Alligevel var et af højdeepunkterne for mig en præsentation af en ung forsker, Laura Barros fra universitetet i Göttingen (på billedet). Personligt var det en fornøjelse at se Laura, der er en af mine tidligere studerende fra Heidelberg. Men selve papiret var også et af højdepunkterne, og både bekymrende og ret sjovt.

Laura viser i papiret, med brug af individ-data fra Brasilien, at folk der bliver arbejdsløse er væsentligt mere tilbøjelige til at melde sig ind i et politisk parti, og efterfølgende at stille op til et lokalvalg. I forhold til situationen uden arbejdsløshed stiger sandsynligheden for at de melder sig ind i et parti med cirka 12 %, og sandsynligheden for at stille op til et valg stiger med 18 %. Politik er med andre ord et beskæftigelsesvalg i Brasilien på linje med at søge andre jobs. En pudsig detalje var, som Laura viste, at dem der vælger politikvejen, er mere uddannede end de fleste. Brasilianerne får dermed rent umiddelbart mere kompetente politikere, men af de helt forkerte grunde. Om der er en parallel situation i skandinaviske lande er et åbent spørgsmål, men et som Lauras forskning også åbner op for.

Vi fokuserer her på tre forhold, der er vigtige på langt sigt: Total faktorproduktivitet (TFP), arbejdsudbuddet, og offentlig gældsætning. VI kombinerer derfor data fra Penn World Tables, der tillader os at beregne vækst i TFP og vækst i arbejdsudbud (andel af befolkningen i fuldtidsbeskæftigelse gange det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer), med data fra Danmarks Statistik på statens gældsætning. Vi beregner her den årlige ændring for alle statsministre mellem 1960 og 2019 og sammenligner med TFP og arbejdsudbud i fire nabolande: Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Vi inkluderer ikke Norge, da dets olierigdom både gør det anderledes og indebærer, at man ikke kan beregne TFP på samme måde.

Den første figur illustrerer vækst i TFP + vækst i arbejdsudbud for hver af statsministrenes perioder. Ser man helt simpelt på billedet, ser Viggo Kampmann ud til at være den bedste statsminister, mens Poul Hartling var den værste. Nok gik produktiviteten markant fremad i hans periode, men en del af grunden var stærkt stigende arbejdsløshed.

Problemet med denne sammenligning er dog, at en af de væsentligste drivers af TFP er teknologiske fremskridt og andet, der ikke kun er dansk, men deles internationalt. At se på dansk TFP-vækst kan derfor være misvisende, hvis den blot reflekterer, at det går godt internationalt. Det problem afhjælper vi i den næste figur, hvor vi erstatter TFP med den danske TFP-vækst minus naboernes. Det rykker ikke på Kampmanns førsteplads, men flytter Jens Otto Krag ned på en næstsidsteplads.

Vi er dog ikke helt færdige, fordi en del af væksten i særligt 1960erne og 1970erne skete så at sige ‘for lånte penge’. I 1960 var statens nettogæld til udlandet en procent af BNP, mens den toppede i 1985 på 37,6 procent. Vi faktorerer dét problem ind ved – meget simpelt – at trække nettogældsætningen (væksten i gældsraten) fra TFP-væksten. Det giver den tredje og sidste figur over vores successindeks for statsministre.

Korrigerer man for gældsætning er Hartling stadig den ringeste statsminister. Omend han arvede store problemer fra Krag, Baunsgaard og den første Jørgensen-regering, og havde en historisk svær politisk situation, formåede han ikke at gøre ret meget ved dem. Bunden er netop de fem statsministre, der stod for opbygningen af den massive statsgæld, som Poul Schlüter begyndte at ændre på. At netop Schlüter ligger midt i feltet er således både en afspejling af de enorme problemer han overtog, men også fejltagelsen med Kartoffelkuren i 1986, der bremsede væksten og indførte topskatten.

Og det er næppe en overraskelse, at Poul Nyrup Rasmussen ender som den bedste – eller i det mindste mest succesrige – statsminister siden 1960. Nyrup gennemførte en lang række nødvendige reformer, der faktisk opnåede begge ting: Større arbejdsudbud og højere produktivitetsvækst end udlandet. Skal den næste regering i Danmark – om det bliver en Frederiksen- eller Elleman-regering – gøre noget ved landets dybe økonomiske problemer, er det måske 90’ernes reformkurs, man skal se på. Valgkampen for tiden peger desværre på den modsatte kurs med en Frederiksen, der længes efter Anker Jørgensen, og en Elleman der helst ikke vil noget som helst.

Problemet med størstedelen af politikken er, at politikerne enten ingen tillid har til at borgerne er kompetente, eller at de ikke accepterer borgernes præferencer – at de f.eks. mener, at borgerne burde vægte objektiv sundhed højere og god mad og drikke lavere. Problemet er dermed en del af det større fænomen, som bl.a. den konservative politiker Dorthe Schmittroth Madsen har kaldt ’borgerlede’ – dvs. det omvendte af politikerlede. Og når politikere ikke mener, at borgerne er kompetente, er virkeligheden simpel: Man gør visse madvarer dyrere og så spiser borgerne mindre af dem, man forhindrer dem i at komme i tennisklubben, og så ser de færre mennesker, og de foretager ikke kompenserende handlinger, der kan forstyrre politikkens hensigt.

Et nyt studie af Lisa Powell og Julien Leider (begge University of Illinois Chicago), der er netop er udgivet i PLOS One, undersøger effekten af en afgift på sodavand, og kan præcist informere om hvordan folk faktisk kompenserer. Forfatterne vurderer rent praktisk afgiftens effekter ved at sammenligne Seattle, der indførte en særlig afgift på sodavand i 2018, med Portland der ikke gjorde. Afgiften gjorde sodavand cirka 20 procent dyrere og var helt åbenlyst indført for at bekæmpe fedme blandt indbyggerne i Seattle.

