Men hvad kom pandemien egentlig til at koste?

Op til jul afholdt radioprogrammet Blåt Bælte sin egen lille høring om coronapandemien og den politiske håndtering. De inviterede mig i studiet for at tale om omkostningerne især af nedlukningerne for erhvervslivet. Det var en lejlighed til at genbesøge forsøgene på at opgøre, hvad pandemien har kostet.

Jeg satte mig ned og lavede et hurtigt bud på, hvad den samlede samfundsøkonomiske omkostning kan opgøres til. Det bliver på 400 mia.kr. Det svarer til 10-15 pct. af BNP.

Det er vel at mærke den samlede regning. En del af regningen skyldes politiske tiltag. En anden del af regningen skyldes, at borgerne frivilligt ændrede adfærd og holdt større fysisk afstand. Fordelingen mellem de to ting er ikke helt enkel at opgøre. Og endelig indebar pandemien i sig selv tab af menneskeliv. Dertil kommer naturligvis andre helbredsomkostninger, men de sandsynligvis af mindre betydning, hvilket bl.a. illustreres af at det primære fokus gennem hele pandemien var at undgå dødsfald.

I tabellen er de forskellige komponenter opregnet.

Overslag over omkostninger ved pandemien (mia.kr.)

Det letteste er at opgøre er produktionstabet. Produktionstabet opstod som følge af, at dele af produktionen blev lukket ned, samt at kunderne blev væk i højere grad end de plejer. Jeg har opregnet, hvad BNP fraveg sin trendværdi fra 1. kvartal 2020 til 2. kvartal 2021. Det beløber sig til i alt 120 mia.kr. (i 2023 niveau).

Danmarks Statistik har opgjort de samlede direkte offentlige corona-relaterede udgifter til 120 mia.kr. Heraf er 80 mia.kr. kompensation for tabt indtjening og løn (udformet som kompensation til virksomheder, der aflønnede ansatte, der ikke producerede). De skal trækkes fra, fordi de allerede er indeholdt i produktionstabet. Det kostede altså 40 mia.kr. at teste, vaccinere osv.

Hertil kommer regningen for nedlæggelsen af minkerhvervet. Der er især tale om tab af fremtidig indkomst, som ikke er indeholdt i produktionstabet allerede. Det anslås til 15 mia.kr. Erstatningerne bliver formentlig noget højere, så det er et konservativt skøn, som tager højde for, at nogle erstatninger kan have været højere end de endelige tab.

En meget stor post i regnskabet er EU’s genopretningspakke. Den er ganske vist lånefinansieret, og der blev uddelt portioner af den til alle lande, også os. Men lånet skal før eller siden betales tilbage, og under alle omstændigheder begrænser det landenes muligheder for at bruge pengene til noget andet. Desuden er der et stort omfordelingselement: Pakken går især til gældsramte lande som Italien. Pakken svarer til 5,5 pct. af EU’s BNP, og Danmark er bevilget, hvad svarer til 2½ pct. af dansk BNP. Hvis det antages, at Danmark kommer til at betale sin andel af omkostningen af BNP, bliver differencen mellem, hvad vi betaler og hvad vi får 3 pct. af BNP. Det svarer til en nettoomkostning på ca. 85 mia. kr.  Tallet bliver forhåbentlig lavere, men det er der risiko for at tabe.

Pandemien kostede mange mennesker livet. Det er velkendt vanskeligt at omregne det til værdi, men ikke desto mindre forudsættes det i bl.a. trafik-, miljø- og sundhedsøkonomisk planlægning. Hvis man tager udgangspunkt i normale værdier, kan tabet af menneskeliv sættes til 35 mia.kr. Jeg har her forudsat, at der døde 3.000, og at de i gennemsnit mistede 6½ kvalitetsjusterede leveår til en værdi af 1,8 mio. kr. om året.

