Oplægget startede med en ganske simpel monopolmodel, hvor et monopol finder sin optimale produktion – for eksempel hvor mange billetter DSB skal prøve at sælge – givet hvordan forbrugerne reagerer: Udbyder man flere billetter, får man større indtægter qua det større salg, men tjener mindre per billet, da prisen falder. Man kan dermed finde monopolets optimale produktion, og dermed vise, hvad der sker på markedet, hvis der kommer én konkurrent. Det kræver blot brug af simpel differentialregning, som man lærer i gymnasiet. Jeg viste dem derefter en standard korruptionsmodel, der faktisk blot kræver brug af to uligheder – dvs. folkeskolematematik – men som man faktisk kan komme ganske langt med.

Det særlige, som jeg understregede for eleverne, er dog at denne type tænkning kan udbredes til mange andre spørgsmål. Og det særlige spørgsmål, jeg stillede dem i formiddags er, hvornår man skal slå til og prøve at score til en gymnasiefest om fredagen. Det kan også illustreres med en ganske simpel model.

Hvis Noe er på vej til gymnasiefest, har han to forhold at overveje. Det første er udbuddet af ’lækre’ – dvs. hvor mange er der, som han kunne forestille sig at score – mens det andet er sandsynligheden for at score en af dem. Noe kan derfor med fordel forestille sig, at udbuddet kan illustreres ved ligningen Q = a – b t, hvor Q er udbuddet af ’scoringsværdige’ til et hvilket som helst tidspunkt t, a er antallet fra festens start (densiteten af scoringsværdige), og b er tempoet de enten forlader festen eller scores af en anden. Jo længe man venter, jo færre er der.

Det andet element af Noes beslutning ligger i scoringssandsynligheden. Den kan illustreres med ligningen  P = l + c t, hvor P er sandsynligheden, l er en lækkerhedsparameter – jo lækrere Noe er, jo større er chancen – og c er tempoet hvormed folk bliver fulde og desperate, og dermed nemmere at score.

Noes beslutning består derfor i at maksimere P Q, dvs. hans samlede scoringsmuligheder. Ganger man de to elementer sammen, er det (a – b t)(l + c t), som man ganske enkelt differentierer og sætter lig med nul. Gør man det, får man – som alle studenter ved – ligningen a c – b l – 2 b c t = 0. Med andre ord er det rigtige tidspunkt Noe skal slå til, efter at festen har været i gang i t* = a / 2b – l / 2c.

Det morsomme i formiddags var derfor at introducere 2g’erne til måden at tænke i trade-offs, som er central for al økonomi. Og mens scoringseksemplet i dag kan synes helt absurd for mange af vores læsere, virkede det ganske brugbart for flere af de gymnasieelever, der besøgte AU i dag. Det gælder ikke mindst, når man ser fortolkningens pendanter til virkeligheden: Flere objekter, a, betyder at man kan vente længere, er man lækrere – l – scorer man hurtigere, men hvis folk forlader festen hurtigt – et stort b – eller ikke drikker ret meget – et lille c – gælder det om at slå til tidligt. Om nogle af eleverne bruger modellen aktivt, må tiden vise.

Som Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:

“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”

Situation 1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”

Skal man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor, hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger, hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke. Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!

Det var for det første en henvisning til, hvor ofte hjemmestrikkede økonomiske synspunkter optræder i den offentlige debat. Andre videnskaber har også deres problemer – tag bare de forældre, som fejlernærer deres børn eller undlader at lade dem vaccinere, fordi de ikke accepterer grundlæggende lægevidenskab. Men økonomisk videnskab synes i særlig grad ramt. Selv repræsentanter for andre akademiske discipliner optræder som ”deres egne økonomer”.

Fornylig skrev danske 301 akademikere, inklusive en række meteorologer, under på en alarmistisk opfordring til politikerne med en opfordring til dansk enegang på klimaområdet og til at opgive yderligere økonomisk vækst. En væsentlig del af klimavidenskaben er selvsagt naturvidenskabelig. Men når det kommer til samfundsmæssige konsekvenser af og omkostninger ved klimaforandringer og klimapolitik, er det økonomiske spørgsmål. Bemærkelsesværdigt var der praktisk taget ingen økonomer blandt underskriverne, som derimod talte et stort antal humanister. Og påvisningen af, at de anbefalede redskaberne står mål med de mulige gevinster var ganske fraværende. Man kan gætte på, hvordan det var gået, hvis økonomer havde udbredt sig om meteorologiske forhold, de ingen forudsætninger har for at udtale sig om.

Diskussionen om ministeriernes regnemaskiner er et andet eksempel på debattører og politikere, der er deres egne økonomer. Uden nogen indsigt i, hvad modellerne består i, hvad de bygger på, eller hvordan de anvendes, karakteriseres de gladelig som ”politiske” og fyldt med tvivlsomme antagelser. Alene det forhold, at der anvendes vidt forskellige modeller (ADAM, DREAM, STØV, Lovmodel, skattemodeller) til vidt forskellige formål er for nuanceret til at få plads i diskussionen. Så snart det i journalisternes bevidsthed er et ”rød-blåt” emne, kan det reduceres til ren politik.

