Den glimrende Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London interviewede forleden Guriev om netop Rusland. Det blev en samtale om hvordan resterne af Sovjetunionen blev til Rusland, hvad der gik galt, og hvordan landet virker under Vladimir Putins diktatur. Det er varmt anbefalet.

Hvis man er i humør til en kortere samtale om mere generel udvikling med fokus på institutioner og hvad der er tilbage fra kolonitiden, lavede jeg forleden podcast med min ven og kollega Manoel Bittencourt. Hele samtalen kan ses her; jeg hyggede mig meget med samtalen, og håber at der måske er noget inspiration i de muligheder, vi taler om.

Meget peger på, at den økonomiske udvikling i Kina er bremset op, og at landet slet ikke er så velstående, som det påstås. Vil man vide mere, er den hollandske historiker Frank Dikötter en af de mest vidende eksperter. Dikötter flyttede først på året ud af Hong Kong, hvor han havde boet i en årrække, og er nu associeret med Stanfords Hoover Institution. Interviewet nedenfor giver et fremragende overblik over hans indsigt og holdning til Kina, og forventningerne til dets umiddelbare fremtid.

Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Kort fortalt blev BNP udviklet fra 1930erne og frem. Oftest krediteres den senere nobelprismodtager Simon Kuznets for at have lagt grunden til det som blev BNP.  Hans idé var at fange al økonomisk produktion fra enkeltpersoner, virksomheder og det offentlige i et centralt nøgletal. Kuznets advarede fra start af mod at ”læse for meget ind i BNP og dets udvikling”.

De fleste kender formentlig den gængse måde at definere BNP (bruttonationalproduktet), men vi tager den lige en gang til her:

BNP = C + I + G + (X – M), hvor C er privatforbrug, I bruttoinvesteringer, G offentligt forbrug og (X – M) nettoeksporten.

Hvad ovenstående ligning siger er altså at en økonomis indkomstskabelse – eller værditilvækst – kan sættes lig med det samlede indenlandske forbrug, investering samt nettoeksport. Så langt så godt.

Men hvis man samtidig tror at BNP også fortæller os om velstand, velfærd og hvis vi skal op på den høje nagle, velvære og tilfredshed med livet, bliver det et problem (se også senere). For slet ikke at tale om hvorvidt det forklarer noget om sommerens tema “økonomisk vækst”. BNP er et produkt, ikke en årsag.

Kritikken af BNP som mål for andet end indkomstdannelsen/skabelsen er bestemt ikke af nyere dato. Udover Kuznets, som forøvrigt afbrød arbejdet for den amerikanske regering, fordi BNP endte med ikke at indeholde “ikke-betalt arbejde” kan nævnes den amerikanske økonom Moses Abramovitz, der i slutningen af 1950erne påpegede, at man skal være skeptisk overfor “at langsigtede ændringer i vækstraten for velfærd kan måles ud af ændringer i vækstraten for produktion”. Se også her.

Jeg mindes nu heller ikke fra min tid på universitet, at ”bare” man øger BNP så meget som muligt, så er det lig med bedre velfærd og velvære.

Udviklingen i BNP underdriver velstandsudviklingen.

Før vi vender tilbage til det med at måle ”velvære” og vel egentlig tilfredshed med livet, så skal vi lige se på nogle af de ”tekniske” problemer der er med BNP, også hvis man alene ønsker at måle ”materiel” levestandard. Problemer som kun er blevet større gennem tiden.

Hvis jeg skulle skrive om alle de problemer der er med BNP, ville det kræve en hel bog (de er skrevet, nogle mere seriøse end andre). Dette indlæg er således blot en illustration af nogle af de problemer der er med begrebet. At jeg og andre så alligevel anvender udviklingen i BNP flittigt, vender jeg tilbage til sidst i dette indlæg.

Teknologisk udvikling og BNP.

I dag render mange af os rundt med ”verdens største pladesamling” og adgang til tusindvis af film og serier, bogstaveligt talt i lommen, hvis ens foretrukne ”mediecenter” er ens smartphone. Dette til forskel fra tidligere hvor man var nødt til at købe eller leje fysiske medier, for at kunne nyde den musik, film og serier man havde lyst – med mindre man lod sig spise af med radio og TV, hvor andre bestemmer hvad man skal lytte til og se.

Harald Edquist,  Peter Goodridge og Jonathan Haskel kommer i en analyse i 2020 (The economic impact of streaming beyond GDP) frem til, at streaming af musik alene har givet en gevinst til forbrugerne på 76 mia. USD. En gevinst der vel at mærke ikke afspejles i BNP.

Det samme kan siges om den gevinst forbrugerne har opnået i kraft af at vores smartphones – selv de relativt billige – har erstattet en lang række funktioner, ofte i langt højere kvalitet, som før i tiden krævede at man investerede i ofte meget dyrt udstyr. Kvaliteten af videoer optaget på en smartphone i dag er således langt, langt bedre end endog meget dyre videokameraer kunne mønstre for få årtier siden. Den gevinst indgår heller ikke i BNP.

Ovenstående er blot ét eksempel. Når man først går i gang med at tænke over det, er det faktisk temmelig ”mindblowing” hvor meget den teknologiske udvikling har betydet for vores levestandard (inkl. velvære og mulighed for at øge vores livskvalitet)

En væsentlig pointe man skal holde sig for øje er, at i den udstrækning af vi nu betaler mindre – eller intet – for det samme eller mere og ikke mindst noget bedre, så vil vi efterspørge (og producere) andre produkter og tjenesteydelser. Men her er jo faktisk tale om at vi kan forbruge meget mere til en meget lavere pris.

BNP og ”The broken window fallacy”

Næste eksempel er en klassiker. Det følger af definitionen på BNP, at der ikke tages hensyn til destruktion (værdiforringelse) af en økonomis ”aktiver”. Krig og naturkatastrofer vil på den ene side, i det omfang det skader kapitalapparatet nok, indebære et fald i produktionen (og dermed det mulige forbrug), men på den anden side vil det øge den registrerede økonomiske aktivitet umiddelbart efterfølgende, i takt med at man genopbygger det ødelagte. Men man er ikke nødvendigvis bedre stillet end man var før katastrofen indtraf. Over tid ser det dog noget anderledes ud. De ressourcer der må anvendes til genopbygning efter krige og naturkatastrofer kunne jo være gået til andre investeringer, som kunne have skabt yderligere vækst på længere sigt.

Alt det der ikke indgår i BNP

Dyrker du selv dine gulerødder i stedet for at købe dem? Maler du selv din bolig i stedet for at lade en maler gøre det (på regning)? Er du blandt dem som passer børn og ældre i familien i stedet for at lade det offentlige gøre det? Ja, så optræder det jo ikke i BNP ligesom frivilligt arbejde heller ikke gør det. Det samme gælder f. eks. Wikipedia hvis værdi i nationalregnskabet er nul! Det er jo baseret på frivilliges indsats. Det var sådan set det problem som i sidste ende ledte til at ophavsmanden til BNP Kuznets stoppede samarbejdet med den amerikanske regering, da man valgte kun at medtage ydelser som var resultat af en handel (hvis vi altså så lige ikke gælder medtagelsen af offentligt forbrug).

Og så er der selvfølgelig problemstillingen omkring indhentning af den nødvendige data til beregning af BNP. Mens det er muligt i den legale del af økonomien, så er det unægtelig noget sværere, når det kommer til en række illegale markeder. Når man i siden 2014 har medtaget handel med illegale rusmidler i beregningen af BNP, så sker det jo ved at estimere værdien, og hvad med den parallelle (sorte) økonomi, som i visse lande er ganske omfattende?

Jovist, usikkerheden ved at bruge BNP som indikator for den økonomiske udvikling er betydelig.

Feminister, marxister og kapitalismekritik

Som ovenfor anført er der en lang række aktiviteter, som ikke indgår i BNP og det er ingen nyhed. At det er et problem er heller ingen nyhed, alt efter hvad man vil bruge BNP til.

Feministen Emma Holten har senest har været ude med kniven efter økonomer og den økonomiske videnskab i sin bog ”Underskud – om værdien af omsorg”. Økonomiske modeller og cost-benefit analyser, som de fx bruges af finansministeriet og de økonomiske vismænd – og nationaløkonomi generelt – ”anklages” her for at være ”kønnet”, fordi kvinders arbejdsindsats ikke værdsættes i tilstrækkelig grad. Herunder at ulønnet arbejde ikke indgår i BNP. Ak ja, Emma Holten giver ligefrem udtryk for at hun er rystet over at økonomer ikke kan udregne effekterne af omsorgsarbejde, eller som hun siger i en artikel i Altinget for et par år siden:

”Eksempelvis har Det Økonomiske Råd selv erkendt, at de ikke er i stand til at udregne de positive økonomiske effekter af sygepleje, dagpleje, skoler eller anden omsorg. Det er ret rystende at høre i et land som Danmark, hvor mange er enige om, at vores velfærdsstat gør os unikke og succesfulde.”

At Emma Holten er rystet må vist skyldes hendes manglende viden om hvordan økonomiske modeller virker. Nej, økonomi er ikke en eksakt videnskab – Også selv om der muligvis er de der fremstiller de resultater som modellerne ”spytter ud” som nærmest det (men det er i så fald ikke økonomer, for de ved jo godt hvordan det forholder sig). Der er masser af problemer forbundet med at lave økonomiske modeller og beregne effekter af dette og hint? Men er det bedre at ”føle” sig frem? Både brugen af økonomiske modeller og ikke mindst cost-benefit analyser, som grundlæggende er en ”blandingsøkonomisk opfindelse”, har lige som beregning af BNP en masse indbyggede problemer. Et godt eksempel kunne være hvis man prøver at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved at borgerne selv skal stå for sorteringen af affald i forhold til hvis man gjorde det bagefter. Her sættes borgernes ”løn” til nul, hvilket formentlig har stor betydning for beregningen.

Emma Holtens kritik er langt fra unik, og er meget lig den kritik, som f. eks. den svenske feminist Katrine Kiolos kom med i ”Det eneste køn” for mere end 10 år siden. Som en sidebemærkning kan man for øvrigt pege på det lidt paradoksale i, at netop skandinaviske feminister kommer med den slags kritik. Der er vist få steder i verden hvor så stor en andel af de opgaver, som tidligere tilhørte det private domæne, nu rent faktisk indgår i BNP (læs offentligt forbrug).

Emma Holtens egen forståelse for økonomi synes også at være begrænset, når hun samtidig med sin kritik anbefaler at man skal kunne arbejde 30 timer om ugen uden lønnedgang. Hvordan hun forestiller sig at et mindre arbejdsudbud, alt andet lige, skulle være muligt uden at påvirke beskatningsgrundlag og de offentlige finanser negativt, melder historien ikke noget om.

For som det fremgår af ovenstående er Emma Holten jo overbevist om at det er vores velfærdsstatsmodel som er grundlaget for vores (Danmarks) succes. Det kan man selvfølgelig også sætte et stort spørgsmålstegn ved.

Om at rette bager for smed

Kritikken fra feminister som Emma Holten og Katriene Kiolos minder ikke så lidt om den kritik, som den venstrefløjen i årevis har turneret med. Ikke mindst den med de ‘manglende’ dynamiske effekter ved en lang række offentlige aktiviteter (hvad nu hvis de viste sig at være nul eller ligefrem negative?). Og i det hele taget synes der at være en syndig sammenblanding af statens, læs velfærdsstatens, behov for at kunne finansiere sine aktiviteter, med hensynet til samfundsøkonomiske gevinster, forstået som som den samlede velstand, for slet ikke at tale om borgernes egen trivsel og velvære.

For hvis man bliver stødt, som Emma Holten gør, over at man med udgangspunkt i beregninger foretaget af økonomer, f. eks. Nina Smith, kommer frem til at mænd i gennemsnit netto bidrager positivt til de offentlige finanser, mens kvinder er en ”underskudsforretning” – se også “Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen” – så har man vist åbenlyse problemer med at skelne mellem stat og samfund. Til Emma Holtens forsvar skal siges, at der vist er en del, som ikke forstår at sondre mellem de to ting.

