Ser man på de seneste meningsmålinger, eller ser man på den politiske situation med det Radikale Venstres nye plan, eller blot på de sager der bliver ved med at vælte ud af skabene i regeringen, virker det ikke videre sandsynligt at Frederiksen har lyst til at udskrive valg i efteråret. To meningsmålinger, fra henholdsvis Gallup og Voxmeter, giver begge Socialdemokraterne omkring 23 procent og 42-43 mandater. På trods af en relativt fredelig sommer peger målingerne således ikke blot på et tab af 5-6 mandater, men også et flertal for blå blok. Hvor elendig situationen ser ud for det parti, som Frederiksen og hendes kumpaner har rykket væsentligt mod venstre, illustrerer vi i figuren nedenfor. Den afslører også et andet forhold, som lige nu ser ud til at komme med det næste valg.

Figuren viser socialdemokraternes stemmetal og mandattal (i procent) fra 1884 – det første år partiet blev valgt ind i Folketinget – og til meningsmålingerne i august 2022 yderst til højre. De røde markører viser mandattal for resten af de røde partier, mens de gule markører viser Herfindahl-Hirschmann indekset. Indekset måler hvor koncentrerede mandaterne er i et eller få partier, og går fra 1 (for et etpartistyre) og ned mod 0.

Det umiddelbart mest interessante i figuren er, at den viser hvordan meningsmålingerne indikerer at Socialdemokraterne står til at få deres dårligste valg siden 1913. Selv det elendige valg i 2011, der tvang Helle Thorning til at tage de radikale med i regering, var bedre end meningsmålingerne. Og med det, men ikke kan kalde andet end lortesager – den manglende suspendering af embedsmænd, som minkkommissionen anbefalede man undersøger, Rasmus Prehns misbrug af sit ministerkort, og den generelt arrogante og autokratiske indstilling til stort set alle beslutningsprocesser – må man regne med, at Frederiksen står til endnu ringere meningsmålinger i løbet af efteråret. På den baggrund er det et mysterium, hvorfor hun skulle udskrive valg snart.

Det er dog et andet, meget interessant forhold, som man kan se i figuren. Følger man de gule markører, kan man se at det næste valg står til at levere den mindst koncentrerede mandatfordeling siden jordskredsvalget i 1973. Socialdemokraterne står til at blive største parti, men med tre partier – Venstre, det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne – omkring eller lidt over 20 mandater, og tre andre over ti mandater. Det næste Folketing bliver alt andet end let at navigere politisk i!

Senest har Jeppe Kofod fra sit høje sæde i Europa-Parlamentet erklæret, at handel ikke har egen berettigelse, men først og fremmest har til formål at skaffe beskæftigelse (antageligvis til Kofods vælgere):

Handel er ikke et mål i sig selv, men et middel til at skabe arbejdspladser. Det vil jeg holde @MalmstromEU op på! #eudk #dkpol

— Jeppe Kofod (@JeppeKofod) September 29, 2014

På sin vis har han jo ret i, at handel ikke er et mål i sig selv. Formålet med handel er nok snarere at skaffe varer og ydelser, man gerne vil have, end at holde naboen beskæftiget i en ukonkurrencedygtig virksomhed. Det kan ikke nytte noget, mener MEPen. Selvom de fleste politikere gerne vil fremstå som overbeviste forbrugerforkæmpere, så støtter de ofte en direkte forbrugerfjendtlig told- og handelspolitik.

Man hører igen og igen, at Europa skal ‘beskyttes’ mod for billige import fra Kina og det øvrige udland, selvom titals millioner forbrugere ellers ser ud til at værdsætte, at deres indkomster rækker længere, og at de kan købe et bredere udvalg af varer. Nogle foretrækker endda amerikanske film. Men når det kinesiske styre eksempelvis subsidierer de varer, europæere køber, er det synd for Europa — ikke de kinesiske skatteydere.

Handelsrestriktioner bliver i øvrigt heller ikke mindre skadelige af at være udenrigspolitisk motiverede. Europa og Ruslands udveksling af handelsrestriktioner irriterer eksportører, men afskærer samtidig utallige forbrugere på begge sider af grænsen fra varer, de ellers har værdsat. ‘Concentrated harm’ påfører forbrugerne samme udgifter som ‘concentrated benefits.’

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet …

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

Den gode side er diagnosen. S & SF peger korrekt på en række problemer herunder:

1)      Lav dansk produktivitetsvækst

2)      Dansk uddannelsesniveau

3)      For lange uddannelsesforløb

4)      Fiskal balance på sigt, herunder arbejdsudbud

Det skal de have et point for. Man kunne have forestillet sig mere virkelighedsfjerne oplæg.

