Alt sammen for at øge presset på Storbritannien og styrke Argentinas krav.

Øerne er ca. på størrelse med Fyn og Sjælland, mens vejret kan kan minde lidt om Skotland. Det væsentligste erhverv er dog fiskeri, som udgør mere end halvdelen af BNP. Herefter følger turisme, mens man i fremtiden ser et stort potentiale i gas og olie.

Et spørgsmål om selvbestemmelse eller imperialisme?

På den ene side står Argentina, som aldrig har anerkendt britisk suverænitet over øerne. I argentinske skoler optræder Malvinas som en del af landets territorium, og generationer er opdraget med en patriotisk fortælling om, at Briterne stjal øerne.

På den anden side står Storbritannien, som fastholder, at øerne er britiske, så længe beboerne ønsker det. Og det gør de. Således afviste de næsten enstemmigt for få år siden at blive en del af Argentina.

Den argentinske kampagne er ofte dramatisk og følelsesladet. Præsident Cristina Fernández de Kirchner sammenlignede således prins William med fortidens conquistadorer og kaldte britisk tilstedeværelse for imperialisme. Og senest har præsident Javier Milei, hvis popularitet er faldet drastisk i indeværende år, i sidste uge i vanlig aggressiv stil gentaget, at Falklandsøerne/Malvinas er en uadskillelig del af Argentina.

Retorikken er både voldsom og indebærer lidt af et særligt paradoks:

Skiftende argentinske præsidenter har gerne brugt Falklandsøerne, når de på anden måde har været i problemer, og som argument bruges ofte, at øernes befolkning er “importeret” efter 1833. Det er sådan set rigtigt nok at en stor del af de nuværende beboere stammer fra mennesker som kom til ørerne efter 1833 (dog ikke alle), men det gælder jo også Argentinas egen befolkning. Den består næsten udelukkende af efterkommere af europæiske immigranter (og en meget stor andel immigranter som kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede). Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent, mens efterkommere efter europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af Argentinas befolkning.”

Når Argentina taler om kolonialisme, gør de det altså som et land, der selv blev formet af massiv europæisk indvandring. Og når de taler om briterne som imperialister, hvad er de så selv?

Vi har gennem årene skrevet flere gange om Falklandsøerne, men i anledning af de seneste dages retoriske ”sværslag”, tager vi den gerne en gang til, så her er en kort historisk gennemgang:

Hvordan endte Falklandsøerne under britisk overhøjhed?

Striden går tilbage til 1600‑tallet. England og Spanien gjorde begge krav på øerne, uden at konflikten nogensinde blev afgjort. Nedenfor er kort tidslinje.