Men det er jo sådan set ikke anderledes end når man argumenterer mod fortsat indvandring med at bestemte indvandrergrupper koster mere i offentlige udgifter i forhold til hvad de bidrager med i indtægter (skat) for det offentlige og derefter peger på bestemte gruppers relativt lave uddannelsesniveau. For hvor er de indirekte effekter f. eks. henne? Og de er jo ikke uafhængige af hvorledes man politisk har bestemt sig for at indrette økonomien.

Hermed ikke taget stilling til hvorvidt og i hvilket omfang forskellige indvandrergrupper rent faktisk bidrager positiv eller negativt til den samlede økonomi i Danmark. Det er blot et eksempel. Adgang til velfærdsydelser og deres niveau er bestemt ikke uden betydning.

Det er også et paradoks at Emma Holten og andre er ude efter økonomer og økonomiske modeller, fordi, som hun siger til Altinget, at ”det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den [økonomiske videnskab] er påvirket af både historie og kultur. I særdeleshed undertrykkelsen af kvinder. Man har set reproduktion og omsorgsarbejde for irrelevant, som en usynlig service. Det kommer stadig til udtryk i dag.” Og begrunder det med at det skyldes ”de økonomiske modeller og institutioner, vi benytter os af” som ifølge hende kan ses ved ”hvordan omsorgsarbejde i hjemmet er ekskluderet fra økonomiske vækstprognoser, fordi det ikke udøves for penge.” Og slutter af med at pege på BNP, der som hun siger ”måler service, produkter og investeringer, der bliver købt og solgt for penge. Det måler intet af det arbejde, som ikke er markedsgjort, som ulønnet omsorgsarbejde og naturressourcer.”

Som tidligere nævnt har vi i årtier vidst at BNP ikke indeholder ”alt det vi laver”, når vi ikke arbejder, men hvad nu hvis vi gjorde? Altså medregnede værdien af alt det som ikke er ”markedsgjort”, når vi beregnede BNP og derefter sammenholdt det med udviklingen i BNP i takt med at vi overlader flere og flere opgaver, som man tidligere udførte privat (omsorg bl .a) til det offentlige? Resultatet er at væksten i BNP i så fald overdriver den faktiske økonomiske vækst.

Og når Emma Holten (og andre) peger på, at man også burde have “et Psykologisk Råd, et Sociologisk Råd og et Ligestillingsråd”, viser det at hun mener og tror på et samfund, hvor man både kan og skal på mere eller mindre planøkonomisk vis planlægge vores tilværelse ned i mindste detalje. Det er jo sådan set også den vej vores samfund bevæger sig i, og det får i det i hvert fald til at løbe koldt ned af ryggen på denne punditokrat.

Direkte adspurgt om Hvilket politisk mål vi stræbe efter i stedet for økonomiske mål som BNP Svarer Holten, at “Det politiske mål skal være mere livskvalitet”. Problemet er selvføgelig hvad man forstår ved “livskvalitet”. Igen løber det koldt ned af ryggen på undertegnede. Det er den sikre opskrift på en totalitær, altomfattende stat, hvor den oplevede livskvalitet hos den enkelte næppe bliver noget at skrive hjem om.  

Noget andet er så, at det er noget af en påstand at højere BNP er den altoverskyggende målsætning med den førte politik de sidste mange årtier i Danmark. I velfærdsstatens æra har det været dennes overlevelse som har været hovedfokus, som når man ønsker at øge arbejdsudbuddet, bl. a. gennem øget pensionsalder. Og hvor er det lige vi altid ender i den offentlige debat, når nogle foreslår skattenedsættelser af den slags som vil gavne den økonomiske vækst og det mulige privatforbrug eller muligheden for at opretholde den samme realindkomst ved at arbejde mindre, hvis det er hvad man ønsker?

Nej, borgernes forbrugsmulighedsområde eller frihed til at vælge hvordan man ønsker at leve sit liv er bestemt ikke politikernes og skiftende regeringers førsteprioritet. I det hele taget er det lidt et paradoks, når kritikken af BNP, Vismandsinstitutionen, Finansministeriets regnemodeller osv. kommer fra venstrefløjen (inkl. socialdemokratiet, når de ikke har regeringsmagten). Hvad er den grundlæggende præmis for det Økonomiske Råds arbejde? Hvorfor endte BNP med at blive defineret som det blev? Hvorfor indgår offentlig forbrug som en positiv faktor for en økonomis BNP? Især fastsættelsen af produktionen i den offentlige sektor er problematisk, hvis man altså vil bruge BNP til at sige noget om værdiskabelsen i en økonomi. Her er sjældent markedspriser for de ydelser der udbydes, hvorfor bidrag til BNP fastsættes som de omkostninger der tilgår til produktion af disse. Med andre ord vil det offentlige forbrugs bidrag til BNP stige, jo mindre effektiv den er, ligesom borgernes efterspørgsel efter ydelserne bliver sekundær. Dette i modsætning til det private marked, hvor vi jo må gå ud fra at der er en sammenhæng mellem pris og den nytte som køber får ud af det.

Men igen kommer det jo an på hvad det er man vil måle – eller tror man måler ved at beregne BNP. Om man bygger katedraler, tanks eller producerer varer og tjenesteydelser som rent faktisk øger borgernes livskvalitet kommer ud på et. Det hele optræder i BNP.

Det gælder sådan set også om man blot graver dybe huller og dækker dem til bagefter. Så længe der er nogen som betaler for det og det dermed registreres som en økonomisk aktivitet, optræder det i BNP.  Der tages heller ikke hensyn til i hvilket omfang man ødelægger mulighederne for fremtidige generationers tilværelse, ødelægger miljøet og opbruger naturressourcerne. Det er en velkendt og korrekt kritik. Problemet opstår så når man skal sætte en værdi på disse eksternaliteter.

Det er også noget af en tilsnigelse at postulere, at økonomer har stor magt, når det kommer til at udforme faktisk ført politik. Et blandt mange eksempler er den førte klimapolitik. Som økonom vil man jo mene, at det i en verden med begrænsede ressourcer handler om, at med et givent mål (her reduktion af udledning af drivhusgasser) bør det gøres så effektivt som muligt. Det er de fleste (national)økonomer enige om bedst gøres ved at lægge en ensartet afgift på udledningen af drivhusgasser. Det vil være synd at sige at det er ledetråden i den førte politik.

Alternativer til BNP

Som det forhåbentlig burde fremgå af ovenstående er der al mulig grund til at være kritisk overfor BNP, både overfor hvad det egentlig fortæller os noget om og i hvilken udstrækning man bør indrette den førte politik alene ud fra at øge registreret BNP med de begrænsninger og problemer der er indbygget i beregningen af denne. Når Emma Holten fremhæver livskvalitet som et succeskriterie er jeg faktisk enig med hende. Problemet er bare hvad vi forstår ved netop livskvalitet, og hvordan man måler det.

Under alle omstændigheder har økonomer og andre i årtier prøvet at finde andre mål end BNP, som netop skulle tage højde for dets indbyggede problemer, ikke mindst som målestok for velvære og livskvalitet – hvilket BNP ikke er og aldrig har været.

Blandt de alternative mål er det mest kendt nok FN’s Human Development Index (HDI). Ideen med HDI er at  kombinere indikatorer for sundhed, uddannelse og indkomst for at give et bredere mål for menneskers velvære, ved at inddrage faktorer som forventet levetid, uddannelsesniveau og bruttonationalindkomst. Et grundlæggende problem er selvfølgelig hvordan man så afvejer de forskellige faktorer overfor hinanden.

Så er der Gross National Happiness (GNH), som blev udviklet af Kongeriget Bhutan i begyndelsen af 1970erne. I stedet for at fokusere på BNP, som var og er meget lavt, ville man i stedet for måle den generelle velbefindende og lykke for borgerne – netop det som Emma Holten og andre efterspørger. GNH inddrager derfor faktorer som psykologisk velvære, social støtte, miljømæssig bæredygtighed og kulturel bevarelse. Det lyder flot, men set over de seneste 50 års udvikling er Bhutan vist ikke blevet synderligt mere attraktivt at være borger i.

Der er også Genuine Progress Indicator (GPI):. Her forsøger man at måle en nations økonomiske fremskridt, mens der tages hensyn til sociale og miljømæssige faktorer. BNP justeres op eller ned ved at inkorporere faktorer som indkomstfordeling, husholdningernes produktion, værdien af ​​ulønnet arbejde, ressourceudtømning og skader på klima- og miljø.

Man kan også pege på Global Social Progress Index som angiveligt skulle give en omfattende vurdering af socialt og miljømæssigt velbefindende. Det inkluderer indikatorer relateret til grundlæggende menneskelige behov, grundlaget for velvære (f.eks. adgang til sundhedspleje og uddannelse) og muligheder for enkeltpersoner for at nå deres fulde potentiale (ja ord er jo taknemmelige).

Eller hvad med Trivselsjusterede leveårs indekset (WELLBY)? Living long and living well: The WELLBY approach | The World Happiness Report. Her kombinerer man forventet levetid med mål for subjektivt velbefindende for at vurdere den overordnede livskvalitet. Seneste World Happiness Report finder du for øvrigt her. Happiness of the younger, the older, and those in between | The World Happiness Report

Hvad der gør sig gældende for de nævnte forsøg på alternativer til BNP er så, at de i betydelig grad korrelerer med netop……., rigtigt gættet, BNP.

Man kunne selvfølgelig også også bare se på hvor folk gerne vil bo. I mange lande vil de fleste borgere helst bo i deres eget land, men der findes også en række lande, hvor et flertal af befolkningen rangerer deres eget land lavt i forhold til andre lande. Og hvis man så ikke foretrækker at bo i sit eget, men et andet land? Ja, så falder valget på lande som Canada, Australien, New Zealand Italien og Schweiz, som bl. a. er Colombianeres førstevalg (Danmark er på 2. pladsen). Anderledes ser det dog ud for dem, som rent faktisk ønsker at emigrere, Her er USA et solidt førstevalg.

Så måske er BNP – i hvert fald som udgangspunkt – alligevel ikke så tosset en målestok for velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet. Også selv om den slet ikke måler det og på trods af de mange indbyggede problemer og forbehold man må tage.

Eller som Cepos cheføkonom, Mai Amalie Holstein skriver i et indlæg den 17. juli i Berlingske Tidende:

“Klarer man sig godt på det ene mål, så klarer man sig godt på det andet. Det samme gør sig gældende, når man måler lykke – altså den selvrapporterede livstilfredshed. Rige lande er lykkelige lande.”

Mens bogen i sig selv er varmt anbefalet, kan man nu se Mark introducere bogen og diskutere den med Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London. Daniel er en dygtig interviewer og alle 45 minutter er interessante, hvis man er interesseret i økonomisk udvikling, vækst, eller bare historie.

I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser.

Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger.

Vi påstår ikke noget særligt specifikt i dagens post, som har et andet formål: At pege på, at måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, kan medvirke til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud.

Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Figur 1. Holdning til optøjer og præsidentvalg

I forlængelse af urolighederne den 8. januar er guvernøren for det Føderale Distrikt efter ordre fra højesteretsdommer Alexandre de Moraes, som jeg vender tilbage til senere i dette indlæg, blevet sat fra bestillingen indtil videre, en tidligere justitsminister under Bolsonaro er arresteret og efterforskning af en lang række personer, herunder også Bolsonaro er sat i værk, mens op mod 1.500 mennesker blev interneret. Her to uger senere tilbageholdes fortsat en stor del.

Hvis man er interesseret i en mere indgående beskrivelse af hvad der ledte op til optøjerne søndag den 8. januar, vil jeg varmt anbefale DRs genstart ( Genstart | Bolsonaros hooligans | DR LYD ), som har et fremragende interview med DRs korrespondent i Latinamerika, Kristian Almblad om begivenhederne. Både hvad der ledte op til dem og hvad man måske kan forvente/frygte fremover.