Men løsningerne er ikke videre innovative og i mange tilfælde ikke overbevisende.

Programmets store trick er forslaget om 1 times længere arbejdsuge. Det er smart at slå sig op på længere arbejdstid (i stedet for højere skat!) for det lyder jo på en gang besnærende, ansvarligt og solidarisk. Det giver med et trylleslag en masse penge i de svære regnestykker der skal balanceres til sidst i den slags forslag (jf. punkt 4). Så slipper man for upopulære spareforslag eller skatteforhøjelser – danskerne finansierer selv gildet (øget offentlig forbrug og fastholdt efterløn) via antaget og tvunget ekstra arbejdsudbud. Det er sjovt at S & SF har travlt med at tvinge alle under 60 til at arbejde mere for at dem over 60 kan arbejde mindre. Siger det noget om hvilken demografisk målgruppe partierne har?

Men nu er arbejdstiden jo i Danmark endnu ikke bestemt af Folketinget. Så det er en relativt gratis ting for politikere at proklamere længere arbejdstid. Og i modsætning til regeringen kan oppositionen tillade sig at sige den slags uden at blive overfaldet af fagbevægelsen (i hvert fald så længe oppositionen er en opposition). Alle ved at det i praksis ikke kan lade sig gøre, givet at danske overenskomstforhandlinger er så decentrale som de er i dag, hvilket nok forklarer fagforeningernes ganske rolige reaktion. Det er selvfølgelig lidt snyd som finansiering. Bemærk også at forslaget, hvis det blev gennemført (hvilket det aldrig bliver), ville vende den tunge ende nedad, fordi det reelt kun rammer folk der er underlagt overenskomster.

Den internationalt set lave danske produktivitetsvækst er blandt andet relateret til en ret stor offentlig sektor, som jo er en sektor, hvor produktivitet reelt ikke kan måles og pr definition er målt til nulvækst (hvilket jo ikke betyder, at den er nul).

S & SF mener at løsningen er mere/højere uddannelse, og det lyder jo besnærende. Men sagen er, at i den udstrækning økonomer er i stand til at relatere uddannelse til produktivitets vækst er det især primær uddannelse, der ser ud til at have betydning (dvs folkeskole). Og da Danmark i forvejen har tæt ved verdensrekord i udgifter pr elev og alligevel har et middelmådigt resultat i PISA undersøgelser, kan man spørge om oppositionen i alvor kan mene at en større offentlig sektor, højere skatter og mere uddannelse kan ses som en løsning på lav produktivitetsvækst i den private sektor? Det er jo ikke fordi vi ikke i forvejen er gået den vej i Danmark i de seneste 40 år (I Fair løsning præsenteres det som om det gik bedre med produktiviteten under Nyrup 1993-2001, men det er ren manipulation, fordi udgangsåret 1993 var bunden i den største danske recession i de sidste 40 år). Som vi også her på siden efterspurgte for nylig, kunne det være rart med en lidt mere kvalificeret, overbevisende og ærlig analyse af hvorfor Folkeskolen ikke fungerer. Oppositionens topfolk er jo privat tydeligvis helt enige i, at den ikke gør det.

Hvad med det problem at de unge er for længe om at tage en uddannelse? Hvordan løser de det? Så vidt jeg kan se blot ved reelt at fastholde velfærdsforliget fra 2006! Der er ikke andre forslag…

Vi havde for nylig riven ude efter Regeringen (og DR) i forbindelse med den historieløse ide om, at det er synd for ”udkantsdanmark”. Den afsluttende bemærkning i det indlæg var:

Hvad vil danske politikere gøre i de kommende år, når det bliver stadigt mere tydeligt for nye unge danske generationer, at København er en provinsiel by ift mulighederne andre steder i verden? At Danmark ikke har så mange muligheder at tilbyde? At det danske indkomstskattesystem er relativt fjendsk over for ambitiøse mennesker? Opføre en mur? Belægge immigrerende danskere med en skat?

Til vor store glæde læser oppositionen åbenbart Punditokraterne, for det nye fælles S-SF program indeholder følgende:

Derfor støtter S og SF Velfærdskommissionens forslag om at indføre en slags

”flaskepant” på kandidatuddannelser. Hvis man efter endt uddannelse vælger

at blive boende i Danmark eller arbejde et par år i udlandet, har forslaget ingen

betydning. Men de der vælger mere varigt at flytte til udlandet, og dermed ikke betaler

dansk skat, vil blive afkrævet en vis betaling for deres gratis uddannelse og studiestøtte.

