Vi har tidligere skrevet om elefantgrafen, måske en af de 10 seneste års mest ikoniske grafer, og at den ikke rigtigt holder vand ved nærmere eftersyn (se her og her).

Hovedkonklusionen er, at i forhold til den måde elefantgrafen oftest anvendes i den fortsatte ulighedsdebat, både på den globaliseringskritiske højre- og venstrefløj, er den mest af alt et fatamorgana. Sagt med andre ord: Det, man tror man ser, er ikke det man faktisk ser.

Eller som jeg konkluderer i min kommentar i Berlingske:

Væk er elefantsilhuetten. Derimod viser grafen en verden, hvor den overordnede tendens er, at de globale indkomster konvergerer. Alle indkomstintervaller har oplevet positiv vækst, omend den lave vækst i Japan og Europa efter finanskrisen slår igennem i den beherskede vækst i de højeste indkomstintervaller.

Intet tyder altså på, at vi indtil videre har levet i en verden, hvor de allerrigeste stikker af, og de fattigste efterlades i fattigdom, som det ofte fremføres. Alle indkomstintervaller har oplevet fremgang, og de 50 pct. fattigste har oplevet den største fremgang.

Desværre har Berlingske valgt kun at medtage en af mine oprindelige grafer, endda i en noget forvansket udgave (x-aksen). Den “korrekte” er afbildet ovenfor i figur 1.

I starten af kommentaren medtager man derimod Lakner & Milanovics oprindelige graf, eller rettere, en forløber for den graf, som Lakner & Milanovic har med i deres oprindelige artikel. Den man anvender hos Berlingske, stammer fra et working paper af Branko Milanovic hos Verdensbanken i 2012, “Global Income Inequality by the Numbers: in History and Now” (fig. 2a), hvori det faktisk fremgår at data under fortsat bearbejdning (hvilket ikke er usædvanligt).

I Christoph Lakner og Branko Milanovic “working paper”, “Global Income Distribution From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” fra 2013, er data opdateret og grafen ser noget anderledes ud (der er positiv vækst i alle deciler). Endelig er der så grafen, som den fremstår hos Milanovic i hans bog fra 2016, “Global inequality: A new approach for the age of globalization” (2c).

Uanset hvilken af de tre man vælger, lider grafen af nogle væsentlige problemer. Jeg sendte faktisk Berlingske både den oprindelige graf i 2016 udgaven sammenholdt med en graf, hvor data er mere konsistent. (fig. 3). Alle grafer skal læses som at man har stigning i realindkomst op af y-aksen og globale deciler ud af x-aksen.

Hvad fortæller grafen og fortæller den os egentlig noget?

Fremstillingen af den originale elefantfigur har ofte været, at vi ser en “hængende hale” (1), som er verdens fattige der lades tilbage, elefantens skuldre og hoved (2) er den globale middelklasse (ikke mindst Kinesere), som har opnået store gevinster, mens bunden af snablen/truget (3) skulle være middelklassen i vesten, som har “tabt på udviklingen”. Den højt løftede snabelspids (4) i denne fortælling er så de rigeste som løber fra alle os andre.

Den første korrektion vi må lave er en graf baseret på et konsistent datagrundlag. I den originale elefantgraf tager man således ikke hensyn til, hvorvidt der er data for de lande der indgår både i startåret og slutåret (ud over at man tillader et spænd over 5 år). F. eks. indgår Rusland i 2008-tallene, men ikke i tal for 1988. Af samme grund indgår der ingen data fra Rusland i den “konsistente” udgave. Den oprindelige graf inkluderer således 72 lande i 1988 og 118 lande i 2008, mens den “konsistente” graf kun inkluderer 60 lande (bl. a. indgår Rusland ikke længere).

Generelt er der en overvægt af lande med relativt lave indkomster, som ikke indgår i starten, men i slutningen af perioden. Dermed undervurderes væksten af de laveste globale indkomster i forhold til resten. Det fremgår faktisk også af Lakner og Milanovics to working papers hvordan data er fremkommet. Men især Milanovic har en “dårlig vane” med ikke at omtale svaghederne ved konstruktionen af elefantgrafen, hverken på de sociale medier (han er flittig bruger af twitter) eller når han giver interviews. På samme måde har han for vane ikke at opponere, når interviews med ham illustreres med grafen fra 2012, som indikerer et decideret fald i realindkomst for “den globale højere middelklasse” (se figur 2c).

