme måde ændrede han tilgangen til Falklandsøerne/Malvinas og dermed England.

Ikke at han opgav at Falklandsøerne bør være en del af Argentina, det kommer ingen argentinsk præsident til at gøre, men nu skulle det ske via forhandlinger og diplomati (det kommer aldrig til at ske). Samme tilgang har den nuværende regering, og havde for øvrigt også Argentina under præsident Macri, 2015-2019.

I modsætning til tidligere – men igen lige som den nuværende regering – iværksatte Menem med det samme en række strukturreformer, begyndte at privatisere i det små, skar drastisk ned på antallet af offentligt (stats)ansatte og gennemtvang reelle besparelser, i hvert fald i begyndelsen.  

Det var nyt. Før havde planen været først stabilisering og dernæst reformer, hvor reformerne så aldrig kom. Ikke nødvendigvis fordi regeringen ikke ønskede dem, men fordi de viste sig umulige af gennemføre. Nu skulle strukturreformer ske samtidig med stabilisering af økonomien.

En fordel som Menem havde, men som senere ”reformvenlige” regeringer har haft problemer med, var en opposition som rent faktisk bakkede op om nødvendigheden af radikale tiltag. Kort efter Menems indsættelse vedtog parlamentet således en lov til reform af staten og ”lov om økonomisk undtagelsestilstand” (Ley de Emergencia Económica), hvorefter det var muligt at gennemføre en lang række af reformerne i kraft af dekreter. Brug af Lov om økonomisk undtagelsestilstand har også været helt central for den nuværende regerings tiltag siden december 2023. Det vender vi tilbage til i det sidste indlæg i denne serie om Milei og Argentina.

Med disse to love på plads gik man i gang med omfattende privatiseringer og afvikling af størstedelen af landets korporative, overregulerede og protektionistiske strukturer, med varierende grad af succes.

INFLATIONEN “FORSVINDER”

Hvad angår den voldsomme inflation kan man tale om at den kom i flere bølger. I slutningen af 1989 nåede den nye højder, hvorefter man i løbet af kort tid gennemførte to tiltag, som gjorde op med først brugen af pris- og lønstop – ophævet i midten af december og 1. januar 1990 gennemførte man så en meget drastisk plan (El Plan Bonex), som grundlæggende bestod i en konfiskation af store dele af argentinernes opsparing.

Med El Plan Bonex gennemførte man en tvungen konvertering af alle tidsbegrænsede bankindskud (f.eks. opsparingskonti og indlånsbeviser) til statsobligationer, som først kunne indløses i 1999. Denne plan blev mildt sagt ikke godt modtaget af befolkningen. ikke mindst fordi det efterlod mange uden betalingsmidler. Som man også har set i andre lande med meget høj inflation, var en stor del af midlerne sat i tidsbegrænsede indskud (for de der havde adgang, det gælder sjældent de fattigste), ofte med meget kort løbetid, netop for at afbøde værdiforringelsen af kontanter. Mange argentinere befandt sig nu i en situation, med en akut mangel på betalingsmidler ud over de dollars de – hvis de kunne – havde gemt af vejen.

Umiddelbart medførte planen både voldsomme uroligheder og bankruns (man blev nød til at lukke bankerne i flere dage på grund af optøjer). På længere sigt kan det forklare den mistillid, som mange argentinere idag har til det finansielle system og de offentlige myndigheder. Der blev naturligvis også lagt sag an for at få omstødt planen, men det fejlede, da højesteret godkendte den (ikke mindst nok fordi Carlos Menem havde fået udvidet højesteret med loyale dommere).

Det skulle ikke blive sidste gang at den argentinske regering konfiskerede folks formue – det skete igen i forbindelse med krisen i 2001-2002, som vi kommer til senere i dette indlæg.

Set i forhold til at nedbringe inflationen var det en noget begrænset succes. Umiddelbart faldt den kraftigt – der var jo tale om en voldsom begrænsning af likviditeten (M2 blev mere end halveret), men den begyndte dog at stige igen i midten af 1990, som endte med en årlig inflation på ca. 2.300 pct, målt på forbrugerprisindekset, mod lige over 3.000 pct. i 1989.

Indgrebet indebar også en kraftig recession (og det stod jo ikke for godt til i forvejen). Men den medførte også en betydelig stigning i udbuddet af dollars, hvorfor nationalbankens reserver mere end fordobledes frem til december 1990. Det var ikke uden betydning.

Som bemærket af flere iagttagere er det måske afgørende i 1989-1990, at Argentina nu havde en præsident, som var parat til at bremse inflationen, også selv om det indebar en recession. Så selv om hver enkelt af tiltagene ikke nødvendigvis havde den store succes i forhold til hvad der havde været målet med dem, fik det betydning for hvad der skete fra 1991 og de efterfølgende år.

Hvad angår stabiliseringen og nedbringelsen af inflationen, var det reelt først i forbindelse med udnævnelsen af Domingo Cavallo som økonomiminister i januar 1991 og vedtagelsen af konvertibilitetsloven (som trådte i kraft den 1. april 1991), at der endelig skete en stabilisering af den argentinske økonomi.

Loven garanterede et fast forhold mellem den argentinske valuta, hvilket efter endnu en pengeombytning fra 1. januar 1992 ikke længere var austral, men en ny peso, med amerikanske dollar til kursen en dollar for en peso. Samtidig blev nationalbanken ansvarlig for at sikre den faste valutakurs ved at sikre at valutareserverne svarede til hvor mange peso som var i omløb.

Figur 1. Inflation målt på forbrugerprisindekset, 1986-1996

Kilde: IMF, OECD, WB (Worlddata.info)

Inflationen faldt også kraftigt. Mens den i 1990 havde været ca. 2300 pct, faldt den i 1991 til ca. 170 pct, og i 1992 til ca. 25 pct.

I september 1992 gennemførtes også en lov, som skulle styrke nationalbankens uafhængighed. Samtidig fik den forbud mod at udlåne penge -eller fungere som garant – til både stat, provinser og statsejede virksomheder. Reelt var og er det dog begrænset hvor uafhængig nationalbanken var og er. Men umiddelbart øgede tiltagene tiltroen til det finansielle system, (som dog også var helt i bund), ikke mindst fordi den daværende regering havde vist at den faktisk mente det alvorligt den gang.

Væsentligt var også, at man tog et opgør med landets magtfulde fagforeninger, som var domineret/ en del af den peronistiske arv. Her var det næppe uden betydning at opgøret med fagforeningernes magt blev drevet netop af en peronistisk præsident.

Et afgørende tidspunkt var formentlig da en strejke i det statslige teleselskab, Entel, endte i totalt nederlag for fagbevægelsen, og primært medførte en omfattende fyringsrunde i selskabet. Herefter indførtes tiltag som stort set svarede til at forbyde offentligt ansatte at strejke. Herefter falder antallet af strejker og tabte arbejdsdage voldsomt.  

Menem formåede også at splitte fagbevægelsen, ikke mindst den magtfulde CGT (Confederación General del Trabajo), Argentinas mest magtfulde fagforening.

Figur 2. BNP per indbygger, 1980-1998

Kilde: IMF WEO, april 2025

Som det fremgår af figur 2, rammer Argentinas økonomi bunden i 1990, hvor BNP per indbygger er ca. 25 pct. lavere end i 1980. I 1998 er BNP per capita til gengæld steget mere end 40 pct. i forhold til 1990. Set over hele perioden 1980-1998, er udviklingen dog noget mindre imponerende, idet BNP per indbygger i 1998 er mindre end 10 pct. højere end i 1980. Og efter 1998, falder BNP voldsomt, før man igen oplever vækst, hvilket vi kommer til senere i dette indlæg.

Først i 2005-2006 ville BNP per indbygger være på samme niveau som i 1998, og blot ca. 10 pct. højere end i 1980.

Men inden vi kommer så langt, så lad os lige blive færdig med hvad der skete inden 1998.

Når det kommer til markedsreformer og modernisering af den argentinske økonomi, er det reelt en ganske kort periode, som er interessant, nemlig mellem 1992 og 1996.

Det er i de år man privatiserer store dele af de statsligt ejede virksomheder med stor hast og store konsekvenser.

Tabel 1

Kilde: Argentina’s Privatization: Effects on Income Distribution, Ennis og Pinto (2003)

Som det fremgår af tabel 1 indebar privatiseringerne et voldsomt fald i antallet af ansatte. Se f.eks. antallet af ansatte i modsvaret til DSB, (Ferrocarriles Argentinos), hvor privates overtagelse af driften medfører en reduktion i antallet af ansatte på ikke mindre end 82 procent!

To ting er væsentlige. Der er relativ stor forskel på hvor stort antallet af ansatte i offentligt ejede virksomheder er sat til, alt efter hvilke kilder man bruger. Nogle kilder sætter således det samlede antal ansatte til under 200.000, hvilket allerede er væsentligt lavede end det var i begyndelsen af 1980erne, og ender ud med at der er ca. 35-40.000 ansatte i de selskaber, der fortsat var offentligt ejede i 2000, hvor der kun var få selskaber tilbage, mens andre sætter tallet højere.

Er det utilfredsstillende, at datamaterialet er så ringe? Det tror jeg nok, men hvad vi med sikkerhed kan sige er, at antallet af ansatte i offentligt ejede virksomheder faldt drastisk i takt med at de betydelige privatiseringer i 1990erne – og derudover faldt antallet af ansatte også i de pågældende virksomheder, i takt med at man effektiviserede disse. Men man kan ikke sige, at reduktionen af antal ansatte alene skete på grund af privatiseringerne, de var faldende før disse fandt set.

Reduktionen i antallet er angivet til at svare til ca. 2 pct af arbejdsstyrken af Ennis og Pinto (2003). Dermed går de ud fra at det samlede antal beskæftigede er ca. 7,5 mio. Dermed kan vi slutte at det må være antallet af formelt ansatte de bruger som grundlag.

Der skal tages forbehold overfor disse estimater, lige som alt andet statistik, når det kommer til statistik fra Argentina. Der findes ikke ét sted, hvor man nemt kan gå ind og se antallet af offentligt ansatte, ansatte i offentlige virksomheder osv, for slet ikke at tale om ansatte på provins- og kommunalt niveau. Så når kilder henviser til tal for reduktionen i antallet af ansatte, er man nødt til at tage forbehold. Det er ikke som i Danmark. Argentinas svar på Danmarks Statistik er mildt sagt ikke imponerende.

Med disse forbehold in mente, er der dog konsensus om at der faktisk fandt en betydelig reduktion sted i antallet af offentligt ansatte i første halvdel af 1990erne. En stor del kom dog fra privatiseringerne – det giver sig selv – ”overflyttede” ansatte fra (samlet antal) offentligt ansatte, til privat ansættelse. Men når man taler om reduktionen i antal ansatte i staten i denne periode, skal man også have med, at der blev flyttet en del ansvarsområder fra stat til provinser og kommuner.

Noget andet er, at man er nødt til at tage højde for et relativt stort parallelt arbejdsmarked. Estimaterne svinger ganske meget for hvor stor den er. Muligvis er det et afgrænsningsspørgmål, men det er ofte ikke helt nemt at gennemskue, når man læser argentinske kilder, eller internationale for den sags skyld.

Uanset publikationer bygger opgivne data ofte på tal fra ILOSTAT (Statistikafdelingen under ILO). Deres tal bygger så igen primært på hustandsundersøgelser (surveys), som set over en given periode er præget af mange metodologiske ændringer – jo længere tilbage i tiden, jo værre. Det oplyses der sjældent om.

Ifølge en rapport fra IMF, The IMF and Argentina, 1991-2001 fra 2004, faldt offentlig beskæftigelse fra ca. 2,4 mio. i 1990 til ca. 1,8 mio. i 1996. Dette fald skyldtes primært et fald på lidt over 200.000 statsansatte, ca. 400.000 ansatte i provinserne og ca. 170.000 i (tidligere) statsejede/drevne virksomheder, se nedenfor, mens beskæftigelsen steg med ca. 175.000 i kommunerne.

Tabel 2. Offentligt ansatte fordelt på stat, provins, kommune og statslige selskaber

Kilde: IMF 2004

Faldet svarer til, at mens ca. 2 ud af 10 var beskæftigede i det offentlige inkl. statsejede virksomheder i 1990, var det lidt mere end hvert tiende i 1996.

Et andet karakteristika, som Argentina deler med andre lande i regionen er, at andelen som finder beskæftigelse i den uformelle sektor udviser en stigende tendens i løbet af 1990erne, om end der er betydelige udsving (med stigende andel i kriseårene). Et særkende ved Argentina er dog, sammenlignet med fx. Chile og Uruguay, hvor stor en andel af den samlede beskæftigelse, som udgøres af beskæftigede på det ”parallelle” arbejdsmarked.

I Chile og Uruguay udgør den således henholdsvis 20-25 pct. og 10-15 pct. (formentlig den laveste andel i Latinamerika), mens den i Argentina udgør mellem 1/3 og halvdelen af beskæftigede – ifølge tal fra bl a. ILO, Verdensbanken, CEPAL og INDEC. Til sammenligning estimeres den til at udgøre ca. 2-4 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark. Jovist, et fleksibelt arbejdsmarked betyder noget, som vi kommer tilbage til – ikke mindst omkostningerne ved at hyre og fyre folk.

Med alle ovenstående forbehold in mente, viser nedenstående figur 3 udviklingen i samlet erhvervsaktive i 1990erne, inkl. den uformelle sektor.

Figur 3. Erhvervsaktive (formel+uformel sektor), 1990-2003

Kilde; ILOSTAT (via Verdensbanken)

Ovenstående tal er inkl. hvad der vel på dansk bedst kan oversættes med “enkeltmandsvirksomheder” i den parallelle (på engelsk self-employed) økonomi. Ikke uvæsentligt, da det er en ganske betragtelig del af de økonomisk aktive i netop den del af økonomien. Og igen – husk på – at alle tal er estimater, i sidste ende baseret på spørgeskemaundersøgelser – primært dækkende større byer – og efterfølgende beregninger, med ikke kendte indbyggede forudsætninger (beklager, jeg ikke kan komme det nærmere).

DE OFFENTLIGE FINANSER

Som anført ovenfor indebar reformerne i begyndelsen af 1990erne en betydelig reduktion af antallet af ansatte i den offentlige sektor og privatiseringer. Det indebar dog ikke nødvendigvis, at man derigennem formåede at sikre balance på de offentlige budgetter. Ud over muligvis 1993, var der underskud i alle årene op til krisen i 2001-2002. Som med beskæftigelsen, er data mangelfuld og skal tages med et gran salt. Eksistensen af poster, som ikke nødvendigvis fremgår af selve statens budgetter, mangelfuldt overblik over provinser og kommunale budgetter gør det kun vanskeligere at afgøre de faktiske indtægter og især udgifter.

Nedenstående tabel 3 er fra IMF (2004). Hvor tæt de er på de faktisk tal står lidt hen i det uvisse, hvilket IMF også selv påpeger.

Tabel 3. Samlet offentlig balance inkl. poster “udenfor budgettet” og indtægter ved privatisering, Andel af BNP

Kilder: IMF 2004 og Teijeiro 2001

Ovenstående tal adskiller sig en del fra tal man ellers finder, hvor der bl. a. angives at der er et mindre overskud i 1993 – og er de tal man finder i bl. a. IMF WEO. Det skyldes formentlig netop at der i dem ikke tages højde for poster “udenfor budgettet”. Tallene skal tages med forbehold – og det bør man nok også gøre med tal for efterfølgende år, inkl. den nuværende regering.