Problemer for hele den politiske agenda er, at Powell og Leider finder at mens sodavandssalget faldt, førte afgiftsstigningen efter to år til en stigning i ølsalget i Seattle på syv procent! Som bl.a. Christopher Snowdon, der leder indsatsen i ’lifestyle economics’ hos the Institute of Economic Affairs i London, pointerede i en omtale i Reason Magazine, indebærer den slags kompenserende adfærd at politikkens hovedformål stort set bryder sammen: Hvis folk skærer ned på deres colaforbrug, men i stedet begynder at drikke flere øl, er det ikke klart at de taber sig. Med andre ord holder de ikke op med at drikke ting de kan lide, fordi én af dem bliver gjort dyrere af politik.

Powell og Leiders nye studie er dermed en påmindelse til borgere og i særlig grad politikere om, at man ikke blot kan se på én type politik og ét outcome af politikken. Gør man det, kan man lynhurtigt konkludere, at politikken virkede – folk holdt op med at drikke cola, holdt op med at se andre mennesker, holdt op med at læse bestemte bøger… Men menneskers almindelige og helt rationelle kompenserende adfærd betyder, at man er tvunget til at se på et bredt spektrum af adfærd for at få viden om, hvad der faktisk sker. Og evidensen for kompenserende adfærd minder en om, at almindelige mennesker faktisk er langt mere kompetente og rationelle, end visse politikere og ’eksperter’ går rundt og forestiller sig. Ignorerer man det, begår man regeringsfejl.

Et ellers veluddannet og -informeret publikum var forleden forbløffede, da jeg i et foredrag om USAs økonomi dokumenterede, at gennemsnitsindkomsten i den amerikanske stat med højest købekraft – North Dakota – er 77 procent større end i den fattigste stat, Mississipi. Det samme gør sig tydeligvis gældende, når man taler om verden: Folk har ikke ret meget viden om, hvor rige eller fattige mange andre steder er. Derfor viser vi idag netop dét gennem et farvekodet kort. Kortet viser hvor stort privatforbruget var per indbygger i 2019, hvor alle lande i verden som vi har data for, er inddelt i otte kategorier på en logaritmisk skala fra sort til hvid. Der er således ikke tale om bruttonationalindkomst, men om den del af nationalindkomsten, som folk rent faktisk selv råder over. Dataene er fra Penn World Tables, version 10, suppleret med data fra the CIA World Factbook for de lande, der ikke er dækket af Penn.*

Det burde næppe være en overraskelse, at de fattigste lande (sorte og mørkegrå markeringer) næsten alle er i Afrika syd for Sahara. Der er ingen, jeg har talt med, der nogensinde har haft illusioner om nogen form for velstand i DR Congo, den Centralafrikanske Republik, eller Somalia. De eneste undtagelser er det krigshærgede Yemen, Papua Ny Guinea, Turkmenistan og Haiti; hvis vi havde haft data, havde Nordkorea med stor sandsynlighed også ligget i den værste kategori. Det samme gælder for den tredje gruppe (de lilla lande), hvor alle er i Afrika, enkelte i Asian, og Syrien som undtagelsen udenfor.

Folk tager derimod ofte fejl, når de begiver sig ind i diskussioner udenfor disse ekstremt fattige steder. Den røde gruppe, der dækker lande med privatforbrug i 2019 mellem 3500 og 5500 dollars, indeholder således ikke blot Algeriet, Marokko og Indien, men også Belize, Nicaragua og Iran. Ligeledes er mange mennesker – inklusive mange af de studerende, jeg har haft – ofte overraskede over at det sydlige Afrika, der dækker Botswana, Namibia og Sydafrika, har nogenlunde samme privatforbrug som store dele af Latinamerika, Albanien og Indonesien. Fortsætter Botswanas udvikling uforstyrret efter nedlukningskriserne, vil landet indenfor meget få år rykke ind i den grønne kategori.

Den anden fejltagelse, rigtigt mange mennesker gør, er at tro at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største af de 195 lande, der er dækket på kortet, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Det er for eksempel sigende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 procent højere end Storbritannien, har briterne i gennemsnit 13 procent større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 procent bliver omregnet til cirka 20.000 kroner per år per indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kroner for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 procent større privatforbrug end danskerne.

Vores opfordring idag er derfor at tage et godt kig på kortet og se, om ens forestillinger om velstand i verden passer på fakta. Hvor mange af vores læsere vidste for eksempel, at det gennemsnitlige privatforbrug i Malaysia i 2019 var ni procent højere end i Ungarn? Hvis man skal have en informeret debat om fordele og ulemper ved det danske samfund og dansk politik i forhold til alternativerne, er det vigtigt at have denne type fakta på plads.

* Som altid deler vi gerne alle data med interesserede læsere. Det kræver blot en mail til overtegnede.

Det var derfor en stor og meget glædelig overraskelse, da Mike Graham fra britisk TalkRadio forleden dag havde et glimrende interview med to briter, der ramte hovedet på sømmet. Klart og tydeligt, glimrende formidlet og så indlysende, at jeg ikke kunne være mere enig. De to understreger for eksempel, at i ethvert demokrati er politikerne befolkningens tjenere! Men det sidste halvandet år har langt de fleste politikere opført sig som om befolkningen er eller bør være deres underdanige undersåtter, og at de har ret til at styre dens liv. Den største overraskelse var, hvem der var så tydelige, gennemtænkte og velovervejede: Interviewet var med Richard og Fred Fairbrass – bedre kendt som duoen Right Said Fred. Ja, popgruppen der havde globale hits med I’m too Sexy og Don’t Talk just Kiss i starten af 1990erne! Men måske er det ikke så underligt, når man overvejer hvor underlig resten af verdener er i dag. Under alle omstændigheder er hele interviewet varmt anbefalet, og en god måde at bruge et lille kvarter på i weekenden.