• 1590-1600
  Øernes eksistens noteres af flere engelske og et enkelt hollandsk skib
• 1690:
  Første dokumenterede landsætning af englænderen John Strong, hvorefter Storbritannien første gang formelt gør krav på øerne.
• 1764–1770:
  Frankrig (som de første), England og Spanien (overtager den franske) etablerer kolonier.
  I 1770 angriber Spanien den Port Egmont, som er britisk. Den leveres dog tilbage året efter og en fredsaftale indgås.
• 1774:
  Briterne forlader øerne, men efterlader en inskription, der fastholder deres krav på øerne.
• 1811:
  Spanierne forlader øerne. Ligesom briterne havde gjort tidligere efterlod man en inskription, der fastholdt spansk krav på øerne.
• 1816:
  Argentina bliver selvstændigt.
• 1820–1828:
  Sporadiske argentinske forsøg på kolonisering.
• 1829:
  Luis Vernet grundlægger en koloni på 30-50 personer, som bl. a. kom fra Argentina, Tyskland, Storbritanien og Frankrig.
• 1831:
  USA angriber og ødelægger det fort som Luis Vernet havde grundlagt efter tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Derefter erklærer amerikanerne øerne for værende ”uden regering”.
• 1833-1834:
  Storbritannien (gen)etablerer kontrol. Argentina indgiver en formel diplomatisk protest og fastholder at Falklandsøerne/Malvinas er argentinsk territorium som arvtager til det spanske vicekongedømme.
  Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833, men her spiller de faktiske begivenheder i 1833 dog en stor rolle og ikke mindst den meget forskellige udlægning fra argentinsk og britisk side.
  Da det britiske krigsskib HMS Clio ankom til Falklandsøerne den 2. januar 1833, eksisterede der en mindre argentinsk administration og en civil bosættelse på øerne.
  Den argentinske kommandant José María Pinedo blev af den britiske kaptajn John Onslow beordret til at trække den argentinske garnison tilbage. Det gjorde Pinedo og hans styrke under protest. Man anerkendte altså ikke det britiske suverænitetskrav, men erkendte at man ikke havde mulighed for at føre en meningsfuld kamp mod den britiske flådestyrke. Garnisonen forlod derfor øerne uden kamp.
  Situationen for civilbefolkningen var anderledes. Ifølge Pinedos samtidige rapport meddelte Onslow, at de indbyggere, som frivilligt ønskede at blive, ville blive respekteret sammen med deres ejendom.
  En del af Vernets tidligere bosættere blev da også på øerne, herunder flere argentinske gauchos og andre sydamerikanske og europæiske bosættere. Andre valgte dog at rejse sammen med den argentinske garnison.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen yderst begrænset. Der var ikke nogen permanent britisk garnison på øerne, og den tidligere Vernet-bosættelse fortsatte under hans repræsentanter.
  I august 1833 gjorde en gruppe gauchos og Charrúa-indianere, ledet af Antonio Rivero, oprør. De dræbte fem personer tilknyttet Vernets bosættelse, herunder Matthew Brisbane, som var blevet tilbage som Vernets repræsentant, da han forlod øerne i 1831. Rivero og hans mænd flygtede derefter til øernes indre. Først i marts 1834 vendte britiske styrker tilbage og arresterede Rivero og hans mænd.
  I den argentinske version er Rivero sidenhen blevet fremstillet som en patriot, der gjorde oprør mod den britiske besættelse.
  Det er der nu næppe meget som tyder på. Oprøret og drabene var snarere udløst af en konflikt om om løn, betalingsmidler og arbejdsforhold. Rivero og han mænd dræbte da heller ikke britiske soldater, men udelukkende Vernets repræsentanter,
  Med andre ord ophørte argentinsk militær tilstedeværelse i januar 1833 uden kamp, men under protest. En del af den civile befolkning blev tilbage – hvoraf flere klarede sig ganske godt efterfølgende.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen relativt svag, og i august 1833 overtog Rivero og hans mænd reelt kontrollen over bosættelsen, indtil britiske styrker genoprettede kontrollen i 1834. Hvad Rivero-opstanden præcist repræsenterede – et socialt/økonomisk oprør eller et nationalistisk oprør mod Storbritannien – kommer an på om man spørger det officielle Argentina eller Storbrittanien (og de fleste historikere)
• 1840:
  Falklandsøerne bliver officielt en britisk kronkoloni.
• 1845:
  Stanley grundlægges og bliver hovedstad. I resten af århundredet stiger indbyggertallet langsomt, primært grundet britisk tilflytning, mens hovederhvervene er fåreavl og skibsreperation og forsyning.
• 1850:
  En fredstraktat indgås mellem UK og Argentina, den såkaldte Arana Southern traktat. Hermed afsluttedes den britiske blokade af Buenos Aires 1945-1949 og konflikten om flodsejlads i La Plata-området. Argentina har efterfølgende lagt vægt på at traktaten alene handlede om flodnavigation, blokader og krigsforhold i Río de la Plata‑regionen, mens Storbritannien har anholdt at selv om Falklandsøerne ikke nævnes var der tale om en generel fredstraktat, hvorfor Argentina må have frafaldet deres krav på øerne.
• 1880erne-1910erne:
  Argentina fastholder fortsat, at øerne er deres, men begrænser sig til lejlighedsvise diplomatiske henvendelser. Øernes politiske betydning som samlingspunkt for argentinsk nationalisme er yderst begrænset.
• 1910erne-1930:
  I takt med en stigende argentinsk nationalisme stiger Falklands/Malvinas symbolske betydning og skolebøger og politiske taler begynder at omtale øerne som det tabte “tabte territorium”. Der er dog fortsat meget begrænset diplomatisk og udenrigspolitisk aktivitet i den forbindelse.
• 1930erne:
  Argentina begynder at rejse spørgsmålet i internationale sammenhænge. Ligesom der sendes flere formelle protester til London.
• 1939-1945:
  Øerne udgør en vigtig del af de allieredes tilstedeværelse i Sydatlanten.
• 1945-1965:
  Argentina rejser sagen i FN
  Storbritanien og Argentina begynder formelle forhandlinger.
  Storbritanien tilbyder at det afgøres ved den internationale domstol i Haag flere gange (1947, 1948 og 1955)
  FN’s resolution 2065 i 1965 anerkender konflikten som en bilateral suverænitetsstrid.
• 1965-1976:
  Bilaterale forhandlinger under ledelse af FN, hvor man bl. a. forhandlede om fælles administration, kommunikationsaftaler og vist også om modeller for ændring i suverænitet, som der ikke kom noget ud af fordi Argentina ønsker suverænitet, mens Storbritannien under ingen omstændigheder vil afgive suværenitet til Argentina.
  Hvor det før 1965 var Argentina som ikke ville have sagen for en international domstol, var det nu Storbritannien som ikke vil have sagen for en international domstol.
• 1976-1982:
  Efter midten af 1970erne går forhandlingerne i stå, hvorefter det som bekendt ender med Argentinas invasion i 1982, hvor de efter en relativt blodig, men kort konflikt fordrives igen. En måske til tider måske lidt overset detalje, som kan forklare hvorfor det argentinske militærdiktatur satsede på at Storbritannien ikke ville reagere på besættelsen er Argentinas etablering af en permanent militær tilstedeværelse på Thule Island ca. 700 km. sydøst for Falklandøerne i 1976. Thule Island er en del af de Sydlige Sandwich øer, som administreres af Storbrittannien. Nok var etableringen hemmelig, men nu ikke mere hemmelig end man vidste det i London. Men ud over at protestere gjorde den daværende regering ikke mere ved sagen, og basen blev først fjernet i forbindelse med afslutningen på Falklandskrigen 6 år senere.
• 1982-1989:
  FN’s Generalforsamling vedtager årligt resolutioner, der opfordrer storbritannien og Argentina til at genoptage suverænitetsforhandlinger og FN-mægling om samme, hvilket Argentina (selvfølgelig) gerne siger ja til, mens Storbritannien lige så selvfølgelig stemmer imod.
  I 1985 vedtager Storbritannien en “forfatning for FAlklandsøerne”, hvorefter øboerne har større selvbestemmelse. Argentina er naturligvis modstandere af dette.
• 1990-1995:
  Under Carlos Menems tid som præsident indgås en række aftaler om flyforbindelser, fiskeri, olieefterforskning og diverse humanitære forhold.
  Spøgsmålet om suverænitet berøres ikke.
• 2000-2005:
  Storbritannien udsteder licenser til olieefterforskning trods argentinske protester.
• 2007-2010:
  Argentina vender tilbage til en mere aktiv tilgang, med fornyede kampagner i FN og OAS (Nord- og sydamerikansk fælles organ), mens ma forsger at bremse olieefterforskningen omkring Falklandsøerne.
• 2010-2020:
  I 2013 afholder øboerne en folkeafstemning, hvor 99,8 pct stemmer for at forblive britiske, hvilket Storbritannien anfører som afgørende. Argentina afviser afstemningen som irrelevant, dam na ikke anerkender øboernes status.
  Under præsident Macri forbedres forholdet mellem Argentina og Storbritannien kortvarigt og der indgås bl. andet nye fiskeriaftaler og samarbejdes om at identifisere faldne argentinske soldater fra krigen i 1982.
• 2020- 2026:
  Argentina intensiverer igen sine diplomatiske kampagner i FN og regionale organisationer
  I 2022 markeres 40 året for invasionen af Falklandsøerne både i Storbritannien og ikke mindst Argentina, hvor retorikken får endnu et nøk opad.
  Fra 2023 og frem styrker Storbritannien deres miltære tilstedeværelse yderligere og også under den nuværende præsident Javier Milei gentages kravet om at Malvinas “igen” skal være en del af Argentina.
  I samme periode fortsætter FN’s dekoloniseringskomíte med at opfordre til bilaterale forhandlinger (om suverænitet), hvilket Argentina naturligvis siger ja til, mens Storbritannien lige så naturligt siger nej.