 Var der nogen, der sagde skatteteknisk ”berlinmur”? Kan man virkelig mene at danskere reelt skal beskattes for at tage ud af landet? (et ”lån” som man kun skal betale hvis man flytter er selvfølgelig det samme som en skat). Sådan løser vi det ”problem” at unge danskere gerne vil arbejde eller studere i udlandet efter endt uddannelse her i landet.

De rekordlange danske uddannelsesforløb (og de meget lidt markedsorienterede danske uddannelsesvalg) hænger sammen med kombinationen af gratis uddannelse, verdens højeste (og vist nok eneste) ”uddannelsesstøtte” og de høje efterfølgende marginalskatter på arbejdsindkomst.

På klassisk dansk vis søger oppositionen med sin skatteberlinmur at modvirke en forvridning med en forvridning: Fordi danske unge ikke har meget økonomisk incitament til at tage en uddannelse hurtigt, så skal de have en straf, der sikrer at de bliver hjemme og ”betaler for velfærden” bagefter. Jeg er helt sikker på at disse ordninger vil fremkalde en hel masse uhensigtsmæssig adfærd og snyd som hverken jeg eller nogen politikere kan forestille os endnu. Sådan plejer det at være. Er det i øvrigt ikke på kant med menneskerettighederne, og med EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed? Er der en jurist til stede?

åh, og så behøver vi vel ikke at nævne at programmet indeholder en stribe forslag til hvordan stakkels “udkantsdanmark” kan subsidieres med komplicerede skattefavorisering og den slags, herunder:

Bruge overskuddet fra bankpakkerne til lån og støtte til nye private

virksomheder i yderområderne.

Forbedre rammevilkårene i yderområderne, idet der bl.a. skal sikres en

fornuftig uddannelsesdækning, en bedre kollektiv trafik og en større

udbredelse af højhastighedsinternet.

Helt galt går det når oppositionen kommer til erhvervspolitikken. Det synes endnu en gang at handle om at politikere skal fremelske ”vækstsektorer” (helst de grønne). Det betyder ordninger, tilskud, subsidier og skattefradrag til dem, der laver ting, der ”lyder godt”. Og mere skat på ”de multinationale” ”Nordsøen” og ”banker” (dem der laver værdi som ikke ”lyder godt”). Det her er selvfølgelig rendyrket populisme:

Herunder er forslaget om at føre penge ”fra banker til børn” særligt perspektivrigt

i forhold til fremtidens vækst og udvikling. Det indebærer, at banker og andre

finansielle virksomheder bidrager med ca. 2 mia. kr., som er øremærket til

folkeskolen. S og SF’s skatteforslag betyder, at halvdelen af provenuet kommer

fra en generel forøgelse af selskabsskatten, mens den anden halvdel fremkommer

ved at hæve de finansielle virksomheders lønsumsafgift. Vi forbeholder os

ret til at justere på denne fordeling, men fastholder det samlede beløb.

Man bliver lidt træt når danske politikere stadig forestiller sig at de med regulering, tilskud og fradrag fra Christiansborg kan modgå “truslen” fra globaliseringen. F.eks hævdes det at

Mange af de store, danske eksportvirksomheder har til fælles, at deres internationale

status bygger på et solidt dansk hjemmemarked. Energibevidste danske

forbrugere har især siden 1970’erne isoleret deres huse med Rockwool og sparet

på energien med en Danfoss-termostat. Danskere med høreproblemer har pga.

generøse offentlige tilskud haft råd til at anskaffe sig Oticon-høreapparater

af høj kvalitet. Og den ambitiøse udbygning af dansk vindenergi under Nyrupregeringen

gav det nødvendige rygstød til Vestas, som gjorde, at virksomheden

kunne blive verdens største vindmølleproducent.

Disse virksomheders succes er altså ikke bygget på lav selskabsskat eller slap

regulering, men tværtimod på, at der i det danske samfund var nogle rammer,

som betød, at de kunne udvikle sig. Evnen til at skabe netop den form for vækstfremmende

rammebetingelser er afgørende for en ny erhvervspolitik.