Disse tal er relativt høje i en international sammenhæng, med en delvis undtagelse i Finland. Nok er et af de lande i verden med højest valgdeltagelse i dag Australien, hvor 91,9 % af de stemmeberettigede stemte i 2019. Der er bare den detalje, at det er obligatorisk at stemme i Australien. Det samme gælder Belgiens høje deltagelse, da det ganske enkelt er lovligt påkrævet. Mere almindelige lande er f.eks. Storbritannien, hvor knap 66 % af de berettigede har stemt i parlamentsvalg de sidste 20 år. Et andet er USA, som ofte fremhæves som problematisk pga. den lave valgdeltagelse. Mens deltagelsen til det meget ombruste præsidentvalg i 2020 var 66,8 %, det foregående i 2016 var mere almindeligt med 55,7 %. Man må her som altid dog huske, at det ofte er bedst at tænke på USA som forskellige lande. De laveste valgprocenter i de to valg var 55 % i Oklahoma og 43 % i Hawaii, i henholdsvis 2020 og 2016, mens valgdeltagelsen begge år toppede i Minnesota med 80 og 74 %. Pudsigt nok kommer det mest skandinaviske sted i USA dermed tættest på skandinavisk valgdeltagelse.

Spørgsmålet i dag er dog, hvor gammel den nordiske tradition for valgdeltagelse egentlig er. Svaret, der tydeligvis kan ses i figuren nedenfor, er at traditionen stammer fra efterkrigstiden. Går man tilbage til 1920erne og 30erne lå dansk valgdeltagelse meget cirka omkring 75 % og derfor præcist på linje med den britiske på samme tid. De andre nordiske lande lå en tand lavere, omend både Island og Norge havde valg med særligt høj deltagelse. Går man længere tilbage kan man meget tydeligt se transitionen fra meget svingende deltagelse i Danmark mellem 20 og 40 %, lav deltagelse i de første svenske valg, og en norsk deltagelse i 40erne, da landet var underlagt Sverige.

Med andre ord stiger valgdeltagelsen fra 32,5 % af de 204.240 stemmeberettigede danskere i 1849 gradvist til et niveau omkring 70 % først i 1900-tallet og derefter til det nuværende niveau efter anden verdenskrig. En meget lignende, noget ustabil udvikling kan ses i de andre nordiske lande.

Svaret på dagens spørgsmål er derfor tydeligt: I mellemkrigsperioden lignede de nordiske landes valgdeltagelse den, man på samme tid så i andre udviklede, vestlige lande, og det særligt høje niveau (uden tvang) er et efterkrigsfænomen. Rent umiddelbart ser det endda ud til at være forsvundet i Finland de sidste 20 år. Hvorfor valgdeltagelsen steg er et helt andet spørgsmål. Det kan ikke være fordi folk ikke kunne læse eller følge med – som vi kommer til at dokumentere senere på sommeren. Det er heller ikke sandsynligt, at det er sket pga. urbanisering, da de første valg i både Danmark og Norge ofte blev administreret af sognepræsten udenfor byerne. Der var derfor ikke særligt langt hen til valgstederne. Udviklingen mod meget høj valgdeltagelse i de nordiske lande skete over en lang årrække før 1950, men hvorfor den skete er derfor et åbent spørgsmål, som vi opfordrer læserne til at tænke over.

Det er ikke mindst af den grund, at mange er bekymrede for den ekstreme grad af ensretning i den journalistiske dækning af viruspolitikken og virussens udvikling, som vi har oplevet siden marts sidste år. Når det gælder lovligheden af en række af regeringens tiltag, vågnede visse medier – inklusive Berlingske, BT og Børsen, op i efteråret og begyndte at udgive skeptisk, undersøgende journalistisk. Gælder det selve approachen – at lukke samfundet ned og styre alt med hård, politisk hånd – er det foreløbig kun og udelukkende enkelte journalister på Weekendavisen, der har udvist almindelig journalistisk skepsis. En pudsig detalje er, at den ene af dem ikke engang er uddannet journalist, men er phd i neurobiologi.

Det er ikke kun Danmark, der oplever disse problemer, men størstedelen af den vestlige verden. Journalister er holdt op med at håndhæve journalistiske normer, videnskabelige diskussion og skepsis bliver stemplet som fake news, og et af resultaterne er, at almindelige mennesker holdes i et jerngreb af dybt irrationel frygt. En del af disse problemer blev forleden diskuteret i en samtale mellem Matt Kibbe og Peter Boettke, som kan ses nedenfor. De to nævner for eksempel, hvordan cirka halvdelen af alle demokrater og en ganske stor del af republikanske vælgere i en ny undersøgelse mente, at halvdelen af alle coronasmittede bliver indlagt på hospitalet. En anden undersøgelse viste, at mange briter tror, at cirka 8-10 % af befolkningen er døde af corona. Misinformationen og den totale ensretning af adfærd og civilsamfund har alvorlige konsekvenser.

En af Boettkes måske mest interessante pointer er, at vi intellektuelt har taget et skridt tilbage til 1970erne. I Danmark er det blandt andet overvældende tydeligt reflekteret i statsministerens udsagn om, at det var en ’gammeldags’ måde at se tingene på, når man går ud fra at statsgæld skal betales tilbage, og forleden da erhvervsministeren påstod, at bankernes rentepolitik er helt uafhængig af de renter, Nationalbanken sætter. Det gælder dog også i meget bredere forstand, idet mange borgere – og de fleste politikere – ganske pludseligt er begyndt at tro på statens guddommelige evner og viden. Man er effektivt tilbage til 1970ernes tro på, at en lang række forhold, som ikke kan vides er åbenbaret for statens politikere og embedsværk, selvom ingen privatindivider har den viden, og også den dybt ideologiske idé, at politik er fundamentalt god.