Figur 4. Offentlige indtægter og udgifter, 1993-2003

Kilde: IMF, WEO 2025

Manglende evne til at balancere de offentlige indtægter og udgifter medførte da også stigende offentlig gæld, både i absolutte tal og som andel af BNP over hele perioden, på trods af den hastige vækst i BNP frem til 1998, for at gå helt galt i 2001-2002, det vender vi tilbage til senere i dette indlæg.

Figur 5. Offentlig gæld, USD, 1992-2002

Kilde: IMF WEO og egne beregninger

Målt i forhold til BNP udgjorde den offentlige gæld (hvor ca. 90 pct. var denomineret i dollars) ca. 25 pct. i 1992. Det var steget til ca. 35 pct. i 1998, omkring 40 pct. i 1999-2000, ca. 50 pct. i 2001, for herefter at eksplodere i 2002 til små 150 pct. (IMF WEO).

Nu er der måske nogle som vil indvende, at en gæld på både 40, 50 eller fler pct. i forhold til BNP, ikke nødvendigvis er en speciel høj gæld, efter nutidens standard.

Her skal man være opmærksom på at der ikke eksisterer en “magisk” grænse for hvor høj den offentlige gæld kan være i forhold til økonomiens størrelse. Nok så vigtig er selvfølgelig hvilken valuta gælden er udstedt i.

For Argentinas vedkommende var al gæld, også selv om den var udstedt i peso, (stort set) altid koblet op på dollar. Læg dertil den bitre erfaring hos mange argentinere i forbindelse med myndighedernes indgreb (konfiskation) af opsparede midler i begyndelsen af 1990erne.

Så er det forståelig at Argentinerne i høj grad placerer deres opsparing i udenlandsk valuta og udenfor de argentinske myndigheders fangarme (bl. a. i Uruguay).

Som nævnt, vender jeg tilbage til udviklingen i den offentlige gæld senere i dette indlæg.

JAGTEN PÅ REFORMER OG MODERNISERING

Reformerne i 1990erne var i høj grad defineret ud fra det som er blevet kaldt “Washington Consensus”. Et måske ikke specielt velvalgt navn, men dækkende over fornuftige tiltag, som herhjemme vil få de færreste til at løfte en øjenbryn, bortset fra den yderste venstrefløj (Enhedslisten, en række NGO’er og omegn).

Vi har tidligere skrevet om netop Washington Concensus her på bloggen, se bl.a. her.

Kort fortalt bestod WC af følgende 13 punkter:

• Offentlig budgetdisciplin, herunder at offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur.
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer
• Privatisering
• Deregulering (øger konkurrencen)
• Sikring af den private ejendomsret

Handelsliberaliseringer

Der blev gennemført betydelige reformer og argentinsk økonomi blev åbnet op overfor omverden. Handelsrestriktioner og told mindskedes betydeligt, kapitalbevægelser liberaliseredes og der blev gjort forsøg på at reformere både arbejdsmarkedet og pensionssystemet.

At sænke toldsatser (og eksportskatter) og liberalisere kapitalbevægelserne var så den nemme del af reformerne (hvilket det plejer at være) – og gennemførtes med stor hast, hvilket bl. a. betød at Argentinas handel med omverden voksede kraftigt i 1990erne, hvilket fremgår af nedenstående figur 6.

Figur 6. Import plus eksport, andel af BNP, faste priser.

Kilde: Penn World tables (graf hentet FRED)

Som det fremgår af figur 6, var det ikke første gang man forsøgte at åbne økonomien, se også nedenstående figur 7., som viser udviklingen som indextal, med 1950=100.

Figur 7. Samlet værdi af eksport og import, faste priser, 1950=100

Kilde: Penn World tables (graf hentet FRED)

Og nej, det er selvfølgelig ikke en “fejl” at de to grafer ligner hinanden til forveksling, hvis nogen skulle undre sig.

For at sætte lidt proportioner på Argentinas (manglende) udenrigshandel, så udgjorde den ca. 45 pct. af BNP i 1980 og ca. 55 pct. ved årtusindeskiftet i Italien, mens det i Sydkorea udgjorde henholdsvis 30 og 60 pct. i 1980 og 2000.

Handelsliberaliseringerne begyndte kort efter Menems magtovertagelse i form af hvad ofte omtales som “chokterapi”. Ideen er at man gør tingene med det samme (tænk på det som at rive et plaster hurtigt af) i modsætning til “gradualisme”, hvor man laver tilpasninger over en længere tid (man river plasteret af langsomt).

Hvis man ved “chokterapi” (handelsreformer f.eks.) forstår at alle toldsatser fjernes fra den ene dag til den anden, så er det dog en en sandhed med modifikationer at bruge Argentina som et eksempel på chokterapi (I modsætning til Chiles handelsliberalisering i midten af 1970erne).

De faldt signifikant. Fra i gennemsnit ca. små 40 pct. i 1989 til ca. 10-11 pct. i 1995. Det dækker dog over stor varians. Således var toldsatserne ca. 30 pct. på husholdningsapparater i 1995 og 35 pct. på biler og bildele også efter reformerne.

For råvarer og halvfabrikata, kapitalvarer og produktionsudstyr samt forbrugsvarer uden lokal konkurrence derimod, fjernedes tolden stort set fuldkommen.

Ikke mindst vigtigt, fjernede man også importlicenser mv., hvorfor ikke-nominelle handelsbarrierer faldt kraftigt, ligesom man afskaffede eksportafgifter. Sidstnævnte skulle senere blive genindført i nullerne.

Figur 8. Produktivitetsudvikling, 1991-2001

Kilde: Gabriel Sánchez and Inés Butler (2004)

Reformer og sænkning af handelsbarrierer var med til at sikre en fornyelse/udbyggelse af kapitalapparatet, mens efterspørgslen efter især ufaglært arbejdskraft – på det formelle arbejdsmarked – faldt betydeligt i forhold til udbuddet.

Det indebar at indkomstforskellene mellem faglært og ufaglært arbejdskraft steg op gennem 90erne, ligesom det var medvirkende til at gini-koefficienten steg fra ca. 40 til ca 47 pct. fra 1991 – 1998, ifølge tilgængeligt datamateriale.

Victor A. Beker finder i A Case Study on Trade Liberalization: Argentina in the 1990s, på baggrund af tal fra Verdensbanken, Poor People in a rich country (2000), frem til at toldsatserne efter reformerne i begyndelsen af 1990erne “favoriserede” brugen af faglært og ikke mindst arbejdskraft med videregående uddannelser (af varierende længde), se også nedenstående tabel 4.

Tabel 4. Lønudvikling (1998 priser) 1990-1998

Kilde: Verdensbanken (2000)

Mens A. Beker er mest optaget af effekterne for indkomstfordeling og fattigdom, bemærker Mauricio Rojas i Carmencitas Sorg, som jeg også har henvist til flere gange i de tidligere indlæg om Argentina, at:

“Strukturreformerne og stabiliteten udløste en periode med meget stærk økonomisk vækst, som – trods et midlertidigt tilbageslag i 1995 (forårsaget af den mexicanske peso-krise) – fortsatte frem til midten af 1998.”

Og at

“En af de mest dynamiske drivkræfter bag denne vækst var den argentinske industri, som udviste en imponerende fornyelseskraft og virkede fuldt i stand til at håndtere den nye åbenhed mod omverdenen.”

Til gengæld fik man hurtig et problem med hastigt stigende ledighed, især efter 1997-98, som det fremgår af nedenstående figur 9, hvor høj vækst afløses af først stagnation og derefter et kraftigt fald i BNP.

Figur 9. Arbejdsløshed 1990-2003

Kilde: IMF, WEO, april 2025

Argentina er lige som de fleste (alle) “latinske” lande, plaget af et overreguleret og ufleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsgivers omkostninger ved formel beskæftigelse er betragtelige i forhold til hvad lønmodtagerne tror deres beskæftigelse koster arbejdsgiver. Det er ikke unormalt at omkostningerne er dobbelt så høje, hvis ikke mere, end hvad medarbejderne tror er deres løn. Helt anderledes end vi kender til i Danmark. Der er altså også store besparelser ved ikke at være formelt ansat, som arbejdsgiver og arbejdstager herefter kan dele.

Bagsiden af medaljen er at adgang til pension mv. ofte er koblet op på formel ansættelse.

Langt det meste litteratur jeg er stødt på, især hvis det er argentinske og FN kilder, problematiserer, med få undtagelser, primært dette faktum – ikke i forhold til den manglende fleksibilitet og dens konsekvenser – men derimod de konsekvenser det har for manglende social sikkerhed og pensionsopsparing (ikke at forklejne disse).

Man var ganske godt klar over problemerne med det ufleksible arbejdsmarked i 1990erne, men lige som andre steder i Latinamerika, var det et område, hvor det viste sig meget vanskeligt at gennemføre de nødvendige reformer, og det var ikke fordi man ikke prøvede (det gælder for øvrigt også Chile, som endda havde den fordel ikke at være et demokrati, da man gennemførte de væsentligste reformer).

Det kan derfor ikke understreges nok, hvor forskellig og håbløs arbejdsmarkedet er indrettet i Latinamerika (vi kender det også fra Europa, især sydeuropæiske lande, omend i mindre omfang end i de fleste (alle?) latinamerikanske lande, fra det vi kender herhjemme.

Nedenfor følger en kort oversigt over arbejdsmarkedsreformer, hvad man (indtil de blev rullet delvist tilbage i nullerne) søgte at gennemføre og hvad man måtte opgive at gennemføre.

Formålet med reformerne var at formindske den parallelle sektor, gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og konkurrencedygtigt og mindske omkostninger ved at ansætte og afskedige arbejdskraft samt reducere arbejdsløsheden og stimulere jobskabelsen.

I 1995 fik man faktisk gennemført en del lovgivning, som bl.a.

• Tillod kortvarige og mere fleksible ansættelseskontrakter
• Gav virksomhederne mulighed for at forhandle lokalt i stedet for centralt (ophævet i 2004)
• Fik reduceret arbejdsgiverbidrag hos Især små og mellemstore virksomheder

Til gengæld lykkedes det ikke at gennemføre lovgivning, som kunne mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk – og de både var og er betydelige.

Det lykkedes heller ikke at bryde “fagforeningsmonopolet”. Også efter gennemførte reformer kunne kun én arbejdstagerorganisation repræsentere arbejdstager i hver sektor – også når forhandlinger foregik decentralt.

I 1998 prøvede man at genneføre en lovpakke, som bl. a. inkluderede forslag om opblødning af kollektive aftaler, mere fleksible arbejdstider og lavere sociale bidrag. Det mødte stærk modstand, ikke mindst hos fagbevægelsen, og aldrig blev vedtaget.

I 2000 prøvede man igen, denne gang under præsident Fernando De La Rua, at gennemføre en lovpakke (den såkaldte Lei Banelco). Herefter kunne virksomhedsspecifikke aftaler afvige fra de nationale eller sektorielle overenskomster og have forrang. Prøvetiden ved nyansættelse blev forøget fra 3 til 6 mdr. og op til 12 mdr. for små virksomheder. Man forsøgte også med lovgivning, som skulle give mulighed for løbende opsparing til afholdelse af udgifter ved fyring, hvilket dog aldrig fik nogen reel effekt og desuden indførtes et egentligt arbejdsretsystem, som mere minder om det vi kender herhjemme, som skulle stå i stedet for at tvister blev afgjort ved domstolene i det almindelige retssystem.

Lovgivningen afstedkom voldsomme reaktioner, ikke mindst fra fagforeningerne side. Argentina var nu et helt andet sted – og det var ikke længere en peronist, som var præsident – og i 2004 blev stort set alt vedtaget i 2000 ophævet igen, bl. a. med begrundelsen, at lovpakken var blevet gennemført ved stemmekøb (deraf tilnavnet).

Samlende kan man sige, at man prøvede, men fejlede i for alvor at få gjort op med Argentinas dysfunktionelle arbejdsmarked. Måske ikke verdens største overraskelse for iagttagere, men ikke desto mindre et væsentligt forhold af stor betydning for muligheden for varig succes for fornyet vækst i Argentina.

Et andet område, hvor man mislykkedes, var i forhold til pensionsreformer.

Forsøgene på at reformere det Argentinske (pay as you go) pensionssystem var stærkt inspireret (som mange andre dele af reformerne) af reformerne i Chile 10 år tidligere.

I 1993 gennemførtes en reform, hvorefter pensionssystemet skulle bestå af en basispension til alle, en privat opsparing (11 pct. af lønnen), som placeredes i finansielle aktiver i enten offentligt eller privat regi, samt en frivillig del derudover. Lovgivningen gennemførtes i 1994. 70 pct. af de der havde muligheden, valgte den private model, hvilket mindskede statens indtægter betydeligt, mens man fortsat skulle betale til pensionister på det gamle system. Lige som i Chile (og i højere grad, da den uformelle sektor er betydeligt større), indebar det meget store forskelle på pensionsopsparingen (som krævede formel ansættelse).

Systemet brød sammen i forbindelse med Argentinas nedsmeltning i 2001-2002 og i 2008 var man tilbage til det system man kendte før 1993.

FRA REFORMER TIL STAGNATION, 1996-1999

Selv om den argentinske krise typisk dateres til årene 2000, 2001 og når klimaks i 2002, begyndte det allerede at ramle i anden halvdel af 1990erne.

Mauricio Rojas har påpeget, at mens Menems personlige egenskaber i forhold til succesen med reformer i 1. del af 1990erne efter hans genvalg i 1996 (mulig efter ændring af forfatningen), nu blev hans – og dermed reformernes – største fjende.

Som Rojas bemærker:

“Han [Carlos Menem] dukkede op som redningsmanden for et land i dyb krise, hvor folk var villige til at acceptere næsten hvad som helst for at komme ud af elendigheden — men han var bestemt ikke den rette til at styre et mere normalt land.”

Menems regeringstid var præget af betydelig korruption og dele af privatiseringsprocessen var helt absurd. Noget man også så i andre dele af Latinamerika, f.eks. i Mexico. Ikke at forveksle med den fløj herhjemme der pr. automatik brokker sig over at “staten sælger for billigt ud”, så var det vitterligt ofte tilfældet i Argentina i 90erne.

Man kan til forsvar anføre at mange offentligt ejede selskaber ikke var meget værd og der ikke var råderum til at forbedre disse før de blev sat til salg, samt det var en enorm opgave man stor overfor.

På fire år blev omkring 60 store statsvirksomheder solgt (olieselskaber, petrokemiske industrier, stål- og kraftværker, flyselskaber, telekommunikation, el- og gasforsyning, forsvarsindustrier m.m.), blev udliciteret til private aktører (bl.a. 25.000 km jernbane, Buenos Aires’ metro, tv- og radiostationer), og næsten 800 offentlige ejendomme blev solgt (bygninger, havne, kornsiloer osv.). Men i alt dette handlingsræs opstod der rigeligt med plads til fejl, dårlig forvaltning og ren og skær korruption.