Som Brasiliansk gift og med familie og venner i ”begge lejre” – og en del som foragter både Lula og Bolsonaro – kan jeg kun nikke genkendende til Kristians beskrivelse. ”De” – det være sig ”hardcore” Bolsonaro- eller Lula-tilhængere, ser faktisk de to herrer som noget nær frelser-skikkelser, som intet galt kan gøre. Og mængden af konspiratoriske teorier er tilsyneladende uendelig.

Lige som tilfældet er med Donald Trump og hans tilhængere i USA, er forholdet til medierne (her de brasilianske) ekstremt kritisk. Man modtager og deler i stedet ”nyheder” via de sociale medier – Ikke mindst WhatsApp – som også er blevet brugt til at organisere de protester og lejre, man har slået op ved siden af en lang række militærkaserner landet over siden oktober.
 
De fattiges far (og de riges mor)

Mens “frelseren” Jair Messias Bolsonaro, ofte blot tituleret Capitão på grund af hans fortid som kaptajn i hæren, af sine tilhængere opfattes som manden, der skal redde Brasilien fra kommunisme og Venezuelanske tilstande og et bolværk mod sædernes forfald, så lader dyrkelsen af Lula bestemt ikke meget tilbage, når det kommer til hans tilhængere.

For dem er Lula ren som sne og med ham som præsident igen, forventer de en tilbagevenden til de gode tider i nullerne, hvor ikke mindst et historisk råvareboom kombineret med fornuftige (omend begrænsede) reformer under Lula’s forgænger Fernando Henrique Cardoso, indebar at man kunne finansiere et omfattende cash-transfer program (Bolsa Familia), mens de offentlige lønninger steg betydelig og samtidig oplevede en hastig faldende offentlig gæld (som andel af BNP), se også figur 2. Ak, hvor vil de blive skuffet.

Lula’s første periode kan bedst betegnes ved at man ikke rullede reformerne (herunder privatiseringer) fra 1990erne tilbage, selv om Lula’s parti PT stemte mod stort dem alle (det gjorde et dengang ubetydeligt medlem af underhuset, nemlig Bolsonaro, også).

Regeringens politik ændrede sig dog i løbet af Lula’s anden valgperiode, hvor man førte en langt mere interventionistisk økonomisk politik, der på visse områder mindede om en moderne udgave af den økonomiske politik, militæret førte i 1970erne. I stedet for ekspansion af statsejede virksomheder, kastede man sig ud i en voldsomt stigende kreditgivning til private virksomheder.

Med renter langt under både renten på statsobligationer og inflation var der reelt tale om en betydelig subsidiering af de heldige med adgang til disse kreditter. Værdien af subsidieringen var også langt større som andel af BNP end det “cash-transfer” program (Bolsa Familia), som Lula blev så kendt og berømmet på (og som for øvrigt var en udvidelse af et program, indført før Lula blev valgt første gang).

Af samme grund kan man passende bruge samme betegnelse om Lula, som i midten af det 20. århundrede blev Brasiliens landsfader, Getulio Vargas, til dels : “De fattiges far” med tilføjelsen “og de riges mor”.

Lula’s efterfølger, Dilma Rousseff, videreførte Lula’s politik fra 2. valgperiode, med katastrofale konsekvenser. Ikke mindst for hende selv. det var enn væsentlig årsag til at kongressens to kamre “afsatte hende” – formelt (og korrekt) for at have overtrådt forfatningen (loven om finansiel ansvarlighed) – reelt fordi hun ikke formåede at “få enderne til at mødes” i en hastigt forværret økonomisk situation, og mistede det parlamentariske flertal i kongressen to kamre.

I PTs selvforståelse var afsættelsen et kup – ligesom annulleringen af Lula (og mange andres) domme for korruption, bliver fremstillet en frikendelse – ingen af delene er korrekt, men sådan er der så meget, når man selv kan vælge hvad man vil tro på.

Landet hvor i morgen aldrig kommer

Vi har har ved flere lejligheder beskæftiget os med Brasilien og generelt været meget kritisk overfor landets økonomiske udvikling – også for år tilbage hvor B’et i BRIKS var på alles læber og vi igen og igen fik fortalt om de store fremskrift under Lula i nullerne og begyndelsen af 10erne, indtil det ikke længere kunne skjules, at det alligevel ikke gik så godt. Eller med omskrivning af en tidligere opfattelse af Brasilien, som “landet af i morgen”. Et udtryk, som blev anvendt i midten af det 20. århundrede. Her, i 2020erne er det måske desværre mere passende at omtale Brasilien, som “landet hvor i morgen aldrig kommer”.

Sandheden er at Brasilien de seneste 4 årtier har haft en temmelig ringe økonomisk udvikling. Jovist, BNP per indbygger er vokset set over de seneste 4 årtier, men det er det jo også i Danmark. Som det fremgå af nedenstående figur 3, hvor jeg sammenligner udviklingen i købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger i Brasilien og Danmark, er BNP faktisk steget betydeligt mere i Danmark end i Brasilien, og de færreste vil vist betegne Danmark den omtalte periode, som bare i nærheden af at være et vækst-mirakel.

Figur 3. BNP per indbygger, Danmark og Brasilien, 1980=100

Faktisk har Brasilien de seneste årtier været et af de lande i Latinamerika med den ringeste økonomiske udvikling. Ja, selv i de gode år i nullerne med høj vækst, hvor Lula og hans regering blev berømmet for den faldende fattigdom og faldende ulighed, var de opnåede resultater mindre imponerende, når man så nærmere efter. Med mere end 200 mio indbyggere (hver 3. latinamerikaner er Brasilianer) kunne det nok imponere mange, når man skrev og talte om hvor mange mio. der slap ud af fattigdom, men ser man på det procentuelt, var Brasilien faktisk igen et af de lande der klarede sig dårligst. Uligheden, målt ved gini kvocienten, havde været faldende siden starten af 90ernei hele regionen, uanset regeringernes “farve”.

Havde man “en fest” i nullerne, må man unægtelig sige at man efterfølgende har haft gevaldige “tømmermænd”. Ressesionen mellem 2013 og 2016 var således den værste i 100 år, og som det fremgår af figur 4 er den forventede vækst de kommende år ikke ligefrem noget at juble over. Forventet BNP pr. indbygger forventes først i 2027 at være (næsten) på niveau med 2012.

Figur 4. Købekraftkorrigeret BNP per indbygger, 2000-2027

Krisen i midten af forrige årti indebar også en kraftig stigning i arbejdsløsheden, som dog er faldet betydeligt igen de seneste år (covid, det var valgår, alle sejl var sat til osv.), som det fremgår af figur 5.

Figur 5. Arbejdsløshed i procent

Det skal lige medtages, at figur 5 viser arbejdsløsheden på det formelle arbejdsmarked. Ca. hver 3. brasilianer har sit udkomme på det uformelle/ parallelle arbejdsmarked.

Efter den store nedtur i midten af 10’erne var Brasiliansk økonomi på vej op igen, men corona kostede på beskæftigelsen, lige som den kostede på BNP i 2020. Og når man vurderer perioden under Bolsonaro (og årene inden under Temer, som afløste Dilma da hun blev afsat i 2016), så blev der faktisk vedtaget en række reformer til gavn for den fortsatte økonomiske udvikling (og statens finanser). Under Bolsonaro lykkedes det således at gennemføre en efter brasilianske forhold betydedelig pensionsreform. Den var dog, måske forudsigeligt nok, af et noget mindre omfang end finansminister Paulo Guedes ønskede det. Bolsonaro selv saboterede den bl. a. ved i vid omfang at friholde militær og politi fra den nødvendige tilpasning. Ligeledes gennemførtes en arbejdsmarkedsreform, som bl. a. indebærer et fald i omkostningerne ved at hyre og fyre folk, Ligesom man gjorde fremskridt i forhold til afregulering og nedbringelse af fx. omkostningerne for virksomhederne i deres håndtering af betaling af og afgifter.

Men hvis Brasilien skal opnå højere kræver dog fortsatte markedsreformer, som næppe gennemføres foreløbig. Og som det fremgik af figur 2 fortsætter stigningen i den offentlige gæld målt som andel af BNP. Og reformer kunne jo mindske problemet ved at sikre højere vækst, hvorved man “vokser sig ud af gældsproblemet”. Det kommer næppe til at ske..

Figur 7. Forventet BNP, inflation (CPI), rente, primær balance, 2022-2026

Den nye regering er sådan set godt klar over ovenstående og finansminister, Fernado Haddad, har annonceret, at man ønsker at halvere det offentlige underskud (før finansielle omkostninger) til 1 pct. af BNP i forhold til de tidligere forventede ca. 2 pct. i indeværende år.

Det bliver så interessant at se hvad resultatet bliver mellem hvad Haddad ønsker og Lula siger. En evt. forbedring må derfor (hvis det overhovedet er realistisk) forventes at ske via et øget skattetryk. I forvejen udgør skattetrykket ca. 33-34 pct af BNP – blandt de højeste i Latinamerika – og meget højt, når man ser på hvor “langt bagud” Brasilien er i forhold til vores del af verden. Værdiskabelsen pr. indbygger i Brasilien svarer ca. til Danmark i 1950erne.

I det hele taget bliver det interessant at se hvilken version af Lula vi kommer til at opleve de kommende 4 år. Bliver det den Lula fra hans første valgperiode, hvor han klogeligt undlod at omgøre de fornuftige reformer der tidligere var blevet gennemført. Eller bliver det den Lula, som vi så i 2. valgperiode, hvor en stadig større statslig involvering i økonomien, som fortsatte under efterfølgeren Dilma Rousseff, ultimativt førte til den voldsomme økonomiske krise (og afsættelsen af Dilma) i midten af forrige årti?

Det bedste bud er nok at Lula – mere af nød end af lyst – vil regere som i hans første regeringsperiode. Det indebærer dog også at vi må forvente fortsat relativt ringe vækst, hvilket dog er bedre end det økonomiske kaos, som Lula og PT fik mulighed for at gennemføre den politik de reelt ønsker.
Og det er ikke just betryggende, når man følger med i hvad Lula siger om nationalbanken autonomi. Før 2021 kunne præsidenten hyre og fyre direktøren for nationalbanken, sådan forholder det sig ikke længere, efter en lovændring sikrer nationalbankens autonomi. Det har Lula været ude at kritisere, samtidig med at han har kritiseret det høje renteniveau. Som argument har han brugt, at inflationen faldt i 2022. Det skyldtes dog primært at man midlertidigt fjernede en række afgifter. Havde man ikke gjort det ville inflationen være endt på ca. 9 pct i stedet for 5,8 pct.

Hvad der taler for pragmatisme er selvfølgelig, at man er nød til at indrage centrum-højre for at få flertal i kongressens to kamre. Men reformer der for alvor kan gøre noget ved den “brasilianske syge”? (lav vækst og en dyr men ineffektiv off. sektor), skal man næppe forvente.

Og med tanke på at Lula er valgt på et meget tyndt mandat og risikoen for en meget utilfredsstillende fortsat økonomisk udvikling, bliver det interessant hvorvidt Lula er i stand til at balancere mellem sit baglands krav og ønsker og den “politiske” virkelighed i kongressens to kamre. Det var grundliggende her Dilma Rousseff fejlede. Fejler Lula også, ja så er vejen jo åben for at Bolsonaristerne igen kommer til fadet i 2026. Om det bliver med Bolsonaro som præsidentkandidat er dog ikke sikkert. Der er stor sandsynlighed for at Bolsonaro vil blive dømt til ikke at kunne stille op de næste 8 år.

Dommeren, frelseren og de fattiges far

Mens “de fattiges far” vandt valget og “frelseren” foretrak at rejse til Florida i stedet for at deltage i indsættelsen af den nye præsident ved årets start er en 3. herre, nemlig højesteretsdommer (FTS) og præsident for “valgkommisionen” (TSE), Alexandre de Morais, igen kommet i centrum.

Godt nok har det fyldt mere i de brasilianske medier, at Lula har udtrykt mangel på tillid overfor landets væbnede styrker, på baggrund af begivenhederne den 8/1 og der er næppe tvivl om at Bolsonaro får ikke så lidt flere stemmer end Lula gør i det segment. Men grundlæggende er der næppe grund til at tro at militæret skulle gå og drømme om at tage magten igen. I hvilket omfang medlemmer af landets væbnede styrker (og politiet) var involveret i begivenhederne i Brasilia skal naturligvis efterforskes – og bliver efterforsket, men derfra og til at militæret skulle udgøre en trussel mod det brasilianske demokrati er meget langt.