Stiller man spørgsmålet, hvem der får lov til at definere fortællingen om epidemien, åbner det således op for en langt bredere diskussion om, hvad det er for et samfund en flok dybt inkompetente, uhæderlige politikere – og ja, det er faktisk min ærlige mening om dem efter 15 års erfaring med dem – er ved at skabe? Er man med på at starte weekenden med tanker om det liberale samfund versus hvad der bygges for tiden, kan Kibbe og Boettke anbefales varmt.

Desværre er verden meget langt fra perfekt, eller bare nogenlunde acceptabel. Det understreges endnu en gang af organisationen Reporters without Borders, der for få dage siden udgav 2021-udgaven af deres World Press Freedom Index. Indekset, der måler hvor store overgreb der begås mod pressen og i hvor høj grad, den kan skrive hvad den vil, viser igen i år, at pressefriheden er under pres i store dele af verden. Det gælder også en række stabile demokratier, hvor Tysklands pressefrihedsindeks er gået fra 12,2 i 2020 til 15,2 i år, mens bl.a. Bulgarien, Estland og Luxembourg har set lidt mindre forværringer. I den autokratiske del af verden er statens greb om pressen strammet ganske voldsomt i særligt Iran, Laos og Nicaragua. Situationen er forværret af, at der er så få politikere eller medier, der rent faktisk skriver eller taler om den (i dag med undtagelse af Flensborg Avis).

Mens der absolut er modeksempler – Burkina Fasos indeks på 23,2 er væsentligt lavere end mange demokratiers, mens Indiens og Mexicos 46,6 er meget værre end en række autokratier – er der klare mønstre i pressefrihedsdataene. Vi illustrerer dem i figuren nedenfor, der viser den gennemsnitlige pressefrihed i tre typer demokratier og tre typer autokratier: Parlamentære demokratier (f.eks. Danmark), blandede (f.eks. Tyskland) og præsidentielle demokratier (f.eks. USA), og civile (f.eks. Nicaragua), militære (f.eks. Myanmar) og royale autokratier (f.eks. Saudiarabien). En pudsig detalje er, at mens der ikke er nogen klar forskel mellem typer af autokratier, har præsidentielle demokratier ofte ringere pressefrihed end andre. Den store forskel er dog mellem demokratierne med et gennemsnit på 26,1 og autokratier, der har et gennemsnit på 46,6.

Der er dog andre særlige forhold, der kan overraske, og særligt et som vi illustrerer i den anden figur i dag: Det er umiddelbart ligegyldigt, hvor lang tid et land har været demokratisk. Som figuren (hvor de blå markører er demokratier og de røde er autokratier) viser, er der ikke noget generelt mønster der indikerer, at gamle eller etablerede demokratier har mere pressefrihed end nye.

Derimod, som de tyrkiske og ungarske eksempler (i dagens tredje figur) illustrerer, kan selv etablerede demokratier bryde sammen, og sammenbruddet og skredet mod autokratier starter som oftest med angreb på pressefriheden. Ethvert angreb på pressens fulde frihed til at skrive hvad den vil – inklusive det danske eksempel fra efteråret, hvor embedsværket i justitsministeriet ringede til adskillige aviser og fortalte dem, at de skulle lade være med at bruge ordet ’grundlovsbrud’ – er angreb på demokratiets sjæl. De bør behandles sådan af alle demokratisk-sindede borgere.

Jeg er derfor med i et nyt borgerforslag om at lukke Danmark op igen. Alle kan naturligvis danne deres egen mening – og vi håber at de bl.a. bruger Punditokraterne til det – men hvis man er interesseret i at lukke ned for efterkrigstidens største forfejlede politiske eksperiment, opfordres man til at skrive under.

Borgerforslaget er her.

Allerede først på sommeren i 2020 vurderede Nobelprisvinderen Michael Levitt fra Stanford University, at historien ville dømme de politiske reaktioner på den nye coronavirus som ”en historisk evidensfiasko.” Levitt er efterfølgende, ligesom hans ekstremt meriterede kollega John Ioannidis (en af verdens mest citerede forskere), blevet udelukket fra mange diskussioner, blevet ’uinviteret’ til konferencer, og behandlet virkeligt voldsomt af både politikere og på de sociale medier. Deres brøde har været, at de har holdt fast i videnskaben og i særlig grad den empiriske videnskab – hvad data fra den faktiske verden kan fortælle os. Teori og logiske argumenter kan være meget fine, men uden empirisk viden er vi reelt tilbage i middelalderen, og ender med at føre middelalderlig politik. Det er netop sket de sidste ti måneder.

Et af de meste synlige redskaber i ’kampen mod corona’, som regeringen og myndighederne i måneder har tvunget den danske befolkning til at bruge, er således mundbind. Vi er tvunget til at maskere os i offentligheden – i direkte modstrid med anden lovgivning, der faktisk forbyder det – og kan derfor ikke vise vores ansigter, udtryk eller andet overfor andre mennesker. Det betyder blandt andet, at børn ikke længere kan afkode deres forældres umiddelbare reaktioner overfor andre mennesker, hvilket har gjort tillidsforskere decideret bekymrede. Men hvis nu mundbindene faktisk forhindrer nogen i at blive smittede og dø af den nye virus?

Havde man taget forskningen alvorligt, i stedet for – i en serie eksempler på politisk action bias på steroider – at tvinge folk til at lide afsavn og voldsomt ubehag, havde man aldrig indført det hadede mundbindskrav. En helt ny gennemgang af litteraturen fra influenzaforskning i maj-nummeret af Emerging Infectious Diseasesviste således da de første krav indførtes, at mundbind og andre former for masker i det offentlige ikke påvirker denne type viras udvikling. Som forskerne konkluderede fra deres gennemgang af den litteratur, der bruger rigtige, randomiserede eksperimenter:

” Although mechanistic studies support the potential effect of hand hygiene or face masks, evidence from 14 randomized controlled trials of these measures did not support a substantial effect on transmission of laboratory-confirmed influenza. We similarly found limited evidence on the effectiveness of improved hygiene and environmental cleaning.”