Argumentet for at medtage lande, der kun findes data for i nogle år, eller rette perioder (1988 dækker som sagt reelt over perioden 1986-1990 og 2008 over perioden 2006-2010), er ønsket om at data skal omfatte så stor en del af verdens befolkning som mulig. Svagheden ved brug af konsistente data er at man ender med et datagrundlag, som dækker en mindre del af klodens lande.

Vælger man det mindre, men konsistente datasæt frem for det mere omfattende – det vil sige man kun medtager lande hvor der er data for både 1988 og 2008 (stadig +- 2 år) – “løftes elefanten” ikke blot generelt, men indkomststigningerne for de absolut laveste og intervallet mellem p80 og p95 betydeligt (alle grafer her, bortset fra figur 6 (hvor der er brugt tal for hver procent) er lavet på 5 procent intervaller, bortset fra toppen hvor der er brugt 1 procent intervaller for p99 og p100) .

Man taler også om, at halen forsvinder. De laveste indkomster i 2008 er altså steget betydeligt i forhold til de laveste indkomster i 1988, mens indkomstfremgangen nok har været relativ lav, men dog betydelig højere for den “globale højere (vestlige) middelklasse”, end i Milanovic og Lakners udgave.

Vi har som tidligere nævnt skrevet om dette med udgangspunkt i Adam Corlett’s “Examining an Elephant“, hvor han ved at fjerne tre (3) lande, nemlig Kina, Japan og Rusland, fik lavet en graf der stort set var vandret med en mindre stigning til sidst, se her.

Men der er tale om et valg, der indebærer pros and cons. Som Homi Kharas og Brina Seidel skriver i “The Elephant Chart revisited“;

We caution, however, that the sample of countries with data in both 1988 and 2008 is certainly not representative of the global distribution—countries with data are both richer and regionally unbalanced. The move to a consistent sample suggests that the droop in the elephant’s original tail shows not that the poor enjoyed little income growth between 1988 and 2008, but rather that many more poor people were surveyed in 2008 compared to 1988.

Et andet problem er når man skal tage højde for den reelle købekraft. Figur 2a, 2b, 2c og 3 er alle baseret på købekraftkorrigeret 2005 USD. Milanovic og Lakner har medtaget den oprindelige elefantgraf, men med brug af 2011 ppp (Purchacing power parity) i stedet for 2005 ppp i deres opdaterede 2016 udgave af den oprindelige artikel fra 2013. Som det fremgår betyder alene anvendelse af 2011 ppp frem for 2005 ppp korrigeringen i sig selv en hel del.

Fra 2012 og til 2016 er vi altså nu gået fra, at indkomster omkring p80 er faldet i perioden 1988-2008 til at de “kun” er steget med ca. 10 procent (stadig med det oprindelige “inkonsistente” datamateriale), mens de laveste indkomster er steget næsten 20 procent, alene ved at opdatere fra 2005 ppp til 2011 ppp. Ja, data er følsomme, og også mere følsomme end godt er. Det samme gør sig gældende med hvorledes data fremkommer.

Graferne i dette indlæg er alle primært baseret på spørgeskemaundersøgelser, og er en blanding af undersøgelser af forbrug (når de findes) og ellers indkomst. Er det optimalt? Nej, det er mildt sagt langt fra optimalt, og jeg kunne skrive et langt indlæg alene omkring denne problemstilling. Hvis man er interesseret i at dykke mere ned i en diskussion af problemerne omkring brug af spørgeskemaundersøgelser , vil jeg henvise læseres til bl. a. Homi Kharis og Brina Seidels “What’s Happening to the World Income Distribution?” fra Brookings.

Alle figurer i dette indlæg, bortset fra de, som er hentet direkte fra Lakner og Milanovic, er baseret på data fra Kharis og Brina, som man finder her.

Hvem indgår egentlig i de forskellige indkomstintervaller?

Med udgangspunkt i den oprindelige elefantfigur blev “fortællingen” som sagt hurtigt, at truget repræsenterede Vestens middelklasse, ikke mindst den amerikanske, eller som Milanovic anfører den “lavere middelklasse i USA”. Men kan man overhovedet sige det ud fra elefantfiguren? Ikke rigtigt.

Ser vi på den ene procent højeste globale indkomster (p100) i 1988, udgøres den for 64 procents vedkommende af amerikanere, mens resten stort set udgøres af europæere (23,8 procent) og japanere. Dette ændrer sig kun lidt hen over tid – i 2008 udgør amerikanere 63,2 procent og europæere 28,9 procent.