Måske kommer den største trussel fra en mere uventet kant – ikke fordi man ønsker et militærkup – som hardcore Bolsonaro tilhængere gør – tværtimod, men fordi man i bestræbelserne på at beskytte det brasilianske demokrati med gældende lovgivningh muligvis gør det modsatte. Og her personificerer dommer Morais to forhold, som kun synes at blive mere og mere problematiske. Ja måske kan ende med at blive den største udfordring for Brasiliens unge demokrati.

Glenn Greenwald, jurist, forfatter og journalist, som danner par med tidligere medlem af underhuset, valgt for partiet PSOL i 2019 (Brasiliens svar på Enhedslisten), senere skiftet til PDT (Partido Democrático Trabalhista), David Miranda har senest problematiseret dommer Morais uhørt store magt. Greenwald selv er en omstridt person (klik på link og læs Wikipedie opslaget om ham). I 2019-20 var han sammen med The Intercept, en helt på Brasiliens venstrefløj, ikke mindst PT, da han dokumenterede hvor langt, (med andre ord for langt), dommere og anklagere var gået i flere tilfælde, for at få dømt mistænkte i korruptionsskandaler. Ikke mindst i forbindelse med retsagen mod Lula, hvis dommer, Sergio Moro, senere blev Bolsonaro’s første justitsminister indtil de to røg i totterne på hinanden .

Figur 8. “Støtte” tweets fra henholdsvis Lula og Dilma Rouseff til Glenn Greenwald og The Intercept

I sit nyhedsprogram på Rumble (klik på ca. 15 minutter inde i videoen) behandler han hvorledes Alexandre de Morais med trusler om dagbøder beordrer sociale medier til at lukke for adgangen i Brasilien til navngivne politikere, journalister o. a. Bl. a. en populær podcastvært (Monark) som bedst kan sammenlignes med Joe Rogan i USA.

Herefter var samme venstrefløj, som tidligere havde hyldet Greenwald, sjovt nok ikke glad for ham og han blev udsat for en sand syndflod af hadske tweets – ofte gående på han seksualitet. Det skal medtages at Glenn Greenwald selv er en kontroversiel person og efter min mening lige lovlig konspiratorisk anlagt, mens troen på egne evner til at gennemskue verden bestemt ikke fejler noget. Her minder konspirationsteoretikere på både venstre- og højrefløjen jo en del om hinanden. Der er sjældent plads til tvivl om egne evner. Det kan dog ikke tages fra Greenwald at han tidligere har stået bag spektakulære afsløringer, som har vist sig at holde vand.

Både bl .a. New York Times og herhjemme Justitias direktør Jacob Mchangama, tidligere skribent her på bloggen, var da også sidste år ude ude og advare mod udviklingen og omfanget af censur i Brasilien,

Hvis målet er at komme “fake news” til livs, må man da også stille spørgsmåltegn ved hvorvidt man rent faktisk mindsker omfanget eller i sig selv gør folk “mere modtagelige”.

Brasilien er et udpræget lav-tillidssamfund og fakta betyder utroligt lidt for rigtigt mange – også veluddannede mennesker. Det kan man måske også mene ofte gælder i Danmark, men det er dog min erfaring efter mere end 30 år i både en dansk og brasiliansk virklighed, at proportionerne og omfanget i Brasilien er på et helt helt andet niveau.

Også blandt ellers veluddannede mennesker, som absolut ikke sætter egne “evner under en skæppe” (det er måske et af problemerne) i forhold til resten af den brasilianske befolkning, hersker troen på de vildeste konspirationsteorier. Det være sig at Lula’s sejr skyldtes valgsvindel (hvor den store vinder ved det samtidige parlamentsvalg var Bolsonaro’s parti PL, kan jo kun undre), at Dilma’s afsættelse var et kup eller at det sket ikke var Bolsonaro’s tilhængere som gik amok i Brasilia den 8/1, men derimod folk fra venstrefløjen, som havde infiltreret ellers fredelige demonstrationer. Og sådan kunne jeg blive ved.

Som Kristian Almblad siger i den P1 udsendelse (se tidligere link), så er det som at følge tilhængerne af to fodboldhold, hvor man er blind over for ens egnes frispark, hvor modstanderne ikke laver andet, mens dommeren er partisk og på modstanderens side ved enhver kendelse der går ens eget hold imod. Man kunne her tilføje at en del af “den tredje gruppe” – de der foragter både Lula og Bolsonaro, måske har en – mildt sagt – lidt for stor tiltro til det juridiske system og diverse dommeres personlige habitus

Så måske har dommeren her faktisk en uheldig hovedrolle? Hvis det er tilfældet, er konsekvensen næppe mindre, men derimod mere polarisering i det Brasilianske samfund.

En polarisering, som ikke mindskes men måske derimod understøttes af censur (i det godes tjeneste muligvis, men…) koblet med en eventuel (fortsat) ringe økonomiske udvikling de kommende år, kan således blive den største udfordring for det brasilianske demokrati i dette årti.

Mit personlige program startede allerede igår, da jeg var inviteret til en event, arrangeret af the Institute for Humane Studies om “Institutional Effects of Foreign Intervention“. Jeg introducerede noget af mit arbejde med Martin Rode om vigtigheden af de institutioner, som kolonimagterne skabte i den sene koloniperiode (se billedet), mens et spændende panel bestående af Kevin Grier, Abby Hall og Indra de Soysa talte om andre aspekter af udenlandsk indflydelse.

Kevins arbejde med sin kone Robin og Sam Absher – som kan læses her – fortjener mere omtale. De tre har undersøgt effekterne af CIA-støttede kup i Latinamerika. Baggrunden er, at flere amerikanske regeringer havde en officiel politik der sigtede mod at understøtte demokrati og udvikling i Latinamerika – the Alliance for Progress. På samme tid hjalp CIA til med at vælte mindst syv regeringer i regionen i militærkup, der på ingen måde hjalp demokratiet frem.

Grier, Grier og Absher finder i et meget smart papir, ved hjælp af syntetiske kontroller, at de CIA-støttede kup førte til værre økonomisk udvikling, værre juridiske institutioner, langt mere undertrykkelse og markant svækket ytringsfrihed. Deres estimater peger også på, at de CIA-støttede begivenheder ser ud til at føre til værre resultater end andre kup i regionen.

Det spændende er således, at de tre ikke blot bidrager til den moderne forskning i kup og politisk ustabilitet for økonomisk udvikling, men også beriger den historiske forskning på området. Det er dermed et glimrende eksempel på forskning i politisk økonomi, der har relevans langt udenfor snævre nationaløkonomiske kredse. Den slags vil vi gerne have mere af her på stedet!

To måder at få en idé om, hvilken retning årsagssammenhængen går, er at enten se på sammenhængen mellem tillid og indkomst over tid, eller at se på sammenhængen på tværs af forskellige regimetyper. Pointen med den første måde er, at hvis indkomst skaber større tillid, burde man se en stærkere sammenhæng mellem tillid og indkomst over årene, men hvis tillid skaber indkomst bør sammenhængen være ret stabil over tid. Pointen med den anden er, at hvis indkomst skaber tillid, burde det ske i alle typer lande. Hvis tillid skaber indkomst har vi teorier, der peger på at det primært sker gennem at tillid skaber gode institutioner i demokratier, og disse institutioner påvirker den økonomiske udvikling.

Figuren nedenfor viser begge distinktioner: Vi plotter tillid mod nationalindkomst per indbygger for 2018, 1988 og 1958 – dataene er fra Madison-databasen – og skelner mellem lande der var demokratiske i de ti år op til tidspunktet versus dem, der ikke var. Mens der er relativt store forskelle, illustrerer plottet ganske godt to forhold. For det første er der en ganske klar sammenhæng på tværs af verdens demokratier, men ikke i autokratierne. For det andet er der ingen forskel mellem styrken i sammenhængen i 2018, 1988 og 1958. Over tid varierer korrelationen mellem 0,48 og 0,62, men som plottet viser, er regressionslinjen fuldstændigt den samme, bare forskudt opad i takt med at hele verden er blevet rigere.

Overordnet set peger disse simple illustrationer således på, at det primært er social tillid, der driver den langsigtede økonomiske udvikling, og ikke omvendt. Tillid kan derfor ses som en del af en national eller i nogle tilfælde regional kultur, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Men tillidskulturen er vigtig, da den gør samfundet rigere og mere produktivt. Den er således heller ikke et resultat af politik, men mere fundamental for hvem vi er, og hvilken vej vi kan tage til rigdom.

Det betyder dog ikke, at der er en en-til-en sammenhæng mellem rigdom og demokrati. Det er for eksempel kendt, at olielande næsten aldrig er demokratier – det er en del af den såkaldte ‘ressourceforbandelse’ – ligesom kommunistiske styrer heller aldrig er. Der er også gode grunde til at tro, at nabolandes status smitter af, så det bliver sværere at opretholde et diktatur når de omkringliggende lande bliver demokratier. Og nogle lande er bare heldige eller uheldige af helt anderledes grunde.

Dagens post er derfor en empirisk øvelse i at forudsige, hvorvidt et samfund er demokratisk. På tværs af 189 lande i verden, som vi både har en demokratisk status på (herfra) og indkomstdata, har vi estimeret sandsynligheden for at de er demokratiske, baseret på: Gennemsnitsindkomst, om landet er en stor olieproducent, om det er kommunistisk eller postkommunistisk, og hvor mange af nabolandene er demokratier. Det giver en ganske god forklaringsgrad, men kan også bruges til at vise, hvilke lande der er mest overraskende. Det viser vi i figuren nedenfor.

Som billedet viser, passer store dele af verden (de røde områder) ganske præcist på hvad man kunne regne med. De store outliers i negativ retning er først og fremmest Singapore og Hong Kong, der er blandt verdens rigeste samfund, men aldrig har været demokratiske. Det samme gælder Bosnien, Tyrkiet og Ungarn i Europa, og Nicaragua, der stadig køres med hård hånd af Daniel Ortega og hans kumpaner. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skal til for at disse samfund bliver mere demokratiske, når dets ledere så tydeligt slår hårdt ned på oppositionen.

Sidst må vi også fremhæve, at der er positive overraskelser. Det gælder i helt særlig grad Ghana, Mongoliet og Nigeria, der alle har været stabilt demokratiske i over 20 år. Umiddelbart er store dele af det sydlige Afrika også overraskende demokratiske, hvilket man ofte overser. Det samme gælder dele af Asien, hvor bedste bud på de næste demokratiseringer – hvis man må gætte – må være en redemokratisering af Thailand og demokratisk udvikling i Cambodia, Laos og Myanmar (der faktisk har en demokratisk fortid).

Demokratiseringsforskningen har taget store skridt de senere år, men meget er stadig usikkert. Det samme gælder den parallelle forskning i autokrati: Begge områder har store problemer med at forstå særlige lande som Botswana – frit og demokratisk siden 1965 – eller de stadige sammenbrud af det thailandske demokrati. Men det er værd at tænke over, hvorfor lande ikke passer på det generelle mønster. Ganske simple øvelser som kortet ovenfor hjælper med det.

Denne proces sker stadig, da mange mennesker ikke blot flytter fra landet til byerne, men også flytter fra mindre byer til større byer. Det er også en del af den politiske debat, da regeringen – af mærkværdige og sandsynligvis magtliderlige grunde – ikke bryder sig om, at folk frivilligt vælger at flytte til de større byer. Som adskillige kommentatorer har bemærket, er det en global proces der følger moderne udvikling, og ikke noget man kan stoppe. Regeringens planer om at ’flytte’ uddannelsespladser til mindre byer vil derfor ikke flytte studerende i noget synligt omfang, men blot ødelægge en del af uddannelsessystemet og kvaliteten af de uddannelser, man kan få.