Efterfølgende er der i 2020 udført to store, randomiserede kontroleksperimenter, der kan informere om effekten af mundbind. Det ene blev gennemført af danske læger i samarbejde med Salling Group, mens det andet udførtes i samarbejde med the US Marine Corps; vi har tidligere omtalt begge studier som blev publiceret i henholdsvis i Annals of International Medicine og New England Journal of Medicine. Ingen af dem fandt en statistisk sikker effekt af mundbind, og selvom statistikudfordrede danske journalister påstod, at det gjorde de nok, fandt det amerikanske studie rent faktisk en direkte negativ – men statistisk insignifikant – effekt. De to nye studier, der specifikt så på Sars-CoV-2, bekræftede således det som også WHO skrev i deres litteraturgennemgang fra 2019: Mundbind udenfor kontrollerede hospitalssammenhænge virker ikke.

Det samme problem gælder, som denne blogs læsere må vide, effekten af økonomiske og samfundsmæssige nedlukninger. Den irske bioingeniør Ivor Cummins vedligeholder en liste over empiriske studier af nedlukningseffekter, og således både de intenderede og bivirkningerne. Ikke alle de 26 studier, som Cummins pt. har på listen, er lige gode, men omtrent 20 af dem er veludførte, valide og informerede. Ligesom Jonas Herby gør i en ny litteraturoversigt er konklusionen fra Cummins-oversigten, at nedlukninger i bedste fald har en meget begrænset effekt, og med ganske stor sandsynlighed overhovedet ingen effekt har haft på virussens udbredning og det samlede dødstal i 2020. Fornylig nåede Kasper Kepp (DTU) og jeg samme konklusion i Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland, vores studie af de ekstreme nedlukninger i dele af Nordjylland. Nedlukninger af samfundet nytter ikke.

Mange mennesker, inklusive visse epidemiologer, mener at det bare ikke kan være rigtigt. De lader således deres tro på politik overdøve den videnskabelige evidens, de som forskere med akademisk integritet burde sætte øverst. Det burde bare ikke overraske dem, da en række andre nye resultater underminerer andre dele af politikken, men også giver klare forklaringer på hvorfor nedlukninger osv. er ligegyldige.

For det første viser adskillige studier, at skolelukninger ikke kan være effektive, da børn sjældent smittes og er endnu mindre tilbøjelige til at smitte andre. Der er for eksempel evidens fra Norge og Sverige, der klart indikerer den minimale smitterisiko og hvordan lærere ikke har nogen forhøjet risiko. Alligevel har lærere og pædagoger i både Danmark og Storbritannien argumenteret for, at de skal vaccineres først fordi de er i særlig fare.

På samme måde peger flere nye studier på, at folk uden symptomer stort set ikke smitter andre. De nye studier har derfor en ganske simpel og indlysende konklusion: Hvis du er syg skal du blive hjemme. Den konklusion burde være ukontroversiel, men er på politisk vis blevet til en såkaldt ’anbefaling’ – der endda håndhæves af politiet i visse lande – at hvis du eksisterer, skal du blive hjemme.

Men hvis folk uden symptomer ikke smitter, hvorfor skal de (og resten af os) så isoleres? Når asymptomatisk smitte er en meget lille bekymring, river det således tæppet væk under nedlukningsstrategierne. Det samme gælder langt de meste ny forskning, der bruger faktiske data. Denne forskning står derfor i modstrid med meget forskning, der stadig bliver ved med at hvile på computermodellering af scenarier, hvor effekterne i virkeligheden ligger i modellens – og dermed forskernes – antagelser om virkninger.

Det måske mest absurde er, at der i virkeligheden intet nyt er i den nye forskning. Graver man lidt på internettet og læse WHOs epidemiguidelines fra efteråret 2019, er de meget klare: Økonomiske nedlukninger, grænselukninger, isolation og de mange andre tiltag, vestlige regeringer har pisket ned over deres befolkninger i 2020, virker ikke. WHO understregede endda i 2019, at mange af disse tiltag på lidt længere sigt kunne have svært negative, utilsigtede konsekvenser. Det ser man i dag i bl.a. Japans og Belgiens selvmordsrater, kræftudviklingen i adskillige vestlige lande, og ikke mindst de massive fattigdomsproblemer, som nedlukningerne i den selvforskyldte økonomiske krise skaber i verdens fattige lande. Disse fattigdomsproblemer kommer med deprimerende stor sikkerhed til at slå langt flere mennesker ihjel, end den nye virus har gjort i Vesten. At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.

For at se, at det faktisk kan gøre en forskel, bringer vi to eksempler nedenfor. I hvert eksempel er der fem typer vælgere med fem forskellige præferencer for to kandidater, A og B. Type 1 har for eksempel otte, der stærkt foretrækker A fremfor B og 2, der foretrækker B fremfor A. Men i gruppe B foretrækker to A, mens de er stærkt imod A og tre er ligeglade. Forskellen er, at kun 4 i denne gruppe klart foretrækker B.

Med disse præferencer blandt vælgerne vil 22 stemme for A og 17 for B under et helt almindeligt system. Hvis man også tillader vælgerne at stemme imod kandidater, der ikke kan lide, giver det samme resultat: A vinder. Men læg mærke til, hvad der sker hvis man ændrer vælgernes præferencer en smule, som vi gør i Eksempel 2. Her vinder A stadig under et almindeligt system, men hvis man også får mulighed for at stemme imod kandidater, man er stærkt imod, vinder B! Forskellen er, at i det andet eksempel er de to kandidater mere polariserende, og kandidater der ikke blot tiltrækker vælgere, men også undgår at støde andre fra sig, har større vinderchancer.