Her skal man huske på, at hvis man tilhører den ene procent højeste indkomster globalt tilhører man et langt større interval nationalt. At være del af top 1 pct. globalt, svarer til at være blandt de ca. 12 procent højeste indkomster i USA.

Som indskudt bemærkning kan jeg nævne at ca. 1/3 af danskere var del af de 5 procent højeste globale indkomster, mens ca. 2/3 var blandt de 10 procent højeste globale indkomster og 90 procent blandt de 85 procent højeste indkomster i 2013.

Mens den absolutte top altså domineres af amerikanere og europæere, ser det noget anderledes ud, når vi ser på de andre indkomstintervaller. Hvor f. eks. p5 og p10 er domineret af indere og kinesere i 1988, er der næsten ingen fra Afrika syd for Sahara (der var ingen data!) For P5 var andelen af kinesere i 1988 således 37,4 procent, mens den i 2008 var nul! For det næste 5 procentinterval var andelen mere end 2/3 i 1988, mens andelen i 2008 var faldet til 26,4 procent. Til gengæld fylder Afrika syd for Sahara kun 3,1 procent i 1988, men 40,6 procent i 2008 i nederste inderval.

Betydningen af købekraftkorrigering og udvidelse af datagrundlag

Før vi går over til at se på den faktiske indkomstudvikling (så godt som det nu kan beregnes) skal vi også lige behandle, hvad der sker når man opdaterer købekraftkorrigeringen og udvider datamaterialet. Det fremgår af nedenstående figur 5.

Den viser både den a) originale korrigerede/konsistente elefantfigur baseret på 2005 ppp, b) samme figur baseret på 2011 ppp, og endelig c) hvordan grafen ser ud, når man udvider det konsistente datasæt med lande, hvor der ikke var data for 2008, da Lakner og Milanovic foretog deres analyser, men er kommet data til efterfølgende.

Sidstnævnte indebærer at der nu er data for 68 lande i modsætning til tidligere 60 lande.

Ydermere har man i stedet for at tage de “rå data” hvis der blev brugt tal for lande, som ikke var præcis fra det pågældende år (1988 og 2008), forsøgt at beregne hvad indkomsten/forbruget ville være i henholdsvis 1988 og 2008 (for mere om hvad disse beregninger indebærer, må jeg igen henvise til Homi Kharas og Brina Seidel ) .

Sammenligner vi udviklingen hvor der både er anvendt 2011 købekraftkorrigering ( som er af bedre kvalitet) og den ‘”udvidede” konsistente kurve, er den væsentligste forskel, at kurven bunder ud ved p90 mod før p80, mens snablen er sænket kraftigt.

Man kan selvfølgelig fortsat mene, at en indkomstfremgang på 10-15 procent over 20 år er relativt lidt. Men dels sker det fra et relativt højt niveau og dels er der fortsat tale om en anonym betragtning.

Vi er nu meget langt fra at elefantfiguren skulle underbygge en fortælling om at de fattige sakker bagud, mens vestens middelklasse decideret har tabt i den pågældende periode. Det eneste der sådan set står tilbage er, at det primært er udviklingen i Kina som har drevet den globale middelklasses høje vækst. Det gælder ikke mindst i det anvendte datamateriale.

Det er naturligvis korrekt, at hvis vi alene sammenligner de, der befandt sig i f. eks. intervallet p80-p90 i 1988 og i 2008, så har de oplevet den laveste vækst. Problemet er bare, at sammensætningen har ændret sig. Således har de fra de rige vestlige lande, som indgår i datamaterialet, groft sagt bevæget sig ca. 5 procent op i interval. Det i sig selv indebærer jo en indkomststigning. Hvor f. eks. USA stod for 12,2 procent af p75 i 1988, bestod den af nul i 2008. Til gengæld var der ingen fra Kina i P75 eller højere i 1988, mens de i 2008 udgjorde næsten halvdelen.

Valg af periode og datadækning er af stor betydning

Før vi til sidst prøver at korrigere for ændringerne i sammensætningen af de enkelte indkomstintervaller, er det måske lige værd at se på hvad valget af periode og udvidelse af datagrundlag indebærer. Det gør vi ved at sammenligne perioden 1988-2008 med 1993-2013, ved anvendelse af samme metode og korrigering for data i de enkelte lande, se figur 6.

Overordnet er indkomsten vokset hurtigere for de 85 procent laveste indkomster i de 20 år frem til 2013 i forhold til de 20 år frem til 2008, hvorimod væksten for de 15 procent højeste indkomster er lavere.