Og selv om man som iagttager jo har det privilegie at kunne påpege, at man i det mindste slap for at skatteyderne år efter år skulle dække offentlige selskabers mia. underskud, kan man ikke undgå at have en hvis forståelse for at mange argentinere blev efterladt med en dyb mistillid til hele privatiseringsprojektet.

I Argentina som i andre lande (undtaget Chile) synes hensyn til betydningen af konkurrence også have været af mindre betydning (forstil dig at man havde privatiseret TDC uden at der var blevet lukket op for konkurrerende selskaber).

Læg dertil at privatiseringen også indebar fjernelse af subsidier, som holdt tidligere urentable aktiver i live (formentlig af større betydning end monopol-priser). Med andre ord medførte privatiseringerne ofte at de relative priser på de udbudte varer- og tjenesteydelser steg kraft.

Og så var der de mange korruptionsskandaler.

Et eksempel er skandalen med Alfredo Yabrán, som blev myrdet i 1998, som tilsyneladende havde fået “fingrene i” flere tidligere offentligt ejede selskaber på ikke helt ærlig vis. Noget som Domingo Cavallo, manden bag Argentinas (på det tidspunkt meget populære) fastkurspolitik gjorde opmærksom på i en tale i 1996.

Samme år forlod Cavallo da også regeringen, dannede sit eget parti og blev en af Menems væsentligste kritikere.

Det hele blev ikke bedre af Carlos Menem’s forsøg på at ændre “spillereglerne” endnu en gang, således han kunne stille op til en 3. periode. Det blev dog ikke til noget, men fik stor betydning for den førte økonomiske politik. Samtidig, som anført ovenfor led regeringen flere nederlag, ikke mindst i forhold til vigtige reformer af arbejdsmarkedet.

Konflikterne på arbejdsmarkedet begyndte også at vokse igen, med flere generalstrejker anført af landets fortsat magtfulde fagbevægelse, efter Carlos Menems regering med stor succes havde fået lagt en dæmper på dem i den første regeringsperiode.

Carlos Menems stjerne var for alvor nedadgående og ved parlamentsvalget i 1997 blev peronisterne besejret af en ny valgalliance mellem Radikalpartiet (UCR) og Frente País Solidario (FREPASO). En alliance der stort set ikke havde andet til fælles end deres modstand mod peronisterne. Det skulle senere få skæbnesvangre følger.

Valgnederlaget til peronisterne i 1997 blev fulgt op med Fernando De La Rúa’s (UCR) valgsejr ved præsidentvalget i 1999.

Fernando De LA Rúa og hans regerings plan var sådan set at videreføre reformerne fra første halvdel af 1990erne, men flere forhold skulle vise sig at umuliggøre det.

For det første var der intern uenighed, ikke kun blandt de partier som skulle sikre flertallet i kongressen. Som nævnt var det som primært holdt dem sammen deres modstand mod peronisterne.

Mens UCR kunne betegnes som et moderat centrum parti, bestod FREPASO af flere grupperinger på venstrefløjen. Blandt andet frafaldene fra Partido Justicialista, “Det Retfærdige Parti” (det er det officielle navn på hvad jeg ellers kalder “peronisterne” i dette indlæg) , som var modstandere af den tidligere regerings “neoliberale” reformer. Også internt i UCR mødte Fernando De La Rúa og hans regering modstand.

Og hermed er vi kommet frem til nedsmeltningen af den argentinske økonomi, som desværre også indebar afslutningen på forsøgene på at reformere Argentina i retning af en mere moderne og fri økonomi. Der kom til at gå mange år før det blev forsøgt igen.

FRA STAGNATION TIL NEDSMELTNING

Da Fernando De La Ruá tiltrådte som præsident, var Argentina ikke længere en økonomi i høj vækst, tværtimod. Efter 1997-1998 gik det kun en vej, nemlig nedad, mens en i forvejen betydelig arbejdsløshed steg kraftigt (se figur 9).

Figur 10. BNP per indbygger, konstante priser og købekraftskorrigeret, 1996-2004

Kilde: IMF, WEO april 2025

Fra 1998 til 2002 faldt BNP per indbygger med mere end 20 pct., mens arbejdsløsheden steg fra i forvejen høje ca. 15 pct. til ikke mindre end små 23 pct., da det var værst. En voldsom nedtur.

Det har selvfølgelig udløst en efterfølgende større ballade om hvem og hvad der bærer hovedansvaret. Eksterne choks har f.eks. fået skylden – og det er rigtigt, at de eksterne forhold ikke just var gunstige for Argentina i slutningen af 1990erne (se nedenstående figur 11)

Figur 11. Rentespænd på argentinske statsobligationer

Kilde: The Economist: A victory by default?, marts 2005

Der var i løbet af få år flere eksterne forhold, som udviklede sig til ugunst for Argentina. Den asiatiske krise krise i 1997, Russisk default i august 1998 og Brasiliens devaluering i januar 1999 (reelt overgang fra fastkurs, som Argentina, til styret flydende valutakursregime).

I modsætning til Brasilien, som opgav at fastholde kursen på real i forhold til dollar, så snart Fernando Henrique Cardoso var blevet genvalgt, fastholdt Argentina den faste kurs overfor dollars. En skæbnesvanger beslutning, ikke mindst fordi både dollar og det internationale renteniveau steg kraftigt i slutningen af 1990erne.

Det skal medtages at Brasilien aldrig var lige så “dollariseret” som den argentinske økonomi, hvor man kunne oprette bankindskud i dollars, hvilket sidenhen er blev problematiseret kraftigt – oftest uden at medtage hvorfor det var nødvendigt for overhovedet at få folk til at sætte penge i banken i stedet for at købe dollars, sætte dem ind på konti i udlandet, hvilket de gjorde og gør i stort omfang under alle omstændigheder, fordi tiltroen til det hjemlige finansielle system var – og er – til at overskue, med god grund.

Problemet er selvfølgelig at hvis gæld er i dollars – eksplicit eller implicit, så indebærer en devaluering at gælden målt som andel af BNP med det samme stiger kraftig. Det er også præcist hvad der skete i 2002, da man endelig opgav af fastholde kursen på peso overfor dollar. Derefter faldt kursen på peso drastisk. Inde for de første uger til mere end 2 peso for en dollar og i slutningen af 2002 til mere end 3 peso for en dollar.

Det indebar naturligvis at gælden som andel af BNP “eksploderede”. En stor del af denne voldsomme stigning skyldes faldet i peso, læg dertil yderligere at gælden jo blot voksede med de ubetalte renter. Men det er væsentligt at understrege, at gælden havde været stigende fra starten af 1990erne – altså også i de år, hvor man oplevede høje vækstrater.

Som tidligere nævnt er en offentlig gæld på 40-50 pct. (som den var i slutningen af 90erne og indtil 2001) ikke nødvendigvis noget problem i en moderne velstående økonomi. Men i en økonomi hvor alt er hægtet op på en fremmed valuta (dollar), med en begrænset betalingsevne (nok steg eksporten kraftigt, men i forhold til betalingsforpligtigelserne i dollars? “Not so much”), ikke mindst når man ikke er i stand til at balance indtægter og udgifter, som tilfældet har været det meste af historien i Argentina.

Med det stigende internationale renteniveau og en stærkere dollar blev problemerne kun værre, for i 2001 at blive ubærlige. Men et problem ved at anvende dette som den afgørende forklaring er selvfølgelig at andre lande, som mindede om Argentina også var udsat for samme eksterne chok, uden at det førte til en fuldkommen nedsmeltning af økonomien.

Her er en væsentlig pointe naturligvis, at det betyder noget hvor sårbar man er for ændringer i de eksterne forhold og hvordan man reagerer. I Argentinas tilfælde valgte man at fortsætte med fastkurspolitikken på et tidspunkt, hvor væsentlige samhandelspartnere (Brasilien) opgav den, var sårbar overfor stigende internationale renter og ikke havde en økonomi med tilstrækkelig fleksibilitet til at foretage den interne tilpasning, når nu man havde fravalgt at kunne foretage en ekstern tilpasning (uanset hvor forståelig det måtte forekomme af hensyn til allerede akkumuleret gæld).

Som Robert Mundell gjorde opmærksom på i “A theory optimum currency area (1961), kræver en fast valutakurs (lig med at opgive at føre en selvstændig pengepolitik), at en række grundlæggende forhold er til stede. Det var ikke tilfældet i Argentina.

I fraværet af muligheden for at tilpasse værdien af ens egen valuta, kræver det en indenlandsk fleksibel pris- og løndannelse, hvor specielt det sidste har vist sig at være mere end vanskeligt (det gælder ikke kun i Argentina). Ikke mindst når ens institutionelle setup er præget af stærke fagforeninger, lovfastsatte minimumslønninger mv.

I den forbindelse kan man kun sige, at heldigvis har man en parallel/uformel økonomi, som kan absorbere noget af den overskydende arbejdskraft.

Det mest ulyksagelige er nok, at trods forsøgene på at fastholde den faste valutakurs, endte det alligevel med, at man måtte opgive den. I den forstand kan man sige, at der var tale om “pain with no gain” for den argentinske befolkning, hvor fattigdommen endnu en gang steg voldsomt i årene 2000-2002. Op mod 60 procent af befolkningen levede i 2002 under den nationale fattigdomsgrænse (trods alt ikke lig med Verdensbankens fattigdomsgrænser, men alligevel).

Argentina var – og er fortsat – et af Latinamerikas mest velstående lande, med en for regionen lav andel af absolut fattige efter Verdensbankens målemetoder, hvilket dog næppe er nogen trøst, når man ser sin opsparing gå op i røg (mere om det lige om lidt) og indtægtsmuligheder voldsomt forringede.

HVIS BARE MAN HAVDE HOLDT UD, SÅ VAR ALT BLEVET GODT ELLER NOGET

Ikke mindst Domingo Cavallo, som var arkitekten bag Argentinas model til at fastholde en fast kurs overfor dollaren (men også andre) har argumenteret for at hvis bare man havde haft mere styr på de offentlige udgifter, og hvis man bare havde holdt ud og hvis man bare…….

Der synes der dog at være en del ansvarsfralæggelse i den position. Uanset hvad Cavallo (som blev minister igen i 9 mdr. i 2001 i et sidste desperat forsøg på at redde pesoen og undgå en betalingsstandsning) og andre måtte mene, var løbet kørt for længst.

Også IMF’s involvering er blevet voldsomt problematiseret. Argentinas har gennem årene været fondens “største kunde” (betalingsstandsningen i 2001-2002 var hverken første eller sidste gang det skete) og en kritik har været at fonden ændrede politik overfor Argentina og især i løbet af 2001 strammede kravene for fortsat långivning igen og igen. Og noget er der naturligvis om snakken, hvilket også fremgår af en efterfølgende evaluering fra fonden selv. Men man kunne også vende problemstillingen om og påpege hvor få krav man egentlig stillede i årene op til Argentinas default.

Man kan mene at det havde været bedre for Argentina (og andre lande som jævnligt har problemer med at opfylde deres betalingsbetingelser), hvis fonden slet ikke eksisterede. Jeg skal medgive, at det er min holdning, at IMF burde være gået i graven med Bretton-Woods systemets sammenbrud i begyndelsen af 1970erne. Men det er natuligvis et kontrafaktisk synspunkt, at Argentina og andre lande havde været bedre stillet hvis man ikke havde haft IMF.

Hvad man dog ikke kan se bort fra er, at IMF jo typisk får rollen som bussemand, når lande er i økonomiske problemer. Naturligvis især hvis man stiller krav til den førte finans- og pengepolitik. Et forhold er dog hævet over enhver tvivl, nemlig at at IMF ændrede syn på fastkurspolitik i lyset af erfaringerne omkring årtusindeskiftet. Det ser man også tydeligt i forhandlingerne under den nuværende regering om midlertidig långivning.

Men forestillingen om at IMF blot skulle have fortsat med at låne Argentina penge, no matter what, efterlader jo så det problem, at hvorfor skulle man så selv gøre noget for at få styr på økonomien? Det er næppe noget tilfælde at Argentina aldrig har formået at betale langvarige gældsforpligtigelser (30 år) fuldt ud.

Vi kan konstatere, at IMF fortsatte med at låne Argentina penge, lang tid efter markedet – og de fleste argentinere – var holdt op med at tro på, at man kunne redde fastkursregimet og flygtede over i mere sikre aktiver (ikke mindst dollars, men også bankkonti i Uruguay bl. a.), ligesom private långivere solgte deres Argentinske statsobligationer til discountpris – bl. a. til såkaldte ”Vulture funds”, som efter Argentina opgav at honorere den eksisterende udlandsgæld i 2002, afviste at indgå aftaler om omlægning og nedskrivning af eksisterende gæld.

Det begyndte for alvor at “snerpe til” i 2000 og regeringen kom med flere tiltag i forsøget på at redde økonomien og fastkursregimet.

Formålet var på en og samme gang at reducere det offentlige underskud, genskabe tilliden på finansmarkederne og undgå en gældskrise. I slutningen af 2000 aftalte man en stor redningspakke fra IMF og andre internationale institutioner, som blev kendt som “el blindaje” (panserværnet) og skulle sikre at man undgik en betalingsstandsning. Man fik et midlertidig lån på små 20 mia. USD. mod at man gennemførte en række reformer, herunder yderligere pensionsreformer og foretog finanspolitiske stramninger. Med tanke på den indenlandske sociale uro og Argentinas historie var det dog et forfængeligt håb, at det skulle kunne lade sig gøre. Det lykkedes faktisk at mindske de offentlige udgifter, se også figur 3, men samtidig kollapsede de offentlige indtægter i lyset af den voksende økonomiske krise. Forsøgene på reformer af bl.a. pensionssystemet blev dog enten blokeret i kongressen eller hurtigt rullet tilbage på grund af tiltagende protester og uro.

I 2001 gik tingene kun fra slemt til værre. Og i andet halvår gik det helt galt. Det lykkedes godt nok at lave en frivillig gældsomlægning for små 30 mia. USD. med en række private kreditorer, hvor kort gæld blev byttet til gæld med længere løbetid og højere renter og IMF frigav yderligere 16 mia USD. i september samme år. Men så var det også slut.

Økonomien var i frit fald, arbejdsløsheden nærmede sig 20 pct. og der var ikke en kinamands chance for, at man kunne overholde et vedtaget lovkrav om nulunderskud (primær saldo) på de offentlige budgetter. Social uro blev dagens orden og folk stod i kø for at hæve penge, mens alle der kunne, søgte ly i dollaren.

Ved indgangen til 3. kvartal begyndte provinsernes brug af egne udstede IOY’s som betalingsmiddel for alvor at tage fart, givet at centralregeringen søgte at balancere budgetterne, bl. a. ved at begrænse overførsler til provinserne.

I oktober prøvede man som i juni at omlægge lån til længere varighed, denne gang for 60 milliarder dollars. Det blev reelt vurderet til at være en de facto betalingsstandsning af de internationale ratingbureauer.

Samme måned (oktober) fik peronisterne flertal i begge kongressens kamre ved midtvejsvalget. Og da IMF i november tilbageholdt en udbetaling, fordi regeringen ikke kunne leve op til sine løfter om at balancere de offentlige budgetter, mens aftalte reformer ikke kunne gennemføres, endte det den 30. november med et ”bankrun”. Argentinerne prøvede desperat at hæve deres indskud, hvorefter regeringen indførte et loft på 1.000 dollar/peso for hvor meget man kunne hæve om måneden.