Hvornår går det op for danske politikere at ideen om et ”hjemmemarked” er mærkværdig i et land, der har højere import og eksport end  privatforbrug? Og hvordan ved vi at de virksomheder reelt har skabt mere værdi end de virksomheder der var opstået i stedet, hvis danske politikere ikke havde postet milliarder af skattekroner i ordninger der ”lød godt” (var grønne, energibesparende osv. osv). Muligvis havde Danmark været rigere hvis ikke Vestas, Oticon og Rockwoll havde eksisteret. For så havde vi haft andre virksomheder, som i højere grad var blevet finansieret på markedsvilkår og som dermed opfyldte menneskers behov uden at skulle delvist finansieres af tvangsudskrevne midler. For tvangsudskrivning og konkurrenceforvridning er hvad ”hjemmemarkedsargumentet” koger ned til hvad enten fordelen er skabt ved subsidiering eller konkurrenceforvridende regulering (hvis reguleringen og subsidierne ikke var konkurrenceforvridende, hvordan kunne de så give en ”hjemmemarkedsfordel”?).

Det allermest absurde er at Fair Løsnings har en boks som ordret og meget korrekt siger:

Regeringen har opgjort den samlede erhvervsstøtte i 2010 til 23,6 mia. kr. Heraf

vedrører 10,2 mia. kr. udgifter til erhvervsstøtte til ordninger på finansloven mv.,

og 13,3 mia. kr. vedrører erhvervsstøtte gennem skattesystemet. Desværre er

der fra flere sider stærk kritik af erhvervsfremmesystemet for at være uoverskueligt

for virksomhederne og uden dokumenterbar effekt.

Konkret har DI i en undersøgelse fra 2008 kortlagt det offentliges engagement

på innovationsområdet. Kortlægningen viste, at der i 2008 var 88 innovationsordninger

og -programmer på finansloven med en samlet offentlig udgift på ca.

4,4 mia. kr. Ifølge undersøgelsen er innovationssystemet svært at gennemskue

og for bureaukratisk at bruge. Senest har DI i en undersøgelse fra januar 2010

vist, at 80 procent af de mindre og mellemstore virksomheder ikke bruger innovationssystemet.

I Statsrevisorernes beretning om effekten af erhvervsfremmeindsatsen på innovations-

og iværksætterområdet fra juni 2008, rejses en kraftig kritik af administrationen

af den danske erhvervsfremmeindsats. Kritikken er særligt, at der

ikke er styr på effekterne af ordningerne.

Endelig har Teknologirådet i oktober 2008 konkluderet, at det nuværende

erhvervsfremmesystem er en innovationsbarriere. Ligesom DI konkluderer

Teknologirådet, at det er uforholdsmæssigt tidskrævende for virksomhederne

at ansøge. Situationen stiller krav om udformning af en statslig støttepolitik til

fremme af innovation, der er langt mere overskuelig og tilgængelig. Det eksisterende

system i Danmark hæmmer med andre ord udformning og implementering

af effektive innovationspolitikker.

Men den erhvervspolitik, der lægges op til i Fair Løsning, er jo netop en forkælelse af udvalgte industrier som politikerne af eller anden grund kan lide eller bilder sig ind der er fremtid i. Netop den type politik, der i årtier har fået skiftende regeringer til at lave målrettet offentlig ”innovationspolitik” der er endt i de mest mærkværdige og bureaukratiske erhvervstøtteordninger, som S&SF helt berettiget kritiserer. Det er mærkeligt at forfatterne ikke ser ironien.

Der er meget ”90er” over den del af ”Fair Løsning”. Men det tragiske er, at det afsnit ordret kunne have være stjålet fra en af de utallige rapporter fra regeringen om samme emne, og at Dansk Industri sikkert vil spille med på den sang (hvis ikke de står bag den, SF var jo lige til møde derovre). Vestas vil næppe være ked af det f.eks. Hvem vil ikke have et subsidie fra skatteyderne?

Og her er en quiz. Disse afsnit kommer lige efter hinanden. Find selvmodsigelsen:

Der skal gennemføres en afbureaukratisering af reglerne i skattelovgivningen

og arbejdsmarkedslovgivningen med sigte på at lette de

administrative byrder for små og mellemstore virksomheder.

 

Akademikere kan i dag få et tilskud med på 10.000 kr. pr. måned, når de

ansættes som videnpiloter i små og mellemstore virksomheder. Ordningen

bør udvides. Den skaber øget vækst i virksomhederne og hjælper

ledige i beskæftigelse. Ordningen vurderes løbende i lyset af konjunktursituationen.