Det skyldes primært at perioden 1993-2013 nu også indeholder data for en række hurtigt voksende udviklingsøkonomier, som ikke indgik i perioden 1988-2008, samt udviklingen i USA, Europa og Japan efter finanskrisen.

Som Homi Kharas skriver Brina Seidel skriver:

Two major changes stand out. First, total global growth is much higher in this period than it was in the previous period. This is partly the result of a larger sample, which now includes several additional rapidly grow ing low-income countries. However, the higher global growth is also a result of the new period, indicating the sensitivity of the findings in the original elephant curve to cyclical factors at the start and end of the periods considered.

Second, the trunk of the elephant has disappeared almost entirely. The top 1 percent of the world in 1993 (about 38 million people in our sample) was comprised largely of the richest 10 percent of Americans, as well as Europeans and Japanese. Each of these groups had difficulties: The European inability to recover from the 2008 financial crisis, Japan’s lost decade of economic stagnation, and the squeeze on Americans outside the top 1 percent.

Det er iøvrigt et resultat, som der er bred enighed om. Branko Milanovic giver en lignende forklaring i et interview til Oxfam-Ibis i november 2019, der af uforklarlige grunde igen er illustreret ved at medtage den “originale” elefantkurve fra 2012, som altså mest kan sammenlignes med et demotape i forhold til en senere endelig pladeindspilning.

Hvordan elefanten forsvandt

Alle ovenstående grafer er såkaldt anonyme og tager ikke hensyn til at sammensætningen i de enkelte intervaller ændrer sig over tid. Det har Homi Kharas og Brina Seidel forsøgt at kompensere for, således at vi får et indtryk af hvordan indkomstudviklingen reelt var for de grupper som udgjorde de enkelte deciler i 1993, frem til 2013.

F. eks. udgjordes intervallet fra 50 til 54 procent (i alt 280 mio. mennesker i 1993) af 150 mio. kinesere, som befandt sig i 6. decil det urbane Kina og 9. og 10. decil på landet i Kina, samt 90 mio. indere i 9. decil (både på landet og urbant); resten kom fra andre udviklingslande.

Kharas og Seidel beregner derefter hvorledes disse klarede sig over de kommende 20 år uden at skifte indkomstinterval. Og det jo faktisk sådan elefantgrafen oftest bruges i den offentlige debat. Nu er der så ikke meget elefantgraf tilbage, som det fremgår af figur 7.

Derimod peger den på, at mennesker som var ekstremt fattige i 1993 faktisk havde en ganske betydelig fremgang. Hvilket selvfølgelig ikke er overraskende, givet (landlig) kinesisk og indisk dominans i disse grupper i 1993.

Den løftede snabel er helt væk, hvilket skyldes stagnationen i Europa og Japan. Med andre ord var de globalt rige ikke løbet fra resten. Det er også væsentlig at understrege, at figur 7 ikke viser reelt personlig indkomstudvikling (af samme grund er der sat gåsetegn omkring personlig), men alene er baseret på hvordan udviklingen ser ud for de pågældende deciler i 1993, ikke dets egentlige medlemmer.

Med hensyn til den “forsvundne” snabel, skal man også være opmærksom på, som Kharas og Seidel også påpeger, at;

these are large aggregates based on survey data, and the global rich the ultra-rich may still have had handsome income growth. This demonstrates that income and consumption surveys are highly inadequate for the task of measuring top incomes.

Hvad angår “dykket”, ved p80 er det måske værd at bemærke, at der ikke indgår nogle japanere eller Amerikanere, men at de tre største grupper er Rusland (10,8 procent), Kina 14,1 procent og samlegruppen øvrige Europa (Vesteuropa) med 18,4 procent. Det giver ligesom også et indtryk af, hvor meget eller rettere hvor lidt vi egentlig kan sige, så snart vi prøver at komme længere end blot at se på de overordnede tendenser.

Ingen af dem forstår ganske simple og basale økonomiske sammenhænge. Samtidig besidder begge parter en enestående evne til at overse fakta og 200 års udvikling fra en verden, hvor 90 procent levede i absolut fattigdom til en verden hvor under 10 procent lever under så ringe vilkår. En andel som heldigvis fortsat falder, og en udvikling som havde været umulig uden globaliseringen og den internationale arbejdsdeling.