I det amerikanske tilfælde er det sandsynligt, at Trump taber under alle omstændigheder. Men givet hans enorme upopularitet hos vælgerne, er det også sandsynligt, at valgresultatet ville blive endnu klarere, hvis man kunne stemme imod ham. I det danske tilfælde er det anderledes interessant at overveje, hvad der ville ske med partisammensætningen i Folketinget: Hvor mange ville for eksempel stemme aktivt imod Dansk Folkeparti og Enhedslisten, og efter det tiltagende coronadiktatur i år, hvor mange ville stemme imod Mette Frederiksen?

Muligheden for at stemme imod en politiker eller et parti – at afgive en negativ stemme – kan derfor i visse situationer føre til meget anderledes resultater af valg, og anderledes incitamenter for dem, der er på valg. Muligheden for at stemme negativt er sjov at tænke over, og måske også en god øvelse for dem, der påtænker en karriere i politik. For dem der allerede er der, er der næppe noget håb. 

Det drejer sig om Montenegro, der havde parlamentsvalg den 30. august. Valget var det 11. siden 1990 der tillod forskellige partier, og det femte i et officielt uafhængigt Montenegro. Indtil videre har de cirka 650.000 indbyggere i det ekstremt naturskønne land således kunnet stemme på forskellige partier med meget forskellige ideologiske positioner og idéer, men med næsten total sikkerhed for, at det parti som Milo Đukanović repræsenterede eller støttede ville vinde. Der har med andre ord været flerpartivalg, men uden at de var reelt frie og uden at de førte til et magtskifte – landet har været et ’elektoralt autokrati’.

Đukanović har siddet tungt på magten siden Jugoslavien og kommunismen på Balkan brød sammen i 1991. Han var således premierminister 1991-98, præsident fra 1998-2002, igen premierminister 2003-2006, 2008-2010 og 2012-2016, og har været præsident siden 2018. Hans regering har siddet relativt tungt på de fleste medier i landet og har ofte opført sig hårdhændet overfor lidt for åbenmundede politiske modstandere. Derudover har adskillige journalister og eksperter peget på, at Đukanović-familien har haft forbindelse til smugleri af cigaretter til Italien og Østrig, og måske har lidt for tætte kontakter til Montenegros mafia. Đukanović-regimet er derfor ofte blevet karakteriseret som et halv-autokratisk kleptokrati, og Đukanović selv er en af verdens rigeste politiske ledere.

Meget af den situation kan nu begynde at ændre sig, omend det sandsynligvis kommer til at gå langsomt. Ved valget i august vandt en koalition af oppositionspartier magten, og det ser ud til at alle andre politiske aktører, inklusive Milo Đukanović, accepterer den siddende regerings nederlag. Koalitionen består i sig selv af tre løst sammensatte partier eller valgkoalitioner: For en Fremtid for Montenegro (Za budućnost Crne Gore), Fred er vores Nation (Mir je naša nacija) og Den Forenede Reformbevægelse (Građanski Pokret Ujedinjena reformska akcija, også kaldet Blå og Hvid). De er henholdsvis en konservativ og populistisk valgkoalition, et såkaldt’big tent’ centerparti eller koalition med pro-europæiske tendenser, og en centrum-venstre koalition med en reform- og antikorruptionsagenda.

Man kan naturligvis ærgre sig over, at den nye regering har meget stærke pro-serbiske og pro-russiske tendenser. Det lille land rykker næppe meget i det internationale billede, men det er ikke ligefrem den retning, man håbede for et land, der stadig kæmper med resterne af en kommunistisk økonomi og et planøkonomisk mindset. Omvendt er det et enormt plus, at oppositionen endte med at vinde valget på trods af at den siddende regering endnu engang har brugt Montenegros knap så frie medier til dens fordel. V-Dem-projektet placerer således den montenegrinske mangel på pressefrihed som nummer 70 af 179 lande (omgivet af Armenien, Rwanda og Uganda, med Nordkorea som nummer et), når det gælder frihed fra censur, og nummer 58 når det gælder frihed fra at journalister bliver forulempede. Det er således også et plus for medierne selv, at der i det mindste kommer en periode, hvor de kan ånde frit.

Sidst, men ikke mindst, er det en mulighed for befolkningen i landet, at et reelt fungerende demokrati kan begynde at tage fat på en lang række institutionelle problemer, der betyder at landet stadig er langt fattigere end nabolandet Kroatien. Montenegro er trods landets størrelse rigt på ekstraordinært smuk natur, sandstrande ved Adriaterhavet, og en særlig historie som fyrstendømme. Meget kan stadig gå galt – det er trods alt Balkan – men foreløbig har vi et stort tillykke til Europas nye demokrati.

Et af de store spørgsmål er derfor, hvordan de epidemiologiske modeller kan være så næsten latterligt forkerte.

I en ny artikel med titlen ”Public health lessons learned from biases in coronavirus mortality overestimation” dokumenterer Ronald Brown, hvordan centrale forskere og ledere af sundhedsagenturer siden først på året har forvekslet to mål og været tydeligt begrebsforvirrede. En leder i februar i det prestigiøse New England Journal of Medicine, skrevet af ledere fra de amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases og Centers for Disease Control and Prevention, vurderede at konsekvenserne af Covid-19 i sidste ende kan vise sig at være sammenlignelige med en alvorlig influenzaepidemi, men de ved det ikke. I en parentes i lederen, skriver de at influenza har en ”case fatality rate of approximately 0.1%.” Det er bare ikke rigtigt: Influenza har en infection fatality rate på 0,1 % og forskerne – som også omfatter chefen for det amerikanske CDC, Anthony Fauci – forveksler case og infection fatality.

Som Brown forklarer: ”A case fatality rate (CFR) is defined as the proportion of deaths among confirmed cases of the disease. CFRs indicate the disease severity, while an infection fatality rate (IFR) is defined as the proportion of deaths relative to the prevalence of infections within a population.” Det glemte epidemiologerne, som misklassificerede deres mål ved at forveksle CFR og IFR, og endda gentog fejlen i en høring i den amerikanske kongres. Som Brown opsummerer situationen: ”A comparison of coronavirus and seasonal influenza CFRs may have been intended during Congressional testimony, but due to misclassifying an infection fatality rate as a case fatality rate, the comparison turned out to be between an adjusted coronavirus CFR of 1% and an influenza IFR of 0.1%.”