Resultatet var nogle af de voldsomste protester i landets nyere historie og situationen blev kun værre herfra. 5. december valgte IMF at tilbageholde udbetaling af et lån på 1,24 mia. USD, og to dage senere meddelte den Argentinske regering, at den ikke længere garanterede, at man kunne leve op til sine gældsforpligtigelser.

Få dage senere bredte fagforeningsdrevne generalstrejker sig, mens plyndring af landets supermarkeder tog til. Den 19. december erklærer man undtagelsestilstand og dagen efter trådte præsident De la Rúa tilbage. På det tidspunkt var mere end 20 personer dræbt i urolighederne.

Det store problem var ikke nødvendigvis selve gælden, men derimod forrentningen, hvor risikopræmien steg voldsomt- især fra 2. kvartal 2001 og frem.

Situationen var naturligvis uholdbar, alene renteudgifterne udgjorde mere end 4 og 11 pct. af henholdsvis BNP og de offentlige indtægter i 2001.

Efter De La Rua’s afgang fulgte en periode med stor forvirring og flere præsidenter som kun sad få dage, indtil Eduardo Duhalde blev udnævnt til præsident. Ideen var, at han skal sidde perioden ud, til det næste ordinære præsidentvalg i efteråret 2003. Sådan kom det dog ikke helt til at gå

I løbet af de første måneder af 2002 kom man med en række tiltag for at stabilisere økonomien. I starten af februar opgav man endelig fastkursen overfor dollar, lod peso flyde, hvorefter kursen faldt i løbet af kort tid faldt til mellem 2,2 og 2,5 pesos for en dollar og i slutningen af året var kursen faldet til ca. 3,3 peso for en dollar.

I 2002 nåede arbejdsløsheden (se også figur 9.) mere end 20 pct., mens den til tider voldsomme uro fortsatte. Den centrale regering overtog delstaterne gæld, mens man forsøgte at balancere de offentlige budgetter. Der indførtes også en række nye skatter for at øge de offentlige indtægter, mens man udstedte obligationer svarende til 44 mia. USD. til kompensation for de tab som indskyderne har fået i kraft af det kraftige fald i værdien på peso. Samtidig begynder inflation at stige kraftigt, og ender i 2002 på mere end 40 pct. (målt på forbrugerprisindekset), efter man i de foregående år havde haft en årlig deflation på 1-2 pct. om året.

I juli 2002 meddelte præsident Duhalde, at man fremrykkede præsidentvalget med et halvt år, således det finder sted i marts 2003. Efter en besynderlig valgproces – Carlos Menem får faktisk flest stemmer i første runde, men trækker sig inden 2. runde, bliver Néstor Kirchner, også peronist, udråbt som vinder og tiltræder som ny præsident i maj måned.

Udviklingen fra 2003 til nu tager jeg op i næste og sidste indlæg i denne lille serie.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Argentinas default i 2001-2002 var historiens største. Det var bestemt ikke Argentinas første. Argentina misligholdt også sine betalingsforpligtigelser i 1930, 1982 og 1989 og ville også delvist defaulte i både 2014 og 2020.

Figur 12. Offentlig gæld, 1884-2014

Kilde: IMF, Historisk database

EN KRISE MED LANGE SKYGGER

Nedsmeltningen i 2001–2002 fik langvarige konsekvenser for Argentina. Mange satte lighedstegn mellem reformerne i 1990’erne og den efterfølgende krise. Økonomer kan argumentere for, at reformerne snarere bør kritiseres for ikke at gå langt nok – og for, at de i flere tilfælde næppe kan betegnes som ikke-forvridende. Handelsliberaliseringen gjorde ganske vist økonomien mere åben via lavere told og ikke-told barrierer, men der var langt fra det og til et egentlig frihandelsregime.

Man kan naturligvis altid diskutere hvor meget der skal til før man kan kalde noget et frihandels-regime. EU har jo for eksempel (desværre) betydelige handelsrestriktioner overfor import af især landbrugsvarer. Men sammenlignet med handelsrestriktionerne i både EU og USA, var der også i 1990ernes handelsregime i Argentina indbygget langt flere markedsforvridende handelsbarrierer end i vores del af verden.

Den afgørende faktor bag krisen var dog valget af penge- og valutapolitik i lyset af den svage styring af de offentlige finanser og manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Som IMF konkluderer i deres evaluering fra 2004:

“Den katastrofale kollaps af den argentinske økonomi i 2001–02 repræsenterer et nederlag for de argentinske beslutningstagere, som undlod at tage nødvendige korrigerende tiltag på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt. IMF begik på sin side, støttet af sine største aktionærer, også fejl ved ikke tidligere at stoppe støtten til en strategi, som – sådan som den blev gennemført – ikke var bæredygtig. Da krisen blev dybere, formåede IMF ikke at engagere myndighederne i at udvikle en alternativ strategi, som kunne have hjulpet med at afbøde de endelige omkostninger ved krisen, selvom disse uundgåeligt ville have været høje.”

Med andre ord erkender fonden, at den burde have stoppet finansieringen langt tidligere. Og når IMF skriver, at de argentinske beslutningstagere “undlod at tage nødvendige korrigerende tiltag”, burde man måske snarere skrive, at de “ikke var i stand til”. Der er næppe tvivl om, at Fernando de la Rúa og hans administration ønskede og forsøgte at balancere budgetterne og gennemføre yderligere reformer. Det var bare ikke muligt.

Det centrale spørgsmål i forhold til den første valutakurspolitik er måske grundlæggende: Hvordan kunne nogen overhovedet få den idé, at det kunne lade sig gøre at fortsætte fastkurs-politikken? Det virker ikke som om hverken IMF eller den argentinske regering på noget tidspunkt lærte af historien – hverken fra Argentina selv eller fra andre lande – om de risici, der følger med en fastkurspolitik over for dollaren.

Ikke fordi man var sluppet for betalingsstandsningen eller den dybe krise ved en opgivelse af fastkurspolitikken allerede i f. eks. 1998, men de langvarige konsekvenser havde muligvis været langt mindre.

Havde man glemt Argentinas gældskrise i begyndelsen af 1980’erne? Ignorerede man, at selv Chile – trods diktatur og undertrykkelse af fagforeninger – også opgav at føre fastkurspolitik i forbindelse med gældskrisen i 1982? Åbenbart.

Derfor bør man være kritisk over for udviklingen i Argentina i disse år. Fastkurspolitikken sluttede ganske vist i 2002, men i forsøget på at bekæmpe inflationen har den nuværende regering igen søgt IMF-lån for at øge valutareserverne og dæmpe prisstigningerne. Og ja – inflationen er faldet drastisk siden Javier Milei blev præsident i 2023 og året efter triumferende kunne erklære overskud på de offentlige budgetter. Men med midtvejsvalget i oktober 2025 nærmer sig, rumler begge kamre i kongressen med krav om øgede pensioner og sociale ydelser.

Men én ting er intentioner og håb – noget andet er, om det overhovedet er muligt at reformere den argentinske økonomi. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg desværre tvivler (håber dog jeg tager fejl).

Det vender jeg tilbage til i sidste afsnit af “Argentina og Milei”.

Hent ovenstående indlæg som pdf: Milei og Argentina II del 4. – DEN STORE NEDTUR

________________________________________________________________________________

BILAG 1. SIMPEL OVERORDNET TIDSLINJE:

1983: Demokrati genindføres, og Raúl Alfonsín vinder præsidentvalget. Landet oplever et budgetunderskud på 15% af BNP og en udlandsgæld på over 40 milliarder dollars.

1984: Inflation stiger til ca. 700%, og kapitalflugten estimeres til ca. 22 milliarder USD.

1985: IMF og andre långivere stopper for ny långivning.

1985: “Austral-planen” introduceres med en ny valuta og stabiliseringstiltag.

1987: Planen kollapser efter midtvejsvalget, hvor peronisterne igen får flertal.

1988-1989: Inflation stiger voldsomt, og Argentina er præget af voldsom uro og strejker.

Maj 1989: Inflationen når 78% om måneden.

Juli 1989: Raúl Alfonsín træder tilbage, og Carlos Menem overtager præsidentposten. Inflationen når næsten 200% om måneden.

December 1989: Pris- og lønstop ophæves.

Januar 1990: “El Plan Bonex” implementeres, hvilket konverterer bankindskud til statsobligationer. Årlig inflation er på ca. 2300%.

Januar 1991: Domingo Cavallo udnævnes til økonomiminister.

1. april 1991: Konvertibilitetsloven træder i kraft, der fastsætter kursen til 1 USD = 1 peso.

1992-1996: Omfattende privatiseringer og reduktion af offentlig beskæftigelse finder sted.

1998: BNP per indbygger er steget med over 40% siden 1990, men falder voldsomt herefter.

2001-2002: Økonomisk krise, hvor den offentlige gæld eksploderer og statsbankerot.

2001

Juli: Usikkerheden om Argentinas gæld vokser, og kreditvurderingsbureauet Standard and Poor’s nedgraderer landets kreditvurdering til B-. Dette skaber en “bank run”, hvor borgere begynder at trække deres dollars ud af banksystemet.

30. november – Bankrun og panik

1. december: For at forhindre et totalt kollaps i banksystemet indfører økonomiminister Domingo Cavallo en række restriktioner på bankudbetalinger. Disse restriktioner, populært kendt som “el corralito” (den lille indhegning), begrænser udbetalinger af kontanter til 250 dollars eller pesos om ugen.

5. december. IMF stopper for udbetaling af lån

19. december: Restriktionerne fører til omfattende sociale uroligheder, plyndringer og gadekampe. Præsident Fernando de la Rúa erklærer undtagelsestilstand, men dette eskalerer kun protesterne.

20. december: I kølvandet på de voldelige protester og en alvorlig tillidskrise trækker Domingo Cavallo sig som økonomiminister, og kort tid efter træder præsident Fernando de la Rúa tilbage. I løbet af to uger har landet fem forskellige præsidenter.

2002:

6. januar: Den nyindsatte præsident Eduardo Duhalde afskaffer den faste valutakurs, der i over 10 år havde bundet pesoen til dollaren i et 1:1-forhold.

7. januar: Devalueringen af pesoen fører til et stort værditab. For at beskytte det finansielle system tvinger regeringen til en “pesificering” af bankindlån, hvor alle bankkonti i dollars konverteres til pesos. Denne konvertering sker dog til en ufordelagtig kurs (1,4 pesos til 1 dollar), hvilket påfører borgere, der har opsparet i dollars, et betydeligt tab. Lån i dollars bliver dog også konverteret til pesos, men til en bedre kurs (1:1), hvilket belaster bankerne.

11. januar: For at beskytte befolkningen mod hyperinflation, indføres en ny lov, der begrænser lønstigninger og prisstigninger. Den “offentlige nødlov” giver også regeringen ekstraordinære beføjelser til at omstrukturere gælden.

Februar

Regeringen fortsætter med at omdanne bankindlån i dollars til pesos, hvilket skaber yderligere vrede blandt opsparere. Mange sagsøger staten, og i nogle tilfælde erklærer domstole tiltagene for forfatningsstridige.

I løbet af året stiger inflationen voldsomt, og arbejdsløsheden overstiger 20%. Den argentinske økonomi befinder sig i en dyb recession.

Regeringen gennemfører en række midlertidige tiltag for at stabilisere situationen, men tilliden til det finansielle system er næsten ikke-eksisterende.

I slutningen af 2002 begynder økonomien en langsom bedring, men de langsigtede konsekvenser af “corralito” og “pesificeringen” er alvorlige for mange argentinske familier.

Hent indlæg som Pdf fil her.

– Milton Freedman 1982

Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.

Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.

Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.

Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.

ARGENTINAS ØKONOMI – ALLWAYS CRACHING IN THE SAME OLD CAR

Som det fremgår af nedenstående figur, som viser vækstraterne for BNP i faste priser i perioden 1951-2019 for Danmark, er Argentinas økonomi præget af voldsomme udsving og hyppige kriser.

Figur 1.

Set over hele perioden vokser BNP i Danmark godt nok “kun” med ca. 50 pct. point mere end den argentinske, men her skal medtages at mens Danmarks befolkning i perioden 1951-2019 “kun” vokser med ca 1/3, bliver befolkningen i Argentina i samme periode ca. tredoblet. Med andre ord er Danmarks BNP pr. indbygger i den grad løbet fra Argentinas, se også figur 2. i tidligere indlæg.

Det er også slående hvor store udsvingene er i Argentinas vækstrater og de mange perioder med lav eller ligefrem negativ vækst, i skærende kontrast til udviklingen i Danmark, hvilket afspejler den ekstreme “stop and go” politik. I høj grad drevet af ikke mindst politisk ustabilitet og manglende erkendelse af fundamental økonomiske sammenhænge. To forhold som naturligvis i høj grad er sammenhængene.

Som påpeget i mit forrige indlæg, lykkedes det aldrig reelt for de regeringer, civile som militære, og præsidenter (og dem var der en del af), som fulgte afsættelsen af Juan Perón, at stabilisere økonomien. Høj inflation, offentlige underskud og tilbagevendende eksterne balanceproblemer var dagens (u)orden og det skulle ikke blive bedre, da Juan Perón i 1973 vendte tilbage til Argentina og igen blev landets præsident.

På det tidspunkt var Argentina præget af voldsom social uro og politisk vold, både fra grupper på højre- og venstrefløjen. En brutal konflikt som i høj grad/ikke mindst også udspillede sig internt i den peronistiske bevægelse, hvor den ene del af partiet/bevægelsen hilste Perón velkommen hjem med slagordene “Perón, Evita, socialistisk fædreland!” og en anden del svarede med “Perón, Evita, peronistisk fædreland!”. Dagen endte i den såkaldte Ezeiza-massakre. En af flere og endnu flere ville følge og til sidste gennemførte militæret endnu et kup i 1976, afsatte Isabel Perón, som var blevet præsident ved Juan Peróns død i 1974, og indledte en periode frem til 1983, kendt som “den beskidte krig” (la guerra sucia).

Der var tale om et brutalt militærdiktatur, hvor formentlig op mod 30.000 blev myrdet af militæret. Brutaliteten og forfølgelsen af folk på venstrefløjen startede dog allerede før selve militærkuppet, idet Isabel Perón, da hun overtog posten som præsident og gav militæret og dødspatruljerne frie hænder i kampen mod venstrefløjen.

Miltærdiktaturet markerer også starten på en række forsøg på at reformere den argentinske økonomi, som alle endte med økonomisk sammenbrud, som afløses af perioder med populistisk økonomisk politik, som ender i sammenbrud, hvorefter man forsøger reformer, som ender i……..

MARKEDSREFORMER OG SAMMENBRUD .

Perioden fra begyndelsen af 1970erne og frem til begyndelsen af 1990erne var præget af faldende realindkomst, perioder med voldsom inflation og stigende fattigdom (national fattigdomsgrænse). Denne udvikling er ikke uvæsentlig til forståelse for hvorfor argentinerne var parate til at forsøge sig med, eller i det mindste accepterede forsgene på at liberalisere den argentinske økonomi, som efter flere tilløb kom til at karakterisere første halvdel af 1990erne.