Donald Trump, 3F og myten om handel som et “ræs mod bunden”

Som jeg skriver i en kronik i Børsen i fredags, så er ligheden mellem nogle af Donald Trumps argumenter og hvad vi ser fra venstrefløj og en række fagforeninger slående.

Centralt for Trumps syn på handelspolitik og globalisering er, at han opfatter USA som et offer for andre landes “unfair” handelspolitik og egen svaghed. Især har Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, og optagelsen af Kina i Verdenhandelsorganisationen, WTO, i følge Trump kostet både velstand og arbejdspladser i USA.

Her må vi bare konstatere, at venstrefløjens globaliseringskritik – som både medier og f.eks. demokraterne i USA og socialdemokraterne herhjemme i en hvis grad har taget til sig – har skabt grundlaget for og legitimeret nationalistiske “højrefløjspopulister” som Trump, når de påstår, at globaliseringen de seneste årtier er sket på bekostning af lønmodtagere i den rige del af verden.

Det er godt nok faktuelt forkert. Både lønninger og levestandard er steget for alle indkomstgrupper, også i USA, som konsekvens af globaliseringen. Men det har hverken medier eller politiske magthavere haft interesse i at påpege.

Venstreorienteret handelspolitik som hos 3F

Hvor venstreorienteret Trump er, når det kommer til handelspolitik, fremgår tydeligt af hans politiske program, der længe har været offentlig tilgængelig. Her kan man bl.a. læse, at USA skal genforhandle vilkårene i NAFTA. Som det fremgår af Trumps program (jo sådan et har han faktisk), skal der

“sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”

Med andre ord vil man (yderligere) svække mulighederne for at konkurrere på løn- og arbejdsvilkår (der er allerede en række krav indbygget i den nuværende NAFTA aftale). Der lægges også op til en handelspolitik baseret på, at tilgodese “vores arbejdere”, som der står.

Er Mexico og Canada ikke med på den, vil Trump meddele, at USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen. Og det kan ske med seks måneders varsel. Canada har allerede meddelt, at man gerne genforhandler aftalen. Der er faktisk grund til at frygte det værste, hvor Canada og USA’s regeringer går sammen for på populistisk måde at presse Mexikanerne til en aftale, som begrænser deres muligheder for at konkurrere på hvad der reelt er der eneste fordele, nemlig lavere løn- og skatteomkostninger.

Den form for argumentation kender vi også herhjemmefra, fra f. eks. Enhedslisten og 3F.

Myten om at arbejder- og middelklasse i Vesten betaler for globaliseringen 

Som jeg prøvede at påpege i debatten i torsdags har vi et stort problem med at faktuelt forkerte fremstillinger af udviklingen de seneste årtier, får lov til stort set umodsagt at blive fremført i medierne igen og igen og…… Det gælder både i DR og TV2, samt stort set alle de traditionelle skrevne medier (måske med undtagelse af Børsen). Vi har tidligere set hvorledes Berlingske Tidende og DR P1 har ageret kritikløse mikrofonholdere, når anti-globaliseringsorganisationer som f. eks. IBIS/OXFAM og Mellemfolkelig Samvirke har fremturet med deres nonsens-fortællinger. Se f.eks. her.

Så sent som onsdag aften formåede både studievært samt “3 eksperter”, hvoraf ingen af dem var økonom, at tolke på en graf, der går verden rundt, kaldet elefantgrafen, oprindeligt lanceret af Lakner og Milanovic i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” – Nedenfor vist, hvorledes den ser ud, efter man korrigerer for, at den oprindelige elefantgraf bl. a. medtog data for lande som kun eksisterede det ene af årene. F. eks. er der ikke data for Rusland, Ukraine, Vietnam, Sydafrika, Kenya og Tanzania i 1988, mens de indgår i tal for 2008. Til gengæld er en række lande medtaget i 1988 men ikke i 2008. Det gælder bl. a. Australien, New Zealand, Iran, Uzbekistan og Algeria. Grafen er også korrigeret for at Milanovic og Lakners deciler ikke er konsistente.

Det er dog ikke den man normalt ynder at gengive. Det er derimod den originale nedenstående graf. Både Deadline onsdag den  16. november og Weekendavisens hovedartikel fredag den 18. november, skrevet af Martin Krasnik, tager udgangspunkt i en graf, hvor der ikke er korrigeret for udviklingen i den globale befolkningssammensætning (Det skal retfærdigvis siges, at der efter sigende skulle komme en opfølgende artikel, hvor dette behandles).