De amerikanske politikere – og resten af verden – modtog således rådgivning baseret på en sammenligning mellem to tal, der ikke kan sammenlignes. Groft sagt er den relevante CFR cirka ti gange så stor som samme virus IFR. Det ser således også ud til at være dette forkerte tal, som endte i Imperial Colleges modeller, der lidt senere skulle indgå i de fleste politikere og meningsdanneres beslutninger.

Forvirringen er pinlig, ikke mindst fordi der har vist sig at mangle enhver faktakontrol hos sundhedsmyndigheder de fleste steder i verden. Fejlen blev først opdaget og offentliggjort, da en forsker fra University of Waterloo slog alarm. Så hvad skal man tro og hvad skal man forvente sig af udviklingen? Er man interesseret, er den irske bioingeniør og forfatter Ivor Cummins absolut værd at følge. Her er hans sidste corona-update, hvor han omhyggeligt gennemgår dataene og bl.a. viser, hvordan pandemien basalt set er overstået de fleste steder i verden.

Sundhedseksperter har gentagne gange understreget, at man kun redder folk fra at dø i det omfang at man undgår kapacitetsproblemer, og dem har de færreste lande oplevet. Mens de fleste kommentatorer og politikere meget simpelt regner med, at nedlukning har virket – og derefter har enkelte vovet at stille spørgsmålet, om den måske var for dyr – er det ikke sådan forskning virker. Punditokraterne er lige så forskningsbaseret som værdibaseret, og vi stiller derfor det store spørgsmål i dag: Ser det ud til, at nedlukningerne af de vestlige samfund har haft effekt udover de enorme økonomiske omkostninger? Det gør vi på to forskellige måder.

Vi fokuserer først på en sammenligning af 32 lande, der har haft tilstrækkeligt mange dødsfald til at man kan ’se’ en klar kurve, og hvor man kan se en klar top på kurven. Det sidste er således grunden til, at f.eks. Chile ikke er med. Vi ser her på tre forhold: 1) Det samlede dødstal per million; 2) hvor hurtigt virussen udviklede sig (målt på hvor mange dage det tog fra det første dødsfald til toppen af kurven); og 3) hvor alvorlig udviklingen var (målt på antal døde per million på den værste dag, dvs. på toppen af kurven). Disse tre serier holder vi op mod et mål for, hvor streng en nedlukning lande har indført. Indekset er fra the Coronavirus Government Response Tracker, udviklet af Oxford Universitys Blavatnik Centre. For at undgå kausalitetsproblemer, og fordi ethvert politisk tiltag mod virus tager omtrent 14 dage at manifestere sig i data, plotter vi vores outcome-variable overfor Blavatnik-centrets indeks 25 dage tidligere.

Hvis nedlukningerne havde virket, burde man kunne se en tydelig, negativ sammenhæng mellem hvor strengt der er lukket ned, og hvor slemt virussen har udviklet sig. De tre figurer umiddelbart nedenfor illustrerer derimod, at den slags sammenhæng ikke er der. Ser man på det samlede antal dødsfald, er der nærmere den modsatte, positive sammenhæng. Mere præcist finder man høje og lave dødstal i lande, der lukkede hårdt ned relativt tidligt, men kun få dødsfald blandt dem, der ikke gjorde, eller gjorde det sent. Den kombination, der ville indikere at nedlukningerne virkede – hård og tidlig nedlukning med lave dødstal – er ikke at finde i data. Fortsætter man til de to næste figurer, er manglen på sammenhæng slående, særligt når man ser bort fra de to åbenlyse outliers (Japan og Belgien). Regulære landesammenligninger, som bruges i stort omfang i samfundsvidenskabelig forskning, indikerer således at nedlukningerne har været helt uden den tilsigtede effekt, og muligvis endda kan have gjort skade. Mens den frivillige, sociale distancering med stor sandsynlighed har gjort en forskel, har politikken været ligegyldig.

Det vil dog næppe forhindre mange politikere i at hævde, at den danske nedlukning virkede, fordi vi ’bare’ kan sammenligne med Sverige. Lad os derfor først få de svenske fakta på plads. Mens dødstallet i Sverige er markant højere end i Danmark, dækker det også over stor heterogenitet. Dødstallet per million indbyggere udenfor regionen omkring Stockholm er 148, i de tidligere danske områder Skåne, Halland og Blekinge er det 100, og i Skåne er det 91. Disse tal skal sammenlignes med 96 døde per million i Danmark og 169 i den danske hovedstadsregion. Det høje svenske dødstal er koncentreret omkring hovedstaden, og som Lone Frank påpegede i Weekendavisen fredag, er det i betydelig grad et resultat af, at svenskerne var uheldige at få smitte allerede tidligt på flere af de meget store plejehjem i Stockholm. Dette eksempel indikerer, at de svenske dødstal, der er langt højere end de danske og norske, måske er et resultat af uheld i stedet for en ’mangel’ på politisk respons.

Dette syn understøttes nu af ny forskning fra Benjamin Born, Alexander M. Dietrich og Gernot J. Müller, der i Do Lockdowns Work? A Counterfactual for Sweden bruger den syntetiske kontrolmetode til at vurdere, hvor mange flere dødsfald, Sverige har fået fordi landet ikke lukkede økonomien ned (ungated version her). Metoden, som vi har skrevet om metoden tidligere (læs her), virker ved at den skaber en dobbeltgænger for det land, man vil se på. Det sker ved at man matcher et vægtet gennemsnit af sammenlignelige lande til udviklingen i ens land før en vis politik indføres (eller som her, netop ikke indføres). Man kan derfor sammenligne den faktiske udvikling efter det politiske skift med udviklingen i dobbeltgængeren, der viser hvad der ville være sket uden skiftet.