Buchanans andet pointe er, at individer, deres præferencer og indbyrdes transaktioner er den eneste kilde til økonomisk værdi. I den forstand både er og skal vi være vore egne økonomer. Økonomien kan ikke ses uafhængigt af individuelle vurderinger. Ingen gevinst eller omkostning eksisterer uafhængigt af konkrete personer. Der er altid en person, der får gevinsten eller påføres omkostningen, og de måles med vedkommendes subjektive nytte af dem..

Når denne pointe er meget vigtig, er det fordi en del skepsis mod økonomi som disciplin udspringer af en forestilling om, at økonomiske modeller kan diktere, hvad der er godt og dårligt eller ligefrem ”nødvendigt”, uanset hvad folk måtte mene. I så fald kan økonomerne ses som en gruppe teknokrater, som ser sig berettiget til at tvinge løsninger ned over hovedet på folk. Sådan er det imidlertid kun i en planøkonomi – et system, der ikke har mange tilhængere mere. Og selv en række historiske planøkonomer tog udgangspunkt i individuelle præferencer. Det er især uden for den økonomiske disciplin, at man finder teknokrater, der vil tilsidesætte individuelle præferencer og værdier. Det sker hvis man f.eks. mener, at der skal føres en bestemt politik ”af hensyn til klimaet” og alene styrer efter klimavariable som temperatur eller drivhuskoncentration. Ellers hvis man mener, at det ”lægelige skøn” kan afveje to patienter mod hinanden. Økonomer har ganske stor – og smertelig – erfaring med at håndtere normative problemstillinger i forbindelse med positiv teori til at være værst til at begå naturalistiske fejlslutninger. Den naturalistiske fejlslutning er at overse vanskeligheden ved at komme fra en beskrivelse af, hvordan noget er, til hvordan noget bør være (f.eks. fra udsagnet ”rygning er usundt” til ”rygning bør være forbudt”).

At tage udgangspunkt i individuelle præferencer indebærer ikke, at alle løsninger er lige gode. Tværtimod er det efter Buchanans opfattelse helt centralt med institutioner, som muliggør gensidigt fordelagtigt samarbejde. Markedet med dets frivillige bytter er en afgørende institution for at samarbejde om at skabe private goder. Men Buchanan anså også politik for at være baseret på transaktioner og for at have et betydeligt potentiale for at stille alle bedre ved at levere beskyttelse og kollektive goder. Det kræver imidlertid, at der sættes grænser for, hvor meget et flertal (eller kløgtigt mindretal) kan udnytte mindretallet. Ideelt set burde politik baseres på enstemmighed ligesom markedstransaktioner, der kun finder sted, hvis begge parter er enige. I fravær af enstemmighed er individuelle rettigheder, generelle retsregler og andre konstitutionelle begrænsninger hensigtsmæssige – set ud fra et individuelt perspektiv – mente Buchanan.

Økonomer beskyldes til tider for kun at lægge vægt på økonomisk vækst. Men vækst er kun en biting. Det centrale er det økonomiske og politiske systems evne til at koordinere individuelle handlinger til gavn for de planer, folk hver især ønsker at føre ud i livet. Kort sagt at alle kan udfolde deres frihed. Når det kommer til stykket er økonomisk vækst målt ved BNP slet ikke fysisk eller materielt. Mange goder er ganske vist materielle – og mange ikke – men de vejes sammen ved hjælp af priser. Og priser stammer i sidste ende fra, hvilken glæde forbrugerne har af de forskellige goder. BNP er dog kun et meget imperfekt mål, fordi priserne afspejler værdien af den sidst forbrugte enhed og ikke af den gennemsnitlige. Og ikke alle økonomiske goder er med i BNP, ligesom ikke alle omkostninger er trukket fra. BNP er en fin indikator, men ikke en målvariabel, man kan styre efter. En lav vækst eller et lavt BNP-niveau er et symptom på økonomiske problemer. Det er ikke et mål i sig selv med høj vækst eller et højt BNP per capita.

I øvrigt er BNP per capita stærkt korreleret med andre mål for velfærd som f.eks. selvrapporteret lykke, middellevealder og børnedødelighed. Og over et vist niveau for BNP er der også en positiv korrelation mellem miljøtilstanden og BNP (kendt som Kuznets-kurven). Forestillingen om, at BNP fjerner opmærksomheden fra andre vigtige spørgsmål, er oftest indbildning.

Økonomer taler ofte om at forbedre incitamenterne til at arbejde og spare op. Det kan efterlade et indtryk af, at de efterstræber protestantisk inspirerede mål om arbejdsomhed og at udskyde behovstilfredsstillelse. Det har bare ikke noget med sagen at gøre. Arbejde og afsavn har ingen værdi ud over, hvad den enkelte selv lægger i dem. Problemet er blot, at beskatningen forvrider incitamentet til de to ting, så folk gør mindre af det, end de ellers ville. Hvis man i stedet forestillede sig, at der var beskatning af fritid og af at fremrykke sit forbrug, ville det også være et problem. Så ville folk arbejde for meget og spare for meget op. Med ”for meget” menes udelukkende i forhold til, hvad de selv ønsker – ikke hvad økonomen personligt måtte anse for passende.

Det er fint at ville diskutere økonomiske problemstillinger og præmisserne for økonomisk tænkning. Men det kræver, at man ikke er sin egen økonom – i hvert fald ikke i den første af Buchanans to betydninger.