FN, Folkeret og princippet om “uti possidetis juris”

Det er unægteligt svært at se denne konflikt bliver løst inden for en overskuelig fremtid.
Når Argentina kræver øerne tilbage, tager man bl. a. udgangspunkt i princippet om ”uti possidetis juris”, som er blevet brugt til at fastlægge grænserne efter Spaniens koloniale sammenbrud i Latinamerika. Princippet tilsiger at nye stater skal arve de administrative grænser, de havde som kolonier. Argentina bruger det til at hævde, at de grænser, som Spanien administrativt opererede med i 1810–1816, da Argentina blev selvstændigt, også skal være de moderne grænser. Storbritannien hævder derimod at Falklandsøerne ikke var en integreret del af den spanske koloniforvaltning på samme måde som fx Patagonien. Der var ingen stabil spansk bosættelse, ingen permanent administration og ingen kontinuerlig udøvelse af suverænitet.

Ser man på gældende folkeret kan man også anføre at det det faktum at Storbritannien har formået at være kontinuerlig til stede siden 1833-34 sammen med ideen om folkenes selvbestemmelse som afgørende må tungest. Et synspunkt man dog ikke deler i Argentina og forøvrigt i store dele af verden uden for Europa.

Fejlslagene forsøg på mægling

Siden 1965 (også før), har der som anført været flere forsøg på at finde en løsning, men grundlæggende strander de altså på at Storbritannien (efter 1965) ikke mener ICJ (International Court of Justice) har nogen jurisdiktion i forhold til Falklandsøerne – før 1965 var det Argentina som ikke ønskede en retlig afgørelse – mens Argentina ikke mener at befolkningen på øerne, hvoraf en del har aner langt tilbage i det 19. århundrede, skal indrages i en løsning.

Derfor har Argentina sagt ja til FN Resolution 2065 (1965), FN’s opfordringer til bilaterale forhandlinger, FN’s mægling om suverænitet, herunder tilsynelandende også delt suverænitet og fælles administration.
Mens man afviser trepartsforhandlinger (Storbritannien–Argentina–Falklandsøerne), mægling hvor øboerne har vetoret og Løsninger baseret på selvbestemmelse

Heroverfor står Storbritannien som gerne indgår praktiske aftaler om flyforbindelser, post, telekommunikation, fiskeriaftaler, olie‑samarbejde, humanitære aftaler mv. Groft sagt alt undtagen afgivelse af suverænitet.

Tomme tønder buldrer bedst

Hvor den fejlslagne invasion i 1982 var et desperat forsøg fra militærdiktaturet på at styrke sin popularitet midt i økonomisk kollaps – hvilket lykkedes kortvarigt, men endte i nederlag og regimets fald – er situationen i dag en helt anden. Jovist går bølgerne til tider højt, ikke mindst når Argentina slår England i fodbold, som vi så her i sommers, men bortset fra det drives den fortsatte konflikt vist primært af skiftende præsidenters behov for at skabe opbakning, især i perioder hvor den er lav. Det er således også tilfældet for den nuværende præsident Javier Milei.

Hvad vil det sige at være argentiner?

Falklands/Malvinas-konflikten kan måske bedst ses som et spejl af Latinamerikas kolonihistorie, Argentinas nationale identitet og Storbritanniens princip om selvbestemmelse. Den er også et politisk redskab, der kan aktiveres, når det passer indenrigspolitisk. Men realpolitisk er der intet der tyder på, at konflikten nærmer sig en løsning. Øboerne ønsker at være britiske. Storbritannien fastholder deres ret til selvbestemmelse. Og Argentina fastholder et krav, der primært lever i symbolsk form og som en markør for det at være Argentiner, sammen med tango og fodbold. Her må man nok erkende at det går en del bedre med det sidste end det første.

Når præsident Milei nu taler om en overdragelse af øerne i stil med overdragelsen af Hong Kong til Kina, glemmer han også at den britiske overhøjhed for en stor del af territoriet i det der opfattes som Hong Kong var baseret på en lejeaftale, som stod til at løbe ud (og selvfølgelig også at Kina er en lidt anden størrelse rent realpolitiske end Argentina).

For mere om udviklingen og den faktisk temmelig beherskede reaktion fra den argentinske offentligheds side på Mileis udtalelser, se bl. a. de to engelsksprogede aviser Buenos Aires Herald og Buenos Aires Times. For at følge med i hvordan man ser det fra Falklandsøernes side, kan jeg anbefale Mercopress.