For at illustrere, hvor fundamental en del af moderne udvikling, urbanisering er, bringer vi i dag to figurer. Den første er et søjlediagram, der viser hvor mange danskere der bor i byer i en række år siden 1860. Den anden er et plot, der illustrerer sammenhængen mellem overordnet udvikling (her proxiet ved forventet levealder relativt til verdens gennemsnit for det pågældende år) og urbaniseringsgraden.

For godt 120 år siden, ved indgangen til den moderne udviklings ’take-off’ i Danmark, boede hver fjerde dansker i en by. Lidt over 160.000 mennesker boede i København, hvilket var omtrent 10 % af kongerigets befolkning; husk dog, at der boede en million mennesker i hertugdømmerne, der også hørte under den danske konge. Som vi noterer i figuren, var Danmark i 1860 således cirka lige så urbaniseret som Uganda er i dag. Den moderne vækst tog dog fat, og blot 20 år senere boede knap 32 % af befolkningen i byer, ligesom i nutidens Zimbabwe. Ved århundredeskiftet var urbaniseringsgraden steget til 43 % som i nutidens Egypten, per 1930 boede halvdelen af befolkningen i byer som i Honduras i 2020, og per 1950 var det to tredjedele. Urbaniseringsgraden passerede 80 % i 1971 og ligger i dag på cirka 88 %. Danmark er således et af verdens mest urbaniserede lande – bortset fra bystater som Singapore – og er cirka ligeså urbaniseret som Sverige og dele af det udviklede Latinamerika i Venezuela, Brasilien, Argentina.

Urbanisering er således en proces, der er global og sker i alle lande der udvikler sig til moderne samfund. Den samme konklusion kan ses i dagens anden figur, der meget tydeligt viser sammenhængen på tværs af lande siden 1960: Korrelationen er 0,67 for demokratier (blå markører), 0,69 for elektorale autokratier (sorte), og 0,7 for enkeltpartistater (røde). Selvom man fjerner enhver fælles global udvikling (som f.eks. fælles sundhedsudvikling) rykker det ikke ved styrken af sammenhængen. Moderne udvikling følges overalt af urbanisering.

Den danske histories urbanisering ligner således andre landes til forveksling, og i høj grad også resten af Nordens urbanisering. Læren er, at det ikke er en proces man kan forhindre eller styre, da den er drevet af individers reaktioner på muligheder, vækst og præferencer for hvor de helst vil bo, uddanne sig, søge job, og nyde deres fritid. Det er så absolut heller ikke en proces, man skal forsøge at styre, og ethvert forsøg på det lider af en særlig slags hybris, der ofte kaldes kontrolillusion. Det problem fortjener et selvstændigt indlæg, og i dag nøjes vi med et stykke exceptionelt tydelig historie: Urbanisering er overalt og til enhver tid et moderniseringsfænomen.

Der findes god statistik på børnedødeligheden i alle tre skandinaviske lande tilbage til 1901, som vi plotter i dagens figur. Vi viser også det tilsvarende tal for risikoen for, at et barn dør før dets fireårs fødselsdag for Frankrig. Det interessante i den sammenligning er, at Frankrig ifølge Madison-projektets data var knap 10 % fattigere end Danmark, mens Norge og Sverige var omtrent 30 % fattigere. Som figuren meget tydeligt viser, var der alligevel ikke de store forskelle på de skandinaviske landes børnedødelighed i starten af 1900-tallet, mens den franske lå væsentligt højere. Den historiske sammenligning understreger derfor det underlige faktum, at Norge og Sverige var hvad nogle økonomiske historikere har kaldt ”sophisticated developing” i løbet af 1800- og starten af 1900-tallet: De havde lavere børnedødelighed, mindre analfabetisme og væsentligt bedre uddannede befolkninger end andre lande på samme velstandsniveau.

Set med moderne øjne var børnedødeligheden blandt børn under fire år, som figuren illustrerer, chokerende høj i starten af 1900-tallet. I det første årti døde cirka 10 % af alle børn før de blev fire, og 3 % døde før deres første år var ovre. I Frankrig var de tilsvarende forhold omtrent 50 % værre. Det er dog også voldsomt at se, hvor hurtigt situationen forbedres over årene, med et lille bump i løbet af anden verdenskrig i Skandinavien (og et stort i Frankrig). Fra 40erne og til omkring 1980 er børnedødeligheden tydeligt lavere i Danmark end Norge og Sverige, mens den de sidste cirka 40 år har været stort set den samme i alle fire lande i figuren. Man skal alligevel ikke så langt tilbage for at finde tal, der i dag ville være chokerende. Omkring tidspunktet hvor jeg blev født døde cirka 3 ‰ af alle børn før de blev et år, og 1,4 % af alle børn døde før de blev fire. De tilsvarende tal i dag er blot 0,3 ‰ og 3 ‰.

Hvordan ser de historiske forhold i Skandinavien så ud sammenlignet med verden i dag? Spørgsmålet er relevant fordi det kan give et indtryk af, hvor langt ’bagud’ dele af verden er. Svaret er, at den danske børnedødelighed sidst i 1910erne svaret til børnedødelighed i dag i bl.a. Sierra Leone, Somalia og Nigeria. Det danske forhold sidst i 1930erne matcher nutidens børnedødelighed i Pakistan og Mozambique, mens man skal til danske forhold sidst i 1950erne for at finde et match til nutidens problemer i Sao Tomé og Principe, den Dominikanske Republik og Bolivia. Situationen omkring 1970 (da jeg blev født) er ligesom det moderne Jamaica, Mauritius og Colombia, mens Bosnien og Serbien har cirka samme børnedødelighed som Danmark midt i 1990erne.

Hvad kan man lære af det, må man måske spørge? En del af svaret er måske, at man allerførst må konstatere at forhold som et velfungerende sundhedsvæsen og måske også viden om basal hygiejne var skandinaviske styrker længe før velfærdsstaten. En anden del af svaret er, at man ikke skal mere end en enkelt generation tilbage, før Skandinavien – set med moderne standarder – lignede nutidens mellemindkomstlande. Der er således både noget at være stolt af, rigelig grund til at være ydmyg, og noget at tænke over.

Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.

Udviklingen er tydelig at se i den første figur, hvor vi plotter antallet af sparekasser per million indbyggere i kongeriget mellem 1847 og 1905, og samme tal for de to hertugdømmer indtil den sidste indberetning fra 1862 før Preussen erobrede dem. Figuren viser, hvordan hertugdømmernes finansielle udvikling var langt foran kongerigets i midten af 1800-tallet, selvom figuren også viser ganske tydeligt, at der ikke var nogen særligt stor forskel i antallet af konti per million indbyggere (de stiplede linjer). Forskellen lå i udbredelsen af adgang til finansiel service i højere grad end i, hvor mange der brugte den.

Et forhold, der er meget tydeligt i figuren og ret interessant for en nationaløkonom er, at man kan se hvordan kongerigets marked for finansiel service mættes når man når til 1880erne, og derefter konsolideres. Selvom antallet af konti bliver ved med at stige helt lineært i perioden, holder grundlæggelsen af nye sparekasser op. Fra slutningen af 1880erne stabiliseres antallet af sparekasser omkring 535, og udviklingen derefter består mere simpelt i, at hver sparekasse gradvist får flere kunder. En lignende udvikling ser ud til at være foregået i hertugdømmerne, men sandsynligvis cirka 15 år tidligere. Så vidt vi har kunnet finde ud af fra tyske rapporter fra tiden, var der i 1902-3 263 sparekasser og banker i Slesvig-Holsten. Med en befolkning på knap 1,4 millioner gav det en tæthed på omtrent 190 institutioner per million indbyggere, mens det tilsvarende tal for Danmark var cirka 200. Kongeriget og hertugdømmerne endte således cirka samme institutionelle sted, men startede meget forskelligt, hvilket også illustreres af citatet nedenfor fra en af de første statistiske meddelelser om forholdene i midten af 1850erne. Citatet illustrerer dog også, hvor udviklet den danske sektor var allerede på det tidspunkt, sammenlignet med andre steder i Europa.

Et andet forhold, som den finansielle udvikling også viser, er den økonomiske vækst i Danmark i perioden. I dagens anden figur plotter vi indeståendet per konto i hvert af de tre områder. I 1853 – det første år, der er indrapporteret hvor stort kundernes indeståender var, var den gennemsnitlige konto i kongeriget på 166 rigsdaler, mens den var 127 rigsdaler i Slesvig og 183 rigsdaler i Holsten. Per 1905 var danskernes gennemsnitsindestående steget til 308 rigsdaler, mens det danske forbrugerprisniveau faktisk var faldet med cirka 5 % ifølge Kim Abildgrens historiske prisindeks. Det gennemsnitlige indestående per konto var med andre ord vokset med 78 %, selvom en væsentlig del af udviklingen var, at stadig flere og stadig mindre velstående borgere fik adgang til at oprette en sparekassekonto. Den sidste figur demonstrerer dog også, hvordan indeståenderne voksede noget hurtigere end nationalindkomsten, som den vurderes af Madison-projektet, fra starten af 1870erne til midten af 1880erne. Sammenligner man figuren før, er det klart at det netop er perioden, hvor adgangen til sparekasser udviklede sig næsten eksplosivt, og derfor heller ikke underligt, at udviklingen i indeståender efterfølgende stagnerede noget.

Sidst, men ikke mindst, gav den nye finansielle sektor også anledning til flere alvorlige skandaler. Den mest kendte er Danmarkshistoriens største finansielle skandale, da det i 1908 blev afsløret, at landets siddende justitsminister – den konservative P.A. Alberti – havde begået underslæb og dokumentfalsk mod Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for 15 millioner kroner. Beløbet, der var svimlende på det tidspunkt, ville omregnet til nutidskroner i dag være tæt på en milliard. Men skandalerne var ikke begrænset til kongeriget. I 1896 var det et alvorligt slag mod den danske sag i hertugdømmerne, da Hans Lassen blev taget i at have begået underslæb for 250.000 mark mod den lille Lysabild Sparekasse på Als. Lassen var ikke blot sparekasseformand, men sad også som rigsdagsmand i Berlin, hvor han repræsenterede de danske interesser i det dengang tyske Slesvig. Regner man med, at man sandsynligvis har kunnet købe 3-4 hele rugbrød for én mark dengang, og at et rugbrød hos Lagkagehuset i dag koster omkring 40 kroner per kilo, indebærer det at Lassens underslæb omregnet i nutidens købekraft beløb sig til cirka 15-20 millioner kroner.

Historien om sparekasserne i kongeriget og hertugdømmerne er således i høj grad historien om det moderne Danmarks fødsel. Udviklingsøkonomer taler ofte om, hvordan mangel på adgang til finansiel service – til opsparing, lån og forsikring – er en væsentlig faktor i at forklare, hvorfor så store dele af Asien og Afrika bliver ved med at være så fattige. Uden adgang til lån og opsparing er det svært at investere i sin egen virksomhed, udvikle sit eget landbrug, eller starte noget op. En del af spørgsmålet bliver derfor, hvorfor der ikke kommer den slags finansiel infrastruktur, når man udmærket ved hvordan det fungerer i andre dele af verden. Den danske historie er på den måde en reminder om, at det ikke er en naturlig opgave for staten eller internationale donorer: Det er civilsamfundet i et kapitalistisk samfund, der ordner den opgave effektivt, så snart der er en mulighed.

Folketællingen af 1860 fandt, af hele monarkiet Danmark havde 2,6 millioner indbyggere. De fordelte sig på 897.000 i København og Øerne og 704.000 i Jylland (dermed 1,6 millioner i Kongeriget), 410.000 i Slesvig, 544.000 i Holsten, og 50.000 i det lille Lauenborg. København var allerede dengang den suverænt største by med 155.000 indbyggere med den holstenske Altona som nummer to med 46.000 indbyggere og slesvigske Flensborg som nummer tre med knap 20.000 indbyggere. København og Øerne og Holsten var betydeligt tættere befolkede med henholdsvis 68 og 65 indbyggere per kvadratkilometer, mens Slesvig havde 44 og Jylland kun 27 indbyggere per kvadratkilometer. Et lignende forhold gjaldt for urbaniseringsgraden, hvor København og Øerne og Holsten var en tand mere urbaniserede end Slesvig, der igen var mere urbaniseret end Jylland.