 

Hjemmeserviceordningen, som regeringen har begrænset til kun at gælde

pensionister, gav bl.a. travle børnefamilier mulighed for at købe sig til

rengøring mv. (uden at skulle ud på det sorte marked). S og SF vil indføre

en hjemmeservicelignende ordning f.eks. i form af mulighed for løntilskud

til firmaer, der udfører hjemmeservice, såfremt de ansætter personer

med svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Løntilskuddet gør det muligt at

holde timeprisen nede på et fornuftigt niveau.

Samlet tager programmet et par reelle problemer op.

Men det er samtidigt tydeligt, at der ikke er meget reform eller forandring i ”løsningerne”. Der er ikke mange politiker i programmet, der ikke er gentagelser af gamle plader fra tidligere regeringer – af begge farver.

Måske er programmet nogenlunde lige der, hvor den gennemsnitlige vælger er. Det er ved at gå op for danskerne at Danmark er stagnerende og at vi ikke stråler på ret mange områder, herunder med hensyn til offentligt producerede serviceydelser som hospitaler og skoler. Men vi kan ikke helt finde ud af hvad der reelt er galt og hvordan det skal løses. Oppositionen foreslår her at kaste flere skattepenge efter problemet sådan at det offentlige producerer noget mere. Men problemet er jo at det offentlige ikke producerer disse serviceydelser særligt godt pr. krone og det er også tydeligt hvorfor. Hvorfor nogen tror, at yderligere skatteudskrivninger til finansiering af yderligere offentligt forbrug og overførsler i et land, der i forvejen har den mest ekstreme model i verden på begge punkter kan løfte Danmark ud af dvalen og løse de problemer Fair Løsning remser op er lidt en gåde.

Mens Mogens Lykketoft – der af uransagelige grunde stadig spøger som et andet Loch Ness-uhyre i dansk politik – går rundt og siger, at det hele er de andres skyld, skulle de andre sosser overveje at husstandsomdele BT i det ganske land, Dokker Banke inklusive. Bedre presse kan ingen ønske sig.

Dette sort-røde dagblad, der ifølge redaktørerklæringen af 1948 har lovet sine læsere at virke på et udtrykkeligt konservativt grundlag, er for længst blevet socialdemokratisk. Det sørger redaktørerne for hver dag, f.eks. da det under sossernes seneste blodbad hed, at Danmark har brug for et stærkt Socialdemokrati. Hvor kommer sådan en udmelding fra? Forkert, ikke fra Mogens Lykketoft – han har travlt med sin filmkarriere – men fra BT, hvis konservative indstilling jo f.eks. kunne have været, at Danmark netop trænger stærkt til et svagt Socialdemokrati. BT’s redaktører kunne imidlertid ikke finde på at svække det hæderkronede arbejderparti, hvis vælgere i mellemtiden er blevet akademikere, og derfor satte Erik Meier Carlsen også for nylig trumf på med en udmelding om, at kun millionærer ønsker lavere skat. Tillad mig i egen ringe person at dementere redaktøren. Jeg er ikke millionær, har aldrig været det og bliver det formentlig aldrig nogensinde – med mindre jeg rejser væk fra verdens førende skatte- og afgiftsnation. Alligevel, alligevel, kære Erik Meier Carlsen, går der ikke en eneste nat, hvor jeg ikke drømmer om en flad skat på omkring 25 pct. for alle danskere. Det hænder også, når jeg har fået lidt at drikke, at jeg forestiller mig en skønne dag, hvor BT ville leve op til sit grundlag – men så slår jeg tanken væk og køber Ekstra Bladet i stedet.

Dansk politik har indtil for ganske nylig spejlet tidligere tiders konventionelle krigsførelse, hvor mere eller mindre ligeværdige fjender mødtes på en kendt slagmark og fejdede med de samme våben. Nuvel, vil mange sikkert sige og tilføje: Var Anders Fogh Rasmussen ret beset ikke Mogens Lykketoft klart overlegen? Såmænd så, men de havde både en fælles sprogkode og en indbyrdes forståelse af, hvad det vil sige at føre valgkamp. Det handlede for dem om at smide tal i hovedet på hinanden, love vælgerne yderligere velfærdsforbedringer og skabe troværdighed om egen person. Sådan var det også, da Anders Fogh Rasmussen kæmpede med Poul Nyrup Rasmussen.