Alle tre er på engelsk, så det skulle være til at at gå til.

Det er der nu ikke grund til at være så overraskede over. Børn i Argentina lærer i skolen at Malvinas er en del af Argentina og England er en besættelsesmagt. Det er simpelthen en konstant i Argentina sammen med kærligheden til fodbold og tango.

Konflikten mellem Argentina og Storbritannien om Falklandsøerne/ Malvinas er en af de længst varende territoriale tvister i den vestlige verden. Den har rødder i kolonitidens rivalisering mellem europæiske stormagter og tager sin begyndelse ved opdagelsen af øerne i 1600.

Så lad os lige få styr på kronologien:  

Den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert ser øerne i år 1600.

I 1690 sejler Den engelske kaptajn John Strong gennem sundet mellem de to hovedøer og navngiver det Falkland Sound. Dette bliver senere et centralt element i briternes krav.

I 1764 etablerer Frankrig den første koloni på den østlige ø under Louis Antoine de Bougainville, mens England etablerer en en koloni på den vestlige ø i 1765-66 under John Byron, som erklærer øerne for britisk territorium under George III.

I 1767 overtager Spanien overtager den franske koloni og hævder suverænitet over hele øgruppen. Herefter følger en periode hvor både Spanien og Storbritannien hævder suverænitet over hele øgruppen. I 1770 lykkes det faktisk Spanien af fordrive englænderne og situationen er tæt på at udløse krig mellem Spanien og Storbritannien. Den efterfølgende fredsaftale er temmelig uklar og indebærer at begge parter fortsat kan hævde suverænitet over øerne. I 1774 forlader sin koloni fuldstændig, men efterlader en inskription, der fastholder kravet om at øerne tilhører dem. Efterfølgende forlader også den spanske guvernør i 1806 øerne og efterlader ligeledes en inskription. Herefter affolkes øerne og i 1811 forlader de sidste beboere øerne, som herefter er ubeboede i flere år.

I 1816 etableres Argentina som Provincias Unidas del Río de la Plata og i 1820 tager Fribytteren David Jewett øerne i besiddelse på Argentinas vegne. Det følges op i 1828 med at Luis Vernet etablerer en koloni med tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Men i 1831 angriber et amerikansk krigsskib kolonien efter strid om fiskerirettigheder, hvorefter USA arresterer koloniledelsen og erklærer at øerne “ikke tilhører nogen”. Argentina sender 4 år senere en garnison til øerne, men allerede året efter, i 1833, vender Storbritannien tilbage og beder den argentinske garnison forlade øerne. Argentina protesterer, men opgiver i praksis at fremføre kravet om Argentinsk suverænitet de efterfølgende omkring 100 år.

Fra 1834 begynder englænderne at bruge øerne som flådestation, og fra 1840 er der en permanent britisk bosættelse på øerne, som har udviklet sig til et lille, stabilt samfund, hvor man kører i venstre side af vejen, drikker te og taler engelsk. I dag har øerne omkring 5.000 indbyggere, inkl. ca. 1.000-1.1500 udstationerede militærpersonale, som resultat af Falklandskrigen i 1982, samt omkring 700.000 får.

Det kan godt være at Argentinerne mener de har et historisk krav på øerne, men den centrale placering det har i den argentinske offentlige debat er dog af nyere dato. Hele anden halvdel af det 19. århundrede og største delen af første halvdel af det 20. århundrede fylder det ikke meget, men det gør til gengæld massive engelske investeringer i Argentina – ikke mindst i jernbaner og infrastruktur.

Det ændrer sig radikalt, især efter 2. verdenskrig , hvor Juan Perón kommer til magten og i 1946 kræver at Falklandsøerne/Malvinas ”igen” skal være en del af Argentina.  Storbritannien tilbyder både i1947, 1948 og 1955 at sagen afgøres ved Den Internationale Domstol i Haag, men Argentina afviser hver gang.

I 1964 opfordrer FN til bilaterale forhandlinger, og der diskuteres en mulig overdragelse med garantier for øboerne, hvilket de (måske naturligt nok) protesterer mod. I den forbindelse fastslår Storbritannien, at øernes fremtid skal afgøres af befolkningen selv, hvilket Argentina afviser.

Uenighederne forhindrer dog ikke, at der mellem 1971 og 1982 etableres faste flyruter mellem Argentina og Port Stanley.

2. april1982 invader Argentinske tropper så Falklandsøerne/Malvinas. Baggrunden var (endnu en) nedsmeltning af den argentinske økonomi – præget af recession, stigende inflation, eksterne gældsproblemer og utilfredshed med den siddende militærjunta. Selve invasionen styrker da også regimet, som satser på at UK ikke vil forsøge at tilbageerobre øerne med militærmagt, på kort sigt. Her forregner man sig dog mildt sagt og 14. juni generobrer UK øerne efter en blodig krig som koster ca. 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile.

En konsekvens af Falklandskrigen er for øvrigt den brutale militærjuntas fald i Argentina og genindførelsen af demokrati og Thatcher og de konservatives sejr ved det efterfølgende valg i Storbritannien.

Krigen afslører også den afgrundsdybe forskel i synet på hvad der afgør et nationalt tilhørsforhold. Alle Latinamerikanske lande, bort set fra Chile, støtter Argentina. Peru endda ret aktivt ved at levere både våben og mandskab. Og Chiles støtte er for øvrigt meget diskret – men dog forklaringen på Thathers senere offentlige støtte til Pinochet, da denne bliver anholdt og efterfølgende sidder 1,5 år i husarrest i London i 1998.

Også Spanien støtter i 1982 Argentinas krav på Falklandsøerne. Det gør man dog ikke længere, idet EU siden Lissabontraktaten har støttet Storbritanniens krav på øerne.