De måske mere interessante forskelle på delene af det danske monarki skal findes i de økonomiske forhold. Folketællingen fra 1860 tillader også, at man ser på erhvervssammensætningen, som vi har opsummeret i figuren nedenfor. Som man kan se, var Kongeriget domineret af landbrug i langt højere grad end hertugdømmerne. Mens det kan være svært at placere kategorien ’daglejere, tyende uden tilknytning etc.’ til et bestemt erhverv, er det interessant i sig selv at se, hvor mange flere der var i hertugdømmerne, og i særlig grad i Holsten. Selvom man slår de to kategorier sammen og dermed antager, at alle daglejere i virkeligheden arbejdede i landbrug, var det kun cirka halvdelen af beskæftigelsen i Holsten.

Det tysktalende hertugdømme havde også langt flere i det, man i dag ville kalde fremstillingsindustri, ligesom der var flere beskæftiget med handel. Arbejdsstyrkens sammensætning i 1860 indikerer dermed, at hertugdømmerne og i særlig grad Holsten var mere ’moderne’ end Kongeriget, samtidig med at det er færd at bemærke, at kun 4 % var ansat i det offentlige. Det samme indtryk får man, når man ser på hvor mange ’chausseer’ der var, dvs. hvor mange kilometer brolagt vej man havde. For hver 1000 kvadratkilometer var der 35 kilometer brolagt vej i Kongeriget, 28 kilometer i Slesvig, og hele 93 kilometer i Holsten. Ser man omvendt på kilometertallet i forhold til antal indbyggere indikerer det dog, at brolægningen i Holsten kan have været en konsekvens af den langt større befolkningstæthed. Man bør også huske på, at hertugdømmet bogstaveligt talt endte ved Hamborgs porte, og dermed ved en by med en kvart million indbyggere i 1860.

Man får dog samme indtryk, når man ser på finansielle forhold. En af de vigtige udviklinger i midten af 1850erne var det moderne bankvæsens fødsel med sparekasserne. De mange sparekasser, som bredte sig ud i landet, gav almindelige mennesker en helt anderledes adgang til finansiel service end de havde haft de foregående århundreder. Per 1860 var der 37 sparekasser per million indbyggere i København og på Øerne og 36 per million indbyggere i Jylland, mens hertugdømmerne var markant anderledes. I Slesvig fandtes der således 117 og i Holsten 121 sparekasser per million. Med andre ord var hertugdømmernes finansielle udvikling langt foran Kongerigets. Ser man i stedet på antallet af konti, var København og Øerne (svært domineret af hovedstaden) på niveau med Holsten, hvor cirka 10 % af indbyggerne havde en konto. I Jylland og Slesvig gjaldt det samme kun godt 5 %, og de var også mindre. I det omfang man kan se fra den tidlige statistik, var gennemsnitskontoen i Holsten på 225 rigsdaler, cirka 250 rigsdaler i København og på øerne, 164 rigsdaler i Slesvig, og 130 rigsdaler i Jylland. Man skal dog passe meget på med at drage klare konklusioner, selvom det kunne indikere store indkomstforskelle. Der henvises til anekdotisk evidens for, at en del af forskellen skal findes i jyske og slesvigske bønders utilbøjelighed til at bruge sparekasserne. Folketællingen viser faktisk også, at det i alle tre dele af monarkiet var to procent af befolkningen, der var ‘almissenydende’, dvs. så fattige at de levede af almisser. Havde der været store indkomstforskelle, burde man også have set klare forskelle i dyb fattigdom.

En sidste, men ret interessant, forskel indikerer også, at sparekasserne blev brugt forskelligt i dele af det danske monarki: Mens 19 % af kontoindehaverne i Kongeriget var børn eller ’myndlinge’, gjaldt det samme for 28 % af kontiene i Holsten og hele 31 % af kontiene i Slesvig. Det ligger besnærende nært at konkludere, at det mere moderne bankvæsen i hertugdømmerne også i højere grad kunne ses i graden af det, vi i dag ville kalde ’børneopsparing’.

Dagens post er således en erindring om, at Danmark i 1860 var et ret forskelligartet rige, og ikke kun når det gjaldt geografi og sprog. Det ekstremt homogene Danmark, som vi kender det i dag, var langt fra særligt homogent for 161 år siden. Men som vi kommer til at se i en senere post, var det alligevel på andre måder et ganske avanceret samfund sammenlignet med resten af Europa.

Baggrunden for vores sommerserie er, at vi oplever, hvor historieløse mange mennesker – og i særlig grad mange studerende – er. Det er for eksempel slående, hvor lidt folk ved om Central- og Østeuropa før 1995, ligesom det ofte er forbløffende hvor lidt føling selv ellers informerede danskere har med, hvor fattige vi selv har været. Vores sommerserie sigter derfor mod at give eksempler på, hvad man kan lære af historien. Det gælder både viden om historiske forhold, sammenligninger tilbage i historien – hvordan så Danmark ud og hvordan havde danskere det i forhold til andre steder i resten af verden – og sammenligninger med historien – hvordan er vores status i dag i forhold til hvordan den var engang.

Nogle af de emner, vi kommer til at skrive om de følgende par måneder er således ’Børnedødelighed i 100 år’, ’Hvor udviklet var Danmark i 1935?’, og ’Socialistisk forurening og miljø i Østeuropa.’ Vi kommer også til at undersøge, hvor robust et lands eller områdes status er, for at svare på om et land bare bliver ved med at være et af verdens rigeste, eller et af verdens mest elendige.

I dag vil vi blot starte sommerserien med to ting. Den første kan ses i dagens figur, der viser antallet af telefoner per indbygger i 1935 på tværs af de 29 lande, som Danmarks Statistik havde information fra sidste i 1930erne. Bemærk at på denne meget ’moderne’ indikator var Danmark et af verdens absolut rigeste lande for cirka 85 år siden. Spørgsmålet, som vi kommer til at afsøge, er hvor moderne Danmark og resten af verden egentlig var dengang.

Den anden ting, vi starter sommerserien med i dag, er en simpel opfordring. Hvis vores læsere har forslag til, hvilke emner vi kunne dække i løbet af sommeren, er alle meget velkomne til at skrive til os. Det kan ske enten i kommentarfeltet nedenfor, eller evt. som mail til redaktøren (Christian Bjørnskov). Selvom vi naturligvis forbeholder os retten til at sortere i dem, er alle informerede idéer er velkomne.

Mens man kun kan være imponeret over indsatsen, er de historiske indkomstdata alligevel noget upræcise. Indkomstdataene i sig selv kan være ganske gode for mange vestlige, og måske særligt nordeuropæiske lande, men arbejdet med at købekraftskorrigere dem er en enorm udfordring. Det er derfor vigtigt at teste dem mod alternative indikatorer for historisk udvikling, hvilket netop er formålet med dagens indlæg.

Vi bruger her en særlig del af de danske statistiske årbøger i slutningen af 1930erne, der havde omhyggelige data på en række forhold i det, man betragtede dengang som den udviklede verden. Årbøgerne har blandt data på fire forhold, der er klart forbundet med moderne, økonomisk udvikling: Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, antallet af personbiler per tusinde indbyggere, antal telefoner per tusinde, og antallet af radioer per tusinde. For at måle landes udvikling, omdanner vi derfor de fire talserier til indeks, som vi derefter kan tage et gennemsnit af. Indekset måler således udvikling på en anden måde end de historiske BNP-data.

Af de 42 lande, der er data på, viser indekset ikke overraskende at USA var det mest udviklede land i 1935, skarpt efterfulgt af New Zealand, Australien, Canada og Storbritannien. Danmark var nummer seks, da vi havde næstflest radioer, tredjeflest telefonsamtaler, men kun var nummer otte i antal biler og midt i feltet, når det gjaldt ansatte i landbruget. Bunden udgjordes af Tyrkiet, Bulgarien og Sovjetunionen.

En af de interessante ting ved at lave sådan et indeks er, at det tillader at man vurderer lande hvor der ikke findes historiske BNP-tal. Det gælder for eksempel Danzig, den nuværende polske by Gdansk, der var fristad mellem 1920 og 1939. Regner man fristadens indeks ud (cirka 0,85), svarer det til en nationalindkomst omkring Sveriges eller Canadas, og et stykke højere end Tysklands i midten af 1930erne. På samme måde viser indekset, at Island var lidt rigere end Holland, og Letland en smule rigere end Spanien og Sydafrika.

En anden interessant detalje er, at indekset passer ganske godt med Maddisons indkomstdata. Som vi illustrerer i figuren nedenfor, er korrelationen mellem de to 0,9 når man ignorerer de fire datapunkter (markeret i gråt i figuren), hvor indekset er baseret på kun to af de fire serier, og hele 0,93 når man også ignorerer de punkter (markeret i sort), hvor indekset er baseret på tre af de fire serier. Stoler man på indekset, kan man således overveje, hvad der kan være galt med indkomstdataene fra de fem klare outliers: Grækenland og Sovjetunionen, der begge ser ud til at have overvurderede indkomstdata hos Maddison, og Østrig, Tjekkoslovakiet og Sydafrika, der umiddelbart ser undervurderede ud.

Sidst, men ikke mindst, kan man også vælge at sammenholde et udviklingsindeks fra 1935 med de nuværende indkomstniveauer. Den sammenligning illustrerer meget klart, hvilke lande der er faldet bagud. Mens Norge og Schweiz i dag er langt bedre stillede relativt til resten af verden end de var i 1935, er underperformerne kendte: Alle de latinamerikanske lande, der havde data i 1935, er faldet bagud siden da, ligesom også Sydafrika og Ægypten i dag er meget længere fra den rige verden end i var dengang. Hvad der gik galt i de lande, er et emne for en anden dag.

Men pointen idag er, at denne diskussion kan man ikke have, uden at have mål for hvor udviklede samfund er. Og i mangel af indkomstdata tilbage i tiden, virker det alternative mål idag faktisk ganske glimrende.

Den letteste måde er at se et interview mellem to gamle venner. Tidligere i år havde Matt Kibbe sin gamle medstuderende Robert Lawson på besøg. Bob, som han kaldes blandt venner, har sammen med James Gwartney været hovedforfatter af den årlige rapport Economic Freedom of the World de sidste 20 år. Til daglig er han professor på Southern Methodist University i Dallas, og director for Bridwell Instituttet. Han har skrevet en meget lang række artikler, og skrev for to år siden den fine og voldsomt underholdende Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World sammen med Benjamin Powell (som vi omtalte her).

Ved siden af hans videnskabelige kvaliteter er Bob en hyggelig, morsom og meget hjælpsom kollega, som altid er en fornøjelse at bruge tid sammen med. Det afspejles i den tilbagelænede stemning i det fine interview, som ikke blot er informativt, men også sjovt. Kibbe med Lawson er varmt anbefalet, hvis man har en lille times tid tilovers til at blive klogere.

Det store spørgsmål, som Latinamerikas økonomiske historie stiller, er således Hvad gik galt? De tre lande var ikke blot lige så rige som store dele af Europa i 1920erne, men også relativt demokratiske. Det skulle bare ikke vare ved, ligesom Tyskland og flere andre lande mistede deres demokratiske institutioner omkring samme tid.

Argentina var demokratisk på lige fod med dele af Europa indtil september 1930, da generalerne José Félix Uriburu og Pedro Pablo Ramirez tog magten ved et kup. Nabolandet Chile var også relativt stabilt indtil to kup – det ene i september 1924 under ledelse af Oberst Marmaduke Grove og Major Carlos Ibáñez, og det andet i januar 1925 under General Pedro Dartnell – blev startskuddene til en ustabil periode. Selvom landet forblev rimeligt demokratisk, var forskellige chilenske regeringer udsat for mindst otte kupforsøg mellem 1931 og 1940. Det samme gjaldt Uruguay indtil marts 1933, da landets præsident President Gabriel Terra Leivas begik et autogolpe – et selvkup – godt hjulpet af politichefen Alfredo Baldomir, og Partido Nacionals leder Luis Alberto de Herrera. Kuppet førte til ti års diktatur i Uruguay, der først sluttede med valget af Juan José de Amézaga i 1943.