Endelig indebar nedlukningerne nogle tab, som ikke er indeholdt i produktionstabet. Produktionstabet koster en nedgang i forbrugsmulighederne, som vi allerede har taget hensyn til. Men forbruget var desuden ”rationeret” på den måde, at noget forbrug var helt forbudt. Tabet ved ikke at kunne gå til en nær slægtnings begravelse eller rejse på ferie var langt større end den registrerede mindre produktion, det gav anledning til. Jeg har tidligere været inde på problemstillingen her. Hvis det med udgangspunkt i beregningseksemplet forudsættes, at nyttetabet ved, at visse forbrugsmuligheder var forbudt, svarer til 1½ gange nedgangen i privatforbruget, så løber det op i 110 mia.kr. (nedgangen i privatforbruget er også estimeret ved trendafvigelsen).

Det skal understreges, at usikkerheden om dette regnestykke er meget stor, men at det sande tal i hvert fald ikke er nul. Det gælder også for beregningen af den samlede omkostning i det hele taget, men den giver en idé om størrelsesordenen. Det skal understreges, at det kun er et ret foreløbigt bud, som sagtens kunne forfines meget mere.

Det skal også understreges, at der er ting, som ikke er regnet med. Et af de store spørgsmål er størrelsen af de langsigtede omkostninger for de generationer af unge, som gik glip af uddannelse og færdigheder, de måske aldrig indhenter. De vil trække et spor af lavere indkomster og produktion efter sig gennem livet. Verdensbanken har estimeret, at uddannelsestabet vil koste skolebørnene 17 billioner dollars svarende til godt 116 billioner kroner i tabt livsindkomst, eller hvad der svarer til ca. 50 gange Danmarks BNP. I Polen har forskere estimeret, at det økonomiske tab som følge af læringstabet samlet svarer til 7,2 pct. af Polens BNP. Usikkerheden er naturligvis enorm, og det er svært umiddelbart at omregne til danske forhold, men effekten er næppe negligerbar.

Dødeligheden og forringet sundhed på grund af kapacitetsproblemer på sygehusene efter coronapandemien er heller ikke med.

Og igen: Regnestykket viser, hvad vi kunne være sluppet for, hvis pandemien aldrig var indtruffet, ikke hvad vi kunne have sparet ved en bedre politik. Nogle af omkostningerne kunne have været undgået, men ikke dem alle. Frivillig distancering kostede også noget, og der havde været flere dødsfald, hvis vi ikke havde distanceret os.

Det kan være interessant at sammenholde dette regnestykke med, hvad forskellige – inklusive mig selv – skønnede, at coronapandemien ville komme til at koste, da den brød ud. Det vender jeg tilbage til.

* Indlægget er opdateret, jf. kommentarfeltet

I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.

Hvad så?

Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.

Et par af forsøgene har Christian Bjørnskov og jeg gjort i Børsen torsdag. Et andet blev gjort af magasinet Zetland. Og resultaterne? Ja, de ender faktisk overraskende tæt på hinanden. Den negative værdi af epidemien svarer til omkring 100.000 kr. om året per voksen dansker.

Hvordan når vi frem til det? Problemet er som sagt, at man ikke kan måle det direkte. Vi skal dybest set transformere nogle helt subjektive opfattelser, som kun findes i folks hoveder, til noget måleligt og sammenligneligt. Det kræver, at man finder metoder til at opgøre de subjektive værdier. Det er ikke helt let, men heller ikke umuligt.

Christian har allerede her på bloggen udnyttet, at der hvert år foretages opgørelser af folks selvrapporterede livstilfredshed (Christian er en af vore fremmeste forskere på dette felt). I blogindlægget viser han, at hvis man omsætter tabet af livsværdi i menneskeliv, så har det været meget større end både det faktiske antal corona-dødsfald og det antal menneskeliv, nedlukning m.m. har reddet.

I Børsen tager vi tankegangen ét skridt videre. Udgangspunktet er, at den rapporterede tilfredshed er faldet med knap 7 pct. eller ½ point på en 10 pointsskala. Det er ret meget og svarer f.eks. til det typiske tab, en person lider ved en skilsmisse.