I slutningen af 1980erne genoptages de diplomatiske forbindelser mellem Argentina og Storbritannien, og trods det at kravet på øerne indskrives i den argentinske forfatning 1994, hvor kravet udvides til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands og flere mindre øer, udvides samarbejdet mellem de to lande op gennem 1990erne under Carlos Menems regeringstid i Argentina.

Det ændrer sig dog under først Néstor og sidenhen Cristina Kirchners regeringstid og i 2007 opsiger Argentina olieaftalen, mens retorikken fra ”Casa Rosada” bliver langt mere aggressiv. Storbritannien beskyldes således for imperialisme og prins William sammenlignes med conquistadorerne, da han besøgerne øerne. Øboerne beskrives som “importerede” og ”ikke berettiget til selvbestemmelse”.

Den form for retorik, hvor Argentina beskriver konflikten som ”anti-kolonial kamp” er nok temmelig vanskelig at forstå (eller burde i hvert fald være det) på vores breddegrader, givet at 90 % af argentinerne er efterkommere af europæiske immigranter – ikke mindst europæere som først kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mens øboerne ofte har familierødder tilbage til langt tidligere i 1800-tallet.

Der er da heller ikke noget som helst argentinsk eller latinamerikansk over Falklandsøerne og den befolkning, som også den argentinske dokumentarist Tamari Florin bemærkede efter at have besøgt øerne, Eller med hendes egne ord:

“There is nothing Argentinian about the islands… they’re British.”

Den ligeledes argentinske journalist Jorge Lanata har ligefrem betegnet Argentinas politik “vanvittig, irrationel og meningsløs.”

Det er dog nok en holdning som ikke deles af flertallet af den argentinske befolkning og netop det faktum kan sikkert forklare meget af hvorledes konflikten er blevet brugt i Argentina gennem mange årtier af skiftende regeringer. Et fællestræk for alle regeringer i Argentina, det være sig højre- eller venstreorienterede, er kravet om at Falklandsøerne/Malvinas er en del af Argentina. Det gælder altså også den nuværende.

Storbritannien derimod fastholder at man har haft et legitimt krav siden 1690, at man har været i kontinuerlig kontrol af øerne siden 1833 (med undtagelse af nogle få måneder i 1982), at øerne var ubeboede før den britiske bosættelse samt at de nuværende øboere har ret til selvbestemmelse, selvfølgelig vel vidende at man nok ikke ønsker at blive en del af Argentina (hvem ville da også ønske det?)

Samtidig afviser man Argentinas krav om at avende det såkaldte ”uti possidetis juris” princip, hvorefter øernes tilhørsforhold skal afgøres ved de koloniale administrative grænser fra Spaniens tid.

Sådan står tingene i dag og det eneste som har ændret sig over tid siden Falklandskrigen er som sagt hvorledes skiftende argentinske ageret, eller måske rettere hvor aggressiv man har været i sin retorik. En ny Falklandskrig er der næppe risiko for.

Men det ændrer ikke ved at gårsdagens argentinske fejring af sejren over England og dermed plads i finalen på søndag, hvor man bl. a. kunne se spillerne med et banner hvor der på spansk stod at Malvinas tilhører Argentina, er udtryk for en holdning som deles af majoriteten i Argentina. Ligesom mange opfatter Storbritannien som skurken i Falklandskrigen mens man hylder de argentinske veteraner.

Videoen nedenfor blev lagt op på Youtube af “Casa Rosada” i anledning af 30-året for Falklandskrigen i 2012. Den ligger der fortsat.

Men bevares, hvad har argentinerne egentlig ellers at være fælles om, altså ud over fodbold og tango?

Efter oplægget havde jeg fornøjelsen, sammen med IEAs egen Kristian Niemitz, at kommentere på Tylers oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Vi kom også kort ind på, i hvilket omfang Danmark og andre lande lider under samme problemer som briterne, og hvad man måske kan gøre. Hele arrangementet var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi der også var mulighed for at tale med nogle af de knap 100 tilhørere og deltagere. Det hele er varmt anbefalet!

Elizabeth Alexandra Mary Windsor blev født den 21. april 1926 som hertugen og hertuginden af Yorks første barn. Hertugen var den kommende Edward VIIIs lillebror og stod dermed ikke til at blive konge. Da Edward gjorde det utænkelige og insisterede på at gifte sig med en fraskilt amerikaner – Wallis Simpson – måtte han abdicere. Lillebroren blev derefter kronet som George VI, og den ti-årige pige, som familien kaldte Lillibet stod pludselig som nummer et i tronfølgen. Hendes far havde aldrig ønsket sig tronen, men da han døde i 1952 tog den 26-årige Elizabeth det enorme ansvar på sig.

Siden da har hun personificeret hvad monarker kan, som politikere aldrig vil eller kan opnå: Integritet, ansvarlighed, og værdighed. Som Charles Moore understreger i the Telegraph her til morgen, var Elizabeth elsket og respekteret fordi hun i 70 år har gjort, hvad hun lovede. Hun nåede at acceptere den 15. premierminister i sin tid – Liz Truss var på besøg på Balmoral for et par dage siden – og gennem sin tid på tronen gik Storbritannien gennem gigantiske ændringer. Landet var ikke mindst en væsentlig kolonimagt i 1952, og Elizabeth var statsoverhoved gennem den lange og svære periode, hvor de fleste af kolonierne blev uafhængige. Et af mange tegn på hvor kompetent hun var, er at det britiske Commonwealth stadig eksisterer, og folk så forskellige steder i verden som Australien og the Bahamas støtter monarken i London som deres statsoverhoved.