Hele regionen blev kendetegnet ved både jævnlige militærkup, og i visse tilfælde civilt ledte kup, og absurd økonomisk politik. Efter anden verdenskrig udviklede en række økonomer, deriblandt argentineren Raúl Prebisch og brasilianeren Celso Furtado, den moderne version af såkaldt ’import-substituerende industrialisering’ og latinamerikansk strukturalisme. De fleste latinamerikanske lande opbyggede fra midten af 1930erne høje toldmure og andre restriktioner med det formål, at opbygge deres egen industri i stedet for at importere varer fra USA og Europa. Strategien var katastrofalt misforstået og gjorde regionen både fattigere og mere korrupt. Den skabte også et væsentligt problem, da importrestriktionerne skabte en række industrier, der ikke kunne overleve uden statslig beskyttelse og således blev magtfulde særinteresser.

Som figurerne nedenfor indikerer, var det først efter strukturelle reformer i Chile og Uruguay i løbet af 1970erne, og i Argentina efter militærstyrets kollaps i 1980erne, at disse tidligere så rige lande stoppede deres deroute i forhold til Europa. Denne historie er værd at fortælle igen og igen, ikke mindst fordi EU’s politik er på vej i retning af Latinamerikas fejltagelser. Som jeg skrev i Børsen i torsdags (gated her), er unionen efter bl.a. fransk pres på vej mod langt mere aktivistisk industripolitik og en protektionistisk handelspolitik. Ingen økonom, der kender Latinamerikas historie eller forstår de enorme omkostninger, protektionisme har, kan undgå at advare imod et skred i retning af den slags nonsens.

Jeg blev opmærksom på det forleden, da Chicago-økonomen John Cochrane skrev om det på sin blog (hattip: Niclas Berggren). Cochrane undrede sig over, at det ikke blev diskuteret og beskrev kort, hvor stort det er. Som jeg beskriver i Børsen, havde Danmark for 25 år siden cirka 92 procent af USA’s nationalindkomst per indbygger og 89 procent af dets arbejdsproduktivitet. I dag er de sammenligninger faldet til henholdsvis 86 og 81 procent, mens den tyske produktivitet kun er 74 procent af den amerikanske (baseret på den nye version af Penn World Tables).

En anden måde at illustrere problemet på, er de to figurer her på stedet i dag. Den første viser det billede, som jeg beskriver i Børsen: At arbejdsproduktiviteten – målt på bruttonationalproduktet per fuldtidsansat – har været højere i USA end Europa siden 1950, og at forskellen (markeret ved de stiplede linjer) er vokset siden starten af 1990erne. Dét i sig selv er bekymrende, men den anden figur illustrerer et andet problem, der er lige så bekymrende.

Figuren viser udviklingen i nationalindkomst i forhold til hvor stort kapitalapparatet er. Med andre ord viser figuren, hvor meget værdi man får ud af sin produktion, relativt til omfanget af maskiner, udstyr, bygninger og teknologi. Ifølge standard vækstteori vil dette forhold (Y / K for økonominørderne) være ret ens for lande med samme teknologi, investeringsniveau osv. Der er således ikke noget specielt ved, at forholdet falder i de europæiske lande mellem 1950 og midt-1970erne – det er normal konvergens – men det påfaldende er, at forholdet der måler kapitalproduktivitet har været stigende i USA siden omkring 1980. Det indikerer, at amerikanerne er blevet stadig bedre til at udnytte deres maskinel, udstyr og teknologi over årene, mens europæerne ikke er. Kapitalproduktiviteten i Nordeuropa i dag er kun cirka 70 procent af den amerikanske, mens den ved indgangen til 1960erne var cirka den samme.

Hvorfor sakker Europa bagud, og i helt særlig grad hvorfor sakker vi bagud i hvor effektivt vi bruger vores produktionsapparat? Det er et stort spørgsmål, som hverken jeg eller superøkonomen Cochrane kan svare fuldt på. Men som Cochrane foreslår, er problemet at “Perhaps what should have been the world’s biggest free trade zone became the world’s biggest regulatory-stagnation, high-tax, welfare-state disincentive zone.” Under alle omstændigheder skriger problemet næsten på yderligere forskning.

Et nyt og stærkt interessant studie peger nu på, at den danske diskussion måske har været misvisende (hattip: Niclas Berggren). Forleden dag foreslog den franske matematiker Laurent Miclo sammen med de svenske økonomer Daniel Spiro og Jörgen Weibull, at en strategi, hvor man flader kurven ud med en kontinuert nedlukning er langt fra optimal. Deres bud på den bedste strategi, hvor man på samme tid holder dødstallet nede ved at undgå at sygehusene belastes over kapacitet og minimerer de økonomiske tab, kalder de ’fill the box’.

Idéen kan illustreres i figuren, som vi gør nedenfor. De to bløde kurver i figuren illustrerer det valg, de fleste danskere kender og har set sundhedsministeren vifte med gentagne gange. Den skarpe kurve opad, som ministeren kalder den røde kurve, er sygdomsforløbet som man regner med, hvis man ikke gør noget. Problemet med det er, at der kommer en periode, hvor antallet af indlagte vil overstige sygehusenes kapacitet – den stiplede, horisontale linje – og der således kommer til at dø for mange. Den flade kurve opnår man, hvis man lukker samfundet ned og således bremser smittespredningen ned. Som Martin Ågerup og adskillige sundhedseksperter har understreget, gælder det her om at holde smitten under kapacitetsgrænsen, men ikke alt for langt under. På den måde er idéen, at man begrænser dødstallet til det, man får når alle kan behandles.

Miclo, Spiro og Weibulls pointe er, at denne strategi faktisk ikke er optimal, fordi man lukker ned for tidligt og åbner for sent i forhold til hvad man kunne have gjort uden at nå over kapacitetsgrænsen. Deres fill the box-strategi er illustreret i den kantede, fedt optrukne kurve her på stedet. Den består i at holde økonomien åben indtil man nærmer sig beredskabets kapacitetsgrænse – i starten er man derfor med strategien på samme kurve som en ureguleret virusudvikling – og man derefter bør lukke hårdt ned. Efter man har gjort det, skal nedlukningen gradvist fjernes, så man lukker økonomien op igen med et relativt højt dagligt dødstal i en periode. På et tidspunkt falder smitte- og dødsfaldet derfor igen af sig selv når man har nået en fuld oplukning og dermed almindelige tilstande.

Som de tre forskere viser med ganske avanceret modelmatematik, og som man ganske tydeligt kan se på figuren, betyder det at man holder dødstallet lavt, mens man på samme tid lukker minimalt ned for samfundet, og lukker ned den kortest mulige tid. En fill the box-strategi er derfor en måde at håndtere en alvorlig, ny epidemi med de mindste økonomiske og sociale skadevirkninger. Tricket er, at holde hovedet koldt til at starte med, så man ikke starter for tidligt, og derefter lukke op mens man holder et højt smittetal. Strategien er nok mod mange menneskers umiddelbare intuition om, at det gælder om at forhindre folk i at dø nu og her, men er bedre end alle alternativer, fordi man både begrænser det endelige dødstal og de voldsomme følgevirkninger (der også omfatter dødsfald af andre årsager).

Vi har tidligere skrevet om elefantgrafen, måske en af de 10 seneste års mest ikoniske grafer, og at den ikke rigtigt holder vand ved nærmere eftersyn (se her og her).

Hovedkonklusionen er, at i forhold til den måde elefantgrafen oftest anvendes i den fortsatte ulighedsdebat, både på den globaliseringskritiske højre- og venstrefløj, er den mest af alt et fatamorgana. Sagt med andre ord: Det, man tror man ser, er ikke det man faktisk ser.

Eller som jeg konkluderer i min kommentar i Berlingske:

Væk er elefantsilhuetten. Derimod viser grafen en verden, hvor den overordnede tendens er, at de globale indkomster konvergerer. Alle indkomstintervaller har oplevet positiv vækst, omend den lave vækst i Japan og Europa efter finanskrisen slår igennem i den beherskede vækst i de højeste indkomstintervaller.

Intet tyder altså på, at vi indtil videre har levet i en verden, hvor de allerrigeste stikker af, og de fattigste efterlades i fattigdom, som det ofte fremføres. Alle indkomstintervaller har oplevet fremgang, og de 50 pct. fattigste har oplevet den største fremgang.

Desværre har Berlingske valgt kun at medtage en af mine oprindelige grafer, endda i en noget forvansket udgave (x-aksen). Den “korrekte” er afbildet ovenfor i figur 1.

I starten af kommentaren medtager man derimod Lakner & Milanovics oprindelige graf, eller rettere, en forløber for den graf, som Lakner & Milanovic har med i deres oprindelige artikel. Den man anvender hos Berlingske, stammer fra et working paper af Branko Milanovic hos Verdensbanken i 2012, “Global Income Inequality by the Numbers: in History and Now” (fig. 2a), hvori det faktisk fremgår at data under fortsat bearbejdning (hvilket ikke er usædvanligt).

I Christoph Lakner og Branko Milanovic “working paper”, “Global Income Distribution From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” fra 2013, er data opdateret og grafen ser noget anderledes ud (der er positiv vækst i alle deciler). Endelig er der så grafen, som den fremstår hos Milanovic i hans bog fra 2016, “Global inequality: A new approach for the age of globalization” (2c).

Uanset hvilken af de tre man vælger, lider grafen af nogle væsentlige problemer. Jeg sendte faktisk Berlingske både den oprindelige graf i 2016 udgaven sammenholdt med en graf, hvor data er mere konsistent. (fig. 3). Alle grafer skal læses som at man har stigning i realindkomst op af y-aksen og globale deciler ud af x-aksen.

Hvad fortæller grafen og fortæller den os egentlig noget?

Fremstillingen af den originale elefantfigur har ofte været, at vi ser en “hængende hale” (1), som er verdens fattige der lades tilbage, elefantens skuldre og hoved (2) er den globale middelklasse (ikke mindst Kinesere), som har opnået store gevinster, mens bunden af snablen/truget (3) skulle være middelklassen i vesten, som har “tabt på udviklingen”. Den højt løftede snabelspids (4) i denne fortælling er så de rigeste som løber fra alle os andre.

Den første korrektion vi må lave er en graf baseret på et konsistent datagrundlag. I den originale elefantgraf tager man således ikke hensyn til, hvorvidt der er data for de lande der indgår både i startåret og slutåret (ud over at man tillader et spænd over 5 år). F. eks. indgår Rusland i 2008-tallene, men ikke i tal for 1988. Af samme grund indgår der ingen data fra Rusland i den “konsistente” udgave. Den oprindelige graf inkluderer således 72 lande i 1988 og 118 lande i 2008, mens den “konsistente” graf kun inkluderer 60 lande (bl. a. indgår Rusland ikke længere).

Generelt er der en overvægt af lande med relativt lave indkomster, som ikke indgår i starten, men i slutningen af perioden. Dermed undervurderes væksten af de laveste globale indkomster i forhold til resten. Det fremgår faktisk også af Lakner og Milanovics to working papers hvordan data er fremkommet. Men især Milanovic har en “dårlig vane” med ikke at omtale svaghederne ved konstruktionen af elefantgrafen, hverken på de sociale medier (han er flittig bruger af twitter) eller når han giver interviews. På samme måde har han for vane ikke at opponere, når interviews med ham illustreres med grafen fra 2012, som indikerer et decideret fald i realindkomst for “den globale højere middelklasse” (se figur 2c).

Argumentet for at medtage lande, der kun findes data for i nogle år, eller rette perioder (1988 dækker som sagt reelt over perioden 1986-1990 og 2008 over perioden 2006-2010), er ønsket om at data skal omfatte så stor en del af verdens befolkning som mulig. Svagheden ved brug af konsistente data er at man ender med et datagrundlag, som dækker en mindre del af klodens lande.