For at nå frem til et beløb kan man for det første spørge, hvad den tabte livsværdi ville være værd efter standardmetoder, hvis den omsættes i menneskeliv (justeret for kvalitet målt ved livstilfredshed). Ifølge standardforudsætningerne svarer tabet af et leveår til 1,4 mio.kr. (den såkaldte statistiske livs metode). Omregnet giver de 7 pct. altså knap 100.000 kr.

For det andet kan man også sammenligne med, hvor meget tilfredsheden falder med indkomsten. ½ point på tilfredshedsskalaen svarer til et indkomstfald på omkring halvdelen. Og en halvering af den disponible medianindkomst svarer rundt regnet til 125.000 kr.

Det, vi prøver at skyde os ind på, er i virkeligheden folks såkaldte betalingsvillighed. Altså hvor meget ville folk være villige til at betale for at slippe af med corona? Eller alternativt: Hvor meget ville vi forlange i kompensation for at lade os ”ansætte” til at leve som under coronaen i stedet for normalt? Og det er faktisk præcis, hvad Zetland har forsøgt (Jonas Herby og jeg hjalp lidt med nogle ideer til hvordan). Man fik 2.800 til at svare på, hvor meget ekstra de ville forlange for at leve et år med corona, hvis de alternativt kunne slippe af med epidemien nu.

Mediansvaret er 15.000 kr. om måneden, svarende til 180.000 kr. om året. Det er ikke specificeret, om det er før eller efter skat, men hvis man – som Zetland gør – formoder, at folk har regnet med, at det var en løn og altså før skat, så svarer det efter skat til ca. 100.000 kr.

Man kan spørge, om de tre mål får det hele med. Hvad med statens omkostninger til vaccination og hjælpepakker? Hvad med dem, der er døde og ikke spurgt? I princippet bør det meste faktisk være med. Livstilfredsheden afspejler jo alle forhold – inklusive om man har mistet et familiemedlem og om sandsynligheden for en skattelettelse en gang i fremtiden er blevet mindre. Det er kun, hvis der er en systematisk udeladelse, når folk rapporterer, at der mangler noget. Nogle effekter kan selvfølgelig fortabe sig meget i fremtidig usikkerhed og måske blive overset: Hvis ens børn får lavere indkomst på grund af uddannelsestab under corona, er det måske ikke med.

Tilsvarende beder Zetland jo også deltagerne i spørgeundersøgelsen om at regne alt med. Men naturligvis kan de have overset noget på en systematisk måde (normalfordelte fejlvurderinger går omvendt ud imod hinanden). Man forsøger i øvrigt ikke at oversælge undersøgelsen, som f.eks. ikke nødvendigvis er foretaget med en repræsentativ stikprøve.

Kan man være sikre på, at der ikke kolossal usikkerhed ved disse metoder? Det er der helt sikkert. Det er ”bagside af kuvert”-agtige beregninger. Og der ville stadig være usikkerhed, selv om metoderne blev forfinet og -bedret en hel del. Beregningerne giver dog anledning til to observationer:

Det er bemærkelsesværdigt, at de forskellige metoder giver så forholdsvis ens resultat. Og at det er meget store tal.  På samfundsplan svarer 100.000 kr. per voksen til 450 mia.kr.

Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er gjort nogen officielle forsøg på at beregne omkostningerne ved de meget store politiske indgreb, der er foretaget under coronaen. Eller at Folketinget har forlangt dem, før de gik med til indgrebene.

P.S. Sidder der en læser derude og er skeptisk over for, hvor langt man kan nå med hensyn til denne slags beregninger og ikke mindst anvende dem i politisk planlægning? Det håber jeg næsten. Det har jeg skrevet mere om i Politikens kronik her. Pointen er, at hvis man vil styre politisk, så er man nødt til at gøre det alligevel. Men at problemerne naturligvis sætter grænser for, hvor succesfuld central planlægning kan være.