Dronning Elizabeths død minder os om, at mens monarki måske er en mærkværdig, gammeldags og umiddelbart udemokratisk institution, kan monarker noget andet og mere end politikere. Der er en værdi i, at have nogen der står udenfor og over politik, og ikke mindst når de har de kvaliteter som Elizabeth II – og Margrethe II – havde.

Det er derfor passende, at det var dronningen selv, der efter 9/11-angrebene formulerede den måske største trøst for de millioner mennesker, der idag mindes hende: Grief is the price we pay for love.

Baggrunden for aktionen var Nazitysklands eskalerende diskrimination og vold mod jøder og andre grupper, som nazisterne dømte som undermennesker eller trusler mod deres magt. En gruppe britiske jøder havde allerede fem år tidligere dannet the Central British Fund for German Jewry – der i dag hedder World Jewish Relief – med det eksplicitte formål at hjælpe tyske jøder. Adolf Hitler var kommet til magten tidligere på året og havde gennem das Ermächtigungsgesetz sikret sig stort set uindskrænket magt de næste fire år. Mange jøder og enkelte politikere, inklusive den politisk isolerede Winston Churchill, så skriften på væggen og begyndte at forberede sig.

The Central British Fund for German Jewry var en af en række organisationer, der ti dage efter Krystalnatten sendte en delegation til den daværende premierminister, Neville Chamberlain, for at appellere om at Storbritannien åbnede grænserne for jødiske børn. Regeringen diskuterede forslaget dagen efter og halvanden uge senere bar indenrigsministeren Samuel Hoare forslaget gennem Underhuset. Storbritannien tillod derefter børn fra Nazityskland adgang uden visum og uden anden dokumentation end navn og alder. Mens deres forældre måtte blive tilbage på kontinentet, var grænserne åbne for børn under 17 år.

En lang række kræfter i Storbritannien og ude i Europa gik i gang, og fra 2. december begyndte de første børn at ankomme fra Tyskland. Allerede halvanden uge senere ankom det første tog fra Wien, fra marts da Nazityskland havde invaderet Tjekkoslovakiet ankom der også tog og enkelte fly fra Prag, ligesom der blev organiseret enkelte transporter fra det besatte Polen. Andre børn blev sendt til Frankrig, Belgien, Sverige og Holland, hvor Truus Wijsmuller-Meijer ikke kun arbejdede fra sit hjem i Holland. Hun pressede også personligt Adolf Eichmann til at tillade transport fra Wien. Selvom Eichmann pludseligt gav hende 600 børn til øjeblikkelig afrejse, håndterede Wijsmuller-Meijer opgaven, ligesom hun senere organiserede en transport af børn fra Riga til Sverige. Den sidste transport, der forlod Holland dagen før landet blev invaderet, var fragtskibet Bodegraven, der blev beskudt af tyske jagerfly på vej over Kanalen.

Kun et fåtal af de 10.000 børn talte engelsk, da de ankom til England. På Londons Liverpool Street Station, hvor de fleste af børnene endte og blev modtaget af plejefamilier eller repræsentanter for the Central British Fund for German Jewry, kunne rejsende i 1939 derfor møde store grupper af børn med minimal bagage, der talte tysk, tjekkisk, polsk eller jiddisch. For nogen af dem var rejsen et eventyr, men for andre havde afskeden med forældrene i Brno, Hamborg eller Køln været hjerteskærende. Togrejserne var til tider hårrejsende oplevelser hvor børnene blev forulempet af tyske soldater, mens andre børn var heldigere og rejste med soldater, der var venlige mod dem.

De ældste af børnene har næppe været i tvivl om den skæbne, der kunne vente deres forældre, som blev tilbage i de nazistiske områder. Det var kun et lille mindretal, der kom til at se deres forældre igen, og for mange af dem blev deres engelske plejefamilie den eneste familie, de kendte resten af deres liv. De fleste af børnene blev en del af det britiske samfund mens enkelte endte i Canada, USA eller Israel, og mange klarede sig fornemt. Blandt de 10.000 var der ikke mindre end fire, der modtog en Nobelpris, og en række kunstnere, forskere og politikere (se f.eks. listen på Wikipedia). En af dem, Frank Meisler der var født i fristaden Danzig, skabte i 2006 den skulptur, der står foran Liverpool Street Station i dag.

Kindertransporten står i dag som et monument for den godhed, der eksisterer i selv de mørkeste tider når diktatoriske politikere forfølger deres magtdrømme uden hensyn til andre. Efter krigen skulle det samme vise sig i f.eks. Operation Little Vittles, hvor piloter under luftbroen tog slik, chokolade og frugt med til Berlins børn, og blandt de flere tusinde tyske børn fra Sydslesvig, der tilbragte somre efter krigen hos danske familier. Er man interesseret i at vide mere om Kindertransport, er BBCs Kindertransport: A Journey to Life absolut værd at se, ligesom Matej Minacs dokumentar Children Saved from the Nazis om Sir Nicholas Winton, og Mark Jonathan Hariss fremragende og Oscarbelønnede Into the Arms of Strangers der fortælles af Dame Judi Dench.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.