Vælger man det mindre, men konsistente datasæt frem for det mere omfattende – det vil sige man kun medtager lande hvor der er data for både 1988 og 2008 (stadig +- 2 år) – “løftes elefanten” ikke blot generelt, men indkomststigningerne for de absolut laveste og intervallet mellem p80 og p95 betydeligt (alle grafer her, bortset fra figur 6 (hvor der er brugt tal for hver procent) er lavet på 5 procent intervaller, bortset fra toppen hvor der er brugt 1 procent intervaller for p99 og p100) .

Man taler også om, at halen forsvinder. De laveste indkomster i 2008 er altså steget betydeligt i forhold til de laveste indkomster i 1988, mens indkomstfremgangen nok har været relativ lav, men dog betydelig højere for den “globale højere (vestlige) middelklasse”, end i Milanovic og Lakners udgave.

Vi har som tidligere nævnt skrevet om dette med udgangspunkt i Adam Corlett’s “Examining an Elephant“, hvor han ved at fjerne tre (3) lande, nemlig Kina, Japan og Rusland, fik lavet en graf der stort set var vandret med en mindre stigning til sidst, se her.

Men der er tale om et valg, der indebærer pros and cons. Som Homi Kharas og Brina Seidel skriver i “The Elephant Chart revisited“;

We caution, however, that the sample of countries with data in both 1988 and 2008 is certainly not representative of the global distribution—countries with data are both richer and regionally unbalanced. The move to a consistent sample suggests that the droop in the elephant’s original tail shows not that the poor enjoyed little income growth between 1988 and 2008, but rather that many more poor people were surveyed in 2008 compared to 1988.

Et andet problem er når man skal tage højde for den reelle købekraft. Figur 2a, 2b, 2c og 3 er alle baseret på købekraftkorrigeret 2005 USD. Milanovic og Lakner har medtaget den oprindelige elefantgraf, men med brug af 2011 ppp (Purchacing power parity) i stedet for 2005 ppp i deres opdaterede 2016 udgave af den oprindelige artikel fra 2013. Som det fremgår betyder alene anvendelse af 2011 ppp frem for 2005 ppp korrigeringen i sig selv en hel del.

Fra 2012 og til 2016 er vi altså nu gået fra, at indkomster omkring p80 er faldet i perioden 1988-2008 til at de “kun” er steget med ca. 10 procent (stadig med det oprindelige “inkonsistente” datamateriale), mens de laveste indkomster er steget næsten 20 procent, alene ved at opdatere fra 2005 ppp til 2011 ppp. Ja, data er følsomme, og også mere følsomme end godt er. Det samme gør sig gældende med hvorledes data fremkommer.

Graferne i dette indlæg er alle primært baseret på spørgeskemaundersøgelser, og er en blanding af undersøgelser af forbrug (når de findes) og ellers indkomst. Er det optimalt? Nej, det er mildt sagt langt fra optimalt, og jeg kunne skrive et langt indlæg alene omkring denne problemstilling. Hvis man er interesseret i at dykke mere ned i en diskussion af problemerne omkring brug af spørgeskemaundersøgelser , vil jeg henvise læseres til bl. a. Homi Kharis og Brina Seidels “What’s Happening to the World Income Distribution?” fra Brookings.

Alle figurer i dette indlæg, bortset fra de, som er hentet direkte fra Lakner og Milanovic, er baseret på data fra Kharis og Brina, som man finder her.

Hvem indgår egentlig i de forskellige indkomstintervaller?

Med udgangspunkt i den oprindelige elefantfigur blev “fortællingen” som sagt hurtigt, at truget repræsenterede Vestens middelklasse, ikke mindst den amerikanske, eller som Milanovic anfører den “lavere middelklasse i USA”. Men kan man overhovedet sige det ud fra elefantfiguren? Ikke rigtigt.

Ser vi på den ene procent højeste globale indkomster (p100) i 1988, udgøres den for 64 procents vedkommende af amerikanere, mens resten stort set udgøres af europæere (23,8 procent) og japanere. Dette ændrer sig kun lidt hen over tid – i 2008 udgør amerikanere 63,2 procent og europæere 28,9 procent.

Her skal man huske på, at hvis man tilhører den ene procent højeste indkomster globalt tilhører man et langt større interval nationalt. At være del af top 1 pct. globalt, svarer til at være blandt de ca. 12 procent højeste indkomster i USA.

Som indskudt bemærkning kan jeg nævne at ca. 1/3 af danskere var del af de 5 procent højeste globale indkomster, mens ca. 2/3 var blandt de 10 procent højeste globale indkomster og 90 procent blandt de 85 procent højeste indkomster i 2013.

Mens den absolutte top altså domineres af amerikanere og europæere, ser det noget anderledes ud, når vi ser på de andre indkomstintervaller. Hvor f. eks. p5 og p10 er domineret af indere og kinesere i 1988, er der næsten ingen fra Afrika syd for Sahara (der var ingen data!) For P5 var andelen af kinesere i 1988 således 37,4 procent, mens den i 2008 var nul! For det næste 5 procentinterval var andelen mere end 2/3 i 1988, mens andelen i 2008 var faldet til 26,4 procent. Til gengæld fylder Afrika syd for Sahara kun 3,1 procent i 1988, men 40,6 procent i 2008 i nederste inderval.

Betydningen af købekraftkorrigering og udvidelse af datagrundlag

Før vi går over til at se på den faktiske indkomstudvikling (så godt som det nu kan beregnes) skal vi også lige behandle, hvad der sker når man opdaterer købekraftkorrigeringen og udvider datamaterialet. Det fremgår af nedenstående figur 5.

Den viser både den a) originale korrigerede/konsistente elefantfigur baseret på 2005 ppp, b) samme figur baseret på 2011 ppp, og endelig c) hvordan grafen ser ud, når man udvider det konsistente datasæt med lande, hvor der ikke var data for 2008, da Lakner og Milanovic foretog deres analyser, men er kommet data til efterfølgende.

Sidstnævnte indebærer at der nu er data for 68 lande i modsætning til tidligere 60 lande.

Ydermere har man i stedet for at tage de “rå data” hvis der blev brugt tal for lande, som ikke var præcis fra det pågældende år (1988 og 2008), forsøgt at beregne hvad indkomsten/forbruget ville være i henholdsvis 1988 og 2008 (for mere om hvad disse beregninger indebærer, må jeg igen henvise til Homi Kharas og Brina Seidel ) .

Sammenligner vi udviklingen hvor der både er anvendt 2011 købekraftkorrigering ( som er af bedre kvalitet) og den ‘”udvidede” konsistente kurve, er den væsentligste forskel, at kurven bunder ud ved p90 mod før p80, mens snablen er sænket kraftigt.

Man kan selvfølgelig fortsat mene, at en indkomstfremgang på 10-15 procent over 20 år er relativt lidt. Men dels sker det fra et relativt højt niveau og dels er der fortsat tale om en anonym betragtning.

Vi er nu meget langt fra at elefantfiguren skulle underbygge en fortælling om at de fattige sakker bagud, mens vestens middelklasse decideret har tabt i den pågældende periode. Det eneste der sådan set står tilbage er, at det primært er udviklingen i Kina som har drevet den globale middelklasses høje vækst. Det gælder ikke mindst i det anvendte datamateriale.

Det er naturligvis korrekt, at hvis vi alene sammenligner de, der befandt sig i f. eks. intervallet p80-p90 i 1988 og i 2008, så har de oplevet den laveste vækst. Problemet er bare, at sammensætningen har ændret sig. Således har de fra de rige vestlige lande, som indgår i datamaterialet, groft sagt bevæget sig ca. 5 procent op i interval. Det i sig selv indebærer jo en indkomststigning. Hvor f. eks. USA stod for 12,2 procent af p75 i 1988, bestod den af nul i 2008. Til gengæld var der ingen fra Kina i P75 eller højere i 1988, mens de i 2008 udgjorde næsten halvdelen.

Valg af periode og datadækning er af stor betydning

Før vi til sidst prøver at korrigere for ændringerne i sammensætningen af de enkelte indkomstintervaller, er det måske lige værd at se på hvad valget af periode og udvidelse af datagrundlag indebærer. Det gør vi ved at sammenligne perioden 1988-2008 med 1993-2013, ved anvendelse af samme metode og korrigering for data i de enkelte lande, se figur 6.

Overordnet er indkomsten vokset hurtigere for de 85 procent laveste indkomster i de 20 år frem til 2013 i forhold til de 20 år frem til 2008, hvorimod væksten for de 15 procent højeste indkomster er lavere.

Det skyldes primært at perioden 1993-2013 nu også indeholder data for en række hurtigt voksende udviklingsøkonomier, som ikke indgik i perioden 1988-2008, samt udviklingen i USA, Europa og Japan efter finanskrisen.

Som Homi Kharas skriver Brina Seidel skriver:

Two major changes stand out. First, total global growth is much higher in this period than it was in the previous period. This is partly the result of a larger sample, which now includes several additional rapidly grow ing low-income countries. However, the higher global growth is also a result of the new period, indicating the sensitivity of the findings in the original elephant curve to cyclical factors at the start and end of the periods considered.

Second, the trunk of the elephant has disappeared almost entirely. The top 1 percent of the world in 1993 (about 38 million people in our sample) was comprised largely of the richest 10 percent of Americans, as well as Europeans and Japanese. Each of these groups had difficulties: The European inability to recover from the 2008 financial crisis, Japan’s lost decade of economic stagnation, and the squeeze on Americans outside the top 1 percent.

Det er iøvrigt et resultat, som der er bred enighed om. Branko Milanovic giver en lignende forklaring i et interview til Oxfam-Ibis i november 2019, der af uforklarlige grunde igen er illustreret ved at medtage den “originale” elefantkurve fra 2012, som altså mest kan sammenlignes med et demotape i forhold til en senere endelig pladeindspilning.

Hvordan elefanten forsvandt

Alle ovenstående grafer er såkaldt anonyme og tager ikke hensyn til at sammensætningen i de enkelte intervaller ændrer sig over tid. Det har Homi Kharas og Brina Seidel forsøgt at kompensere for, således at vi får et indtryk af hvordan indkomstudviklingen reelt var for de grupper som udgjorde de enkelte deciler i 1993, frem til 2013.

F. eks. udgjordes intervallet fra 50 til 54 procent (i alt 280 mio. mennesker i 1993) af 150 mio. kinesere, som befandt sig i 6. decil det urbane Kina og 9. og 10. decil på landet i Kina, samt 90 mio. indere i 9. decil (både på landet og urbant); resten kom fra andre udviklingslande.

Kharas og Seidel beregner derefter hvorledes disse klarede sig over de kommende 20 år uden at skifte indkomstinterval. Og det jo faktisk sådan elefantgrafen oftest bruges i den offentlige debat. Nu er der så ikke meget elefantgraf tilbage, som det fremgår af figur 7.

Derimod peger den på, at mennesker som var ekstremt fattige i 1993 faktisk havde en ganske betydelig fremgang. Hvilket selvfølgelig ikke er overraskende, givet (landlig) kinesisk og indisk dominans i disse grupper i 1993.

Den løftede snabel er helt væk, hvilket skyldes stagnationen i Europa og Japan. Med andre ord var de globalt rige ikke løbet fra resten. Det er også væsentlig at understrege, at figur 7 ikke viser reelt personlig indkomstudvikling (af samme grund er der sat gåsetegn omkring personlig), men alene er baseret på hvordan udviklingen ser ud for de pågældende deciler i 1993, ikke dets egentlige medlemmer.

Med hensyn til den “forsvundne” snabel, skal man også være opmærksom på, som Kharas og Seidel også påpeger, at;

these are large aggregates based on survey data, and the global rich the ultra-rich may still have had handsome income growth. This demonstrates that income and consumption surveys are highly inadequate for the task of measuring top incomes.

Hvad angår “dykket”, ved p80 er det måske værd at bemærke, at der ikke indgår nogle japanere eller Amerikanere, men at de tre største grupper er Rusland (10,8 procent), Kina 14,1 procent og samlegruppen øvrige Europa (Vesteuropa) med 18,4 procent. Det giver ligesom også et indtryk af, hvor meget eller rettere hvor lidt vi egentlig kan sige, så snart vi prøver at komme længere end blot at se på de overordnede tendenser.