Inflationen i midten af 1970erne var allerede på flere hundrede pct. om året og selv om det lykkedes at bringe den ned fra mellem 200 og 400 pct om året i perioden 1976-1977, til mellem 100 og 200 pct. om året i begyndelsen af 1980erne var “scenen sat”, da gældskrisen “ramte” Argentina og en række andre udviklingslande fra 1982 og frem. Inflationen steg kraftigt frem mod midten af 1980erne, hvorefter den faldt midlertidligt, da den siden 1983 demokratiske regering forsøgte at stabilisere økonomien igen. Desværre blot for at den eksploderede i slutningen af 1980erne, hvor den nåede op på flere tusinde pct. om året.

I midten af 1970erne havde man opgivet ISI (importsubstitutions strategien) og man mindskede de tårnhøje handelsbarrierer. Dette var en del af et samlet forsøg på at få nedbragt de offentlige underskud, bremset inflationen og sikre fornyet økonomisk vækst.

Det kan jo minde om hvad et andet sydamerikansk lande gjorde i samme periode, med – skulle det vise sig – betydelig succes, nemlig Chile. Også der havde militæret taget magten et par år før det skete i Argentina. Det har sidenhen givet anledning til ikke så få konspirationsteoretiske forestillinger på venstrefløjen. Den fugl er der dog ikke megen føde på og faktisk var Argentina og Chile tæt på at gå i krig med hinanden på grund af stridigheder om hvor grænsen skulle trækkes mellem de to lande.

Af betydning er derimod at de dele af FN (Verdensbanken), som bakkede op om forestillingerne om industrialisering og økonomisk vækst gennem importsubstitution og statsligt ejede virksomheder, og sikrede lånefinansiering ud fra samme overbevisning, begyndte at miste indflydelse i 1970erne.

I modsætning til reformerne i Chile, var de reformer som det argentinske militær tillod dog langt mindre vidtrækkende. Jo, man privatiserede en del statsligt ejede virksomheder, men reformerne var aldrig så dybtgående eller varige som i Chile, og som Mauricio Rojas skriver i “Carmencitas sorg”:

“hvad militæret forsøgte at gøre, var at løse cirklens kvadratur cirklen, dvs. bremse inflationen og stabilisere økonomien uden fundamentalt rydde op i de offentlige finanser og fjerne det offentlige underskud. Derudover ønskede de at holde arbejdsløsheden på et meget lavt niveau for enhver pris”

Det lykkedes da også at holde den (åbne) arbejdsløshed (i den formelle sektor) lav, men det var i sidste ende på bekostning af reelle reformer.

Man fik aldrig styr på de offentlige finanser og oplevede fortsat betydelige offentlige underskud (se nedenfor)

Figur 2. Offentlige udgifter, samlet underskud og underskud fra offentligt ejede virksomheder i pct. af BNP

Reformperioden varede også kun nogle få år og i 1981 var den reelt død, men den korte periode indebar dog at man fik en tiltrængt fornyelse af dele af industriens kapitalapparat, og industriens produktivitet steg kraftigt (hvilket var tiltrængt – se figur 3), da man reducerede handelsrestriktionerne betragteligt – især for maskinudstyr mv.

Figur 3, Industriproduktion, -beskæftigelse og -produktivitet, 1975=100

Desværre steg den offentlige gæld også kraftigt, se figur 4 nedenfor, som viser inflationen (venstre y-akse) og den offentlige bruttogælds andel af BNP (højre y-akse).

Figur 4.

Man kan selvfølgelig altid pege på at de eksterne forhold ikke var med Argentina i begyndelsen af 1980erne. Det er jo sådan set korrekt, ligesom krisen i 1930erne havde en negativ betydning, perioder med ugunstig udvikling i bytteforholdet og senere eksterne choks i 1990erne (1995 og 1998), afslutningen på råvarerboomet i dette årtusinde osv. kan og er blevet brugt til at forklare hvorfor det er gået så ilde. Problemet er så at der jo netop er tale om eksterne chocks, som man ikke kan gøre så meget ved, andet end at tilpasse sig. Der er Argentina fejlet igen og igen.

Netop i forhold til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne i Latinamerika, som for flere lande i regionen endte i et årti med meget ringe økonomisk udvikling, kan man jo så pege på at ikke alle lande efterfølgende oplevede stagnation det kommende årti.

Efter en kort omend intens krise, lykkedes det således igen Chile at opnå høj økonomisk vækst og velstandsfremgang. Men der var der så heller ikke usikkerhed om at man forpligtigede sig til fortsatte reformer. I Argentina droppede man dem derimod. Det var der muligvis gode politiske argumenter for (demokratiet blev genindført i 1983 med valget af Raúl Ricardo Alfonsín, som havde brug for politiske opbakning). Men uanset årsag ændrer det ikke ved, at det slider på troværdigheden, når man igen og igen opgiver/ikke kan reformere en økonomi, som det bør være åbenlyst er i konstant krise.

Et andet åbentlyst særtræk ved krisen i begyndelsen af 1980erne og senere kriser (nedsmeltningen omkring årtusindeskiftet) var den rolle penge- og valutakurspolitikken spillede.

Ligesom man også gjorde senere, brugte man aktivt den første valutakurspolitik i forhold til den amerikanske dollar for at nedbringe inflationen. fra ultimo 1978 indførtes således løbende devalueringer, annonceret på forhånd. Ideen var så at man ved at mindske devalueringerne over tid, kunne ende med et inflationsniveau på linje med ens væsentligste handelspartnere. Det så også ud til at virke i begyndelsen. Inflationen faldt og de offentlige balancer forbedredes, men allerede i 1980 dik det galt. En krise i den finansielle sektor øgede långivningen til bankerne og samtidig steg det offentlige underskud. Og I 1981 faldt det hele sammen igen.

Raúl Alfonsín regeringen prøvede i midten af 1980erne (bl. a. med hjælp fra Verdensbanken og IMF) igen at stabilisere den argentinske økonomi og få inflationen ned med den såkaldte Austral-plan. Denne gang bl. a. ved decideret fastkurs overfor amerikanske dollars. Igen fejlede man, og i takt med faldende opbakning til præsident Alfosín, endte man med hyperinflation i slutningen af 1980erne, hvor inflationen kom op på flere tusinde procent og han gik af flere måneder før præsidentperioden officielt sluttede.

En væsentlig årsag til hyperinflationen i 1989 var dog ikke kun den kuldsejlede plan som sådan, eller at man ikke lykkedes med at skabe balance på de offentlige finanser, omend det gjorde man heller ikke. Der var dog også en hel del psykologi og forventninger involveret.

For vinderen af præsidentvalget tidligere på året var en “old school” peronist fra en af de fattigste delstater og han var bestemt ikke gået til valg på det som nu skulle til at ske.

Tværtimod var Carlos Menems “skudsmål” indtil da, at han som guvernør i delstanten La Rioja, aktivt havde været med til at undergrave den stabiliseringsplan, som Alfosin-regeringen søgte at implementere fra 1985 og frem. Her lykkedes det faktisk i første omgang ikke kun at nedbringe statens underskud, men ligefrem at lave et overskud (som vi også ser nu under Javier Milei’s regering). Men det blev mere end opvejet af at mange delstater øgede antal medarbejdere og udgifter coldsomt. I Carlos Menems La Rioja steg antallet af ansatte i administrationen således fra 12.000 til 40.000 fra 1983 til 1989

CARLOS MENEM – MANDEN FRA LA RIOJA

Der er al mulig grund til at se nærmere på hvad der sket i begyndelsen af 1990erne i Argentina, i lyset af hvad der netop nu, siden december 2023 forsøges at gøre (igen) af tiltag for at rette op på Argentina’s økonomi.

Hvis argentinerne havde vist hvad der var foregået i månederne op til Carlos Menems indsættelse som præsident var man muligvis sluppet for hyperinflation. På den anden side, Havde de vidst hvilke planer man var ved at lægge for at få stabiliseret og reformeret økonomien, var han muligvis slet ikke blevet valgt.

I sidste ende ville Carlos Menem også være hovedansvarlig for, hvad der i første halvdel af 1990erne så ud til at være præcist de reformer Argentina havde brug for, brød sammen og endte i den største statsbankerot i historien.

Ovenstående skrevet vel vidende at der er masser af kilder, som vil bestride at det nødvendigvis behøvede at ende sådan. Problemet er blot at disse typisk selv har spillet en – til tider – betydelig rolle i den førte politik. Det gælder ikke mindst for spørgsmålet om den førte penge- og valutapolitik. Endnu en gang valgte man således at føre fastkurspolitik overfor dollaren, og endnu en gang gik det galt.

Men det startede faktisk rigtigt godt og Carlos Menem var på mange måder “dagens mans i skysovs” i første halvdel af 1990erne, hvor man søgte at implementere en reformplan i overenstemmelse med det såkaldte “Washington Consensus”. Nok ikke verdens mest velvalgte navn (og slet ikke i Argentina), da det selvfølgelig straks blev udlagt som en indikation på, at politikken blev dikteret af USA. Navnet skyldes dog alene at både Verdensbanken og IMF har hovedkontor i Washington.

Nu var 1990erne i det hele taget præget af markedskapitalistiske reformer i mange lande (ikke kun Argentina). I Latinamerika var det ud over Argentina, bl. a. Mexiko, Peru og Brasilien – Chile var jo startet allerede i 1970erne.

Der var stor forskel på i hvilken udstrækning regeringerne de enkelte lande fulgte/havde mulighed for at følge de enkelte “anvisninger” i WC, som var:

• Offentlig budgetdiciplin 
• At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt samfundsøkonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, dvs. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur mv. 
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs 
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer 
• Privatisering 
• Deregulering (øget intern konkurrence) 
• Sikring af den private ejendomsret

For de fleste i vores del af verden vil man formentlig reagere med et “selvfølgelig” til det meste og måske endda, kan det være anderledes? Og ja, det kan det godt og det var det i Latinamerika generelt og herunder i Argentina. Udgangspunktet var relativt lukkede økonomier og for Argentinas vedkommende kroniske problemer med eksterne og interne balancer, mens forståelsen for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge havde – og sådan set fortsat har – en meget lille betydning (Det vender jeg tilbage til, når jeg behandler Javier Milei’s muligheder for at gennemføre varige reformer).

De reformer som blev gennemført under Carlos Menem var ikke drevet af en forståelse for betydningen af relativt frie markeder, en åben økonomi og konkurrences betydning for den almene befolknings levestandard blandt de politiske beslutningstagere. De var primært drevet af, at økonomien var i krise, og man ikke havde andre muligheder. Jævnfør også det indledende citat fra Milton Fridman.

Lige som Alberto Fujimori i Peru blev Menem ikke valgt fordi han lovede markedsøkonomiske reformer/liberalisering. Forventningen var nærmest det modsatte, men faktisk var hans team, efter det stod klart at han ville vinde allerede inden han blev indsat (før tid på grund af den økonomiske krise og hyperinflation), i kontakt med bl a. Verdensbanken og IMF.

Hvorom alting er gennemførtes i begyndelsen af 1990erne en lang række reformer, som hurtigt viste sig at få stor betydning, ikke mindst for et drastisk fald i inflationen og et helt andet og mere åbent handelsregime. Reformerne gik i korte træk ud på:

1. Privatisering af statsejede virksomheder: Herunder telekommunikation, energi, transport og vandforsyning. hvorved statens rolle i økonomien reduceredes mens det tiltrak udenlandske investeringer. Måske vigtigst af alt, slap man for de betydelige underskud, som var med til at forværre de offentlige finanser.
   
   Det betød dog også en betydelig reduktion i antallet af beskæftigede i de pågældende virksomheder/sektorer, hvilket var forudsigelig i takt med at de nye ejere søger at effektivisere virksomhederne, men samtidig var der stor kritik af hele salgsprocessen, som var meget ugennemsigtig. Hvilket vi desværre også kender fra andre lande som privatiserede i samme periode, for eksempel Mexiko. Der er næppe tvivl om at der var folk med de rette politiske forbindelser, som købte tidligere statsejede virksomheder til langt under markedspris.
   
2. Liberalisering af udenrigshandlen: Toldsatserne reduceredes kraftig. Hermed øgedes den argentinske økonomis integration i langt større grad i den globale økonomi, konkurrencen fra import sikrede lavere realpriser – også på indenlandsk producerede produkter, til gavn for forbrugerne. Styrkede eksporten og forbedrede produktiviteten. Men det indebar selvfølgelig også at en del indenlandske virksomheder, som kune havde eksisteret fordi de var beskyttede af høje handelsbarrierer kom i problemer, og en del bukkede da også under.
   
3. For at øge statens indtægter og reducere budgetunderskuddet, søgte man at gennemføre skattereformer, som skulle øge skattebasen, mens man forhøjede momssatsen. Man ønskede også at øge progressionen i skattesystemet (højere moms virker den anden vej), hvilket det dog aldrig lykkedes at få flertal for.
   
4. Man forsøgte at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, som skulle gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt (mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk). Det indebar bl. a. ændringer i den lovgivning som regulerede fagforeningsregler og arbejdskontrakter. Dette blev mødt med modstand fra fagforeningerne, som også set i andre lande med et meget lovgivningsreguleret arbejdsmarked. Det lykkedes aldrig at gennemføre de nødvendige reformer. Det indebar at lovgivningen fortsat sikrede fagforeninger (for) stor magt, til skade for fleksibiliteten og ikke mindst de som stod udenfor det formelle arbejdsmarked.
   
5. Man forsøgte også at reformere pensionssystemet. Ideen var at privatisere hele pensionssystemet og erstatte det med individuelle opsparingskonti, hvilket Chile havde gjort med nogen succes i begyndelsen af 1980erne (er senere løbet ind i problemer, ikke mindst fordi den tvungne andel af lønnen, som skule gå til pensionsopsparing blev sat alt for lav). Modstanden i Argentina mod denne del var meget stærk og reformer blev kun delvist gennemført.
   
6. Valutapolitik og “Convertibility Plan”: I 1991 blev den argentinske peso bundet til den amerikanske dollar i et fast valutakursregime. Dette stabiliserede inflationen, som tidligere havde været ekstremt høj, men gjorde også økonomien mindre fleksibel over for eksterne chok.

Disse reformer førte til økonomisk vækst og stabilitet i begyndelsen, men de sociale omkostninger var høje, med stigende arbejdsløshed og ulighed. På længere sigt blev mange af reformerne kritiseret for at skabe økonomisk sårbarhed, hvilket bidrog til den økonomiske krise i begyndelsen af 2000’erne.

DAGES MAND I SKYSOVS PÅ WALL STREET

Straks Menem var tiltrådt som præsident indledte han et tæt samarbejde med repræsentanter for Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomhed, Bunge & Born. (B&B). Resultatet blev den såkaldte BB-plan, og i sit kabinet, spillede B&B-økonomer og direktører nøgleroller (bl. a. økonomiminister). Det tog markedet, som ellers var vandt til helt andre og populistiske toner fra Peronisterne, godt i mod. Menem selv havde for øvrigt været en del af de delstatsguvernører, som var med til at underminere de forsøg på reformer som den tidligere præsident, Raúl Alfonsín fra Radical Civic Union, forsøgte at implementere i midten af 1980erne, så det var også tiltrængt. Og nej, som nævnt var Menem ikke drevet af en dybere forståelse for økonomi eller markedsliberal ideologi – i modsætning til Javier Milei – han var drevet af magt, og selv om han vist aldrig blev dømt – af egen berigelse (korruption).