• RealClearPolitics.com har lavet deres eget lille rullende UK-gennemsnit, i lighed med dem de gennem snart mange år har lavet af amerikanske.  De har p.t.: Cons.: 32,6%; LibDem: 30,0%; Labour: 26,6%.  Min mavefornemmelse siger, at de tal ville være lige på vippen til at give Cameron et absolut flertal–men kun lige, og svært usikkert.
• Hjemmesiden UK Polling Report har inspireret af RCP og Pollster.com lavet deres tilsvarende meningsmålingsgennemsnit i et blog-format, men hvor der opereres med diverse vægtninger af målingerne. De har p.t. disse stemmeandele: Cons.: 33%; LibDem.: 29%; Labour: 27%.  Igen siger min mavefornemmelse mig, at det ville kunne være lige på vippen mellem et Tory-flertal og et “hung” parlament. UK Polling Report laver deres egen, udsvings- og kreds-baserede forsøg på at transformere meningsmålinger til mandater i first-past-the-post systemet, og de får et noget andet resultat end målingernes andele indikerer: Labour: 267 mandater; Cons.: 255; LibDem: 97; diverse andre: 32.  Det sidste vil give et grumset parlament og LibDem mulighederne for at være “kongemagere”.  Hvis det sker, vil de sikkert forlange en ændring af valgsystemet (til forholdstalsvalg) som betaling for at støtte en Tory- eller Labour-regering–og hvis det sker, vil britisk politik med sikkerhed komme til at se helt, helt anderledes ud i fremtiden.
• “Markedspladsen” Intrade.com sætter pris på valgudfaldet, helt bogstaveligt.  De har fortsat Cameron som vinder med en pris på (i skrivende stund) 75,0.  Prisen har ligget i niveauet 70-90 siden årsskiftet 2008/2009.  Til sammenligning har Brown en pris på 21.  Så om ikke andet holder markederne–som plejer at have ret–med Cameron.  Omend med den krølle på halen, at det i så fald vil være en mindretals- eller koalitionsregering: Prisen på et Tory-flertal er p.t. 37,0, mens prisen på et “hung” parlament er 65,1.

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Jeg skrev i øvrigt tidligere på året en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg kritiserede forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens angreb på den anglo-amerikanske kapitalisme.

Det er Jeremy Clarkson, der normalt har et bilprogram på BBC, men her skriver i The Times.

Jeg er ikke helt sikker, men hans udgangspunkt er vist en sportkamp, som England tabte. Derfra får han hidset sig op over meget andet end sport.

Et tilbagevendende tema i hans indlæg er i hvert fald den skam, som politisk korrekthed påbyder, når det angår nationalitetsfølelse. Det vil sige, nationalitetsfølelse for en udviklet og velstående nation, som England.

Det minder mig om Eric Blair, den ene af de to Blairs inden for de seneste år, som begge var socialister, og alligevel i stand til at tænke klart og nå relativt fornuftige udenrigspolitiske mål, navnlig hvis man sammenligner med den venstrefløj, der omgav dem.

Han skrev The Lion and the Unicon i 1940, der begynder med den uforglemmelige linje:

As I write, highly civilized human beings are flying overhead, trying to kill me.

Videre skrev han dette, som stadig gælder og ikke kun i England:

In left-wing circles it is always felt that there is something slightly disgraceful in being an Englishman and that it is a duty to snigger at every English institution, from horse racing to suet puddings. It is a strange fact, but it is unquestionably true that almost any English intellectual would feel more ashamed of standing to attention during ‘God Save the King’ than of stealing from a poor box.

Tja, Clarkson skriver ikke nær så godt, men derfor er det nu underholdende alligevel. Her er en smagsprøve, men læs selv.

I believe people need to feel like they’re part of a gang, part of a tribe. And I also believe we need to feel pride in our gang. But all we ever hear now is that we in England have nothing to be proud about. In a world of righteousness we are the child molesters and rapists.

Our soldiers were murderers. Our empire builders were thieves. Our class system was ridiculous and our industrial revolution set in motion a chain of events that, eventually, will kill every polar bear in the Arctic.

And it gets so much worse. Because if you say you are a patriot, men with beards and sandals will come round to your house in the night and daub BNP slogans on your front door. This is the only country in the world where the national flag is deemed offensive. Small wonder the England players were disinclined to sing the national anthem with any gusto. It’s in English and that’s offensive too. Unless it’s simultaneously translated into Urdu, for the deaf.

Fra gårsdagens Daily Mail er her en interessant historie om det engelske skolevæsen, hvor man sendte en klimapakke bestående bl.a. af Al Gores film, An inconvinient truth, til de kære modtagelige små poder.

Filmen, der i hvert fald sin titel må siges at bære en grov forvanskning af den politiske virkelighed, er blevet kritiseret for at blande forhold, der er videnskabeligt velbegrundede, sammen med forhold, der ikke er det. Det er desværre de sidste, der fik størst opmærksomhed. How convenient.

Uddelingen af sådanne “undervisningspakker” sker vist også i Danmark, og kender man skolesystemet, kan man nok godt gætte de dominerende synspunkter bag. Men i landet, hvis befolkning never never never shall be slaves, er der også en far, som anlagde sag imod pakken, da han opfatter Gores film som propaganda.

Efter at have hørt en række vidneudsagn, er sagen optaget til dom, men iflg. avisens referat har dommeren tilkendegivet, at filmen er at betragte som et partindlæg og bør ledsages af en advarsel herom.

Her er nogle uddrag fra artiklen, men læs selv (både Gores bog og ham her).

David Miliband, who was Environment-Secretary when the school packs were announced, said at the time: ‘The debate over the science of climate change is well and truly over.’

But during the three-day hearing, the court heard that the critically-acclaimed film contains a number of inaccuracies, exaggerations and statements about global warming for which there is currently insufficient scientific evidence.

Gad vide, om vores miljøminister hører til dem, der som Miliband mener, at debatten er uigenkaldeligt forbi?

Det blev den 27. juni.

Som nævnt i en tidligere posting er der forskellige opfattelser af ham. Denne punditokrat må erkende at have skiftet opfattelse. Han virkede som en overfladisk og fokusgruppefikseret politiker, men viste sig at være en statsmand.

Men hvorfor bruge tid på at skrive, når andre har gjort det bedre.