Resultatet kan aflæses i de to figurer ovenfor, der begge er taget direkte fra papiret. Som den første viser, finder Born, Dietrich og Müller absolut intet, der tyder på at Sverige har oplevet flere tilfælde end hvis landet havde lukket ned. På den anden figur kan man også tydeligt se, at dødstallet faktisk ikke er højere end i den syntetiske counterfactual. Den svenske kurve er ganske enkelt nogle dage foran kurven uden en nedlukning, men på ingen måde anderledes, og dens udvikling indikerer også konvergens til det samme, endelige dødstal.

Konklusionen er klar og så velunderbygget som det kan lade sig gøre: Sveriges valg ikke at lukke samfundet ned har ikke ført til flere dødsfald. Eller sagt på en anden måde: Det ser ikke ud til, at Sveriges naboer – der alle valgte at lukke samfundet ned på cirka samme tidspunkt – har oplevet nogen sundhedseffekt af nedlukningerne. Om man ser på landesammenligninger som vi har gjort ovenfor, eller stiller skarpt på det land, der har gjort det anderledes, når man samme konklusion. Nedlukningerne har ikke virket.

I stedet følger vi Bents understregning af, hvordan den faktiske trussel ser ud i dag relativt til tidligere. En del af grunden er, at jeg faktisk har forskning i terrorisme for tiden – i ét projekt sammen med Stefan Voigt (f.eks. her) og i et andet med Lasse Eskildsen – og derfor har alle data osv. fra the Global Terrorism Database klar. Vi ser på to måder, at måle det på: Risikoen for, at et land oplever mindst ét angreb i et givet år, og det gennemsnitlige antal angreb per million indbyggere. Vi plotter begge dele for både alle de 162 lande med fuldt datasæt og alle lande, der var demokratiske (de stiplede linjer) i et år.

Den første figur viser den gennemsnitlige risiko for, at et land bliver ramt af mindst et angreb mellem 1970 og 2016. Figuren demonstrerer tydeligt, hvordan flere og flere lande blev ramt i løbet af 70erne og ind i 80erne, og at det i særlig grad var demokratiske samfund, der blev ramt. Toppen nåede verden i 1991-92 – næsten tre fjerdele af verdens lande oplevede terror i de år – hvorefter truslen faldt markant. I dag er truslen i de demokratiske samfund cirka tilbage på det niveau, man oplevede i midten af 70erne.

Den anden figur illustrerer, hvor intensiv truslen var. Den viser igen en stigning i 70erne, men også en veritabel eksplosion i trusselsbilledet først i 80erne. Italien var således hårdt ramt, ligesom det demokratiske Vesttyskland led under terrorister, der blev beskyttet af det østtyske Stasi. Der var tale om navne, som nogle af os voksede op med i nyhedsbilledet: Rote Armee Fraktion, Brigate Rosso, the Irish Republican Army, og the Popular Front for the Liberation of Palestine der var almindeligt kendt som PFLP og havde en decideret samarbejdsaftale med de danske Venstresocialister. Man har også glemt historierne om f.eks. den rent kvindelige M19, der blandt andet sprængte en bombe i den amerikanske kongres.

Siden en kortvarig spids i starten af er det tydeligt i dataene, at terrortruslen er styrtdykket. Det gæler også i Danmark, der faktisk er relativt gennemsnitligt for verdens demokratier. Niveauet har ligget meget lavt siden først i 00erne, og på niveau med starten af 70erne. Når man således – som f.eks. både den nuværende og forhenværende statsminister – indikerer, at der nærmest er en historisk trussel, er det derfor faktuelt forkert. En del af den stigning siden 2005 i den ekstensive risiko, som kan ses på den første figur, er for eksempel en refleksion at, at der er relativt flere lande, der oplever angreb, men per land er der færre angreb. Med andre ord er noget af det, der kan se ud som en markant stigning, simpelthen en konsekvens af at eksisterende terrorisme bliver spredt tyndere ud over flere lande.

Bent Blüdnikow har derfor ret: Terrortruslen i dag er i virkeligheden relativt lav i forhold til, da mange af os var børn. Den tids terrorisme er bare glemt – måske ofte fordi den var så tydeligt venstreekstremistisk, og dele af venstrefløjen ingen interesse har i at minde folk om dén side af deres bevægelse – men var ikke mindre virkelig. Så før vi giver efter og accepterer politikeres argumenter for overvågning af danskerne, logning af vores teledata og andre drakoniske indgreb, skal man måske have sine fakta i orden. Fakta er, at truslen fra terrorister er til at overse.

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

 For an individual to prosper, he only needs to have a job.  But society can only prosper if individuals do a job, if they create goods and services that someone wants.

Man må spørge sig selv, hvor mange politikere, der forstår forskellen: Har man formelt set et arbejde, eller gør man faktisk et arbejde, der netto bidrager positivt til samfundet? Man kan naturligvis spørge, om de fleste politiker faktisk bidrager positivt til samfundet – mit umiddelbare svar er et tordnende nej – men det mere centrale er, om de jobs, der ’skabes’ politisk, også bidrager. De svenske erfaringer med at forsøge at holde arbejdsløsheden nede med politiske midler er skræmmende: Fra midten af 1950erne, da landet for alvor begyndte a opbygge en velfærdstat med fuld beskæftigelse, til midten af 1990erne skabte Sverige netto ingen nye jobs i den private sektor – hele jobtilvæksten over fire årtier skete i den offentlige sektor.

Er det måske ikke på tide, at danske politikere, ikke mindst dem der begejstret taler om nye jobs på letbaner og andre nonsensprojekter, ser og forstår Caplans fundamentale skelnen mellem at have arbejde og at gøre et stykke arbejde.