Dette blev ret afgørende for hvad der sidenhen sket i anden halvdel af 1990erne. Men i første halvdel af 90erne red han på en bølge af reformer, som gjorde ham til dagens mand i skysovs på de finansielle markeder – nationalt og internationalt.

Menem lagde fra start af vægt på at det var ham og hverken parti eller fagforeninger, eller alle mulige andre interessenter i den peronistiske bevægelse som bestemte, men der i mod ham som var den “stærke mand”. For lige som for at understrege dette, fik lederen af de konservative parti UCD til opgave at stå for forhandlingerne omkring en omlægning af udlandsgælden, som Argentina nogle år før var defaulted på. Hvilket hverken var første og heller ikke skulle blive den sidste gang.

Menem ændrede også kurs udenrigspolitisk og argentinske styrker deltog i den første USA-ledede Irak krig, mens Falklandsøerne (Malvinerne) nu var noget man skulle forhandle med englænderne om, mens der igen blev oprettet diplomatiske forbindelser mellem de to lande. For de af læserne som har fulgt med i hvordan Argentinas nuværende præsident Javier Milei gebærder sig, vil kunne nikke genkendende til denne orientering mod Washington, som der ellers ikke har været – og i nullerne igen ikke skulle blive – tradition for.

For at gennemføre sine reformer sendte Menem straks han var tiltrådt to lovforslag til kongressens to kamre, nemlig Ley de Reforma del Estado (lov om statsreform) og Ley de Emergencia Económica (lov om økonomisk nødsituation). De blev vedtaget og Menem kunne herefter med relativt frie hænder regere og gennemføre sine reformer via dekret.

Næste skridt i Menems strategi for hurtige forandringer handlede om at få inflationen bragt under kontrol. I førte omgang forsøgte man at nedbringe den gennem bl. a. pris- og valutakontrol. Den tilgang fejlede (som den stort set altid gør). Efter et umiddelbart dyk i efteråret 1989, steg inflationen hastigt igen og i december stod det klart, at der måtte ske noget.

I første omgang afskaffede man pris og valutakontrollen og 1. januar 1990 introducerede man herefter den såkaldte Plan Bonex. Grundlæggende bestod den af en massiv konfiskation af opsparing i national valuta. Alle tidsbegrænsede bankindskud blev konverteret til tiårige statsobligationer i dollar, med rentebetalinger hvert halve år. Det medførte et umiddelbart drastisk fald i likviditeten, cirka 60 procent af
M2 forsvandt “overnight”. Det indebar at inflationen blev drastisk bremset allerede i april.

Det medførte dog også en kortvarig recession, der dog havde den fordel, at det øgede udbuddet af dollars betragteligt, når befolkningen brugte af opsparingen (i dollars) for at få enderne til at mødes.

Resultatet var således at samtidig med at inflationen faldt drastisk, forbedrede nationalbankens valutareserver drastisk (fordobledes fra primo til ultimo 1990).

KAMPEN MOD FAGFORENINGERNE

En helt central del i den peronistiske bevægelse tilbage til Juan Peron var fagforeningerne, som for Argentinas vedkommende ikke just kunne anses for at være kompromissøgende eller erkende hvorfor Argentina var i de økonomiske problemer de var havnet i. De var et stort problem i forbindelse med 1980ernes forsøg på reformer (hvor ufuldstændige de forsøg så end var). Det var ikke fordi Carlos Menem selv var peronist, at fagforeningerne de facto endte med at acceptere reformerne, men fordi Menem satte hårdt mod hårdt, hvor det dog var en fordel for ham, at han rent faktisk var peronist (han havde selv som guvernør gjort hvad han kunne for at underminere regeringens politik i 1980erne).

Hvad Menem gjorde, var at favorisere de dele af fagforeningerne som var parate til at gå på kompromis og slå hårdt ned på resten. Her blev et afgørende øjeblik september 1990, hvor en storstrejke i det offentligt ejede telefonselskab, Entel, endte i et totalt nederlag for fagforeningerne og efterfølgende massefyringer.

Efterfølgende faldt lysten til at strejke mærkbart, ikke mindst blandt offentligt ansatte, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Figur 5 Tabte arbejdsdage , mio pr. kvartal.

Bl .a. Mauricio Rojas har peget på betydningen af strejker hvor nederlaget for fagforeningerne er ubestridt for at afskrække andre fra at gå i strejke. Noget lignende skete i forbindelse med minearbejderstrejken i Storbritannien i midten af 1980erne og strejken blandt flyledere i Ronald Reagans USA i begyndelsen af 1980erne.

FASTKURS OG KONVERTABILITET

Helt centralt i reformerne blev indførelsen af fastkurspolitikken i 1991. I første omgang med det resultat at inflationen faldt til et niveau, man ikke havde kendt siden før Juan Peron, men i sidste ende desværre også afgørende for nedsmeltningen af den argentinske økonomi i 2001, som endte med historiens største default (statsbankarot).

Planen blev sat i værk under økonomiminister Domingo Cavallo fra 1. april 1991. Ifølge konvertibilitetsloven var én pesos (afløste austral som landets valuta) herefter lig én USD. Det var så nationalbankens rolle at garantere valutakursen ved at holde tilstrækkelig med hård valuta, så det dækkede den argentinske pengemængde. I 1992 blev nationalbanken gjort uafhængig og samtidig blev det forbudt for den at låne penge ud eller optræde som garant for lån til både stat, delstater og offentligt ejede virksomheder.

Det så ud til at virke og var medvirkende til den lave inflation i årene efter, men skulle i sidste ende også være medvirkende til at reformprocessen brød samme.

Her vil jeg nøjes med at konstatere, at mens Carlos Menem’s 1. præsidentperiode 1989-1995 (en forfatningsændring i 1994 gjorde det muligt for ham at stille op til endnu en valgperiode) var præget af markedsreformer og privatiseringer, herunder olieselskabet YPF og det nationale flyselskab Aerolineas Argentinas, og antallet af offentlige ansatte faldt med mere end 200.000, skulle det komme til at se helt anderledes ud i hans anden valgperiode fra 1995 til 199, hvor Menem forgæves prøvede at få ændret lovgivningen, så han kunne stille op til en 3. valgperiode.

Men det er at foregribe historien og i første halvdel af 1990erne så det vitterligt ud til at Argentina havde brudt årtiers forbandelse og igen kunne se frem til igen at blive et velstående land. udenlandske investeringer steg hastigt og eksporten steg kraftigt (det gjorde importen dog også).

De strukturelle reformer og den nyfundne stabilitet gav anledning til en periode af meget stærk økonomisk vækst, som på trods af et midlertidigt tilbageslag i 1995 (i forbindelse med den mexicanske krise) kom til at fortsætte frem til midten af 1998, som det også fremgår af nedenstående figur 6, som viser stigningen i indkomst pr. indbygger mellem 1990 og 1998. Den argentinske økonomi var i 1998 således 50 procent større end den havde været i 1990, og argentinernes indkomst pr. indbygger var steget med næsten 40 procent!

Desværre skulle transformationen fra et Argentina “i forfald” til en “vindernation” ikke vare ved. Det er emnet for næste afsnit i historien om “Milei og Argentina”.

Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.

Figur 1 og 2.

Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.

Argentina var på det tidspunkt Juan Perón kom til magten, måske nok et relativt velstående land, men det var langt fra en moderne, eller moden økonomi, tværtimod. Svage institutioner – herunder et politiseret og svagt retssystem, med en mildt sagt mangelfuld tredeling af magten, selv om forfatningen af 1853 lagde op til dette, var væsentlige karakteristika ved det argentinske samfund. Ligeledes var – og er – det politiske system og dermed staten præget af både dets arv fra spanierne og ikke mindst den politiske udvikling i de meget urolige og ofte blodige årtier, som fulgte med uafhængigheden.

TO GANGE JUAN

Findes der to, hvis skygger hviler tungere over Argentina end alle andre, er det Juan Perón og Juan Manuel de Rosas. Sidstnævnte knæsatte i 1830erne det politiske system, som (desværre) ”sikrede”, at markedet for altid kom til at spille 2. violin og fuldkommen er underordnet politiske (kortsigtede) hensyn. Det kan være en kende vanskeligt for os i Danmark at forstå. Måske fordi vi ofte glemmer, at vi lever i en af de mest åbne og mindst regulerede økonomier i verden, hvor markedskræfterne trods alt regerer forholdsvist uhindret og ”lad falde hvad ikke kan stå” princippet, relativt i forhold til mange andre lande, stort set altid har været givet. Vi er også vant til et finansielt system, hvor muligheden for kredit mv. sker på markedsvilkår og ikke fordi vi kender nogen og har gode politiske forbindelser. Sådan er det ikke i Argentina og sådan har det aldrig været i Argentina.

Det interessante ved Perón er måske ikke, at han brugte (velfærds)lovgivning og højere løn pr. lovdekret til at øge sin opbakning. Heller ikke, at han brugte nationalisering af f. eks. den finansielle sektor, etablering af statsligt ejede selskaber eller en fuldkommen uholdbar finanspolitik.

Det er nok snarere immuniteten overfor selv grundlæggende og basale økonomiske sammenhænge, der stikker ud (ikke et særkende for Argentina, men alligevel) og så den måde argentinsk politik grundlæggende har fungeret i flere hundrede år. Og det er her at Juan Manuel de Rosas, Argentinas stærke mand/diktator i 1830erne og frem til han blev afsat og gik i landflygtighed i 1852, kommer ind i billedet.

”MARKEDSKAPITALISME? DET BRUGER VI IKKE HER I ARGENTINA”

Hver gang nogen har forsøgt at reformere Argentinas økonomi (og det er endt i sammenbrud), har vi hørt den samme sang – det er liberale idéer og markedsøkonomi, som er skyld i alt skidt i Argentina. Det er også baggrunden for Raúl Prebish og andre latinamerikanske økonomers ideer om at udviklingen skulle ske gennem importsubstitution med betydelig statslig involvering (se også sidst i dette indlæg). Her spiller også den særlige latinamerikanske udgave af den socialistiske ide om verden delt ind i center og periferi, hvor centret (USA og Europa) udnytter den stakkels periferi (her Latinamerika), og således bliver velstående på andres bekostning.

Det kan man jo med stor ret sige var tilfældet set med den oprindelige befolknings øjne i regionen under den spanske kolonitid, men for de såkaldte ‘afhængighedsteoretikere’ gælder det også i frivillig international samhandel. Forståelsen for betydningen af Smith og Ricardos handelsteorier er ikke-eksisterende og verden ses som et nulsumsspil.

Denne verdensopfattelse er bestemt ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj i Latinamerika, men har også præget en lang række (ofte i højere grad end civile) militærregimer i regionen gennem tiden, som ingen problemer havde med at forfølge venstreorienterede – ikke mindst kommunister og ofte på brutal vis – mens de opererede med statsligt ejede produktionsvirksomheder og 5-årsplaner bag høje handelsrestriktioner. Det var f.eks. også tilfældet med militærregimet i Brasilien 1964-1985.

En grundlæggende argentinsk forestilling har også altid været, at der som udgangspunkt var tale om en tidligere stærk og sund økonomi, som blev ødelagt af økonomisk globalisering, hvorimod egne defekter, ikke mindst politiske defekter underbetones, ja måske ligefrem er blevet ignoreret. Egenfortællingen er altså en fortælling hvor Argentina er et offer. Også dette er en ikke sjælden forståelse af historien i Latinamerika, ofte formidlet af mennesker, hvis familie kun har en kort historie fælles med det land de er bosat i.

ET FINANSIELT SYSTEM FOR VENNERNE

Et eksempel på hvor langt vi er fra det frie marked er hvorledes de finansielle markeder har fungeret i Argentina.

En væsentlig del af den økonomiske udvikling før 1. verdenskrig var drevet af udenlandske direkte investeringer (ikke mindst fra England). Paolera og Taylor peger i “A New Economic History of Argentina” på, at faldet i udenlandske investeringer efter 1. verdenskrig medførte at én bank, den statsejede Banco de la Nacion Argentina, grundlagt i 1891 (ikke at forveksle med Argentinas Nationalbank, grundlagt i 1935), kom til at stå i centrum.

Her var det muligt for de heldigt udvalgte (altså dem med de rigtige kontakter) at få lån til renter, som var væsentligt lavere end banken betalte indlånerne, samtidig med at man overtog dårlige lån fra de private banker. Med andre ord kunne man opnå store fordele og subsidierede kreditter, hvis man havde de rigtige kontakter, hvilket naturligvis gav grobund for rent-seeking og korruption.

Ovenstående er blot et af mange eksempler på hvorledes politik og politiske forbindelser trumfer markedet i Argentina og det er ikke en undtagelse, men en integreret funktion i den måde den argentinske økonomi fungerer – og har fungeret i hele landets levetid.

ARVEN FRA JUAN MANUEL ROSAS

Maurico Rojas har i ”The Political Origins of the Argentine Crisis” peget på, at Argentina fra midten af det 19. århundrede og frem udviklede:

”et økonomisk system med merkantilistiske træk, præ-moderne i ordets dybeste forstand. Med andre ord et system, hvor økonomistyringen i stedet for at være adskilt fra den politiske styring, bliver mere og mere afhængig af denne. På denne måde bliver økonomisk succes hverken en funktion af iværksættereffektivitet eller teknologisk kreativitet, men af politiske tjenester og indflydelse, interessekonflikter og kampe for politiske og statslige embeder.”

Det forklarer også meget godt den høje grad af korruption i argentinsk politik og statsapparat. Et gennemgående træk frem til i dag. Så nej, det er ikke markedsøkonomi som har ødelagt et ellers ”storslået” Argentina.

Derimod har de væsentligste træk ifølge Rojas været Argentinas tradition for caudillos med udgangspunkt i 1800tallets ”estancias”, hvor lokale caudilloer mobiliserede deres lokalbefolkning, til at undertrykke rivaler og byerne.

Disse ”private hære” eller måske snarere ”bander” bestod typisk både af ”allierede” og ”klienter” (ansatte, militsfolk, der søgte nye arbejdsgivere, landarbejdere, gauchos, vagabonder, marginaliserede personer af afrikansk oprindelse, fattige mennesker fra byerne), som herefter angreb den lokale regeringsmagt og derefter eventuelt også gik videre efter regionen eller hele landet.

Hvis den pågældende caudillo kom sejrsrigt ud af dette, kunne han herefter uddele byttet til deltagerne og, som Rojas påpeger, få fingrene i nye og store områder af jord, der blev annekteret under de tilbagevendende krige mod de indfødte stammer.

Og den absolut vigtigste person i denne fortælling var Juan Manuel de Rosas, hvis terrorregime overskyggede volden selv under militærdiktaturet i 1970’erne. Han var også ”foregangsmand” i argentinsk populisme og regerede med en blanding af mobilisering af Argentinas fattige – både i byerne og på landet – og uhørt terror.

Jovist betød Rosas lange regeringstid mere stabilitet, men prisen var høj. Ikke kun i menneskelige lidelser, men også i at den cementerede den argentinske model, hvor det politiske system – og det at have kontrollen over det – bygger på at uddele tjenester og privilegier til de udvalgte – mod bl. a. deres loyalitet.