Læs her.

I et 22 sider langt brev til Labours daværende formand Michael Foot – et brev, som nu 23 år efter det blev forfattet, er kommet en journalist fra The Times i hænde – beskriver Tony Blair, hvordan Marxismen fungerede som hans ideologiske inspirationskilde, hvordan den ændrede hans syn på samfundet og politik, og bidragede til at motivere ham til at vælge den politiske karrierevej.

Blandt andet skrev Blair i brevet:

“Like many middle-class people I came to socialism through Marxism…”

“I actually did trouble to read Marx first-hand. I found it illuminating in so many ways; in particular, my perception of the relationship between people and the society in which they live was irreversibly altered.”

Brevet indeholder også en opfording til “radical socialist policies”, hvilket er tankevækkende, idet brevet er skrevet i en tid, hvor det i Labour var god latin at gå ind for forhold som afskaffelse af den private ejendomsret (jf. partimanifestets daværende Clause IV).

Blair afviste tilsyneladende også enhver form for “pragmatiske” hensyn i politik: “Socialism ultimately must appeal to the better minds of the people. You cannot do that if you are tainted overmuch with a pragmatic period of power…” Sjovt, at det er kommet fra manden, som nu om stunder så ofte appellerer til pragmatiske hensyn, og som netop i disse måneder kæmper det bedste han har lært for at fastholde magten.

Blair har dog for længst (ifølge eget udsagn) forkastet sine fortidige ideologiske sympatier – ikke ulig vor egen statsminister (blot med omvendt fortegn, naturligvis). Ikke desto mindre er ligheden mellem de to – Blair og Fogh – på dette punkt måske værd at fremhæve, næste gang socialdemokratiske “third way”-sympatisører beskylder Fogh for at være en ulv i fåreklæder.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

“Like James Callaghan, a Labour PM who also died recently, Ted Heath had the misfortune to lead Britain during one of his country’s worst and most vexing periods. In the 1970s, taxes were stratospherically high, unions ran riot, economic growth was nil — conditions that finally led to his overthrow as Tory leader by Margaret Thatcher.

What gives Mr. Heath’s death on Sunday at 89 resonance today is that it coincides with an intensifying debate among his fellow Tories about the future of the oldest political party in Christendom.
David Davis is the Thatcherite option, running as a leader who would rescue a party that he believes has lost sight of its core principles. He grew up in a council estate — public housing — and is keen to shrink the state, cut taxes and hold Brussels at a distance.
The “Heathian” option is David Cameron, one of whose key backers recently made news by warning that pushing tax cuts would simply cause voters to “take fright.” Mr. Cameron himself added: “Government must never simply withdraw from social challenges under the banner of a smaller state.” Meanwhile, two major Tory papers, the Telegraph and the Mail, have trumpeted on their front pages a think tank’s charge that Tony Blair’s support for George Bush led directly to last week’s London bombing.

Mr. Heath’s fate has been to be remembered as Ms. Thatcher’s doormat. It’s forgotten that Mr. Heath first had to defeat the anti-immigrant rabble-rouser Enoch Powell before Mrs. Thatcher could defeat him. Those two battles were crucial to turning the Tories into the winning machine that changed Britain. In similar fashion,
Conservatives today are again trying to locate their collective soul as the party of free trade, enterprise and individualism amidst the pull of xenophobes, appeasers and statists.”

“Hear, hear!” Som de ville råbe i House of Commons.

Som svar på det første spørgsmål skriver Amir Taheri:

“… you are dealing with an enemy that does not want anything specific, and cannot be talked back into reason through anger management or round-table discussions. Or, rather, this enemy does want something specific: to take full control of your lives, dictate every single move you make round the clock and, if you dare resist, he will feel it his divine duty to kill you.”

Dertil kunne man så tilføje, at terroristernes mål vel også er at indgyde frygt og ængstelse og ad den vej forsøge at ændre livet for mange mennesker. Ovenstående citat giver imidlertid også antydningen af et svar på det andet spørgsmål, nemlig at terroristernes mål er at realisere et ideal, som er “… to convert humanity to Islam, which regulates Man’s spiritual, economic, political and social moves to the last detail.” Og dette, om nødvendigt, med voldelige midler.

Imidlertid er det værd at huske på – som Tony Blair mindede om i går og som Taheri også skriver – at langt størstedelen af muslimer er fredelige og lovlydige mennesker, og at netop denne gruppe af islamisterne sidestilles med den vantro vestlige fjende:

De islamistiske terroristers mål – for så vidt som det er at underlægge resten af verden en totalitær religiøs doktrin – er heldigvis og med stor sikkerhed utopisk og fuldstændigt urealistisk. Men det kræver, at de vestlige landes svar på terrorismen ikke bliver at forvandle vores åbne samfund til lukkede samfund med overdreven kontrol, regulering og overvågning. Sker det, får terroristerne en delvis sejr via bagvejen.

Tja, hvad ville en pundit have sagt i april 1997, hvis man havde sagt, at Blair ville vinde de tre næste valg, men med et stadigt mindre flertal? Formodentlig, at det var umuligt uanset margin, da Labour aldrig havde vundet tre valg i træk.

Det er ikke bare Blair, der har scoret hattrick. Det er også den tredje af de store krigstilhængere, der nu er genvalgt: John Howard i Australien, George W. Bush i USA og nu Tony Blair i UK. Vi kunne også tælle vores statsminister med, men vi har ikke helt samme størrelse.

Mon de to største krigsmodstandere, Chirac og Schröder, overlever deres næste møde med vælgerne, og vil MSM mon udlægge deres valgnederlag som en straf for, at Irakkrigen viste dem som visionsløse diktaturstøttende opportunister? Næppe.