Og så ser den pludselig noget mere dramatisk ud, som det fremgår af nedenstående figur.

Historien er selvfølgelig, at de deciler der ligger tæt på eller lige under en nulvækst er hvor store indkomstgrupper i vesten befinder sig. Men det er bare ikke korrekt. De der befandt sig i 7 og 8. decil i 1988 i vesten, befinder sig ikke samme sted i 2008. Det er der korrigeret for i den første figur, men det er ikke det hele. Ligesom toppen omkring 5. og 6. decil i høj grad er konsekvens af den gunstige udvikling, så er dykket fra 7. til 9. decil drevet af udviklingen i to lande. Rusland og Japan. Tager man højde for dette og ændringen i befolkningsudviklingen, er der pludselig en del mindre elefant over figuren.

Tager man højde for både udviklingen i den globale befolkningssammensætning og fjerner de tre lande som er grund til elefant-formen, ser vi altså en groft sagt ganske jævn vækst over de fleste deciler, Altså en ganske anden historie, end den vi får gennem medierne.

Og fakta er da også, at indkomsterne i perioden fra 1988 og op til 2008, hvor globaliseringsprocessen går i stå (ikke mindst USA har siden finanskrisen øget protektionistiske tiltag voldsomt), i langt de fleste lande er steget for alle indkomstdeciler, hvilket fremgår af nedenstående figur – også fra Resolution Foundation.
Som det fremgår er der anvendt præcist samme data, som Milanovic og Lakner anvender.

Selvfølgelig er der tabere ved globaliseringen

I debatten på DR2 torsdag den 17. (se nedenfor) prøvede jeg at rette lidt op på nogle af alle misforståelserne. Og fakta er altså at alle indkomstgrupper har vundet betydeligt på de seneste årtiers globalisering. Både her og i udlandet. Men det indebærer naturligvis ikke, at der ikke er “individuelle” tabere. Naturligvis er det et stort problem for den arbejder der mister sit arbejde, fordi hans eller hendes virksomhed enten flytter produktionen til et andet land, eller ligefrem bukker under i den globale konkurrence. Men det er et vilkår ved markedskapitalismen. Det er ligefrem et grundvilkår, hvis vi ønsker øget levestandard. For hvad er alternativet? Det er at alle andre skal subsidiere arbejdspladser og produktion, mens den samlede værdiskabelse i samfundet, alt andet lige, mindskes.

Og at miste sit arbejde på grund af konkurrence fra andre lande er jo ikke væsensforskellig fra at blive udkonkurreret af teknologiske fremskridt ( som også synes at være en del af skræmmebilledet hos en del globaliseringsmodstandere ).

Og overvej lige et øjeblik hvor vi ville have været, hvis vi f. eks. havde afvist at effektivisere vores landbrug af hensyn til beskæftigelsen, eller blot havde insisteret på at man fortsat skulle sy tøj i Herning. Nej vel. Det havde næppe været en god ide. Men det gør det naturligvis ikke nemmere for den enkelte. Og desværre gør politikfejl og fagforeningers ageren det heller ikke.

Det har vi set ved lukningen af flere slagterier herhjemme. Havde det ikke været for fagforeningernes muligheder for at afvise lønnedgang – altså en mere fleksibel løndannelse –  som et middel til at fastholde produktionen lidt længere, ville man formentlig kunne undgå mange triste skæbner i forbindelse med globaliseringen – uanset om den foregår globalt eller blot regionalt. Naturligvis skal vi erkende at f. eks. en slagteriarbejder oppe i alderen muligvis ikke har mange alternativer. Men det samme kunne naturligvis siges om typografen, der for længst er udkonkurreret af ny teknologi.

Men på sigt må man acceptere udviklingen, lige som de der bor i Rustbæltet i USA må erkende, at “gamle dage” ikke vender tilbage. Med andre ord må de enten flytte eller vælgere nogle lokale politikere, som er parate til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet og på den måde gøre det mere attraktivt at etablere produktion i de pågældende områder.

Alternativet er at andre skal betale for opretholdelsen af arbejdspladser og de der primært kommer til at betale prisen er netop de laveste indkomstgrupper, hvilekt jeg har påpeget i tidligere indlæg her på bloggen og som også fremgår af nedenstående oversigt over gevinsten ved frihandel, fordelt på udvalgte indkomstgrupper i en række lande.

Kilde: “Measuring the Unequal Gains from Trade”, Pablo D. Fajgelbaum fra UCLA og Amit K. Khandelwal