Det er naturligvis set mange andre steder (ikke mindst i Latinamerika), i større eller mindre grad. Afgørende her er at Argentina aldrig har fået gjort op med det. For sådan har det stort set været lige siden. Det kan godt være at det udefra og helt overfladisk ser anderledes ud, men grundlæggende kan man stille spørgsmålstegn ved hvor meget der egentlig er forandret.  

For Juan Manuel de Rosas vedkommende er der for øvrigt også den lille hale, at ud over brutal forfølgelse af oppositionen, brug af nationalistisk (og fremmedhadsk) propaganda, er der en anden parallel til Peróns populisme. Hvor sidstnævnte havde sin Evita, som ”kærede sig” om de fattige, så udfyldte Rosas datter, Manuelita, samme rolle under Rosas regeringstid.

Som Rojas også bemærker, ændrede voksende politiske stabilitet i 2. halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ikke grundlæggende på måden det politiske system fungerede. Lokale caudillos, nu med en urban magtbase og tilhængere, blev f.eks. rygraden i et komplekst system af patronage, gengældelse af tjenester og belønninger, der dannede magtgrundlaget for det Autonomistiske Nationale Parti (Partido Autonomista Nacional eller PAN), der dominerede argentinsk politik fra 1880 til 1916. Det ændrede sig sådan set heller ikke ved overgangen til demokrati i 1916. Også den første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen, regeringstid, var præget af populisme, korruption og lejlighedsvis voldsparathed.

Endnu værre blev det efter militærkuppet i 1930 og i det efterfølgende årtis militærdominerede regime. En periode præget af endnu mere korruption, brutalitet og åbenlys valgsvindel (Perioden betegnes ofte som ”La Década Infame”, på dansk ”Det berygtede årti”).

Man kan på den måde egentlig godt sige, at Peróns opstigning til at blive landets præsident var resultatet af en folkelig reaktion og afvisning af den ”herskende klasse” (det er jo noget vi har set mange steder gennem historien), hvorefter man så ender med at opføre sig som dem man væltede af pinden.

PERÓNS STORHED OG FALD

De fleste er nok bekendt med Juan Perón (1895–1974), og i hvert fald hans 2. hustru Evita. Perón blev født ind i den lavere middelklasse. Han gik ind i militæret som 16-årig, hvor han startede på militærskolen. Efter at have været militærattaché i Chile, opholdt han sig Italien i årene 1938-1940. Her gjorde Mussolini og det fascistiske Italien et stort indtryk på ham.

Efter at være vendt tilbage til Argentina i 1941 steg han i graderne til rang af oberst og sluttede sig til ”Grupo de Oficiales Unidos” (GOU), en hemmelig militærloge, som greb magten i 1943. Perón startede ud med at være arbejds- og socialminister, men var fra start en af de væsentligste figurer i regeringen. Året efter blev han krigsminister og derefter vicepræsident.

Perón var ikke den første, til at “mobilisere masserne”, men givetvis en af de dygtigste. Da en rivaliserende gruppe af officerer søgte at fjerne Perón fra hans poster i regeringen og placerede ham i forvaring i begyndelsen af oktober 1945, kom det til store demonstrationer i Buenos Aires, som endte med han blev løsladt igen den 17. oktober 1945.

I en tale samme aften foran en menneskemængde på flere hundredtusinder, som blev transmitteret til resten af landet, lovede Perón argentinerne en gylden fremtid. Året efter vandt han præsidentvalget og blev indsat som præsident, efter en valgkamp præget af undertrykkelse af oppositionen.

Figur 3.

Umiddelbart gik det vældig godt. Opbakningen blandt de lavere indkomstgrupper var stor, ikke mindst på grund af en politik som sikrede høje reallønninger på kort sigt, ret til sociale ydelser og flere arbejdstagerrettigheder, samtidig med at der blev iværksat storstilede offentlige investeringer. Men i løbet af meget få år blev det vendt til høj inflation og fald i reallønningerne. Perón blev godt nok genvalgt i 1951 med stort flertal. Men hvor demokratiske de var er nok et åbent spørgsmål. Oppositionens muligheder for at føre valgkamp var begrænset og Peróns regering havde sat sig på massemedierne (inkl. landets største avis, som var blevet eksproprieret).

Peróns politik i de første år var præget af en radikal omfordeling til arbejdernes fordel og et lige så radikalt angreb på landbrugssektorens interesser. Store investeringer i industriel udvikling, en omfattende nationaliseringspolitik og endelig et forsøg på at opbygge et statskorporativt samfund med klare fascistiske træk.

Fagforeningernes betydning steg – medlemskabet firedobledes således mellem 1945 og 1949 (fra ca. ½ til 2 mio.) – og det gjorde omfanget af strejker også. Disse strejker endte så ofte med offentlige, regeringsdikterede mæglingsforslag, som øgede reallønnen voldsomt (omkring 70 pct. i perioden 1945-49), men pressede virksomhedernes profitter, med mindre de satte priserne i vejret.

Men hvor man på den ene side førte en politik som forringede industriens profitmargin, grundet de store lønstigninger, kunne samme industri så på den anden side opnå meget billige lån fra staten. Så på en og samme gang stimulerede man hjemmemarkedet via de kraftige lønstigninger, mens man sikrede minimal konkurrence fra udlandet gennem nominelle og kvantitative handelsrestriktioner og differentierede valutakurser.

Resultatet var til en start en hurtig udvidelse af hjemmemarkedet for både industrivarer og landbrugsprodukter. Det stimulerede væksten i industrisektoren, men førte også til en skarp omdirigering af landbrugsproduktionen fra eksport til hjemmemarked – hjulpet godt på vej af en decideret anti-eksport orienteret politik.

I 1946 fik staten monopol på eksport af en række af Argentinas væsentligste eksportvarer. Man fastsatte selv sin indkøbspris og de private eksportører havde ikke noget andet valg end at acceptere disse, eller ikke at producere til eksport. Produkterne (primært landbrugsprodukter) blev så solgt på verdensmarkedet til markedspriser.

Samtidig nedprioriteredes landbrugets adgang til import. Ja, det lyder meget planøkonomisk og det var det også, og ødelæggende for investeringer og produktivitetsforbedringer i sektoren.

Figur 4

Som bl. a. Mauricio Rojas har påpeget :

”vigtigere var den langsigtede effekt af disse anti-landbrugspolitikker i en periode, hvor landbrugssektorerne i konkurrerende lande var i fuld gang med modernisering.”

Man kan sige at man dermed fuldbyrdede opgøret med Argentina som eksportnation i midten af det 20. århundrede, mens argentinsk landbrug faldt håbløst bagud i forhold til andre lande.

Men ideen var selvfølgelig også, at nu skulle Argentina handle så lidt som muligt med andre lande, og helst være en selvforsynende industrination. Man forfulgte altså det man i den økonomiske litteratur kalder en importsubstitutions strategi (ISI); se også til sidt i dette indlæg. Samtidig steg statens ejerskab betydeligt, hvilket kom til at forfølge argentinsk økonomi i årtier frem, på grund af vedvarende store tab

Som det fremgår afløstes vækst hurtigt af et fald i økonomien, illustreret nedenfor i produktionsværdien i de forskellige sektorer, opgjort i 1960 priser.

Det fremgår også, at man fra 1953 igen oplevede vækst, omend på et relativt lavt niveau.

Et bemærkelsesværdigt træk – og en væsentlig årsag til hvorfor jeg bruger så meget plads på Peróns i realiteten korte regeringsperiode, er ud over hans og ikke mindst peronismens beklagelige betydning for Argentina lige siden – også de voldsomme skift i den førte politik der sker. Noget vi siden har set flere gange.

Som ovenfor beskrevet startede man ud med at føre en stærkt nationalistisk (bl. a. nationaliseredes hele jernbanenettet) og ekspansionistisk politik, hvor der “deltes rundhåndet” ud, hvilket på kort sigt førte til økonomisk vækst, men også til voksende interne og eksterne ubalancer og stigende inflation. Derefter kollapsede økonomien, hvilket fulgtes op at devalueringer, forsøg på at balancere de offentlige budgetter, pris- og lønstop med mere. Det er også hvad der skete i Argentina mellem 1949 og 1952.

Fra 1952 fastfrøs Perón lønningerne og bød ligefrem udenlandske virksomheder velkommen til Argentina, ligesom han ændrede politik i forhold til landbruget, for nu skulle der gang i eksporten igen mv.

Ret skal være ret. Det lykkes som sagt at vende udviklingen og fra 1953 og frem voksede økonomien igen. Det skyldes nu ikke at Perón havde set lyset, men behovet for at blive ved magten. Det sidste lykkedes dog ikke i sidste ende, idet han måtte gå af i 1955 og forlade landet.

Af varig arv fra Perons 1. periode ved magten forblev hvad man vel bedst kan kalde ideen om et fascistisk (selv om det nok ikke er ord man vil bruge i dag), statskapitalistisk samfund, inkl. en statslig/peronistisk kontrolleret fagbevægelse (CGT).

Peronistpartiet blev grundlagt i 1947 og er her som bekendt fortsat. I 1951 grundlagde man også en statskontrolleret arbejdsgiverforening, som dog aldrig kom til at få samme varige betydning som CGT (oprindelig en uafhængig fagforening dannet i 1930, men siden 1945 domineret af peronisterne). Denne udvikling, som også indebar at antallet af offentligt ansatte næsten fordobledes fra første halvdel af 40erne og frem til midten af 1950erne, gav rigelig med muligheder for at ”arbejde med andre folks penge” med deraf følgende korruption.

Peróns styre blev mere og mere autoritært og undertrykkende, mens Argentina nærmede sig borgerkrigslignende tilstande i midten af 1955 (det skulle ikke være sidste gang). Det hele kulminerede da Perón holdt en tale den 31. august, hvor han opfordrede sine tilhængere til at tage loven i egen hånd og helt bogstaveligt slå regimets modstandere ihjel. Det blev for meget for hans modstandere i militæret og efter flåden havde truet med at bombe præsidentpaladset, trådte Perón tilbage og gik i eksil.

Det hører med til historien, at de regeringer (både civile og militære), som fulgte efter Perons afsættelse i 1955, aldrig var i stand til for alvor at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentinsk økonomi. Man fortsatte også med importsubstitutionsstrategien frem til midten af 1970erne, hvor man kortvarigt forsøgte at reformere økonomien under det brutale militærregime fra 1976 og frem til 1983. I nogle få år forsøgte man herefter med at åbne økonomien (man sænkede bl. a. Argentinas prohibitivt høje toldbarrierer, ikke mindst på kapitalgoder) og gennemføre markedsreformer. I modsætning til hvad der sket samtidig (og efterfølgende) i nabolandet Chile, var de ufuldstændige og led under særinteressers (militærets) behov.

Militærdiktaturet sluttede efter det ydmygende nederlag til England i Falklandskrigen i 1982. Man havde regnet med at der efter invasionen ville blive tale om forhandlinger om øernes fremtid, og havde slet ikke overvejet, at englænderne i stedet sendte flåden og slog hårdt tilbage. Ironisk nok sikrede denne krig både at Argentina igen fik demokrati (som man er forblevet, trods af flere militæroprør i årene efter), mens det formentlig sikrede at de konservative vandt det efterfølgende parlamentsvalg i England.  

Først i begyndelsen af 90erne kom det første reelle forsøg på reformering af den økonomiske model, ironisk nok under peronisten Carlos Menems tid som præsident, Desværre endte det katastrofalt. Det vender jeg tilbage til i næste indlæg.

KORT OM IMPORTSUBSTITUTION

Importsubstitution (ISI) er en strategi, som søger at erstatte import med indenlandsk produktion, og således typisk ved at forsøge at forcere en indenlandsk industrialisering.

Argentina var bestemt ikke det eneste land som har forsøgt sig med ISI – I latinamerika kan også nævnes lande som Chile, Brasilien og Mexico, ligesom man udviklingslande i dele af Asien og Afrika har forsøgt det.

Teoretisk var ideen at man først beskytter indenlandsk produktion af tidligere importerede simple forbrugsvarer, hvorefter man man indrager mere og mere komplekse produkter, og endelig til sidst begynder at eksportere en vifte af forarbejdede varer, mens man fortsætter den indenlandske industrielle diversificering.

Udgangspunktet var en kritik af den internationale arbejdsdeling, hvor mindre udviklede lande eksporterede primærprodukter og importerede færdigforarbejdede varer fra Europa og USA. Som påpeget i mine indlæg her, må man i så fald konstatere, at Argentina – gælder også andre lande i regionen – førte en “ISI-handelspolitik” langt tid før det teoretiske grundlag blev skabt af bl. a. den argentinske økonom Raúl Prebish.

Prebish o. a. mente at den internationale arbejdsdeling ville sikre fortsat fattigdom for primærproducentlandene og argumenterede for, at udviklingslande måtte fremme industrialisering gennem politikker som indebar beskyttelse af forskellige sektorer i deres spæde start (Infant industries argumentet), indtil de var konkurrencedygtige. Hertil kunne man så anvende Told, valutakontrol og -manipulation, samt kvoter og importlicenser.

Det hele skulle ske i en alliance mellem stat, inklusive statsejede virksomheder; indenlandske private virksomheder; og transnationale selskaber. Strategien har alle steder slået fejl, og det er svært ikke at få den tanke, at det teoretiske argument i virkeligheden slet og ret, ud over at legitimere noget der allerede foregik, mest af alt er baseret på nogle særlige måske ikke altid antikapitalistiske, men antivestlige/amerikanske forestillinger.

Hvordan Prebish, som jo trods alt var veluddannet økonom og besad flere ledende stillinger, både i Argentina og efterfølgende internationalt, har haft så lidt greb om hvordan hans eget land og dets politik og økonomi fungerede, er besynderligt.

At argumentere for et system med enorme muligheder for rent-seeking og korruption i Argentina (og det meste af resten af Latinamerika), medgiver jeg at jeg aldrig kommer til at forstå.

Den faktisk udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst de lande som fulgte ISI-strategiens ringe velstandsudvikling, burde jo vise klart at den er et fejlskud. Men måske skriver jeg bare det, fordi jeg lever i en lille åben økonomi? Det kan selvfølgelig ikke afvises.

.

Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.

Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

I år taler han bl.a. om årsagen til inflationen; allerede i sin 2020-juleforelæsning advarede han om, at den var på vej som resultat af den meget ekspansive pengepolitik.

Sinn har i årevis været en af de skarpeste kritikere af den tyske “Energiewende” – altså omstillingen bort fra atomkraft og fossil energi til vedvarende energi. Politikken hænger ganske enkelt ikke sammen.

Han er især kritisk over for afviklingen af eksisterende kraftproduktion på et tidspunkt, hvor der ikke er et alternativ klar. I forelæsningen sammenligner han det med at bygge et nyt hospital og lukke det gamle på en på forhånd annonceret dato uden at være sikker på, at det nye bliver klar. Faktisk er det problematisk at afvikle den traditionelle kapacitet i det hele taget, fordi der stadig er brug for den i spidsbelastningsperioder, hvor vedvarende energi ikke leverer. Alternativet – at lagre vedvarende energi fra perioder med overskud – er langt fra parat.