Men hvad sker, der hvis krigsførelsen ændrer karakter? Hvad sker der, hvis den ene af kamphanerne ikke anerkender valgkampens traditionelle præmisser og i stedet vælger at gå nye veje? Det er måske noget, borgerlige politikere bør tænke dybere over. Og hvis de savner inspiration til sådanne tanker, er det nok en god idé at læse The New Face of War eller Asymmetrical Warfare. Det er ganske vist bøger, der har et stringent militært fokus og umiddelbart ligger milevidt fra et dansk Folketingsvalg. Netop dét, forstår de fleste politiske begavelser nok at abstrahere fra og omveksle til aktuelt politisk indhold. Men lad mig lede tankerne på vej.

Socialdemokraternes nye formand vil ikke kaste om sig med tal. Dels fordi hun næppe er fortrolig med sådanne, dels fordi tal gradvist har mistet politisk autoritet. At dømme efter hendes hidtidige udmeldinger, vil hun heller ikke love flere velfærdsydelser i kampen for at sikre flere vælgere. Nej, med Helle Thorning-Schmidt skal regeringen formentlig ruste sig til en asymmetrisk krig; en krig, hvor en lettere armeret modstander, som en anden mujahedin, vil gøre alt for at ramme Venstres og Det konservative Folkepartis ømmeste punkt: Den manglende evne til at indfri borgerlige vælgeres krav om gennemgribende velfærdsreformer. Det bliver rigtignok spændende at følge!

Og så er vi tilbage ved SF’erne. De kan, som Galbraith, ikke sætte to krydser. De er tvunget til at vælge, hvilken kapitalistisk kritikfigur, deres nye partileder skal forfølge. Valget står mellem den klassiske materialisme, der så massivt eksponeres af Villy, eller den mere moderne miljøvinkel, der repræsenteres ved Pia. Hvad var det nu Meta havde på hjertet?

Den internationale og danskfødte brandguru Martin Lindstrøm rejser for tiden verden tynd for at gøre reklame for sin nye lufthavnsbasker, Brand Sense. Det er en underholdende, men alligevel lærerig bog om, hvordan man kan bruge sanserne som afsæt for kommunikation og markedsføring. Og her kommer så det punditokratiske råd til Socialdemokraterne: Forsøg at indfange duften af jeres nye formand og få vellugten isoleret i en roseformet flakon. Vi er sikre på, at bouqueten vil tage vælgerne ved næsen og sikre partiet enestående fremdrift i meningsmålingerne.

Men hvad vil der ske, hvis Helle Thorning-Smith bliver valgt? Ja, hvis man vil kende hendes kampagnestrategi kan det måske være en god idé at læse antologien Why Labour Won the General Election of 1997. Det er en særdeles instruktiv bog og jeg vil især anbefale bidraget fra Philip Gould. For det er undertegnede punditokrat overbevist om, at Helle både har læst og forstået. Her blotlægger den gamle insider nemlig hemmeligheden bag Labour’s særdeles effektive kampagne i 1997, der i korthed byggede på 10 enkle principper:

1. Giv efter og kom videre
2. Skab nye konfliktdimensioner
3. Stjæl modstandernes platform
4. Balancer det negative med det positive
5. Samarbejd med medierne, modarbejd dem ikke
6. Gå aldrig på kompromis med tilliden
7. Sats på indhold før form
8. Gå ubønhørligt efter modstandernes vælgere
9. Neutraliser skat som tema
10. Giv små, konkrete løfter

Som de fleste sikkert ved, har disse kampagneprincipper også inspireret vores nuværende statsminister. Blot med omvendt fortegn. Han har trukket sit eget parti mod venstre, hvor Tony Blair Trak det mod højre. Det må vel så i en dansk kontekst betyde, at Helle Thorning-Smith skal efterstræbe en mere liberal dagsorden: 1) Give efter for vælgernes krav om valgfrihed, 2) satse på civilsamfund i stedet for stat, 3) stjæle modstandernes oprindelige mærkesager, fx modstand mod overvågning og kontrol, 4) hetze mod modstandernes velfærdsorgie, men samtidig formulere en frihedsvision, 5) sikre medløb i medierne, 6) aldrig udstede pjattede efterlønsbeviser, 7) matche virkelighed og kommunikation, 8) stjæle modstandernes vælgere 9) acceptere skattestoppet og imødekomme behovet for flere skattelettelser og endelig 10) give små, konkrete løfter, fx væk med resterne af lukkeloven.

Som jeg med punditokratisk snilde tidligere har understreget i Weekendavisen: “Hvis Fogh kan vinde vælgere på at fremstå socialistisk, kan andre såmænd også vinde vælgere på at fremstå som liberale”. Tør man håbe på Helle?