Det dokumenteres udførligt i forelæsningen, hvor Sinn giver sig god tid. Det foregår på tysk, men man er godt hjulpet af selv et rustent skoletysk. Hvis man er interesset i baggrunden for de store økonomiske problemer i øjeblikket, er tiden godt spenderet sammen med Sinn.

Han er en af Tysklands mest produktive økonomer og tidligere præsident for det økonomiske forskningsinstitut IFÖ.

Politikere på begge sider af Folketinget forsøger at sælge en fortælling om, at den høje inflation skyldes krigen i Ukraine, og flere eksterne forhold. Men kan det være rigtigt, når 12-månedersraten i Danmark er 8,7 procent ifølge Trading Economics, mens Schweizs pendant er steget til 3,5 procent? Svaret er, at mens Ukraine-krigen naturligvis bidrager, er det store problem den pengepolitik, der er ført siden 2009, og den finanspolitik der er ført de sidste to år.

Som Lars Christensen holder af at understrege, gælder kvantitetsligningen stadig: MV = PY. P er prisniveauet og Y er nationalindkomsten, så PY er værdien af alle økonomiske transaktioner. M er pengemængden, og V er pengenes omløbshastighed – groft sagt hvor mange gange på et år, en hundredekroneseddel bruges. Det betyder, at hvis der pumpes flere penge ud i samfundet (man får en markant større M) uden at nationalindkomsten Y stiger, er der kun én ting der kan ændre sig: Priserne, P.

Med andre ord fører ekspansiv pengepolitik – når M vokser hurtigere end Y – til øget inflation. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at inflationen eksploderer i det meste af den vestlige verden i en grad, så man skal tilbage til de store kriseår i 70erne for at finde lige. Centralbankerne har forsøgt at holde renterne ekstremt lave siden finanskrisen, og har gjort det ved at pumpe penge ud i samfundet. Og de har forsøgt at sterilisere de enorme udgifter, de fleste stater har afholdt de sidste to år. M er simpelthen hamret derudaf, mens politikere og centralbankchefer har påstået, at det ikke gav et problem. Irving Fishers kvantitetsligning holder stadig!

Hvis læserne iøvrigt er mere interesserede i emnet, var Lars gæst hos Martin Ågerup i Samfundstanker tidligere i år. Hele det glimrende program kan ses nedenfor.

Der har på det seneste igen været opmærksomhed på fastkurspolitikken, både direkte og mere indirekte. Således har Otto skrevet et indlæg her på bloggen om fastkurspolitikken, her snart 40 efter den blev indført i anledning af et par indlæg i Børsen og Berlingske, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved hvorvidt vi fortsat skal binde danske kroner til Euroen (eller rettere til D-mark, som fortsat findes et eller andet sted inde i Euroen).

Senest advarer Thomas Bernt Henriksen i en leder i Berlingske mod den stigende inflation, og skriver under overskriften ” Pas på, Wammen og Rohde – nu er det umuligt at ignorere inflationen” at ”Danmarks økonomiske skæbne er låst til udviklingen i euroområdet via fastkurspolitikken, og vi kan allerede se den krybende inflation i tallene”. 

Problemet er naturligvis at vi for længst har opgivet at kunne føre en selvstændig pengepolitik, og derfor ikke kan bruge denne til at dæmpe udefrakommende inflation (sådan er det jo når man fører fastkurs politik).

Som jævnlige læsere af denne blog ved, er vi et par stykker som aldrig har haft meget fidus til euroen, og foretrækker (reelt) flydende kurser.

Det ændrer ikke ved at vi er enige om at det politisk var yderst fornuftigt (man kan endda mene lidt af en genistreg) af den første Schlütter-regering, da man i 1982 i stedet for at foretage endnu en devaluering, i stedet meddelte at kronen nu fulgte D-mark – senere euroen.

Omlægningen af valutakursregimet fandt sted på et tidspunkt hvor Danmark havde store inden- og udenlandske balanceproblemer og høj inflation. For at gøre en lang historie kort medførte fastkurspolitikken (og efterfølgende kraftig forbedring af de offentlige balancer) at man relativt hurtig fik inflationen under kontrol. Det skulle dog vare nogle år (og bl. a. en ”kartoffelkur” i 1987), før man fik helt styr på de eksterne balancer.

Sidenhen har fastkurspolitikken (som er politisk bestemt) nærmest blevet hellig her i landet, men spørgsmålet er om ikke omkostningerne i dag overstiger gevinsterne?

Hvad der i sin tid var fornuftigt i forhold til at disciplinere den førte økonomiske politik (med henvisning til behovet for at fastholde kronekursen), synes i stigende grad at være en hæmsko. I løbet af de 4 årtier er Danmark gået fra at være ”på vej mod afgrunden” til at have robuste offentlige finanser, mens eksterne underskud er udskiftet med en af EU’s (og verdens) største overskud på den løbende betalingsbalance (det forventede overskud forventes at lande på ca. 7,5 pct. af BNP i indeværende år).

I en økonomi med solide off. finanser (underskuddet på de off. Finansier forventes at ende på sølle 0,3 pct. i 2021), rekordlav arbejdsløshed (med begyndende flaskehalsproblemer) og stigende inflation, ville man jo – i den grad man tror på effekten af konjunkturpolitik – foreslå at hæve renten. Men det kan vi så ikke på grund af fastkurspolitikken, hvor renteniveauet er bestemt af ønsket om at fastholde valutakursen overfor euroen. En højere kronekurs overfor euroen ville ellers på en og samme gang sænke importeret inflation, øge reallønnen og dæmpe overophedningen på arbejdsmarkedet.  

Desværre udvises der fortsat et overdrevent hensyn her i landet til eksportsektoren, som om et handelsbalanceoverskud i sig selv er et gode for dansk økonomi. Argument bygger på en grundlæggende, men desværre udbredt misforståelse af udenrigshandlens betydning for en økonomi. Naturligvis er det korrekt at en betydelig del af dansk beskæftigelse er bundet op på dansk eksport – op mod 800.000 job – men det betyder ikke, at dansk eksport er afgørende for vores velstand. For nationaløkonomer er det nemlig velkendt at øget eksport ikke medfører øget nettobeskæftigelse.

Over tid bestemmer udbuddet af arbejdskraft den samlede beskæftigelse. Der ER naturligvis en gevinst ved at indgå i den internationale arbejdsdeling (hvis den sker på markedsvilkår), via højere realindkomster – og fuld udnyttelse af denne effekt forudsætter fri handel (både eksport og import). Men øget eksport skaber ikke flere arbejdspladser netto – det betyder ”blot” at beskæftigelsen i eksporterhvervene øges på bekostning af beskæftigelsen i de dele af økonomien, som er rettet mod det indenlandske marked.  Og hvis beskæftigelsen i eksporterhvervene er betinget af en konstant indkomstoverførsel fra resten af økonomien, indebærer det ikke øget produktivitet og dermed realindkomst, men en generelt lavere produktivitet og dermed indkomster.

Merkantilismen lever i bedste velgående

Man skulle ikke tro at det var 250 år siden Adam Smith påviste at den dengang (og desværre åbenbart fortsat) herskende merkantilisme var til skade for den almene velstandsskabelse. I merkantilismen er eksport godt og import skidt. Smith påviste at at den primære gevinst ved at være en åben økonomi, ligger i importen. Eksport er – lidt karikeret sagt – et nødvendigt onde, som finansierer importen. Det har alt for få ud over nationaløkonomer desværre fortsat meget svært ved at forstå.

Deltagelse i den internationale arbejdsdeling, og dermed eksport, er med til at sikre højere realindkomster, hvis den vel at mærke ikke er drevet af subsidiering. Men den væsentligste velfærdseffekt ved frihandel stammer fra at være åben for import. Ikke mindst fordi det medfører øget konkurrence og dermed lavere priser og højere kvalitet, til gavn for forbrugerne (og forbrugere er vi i vores del af verden alle sammen) og øger økonomiens generelle produktivitet og dermed velstand. Det følger også heraf, at når et land subsidierer sin eksport, er det til skade for landets borgere og til gavn for forbrugerne i de importerende lande.

De manglende forudsætningerne for Euroen og Mundell’s forudsætning for et optimalt valutaområde.

Selv om jeg har mødt mange gennem tiden som er af den opfattelse, at der blandt økonomer skulle eksistere en konsensus om det fornuftige i indførelsen af euroen blandt økonomer, er det langt fra tilfældet. Fra start af blev der sat spørgsmålstegn ved, om landene ville være i stand til at overholde de grundlæggende krav til en succesfuld monetær union, som Nobelprismodtageren i økonomi, Robert Mundell, udlagde for mere end 50 år siden.

Mundell formulerede fire basale krav, som skulle være opfyldt, hvis man ønskede at etablere en egentlig monetær union som euroen. Selv om vores viden og forståelse senere er udvidet gennem andre økonomers arbejde, har det ikke rokket ved de fire grundforudsætninger, som ethvert monetært samarbejde skal overholde. De er, at: 

1. Arbejdskraften er mobil inden for valutaunionen

2. Landene har en diversificeret produktionsstruktur, hvorved de makroøkonomiske effekter af enkelte sektorer/industrier er begrænset

3. Landene har en høj grad af pris- og lønfleksibilitet i fraværet af valutafleksibilitet.

4. Der eksisterer en overførsels- eller omfordelingsmekanisme mellem landene, således at områder/lande i lavkonjunktur modtager hjælp fra områder/lande i højkonjunktur. 

Vurderet i forhold til disse grundlæggende krav, må vi her 20 år efter den danske afstemning blot konstatere, at forudsætningerne for euroen aldrig har været til stede:

Arbejdskraftens mobilitet var og er begrænset. Jovist har vi vandrende arbejdskraft, men samtidig kan vi jo se at arbejdsløsheden er er meget forskellig mellem de enkelte lande. Mobiliteten er ganske enkelt ikke særlig høj. Medlemslandes produktionsstruktur er ikke karakteriseret ved en høj grad af diversifikation, hvilket for øvrigt ikke nødvendigvis er et problem (i den grad det skyldes deltagelsen i den internationale arbejdsdeling og udnyttelse af komparative fordele), men det bliver et problem i en møntunion uden overførselsmekanisme.

Hvis man derimod havde bibeholdt nationale valutaer – og et system med flydende valutakurser – ville dette ikke være et problem. Men i fraværet af valutafleksibilitet bliver kravet om pris- og især lønfleksibilitet til gengæld helt afgørende. Grundlæggende kan man sige, at ingen af de deltagende lande (heller ikke Danmark) har den nødvendige fleksibilitet på kort sigt, og især de sydeuropæiske lande er fortsat karakteriseret ved en meget lav grad af lønfleksibilitet i den formelle sektor – på trods af de (utilstrækkelige) reformer, som er gennemført i bl.a. Spanien.

Endelig er der kravet om en overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne. Dette har gennem euroens historie været genstand for endog meget ophedede diskussioner i EU og de indbyggede konvergenskrav om inflation, offentlige underskud og hvor stor medlemslandenes gæld måtte være, var netop et forsøg på at komme uden om dette. Problemet er ”bare” at det ikke har virket.

Foruden de fire krav bør man tilføje at lande i samme situation bør føre en nogenlunde ensartet økonomisk politik. Dette er i øjeblikket fuldkommen fraværende, og der er absolut intet som tyder på at det vil ændre sig i fremtiden. Tyskland og Nordeuropa har traditionelt lagt stor vægt på, at pengepolitikken føres af en uafhængig nationalbank og ikke af politikere – og i disse lande tilstræber man balance på de offentlige budgetter.

Historisk har det forholdt sig helt anderledes i Frankrig og resten af Sydeuropa. Her har både finans- og pengepolitik historisk været politisk styret, med en generelt langt kortere tidshorisont. Hermed ignoreres de langsigtede problemer med keynesianske interventioner (aktiv finanspolitik og store underskud).

På 40 år er vi gået fra at være “på vej mod afgrunden” til, at det måske lidt groft sagt snarere er Euroen som er på vej mod afgrunden”. Måske på tide at droppe fastkurspolitikken? Det bliver i hvert fald interessant at følge de kommende mdr. (og år). Tilbage står at en “frigørelse” af den danske krone fra euroen og samtidig rentestigning ville forbedre reallønnen, mindske det inflationære pres og tage noget af toppen af flaskehalsproblemerne på arbejdsmarkedet. “Prisen” ville være et mindre overskud på handels- og betalingsbalancens løbende poster. Til det sidste kan man kun sige, “and so what”?

Heldigvis ser det noget anderledes ud i Latinamerikas største økonomi, der som bekendt har haft nogle hårde år, med faldende BNP, stigende inflation og arbejdsløshed, en kæmpe korruptionsskandale, som langt fra er ovre, samt politisk kaos, der sidste år kostede den socialistiske præsident Dilma Rousseff præsidentposten.

(PIB = BNP)

Hendes arvtager og tidligere vice-præsident Temer partiet PMDB – der i den udstrækning man kan tale om at det har en ideologi, må betegnes som en blanding af social-konservatisme og socialdemokratisme – har siden været en ganske upopulær præsident. Både på grund af den måde han kom til magten og fordi korruptionsanklager, der også har kostet flere ministre posten, fortsætter med at klistre til ham.

Temer går næppe over i den folkelige historie, som en af de store populære præsidenter. Men det kan meget vel være, at den mere seriøse historieskrivning i eftertiden vil karakterisere hans regeringsperiode som en af de mest afgørende i nyere brasiliansk historie.

Efter perioden under den folkekære præsident  (og fortsat populær blandt mange brasilianere trods anklager om korruption) Lula – især fra hans 2. valgperiode –  og efterfølgeren Dilma Rousseff markerede en tilbagevenden til tidligere tiders nationalistisk og statscentrerede økonomiske politik, der på mange måder mindede om den politik militæret førte i 70erne, markerer Temers regering en tilbagevenden til reformkursen i 90erne, og en betydelig større vægtning af markedskonform økonomisk politik og orienteering mod en mere åben økonomi.

Sidste år  fik man gennemført en forfatningsændring, der indebærer at de føderale budgetter ikke må stige mere end inflationen de kommende 20 år, dog med en revision om 10 år og her i april vedtages muligvis den største ændring i det brasilianske pensionssystem i mands minde. Det vender jeg tilbage til indenfor de kommende uger.

 kilde: Global rates.com

Faldet i inflationen er fulgt op af et betragteligt fald i renterne de seneste måneder og der er en spirende optimisme omkring den fremtidige økonomiske udvikling. Nok forventer man fortsat stigende arbejdsløshed hen over året, før den igen begynder at falde, mens BNP muligvis vil stige minimalt (BNP per indbygger vil fortsat falde). Men bunden ser ud til at være nået og hvis man lykkes med at gennemføre hovedparten af de reformer, som regeringen arbejder for, vil Brasilien for alvor være en økonomi man igen skal regne med. Der er naturligvis mange hvis’er i denne ligning. Men 2016-2017 kan meget vel komme til at gå over i historiebøgerne, som de år der kommer til at definere den økonomiske politik i mange år fremover. Hvis altså………. Men det vender vi tilbage til i kommende indlæg.

Her er ihvertfald, hvad han i 1980 sagde i præsidentkandidat-debatten med daværende Præsident Carter:

“I would like to ask the President why is it inflationary to let the people keep more of their money and spend it the way they like, and it isn’t inflationary to let him take that money and spend it the way he wants?”